Skibet er lastet med S....

Er det meget slemt når ekspedienten i slikbutikken længere nede af gaden kan genkende en?
Har på fornemmelsen det nok ikke er det bedste signal, hverken til sig selv eller omverdenen.
Og jeg vil da ikke lyve. Efter jeg har fået en kæreste har jeg været rigtig meget i slikbutikken - af den simple grund at hygge med film kræver slik, og så måske fordi jeg er blevet så dybt afhængig af sukker, at jeg sveder og bliver rastløs hvis jeg ikke får mit fix, nu! Det kan godt være det er bevist at man ikke kan være afhængig af sukker, men så vil jeg gerne vide hvorfor mine pludselige svedeture og rastløshed stopper så snart jeg får noget sødt stoppet i ansigtet.

Jeg vidste som sagt godt selv jeg var blevet ret fast kunde i Slik Hans og Øl Grethe. Men da ekspedienten en aften udbryder "Nej, hvad er der galt med jer, I plejer da at købe meget mere!" ringede første alarmklokke. Jeg opdagede først bagefter at hun havde talt til min kæreste og jeg. Lige netop denne dag havde vi kærestens rumbo med, og jeg troede det var dem hun henvendte sig til, idet jeg stod bag en søjle med min betalte, og ret lille i forhold til normalen, slikpose. Da jeg så med et lidt smørret smil spørger rumboen udenfor om de ofte har købt slik sammen her på vej til biografen får jeg svaret "Nej skat, det var da til os!" af min kæreste. Oh, den blev jeg ikke helt glad for. Især fordi hun havde jo ret, ekspedienten. Det er ikke små poser vi køber og vi køber altid en hver fordi vi ikke kan finde ud af at dele. Eller fordi jeg ikke kan.

Nogle dage senere gik jeg forbi Slik Hans og Øl Grethe igen. Da jeg kun bor et par opgange væk og mit arbejde, shopping, biblioteksbesøg og filmpusher ligger på den anden side af slikbutikken går jeg virkelig tit forbi! Jeg havde ikke før lagt så meget i at både indehaveren, den ene ekspedient og indehaverens mor vinker og siger hej, men den dag gibbede det helt i mig da moderen smilede og sagde hej på vej ind med nye forsyninger af slik, endnu før jeg havde genkendt hende.

Tog mig selv op til revurdering. Mindre slikposer, sjældnere besøg hos Hans og Grethe, mere frugt i køleskabet op til weekenden, aftensmad før de sene biografture og så videre.
Det føltes også meget godt, den første uge.
Men så blev det karneval, med dagen derpå film og slik. Det blev mandag med biograftur, det blev tirsdag og onsdag med godt vejr og derfor tur i sommerhus med grill og dessert, og slik. Derpå fulgte en forlænget weekend med Sex and the City 2 i biografen, også med slik, afterparty med cocktails fredag og en bytur til at afslutte chill i parken med lørdag. Så meget for at forsøge at ændre en, næsten, fremmed persons syns på mit slikforbrug.

Hvem prøver jeg også at snyde? Ekspedienten hygger sig sikkert med at være lille og skinny. Hun har tydeligvis ikke opdaget alt det slik hun står mellem flere gange om ugen. Jeg er kunden hun kan stå og vurdere alt for tit og føle sig bedre end. Eller, det kunne jeg da godt selv finde på. Men jeg ville aldrig ende i den situation. Jeg ville derimod meget hurtigt tage rigtig meget på hvis jeg havde hendes job. Bare det at arbejde i en café og isbutik, deltid for nu vel at mærke, har tvunget mig til at træne nogle ekstra hold hver uge, fordi isen ikke erstatter slikket, men bare bliver lagt oveni forbruget af sukker.
Jeg ville blive den lille fede ekspedient der savler over kundernes bugnende poser af slik og bare venter på at de går, så jeg kan gå ind og 'tjekke' om slikket er okay.

Så nu er det slut med at prøve at snyde mig selv. Jeg har en kæmpe last og den hedder ikke rygning, Burger King, den Gyldne Måge eller pizzaafhængighed. Den hedder ekstrem-glæde-ved-produkter-med-højt-indhold-af-kulhydrater-i-form-af-sukker.
Jeg er bare et meget bedre menneske når jeg får lov til at få mit sukkerfiks. Ingen spontan sved, ingen traven frem og tilbage til køleskabet og bare en mere tilfreds person.

Medmindre jeg får for meget! Så bliver jeg hyperaktiv. Taler mere end ellers. Jeg er ikke til at holde ud, og den dårlige samvittighed. Den er nok det værste.
Derfor snyder jeg nogle gange mig selv lidt alligevel. Men det er ved at spise frugt og mørk chokolade når trangen er størst og så gemme de helt store sukkereskapader til biografturene og filmaftenerne hvor der er andre. Så kan de nemlig købe mere end mig og jeg kan lege at jeg er den lille, skinny ekspedient der er bedre end de andre fordi jeg kan styre mig.

I hvert fald når der er andre til stede...

Pseudo sundhed

Hvorfor er det, at hver gang jeg bestemmer mig for at stoppe det monstrøse forbrug af chokolade, jeg efterhånden har oparbejdet og indlejret godt og grundigt i min krop, så får jeg en gratis is og finder noget lækker chokolade fra sidste weekend som jeg havde glemt i køleskabsskuffen? Ikke at det altid er det er lige netop det der sker, men lige i dag var det.

Indrømmet, isen var rigtig lækker! Og gratis! Fik den af min chef i Utopia og det er en fristelse jeg aldrig vil sige nej til. Men med den faldt hele mit lille sundheds luftkastel sammen og efter en ganske sund frokost (et stykke ristet rugbrød og en blandet salat med græsk 3% dressing) kom den lille sukkertrold frem igen, styrket af melon og kokossorbet, og krævede mere kulhydrat, heraf sukkerarter 7,7 g pr. 25 g chokolade. Og jeg siger jer, den lille satan er insisterende! Før jeg vidste af det stod jeg og guflede stykke efter stykke af lækker chokolade i mig. Og jeg var endda mæt! Men åbenbart ikke tilfreds.

Tænkte den lille infame trold og jeg kunne indgå et kompromis, 2 stykker chokolade = 25 g = 140 kcal og så stop! Det gik da også fint de først fem minutter, men da jeg så satte en tallerken ud i køkkenet åbnede jeg køleskabet og spiste mere... måtte se mig slået, af mig selv.

Nu er chokoladen væk og samvittigheden tynger mine skuldre tungere end chokoladen i maven. Det blev til mellem 30 og 40 g chokolade og for den uinviede lyder det måske ikke af meget. Men pr. 25 g er der 140 kcal, det svarer til 7% af de 2000 kcal en kvinde bør indtage om dagen. Og gør vi det op i motion, er det i omegnen af et kvarter til tyve minutters temmelig hurtigt løb. Det vil sige næsten en halv times ekstra motion efter stram-op holdet senere i dag, som jeg meldte mig til på grund af foregående dags dårlige samvittighed over en pose blandet slik.

Måske er det netop nu jeg skal rette mig efter en af mine venners efterhånden velkendte citater - "Simone, du er jo en mand!" For en mand må indtage omkring 300 kcal mere om dagen end kvinder! Desuden forstår de at nyde god chokolade uden dårlig samvittighed, hvilket ødelægger hele oplevelsen ved at give sig selv lov til at spise lidt syndigt en gang i mellem.

Så i dag vil jeg give ham ret, og håbe han ikke læser dette; for så får jeg aldrig fred igen, bare for at få lov til at nyde chokoladen, som er væk.

Måske også klø mig i skridtet offentligt og bøvse bare for at køre den helt ud. Og udnytte at der på stram-op holdene kun er kvinder, men i dag også en mand i forklædning!

Jah, hvem ved, måske er min indre mand også den rette til at tale min indre sukkertrold til fornuft. De angriber nok konflikten på en lidt anden måde end Simone og indre trold ville. Ingen trøstespisning og indestængt vrede, bare et slag på skulderen og en bajer.

Håber bare ikke min indre mand er en svækling som trolden uden videre smadrer, så både dårlig samvittighed og sukkertrang kommer igen.