Viser opslag med etiketten Orgasme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Orgasme. Vis alle opslag

onsdag den 25. marts 2015

Menneskelyde

Kære yoga-stønner

Yoga er hårdt. Yoga handler meget om at strække sine muskler, at mærke dem arbejde og at bruge sin vejrtrækning. Men det er pisse svært at koncentrere sig om sin egen vejrtrækning, når du stønner for hele lokalet.
Jeg hører svagt instruktøren sige, "Træk vejret ind på fire tællinger," men dit anstrengelsstøn overdøver alt. Det er umuligt at tælle til fire, når du puster ud i et langt støn.

Jeg kan ikke lide menneskelyde. Jeg bliver pinligt berørt og ubehageligt til mode. Du gør mig pinligt berørt og ubehageligt til mode med dine lyde, som ligger et sted mellem forstoppelse og orgasme. Jeg vil gerne bede dig om at stoppe, men jeg er bange for at fremprovokere flere mærkværdige lyde fra dit indre, hvis jeg stopper dig i dine givetvis meget dybe stræk.

Hvis du nogensinde føler dig ensom i din lydelighed, og det må du næsten gøre, du er som 52 hertz hvalen, du er på en helt anden frekvens end resten af holdet, så kan jeg anbefale dig at gå to etager ned i styrkeområdet. Her findes en hel hær af højlydte mænd, som ved hvert løft, hvert pres, sender jamrende lydbølger ud i lokalet med en kraft, der får selv 42 kilos håndvægtene til at krympe sig en smule. I kan eventuelt starte et kor, eller en Anonyme Stønnere, hvor I kan stønne færdig, inden I kommer ned til os andre med lidt mere inadvendte tilbøjligheder til stønnen.

Kærlig hilsen
Mig, som ikke har helt det samme behov for at udfri gespenster fra 80 forgangne samlejer. 

torsdag den 30. august 2012

Fifty Shades of Grey (og en konkurrence til læserne)


"Uh, det er jo porno!" Ekspedienten sendte et løftet øjenbryn min vej, og min vej gik hurtigt mod døren. Posthuse er nok ikke vant til, at lyshårede piger med briller råber 'PORNO', når de åbner pakker på disken. 
Men den dag modtog jeg porno. Og hånden på hjertet, jeg havde ikke bestilt det. Bare takket ja til, at Mette Holbæk måtte sende mig en bog. Hun sendte mig Fifty Shades of Grey. Den nye trilogi som desperate kvinder verden over febrilsk river ned fra hylderne og ind i deres sexløse ægteskaber og kolde singlesenge.
Det var i hvert fald min fordom om bogen, som jeg dagen inden havde gjort grin af med min kæreste. 

Nu stod jeg med selvsamme roman i hånden. Første del af trilogien om Anastasia Steele og Christian Grey. Bare navnene fik mig til at krænge overlæben op i foragt. Hvor banalt, hvor ligetil og budgetpornoagtigt. 

Den sorte boks med bogen blev lagt i min taske, mens mit blik scannede gaden. Jeg skammede mig lidt over indholdet. Men det råbte til mig. Skrigene fra Anastasias mange orgasmer brød ud af siderne, ud af boksen og ind i mit sind. Der var ikke andet at gøre end at starte fra starten og læse bogen. Finde ud af hvorfor den var blevet verdens hurtigst sælgende roman. 

Svøbt i bløde tæpper åd jeg side efter side af bogen i min sofa. Et miks af irritation og læselyst sprang rundt i mig, mens mit blod kogte over de sexede fantasier, der slap løs kapitel efter kapitel. 

Fifty Shades of Grey ligger igen i sin sorte boks. Gemt lidt væk, for den passer ikke helt til min samling af litterære perler og bøger om journalistik. Men når toeren udkommer, skal jeg da ikke være for fin til også at læse den. Bare for at udvide min horisont, og måske vende lidt tilbage til dengang, livet var så let som sproget i bogen og knap så kompliceret, som de stillinger Christian smider Anastasia i.

Hvis du selv vil være en del af Fifty Shades klubben, udlodder jeg to eksemplarer af den danske oversættelse fra forlaget Pretty Ink, under Rosinante & co.
Alt du skal gøre er at smide en kommentar herunder med dit navn og yndlingsfarve. Tjek bloggen igen mandag den 3. september, hvor jeg vil offentliggøre vinderne, som også bliver offentliggjort samme dag på www.overspring.dk, hvor min anmeldelse af bogen findes.