Tre julemænd!

Ligesom det er en tradition, at jeg får en skrabekalender af min far, er det blevet en tradition for mig at tro på, at i år vinder jeg noget. Og i år bliver det ikke bare en Vejgaarddollar, det blev det nu heller ikke sidste år, men i år bliver det 50.000 kroner!

I morges skete der nemlig det magiske, at mine to julemænd blev til tre. På den tredje dag i december! Selvom det højeste jeg nogensinde har vundet er netop en halvtredser - som blev brugt på en ny kalender uden gevinst - så får jeg hvert år, når en julemand, et juletræ eller bare et rensdyr dukker frem fra skrabeloddets snuller, sådan et lille gip i maven. Ikke et grisk lille gip, men et forventningsfyldt gip, om at nu er det endelig blevet min tur. Det efterfølges normalt af en serie indre billeder, der tegner sig for mine øjne. Mig på en sandstrand. Store julegaver til alle. En dyr veltrænet og veltrimmet racehund. Manicure. Forlængelse af mine øjenvipper og nye perfekte jeans. Som ikke er fra H&M! Det kan da umuligt blive mere end 50.000. Eller hvad?

Min tro, på hvad man kan få for 50.000 kroner i dag, er ligeså naiv som min tro på, at i år er det mig, der har den eneste julekalender i Danmark, hvor der rent faktisk er en gevinst på, som kan købe mere end endnu en kalender. Men det er blevet en tradition. Og traditioner giver faktisk ikke ret meget mening, når man tænker over dem. Jeg mener; vi spiser det samme mad, for gude nåde den, som finder på at skifte grisen ud med kalkun, vi ser de samme programmer i TV med nostalgi i øjnene og kagekrummer i mundvigen, vi fælder nåletræer - og kun nåletræer - for at pynte dem med glimmer, som alle årets andre måneder er banlyst, og derefter gå rundt om dem i en form for hypnotisk dans til rituelle sange efterfulgt af en rent gavepapirs-frenzy, som alle ved ender i tre fantastisk trættende byttedage inden nytår, hvor vi skyder farvet krudt op i himlen, som om vi ikke i forvejen gasser den nok og smider om os med metalkonfetti, hatte og halvtspiste hotdogs, inden vi vælter i seng med den nærmeste den bedste og vågner dagen efter og i zombieagtige lemming-stil stiller os i kø ved McDonald's for at starte vores nytårsfortsæt om sundhed med en dobbeltwhopper med curly fries. Jeg siger det bare. Traditioner er mærkelige. Og i forhold til andre traditioner er min kalenderdrøm slet ikke så underlig endda. 

Glædelig jul?

Overalt på de sociale medier flyver det med julehilsener og lykønskninger. I køkkenet flyver det med forjagede skældsord, kartoffelvand, taffelchips og rødkål. Gulvet er glat af andefedt. Kattene putter sig under juletræet og kløjes hvert andet minut i sølvlametta og gavebånd. I sofaen sidder en familie og lader deres magelige kroppe flyde ud over lædermøblerne, mens tv'et kører på et ligegyldigt program, som ingen kan huske i morgen. En rygdelle blafrer, da en vind slipper ud af buksen og tilføjer lidt ekstra huller i Ozonlaget. Det skal også mærke, at det er jul.
Stearinlysene oser køligt i vinduekarmene, hvor ruderne dugger til, og vandet løber langsomt ned for at fryse til is i karmen.
Stemmerne i køkkenet bliver højere. Anden er ikke, hvor den skal være. Den er stadig i køleskabet og medisteren sprak. Ikke at den var smukkere, da skindet var helt og blegt, kløften højner nærmere dens potentiale som muligt foderobjekt; hvis man altså er til de mindst tre typer grisedyr, der er obligatorisk på mange juleborde. Personligt synes jeg, noget af det burde sendes til dem som rent faktisk har brug for lidt ekstra kolesterol, og hvis kroppe ikke engang ville fylde den ene hynde i stuen. Men selvom anden gør stegen, confitten, kartoflerne, rødkålen, sovsen og chipsene selskab, er det ikke nok. Mere vil have mere!
Bordets ben kæmper for at holde de store mængder krystal, porcelæn, protein og fedt oppe. Julebordet er næsten fuldendt. Overdådigt som barokken, syndigt som dødens søde flirten med vores arterier og kvalmt som candyfloss og klovne i et forfaldent tivoli.
Glædelig jul!