Autisme

Hvor er det bare sejt og overskudsagtigt at arbejde i et autismecenter! Jeg kom til at tænke denne tanke, da jeg i dag havde ekspederet en kvinde med kraftig accent. Hun var ikke autist, men hun arbejdede i et autismecenter og var ude at handle legetøj med en noget ældre beboer. Ældre af år, ikke af sind.

Hånden på hjertet, jeg ville aldrig kunne klare det. Faktum er at jeg nok ville passe bedre som patient end passer med min tålmodighed og tvangsprægede hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne, det må være et meget givende job, og meget krævende. Men der var vist engang en klog mand der sagde noget i retning af at man må yde for at nyde. Måske talte han om bagværk, men citatet kan sagtens rettes mod socialt arbejde. De autister jeg har mødt har, næsten, altid været søde og rare. Helt vildt langt ude, oftest dårligt klædt og med mundvand eller fingre på afveje, men ganske elskelige. Jeg har så også for det meste kun mødt dem gennem mit job i Toys R Us. Så for dem er jeg vel en slags helgen. Den som bringer legetøj til institutionerne og smilende tager imod, når busser fulde af autister i alle aldre, stormer butikken i forventning om nyt legetøj.
Desværre er autisme ikke kun besættelse af legetøj. I så fald ville alle børn, og halvdelen af alle voksne også være autister. Jeg ser bare kun de gode sider, når de handler, og ikke når de kommer hjem med det handlede, og Per ikke vil lade Beate lege med V.smilen mere, fordi det er hans tur på klokkeslættet.
Der er det, jeg virkelig beundrer dem, som har overskuddet til, ikke kun at tage sig af sig selv, men også at tage sig de mere krævende hele tiden. Forældrene, centrene og voksen vennerne.
Jeg gad godt være en voksen ven, som kunne give hjælp og støtte og som de små autister så op til og følte tryghed ved i en verden der for dem er mere kaotisk end for os. Men det kræver nok jeg selv bliver voksen først.
Børnene, og forældrene, mest forældrene, kalder mig "Damen". Det har lidt en voksenlyd over sig. Også lidt en lyd af Elnett hårlak, lange røde negle, tobaksånde og store bløde bryster på en kvinde godt over de 40 over sig, men på en god dag kan man godt se jeg ikke er helt 40 endnu. Og brysterne kan jeg vist ikke rigtig snyde mig til uden mindst at bruge to af de store bamser fra gang to.

Men især tre autistiske børn som har været forbi "Damen" husker jeg.
Ikke fordi de har været der ofte, men fordi de har denne ene interesse som de får styret i Toys R Us.
Den ene er Pokémonfanatiker og noget ældre end de andre, at dømme udfra hans højde og fyldige, sorte overskæg i hvert fald. Men hans øjne svarer til en 10 årigs. Hans mor bøjer sig altid, og han får altid lige en pakke mere end planlagt.
Den anden er forbi trofast til hver fødselsdag for at købe gaver fra drengegangene hvor de seje actionfigurer, biler og våben bor. Han sidder i kørestol og med de ører han har, behøver han ikke selv trille hjulene hvis han har medvind. Han taler ikke så meget som den første, og opfører sig ikke altid lige pænt. Men ham og hans familie er altid velkomne ved min kasse, for man kan se hvor glad drengen bliver og hvor meget det betyder for hans forældre.
Den sidste har jeg kun mødt én gang. En meget lille dreng i dunjakke med pjusket hår. Normalt er jeg ikke en haj til børn. Eller jo, det er nok det der er problemet. Jeg er en haj, og de er små, drillesyge, provokerende delfiner, der fortjener et nap i bagfinnen.
Men ham her fik mig til at få en klump i halsen. Ikke af indeholdt opkast, men af stum, varm, forbavselse. Pist væk var hajtænderne.
Den lille dreng var ude at shoppe med sin mor, han havde snart fødselsdag. Normalt var han genert og sky, som de fleste autister lettere berøringsangst, men han så den lille tvangstænkende autist i mig og åbnede op. Han talte og talte, om sin fødselsdag, alle sine gaver, at de skulle prøve at invitere klassen og til sidst hviskede han "Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag" mens han forsigtigt rørte mit håndled og skottede nervøst til sin mor.
Om fødselsdagen blev den succes han ønskede sig, håber jeg. Det kan jo hurtigt blive for meget hvis man både kæmper med autisme og 24 små, vilde gæster. Også for værten og værtinden. Sikke et overskud de må samle. Selv en børnefødselsdag for normale børn kan være et helvede!

Så da kvinden med accenten og den gamle, unge autist vinkende gik ud ad døren, i en af de første solskinsdage på året uden sne, følte jeg at jeg selv havde overskuddet. Både til at være sød når de kommer og handler på deres lidt specielle måde, eller til måske selv at hjælpe til. Jeg ville i hvert fald gerne, men tanke og handling er to vidt forskellige ting. Især når ens tanker gerne tager styringen og handlingslammer i stedet for at i gangsætte ideerne. Jeg må nok bare holde mig til de små, der er ingen grund til at sætte deres overskud yderligere på prøve.

Min juletradition

Det er det samme hvert år. Man kan ligeså godt vænne sig til det.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!

Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.

Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.

I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.

Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.

Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.