Stress og jag

Det er snart et år siden, jeg sidst opdaterede. På det år er der sket meget. Man kunne sige, jeg har haft travlt. Det er ret moderne, har jeg hørt. Hvis man styrter rundt, har 14 aftaler på en dag og glemmer halvdelen af dem, snakker i telefon mens man er på toilettet for at spare tid, og spiser mens man er i transit. Så er man med på beatet. Så er man en af de travle.

Den anden dag overhørte jeg en travl person i Fitness World. Han havde i hvert fald travlt med at tale om, hvor travlt han havde.

"Det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg skal jo i biografen i morgen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skal se. Så travlt har jeg! Er det ikke sindsygt?" Han holdt en kort pause. Sådan en rigtig irriterende kunstpause. "Ja. Man burde virkelig lave en klon af mig, for at nå det hele."

Hans kammerat lavede en grimasse. Om den var samtykkende eller et resultat af vægten på hans skuldre, som den travle mand glemte at hjælpe med at holde i sin travlhed, ved jeg ikke. Men hvis man har så meget at se til, så skru lidt ned. Eller stop med at brokke dig. Han havde tydeligvis tid til at komme i fitnesscenteret den eftermiddag, men han brugte mere tid på at tale om sig selv end på at træne. Måske havde han så travlt, fordi han brugte for meget tid på snak og for lidt tid på handling? Jeg nåede at blive helt stresset på hans vegne. Men så tog irritationen over. Dernæst vreden som gik ud over nogle forsvarsløse håndvægte. Hellere det end den travle mand. Han ville slet ikke have tid til den konfrontation.

Men han brugte dog ordet prioritere. "Det er et spørgsmål om at prioritere". Det er han vel ikke så god til så? Måske er det dét, vi danskere, som er så travle og så stressede, skal lære. I stedet for at skrue ned, skal vi prioritere. Hvad vil du helst? Og det du ikke når. Det når du ikke. Det kan du nå i morgen. Medmindre det er noget, du kan få hjælp til.

Jeg tror, travlhed og stress kommer af, at vi har for mange valg og er for dårlige til at vælge. For ve den, der skulle gå glip af noget!
Dét og så vores tårnhøje forventninger til os selv. Vi skal bage med spelt og dadler, spise raw food og kværne økologiske omeletter, løbe et maraton om ugen, være sjove og sociale og arbejde minimum 40 timer om ugen - gerne 50 så vi kan brokke os over, hvor travlt vi har - er man under uddannelse, er 12 den eneste rigtige karakter, nogen skal også være forældre, andre har bare en hund, man skal handle, lave mad, Instagramme maden, svare chefen klokken 22 om aftenen, fordi vi så virker som enormt engagerede medarbejdere, som elsker travlhed og fordømmer søvnen, som vi mindre og mindre af.

Vi presser os selv hårdere og hårdere, og så bliver vi stressede. Men. Jeg har et forbehold. De yngre generationer, som i stigende grad får stress, er så vant til at blive pacet, pakket ind og præsenteret som små vidundere, at de slet ikke kan tåle det rigtige liv. De kløjes i en blanding af mental vat og vrangforestillinger.

Hvornår er vi kommet dertil, at travlhed og stress nærmest ikke kan skilles ad? Det er et statussymbol og et sygdomstegn. En ambivalent tilstand som lokker os og fortærer os. Gør os til egoistiske, selvmedlidende monstre, der offentligt råber op om, hvor latterlig chefen er, når vi selv siger ja til at arbejde over, hvor hårdt det er at tjene penge, og hvor surt det er at træne.

Stress i små doser er godt. Stress som sygdom er skidt. Travlhed er ikke stress. Man skal lære at skelne. Og som start kunne man lære at prioritere. Og træne når man er i fitnesscenteret, så man faktisk får resultater og ikke bare en radbrækket ven, som både har fået ondt i muskler og ører. 

Arbejd, arbejd

"Undskyld, kan jeg stille dig et par spørgsmål?" "Arrh, det er ikke så godt lige nu." jeg kigger ned på mine indkøb "Jeg er lidt på arbejde!" siger jeg så og vifter pigen i ansigtet med 80 ruller toiletpapir. Forvirret svarer hun noget tøvende okay med et løftet øjenbryn, og jeg vralter hurtigt mod udgangen af Bilka med mit røvpapir i tilbudsmængder.
Man ved bare, man burde have blevet i sengen, når man selv er det pinligste indslag i Bilka!

Ikke nok med jeg var den kunde med mest toiletpapir i poser og under armene, men jeg var også den skumle kunde, som, helt tilfældigt, kom til at forfølge en anden kunde, som det viste sig, jeg vidste hvem var. Vi havde åbenbart bare den samme dosmerseddel og den samme runde mellem hylderne. Hun var bare altid et nervøst skridt foran mig, og kiggede undrende da jeg for fjerde gang drejede om samme gang som hende, især fordi det meste udspillede sig omkring husholdning, toiletrens og kølediske med gris til grill.
Jeg brugte ti minutter på at overveje fordele og ulemper ved at vælge den ene slags kyllingpålæg over den anden og stod derfor og stirrede åndsfraværende ned i køledisken, mens gamle damer prøvede at få fat i den med asparges.
Den endte jeg også med at vælge.
Jeg fandt ikke mindre end fem kjoler jeg havde lyst til at prøve. Ingen kan se, det er Bilka alligevel, tænkte jeg og hev dem ned fra knagerne og ind i verdens mindste prøverum, hvor dørene er den slags, der slår tilbage, når man har vendt bagpartiet til, og derfor bliver slået i røven. Det udløste et højt piv fra undertegnede, og bekymrede midaldrende damer i batik og gummistøvler spurgte medfølende om jeg havde brug for hjælp. "Øh nej!!"

Grunden til jeg befandt mig i Bilka og købte ind i så store mængder og generelt var en anelse stresset at se på, var at jeg var blevet udsendt af min chef. Hendes chef havde anmeldt sit besøg fredagen efter og kontoret skulle være tiptop – en opgave hun lagde i mine kyndige hænder. Hænder som åbenbart kunne bære umådelige mængder køkken- og toilettilbehør.
På dosmerseddelen var, udover toiletpapir, toiletduft, UHT-behandlet kaffefløde i små dåser, flere pakker smør, en lighter og en knivblok. Nok det mest besynderlige indkøb jeg har gjort længe. Det lød mere som en meget suspekt bombeopskrift end en kontorrenovering.

Inden jeg småløb ind i campingsparrets Mekka havde jeg besøgt IKEA, hvor jeg måske brugte mere tid end beregnet, og da jeg faldt i tøjfælden i Bilka, steg min frygt for, at min chef syntes jeg havde været lige længe nok væk, i forhold til indholdet på det papir hun havde stukket i hånden på mig sammen med hendes dankort - var der nogen der sagde tillid!
Mit adrenalinniveau steg, jeg kunne nærmest smage hormonerne på tungen, som hang ud af halsen på mig, da jeg blev sat overfor utallige valg mellem drikkeglas, tallerkener og opbevaring til diverse müsli i indretningsparadiset.

Desværre er min reaktion på stress enten at jeg pludseligt falder i søvn eller bliver meget forvirret og distræt. Denne gang skete sidstnævnte, hvilket nok er meget heldigt med tanke på på det scenarie, hvor jeg uden advarsel falder i søvn i midtergangen med toiletpapir og UHT-mælk under min tungt faldende krop.

På vej ud af Bilka vidste jeg godt, at jeg var parkeret ved gul indgang længst væk fra kasselinien. Alligevel valgte jeg at gå den stikmodsatte vej og blev grebet af panik, da de for anden gang råbte over højtaleren at ejerne af den sorte Alfa Romeo godt måtte trække håndbremsen nu!
Jeg kiggede på bilnøglen i min hånd, den var sort og der var et bilmærke på. Allerede ved første udkald havde jeg en svag mistanke. Hvilken bil chefens var anede jeg nemlig ikke, men aldrig er jeg så hurtigt vendt rundt og kommet ud på parkeringspladsen.

Bilen var sort, men ikke en Alfa Romeo. Håndbremsen var trukket. Der var ikke sket noget.
Der var det, at jeg bestemte mig for at tage en dyb indånding. Både det lånte dankort og bilen havde det fint, jeg havde ikke brugt mere end to timer i City Syd, hvilket egentlig var meget godt klaret, taget i betragtning at jeg er sindsygt vægelsindet og havde fået alt for frie hænder til indretning. J
eg havde måske nok været et af de mere mærkværdige indslag i Bilka den dag, men størstedelen af de folk der bevæger sig derude er ikke folk, jeg normalt bevæger mig mellem. De ville hurtigt glemme mit ansigt og bare huske mig som hende der skulle skynde sig hjem på 'arbejde'.

Jeg tændte for P3 i bilens sikkerhed. Saint Tropez, og blev bekræftet i at jeg ikke nærmer mig superligaen for underlige mennesker i Danmark, endnu.