Jeg elsker morgenen

Jeg elsker morgenen.
Den tid på dagen, hvor alt endnu er tyst.
Hvor lyset sniger sig ind ad de to centimeters rum, hvor gardinet ikke helt når karmen, og lægger sig blidt over mit ansigt.
Hvor duften af kaffe får mig til at tænke på mit barndomshjem, og hvor min morgengrød, der engang var så hadet et måltid, slet ikke som de farverige og sukkerfyldte morgenmadsprodukter, man vidste, man kunne få i stedet, men ikke til hverdag, og heller ikke selvom der var et nyt legetøj i, som man endnu ikke ejede, nu er noget jeg ser frem til. Den varme, den spreder i kroppen, den mæthed, det giver.
Jeg elsker fornemmelsen af rene tænder, og når en tandpasta laver perfekt meget skum.
Jeg elsker at vaske mit ansigt og komme creme på, helst mens jeg synger "op med din gamle tøs" i hovedet fra Disneys Oliver Twist.
Er jeg alene, nøjes jeg ikke engang med at nynne den inden i mig selv.
Jeg elsker at tænde min mors gamle radio og lytte til nyhederne og hver dag håbe, at verden er blevet et bedre sted end i går.
Jeg elsker min lille rutine, og at jeg har muligheden for at have den. 

Tre julemænd!

Ligesom det er en tradition, at jeg får en skrabekalender af min far, er det blevet en tradition for mig at tro på, at i år vinder jeg noget. Og i år bliver det ikke bare en Vejgaarddollar, det blev det nu heller ikke sidste år, men i år bliver det 50.000 kroner!

I morges skete der nemlig det magiske, at mine to julemænd blev til tre. På den tredje dag i december! Selvom det højeste jeg nogensinde har vundet er netop en halvtredser - som blev brugt på en ny kalender uden gevinst - så får jeg hvert år, når en julemand, et juletræ eller bare et rensdyr dukker frem fra skrabeloddets snuller, sådan et lille gip i maven. Ikke et grisk lille gip, men et forventningsfyldt gip, om at nu er det endelig blevet min tur. Det efterfølges normalt af en serie indre billeder, der tegner sig for mine øjne. Mig på en sandstrand. Store julegaver til alle. En dyr veltrænet og veltrimmet racehund. Manicure. Forlængelse af mine øjenvipper og nye perfekte jeans. Som ikke er fra H&M! Det kan da umuligt blive mere end 50.000. Eller hvad?

Min tro, på hvad man kan få for 50.000 kroner i dag, er ligeså naiv som min tro på, at i år er det mig, der har den eneste julekalender i Danmark, hvor der rent faktisk er en gevinst på, som kan købe mere end endnu en kalender. Men det er blevet en tradition. Og traditioner giver faktisk ikke ret meget mening, når man tænker over dem. Jeg mener; vi spiser det samme mad, for gude nåde den, som finder på at skifte grisen ud med kalkun, vi ser de samme programmer i TV med nostalgi i øjnene og kagekrummer i mundvigen, vi fælder nåletræer - og kun nåletræer - for at pynte dem med glimmer, som alle årets andre måneder er banlyst, og derefter gå rundt om dem i en form for hypnotisk dans til rituelle sange efterfulgt af en rent gavepapirs-frenzy, som alle ved ender i tre fantastisk trættende byttedage inden nytår, hvor vi skyder farvet krudt op i himlen, som om vi ikke i forvejen gasser den nok og smider om os med metalkonfetti, hatte og halvtspiste hotdogs, inden vi vælter i seng med den nærmeste den bedste og vågner dagen efter og i zombieagtige lemming-stil stiller os i kø ved McDonald's for at starte vores nytårsfortsæt om sundhed med en dobbeltwhopper med curly fries. Jeg siger det bare. Traditioner er mærkelige. Og i forhold til andre traditioner er min kalenderdrøm slet ikke så underlig endda. 

Livet som freelance. Dag 8.

Så mange mails! Jeg har aldrig i mit liv modtaget så mange mails. Mails, som jeg skal bruge Nem-ID nøgler for at se. Jeg har aldrig i mit liv brugt så mange Nem-ID nøgler! Jeg har virkelig lært at have mit Nem-ID på mig at all times.  Det er en helt ny tilværelse af omstændelighed og besværlig bureaukrati, der har åbnet sig for mig efter jeg er kommet ud på arbejdsmarkedet. Eller nå nej. Gråzonen dagpenge mellem uddannelse og arbejde.

Jeg har også lært, at der er forskellige ord, man ikke må sige, når men er på dagpenge. Kunder for eksempel. Faktura. Eller selvstændig. Jeg skal som freelance passe meget på min retorik og i stedet sige arbejdsgiver, lønopgørelse og A-indkomst. Det skal jeg nu nok. Det virker bare lidt fjollet. Som en kamp på retorik for at kunne fange nogle dagpengenassere i systemet. Jeg er ikke selvstændig som landet ligger nu. Men de steder, hvor jeg før har lavet freelancearbejde, har bedt mig sende dem en faktura. Det, skal jeg så nu forklare dem, hedder en lønopgørelse. Held og lykke med at få det ændret i deres systemer!

Og nu vi er ved systemer. Gud Fader bevares hvor er der mange steder, man skal skrive de samme oplysninger. Oplysninger som alder og jobstrategi. Det skal noteres her og det skal noteres der, og gider du ikke også lige klikke det af her?

Og nu vi er ved at tjekke. Man bliver tjekket i hoved og røv, når man er på dagpenge. Husk at søge to jobs om ugen, husk at skrive dem ind her og her, husk at vedhæfte en ansøgning, husk at der er forskel på at afvente og at skulle til samtale, husk at tjekke jobforslag på jobnet og husk at opdatere CV, og husk at komme til møder i A-kasse og husk du også skal til møde hos Jobcenteret.

Det er lige før der ikke er tid til at huske at sende en kvalificeret ansøgning!

En aftale er ikke en aftale

Til næsten hver fest, jeg holder, bliver et eller to glas knækket. Det er vel, hvad man kan forvente. At inventaret lider lidt skade, når der kommer alkohol på bordet. Men det undrer mig, at der aldrig er nogen af mine gæster, som tilbyder at erstatte, hvad de ødelægger. Nok er det oftest glassene fra IKEA, som kommer frem, men det er fordi, jeg ikke har større tiltro til mine gæster. Og med god grund. Men det koster mig både tid og penge at komme til den nærmeste IKEA for at købe nye glas, som faktisk også koster lidt, men det er nu ikke så meget det. Det er princippet. At man ikke undskylder og selvfølgelig tilbyder at erstatte, hvad man har ødelagt. Sådan er der nu røget to drikkeglas, tre vinglas, en klapstol og der er kommet et brændemærke i sofaen, som også er blevet en kende plettet. Intet er blevet ersattet. Og jeg har også selv skulle rydde op. Skål.

Det er som om, vores generation er blevet mere ligeglade. Og ikke kun når det kommer til mine glas. Aftaler betyder heller ikke så meget mere. Måske er det mest benyttede svar på begivenheder på Facebook. Som om folk ikke kan overskue, om de kan komme til festen eller sammenkomsten. Tænk nu, hvis der bød sig noget bedre. Nej så hellere være ligeglad med værtens planlægning. Tager man chancen og melder sig til, er den aftale af en eller anden grund heller ikke gældende længere. Man kan bare melde afbud en time inden. Eller helt lade være. Man skal ikke føle sig forpligtet jo. 

Tidspunkter er på samme måde mere vejledende end egentlige faste rammer. Inviterer man til fest klokken 18, så ved man jo godt, at folk først kommer mellem 18.30 og 20. Næste dag! Emma Gad må vende sig i graven! Og det skorter ikke på undskyldninger. Alt fra busser til køkultur, make-up og tøjkriser får skylden for ens egen elendige planlægning. 

Hvad er det for en ligegyldighed, der har sneget sig i den måde vi omgås på? Hvorfor er vi så bange for at binde os til noget eller tage ansvar? Mine glas manifesterer sig ikke pludseligt i hel tilstand igen og min sofa og kortspil bliver ikke på magisk vis rene igen. Mor er ikke sur. Mor er skuffet, og mor er ikke spor ligeglad. Og det er måske faktisk det mest positive. 

Livet som freelance. Dag 2.

Udover at blive helt talforvirret af at tale med Susanne hos A-kassen, skal jeg da lige love for, at jeg blev fuldstændig talblind af at kigge på Journalistforbundets pris og forretningsberegner! Hvordan jeg nogensinde skal få sat en pris for mit arbejde er mig en kæmpe gåde.

I dag følte jeg mig ellers lidt mere rolig over min fremtid. Måske var det bare fordi, vi nærmede os weekenden, men jeg var ikke helt så panisk som min første morgen som ledig. Jeg tog på arbejde og fik underskrevet en såkaldt frigørelsesattest, som mest af alt lyder som noget Dobby gerne ville have en krusedulle på i Harry Potter, men som altså bare er endnu et bureaukratisk påhit fra systemets side. Jeg fik flyttet nogle programmer, så jeg fik flere timer puljet i en uge, som Bjarke/Bjarke/Kasper forklarede mig, og jeg huskede, at jeg skulle ringe til min kommende chef angående prissætning af mit arbejde. Da var det så, at min hjerne koksede sammen.

Jeg mener, "nettofortjeneste før privat del", hvad betyder det overhovedet!? Og "over/underskud i forhold til hele forretningsgrundlaget", sådan et har jeg slet ikke endnu! Timeløn? Jamen hvad nu hvis det er lønnet pr. artikel. Hvad med længden, er det sider, tegn, ord? Hilfe!

Susanne havde sagt, jeg skulle ringe igen, når jeg havde fået en timepris og en pris pr. opgave af min kommende chef. Men han har bedt mig om at udregne den. Det har jeg så forsøgt. Jeg fejlede. Noget så grumsomt. Og nu har A-kassen lukket, og Susanne er først ved telefonen igen på mandag. Det er en hel weekend i uvidenhed! Jeg magter det ikke.

Livet som freelancer. Dag 1

Bjarke tager telefonen. Eller var det Bjarne? Måske Kasper? Ingen ved det. Jeg ved bare, der pludselig er frygteligt mange mennesker, som jeg skal forholde mig til, og som skal forholde sig til min stigende grad af forvirring. Der er ikke mere end 50 timer siden, jeg blev uddannet journalist, men glæden over at være færdig blev hurtigt afløst af modløsheden over den bureaukratiske indretning, vores dagpengesystem har.

Jeg startede med at melde mig ledig. To steder. Det er her Bjarke/Bjarne/Kasper kommer ind i billedet. Han var den heldige/uheldige medarbejder, der sad ved telefonen, da en stemme i den anden ende sagde:
"Hej! Jeg har lige meldt mig ledig, og må jeg kongratulere for en forvirrende omgang bureaukrati, I har smidt mig ud i. Ja, ikke nok med at jeg skal melde mig ledig to steder og oprette et nyt CV, fordi jeg ikke bare kan uploade den fil, jeg har på min computer, så fortæller systemet gudhjælpemig, at jeg skal sige ja eller nej til om jeg har lønnet eller ulønnet arbejde, og det har jeg, men ikke af den type, jeg kan vælge i den pop-op blanket, der tæskede op i hovedet af mig på skærmen."
Her stoppede Bjarke/Bjarne/Kasper mig. For i hans retorik, var jeg allerede i gang med at bygge et tag. Og man kan jo ikke bygge et hus med taget først.
Derfor startede han ikke bare med fundamentet, men i tiden, da hjulet blev opfundet, for at forklare mig, at jeg skulle klikke ind på Selvbetjening og trykke på fanen Dagpenge. Først derefter kunne jeg begynde at hakke stenene til væggene til og losse cement i kælderrammerne. Fedt, tak til Bjarke/Bjarne/Kasper for at have så lidt tiltro til min fortståelse for at klikke på knapperne med Næste, som pædagogisk, men ikke helt så pædagogiske som Bjarke/Bjarne/Kasper, kunne føre mig gennem min ansøgning for at melde mig ledig.
Endelig kom vi frem til væggene, ikke taget, for Guds skyld ikke taget Bjarke/Bjarne/Kasper! Her var det, at det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, da jeg fortsætter mit studiejob som fitnessinstruktør, og det er som bekendt hverken selvstændigt eller en del af min familie eller kærestes firma. Det er ikke engang journalistisk! Jeg var uden for kategori! Vi blev enige om, at jeg skal trykke nej, og så sende en besked til A-kassen om, at jeg faktisk har et job. Jeg ville kalde det at lyve lidt for systemet. Men Bjarke/Bjarne/Kasper kaldte det at gør fundamentet solidt til taget. Jeg ville mene, vi snart var færdige med det skide fundament, men så igen, jeg blev uddannet journalist og ikke bygningskonstruktør eller håndværker.

Bjarke/Bjarne/Kasper lød overmåde tilfreds med sig selv, da jeg fyldt med falsk overskud kvidrede farvel og tak for hjælpen til ham, men jeg tror, mit blik ville have forrådt mig, hvis han havde set, hvor krøllede mine øjenbryn kan blive!

Da jeg vågnede dagen efter, var der kommet post fra A-kassen. Sørme om jeg ikke var blevet indkaldt til møde. Hvor spændende! Flere mennesker der ville tale med mig om mig. Det er noget af det bedste, jeg ved!
Desværre er det sådan et fællesmøde, så vi er åbenbart flere, der skal tale om hinanden og ikke kun om mig. Desuden skal jeg inden mødet have lavet to forslag til jobansøgniger og udfyldt en helvedes masse mere bureakrati. Jeg ved ikke, hvor de forestiller sig, at jeg har alt den tid fra. Det er ikke alle ledige, der danderer den i hyggesokker derhjemme.

Men sådan er det nok at være ledig. Jeg er måske også lidt uden for kategori, som Bjarke/Bjarne/Kasper opdagede. Jeg vil nemlig gerne være freelance. Og jeg vil også gerne beholde mit aktive job som fitnessinstruktør, fordi det gør mig glad og giver mig gode ideer til historier. Derfor er det dumt for mig at blive fuldtidsjobsøgende. Men supplerende dagpenge kan jeg kun få i 30 uger, og det er ikke meget, når man skal forsøge at få et netværk op at stå og få folk overtalt til at købe sine fortællinger. Faktisk er det latterligt lidt og frygteligt omstændeligt. Hvis jeg bare har én programlægning en uge, gælder det som en hel uge, og så har jeg kun 29 uger tilbage at køre på. Derefter må jeg klare mig med det, jeg har, eller blive fuldtidsjobsøgende. Ikke ligefrem min drøm. Derfor skal jeg pulje mine jobs, som Bjarke/Bjarne/Kasper sagde. Gad vide, hvornår vi får bygget mit hus færdigt? Jeg ringede til A-kassen igen i dag. Der var det en Susanne. Hun var heldigvis meget rar og kompetent og ikke åndssvagt pædagogisk. Hun ville ikke engang bygge et hus! Hun sagde en masse tal, som jeg ikke forstod, men jeg må gerne ringe igen og spørge efter hende.
Lige nu er det ret uoverskueligt at se, hvordan jeg skal kunne netværke mig til at overleve som freelance, når både økonomi og bureakrati er imod mig, men jeg må tage det en medarbejder af gangen.
Jeg håber bare, jeg kan få nok faste småjobs, så jeg kan betale min husleje hver måned og undgå at være fanget i dagpengelands jungle af Bjarke/Bjarne/Kaspere og Andersere og Susanner, som alle vil hjælpe mig i forskellige grad, men som også er lidt forvirrende at forholde sig til som nyuddannet og helt perpleks i hovedet over al den fremtid, der pludselig presser sig på.

Løft som en pige

Jeg tørrer sveden af panden. Ser mig omkring. Bevæger mig i takt med Kanyes rim over mod de to fyre.
¨Bruger I begge?¨ spørger jeg.
¨Nej, vi er faktisk lige blevet færdige.¨
Jeg tager den ene skive af vægtstangen og lader to være, han tager dem alle af på den anden side.
¨Bare lad dem hænge,¨ indskyder jeg, ¨jeg plejer at starte med den vægt der.¨
Han hænger skiverne på stangen igen og kigger på sin ven.
¨Og så er det, man opdager, at man løfter det samme som en pige,¨ bjæffer vennen ikke uvenligt.

Derfor tog jeg det heller ikke som en fornærmelse. Først.

¨Sorry,¨ mumler jeg under et ufrivilligt fnis, min underbevidsthed, der forsøger at glatte ud.
¨Det kommer I nok snart til. Det handler meget om teknik. Det er det fede ved styrketræning,¨ siger jeg, ¨man kan hurtigt forbedre sig.¨
De samtykker, smiler og går videre. Jeg lægger mig ned og løfter stangen af vægten. Mærker presset i mine triceps, spændingen hen over brystet. Og irritationen ved ikke at have været mere kvik. Skarpere i replikken. ¨Sorry.¨ Sikke et skvattet svar!

Selvom de intet ondt mente med kommentaren, andet end måske en form for forkvaklet kompliment, var det jo i bund og gund en sexistisk ting at sige. I det jeg er en kvinde, skal jeg så ikke kunne løfte det samme som dem? De ved ikke, om jeg har trænet i flere år eller lige er begyndt.
Jeg løfter vredt stangen op og ned, tyrer den på plads, som om jeg har noget at bevise. Moser videre og river et kabel ned til brystet. Spænder alt, hvad jeg kan i min ryg og mine biceps. Håber, de kigger.

Men jeg må nok indrømme, at jeg sikkert kiggede mere end de gjorde. I det de slet ikke var klar over, at de havde sagt noget fornærmende, lod de det ikke gå dem på. Men det gik mig på, da det gik op for mig, hvor ofte det egentlig sker. At jeg bliver pakket ind som en skrøbelig blomst, et nips, som ikke kan løfte den kasse der, flytte det stativ der eller tage ligeså meget i bryst eller pull downs som drengene. Men den her blomst vil bare gerne have lov til at flekse sine muskler lidt og få anerkendelse for, at hun faktisk godt kan løfte ligeså meget som dem.

Næste gang siger jeg noget kvikt. Noget som både er rammende og smart, så jeg ikke falder ned i den anden stereotyp - den dumme blondine, som træner, fordi så har hun i det mindste udseendet. 

23,3 ting jeg har lært i Amerika:

23,3 ting jeg har lært i Amerika:

1) Du kan godt drikke vandet fra hanen, men du kommer til at lugte af svømmepøl ud af munden.

2) Folk i Californien er virkelig venlige. Virkelig, virkelig venlige. Som i at de elsker at small talke, og de er ikke blege for at komplimentere hår, tatoveringer eller sko. De kan endda finde på at introducere sig, sætte sig og spise sin frokost med dig, tale om forskellene på dit og mit land, for så at forsvinde ud af dit liv igen.

3) Jeg har glemt min pin-kode. For man bruger ikke pin-kode her. Man swiper bare det kort, man nu har på sig, og så har man brugt de 43 dollars.

4) Toiletbrætterne på offentlige toiletter skiller på midten og toiletter er ekstremt lave. Plus man kan kigge ind gennem sprækken mellem døren og båsen. Not cool America!

5) Gratis refill! Jeg er kæmpe fan, men jeg har aldrig i mit liv drukket så meget sodavand, for færdiggør jeg et glas, kommer en servitrice med et nyt. Og er der ikke service på, så er jeg selv blevet så vant til, at sodavanden er uden ende, at jeg bare går op og fylder op igen. Og igen. Og igen.

6) I kan ikke finde ud af at lave brød. Der er sukker eller honning i alt. Der er kun to typer brød at vælge mellem: Hvidt, blødt brød med sukker og lysebrunt, blødt brød med sukker.

7) Systemet med drikkepenge er en irriterende påmindelse om, hvor dårlig jeg er til procentregning!

8) Folk skater til alt i Californien, men kun et fåtal har et ægte skateboard. Hvad er det for nogle små babyboards i kører på? For ikke at tale om de aflange firkantede sataner, der let klipper en ankel i forbifarten?

9) Skat på varer. Igen en væmmelig overraskelse, når man tror, man bruger 30 dollar på et par bukser og så kommer der lige 7,5% oven i. Jeg ved aldrig, hvad jeg egentlig skal af med før det er for sent!

10) Børn kan køre bil. Folk på 16's hjerner er ikke færdigudviklet endnu. Hvordan kan I give dem lov til at køre bil? De kan ikke engang finde ud af at vælge et major!

11) Hvor latterlig nemt det egentlig er at køre automatgear.

12) Er man pige, skal man sige "like" minimum 12 gange, hver gang man siger noget. "It's like super important to me like you know. I just love make-up. It like super cool to just look totally glamorous, like a superstar..." "Like could you just shut up?!"

13) Og siger man noget højt i klassen, skal man åbenbart afslutte med "I don't know". Hvordan kan du så tro, vi forstår, hvad du mener, når du ikke engang selv er sikker?

14) De studerende kører så mange jobs for at få råd til college, at de sover i timerne. Men de skal møde op for ikke at blive smidt ud. Kan I selv se det Amerika? Det er et åndssvagt dilemma.

15) Folk er så højlydte!

16) Amerika har 400 typer ost. Men de behøver kun bestå af 51% ost for at kunne kalde sig "cheese".

17) At et land, som kan være så glad for kød, har så ringe kød i kølediskene. Og hos slagterne.

18) Niveauet på college. Det er slet ikke så svært at være en straight A-student, så jeg forstår ikke, hvordan så mange, kan klare sig så dårligt!

19) College-sport er det vildeste! Spiller du basket eller football er du en stjerne!

20) Offentlig transport findes nærmest ikke.

21) Amerikanske lastbiler er så meget sejere end europæiske. COOONVOY!

22) At Danmark er meget svært at placere i verden. Hint: Det er ikke det samme som Holland.

23) Og reklamerne. De får i hvert fald 3 pladser på denne liste:

1) Der er flere reklamer i TV end der er programmer. De er latterligt ringe, og reklameblokkene er ikke kun konstante, de ligger også på nogle besynderlige tidspunkter i programmerne. "REKLAME" "Nå men så må jeg jo hellere blive på kanalen og se hvordan dette afsnit af Big Bang Theory ender." "REKLAME SLUT" "Dåselatter og rulletekster" "Godt jeg ventede?!"

2) De sindssyge reklamer der kører på tv for medicin. "Ask your doctor about NyQuil". Hvad laver lægerne her egentlig? Og disse reklamer er tit efterfulgt af en fuldstændig rablende bivirkningsoplæsning, som ingen på nogen måde kan nå at opfange som andet end lyden af en flok hidsige bier.

3) Advokaterne. De må være som taget ud af en sitcom for at kunne stå inde for de tossede reklamer, de kører på ca. alle kanaler. Ikke kun de skøre som Fox.

Hvis du vil læse mere om mit udvekslingsophold i Santa Barbara, Californien, så følg med på Facebook under Meanwhile In Santa Barbara. 

Menneskelyde

Kære yoga-stønner

Yoga er hårdt. Yoga handler meget om at strække sine muskler, at mærke dem arbejde og at bruge sin vejrtrækning. Men det er pisse svært at koncentrere sig om sin egen vejrtrækning, når du stønner for hele lokalet.
Jeg hører svagt instruktøren sige, "Træk vejret ind på fire tællinger," men dit anstrengelsstøn overdøver alt. Det er umuligt at tælle til fire, når du puster ud i et langt støn.

Jeg kan ikke lide menneskelyde. Jeg bliver pinligt berørt og ubehageligt til mode. Du gør mig pinligt berørt og ubehageligt til mode med dine lyde, som ligger et sted mellem forstoppelse og orgasme. Jeg vil gerne bede dig om at stoppe, men jeg er bange for at fremprovokere flere mærkværdige lyde fra dit indre, hvis jeg stopper dig i dine givetvis meget dybe stræk.

Hvis du nogensinde føler dig ensom i din lydelighed, og det må du næsten gøre, du er som 52 hertz hvalen, du er på en helt anden frekvens end resten af holdet, så kan jeg anbefale dig at gå to etager ned i styrkeområdet. Her findes en hel hær af højlydte mænd, som ved hvert løft, hvert pres, sender jamrende lydbølger ud i lokalet med en kraft, der får selv 42 kilos håndvægtene til at krympe sig en smule. I kan eventuelt starte et kor, eller en Anonyme Stønnere, hvor I kan stønne færdig, inden I kommer ned til os andre med lidt mere inadvendte tilbøjligheder til stønnen.

Kærlig hilsen
Mig, som ikke har helt det samme behov for at udfri gespenster fra 80 forgangne samlejer. 

Alle kvinder skal da have børn

Jeg er en kvinde. Ergo er jeg udstyret med en livmoder og dertilhørende evne til at føde børn. Og åbenbart ønsker jeg at udnytte denne evne. Fordi jeg jo er kvinde.

Forkert.

Jeg bryder mig ikke om børn. Det må man ikke sige, men det gør jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke på nuværende tidspunkt se, hvorfor jeg skal lade min krop deformeres over ni smertefulde måneder, se min figur få mere og mere lighed med en planet, blive hormonel og blive tvunget til at afstå fra både chokolade og alkohol for derefter at flækkes op af en skrigende klump kød, blod og fosterfedt, som jeg forventes at elske, fra det øjeblik dens slimede krop klamrer sig til min udmattede ditto. Lægge ømme brystvorter til en sugende ødelægger, som de næste mange, mange år ikke kun vil suge mine kirtler tomme for mælk, men også min pengepung og i lang tid det sociale liv, som jeg er vant til. Børn er krævende og unsvarlige. De kan ingenting.

Men hver gang jeg påpeger over for mine veninde, at jeg aldrig skal have børn, vifter de mig af med et "Bare vent et par år. Alle kvinder vil jo have børn før eller siden." Men der er for mig intet tiltalende ved forældreskab. Måske får de ret engang. Men de sidste 25 år af mit liv, har jeg ikke kunnet lide børn. Selv da jeg fik den obligatoriske babydukke som lille pige, stirrede jeg vantro på gavegiveren. Og begyndte at græde. Babydukken var uhyggelig og blev aldrig et vellidt medlem af min lyserøde værelse. 

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om små børn. "Men du kan jo godt lide din søsters børn, og du synes da ham den lille skater på legepladsen var nuttet," kan mine veninder finde på at argumentere. Korrekt. De er heller ikke mine børn. Jeg er aldrig så akavet, som når et barn er i min umiddelbare nærhed. Når de numser sig langsomt over gulvet på en café i retning mod mig, bliver jeg grebet af frygt. Jeg ved, de kan mærke det. Deres hoppende bevægelser bliver mere målrettede og hurtigere. Forældrene opmuntrer dem og forventer, jeg bliver ellevild. Jeg er jo en kvinde i den fødedygtige alder. Ergo knuselsker jeg andres unger. Eller når spædbørn kigger på mig fra en mors arme, og moderen ser det. Hun ser det og rækker mig barnet i udstrakte arme og regner med, jeg tager imod det. Det gør jeg ikke. Jeg ville ikke holde dit barn. Jeg ved ikke, hvordan man gør, og jeg har ikke lyst.

Men kvinder må ikke være af den holdning, at de ikke vil have børn. Nogensinde. Det er et tabu at ytre den mening. Men bliver lidt gjort til grin, som om man er en lille smule hysterisk og ikke er der hundrede procent. Eller også bliver man affejet med, at man ikke ved, hvad man i virkeligheden mener. Det skal de nok fortælle en. Altså de andre kvinder. Det er især dem, som ikke forstår, at vi er nogen, som ville ønske, vi kunne bytte evnen til at føde med evnen til at løbe rigtig langt. Eller rigtig hurtigt. Væk fra alle andres børn. 

Alle kvinder skal ikke have børn. Jeg er træt af at få påduttet mig andres holdning. Jeg har det fint med, nogen vælger at få børn. Jeg vil bare gerne være fri. Fri for børn og fri for at få at vide, at jeg er forkert, fordi jeg vælger anderledes.