Stress og jag

Det er snart et år siden, jeg sidst opdaterede. På det år er der sket meget. Man kunne sige, jeg har haft travlt. Det er ret moderne, har jeg hørt. Hvis man styrter rundt, har 14 aftaler på en dag og glemmer halvdelen af dem, snakker i telefon mens man er på toilettet for at spare tid, og spiser mens man er i transit. Så er man med på beatet. Så er man en af de travle.

Den anden dag overhørte jeg en travl person i Fitness World. Han havde i hvert fald travlt med at tale om, hvor travlt han havde.

"Det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg skal jo i biografen i morgen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skal se. Så travlt har jeg! Er det ikke sindsygt?" Han holdt en kort pause. Sådan en rigtig irriterende kunstpause. "Ja. Man burde virkelig lave en klon af mig, for at nå det hele."

Hans kammerat lavede en grimasse. Om den var samtykkende eller et resultat af vægten på hans skuldre, som den travle mand glemte at hjælpe med at holde i sin travlhed, ved jeg ikke. Men hvis man har så meget at se til, så skru lidt ned. Eller stop med at brokke dig. Han havde tydeligvis tid til at komme i fitnesscenteret den eftermiddag, men han brugte mere tid på at tale om sig selv end på at træne. Måske havde han så travlt, fordi han brugte for meget tid på snak og for lidt tid på handling? Jeg nåede at blive helt stresset på hans vegne. Men så tog irritationen over. Dernæst vreden som gik ud over nogle forsvarsløse håndvægte. Hellere det end den travle mand. Han ville slet ikke have tid til den konfrontation.

Men han brugte dog ordet prioritere. "Det er et spørgsmål om at prioritere". Det er han vel ikke så god til så? Måske er det dét, vi danskere, som er så travle og så stressede, skal lære. I stedet for at skrue ned, skal vi prioritere. Hvad vil du helst? Og det du ikke når. Det når du ikke. Det kan du nå i morgen. Medmindre det er noget, du kan få hjælp til.

Jeg tror, travlhed og stress kommer af, at vi har for mange valg og er for dårlige til at vælge. For ve den, der skulle gå glip af noget!
Dét og så vores tårnhøje forventninger til os selv. Vi skal bage med spelt og dadler, spise raw food og kværne økologiske omeletter, løbe et maraton om ugen, være sjove og sociale og arbejde minimum 40 timer om ugen - gerne 50 så vi kan brokke os over, hvor travlt vi har - er man under uddannelse, er 12 den eneste rigtige karakter, nogen skal også være forældre, andre har bare en hund, man skal handle, lave mad, Instagramme maden, svare chefen klokken 22 om aftenen, fordi vi så virker som enormt engagerede medarbejdere, som elsker travlhed og fordømmer søvnen, som vi mindre og mindre af.

Vi presser os selv hårdere og hårdere, og så bliver vi stressede. Men. Jeg har et forbehold. De yngre generationer, som i stigende grad får stress, er så vant til at blive pacet, pakket ind og præsenteret som små vidundere, at de slet ikke kan tåle det rigtige liv. De kløjes i en blanding af mental vat og vrangforestillinger.

Hvornår er vi kommet dertil, at travlhed og stress nærmest ikke kan skilles ad? Det er et statussymbol og et sygdomstegn. En ambivalent tilstand som lokker os og fortærer os. Gør os til egoistiske, selvmedlidende monstre, der offentligt råber op om, hvor latterlig chefen er, når vi selv siger ja til at arbejde over, hvor hårdt det er at tjene penge, og hvor surt det er at træne.

Stress i små doser er godt. Stress som sygdom er skidt. Travlhed er ikke stress. Man skal lære at skelne. Og som start kunne man lære at prioritere. Og træne når man er i fitnesscenteret, så man faktisk får resultater og ikke bare en radbrækket ven, som både har fået ondt i muskler og ører. 

Pseudo sundhed

Hvorfor er det, at hver gang jeg bestemmer mig for at stoppe det monstrøse forbrug af chokolade, jeg efterhånden har oparbejdet og indlejret godt og grundigt i min krop, så får jeg en gratis is og finder noget lækker chokolade fra sidste weekend som jeg havde glemt i køleskabsskuffen? Ikke at det altid er det er lige netop det der sker, men lige i dag var det.

Indrømmet, isen var rigtig lækker! Og gratis! Fik den af min chef i Utopia og det er en fristelse jeg aldrig vil sige nej til. Men med den faldt hele mit lille sundheds luftkastel sammen og efter en ganske sund frokost (et stykke ristet rugbrød og en blandet salat med græsk 3% dressing) kom den lille sukkertrold frem igen, styrket af melon og kokossorbet, og krævede mere kulhydrat, heraf sukkerarter 7,7 g pr. 25 g chokolade. Og jeg siger jer, den lille satan er insisterende! Før jeg vidste af det stod jeg og guflede stykke efter stykke af lækker chokolade i mig. Og jeg var endda mæt! Men åbenbart ikke tilfreds.

Tænkte den lille infame trold og jeg kunne indgå et kompromis, 2 stykker chokolade = 25 g = 140 kcal og så stop! Det gik da også fint de først fem minutter, men da jeg så satte en tallerken ud i køkkenet åbnede jeg køleskabet og spiste mere... måtte se mig slået, af mig selv.

Nu er chokoladen væk og samvittigheden tynger mine skuldre tungere end chokoladen i maven. Det blev til mellem 30 og 40 g chokolade og for den uinviede lyder det måske ikke af meget. Men pr. 25 g er der 140 kcal, det svarer til 7% af de 2000 kcal en kvinde bør indtage om dagen. Og gør vi det op i motion, er det i omegnen af et kvarter til tyve minutters temmelig hurtigt løb. Det vil sige næsten en halv times ekstra motion efter stram-op holdet senere i dag, som jeg meldte mig til på grund af foregående dags dårlige samvittighed over en pose blandet slik.

Måske er det netop nu jeg skal rette mig efter en af mine venners efterhånden velkendte citater - "Simone, du er jo en mand!" For en mand må indtage omkring 300 kcal mere om dagen end kvinder! Desuden forstår de at nyde god chokolade uden dårlig samvittighed, hvilket ødelægger hele oplevelsen ved at give sig selv lov til at spise lidt syndigt en gang i mellem.

Så i dag vil jeg give ham ret, og håbe han ikke læser dette; for så får jeg aldrig fred igen, bare for at få lov til at nyde chokoladen, som er væk.

Måske også klø mig i skridtet offentligt og bøvse bare for at køre den helt ud. Og udnytte at der på stram-op holdene kun er kvinder, men i dag også en mand i forklædning!

Jah, hvem ved, måske er min indre mand også den rette til at tale min indre sukkertrold til fornuft. De angriber nok konflikten på en lidt anden måde end Simone og indre trold ville. Ingen trøstespisning og indestængt vrede, bare et slag på skulderen og en bajer.

Håber bare ikke min indre mand er en svækling som trolden uden videre smadrer, så både dårlig samvittighed og sukkertrang kommer igen.