Hidsighed

Det der held.. normalt forbinder jeg held med karma, og mig som en person med god karma og derfor som et heldigt individ. Generelt. Men det er som om min held er svundet kraftigt ind over den seneste tid. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort, noget må jeg have gjort for at skaffe nok dårlig karma til at mit held faktisk er helt forsvundet!
Det er frustrerende til en grad hvor jeg bliver hidsig!
Hidsig over min kæreste gennem flere år tog sig den frihed at slå op, over telefonen! Hidsig over jeg ikke kan få lov at blive hidsig på ham, for jeg har slettet hans nummer og han befinder sig flere hundrede kilometer væk! Hidsig over at min cykel som jeg gav 400 kr. for at få fikset stadig ikke virker! 400 kr. jeg ikke har fordi jeg stadig ikke har et fuldtidsjob og derfor bor på et værelse hos min far! Og som om det ikke var nok var der i weekenden en person som valgte at rykke mine gear af min cykel. Jeg ved godt hvem der får dårlig karma af den handling, lorte person!
Jeg blev også en smule hidsig i dag da jeg cyklede hjem på min cykel, stadig uden gear og hvis den endelig hakker i gear vælger den konsekvent syvende. Så i modvind kom jeg cyklende op ad bakke, i syvende gear, og så begyndte det at regne, ti minutter fra mit hus. Hidsig!
Heldigvis er alt ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Det hørte jeg en gammel dame sige engang, måske var det min mormor, måske var det en tilfældig dame i Føtex med lilla hår og en kat i favnen. Lige nu har jeg bare ret svært ved at tro på det udtryk. Især fordi jeg er så hidsig at jeg ser mere rødt end fornuft.

I går gik det ud over den intetanende Thomas fra kundeservice som jeg før havde, lettere bittert, ikke hidsigt, bedt om snart at fikse mit NemID, som er alt andet end nemt, så jeg kunne komme på min netbank. Thomas ringede for at høre om det hele var faldet på plads, til hans uheld var det hele slet ikke faldet på plads!
Han fik en røffel både på vegne af NemID, de penge jeg ikke har fået af skyldnere endnu, folkeregisteret der ikke har fattet at flytte min adresse så jeg ikke kan få tilsendt min post og dermed et nyt NemID og mængden af mennesker i byens gader der kyssede, delte brændte mandler og fik mig til at gylpe i mit halstørklæde!

Stakkels Thomas. Han vidste jo ikke, at den dårlige karma klistrede til mig som slikkepinde i tiårige pigers hår.
Og stakkels mig. Jeg er bange for at jeg ved at lade min hidsighed over mit manglende held og min stigende modgang fik losset mere dårlig karma på skuldrene. Det kunne resultere i at jeg kommer for sent til eksamen i morgen og dumper. Ligesom jeg drømte jeg ville gøre! Godt nok dumpede jeg i drømmen fordi jeg ikke vidste hvor hesten stod i stuen, men man skal ikke kimse af heste i stuer, heller ikke til en fitness instruktør eksamen!
Så for nu er min hidsighed afløst af nervøsitet. Ikke at det er meget bedre. I stedet for at fare op over de mindste ting, farer jeg nu bare sammen hver gang nogen siger biceps, squat eller hest! Mine nerver er uden på tøjet, og det på trods af at jeg har mange lag på fordi vejret, igen til mit uheld, trækker op til storm.
Bare stormen blæser mit uheld væk i nat, så jeg kan stå op i morgen, bestå mine eksamener og få min gode karma tilbage!
Jeg lover at hvis jeg består køber jeg de hjemløses blad, giver en skilling til en tigger i Århus, en runde til de venner der vil fejre min nye titel med mig og kys og kram til alle der trænger til lidt medgang!

Karmasko

Jeg tror på karma. Jeg tror på at alle de energier vi udsender, vender tilbage til os. Jeg tror på at hvis vi gør noget godt, kommer der noget godt igen. Jeg tror på at held er et produkt af en række positive handlinger udgået af vores egen godhed og at heldige mennesker har gjort sig fortjent til dette held engang.

I dag var jeg selv heldig. Jeg havde været i H&M for at kigge efter lidt nyt tøj, som jeg alligevel ikke har råd til, men bare har meget lyst til. Jeg fandt et par vidunderlige sko. Høje, lyse, ruskinds stilletter med noget krøs-agtigt på oversiden. De passede perfekt i en størrelse 40, eller så perfekt som de nu kan når der sidder en kæmpe plastanordning på den ene rem. Overvejede dem længe, 249,95 er billigt for sko, men dyrt når pengene bare ikke findes på kontoen! Bestemte mig for at de nok blev sat ned, at jeg så kunne få dem billigt på hjemmesiden eller på trendsales.
Men, de var ikke på hjemmesiden. Sad i min sofa i hvad der føltes som timer, men kun var en halv. Sko- og tøjdilemmaer er noget af det værste for en pige, især en fattig en af slagsen. De krilrede i min krop og min fødder skreg på at blive tortureret i nye høje hæle.

I en håndevending var jeg nede på gaden igen og på vej i H&M. Der stod de, de smukke sko som skilte sig så radikalt ud fra alt andet i min samling at de umærkeligt hørte til der og kun der. Men da jeg tog fat i dem var det kun en størrelse 39. Det sidste par i min størrelse var blevet solgt. Kiggede overalt, under hylder, bag tøj og i prøverum. Men nej, det var ikke i butikken længere. I min skuffelse fandt jeg et par substitutionsko, godt nok lidt mere dullede i træ, imiteret slangeskind, brunt læder og guld nitter. Men jeg måtte have noget nyt, nu.

Heldigvis kom jeg til fornuft i køen. GIk ud af den, ud af butikken og over i en anden butik. En skobutik, og så endnu en og endnu en. Men fandt ikke et par der nåede det andet til anklen!

Så var det jeg fik en idé om at kigge i H&M igen, for tredje gang den dag. Måske var de dullede sko slet ikke så dumme alligevel. De havde bare brug for noget modent og velovervejet tøj. Et ganske fornuftigt alternativ til alle de sorte derhjemme og det fantastiske par som forsvandt som askepots glassko for næsen af mig.
Med den indstilling gik jeg målrettet hen til hylden og der, der stod to par af den lyse ruskindssko! To, og ikke ét! Kunden havde fortrudt og der stod de i størrelse 40 og ventede på mig. Det var karma. Skoen og jeg var meant-to-bo. Prøvede dem igen. Igen et perfekt resultat. Dulleskoene blegnede i ruskindsglansen.

Nu ligger skoene på min seng. De pynter lidt inden jeg prøver dem igen. Uden plastalarmer og små elastikker mellem remmene, så man ikke kan gå ordentligt. De er stadig smukke, men, hvad nu hvis de er for høje, eller gnaver. Det kan ikke passe jeg igen har været så heldig uden at der venter noget forfærdeligt, eller mindre godt i hvert fald, lige om hjørnet. Så godt et menneske synes jeg ikke jeg har været.

På den anden side er det også svært at være det værste menneske i en by som Aalborg fuld af Bullrot, billigt affarvet hår, drukorgier og kokaintoiletter. Tror måske jeg ligger i en top 100 alligevel og har fortjent i de sko. Og hvis jeg smiler nok til fremmede i morgen og giver min kæreste et stort kys gnaver de måske heller ikke.

Dejlige smukke karmasko...