Viser opslag med etiketten Konkurrence. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Konkurrence. Vis alle opslag

mandag den 31. marts 2014

Tillykke til Anne Marie Hove

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Så blev der fundet en vinder af kogebogen "Mæt og slank med LCHF"!
Den retrosmarte hjemmeside Findenvinder.dk (som dog ikke helt passer i bredden herinde) hjalp mig med udtrækningen, og det blev Anne Maria Hove, som løber med de lækre opskrifter. Tillykke til dig.

Tjek endelig ind med jævne mellemrum for flere blogs, og måske en ny konkurrence i fremtiden!

tirsdag den 25. marts 2014

Pas din egen tallerken (og en konkurrence til læserne)

Hele den der hype omkring at være på kur. Træne. Leve sundt. Leve sundere. Leve sundere end andre. Dén er jeg godt og grundigt træt af. Jeg er så træt af at se på andre folks proteinsalat og skyr-erstatnings-is. Deres omeletter med spinat, mandel, hørfrøoliemix af kuldhydratforskrækkede morgenmåltider og anstrengende aftensmad af kød, kød, kød og så lidt kørvel for the looks of it. Jeg hader de selvudnævnte foodies og healthies - og selfies for den sags skyld - hvor alt skal se så forbandet korrekt ud. Så fantastisk fyldt med overskud og så fantastisk hævet over alle os almindelige mennesker. Mennesker som træner, ikke for at få en sixpack, men for at få plads til en i kalorieregnskabet. Os som gerne vil spise sundt, men aldrig siger nej til rigtig is og fortrækker Bubbletea over grøn te til hver en tid! Os som på en eller anden måde bliver gjort mindreværdige. I hvert fald når man kigger på de billeder og opdateringer, der ligger som en tyk tåge af hashtags på de sociale medier.

"Smerte er bare svaghed der forlader kroppen," "While you're getting low at the club, I'm dropping it like a squat," "You don't lift. you can't sit with us," "Your pants say yoga, but your ass says McDonalds" eller "Lifting weights make women huge. False. Cup cakes make women huge."

Hvis du ikke squatter, og hvis du ikke drikker proteinpulver som os andre, så er du ikke lige så god som os. Punktum. Hvad er det, der gør, at det er i orden at hæve sig selv over andre på den måde? Vi bor i Danmark. Det er aldrig okay at være bedre end andre. Det er jo derfor, vi har Janteloven. Men denne trend er altoverskyggende, og det bedste kompliment, man kan få ny om dage, er enten "Nej, hvor er du blevet tynd", "hvor er du sej, at du kan overholde den kur," eller "jeg ville aldrig kunne spise så lidt til frokost". Stop jer selv lige der. Pas jeres egen tallerken. Lad mig nyde min sandwich med hvidt brød, mayo og grisetetris uden at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke kun spiser en agurkesymfoni med 30 gram hytteostdip og en skefuld olivenolie med peber til frokost. Jeg gider ikke jeres hævede øjenbryn og jeres hævede egoer. Jeres pseudosundhed og jeres piedestaler. Kom ned derfra. Der er også meget sjovere nede på landjorden, hvor man ikke falder 20 meter, hvis man træder ved siden af en enkelt gang. 

Men mavesyre til side, det er sikkert bare sure opstød, fordi jeg har spist raffineret sukker og kun trænet 45 minutter i dag. Helt uden at tage billeder af det eller checke in på Facebook. 
Selvom langt de fleste kure faktisk ikke er sunde for hverken os eller miljøet - tænk på hvor de mange bøffer egentlig kommer fra, og hvor mange tilsætningsstoffer der er i din hellige gral af sygeligtbeige proteinpulver og -barer - så er der mange opskrifter som kan pifte en ellers kedelig og ensartet ugemenu op. Hjemmesaltet laks, nøddebarer, citronkylling, broccolifalafler, kokostoppe og lagkage uden mel. Faktisk kan alle disse findes i bogen "Mæt og slank med LCHF". En bog om kuren Low Carb High Fat, som gerne må få en række revsende ord med på vejen fra min side af, men som fungerer glimrende som opslagsværk, når udsigten til lasagne på fjerdedagen ikke er så tiltalende som den første portion. 

Da jeg ligger inde på to eksemplarer smider jeg gerne den ene efter en heldig læser, hvis denne lover at bruge bogen som en kogebog og ikke en bibel til at slå andre folk i hovedet med. Læg en kommentar her med dit navn og e-mail, så trækker jeg lod om bogen den 31. marts 2014.

mandag den 10. december 2012

Tillykke til Mai Ekmann

Lodtrækninger er sjældent særligt magiske. Min lodtrækning var denne gang særligt manuel. Små lyserøde papirkugler med små blækfarvede navne. Men "Den tomme plads" fik sig en ejer!
Og det blev Mai Ekmann!

Gyldendal har allerede tilsendt mig det spritnye eksemplar af romanen, som nu ligger her og venter på at blive læst.

Følg med løbende herinde. Måske kommer der flere konkurrencer, og der kommer helt sikkert flere indlæg af både spøjst, magisk og tragikomisk indhold!

lørdag den 1. december 2012

Den tomme plads (og en konkurrence til læserne)

Ud af det blå stod jeg med en ny bog fra Gyldendal mellem hænderne. Pludselig havde jeg to eksemplarer. Vil du vinde det ene eksemplar af J. K Rowlings nye roman "Den tomme plads?" Så læs her og kommenter.

"Du kan vælge for 227 kroner. Vil du finde noget nu, eller have en seddel på det?" Mine gamle bøger helt tilbage fra gymnasiet skulle nu bo i byttebiksen på Nørregade. Og jeg kunne vælge nogle nye, gamle skatte til mit bibliotek.

Det gør altid lidt ondt at skille sig af med de gamle venner. Med krøllede hjørner hvor teksten har særligt smukke sprogblomster eller direkte ulidelige junglevrål. Hvor kaffe, cola og tårer har gjort det fine pergament tyndslidt i gennemsigtige cirkler.
Men når de ikke bliver smidt ud, men får et nyt hjem – først blandt ligestillede, senere måske hos nogen som kan sætte mere pris på deres historie – så er det ikke så slemt at overlade dem til nye øjne.

Jeg kiggede mig omkring. Mit blik faldt på en højrød forside med et sort kryds på. "Den tomme plads" af J. K Rowling. Harry Potters mor. Dens tyngde vejede godt i mine hænder, bagsiden lokkede med gode anmeldelser fra både Politiken og Time Magazine. En voksenroman fra mit forfatteridol fra da jeg selv var tolv og hver nat ventede spændt på, at Hagrid ville rive mig væk fra mit ordinære liv som Muggler og fortælle mig, at jeg ikke var skør. Jeg var bare troldmand. Magiker.

Jeg tog imod en seddel med 227 kroner skrevet i hånden. Jeg kunne ikke beslutte mig. "Den tomme plads" ville passe godt i reolen, der hvor der nu var hul mellem bøgerne i de flammende nuancer. Men alle de andre bøger, der fyldte fra gulv til loft tiggede om at blive taget ud, bladret lidt i og måske blive en del af samlingen. Jeg kunne ikke skuffe dem. Ikke den dag.

Da jeg kom hjem, lå der en pakke uden for min dør. Den vejede godt i mine hænder og havde en størrelse som en bog. Jeg hev det tykke pap af, flåede bobleplasten til side, og der lå den. "Den tomme plads" havde selv fundet vej til min gabende reol. Med et underskrevet brev fra Gyldendal fik jeg en tidlig julegave. Jeg slugte første kapitel råt. De andre gled ned som det møreste kød mellem mine sultne tænder, som ville have mere. Side efter side fortærrede jeg sultent. Bogens omslag lyste som en morgenrøde, og hver aften tyggede bogmærket sig længere og længere mod bagsiden.

En aften var der ikke flere ord. J. K Rowling havde sat sidste punktum i en tragisk, socialrealistisk, humoristisk, gribende fortælling om den lilleby Pagford og dens indbildske, egoistiske og manipulerende beboere. Selvom der ikke var en eneste tryllestav, emmede bogen af magikermoderens sprog og stil.

Derfor har Gyldendal og jeg en tidlig julegave til en heldig læser i Aarhus. Hvis du bor i 8000 eller tæt på, kan du smide en kommentar herunder med dit navn og yndlings trylleformular. Så kan du være med i lodtrækningen om et eksemplar af "Den tomme plads".

Tjek bloggen igen den anden søndag i advent, den 9. december, hvor jeg offentliggør vinderen herinde og på www.overspring.dk, hvor min anmeldelse af bogen kan læses. Bogen kan så afhentes på en af de små hyggelige cafeer i Aarhus ugen efter.


mandag den 3. september 2012

Tillykke Mie og Pernille

Når det kommer til lodtrækninger, er jeg aldrig særlig heldig. Men denne gang har jeg ikke selv deltaget, nogen kunne jo se det som snyd, desuden ejer jeg allerede et eksemplar af præmien.
Jeg har dog lært at lave en simpel tilfældig udvælgelse. Noget jeg kun har hørt om til vores økonomiforelæsninger, og som jeg troede, var noget, jeg kun skulle kunne til eksamen.
Man kan også bruge det til at gøre folk glade, og kede af det, fandt jeg nu ud af. Jeg foretrækker begge udfald. Jeg hilste lidt på random.org, hvor man kan lave en liste. Alle navne fik et tilfældigt tal, og jeg lavede et taludtræk hvor nr. 7 og nr. 11 vandt. Pisse smart.
Så ærgerlig ærgerlig til de 18 som ikke vandt og tilhører kategorien kede af det, og tillykke til de to vindere!

De heldige vindere bag tallene er:
Pernille Hildebrandt Nielsen og Mie Fischmann Jørgensen

Tillykke til jer. Send jeres adresse til min mail sokkels@gmail.com, så vil jeg sørge for at Pretty Ink sender en saftig knaldroman afsted til jer!