Alle kvinder skal da have børn

Jeg er en kvinde. Ergo er jeg udstyret med en livmoder og dertilhørende evne til at føde børn. Og åbenbart ønsker jeg at udnytte denne evne. Fordi jeg jo er kvinde.

Forkert.

Jeg bryder mig ikke om børn. Det må man ikke sige, men det gør jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke på nuværende tidspunkt se, hvorfor jeg skal lade min krop deformeres over ni smertefulde måneder, se min figur få mere og mere lighed med en planet, blive hormonel og blive tvunget til at afstå fra både chokolade og alkohol for derefter at flækkes op af en skrigende klump kød, blod og fosterfedt, som jeg forventes at elske, fra det øjeblik dens slimede krop klamrer sig til min udmattede ditto. Lægge ømme brystvorter til en sugende ødelægger, som de næste mange, mange år ikke kun vil suge mine kirtler tomme for mælk, men også min pengepung og i lang tid det sociale liv, som jeg er vant til. Børn er krævende og unsvarlige. De kan ingenting.

Men hver gang jeg påpeger over for mine veninde, at jeg aldrig skal have børn, vifter de mig af med et "Bare vent et par år. Alle kvinder vil jo have børn før eller siden." Men der er for mig intet tiltalende ved forældreskab. Måske får de ret engang. Men de sidste 25 år af mit liv, har jeg ikke kunnet lide børn. Selv da jeg fik den obligatoriske babydukke som lille pige, stirrede jeg vantro på gavegiveren. Og begyndte at græde. Babydukken var uhyggelig og blev aldrig et vellidt medlem af min lyserøde værelse. 

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om små børn. "Men du kan jo godt lide din søsters børn, og du synes da ham den lille skater på legepladsen var nuttet," kan mine veninder finde på at argumentere. Korrekt. De er heller ikke mine børn. Jeg er aldrig så akavet, som når et barn er i min umiddelbare nærhed. Når de numser sig langsomt over gulvet på en café i retning mod mig, bliver jeg grebet af frygt. Jeg ved, de kan mærke det. Deres hoppende bevægelser bliver mere målrettede og hurtigere. Forældrene opmuntrer dem og forventer, jeg bliver ellevild. Jeg er jo en kvinde i den fødedygtige alder. Ergo knuselsker jeg andres unger. Eller når spædbørn kigger på mig fra en mors arme, og moderen ser det. Hun ser det og rækker mig barnet i udstrakte arme og regner med, jeg tager imod det. Det gør jeg ikke. Jeg ville ikke holde dit barn. Jeg ved ikke, hvordan man gør, og jeg har ikke lyst.

Men kvinder må ikke være af den holdning, at de ikke vil have børn. Nogensinde. Det er et tabu at ytre den mening. Men bliver lidt gjort til grin, som om man er en lille smule hysterisk og ikke er der hundrede procent. Eller også bliver man affejet med, at man ikke ved, hvad man i virkeligheden mener. Det skal de nok fortælle en. Altså de andre kvinder. Det er især dem, som ikke forstår, at vi er nogen, som ville ønske, vi kunne bytte evnen til at føde med evnen til at løbe rigtig langt. Eller rigtig hurtigt. Væk fra alle andres børn. 

Alle kvinder skal ikke have børn. Jeg er træt af at få påduttet mig andres holdning. Jeg har det fint med, nogen vælger at få børn. Jeg vil bare gerne være fri. Fri for børn og fri for at få at vide, at jeg er forkert, fordi jeg vælger anderledes. 

Tabu

Fire bogstaver, men flere undertrykte emner end der kan tælles til. På polynesisk betyder det forbud. I dagligdags sprog bærer det meningen "det vi ikke taler om". Så lille et ord, for så store krumspring af hensyntagen til verden omkring os. Tabu. Jeg selv kæmper for at bryde tabuets bånd om det frie danske sind og sprog. Men det er svært. Især når mit eget største tabu er et uundgåeligt og meget naturligt emne. Toilettet.

Det er ikke kun mig, der har et akavet forhold til et af civilisationens vigtigste milepæle. Måske er det derfor, det er så svært for mig at forvandle toilettabu til toiletfrihed. Samfundet er skruet sammen på en måde, hvor det, der foregår på toilettet, er omgæret af dyb mystik og stilhed. Også selvom det der foregår derude, ikke altid er så stille, men tit meget gæret.
Især når det kommer til kvindekønnet, bliver det at gå på toilettet så stort et tabu, at nogle drenge har fundet på, at der kommer roser ud af piges numser, eller at de bare rent ud sagt ikke skider.
Hermed vil jeg gerne sprænge dette tabu, før mit indre sprænges for at leve op til forestillingen.
Drenge, det er en løgn. Piger skider. Big time.

Det lugter. Nu er lorten ude, om man så må sige. Det gør det dog ikke mindre besværligt for mig at gå på toilettet, når der er andre i køen, i huset, i verden. Det er så indgroet i mig, at det er noget ulækkert, og noget pæne piger ikke gør, at det, trods alle gode intentioner om frihed, lighed og lort, er tabubelagt for mig at gå på toilettet, når der er andre i nærheden.
Bare det at tisse direkte ned i kummen kan få mine tæer til at krummes i væmmelse over, hvad andre folk dog ikke må tænke om mig. Den pæne pige er jo en hest! Et regulært Niagara Falls, en støjende strøm af urin!

Nej, ellers tak. Så hellere holde mig, til jeg ved, jeg er alene. Sådan var det i hvert fald engang. Efter en tur i Indien blev jeg kureret for det værste, da jeg med morgentoget blev mere eller mindre ufrivilligt vidne til begivenheden 'fælles morgenskidning i det fri langs jernbanen', da jeg boede med tre piger, der alle havde diarré på samme tid, og da jeg blev tvunget til at bruge toilet uden skyl, og uden kumme eller cisterne for den sags skyld.
Jeg blev hærdet. Men skallen krakellerede, da jeg kom tilbage til ordentlige Danmark, hvor toilettet er af perlende hvid porcelæn, og talen derom er ligeså poleret som toiletsædet.

Bruge offentlige toiletter kan jeg dog nu. For det meste. Akavet er det stadig, når man på vej ind på et toilet opfanger en utrolig dårlig lugt fra den foregående og kommer i risikozonen for, at personen næst i køen tror, det er en selv. Den tanke kan få mig til at vende om før lugten.

Men et toilet jeg endnu kæmper med at overvinde, er toilettet hos min kæreste. Han er den eneste dreng, jeg håber stadig går rundt med ideer om roser og forstoppelse i hovedet. Og ikke nok med toilettet er inde i hans lejlighed, det er også lydt som bare pokker. Det nærmest forstærker alt, sladrer, tabuiserer mit ellers så frie sind.

Kampen mod tabuerne i samfundet er nok så evig som religionskrige og roulader fra Dancake. Mine egne kampe er endnu ikke slut. Men jeg giver ikke op. Hellere brække sig, end at trække sig! Eller blive forstoppet og kun gå på toilettet for at tisse, for det må piger åbenbart godt sige højt in plenum.

De smukke mænd

Hvorfor er det at adjektivet 'smuk' ikke kan bruges om mænd? Eller det bliver i hvert fald ikke særlig hyppigt brugt.

I går ville jeg gerne have brugt det, men det er som om smuk er blevet et tabu. Dét, eller et overbrugt superlativ i venindekredse 'Nej, du har bare det smukkeste hår!" "Ih, nej du er den smukkeste pige jeg kender!" (læs. smukkeste, smuk, smukke mf. bruges ret bredt, ofte af mindre smukke mennesker, det må siges at her gælder "beauty is in the eye of the beholder")

For mænd er det er tabu, ville jeg mene. Det er så sjældent jeg hører, eller tænker "Hvilken smuk mand." Måske fordi der ikke er særlig mange mænd der fortjener den titel, eller også fordi smuk er et mere feminint begreb. Men eftersom der er en del feminine mænd til, fx de metroseksuelle, bøsserne og de langhårede, hvorfor er det så ikke blevet mere udbredt at kåre nogen til at være smuk?

Jeg synes personligt det er et dejligt ord, og især til mænd! Ikke særlig mange mænd kan bære at være smuk. For mig er det også en sjældenhed at jeg griber efter netop det tillægsord, når der skal beskrives mænd med veninderne, eller vennerne.

Men når en mand så er smuk! Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, jeg må indsnuse og indprinte mig alle detaljer, så jeg på den måde kan gemme lidt af det smukke og finde ud af hvorfra det stammer. Hvorfor var han smuk og ikke alle de andre?

Ofte er jeg kommet frem til at det er mænd som er meget maskuline og selvsikre, men har et feminint touch og en indre usikkerhed der kommer frem i deres skæve smil og klare øjne. De klæder sig så det passer dem, ikke som moden dikterer. (Her kan vi allerede skære alle pretty-boys, goths, hoboes og skinny drenge der bruger det-er-så-hårdt-når-alle-kigger-på-mig-looket fra - den del af befolkningen i Aalborg hvor jeg endnu ikke har set en eneste smuk mand. Prove me wrong?).

Smukke mænd er tit også vældigt vellidte, de er nemlig ikke kun smukke at se på, men også indeni. Ikke så meget at de er en slags engle, nej der skal være lidt kant og kontrast for at det virkeligt smukke bliver fremhævet.

Sikke en masse krav at leve op til som smuk mand. Men sådan er forholdene. I min verden i hvert fald. Jeg har en veninde jeg altid tænker på når jeg får lyst til at bruge ordet smuk om en mand. Hun var den første jeg hørte sige det om en fyr, dengang var vi stadig teenagere, men det satte sig i mig. For denne fyr var smuk. Og intet mindre kunne gøre det.

'Køn' holder jeg selv på er et adjektiv til piger, i samme kategori som smukke mænd, at være en smuk pige er så overbrugt at køn nu i mit ordforråd er så meget bedre at være. Det er naturligt, feminint og helt fantastisk svært at være.

'Pæn' er næsten nedsættende, det er noget der lige slår til. Medmindre der er tale om et pænt slips, så passer det til alle lejligheder.

'Fantastisk' er lige at overdrive lidt, og desuden er det mere en væremåde end en udstråling, medmindre man er en ekstatisk bøsse fra New York. Af andre tillægsord der mere beskriver væremåde end udseende eller en kombination kan nævnes: Dejlig, rar og flink.

'Attraktiv' er noget modne folk bruger om gifteværdige medmennesker.

'Flot' er et godt synonym til smuk, men igen. En flot fyr lugter lidt af kompliment a la svigermor. Så flot er godt, men når ikke helt op på niveau med smuk.

Jeg kunne godt tænke mig at jeg kunne bruge smuk om en mand frit. Ikke at jeg vil have det bliver kastet i grams, så mister det sin betydning, men at jeg kan sige til en mand at han er smuk uden at han straks tænker, at jeg har nedgjort hans mandighed eller at andre synes jeg er et underligt menneske (Hvilket heller ikke er så dårligt at være, mærkelig derimod, det skal man passe på med).

Jeg tager nemlig altid mig selv i kun at lade smuk blive i tankerne. Ingen af de smukke mænd jeg kender, og de kan tælles på en hånd, ved at jeg synes de er smukke. Jeg tør simpelthen ikke sige det til dem, af frygt for, at det sætter mig i en pinlig situation. Eller at smuk mister sin betydning hos mig. Og så vil jeg hellere bare lade det blive ved tanken, det er jo den der tæller, og selv gå at nyde der stadig er lidt skønhed i verden.

(Skønhed er forresten et ord jeg selv ikke kunne finde på at bruge hverken til kvinder eller mænd, men et skønt ord er det nu, en helt anden genre end smuk).