Stress og jag

Det er snart et år siden, jeg sidst opdaterede. På det år er der sket meget. Man kunne sige, jeg har haft travlt. Det er ret moderne, har jeg hørt. Hvis man styrter rundt, har 14 aftaler på en dag og glemmer halvdelen af dem, snakker i telefon mens man er på toilettet for at spare tid, og spiser mens man er i transit. Så er man med på beatet. Så er man en af de travle.

Den anden dag overhørte jeg en travl person i Fitness World. Han havde i hvert fald travlt med at tale om, hvor travlt han havde.

"Det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg skal jo i biografen i morgen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skal se. Så travlt har jeg! Er det ikke sindsygt?" Han holdt en kort pause. Sådan en rigtig irriterende kunstpause. "Ja. Man burde virkelig lave en klon af mig, for at nå det hele."

Hans kammerat lavede en grimasse. Om den var samtykkende eller et resultat af vægten på hans skuldre, som den travle mand glemte at hjælpe med at holde i sin travlhed, ved jeg ikke. Men hvis man har så meget at se til, så skru lidt ned. Eller stop med at brokke dig. Han havde tydeligvis tid til at komme i fitnesscenteret den eftermiddag, men han brugte mere tid på at tale om sig selv end på at træne. Måske havde han så travlt, fordi han brugte for meget tid på snak og for lidt tid på handling? Jeg nåede at blive helt stresset på hans vegne. Men så tog irritationen over. Dernæst vreden som gik ud over nogle forsvarsløse håndvægte. Hellere det end den travle mand. Han ville slet ikke have tid til den konfrontation.

Men han brugte dog ordet prioritere. "Det er et spørgsmål om at prioritere". Det er han vel ikke så god til så? Måske er det dét, vi danskere, som er så travle og så stressede, skal lære. I stedet for at skrue ned, skal vi prioritere. Hvad vil du helst? Og det du ikke når. Det når du ikke. Det kan du nå i morgen. Medmindre det er noget, du kan få hjælp til.

Jeg tror, travlhed og stress kommer af, at vi har for mange valg og er for dårlige til at vælge. For ve den, der skulle gå glip af noget!
Dét og så vores tårnhøje forventninger til os selv. Vi skal bage med spelt og dadler, spise raw food og kværne økologiske omeletter, løbe et maraton om ugen, være sjove og sociale og arbejde minimum 40 timer om ugen - gerne 50 så vi kan brokke os over, hvor travlt vi har - er man under uddannelse, er 12 den eneste rigtige karakter, nogen skal også være forældre, andre har bare en hund, man skal handle, lave mad, Instagramme maden, svare chefen klokken 22 om aftenen, fordi vi så virker som enormt engagerede medarbejdere, som elsker travlhed og fordømmer søvnen, som vi mindre og mindre af.

Vi presser os selv hårdere og hårdere, og så bliver vi stressede. Men. Jeg har et forbehold. De yngre generationer, som i stigende grad får stress, er så vant til at blive pacet, pakket ind og præsenteret som små vidundere, at de slet ikke kan tåle det rigtige liv. De kløjes i en blanding af mental vat og vrangforestillinger.

Hvornår er vi kommet dertil, at travlhed og stress nærmest ikke kan skilles ad? Det er et statussymbol og et sygdomstegn. En ambivalent tilstand som lokker os og fortærer os. Gør os til egoistiske, selvmedlidende monstre, der offentligt råber op om, hvor latterlig chefen er, når vi selv siger ja til at arbejde over, hvor hårdt det er at tjene penge, og hvor surt det er at træne.

Stress i små doser er godt. Stress som sygdom er skidt. Travlhed er ikke stress. Man skal lære at skelne. Og som start kunne man lære at prioritere. Og træne når man er i fitnesscenteret, så man faktisk får resultater og ikke bare en radbrækket ven, som både har fået ondt i muskler og ører. 

Den aften jeg støvsugede en stand-up komiker

Nogen siger hej, andre stirrer og andre igen spørger om en autograf. Jeg slår med støvsugere. Når jeg møder kendte danskere altså. Hvilket er sket et par gange i Fitness World efterhånden. Hvis altså man tæller Paradise deltagere og andre reality "stjerner" blandt de færre ægte kendte.

I aftes mødte jeg Jacob Wilson, som ville have et par spinning sko. Jeg antog, han nok skulle til spinning med sin veninde, som efterspurgte samme type fodtøj. Måske undersøgte han markedet for sjove anekdoter til et stand-up show, måske ville han imponere tøsebarnet, eller måske kan han faktisk bare godt lide at cykle i en sal, svedende blandt 70 andre stønnende cykelentusiaster og fede folk, som vil af med det sidste julegås.

Så skete der faktisk ikke mere. Der var så utroligt mange mennesker, at han blev en i mængden. Indtil han skulle læse lidt i et af vores magasiner, som lå på en hylde over den støvsuger, jeg blev bedt om at flytte.

"Er der ikke en af jer, der gider tage den støvsuger og sætte den ud bagved på lageret?" spurgte chefen mellem en opringning, et spørgsmål og tusind andre gøremål. "Jo!" svarede jeg fluks. Hvorfor ved jeg ikke helt. Tror jeg ville tage bare en enkelt opgave fra hendes skuldre.
Jeg gik hen og tog fat i håndtaget på den gamle type industristøvsuger, som vejer et ton og ligner en tyk trilobit. I min iver opdagede jeg, at det var da ham den sjove fra Zulu, og mens jeg rettede på brillerne, mosede jeg støvsugerhovedet ind i hans ben. "Øh, undskyld" gnækkede jeg fra gulvhøjde, mens jeg febrilsk fik flagret slangen ind i hans skulder.

Uden tvivl har den kække receptionist med de smarte Ray-Bans og styr på spinningsko, i hans øjne, med ét forvandlet sig til en krumbøjet, bebrillet, multihandicappet med minus styr på støvsugerens krop og hoved.

Mens jeg rødmende haltede derfra med støvsuger ud over det hele, tog han det heldigvis med et smil. Hvad kunne han ellers gøre? Hente en sprayflaske og en klud og starte en krig med rengøringsmidler? Det tror jeg nok lige, han er lidt for smart til. Desværre. Det havde været en fed historie!

Tilbage hos havneluderen

Sjovt som nogle ting bare kendetegner en by.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.

Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.

Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...

Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.

Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.

Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.

Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.

R.I.P tastatur

En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"

Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.

Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.

Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!

Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.

Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.

Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!

Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.

Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.

Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!

Kendis fitness

Der stod jeg i Fitness World, lidt søvndrukken, lettere svedlugtende, med fladt hår og næsen begravet i en bog om journalistiske virkemidler. Ikke videre tiltrækkende, spændende eller særligt fit. Ind af døren kom en mand, særligt tiltrækkende, spændende og meget fit. Først tænkte jeg bare "wow.. han er da pænt lækker, meget over middel, faktisk ret tæt på en 10'er. Jo helt klart en 10'er. Kender jeg ikke ham? Har da set ham før? Han træner her nok meget." Min tankerække blev heldigvis afbrudt af at han kom hen til mig og bad om at få lov til at træne en enkelt dag. Så han var ikke en af de faste kunder, hvilket forvirrede mig lidt. Jeg følte jeg kendte ham fra et eller andet sted. Så for ikke at fornærme nogen lod jeg som om jeg kunne huske ham og jokede lidt med ham. Han bestilte en dags træning og nogle andre ting, og fortalte han havde glemt sit tøj. Vi talte lidt frem og tilbage og så bestilte han også en dags træning til sin ven.
Da var det at det gik op for mig hvem han var! Vennen som kom slentrende selvsikkert gennem glaspartiets døre var Nik fra Nik og Jay. Manden som jeg troede var en person jeg havde snakket med før var Burhan G! Mit ansigt skiftede straks farve fra kedeligt grå til blussende pink. Min stemme blev meget tynd og piget og jeg kunne pludselig ikke finde ud af andet end at mit hjerte hamrede!
Hvorfor reagerer man sådan bare fordi de er kendte? Og flotte og lækre og meget tæt på! Hvorfor kan man (læs. jeg) ikke bare opføre sig cool.
Jeg prøvede at tage mig sammen efter de var gået ind for at varme op. Men det varede ikke længe før det sidste medlem af trioen også valgte at aflægge et visit hos mig. Endnu engang var jeg helt rundt på gulvet og stod pludselig med Jays Canadian Goose i armene og krammede den, hårdt.
Måtte straks ringe til nogen og fortælle det. Så jeg trippede nervøst rundt inde i personalerummet og ringede en veninde op. Skrev til et par stykker af de andre tætte som gider træne, men ingen kunne komme ned. Var helt alene med mine flossede nerver og bankende pigehjerte. Gud hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv, og da gik det op for mig. Jeg fik ikke en autograf!

Til mit held kom Burhan G ned for at købe nogle flasker vand. Jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, troede jeg, og bad ham skrive under på en seddel som alle gæster i Fitness World skal. Da han under sin autograf skrev 'kys' fløj mit hjerte op i halsen på mig igen og jeg prøvede at blinke frækt tilbage til ham, men det lignede vist bare en ansigtsspasme.

Min krop var i en tilstand af eufori i flere timer efter. Jeg gik rundt og nærmest rystede. Gæstesedlerne lå pænt foldet sammen i min kalender, mit lille håndfaste minde om hvor heldig jeg var at have taget den ekstra vagt i Fitness World. Det betaler sig at gøre gode gerninger! Min karma er måske ved at vende.