Året der gik #1

Nu går vi snart ind i et nyt år. De sidste dage af det snart forgangne 2012 vil jeg bruge på at tænke tilbage. Ikke nødvendigvis på noget eksistentielt eller livsbekræftende. Og heller ikke nødvendigvis bare fordi året snart er slut. Men fordi radioen og tv'et er fulde af 'Året der gik', og jeg selv kom til at gå og tænke på det år, som snart er gået. På mine egne lister og oplevelser, irritationsmomenter, yndlingssange, mest brugte udtryk og mest hadede modefænomener. Og fænomener. På hvad der lige rører sig i min snørklede hjernebark og bankende hjerte. Og hvor er bedre at starte, end ved ti ting der både er irriterende, akavede og alligevel lidt sjove?

1) Når wannabe-gangster-wigga-piger taler grimt i telefonen offentlige steder som toget, bussen, busstoppestedet eller i Salling, og de vender øjne mod dig, så du pludselig er del af skændriet på hendes PMS-styrede-hysteriske side og ikke ved, om du skal himle tilbage eller løbe hylende væk fra Joe and the Juice.

2) Når to Aalborg-agtige duller træner sammen, efter først at have krøllet øjenvipper, sprayet lak i håret og lagt lipgloss, og de lægger mere vægt på at stritte med deres appelsinhudsballer og prøve at suge dansevandstanken ind end på faktisk at træne korrekt.

3) Når de blå futter i Fitness World kommer med ud af centeret, og det først er langt nede af gaden, den slæbende lyd pludselig gør dig opmærksom på, at du ligner en rengøringskone i sneen, hvorefter du uskønt glider en halv meter i forsøget på at tage dem af, uden nogen ser det.

4) Når piger tager portrætbilleder af sig selv med ligegyldige captions á la "Jeg er glad" på Instagram. Stop det.

5) Når folk bruger engelske udtryk, hvor danske havde været fuldt ud dækkende. For eksempel ordet 'captions'. Kan du sige kommentar, internationale-sprog-spasser?

6) Når pigers vægge bliver klisteret til i vammel-søde, lidt for intime venindebeskeder á la "Du er så smuk skatter, glæder mig til at se dig i aften. Møzzer!" "Smukke, Piiift!""Selv smukke!" "Nej, du er smukkest skattemusen!" "Jeg elsker dig skatten min. Du er bare så darjlig!"
Giv mig din Guccitaske. Jeg skal kaste op!

7) Når folk siger ting som "Dengang jeg var i Vietnam, Thailand etc." med tryk på 'jeg' og prøver at lyde verdenskloge, selvom de brugte flere penge på selvlysende maling, elefantrideture og kokosnødder med mistænkeligt alkoholisk indhold end på at møde de indfødte i landet, opleve de steder, hvor der ikke er overbefolket af fede, lyserøde turister eller sætte sig ind i forskellen på hinduisme, buddhisme og taoisme, men stadig sværger til Om og diverse eksotiske guder.

8) Når folk poster status opdateringer på Facebook, hvor der for eksempel står: "Åh, hvorfor sker det bare altid for mig (ked-af-det-smiley)?" og en eller anden naiv idiot svarer "Hvad søde? Skriv i privatchatten!" og selvmedlidenheds-typen så skriver "Nej, det er ligemeget. Det er bare så hårdt!" Stop det nu!

9) Når din far bruger kraftudtrykket 'edderpikme', og det eneste du hører er, din far der råber 'PIK'.

10) Når facere følger efter dig på gaden i en stormtale om, hvor forfærdelig verden er, og du til sidst må fake et epileptisk anfald for at få dem til at forsvinde.

Tilbage hos havneluderen

Sjovt som nogle ting bare kendetegner en by.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.

Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.

Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...

Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.

Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.

Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.

Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.

En helt almindelig dag

Jeg stod, en helt almindelig onsdag, på mit nye arbejde, isbutikken Utopia i Algade, og kiggede ud af det store glasparti. Solen var ikke rigtig kommet gennem det tykke skylag, men der var lidt varmere end dagen før. Derfor åbnede jeg døren indtil butikken og dermed åbnede jeg også for lidt af et freakshow.

Det var en ganske stille dag, der bag isbaren. Derfor var der tid nok til at observere Aalborgs indbyggere mellem serviceringen og forskellige småopgaver. Aalborg har altid, i mit hoved, været karakteriseret ved at have nogle meget specielle individer blandt borgerne. For eksempel alle originalerne. Manden med hullerne i hovedet, Muldvarpen, Skraldespands-kiggeren, tiggerne og Fuglen. Der er også nok af eksempler på ikke-individer, altså flokdyrene. Der er gymnasietyperne og ikke mindst Aalborgs pragteksemplarer af pumpere, muskelhunde og tilbehørsdamer.

Dagen forinden havde jeg besøg af nogle af disse flokdyr, men denne onsdag var det individerne der kæmpede om opmærksomheden i gaden. Ikke en eneste pumper så jeg. Måske var der en enkelt Aalborg dulle, camoufleret så godt i foundation og falske øjenvipper, at jeg slet ikke opdagede hende. Det er en slags spejl, som jeg tror, de fleste langsomt opbygger, man bliver simpelthen immun overfor den slags... typer.

Men ikke længe efter jeg havde åbnet døren, for de næsten forårsagtige temperaturer, kom første individ forbi. Jeg hørte ham før jeg så ham. En skønsang noget så frygtelig er ikke hørt længe i den indre by. Troede først det var nogle tossede drenge, der var blevet grebet af forårets løfter om kortere kjoler og udsigt til is og kolde håndbajere. Men nej, det var en lavstammet fyr, men karseklip og enormt store høretelefonener sat fast om det runde hoved. Han dansede og hoppede sig vej gennem måbende alborgensere, mens han nærmest skreg med på den sang, der dunkede i hans ørebøffer. Folk stoppede ligefrem op og stirrede vantro på denne fri person, der sådan trodsede den stille mainstream kultur, vi lægger for dagen i Aalborg.

Ikke længe efter kom en flok gymnasietyper gående. Ikke noget særsyn, men den ene af pigerne havde fået skrevet et eller andet med store sorte typer i panden. Måske er det på mode i de kredse, så hende i hvert fald en fire gange, stadig stemplet i ansigtet.

Desværre var varmen i vejret en forbigående tilstand og jeg blev nødt til at lukke døren efter et par timer igen. Derefter var der ingen sjove typer, der kunne underholde mig. Så vandhanen bag isdisken forsøgte sig.

Pludselig, mens jeg læste lidt i Appetize og kiggede op fra tid til anden, smilende til potentielle kunder, som ignorerede mine hvide tænder og opadkrængede mundvige, startede vandhanen uden varsel. Det er en af de moderne vandhaner med bevægelsessensor og den er ikke gået i gang uden hjælp fra mine viftende. vaskende hænder før. Fik mig noget af et chok, der var kun mig i butikken og døren var lukket. Ergo måtte det være et spøgelse. Freakshowet var ikke stoppet, det var bare rykket fra gaden og ind i butikken.

Besluttede mig for at åbne døren lidt igen. Det tiltrak en lille kø af en fem styks issultne mennesker. De var så rare at blive siddende i cafeen og underholde mig indirekte.

En kunne fortælle om pusheren der var flyttet ind over hende, så tit blev hans kunder i tvivl om etagerne i deres aftagende hashtåger og bankede på hendes dør. Hendes veninders øjne blev store, troede det var af forargelse; de var meget små søde piger at se på, men øjnenes forstørrelse var frembragt af udsigten til nemme joints og aftener i bongrøg.

Heldigvis var der også mere normale samtaler. Et par ældre damer der hyggede med kaffe og brød. De roste Utopia og bandede over busserne. En lille familie med isspisende børn, eller børnene forsøgte at spise isen, men det meste endte på kinderne eller i fars mave.

Desværre var byen hele dagen ret affolket, det gjaldt åbenbart for de fleste butikker, så underholdningen var ikke vedvarende. Jeg bestemte mig for at afslutte dagen med en grundig rengøring og opfyldning, og så lige pifte lokalet op med stearin på gulvet og kaffebønner overalt. Man skal jo ikke gøre det nemt for sig selv.

I stedet for bare at flytte stearinlysene, i glasstage med kaffebønnebund, som jeg havde flyttet små coffeetable bøger og vafler forinden, valgte jeg at tørre først på den ene side af dem og så skubbe dem frem og tilbage. Overvejede kort varigt at det sikkert ville gå galt, og derved tror jeg også jeg jinxede situationen. For to sekunder efter havde jeg væltet det ene lys ned over køleskabet på disken, så der var stearin i et fint spor hele vejen ned på gulvet og kaffebønner i hele lokalet.

Fik travlt med at feje, skrabe og kigge op fra gulvet som et andet lille pelsdyr på vagt overfor rovdyr, eller kunder der kunne undre sig over hvorfor jeg lå på gulvet og skrabede mellem 1000 kaffebønner, som en anden freak.