I går var jeg i biografen med en veninde. Vi så The Switch, Baby Surprise på dansk, verdens dårligste oversættelse, i det den er ligegyldig og ikke er en oversættelse. Men i den her meget søde pigefilm var der en dreng, en lille dreng på næsten syv år, med neuroser og gammelklogskab og en svaghed for rammer. Han ramte mig i det der bløde punkt, hvor børn normalt ikke når ind. Holder på det var fordi han var fiktiv og jeg ikke skulle passe ham, eller se på ham i mere end halvdelen af filmen.
Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:
neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk
Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:
neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose
Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.
Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!
Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?
mandag den 6. september 2010
tirsdag den 31. august 2010
Glæden ved dagen
Kender du det når man er fyldt af så pludselig overstadig glæde at det er svært at være i sin egen krop? Sådan har jeg det lige nu. I dette sekund kæmper jeg for at sidde stille. Har allerede fløjet rundt i lejligheden!
Denne overstadighed ved jeg ikke hvor kommer fra.
Vågnede i morges og kunne slet ikke komme ud af sengen, det krævede al min viljestyrke at indse at dagen var værd at stå op til. Solen skinnede og varmede det ben der lå udenfor dynen. Men alligevel tog det over en time at rejse mig fra mit trygge, varme leje og se dagen i øjnene. Har været ekstremt stresset på det sidste og min døgnrytme er ikke længere en rytme, men en afbrudt række af vågne timer med en halvtimes lur her og en kort nattesøvn der.
Tanken om at jeg muligvis ikke kunne komme ind på mit drømmestudie til sommer, men skulle vente endnu et år, min økonomiske situation, den rejse der måske ikke bliver til noget, håbet om at komme ind på instruktør uddannelse, tanken om at flytte hjem igen, en kæreste for langt væk til at kunne give et hurtigt kram i desperate tider og pendlen mellem to jobs som stadig ikke giver nok timer, har tæret på mine mentale kræfter. Alle de små gøremål i hverdagen blev til side sat og opvasken bugnede, opringningerne til studievejledere, kollegier, bilsyn blev ikke foretaget. Al kreativitet på standby.
Men i dag fik jeg gjort lidt.
Jeg tog hul på kemi, som er adgangsgivende for min uddannelse, og fik styr på hvor meget fravær jeg kan tåle, hvis jeg kommer ind på instruktør uddannelsen til oktober. Det kunne godt lade sig gøre! Jeg fik taget opvasken, skiftet min kanins bur, ringet til studievejledere i Aalborg og København og bestilt tid til 3 års eftersyn af bilen så min garanti ikke går fløjten.
Jeg fik en god idé til en tegning og fik ret i at et ord havde den betydning jeg troede.
Det sammen med at de sko jeg har brugt min husleje på er utroligt gode at gå i på trods af høj hæl, en sms fra min kæreste og fremtidige aftaler med gode venner, gjorde at dagen blev værd at stå op til.
Der er stadig stor usikkerhed om hvad jeg gør i den nærmeste fremtid, men det er ligemeget i dette øjeblik! Nok mest fordi studievejlederen i København lød sød og sagde mit navn som om hun kendte mig. Jeg kan starte til sommeren 2011. Jeg skal ikke vente helt til 2012. Måske bliver min start i Sorø uden for København, men overflyttelse havde aldrig været et problem! Jeg skal ikke vente og starte om vinteren eller vente endnu længere.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller om dette pludselige energi udbrud egentlig er startet fordi min hjerne er kortsluttet på grund af alle de valg jeg har gjort, og skal gøre mig, nu og snart, for at få den fremtid jeg ønsker. Ligegyldigt hvor den kommer fra skal den udnyttes lige indtil jeg falder om af træthed!
Denne overstadighed ved jeg ikke hvor kommer fra.
Vågnede i morges og kunne slet ikke komme ud af sengen, det krævede al min viljestyrke at indse at dagen var værd at stå op til. Solen skinnede og varmede det ben der lå udenfor dynen. Men alligevel tog det over en time at rejse mig fra mit trygge, varme leje og se dagen i øjnene. Har været ekstremt stresset på det sidste og min døgnrytme er ikke længere en rytme, men en afbrudt række af vågne timer med en halvtimes lur her og en kort nattesøvn der.
Tanken om at jeg muligvis ikke kunne komme ind på mit drømmestudie til sommer, men skulle vente endnu et år, min økonomiske situation, den rejse der måske ikke bliver til noget, håbet om at komme ind på instruktør uddannelse, tanken om at flytte hjem igen, en kæreste for langt væk til at kunne give et hurtigt kram i desperate tider og pendlen mellem to jobs som stadig ikke giver nok timer, har tæret på mine mentale kræfter. Alle de små gøremål i hverdagen blev til side sat og opvasken bugnede, opringningerne til studievejledere, kollegier, bilsyn blev ikke foretaget. Al kreativitet på standby.
Men i dag fik jeg gjort lidt.
Jeg tog hul på kemi, som er adgangsgivende for min uddannelse, og fik styr på hvor meget fravær jeg kan tåle, hvis jeg kommer ind på instruktør uddannelsen til oktober. Det kunne godt lade sig gøre! Jeg fik taget opvasken, skiftet min kanins bur, ringet til studievejledere i Aalborg og København og bestilt tid til 3 års eftersyn af bilen så min garanti ikke går fløjten.
Jeg fik en god idé til en tegning og fik ret i at et ord havde den betydning jeg troede.
Det sammen med at de sko jeg har brugt min husleje på er utroligt gode at gå i på trods af høj hæl, en sms fra min kæreste og fremtidige aftaler med gode venner, gjorde at dagen blev værd at stå op til.
Der er stadig stor usikkerhed om hvad jeg gør i den nærmeste fremtid, men det er ligemeget i dette øjeblik! Nok mest fordi studievejlederen i København lød sød og sagde mit navn som om hun kendte mig. Jeg kan starte til sommeren 2011. Jeg skal ikke vente helt til 2012. Måske bliver min start i Sorø uden for København, men overflyttelse havde aldrig været et problem! Jeg skal ikke vente og starte om vinteren eller vente endnu længere.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller om dette pludselige energi udbrud egentlig er startet fordi min hjerne er kortsluttet på grund af alle de valg jeg har gjort, og skal gøre mig, nu og snart, for at få den fremtid jeg ønsker. Ligegyldigt hvor den kommer fra skal den udnyttes lige indtil jeg falder om af træthed!
mandag den 30. august 2010
Pick your battles
Forventninger er en underlig størrelse. Nogle gange er det godt at have forventninger, noget at forholde sig til mentalt inden virkeligheden viser om det nu også forholder sig sådan. Forventningerne kan være så lave, at man ender med at blive positivt overrasket. Andre gange, det stik modsatte. For høje forventninger kan tage pusten ud af selv den mest velplanlagte fest. Nogle gange er spontanitet bare nemmere. Ingen forventninger, ingen skuffelse.
Jeg er desværre typen der er rigtig god til at have høje forventninger og glæde sig rigtig meget til... alt! Det har tit gjort at jeg ender med at blive rigtig skuffet. Ikke fordi arrangementerne, festerne, udsalget eller kaffen er virkeligt dårlige, det er bare umuligt at leve op til de forventninger jeg kan skrue op for!
Her den anden dag burde jeg have vidst jeg skulle skrue lidt ned for dem. Jeg skulle besøge min kæreste i København efter næsten to ugers adskillelse. Det lyder nok ikke af meget for den garvede langdistance romantiker, men nu har jeg heller aldrig været en hund efter afstand. Hvorom alting er, så er han flyttet mange hundrede kilometer væk og der kan gå lang tid i mellem møderne, især når man er vant til at ses næsten dagligt.
Selvfølgelig skulle jeg dulles op. Ikke på den dullede måde, men kender ikke et udtryk der er lige så dækkende for den handling som 'at dulle sig op'. Jeg fik opfrisket farven i håret, tjek! Denne gang var jeg tilfreds med det mørkebrune look, mit hår var ved at falde på plads efter klipningen for tre uger siden, som var lidt voldsom, og det rødlige jeg fik i første gang, blev rimelig godt gemt væk. Intet problem dér og derfor voksede forventningerne i mig.
Selvom jeg lige havde tilbragt en uge i Alanya, mente jeg at jeg godt kunne trænge til lidt sol. Mest fordi jeg ikke fik ligeså meget sol i Alanya som mine veninder, pga. en lille indlæggelse og en generel angst for dehydrering og udtørring i den stærke sydens sol. Nok er rosiner mørke, men det rynkede look venter jeg lige nogle årtier med, tak.
Derfor ville jeg en lille tur i sol, bare et kvarter, og så træne en time bagefter.
Normalt tager jeg 12,5 minutters sol, det passer lige med 25 kr og jeg bliver aldrig rød af det. To et halvt minut ekstra kunne ingen skade gøre vurderede jeg. Jeg blev heller ikke rød denne gang, ikke over det hele i hvert fald. Min krop havde jo taget en god del farve til sig på ferien, men havde ikke overvejet huden under bikinien, som ikke har set sol i umindelige tider!
Mine hvide bikinimærker skiftede farve til pink. Heldigvis gjorde det ikke ondt, endnu.
Efter lidt kortere træning end planlagt gik jeg ned for at klæde om. I badet gik det op for mig at min hud føltes lidt underlig. Hele mit maveskind var dækket af bittesmå blærer! Og min bikini var skiftet fra harmløs pink til hot sexy mama in the hood screaming pink! Avs! Hverken blærerne eller den nye farveskala på mine mere intime områder passede ind i mit weekend skema!
Dagen efter var det ren smerte når jeg havde tøj på. Selv mine løse arbejdsbukser lavede så stor friktion mod ballerne når jeg bevægede mig at det føltes som om jeg havde ild i røven. Og ikke på den gode måde, for mit energiniveau var helt nede. Det var slet ikke som jeg havde planlagt. Heldigvis var blærerne væk, kun en umærkelig kløen på maven blev tilbage.
Samme aften skulle jeg med toget til København og jeg var så træt og mine baller, hofteben og bryster sved så det var svært at opretholde en normal siddestilling i toget uden at ligne en med nyresten.
Endelig nåede jeg København. Men i toget havde jeg haft al mulig tid til at forestille mig hvordan vi løb hen mod hinanden og kyssede lidenskabeligt og fortalte hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden.
Dette skete selvfølgelig ikke.
Jeg stod af toget, vidste ikke hvor jeg var og ringede efter min manglende kæreste. Han stod meget fuld for enden af rulletrappen. Kysset lugtede af gammel spiritus og jeg måtte spørge direkte om han havde savnet mig.
Bussen vi skulle med videre var forsinket og jeg havde selvfølgelig valgt et afslappet celebrity rejse look, som er udemærket at rejse i hvad angår praktikken. Hvis der er over 20 grader. Hvad der ikke er på Københavns Hovedbanegård kl. halv 1 om natten og bussen lader vente på sig i omegnen af 30 minutter.
Derhjemme sved min hud på nogle områder så meget at jeg næsten ikke kunne strække mig ud og jeg var tilbøjelig til bare at bede om en stor tube kold kopattesalve og anmodning til at ligge i fosterstilling resten af natten.
Alle disse ting kunne jeg nok ikke have undgået, taget mit varierende held i betragtning, men hvis jeg ikke havde forventet en masse og haft lyserøde tanker flyvende i mit hovede i samtlige fire timers togtur havde de måske ikke virket så ødelæggende. Jeg var sikker på hele weekenden var ødelagt.
Og indrømmet, den levede ikke op til mine forventninger. Men det burde jeg også have vidst på forhånd den ikke ville. Ikke at det var helt urealistiske forstillinger jeg havde, men jeg vidste, og ved, hvilket forhold vi har og det er ikke lyserødt med glimmer og små bløde pelsdyr med disneyøjne. Det er nok egentlig bedre end det. Fordi jeg ikke ved præcis hvad jeg kan forvente mig, og selvom det ikke altid lever op til mine forventninger sker der noget, eller en af os gør noget, uventet eller helt i gennem ægte som vejer op for alle de ting der, i mit hovede, trak ned på forventningslisten.
Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derover, eller han kommer her og besøger mig. Måske helt spontant? Med roser og chokolade? Eller inviterer mig på hotel?
Forvent ikke jeg lærer noget af at have for høje forventninger. Nok kan det være skuffende, men jeg vil hellere tage skuffelsen med og så have glæden ved at vente og bare glæde sig. Jeg har lært at æde nederlaget, for den eneste det er et nederlag for er mig. Desuden ved jeg også at jeg aldrig lærer ikke at glæde mig op opbygge et fort af forventninger. Pick your battles læste jeg engang på et skilt. Det vil jeg så gøre i denne omgang, og det nytter ikke at slås mod egen forventninger når de er højere end en selv.
Jeg er desværre typen der er rigtig god til at have høje forventninger og glæde sig rigtig meget til... alt! Det har tit gjort at jeg ender med at blive rigtig skuffet. Ikke fordi arrangementerne, festerne, udsalget eller kaffen er virkeligt dårlige, det er bare umuligt at leve op til de forventninger jeg kan skrue op for!
Her den anden dag burde jeg have vidst jeg skulle skrue lidt ned for dem. Jeg skulle besøge min kæreste i København efter næsten to ugers adskillelse. Det lyder nok ikke af meget for den garvede langdistance romantiker, men nu har jeg heller aldrig været en hund efter afstand. Hvorom alting er, så er han flyttet mange hundrede kilometer væk og der kan gå lang tid i mellem møderne, især når man er vant til at ses næsten dagligt.
Selvfølgelig skulle jeg dulles op. Ikke på den dullede måde, men kender ikke et udtryk der er lige så dækkende for den handling som 'at dulle sig op'. Jeg fik opfrisket farven i håret, tjek! Denne gang var jeg tilfreds med det mørkebrune look, mit hår var ved at falde på plads efter klipningen for tre uger siden, som var lidt voldsom, og det rødlige jeg fik i første gang, blev rimelig godt gemt væk. Intet problem dér og derfor voksede forventningerne i mig.
Selvom jeg lige havde tilbragt en uge i Alanya, mente jeg at jeg godt kunne trænge til lidt sol. Mest fordi jeg ikke fik ligeså meget sol i Alanya som mine veninder, pga. en lille indlæggelse og en generel angst for dehydrering og udtørring i den stærke sydens sol. Nok er rosiner mørke, men det rynkede look venter jeg lige nogle årtier med, tak.
Derfor ville jeg en lille tur i sol, bare et kvarter, og så træne en time bagefter.
Normalt tager jeg 12,5 minutters sol, det passer lige med 25 kr og jeg bliver aldrig rød af det. To et halvt minut ekstra kunne ingen skade gøre vurderede jeg. Jeg blev heller ikke rød denne gang, ikke over det hele i hvert fald. Min krop havde jo taget en god del farve til sig på ferien, men havde ikke overvejet huden under bikinien, som ikke har set sol i umindelige tider!
Mine hvide bikinimærker skiftede farve til pink. Heldigvis gjorde det ikke ondt, endnu.
Efter lidt kortere træning end planlagt gik jeg ned for at klæde om. I badet gik det op for mig at min hud føltes lidt underlig. Hele mit maveskind var dækket af bittesmå blærer! Og min bikini var skiftet fra harmløs pink til hot sexy mama in the hood screaming pink! Avs! Hverken blærerne eller den nye farveskala på mine mere intime områder passede ind i mit weekend skema!
Dagen efter var det ren smerte når jeg havde tøj på. Selv mine løse arbejdsbukser lavede så stor friktion mod ballerne når jeg bevægede mig at det føltes som om jeg havde ild i røven. Og ikke på den gode måde, for mit energiniveau var helt nede. Det var slet ikke som jeg havde planlagt. Heldigvis var blærerne væk, kun en umærkelig kløen på maven blev tilbage.
Samme aften skulle jeg med toget til København og jeg var så træt og mine baller, hofteben og bryster sved så det var svært at opretholde en normal siddestilling i toget uden at ligne en med nyresten.
Endelig nåede jeg København. Men i toget havde jeg haft al mulig tid til at forestille mig hvordan vi løb hen mod hinanden og kyssede lidenskabeligt og fortalte hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden.
Dette skete selvfølgelig ikke.
Jeg stod af toget, vidste ikke hvor jeg var og ringede efter min manglende kæreste. Han stod meget fuld for enden af rulletrappen. Kysset lugtede af gammel spiritus og jeg måtte spørge direkte om han havde savnet mig.
Bussen vi skulle med videre var forsinket og jeg havde selvfølgelig valgt et afslappet celebrity rejse look, som er udemærket at rejse i hvad angår praktikken. Hvis der er over 20 grader. Hvad der ikke er på Københavns Hovedbanegård kl. halv 1 om natten og bussen lader vente på sig i omegnen af 30 minutter.
Derhjemme sved min hud på nogle områder så meget at jeg næsten ikke kunne strække mig ud og jeg var tilbøjelig til bare at bede om en stor tube kold kopattesalve og anmodning til at ligge i fosterstilling resten af natten.
Alle disse ting kunne jeg nok ikke have undgået, taget mit varierende held i betragtning, men hvis jeg ikke havde forventet en masse og haft lyserøde tanker flyvende i mit hovede i samtlige fire timers togtur havde de måske ikke virket så ødelæggende. Jeg var sikker på hele weekenden var ødelagt.
Og indrømmet, den levede ikke op til mine forventninger. Men det burde jeg også have vidst på forhånd den ikke ville. Ikke at det var helt urealistiske forstillinger jeg havde, men jeg vidste, og ved, hvilket forhold vi har og det er ikke lyserødt med glimmer og små bløde pelsdyr med disneyøjne. Det er nok egentlig bedre end det. Fordi jeg ikke ved præcis hvad jeg kan forvente mig, og selvom det ikke altid lever op til mine forventninger sker der noget, eller en af os gør noget, uventet eller helt i gennem ægte som vejer op for alle de ting der, i mit hovede, trak ned på forventningslisten.
Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derover, eller han kommer her og besøger mig. Måske helt spontant? Med roser og chokolade? Eller inviterer mig på hotel?
Forvent ikke jeg lærer noget af at have for høje forventninger. Nok kan det være skuffende, men jeg vil hellere tage skuffelsen med og så have glæden ved at vente og bare glæde sig. Jeg har lært at æde nederlaget, for den eneste det er et nederlag for er mig. Desuden ved jeg også at jeg aldrig lærer ikke at glæde mig op opbygge et fort af forventninger. Pick your battles læste jeg engang på et skilt. Det vil jeg så gøre i denne omgang, og det nytter ikke at slås mod egen forventninger når de er højere end en selv.
onsdag den 25. august 2010
Min feriemakker
Jeg troede jeg før havde været syg og ynkelig. Men efter en tur i Alanya kunne jeg hurtigt skrive under på at det havde jeg ikke. Og at min grænse for pinligheder endnu ikke var nået.
Inden ferien havde en lidt mere organiseret veninde købt disse her forebyggende-mavebesværs-tabletter, nu med ananassmag! Hun havde valgt at købe til tre personer og ville venligt dele ud af dem til os andre. Om det egentlig var af venlighed eller om hun bare ikke havde lyst til at bo i en lejlighed med tyndskidende veninder vides ikke. Så vi holder os ved venligheden.
Fredagen inden vi tog afsted kom hun over og gav mig pillerne. De varr virkelig flot designet, eller æsken var og min lille grafiker jublede i min mave. Både pga. layoutet, materialet og farverne, men også fordi pillerne kunne tygges som ananasslik! Yay!
Gik straks i gang, én pille dagligt 5 dage inden man rejser. Okay, jeg startede så kun to dage inden, men havde tiltro til min mavetarmflora. Hvilket jeg ellers aldrig har og ikke nogensinde har haft grund til...
Sent søndag nat nåede vi frem. Der var stadig ingen besvær, men vi var jo også kun lige landet. Flyveturen var bag os, den del af ferien jeg havde frygtet mest. Men jeg blev klogere.
På hotellet var der fri buffet morgen, middag og aften, og hvis man gik glip af det eller var en fed dansker som er mere sulten, var der gratis døgn-pizza. Hvilket tiltag!
Mandagen gik fint, og også det meste af tirsdagen. Jeg var ved godt mod og flashede endda maveskindet i en lille bikini så jeg kunne blive dejlig sprød og solbrændt. Nåede aldrig at blive så solbrændt som mine, mere hårdføre, veninder.
Vi planlagde at spise ude tirsdag aften. Selvom buffeten var overraskende god, af hvad vi havde forventet på en all-inclusive i Tyrkiet, skulle vi lige prøve det ægte tyrkiske køkken.
De alt for venlige tyrkere serverede en foret for os, verdens største brød, fyldt med luft! Derefter kom vores hovedretter, undertegnede bestilte en Ottoman Pan, altså en Ottomanisk Pande eller noget i den stil. Et miskmask af okse, grøntsager, ost og sovs. For at gøre retten lidt mere appetitlig at se på, havde de plantet en lille have omkring, en tomatrose der, en gulerods-agurkbusk der. Meget overdådigt og pisse grimt. Men det smagte godt. Dog smagte det ikke så godt dagen efter, men lignede sig selv med den undtagelse at haven havde været udsat for et kobbel vilde hunde og en tsunami.
Havde flotte planer om træning så stod op en time før de andre. Okay, det var ikke helt grunden til jeg kom op så hurtigt. Jeg skulle rent ud sagt skynde mig rigtig meget på toilettet. På det område er jeg helt utroligt sippet, kan knapt tisse hvis jeg ved der er gæster på besøg eller hvis jeg er ude hos fremmede og de er i nærheden. Min blære kan antage koloenorme proportioner! Det er en fejl jeg er indbygget med, en unaturligt angst for noget ganske naturligt. Min krop modarbejder dog mit sind ved at være udstyret med verdens svageste mave.
Håbede at dét var det. Hele lejligheden sov og også langt fra toilettet. Hurra for to toiletter og veninder der sov på altanen! Ingen opdagede min kiksede start på morgenen med hoppende nøgenløb ud på toilet og derefter, lettelse.
Til morgenmaden var det som altid varmt. Men denne gang svedte jeg mere end alle andre. Selv mine skinneben skinnede og min kjole klistrede til mine lår. Løb pendulfart mellem buffet og toilet. Prøvede det der yoghurt fordi der stod i vores miniguide at det er godt mod diarre og dårlig mave. Løgn! Det gør bare at det kommer ud den anden vej, sammen med den Ottomaniske Pande!
Mine veninder fiksede en guide, fik mig op på værelset hvor min mave krampagtigt fortsatte med at vise mig hvad jeg havde indtaget over de sidste par dage. Guiden fik fat i en nogenlunde forståelig tyrkisk læge som kom og kiggede på min syge krop. Jeg skulle indlægges og blev ført ud til en taxa med de opmuntrende ord fra guiden "Du ligner godt nok en røv der er træt af at skide!"
Hospitalsopholdet blev lidt en tåge. En blanding af smerte, grinen over situationen, veninder i små badekar og en sadistisk sygeplejerske der grinede når han pumpede NaCl ind i min arm, hvor de andre bare nøjedes med at skifte droppet.
Sygeplejerskerne kunne ikke meget engelsk så jeg måtte bare have tillid til dem. Ord som 'vitamin', 'medicin' var det mest forståelige. Og fandt ud af, at da de ville have mig til at give dem en urinprøve mente de en afføringsprøve. Godt nok har jeg aldrig skidt så tyndt, men syntes ikke de kunne være bekendt at gøre det mere pinligt for mig! Desuden fik jeg først et mobilt drop efter flere timers indlæggelse. Hvordan skulle jeg nå ud på toilettet når min arm var direkte forbundet vene med plastikdrop?!
Dagen efter kunne lægen endelig forklare mig at jeg havde en parasit. AD! Totalt alienagtigt. Den kunne garanteret havde perforeret mit maveskind any second! Heldigvis havde de givet mig noget antibiotika og det kan aliens ikke tåle. Skulle desværre blive til observation indtil om eftermiddagen, mens mine veninder legede modeller på en strand med senge og palmer! Det var dog kun mig der observerede noget, en masse tyrkisk tv og lidt tysk indimellem. Sygeplejerskerne kom engang i mellem og skiftede drop og en gav mig en bakke med beige mad, som smagte af ...beige.
Da jeg endelig blev sendt hjem var jeg uvasket, måske utøjsfri, på piller som gjorde mig mere forvirret og distræt end normalt og med en uendelig sult efter alt der ikke var beige eller yoghurt!
Så som en anden Golden Retriever lænsede jeg køleskabet for de vingummier jeg havde lagt på køl til strandturen, det is vi havde i fryseren, nogle vindruer en betænksom veninde havde glemt, chips, sesamstænger og peanuts.
En time efter indså jeg at jeg nok skulle have lyttet til lægen, kun små portioner de første dage!
Godt jeg har så forstående veninder.
Inden ferien havde en lidt mere organiseret veninde købt disse her forebyggende-mavebesværs-tabletter, nu med ananassmag! Hun havde valgt at købe til tre personer og ville venligt dele ud af dem til os andre. Om det egentlig var af venlighed eller om hun bare ikke havde lyst til at bo i en lejlighed med tyndskidende veninder vides ikke. Så vi holder os ved venligheden.
Fredagen inden vi tog afsted kom hun over og gav mig pillerne. De varr virkelig flot designet, eller æsken var og min lille grafiker jublede i min mave. Både pga. layoutet, materialet og farverne, men også fordi pillerne kunne tygges som ananasslik! Yay!
Gik straks i gang, én pille dagligt 5 dage inden man rejser. Okay, jeg startede så kun to dage inden, men havde tiltro til min mavetarmflora. Hvilket jeg ellers aldrig har og ikke nogensinde har haft grund til...
Sent søndag nat nåede vi frem. Der var stadig ingen besvær, men vi var jo også kun lige landet. Flyveturen var bag os, den del af ferien jeg havde frygtet mest. Men jeg blev klogere.
På hotellet var der fri buffet morgen, middag og aften, og hvis man gik glip af det eller var en fed dansker som er mere sulten, var der gratis døgn-pizza. Hvilket tiltag!
Mandagen gik fint, og også det meste af tirsdagen. Jeg var ved godt mod og flashede endda maveskindet i en lille bikini så jeg kunne blive dejlig sprød og solbrændt. Nåede aldrig at blive så solbrændt som mine, mere hårdføre, veninder.
Vi planlagde at spise ude tirsdag aften. Selvom buffeten var overraskende god, af hvad vi havde forventet på en all-inclusive i Tyrkiet, skulle vi lige prøve det ægte tyrkiske køkken.
De alt for venlige tyrkere serverede en foret for os, verdens største brød, fyldt med luft! Derefter kom vores hovedretter, undertegnede bestilte en Ottoman Pan, altså en Ottomanisk Pande eller noget i den stil. Et miskmask af okse, grøntsager, ost og sovs. For at gøre retten lidt mere appetitlig at se på, havde de plantet en lille have omkring, en tomatrose der, en gulerods-agurkbusk der. Meget overdådigt og pisse grimt. Men det smagte godt. Dog smagte det ikke så godt dagen efter, men lignede sig selv med den undtagelse at haven havde været udsat for et kobbel vilde hunde og en tsunami.
Havde flotte planer om træning så stod op en time før de andre. Okay, det var ikke helt grunden til jeg kom op så hurtigt. Jeg skulle rent ud sagt skynde mig rigtig meget på toilettet. På det område er jeg helt utroligt sippet, kan knapt tisse hvis jeg ved der er gæster på besøg eller hvis jeg er ude hos fremmede og de er i nærheden. Min blære kan antage koloenorme proportioner! Det er en fejl jeg er indbygget med, en unaturligt angst for noget ganske naturligt. Min krop modarbejder dog mit sind ved at være udstyret med verdens svageste mave.
Håbede at dét var det. Hele lejligheden sov og også langt fra toilettet. Hurra for to toiletter og veninder der sov på altanen! Ingen opdagede min kiksede start på morgenen med hoppende nøgenløb ud på toilet og derefter, lettelse.
Til morgenmaden var det som altid varmt. Men denne gang svedte jeg mere end alle andre. Selv mine skinneben skinnede og min kjole klistrede til mine lår. Løb pendulfart mellem buffet og toilet. Prøvede det der yoghurt fordi der stod i vores miniguide at det er godt mod diarre og dårlig mave. Løgn! Det gør bare at det kommer ud den anden vej, sammen med den Ottomaniske Pande!
Mine veninder fiksede en guide, fik mig op på værelset hvor min mave krampagtigt fortsatte med at vise mig hvad jeg havde indtaget over de sidste par dage. Guiden fik fat i en nogenlunde forståelig tyrkisk læge som kom og kiggede på min syge krop. Jeg skulle indlægges og blev ført ud til en taxa med de opmuntrende ord fra guiden "Du ligner godt nok en røv der er træt af at skide!"
Hospitalsopholdet blev lidt en tåge. En blanding af smerte, grinen over situationen, veninder i små badekar og en sadistisk sygeplejerske der grinede når han pumpede NaCl ind i min arm, hvor de andre bare nøjedes med at skifte droppet.
Sygeplejerskerne kunne ikke meget engelsk så jeg måtte bare have tillid til dem. Ord som 'vitamin', 'medicin' var det mest forståelige. Og fandt ud af, at da de ville have mig til at give dem en urinprøve mente de en afføringsprøve. Godt nok har jeg aldrig skidt så tyndt, men syntes ikke de kunne være bekendt at gøre det mere pinligt for mig! Desuden fik jeg først et mobilt drop efter flere timers indlæggelse. Hvordan skulle jeg nå ud på toilettet når min arm var direkte forbundet vene med plastikdrop?!
Dagen efter kunne lægen endelig forklare mig at jeg havde en parasit. AD! Totalt alienagtigt. Den kunne garanteret havde perforeret mit maveskind any second! Heldigvis havde de givet mig noget antibiotika og det kan aliens ikke tåle. Skulle desværre blive til observation indtil om eftermiddagen, mens mine veninder legede modeller på en strand med senge og palmer! Det var dog kun mig der observerede noget, en masse tyrkisk tv og lidt tysk indimellem. Sygeplejerskerne kom engang i mellem og skiftede drop og en gav mig en bakke med beige mad, som smagte af ...beige.
Da jeg endelig blev sendt hjem var jeg uvasket, måske utøjsfri, på piller som gjorde mig mere forvirret og distræt end normalt og med en uendelig sult efter alt der ikke var beige eller yoghurt!
Så som en anden Golden Retriever lænsede jeg køleskabet for de vingummier jeg havde lagt på køl til strandturen, det is vi havde i fryseren, nogle vindruer en betænksom veninde havde glemt, chips, sesamstænger og peanuts.
En time efter indså jeg at jeg nok skulle have lyttet til lægen, kun små portioner de første dage!
Godt jeg har så forstående veninder.
tirsdag den 24. august 2010
Trolde har flere lag
Så er jeg tilbage efter en lidt længere lur end planlagt og et lidt længere træningspas, så det går vel op?
Ville egentlig skrive noget sjovt fra Alanya, facebook er allerede prydet af billeder min veninde har lagt ind, men på vej hjem fra træning var det andre ting der optog mig.
Når ens kæreste pludselig befinder sig mange 100 kilometer væk og man ikke ses så tit, foregår forholdet på andre præmisser. For eksempel bliver intimiteten begrænset en del af afstanden og så må man jo finde andre metoder.
Tænkte at jeg ville prøve at være lidt underspillet sexet, sådan som jeg har læst i mine utallige chick-lit romaner over sommeren. Havde lige været i bad efter træning og duftede af piña colada - en af mine favorit cocktails! Ikke fordi jeg havde drukket mig ned efter thai-bo holdet, men fordi Body Shop har været så søde at lave en shower gel til os cocktail afhængige så vi kan dufte af lækker sommer alkohol når vi ikke må drikke pga. medicin pga. en parasit på ferien i sidste uge.
Men skrev til min kæreste "Kan du lide piña colada?" og lavede endda en lille fræk blinke smiley, bare for at understrege at vi ikke nødvendigvis talte om alkohol. Desværre vidste han ikke jeg prøvede at være underspillet sexet og svarede derfor med et "Fordi jeg er fanget i regnen" hvilket fløj direkte over hovedet på mig.
Blev først mistænksom, skrev han med en anden og kunne det være en ny direkte sexet pige? På den anden side var det en meget usexet besked, så måske stod han bare i regnen og ventede på den holdt op og ville derfor være forsinket til en aftale med en ven. I min forvirring fik jeg bare sendt et spørgsmålstegn afsted, kort, kontant og til at forstå. Jeg forstod ingenting.
Grunden til svaret var dog meget mere enkelt, hvis altså jeg havde kendt sangeren Jimmi Buffet og lige havde haft den sang i hovedet hvor han synger "Do you like piña coladas and gettin' caught in the rain". Hvilket jeg ikke gjorde og ikke havde.
Men da han først havde skrevet det forstod jeg at den underspillede sexede vej jeg ville have ledt os ud på, i stedet blev en afvej ud af dårlig humor vejen som ikke rigtig har nogen vej tilbage til sexet sådan lige. Det blev ikke gjort bedre af at jeg pludselig huskede den linie i sangen og kun den, fordi jeg havde hørt den i Shrek. Shrek, ikke sexet!
Derefter fulgte en serie ligegyldige beskeder om indholdet af en sådan cocktail og andre ting der intet havde med sex at gøre.
Til sidst skrev jeg at grunden til jeg spurgte var fordi jeg ville være lidt fræk på sådan en snu og lidt spidsfindig måde så han pludselig uden helt at vide det ville være fanget i mit meget fine net af erotiske hentydninger.
Hans svar var at jeg jo bare burde have skrevet direkte at jeg var nøgen, havde lyst til ham og duftede af piña colada.
Det kunne jeg jo ikke rigtig sige noget til, og har stadig ikke sagt noget til det. For vidste det jo egentlig godt. Man skal aldrig lave hentydninger til fyre, de fanger dem simpelthen ikke.
Det er kun piger som hentyder til højre og venstre. Man hører jo aldrig fyre hentyde til deres venner at de har taget lidt på, havde en uheldig scoring eller har en mega lækker kæreste. I stedet for at spørge om de ikke har lyst til at gå på suppekur sammen eller drille sødt med at sidste bytur var lidt uheldig, men at det er det indre der tæller siger de tingene rent ud af posen. "Hey makker, du er fandme blevet fed på det sidste! Har du slugt René Dif?", "Fuck en grim kælling du hev med hjem i lørdags, håber du gemte brødposen fra 7-eleven" eller "Nice kæreste dude, hende gad jeg godt rive rundt i høet!". Det er meget sjældent piger siger sådan. Især det første. Jeg burde have vidst den direkte tilgang til kommentarer også strakte sig til hvad der sker indenfor privaten. Så i stedet for at glæde ham med sexede beskeder fik jeg bare billeder fra en glad animationsfilm i hovedet og pist væk var følelsen af duftende skum og varmt vand. Så rækken af beskeder stoppede ret hurtigt og ret tamt. Kunne ikke så godt kombinere piña colada, grønne trolde og citatet "trolde har flere lag", som kørte i ring i mit hovede, til noget som kunne bringe mig ind på syndens sti igen.
Tror jeg vil se Shrek igen snart.
Ville egentlig skrive noget sjovt fra Alanya, facebook er allerede prydet af billeder min veninde har lagt ind, men på vej hjem fra træning var det andre ting der optog mig.
Når ens kæreste pludselig befinder sig mange 100 kilometer væk og man ikke ses så tit, foregår forholdet på andre præmisser. For eksempel bliver intimiteten begrænset en del af afstanden og så må man jo finde andre metoder.
Tænkte at jeg ville prøve at være lidt underspillet sexet, sådan som jeg har læst i mine utallige chick-lit romaner over sommeren. Havde lige været i bad efter træning og duftede af piña colada - en af mine favorit cocktails! Ikke fordi jeg havde drukket mig ned efter thai-bo holdet, men fordi Body Shop har været så søde at lave en shower gel til os cocktail afhængige så vi kan dufte af lækker sommer alkohol når vi ikke må drikke pga. medicin pga. en parasit på ferien i sidste uge.
Men skrev til min kæreste "Kan du lide piña colada?" og lavede endda en lille fræk blinke smiley, bare for at understrege at vi ikke nødvendigvis talte om alkohol. Desværre vidste han ikke jeg prøvede at være underspillet sexet og svarede derfor med et "Fordi jeg er fanget i regnen" hvilket fløj direkte over hovedet på mig.
Blev først mistænksom, skrev han med en anden og kunne det være en ny direkte sexet pige? På den anden side var det en meget usexet besked, så måske stod han bare i regnen og ventede på den holdt op og ville derfor være forsinket til en aftale med en ven. I min forvirring fik jeg bare sendt et spørgsmålstegn afsted, kort, kontant og til at forstå. Jeg forstod ingenting.
Grunden til svaret var dog meget mere enkelt, hvis altså jeg havde kendt sangeren Jimmi Buffet og lige havde haft den sang i hovedet hvor han synger "Do you like piña coladas and gettin' caught in the rain". Hvilket jeg ikke gjorde og ikke havde.
Men da han først havde skrevet det forstod jeg at den underspillede sexede vej jeg ville have ledt os ud på, i stedet blev en afvej ud af dårlig humor vejen som ikke rigtig har nogen vej tilbage til sexet sådan lige. Det blev ikke gjort bedre af at jeg pludselig huskede den linie i sangen og kun den, fordi jeg havde hørt den i Shrek. Shrek, ikke sexet!
Derefter fulgte en serie ligegyldige beskeder om indholdet af en sådan cocktail og andre ting der intet havde med sex at gøre.
Til sidst skrev jeg at grunden til jeg spurgte var fordi jeg ville være lidt fræk på sådan en snu og lidt spidsfindig måde så han pludselig uden helt at vide det ville være fanget i mit meget fine net af erotiske hentydninger.
Hans svar var at jeg jo bare burde have skrevet direkte at jeg var nøgen, havde lyst til ham og duftede af piña colada.
Det kunne jeg jo ikke rigtig sige noget til, og har stadig ikke sagt noget til det. For vidste det jo egentlig godt. Man skal aldrig lave hentydninger til fyre, de fanger dem simpelthen ikke.
Det er kun piger som hentyder til højre og venstre. Man hører jo aldrig fyre hentyde til deres venner at de har taget lidt på, havde en uheldig scoring eller har en mega lækker kæreste. I stedet for at spørge om de ikke har lyst til at gå på suppekur sammen eller drille sødt med at sidste bytur var lidt uheldig, men at det er det indre der tæller siger de tingene rent ud af posen. "Hey makker, du er fandme blevet fed på det sidste! Har du slugt René Dif?", "Fuck en grim kælling du hev med hjem i lørdags, håber du gemte brødposen fra 7-eleven" eller "Nice kæreste dude, hende gad jeg godt rive rundt i høet!". Det er meget sjældent piger siger sådan. Især det første. Jeg burde have vidst den direkte tilgang til kommentarer også strakte sig til hvad der sker indenfor privaten. Så i stedet for at glæde ham med sexede beskeder fik jeg bare billeder fra en glad animationsfilm i hovedet og pist væk var følelsen af duftende skum og varmt vand. Så rækken af beskeder stoppede ret hurtigt og ret tamt. Kunne ikke så godt kombinere piña colada, grønne trolde og citatet "trolde har flere lag", som kørte i ring i mit hovede, til noget som kunne bringe mig ind på syndens sti igen.
Tror jeg vil se Shrek igen snart.
Blog lovi'n
Syntes jeg havde så meget at skrive! Og det har jeg også stadig. Efter en uge i Alanya med 3 veninder, hår jeg ikke rigtig kan forholde mig til; og hårvækst generelt, en parasit, en nedadgående økonomi og en kæreste der er flyttet til København er der nok at skrive om!
Men, min inspiration til at skrive og min energi er helt forsvundet. Det kan have noget at gøre med at jeg i hele ferien ikke sov ordentligt og at jeg skulle møde på arbejde 6 timer efter vi kom hjem meget tidligt mandag morgen eller at jeg i dag skulle møde kl.5.45.
Det kan også være at jeg godt ved jeg ikke har blogget nok på det sidste og alligevel følte et lille stik i mit amatør-forfatter-hjerte da jeg så at jeg havde mistet en fast læser. Som jeg ikke engang kan huske hvem var. Men nu vil jeg have den tilbage! Jeg skal nok love at skrive mere i fremtiden! I hvert fald berette om min ferie for det har jeg lovet mine veninder, nok mest fordi den var akavet for mig og ikke så meget for dem. På nær nogle få episoder som ikke bliver udeladt.
Men hvorom alting er, så tvivlede jeg på mine evner som blogger da jeg så mit, i forvejen beskedne, læserantal var faldet. Selvom energien er lav og alle de fine ord gemt godt i tågen i mit hoved vil jeg derfor i aften begynde historien om Alanya. Promise!
Skal bare lige have en lur først.. og træne en time.. og have noget aftensmad.
Men, min inspiration til at skrive og min energi er helt forsvundet. Det kan have noget at gøre med at jeg i hele ferien ikke sov ordentligt og at jeg skulle møde på arbejde 6 timer efter vi kom hjem meget tidligt mandag morgen eller at jeg i dag skulle møde kl.5.45.
Det kan også være at jeg godt ved jeg ikke har blogget nok på det sidste og alligevel følte et lille stik i mit amatør-forfatter-hjerte da jeg så at jeg havde mistet en fast læser. Som jeg ikke engang kan huske hvem var. Men nu vil jeg have den tilbage! Jeg skal nok love at skrive mere i fremtiden! I hvert fald berette om min ferie for det har jeg lovet mine veninder, nok mest fordi den var akavet for mig og ikke så meget for dem. På nær nogle få episoder som ikke bliver udeladt.
Men hvorom alting er, så tvivlede jeg på mine evner som blogger da jeg så mit, i forvejen beskedne, læserantal var faldet. Selvom energien er lav og alle de fine ord gemt godt i tågen i mit hoved vil jeg derfor i aften begynde historien om Alanya. Promise!
Skal bare lige have en lur først.. og træne en time.. og have noget aftensmad.
mandag den 2. august 2010
Karmasko
Jeg tror på karma. Jeg tror på at alle de energier vi udsender, vender tilbage til os. Jeg tror på at hvis vi gør noget godt, kommer der noget godt igen. Jeg tror på at held er et produkt af en række positive handlinger udgået af vores egen godhed og at heldige mennesker har gjort sig fortjent til dette held engang.
I dag var jeg selv heldig. Jeg havde været i H&M for at kigge efter lidt nyt tøj, som jeg alligevel ikke har råd til, men bare har meget lyst til. Jeg fandt et par vidunderlige sko. Høje, lyse, ruskinds stilletter med noget krøs-agtigt på oversiden. De passede perfekt i en størrelse 40, eller så perfekt som de nu kan når der sidder en kæmpe plastanordning på den ene rem. Overvejede dem længe, 249,95 er billigt for sko, men dyrt når pengene bare ikke findes på kontoen! Bestemte mig for at de nok blev sat ned, at jeg så kunne få dem billigt på hjemmesiden eller på trendsales.
Men, de var ikke på hjemmesiden. Sad i min sofa i hvad der føltes som timer, men kun var en halv. Sko- og tøjdilemmaer er noget af det værste for en pige, især en fattig en af slagsen. De krilrede i min krop og min fødder skreg på at blive tortureret i nye høje hæle.
I en håndevending var jeg nede på gaden igen og på vej i H&M. Der stod de, de smukke sko som skilte sig så radikalt ud fra alt andet i min samling at de umærkeligt hørte til der og kun der. Men da jeg tog fat i dem var det kun en størrelse 39. Det sidste par i min størrelse var blevet solgt. Kiggede overalt, under hylder, bag tøj og i prøverum. Men nej, det var ikke i butikken længere. I min skuffelse fandt jeg et par substitutionsko, godt nok lidt mere dullede i træ, imiteret slangeskind, brunt læder og guld nitter. Men jeg måtte have noget nyt, nu.
Heldigvis kom jeg til fornuft i køen. GIk ud af den, ud af butikken og over i en anden butik. En skobutik, og så endnu en og endnu en. Men fandt ikke et par der nåede det andet til anklen!
Så var det jeg fik en idé om at kigge i H&M igen, for tredje gang den dag. Måske var de dullede sko slet ikke så dumme alligevel. De havde bare brug for noget modent og velovervejet tøj. Et ganske fornuftigt alternativ til alle de sorte derhjemme og det fantastiske par som forsvandt som askepots glassko for næsen af mig.
Med den indstilling gik jeg målrettet hen til hylden og der, der stod to par af den lyse ruskindssko! To, og ikke ét! Kunden havde fortrudt og der stod de i størrelse 40 og ventede på mig. Det var karma. Skoen og jeg var meant-to-bo. Prøvede dem igen. Igen et perfekt resultat. Dulleskoene blegnede i ruskindsglansen.
Nu ligger skoene på min seng. De pynter lidt inden jeg prøver dem igen. Uden plastalarmer og små elastikker mellem remmene, så man ikke kan gå ordentligt. De er stadig smukke, men, hvad nu hvis de er for høje, eller gnaver. Det kan ikke passe jeg igen har været så heldig uden at der venter noget forfærdeligt, eller mindre godt i hvert fald, lige om hjørnet. Så godt et menneske synes jeg ikke jeg har været.
På den anden side er det også svært at være det værste menneske i en by som Aalborg fuld af Bullrot, billigt affarvet hår, drukorgier og kokaintoiletter. Tror måske jeg ligger i en top 100 alligevel og har fortjent i de sko. Og hvis jeg smiler nok til fremmede i morgen og giver min kæreste et stort kys gnaver de måske heller ikke.
Dejlige smukke karmasko...
I dag var jeg selv heldig. Jeg havde været i H&M for at kigge efter lidt nyt tøj, som jeg alligevel ikke har råd til, men bare har meget lyst til. Jeg fandt et par vidunderlige sko. Høje, lyse, ruskinds stilletter med noget krøs-agtigt på oversiden. De passede perfekt i en størrelse 40, eller så perfekt som de nu kan når der sidder en kæmpe plastanordning på den ene rem. Overvejede dem længe, 249,95 er billigt for sko, men dyrt når pengene bare ikke findes på kontoen! Bestemte mig for at de nok blev sat ned, at jeg så kunne få dem billigt på hjemmesiden eller på trendsales.
Men, de var ikke på hjemmesiden. Sad i min sofa i hvad der føltes som timer, men kun var en halv. Sko- og tøjdilemmaer er noget af det værste for en pige, især en fattig en af slagsen. De krilrede i min krop og min fødder skreg på at blive tortureret i nye høje hæle.
I en håndevending var jeg nede på gaden igen og på vej i H&M. Der stod de, de smukke sko som skilte sig så radikalt ud fra alt andet i min samling at de umærkeligt hørte til der og kun der. Men da jeg tog fat i dem var det kun en størrelse 39. Det sidste par i min størrelse var blevet solgt. Kiggede overalt, under hylder, bag tøj og i prøverum. Men nej, det var ikke i butikken længere. I min skuffelse fandt jeg et par substitutionsko, godt nok lidt mere dullede i træ, imiteret slangeskind, brunt læder og guld nitter. Men jeg måtte have noget nyt, nu.
Heldigvis kom jeg til fornuft i køen. GIk ud af den, ud af butikken og over i en anden butik. En skobutik, og så endnu en og endnu en. Men fandt ikke et par der nåede det andet til anklen!
Så var det jeg fik en idé om at kigge i H&M igen, for tredje gang den dag. Måske var de dullede sko slet ikke så dumme alligevel. De havde bare brug for noget modent og velovervejet tøj. Et ganske fornuftigt alternativ til alle de sorte derhjemme og det fantastiske par som forsvandt som askepots glassko for næsen af mig.
Med den indstilling gik jeg målrettet hen til hylden og der, der stod to par af den lyse ruskindssko! To, og ikke ét! Kunden havde fortrudt og der stod de i størrelse 40 og ventede på mig. Det var karma. Skoen og jeg var meant-to-bo. Prøvede dem igen. Igen et perfekt resultat. Dulleskoene blegnede i ruskindsglansen.
Nu ligger skoene på min seng. De pynter lidt inden jeg prøver dem igen. Uden plastalarmer og små elastikker mellem remmene, så man ikke kan gå ordentligt. De er stadig smukke, men, hvad nu hvis de er for høje, eller gnaver. Det kan ikke passe jeg igen har været så heldig uden at der venter noget forfærdeligt, eller mindre godt i hvert fald, lige om hjørnet. Så godt et menneske synes jeg ikke jeg har været.
På den anden side er det også svært at være det værste menneske i en by som Aalborg fuld af Bullrot, billigt affarvet hår, drukorgier og kokaintoiletter. Tror måske jeg ligger i en top 100 alligevel og har fortjent i de sko. Og hvis jeg smiler nok til fremmede i morgen og giver min kæreste et stort kys gnaver de måske heller ikke.
Dejlige smukke karmasko...
søndag den 1. august 2010
Kælling, du kan ikke køre bil!
Folk i Danmark kører råddent! Om det så er på cykel, i bil eller i kørestol mindsanten! I hvert fald hørte jeg forleden at handicappede i Rødovre storcenter kørte lige vildt nok. De tonsede åbenbart rundt blandt butikker og handlende med i hvert fald 4 kilometer i timen, så de andre kunder blev forskrækkede og måske tabte en enkelt en is, som en anden så senere kunne falde i.
Men hvorom alting er, så slog det mig, igen i dag, at især i Aalborg har langt de fleste trukket deres kørekort i en tyggegummiautomat. Færdselsregler kender de i hvert fald ikke! Ellers også har de så travlt med at se smarte ud og høre høj musik, at de ikke ænser verden omkring dem, men tror de deltager i Monaco Grandprix eller Grand Theft Auto...
Jeg er så træt af folk der gasser op når der bliver gult, triller frem i krydset fordi de tror det kan spare dem tid, af cykler der cykler i modsatte side, på fortorvet, af cykler der cykler ind i folks indkøbsposer - specielt når det er mine og de så revner, og ikke mindst er jeg træt af folk der overser højre vigepligten på Vesterbro i krydset udfor Gåsepige tunnellen og nr. 34. Hvor jeg tilfældigvis bor, og åbenbart skal dø hvis det står til halvdelen af Aalborgs trafikanter.
Alt for tit er jeg ved at blive kørt ned i det kryds, også andre steder, men især der. Nok også fordi jeg bevæger mig over det kryds hver gang jeg skal over efter min cykel, eller min egen bil, som jeg styrer med perfektion og sympati for mine med- og modtrafikanter.
Så sent som i dag var jeg ved at blive kørt ned af en bus. En hurtig død, ja, men også for tidlig, og hvis jeg skal køres ned skal det være af en sej bil! Som en Murcielago eller en Rolls Royce Ghost, eller en meget hurtig Mini Cooper med det britiske flag på toppen! Ikke af en tilfældig Skoda eller Citroën, eller en bus for den sags skyld.
Kom dog helskindet over til min cykel. For så på vejen hjem igen, at finde ud af, at selvom jeg har en utolig stor og meget høj sort damecykel og i dag en meget lilla trøje på, ikke bliver set af bilister på Bilkas parkeringsplads. Jeg kørte zig-zag mellem familier der havde så travlt med at komme hjem at jeg ikke var andet end et vejbump. Det værste var nok da jeg cyklede forbi en familie der insisterede på at køre i første gear, og bilen kunne ikke lide det!
Da jeg ville over på den anden side af vejen for at parkere min cykel, stod jeg pænt og ventede på at lysreguleringen skiftede til grønt og da lyset blev gult begyndte bilerne så småt at stoppe. Når jeg siger så småt, er det fordi disse tanketomme pensionister og en enkelt blond dame, der bare fulgte flokken, ikke standsede bag linien. Heller ikke bag fodgængerfeltet. De trillede alle frem, i forskellige længder over fodgængerfeltet, så jeg måtte lave slalom med min kæmpe cykel mellem bilerne. Hvis chauffører kiggede på mig som om jeg var retarderet og alt for tæt på deres lak med min havelåge af et transportmiddel.
Jeg blev så irriteret at jeg til sidst, på grund af lang tids irritation over folks mangle på køreegenskaber, tålmod i trafikken og tanke på medtrafikanter, fik mig til at råbe "Come ooon!" med himmelvendte øjne og en håndflade vendt mod hvem end der er gud for trafikken. En pensionist med åbent vindue som havde placeret sig strategisk spastisk i forhold til de andre ligeså dårligt placerede biler tog dette meget nært, kunne jeg se udfra hans ansigt at dømme. Og hans kones ansigt, som på trods af de mange rynker, så, om muligt, endnu mere tvært og sammenfaldent ud.
Det var her jeg efter en hel dag på arbejde blandt utilfredse kunder, plagende børn, dumme spørgsmål og babybræk under sandalerne at jeg besluttede mig for at sprede lidt galde her. Ikke ret meget. Bare lige fortælle til nogen, at jeg er så træt. Vil folk ikke nok lære at køre bil, eller i det mindste tænke som om når de gør det. Bare lidt. Bare så sådan nogen som jeg kan føle os lidt mere trykke og knapt så paranoide hver gang man skal over gaden. Det er jo lige før jeg tror der er en ren konspiration mod mig! Et nyt, mislykket, mordforsøg hver dag! Måske det bare ikke lykkes fordi folkene her generelt er ufatteligt ringe bilister.
Så med den indstilling burde jeg prise mig lykkelig for deres mangel på automobile evner, jeg lever jo endnu.
På den anden side, der er jo så meget man burde. Som for eksempel at sætte farten ned når lyset skifter til gult, eller lade være med at cykle fire veninder ved siden af hinanden på vejen.
Men hvorom alting er, så slog det mig, igen i dag, at især i Aalborg har langt de fleste trukket deres kørekort i en tyggegummiautomat. Færdselsregler kender de i hvert fald ikke! Ellers også har de så travlt med at se smarte ud og høre høj musik, at de ikke ænser verden omkring dem, men tror de deltager i Monaco Grandprix eller Grand Theft Auto...
Jeg er så træt af folk der gasser op når der bliver gult, triller frem i krydset fordi de tror det kan spare dem tid, af cykler der cykler i modsatte side, på fortorvet, af cykler der cykler ind i folks indkøbsposer - specielt når det er mine og de så revner, og ikke mindst er jeg træt af folk der overser højre vigepligten på Vesterbro i krydset udfor Gåsepige tunnellen og nr. 34. Hvor jeg tilfældigvis bor, og åbenbart skal dø hvis det står til halvdelen af Aalborgs trafikanter.
Alt for tit er jeg ved at blive kørt ned i det kryds, også andre steder, men især der. Nok også fordi jeg bevæger mig over det kryds hver gang jeg skal over efter min cykel, eller min egen bil, som jeg styrer med perfektion og sympati for mine med- og modtrafikanter.
Så sent som i dag var jeg ved at blive kørt ned af en bus. En hurtig død, ja, men også for tidlig, og hvis jeg skal køres ned skal det være af en sej bil! Som en Murcielago eller en Rolls Royce Ghost, eller en meget hurtig Mini Cooper med det britiske flag på toppen! Ikke af en tilfældig Skoda eller Citroën, eller en bus for den sags skyld.
Kom dog helskindet over til min cykel. For så på vejen hjem igen, at finde ud af, at selvom jeg har en utolig stor og meget høj sort damecykel og i dag en meget lilla trøje på, ikke bliver set af bilister på Bilkas parkeringsplads. Jeg kørte zig-zag mellem familier der havde så travlt med at komme hjem at jeg ikke var andet end et vejbump. Det værste var nok da jeg cyklede forbi en familie der insisterede på at køre i første gear, og bilen kunne ikke lide det!
Da jeg ville over på den anden side af vejen for at parkere min cykel, stod jeg pænt og ventede på at lysreguleringen skiftede til grønt og da lyset blev gult begyndte bilerne så småt at stoppe. Når jeg siger så småt, er det fordi disse tanketomme pensionister og en enkelt blond dame, der bare fulgte flokken, ikke standsede bag linien. Heller ikke bag fodgængerfeltet. De trillede alle frem, i forskellige længder over fodgængerfeltet, så jeg måtte lave slalom med min kæmpe cykel mellem bilerne. Hvis chauffører kiggede på mig som om jeg var retarderet og alt for tæt på deres lak med min havelåge af et transportmiddel.
Jeg blev så irriteret at jeg til sidst, på grund af lang tids irritation over folks mangle på køreegenskaber, tålmod i trafikken og tanke på medtrafikanter, fik mig til at råbe "Come ooon!" med himmelvendte øjne og en håndflade vendt mod hvem end der er gud for trafikken. En pensionist med åbent vindue som havde placeret sig strategisk spastisk i forhold til de andre ligeså dårligt placerede biler tog dette meget nært, kunne jeg se udfra hans ansigt at dømme. Og hans kones ansigt, som på trods af de mange rynker, så, om muligt, endnu mere tvært og sammenfaldent ud.
Det var her jeg efter en hel dag på arbejde blandt utilfredse kunder, plagende børn, dumme spørgsmål og babybræk under sandalerne at jeg besluttede mig for at sprede lidt galde her. Ikke ret meget. Bare lige fortælle til nogen, at jeg er så træt. Vil folk ikke nok lære at køre bil, eller i det mindste tænke som om når de gør det. Bare lidt. Bare så sådan nogen som jeg kan føle os lidt mere trykke og knapt så paranoide hver gang man skal over gaden. Det er jo lige før jeg tror der er en ren konspiration mod mig! Et nyt, mislykket, mordforsøg hver dag! Måske det bare ikke lykkes fordi folkene her generelt er ufatteligt ringe bilister.
Så med den indstilling burde jeg prise mig lykkelig for deres mangel på automobile evner, jeg lever jo endnu.
På den anden side, der er jo så meget man burde. Som for eksempel at sætte farten ned når lyset skifter til gult, eller lade være med at cykle fire veninder ved siden af hinanden på vejen.
torsdag den 22. juli 2010
Nøgen snak
Normalt er jeg meget glad for at snakke. Men der er jeg normalt også påklædt. Når jeg er nøgen er jeg knap så snaksalig, især overfor fremmede. Heldigvis kan det tælles på en, to, hænder de gange det er sket.
Jeg har det sådan, at i et omklædningsrum klæder man om, man bader måske og tørrer hår bagefter og så er det ud. Væk fra alle de blævrende baller, lange bryster, formodede fodvorter i badet og misundelsesværdigt tynde piger, som højstsandsynligt har en eller anden spiseforstyrrelse. Det er bare ikke altid at alle andre kvinder deler den opfattelse. Det er jo lidt hyggeligt lige at snakke om dagens træning, for deler man tilfældigvis bænk eller har skabe ved siden af hinanden, deler man da også samme form for post-trænings-trang til at genleve hvad der lige er foregået oppe ovenpå. "Ja, jeg har aldrig svedt så meget! Det er nu nok fordi jeg ikke har løbet de 17 km om dagen som jeg plejer, men vi har jo sommerferie ikke sandt!" Sjovt som dem der taler mest om hvor meget de plejer at kunne, tit er dem som også har den krop som måske plejede at modarbejde tyngdekraften lidt hårdere.
Jeg er kun én gang indgået i en omklædningssamtale med fremmed kvinde, og der var begge parter fuldt påklædt og kunne trække vejret igen. Men som sagt er det sket flere gange at andre knap så påklædte kvinder har tænkt at jeg må være god at snakke med så utilpas jeg ser ud i min skyndsomhed.
Så sent som i går stod jeg i badet og priste mig lykkelig for at være den eneste derude. Havde haft en foruroligende hård time i stram-op. Som kommende fitnessinstruktør var jeg ikke glad for at tage ligeså mange pauser som nogle af de betydeligt ældre og større deltagere. Endda i nogle øvelser flere pauser. Min selvtillid, og, vi vælger at kalde det fitnessarrogance, led et seriøst knæk og dét sammen med den trykkende varme, snarlig menstruation og udsigt til fællesbad med samtlige 40 andre deltagende, tvang mig i bad i sidste øvelse inden udstrækningen. Jeg var ikke stolt over at være den første til at gå, men da jeg stod i et fuldstændig tomt bad virkede det som en god idé alligevel. Lige indtil Damen kom. Damen havde jeg set før. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg har da før tænkt at hun nok ikke er helt normal. Langt fra retarderet, men hun virker sådan lidt...sjov i det. Hun vælger så, ud fra alle 10 frie brusere, at tage den ved siden af mig. Allerede der kom lidt af min irritation fra timen tilbage. Så gå dog lidt væk nu der er plads! Jeg gider ikke stå og glo ind i din røv når du skal have mere shampoo i din svindende hårpragt! Og jeg gider slet ikke flytte mig længere væk, for så er det mig som er mærkelig!
Jeg tror ikke hun på nogen måde vidste hvad der foregik i mit hoved. Men nøgenhed forvirrer mig. Især min egen nøgenhed hylder mig så meget ud af det at jeg tænker irrationelt og gør underlige ting.
"Jeg håber sørme at jeg kan nå et bad inden yoooga!" råbte hun ligepludselig mens hun kiggede på min meget udsatte krop. Fik fremstammet et Øh ja, og tilføjet at det da var et hårdt program hun havde lagt. Havde også set hun var til stram-op og var en af dem jeg prøvede at undgå i badet. Som om det var det mest naturlige i hele verden snakkede hun videre mens hun sæbede hele kroppen grundigt ind. Meget grundigt. Men så sagde hun "Ja, jeg vil jo så nødigt lugte grimt når de søde instruktører kommer og retter på en hvis man laver en øvelse forkert." Også en rigtig sød tanke, især nu jeg selv bliver uddannet instruktør, men altså hvor tæt kommer man lige på de andre. Der hvor hun gjorde sig mest umage har jeg i hvert fald ikke tænkt at tage fat nogensinde.
Heldigvis havde hun ligeså travlt som jeg, så jeg undgik mere samtale den dag. Men da jeg så senere, påklædt nede i gågaden blev antastet af en facer fra et eller andet velgørende, blev jeg så forbavset at jeg råbte at han skulle i hvert fald ikke tale med mig. Hvortil han så spurgte hvorfor ikke. "Fordi jeg er træt af sådan nogle facers!" Han hørte mig dog ikke i det at jeg i min forvirring begyndte at mumle og læspe på en gang. "Hvad er du træt af?" Jeg ville ønske han bare gik. Selvom jeg havde tøj på følte jeg mig meget nøgen lige der og måske var det derfor jeg fik råbt at jeg var træt af ham. Det lukkede da også munden på ham, men det jeg ville have sagt var at jeg var træt af facers generelt og fremmede som taler til en nøgen. Men det ville også være underligt at fortælle en fremmed som faktisk bliver betalt for at tale til folk på gaden. Så jeg sagde ikke mere, men gik bare meget bestemt hjemad og besluttede mig for ikke at tale mere den dag. I hvert fald ikke uden tøj på og ikke med fremmede!
Jeg har det sådan, at i et omklædningsrum klæder man om, man bader måske og tørrer hår bagefter og så er det ud. Væk fra alle de blævrende baller, lange bryster, formodede fodvorter i badet og misundelsesværdigt tynde piger, som højstsandsynligt har en eller anden spiseforstyrrelse. Det er bare ikke altid at alle andre kvinder deler den opfattelse. Det er jo lidt hyggeligt lige at snakke om dagens træning, for deler man tilfældigvis bænk eller har skabe ved siden af hinanden, deler man da også samme form for post-trænings-trang til at genleve hvad der lige er foregået oppe ovenpå. "Ja, jeg har aldrig svedt så meget! Det er nu nok fordi jeg ikke har løbet de 17 km om dagen som jeg plejer, men vi har jo sommerferie ikke sandt!" Sjovt som dem der taler mest om hvor meget de plejer at kunne, tit er dem som også har den krop som måske plejede at modarbejde tyngdekraften lidt hårdere.
Jeg er kun én gang indgået i en omklædningssamtale med fremmed kvinde, og der var begge parter fuldt påklædt og kunne trække vejret igen. Men som sagt er det sket flere gange at andre knap så påklædte kvinder har tænkt at jeg må være god at snakke med så utilpas jeg ser ud i min skyndsomhed.
Så sent som i går stod jeg i badet og priste mig lykkelig for at være den eneste derude. Havde haft en foruroligende hård time i stram-op. Som kommende fitnessinstruktør var jeg ikke glad for at tage ligeså mange pauser som nogle af de betydeligt ældre og større deltagere. Endda i nogle øvelser flere pauser. Min selvtillid, og, vi vælger at kalde det fitnessarrogance, led et seriøst knæk og dét sammen med den trykkende varme, snarlig menstruation og udsigt til fællesbad med samtlige 40 andre deltagende, tvang mig i bad i sidste øvelse inden udstrækningen. Jeg var ikke stolt over at være den første til at gå, men da jeg stod i et fuldstændig tomt bad virkede det som en god idé alligevel. Lige indtil Damen kom. Damen havde jeg set før. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg har da før tænkt at hun nok ikke er helt normal. Langt fra retarderet, men hun virker sådan lidt...sjov i det. Hun vælger så, ud fra alle 10 frie brusere, at tage den ved siden af mig. Allerede der kom lidt af min irritation fra timen tilbage. Så gå dog lidt væk nu der er plads! Jeg gider ikke stå og glo ind i din røv når du skal have mere shampoo i din svindende hårpragt! Og jeg gider slet ikke flytte mig længere væk, for så er det mig som er mærkelig!
Jeg tror ikke hun på nogen måde vidste hvad der foregik i mit hoved. Men nøgenhed forvirrer mig. Især min egen nøgenhed hylder mig så meget ud af det at jeg tænker irrationelt og gør underlige ting.
"Jeg håber sørme at jeg kan nå et bad inden yoooga!" råbte hun ligepludselig mens hun kiggede på min meget udsatte krop. Fik fremstammet et Øh ja, og tilføjet at det da var et hårdt program hun havde lagt. Havde også set hun var til stram-op og var en af dem jeg prøvede at undgå i badet. Som om det var det mest naturlige i hele verden snakkede hun videre mens hun sæbede hele kroppen grundigt ind. Meget grundigt. Men så sagde hun "Ja, jeg vil jo så nødigt lugte grimt når de søde instruktører kommer og retter på en hvis man laver en øvelse forkert." Også en rigtig sød tanke, især nu jeg selv bliver uddannet instruktør, men altså hvor tæt kommer man lige på de andre. Der hvor hun gjorde sig mest umage har jeg i hvert fald ikke tænkt at tage fat nogensinde.
Heldigvis havde hun ligeså travlt som jeg, så jeg undgik mere samtale den dag. Men da jeg så senere, påklædt nede i gågaden blev antastet af en facer fra et eller andet velgørende, blev jeg så forbavset at jeg råbte at han skulle i hvert fald ikke tale med mig. Hvortil han så spurgte hvorfor ikke. "Fordi jeg er træt af sådan nogle facers!" Han hørte mig dog ikke i det at jeg i min forvirring begyndte at mumle og læspe på en gang. "Hvad er du træt af?" Jeg ville ønske han bare gik. Selvom jeg havde tøj på følte jeg mig meget nøgen lige der og måske var det derfor jeg fik råbt at jeg var træt af ham. Det lukkede da også munden på ham, men det jeg ville have sagt var at jeg var træt af facers generelt og fremmede som taler til en nøgen. Men det ville også være underligt at fortælle en fremmed som faktisk bliver betalt for at tale til folk på gaden. Så jeg sagde ikke mere, men gik bare meget bestemt hjemad og besluttede mig for ikke at tale mere den dag. I hvert fald ikke uden tøj på og ikke med fremmede!
søndag den 4. juli 2010
Frække frisurer
Min cykel valgte for tredje gang indenfor alt for kort tid at gå i gearstrejke i dag, på vej til arbejde. Derfor vidste jeg hele dagen at jeg efter arbejde ikke havde fri, men havde en times ufrivillig træning at se frem til.
Heldigvis havde jeg godt selvskab på vejen hjem. Af min tankegang, som synes at være en 4-sporet motorvej, der aldrig står stille. Der kører alle mulige tanker frem og tilbage, i forskellige tempo og retninger. Nogle overhaler indenom, og andre er ekstremt højlydte.
En af de tanker der overdøvede de andre omhandlede frisurer. Dernede. Fissefrisurer. Og senere også tissemandstouper.
Det startede meget uskyldigt, gik og hørte the Ataris med Boys of summer, en sang jeg har haft et forhold til siden jeg læste Poptøs, hvor hovedpersonen er dybt afhængig af sangen. Hele hendes verden går i stå og hun får tårer i øjnene af sangen. Mit forhold til Boys of summer er lidt mindre alvorligt, jeg tænker bare altid på stakkels tykke Elle og hendes forstørrede tårer bag brilleglas. Men denne gang lyttede jeg lidt mere efter teksten, en dille jeg har fået her i sommer, fordi der går så mange timer med at ligge og stege i solen, at det eneste der holder mig liggende, er en dyb koncentration om sangenes tekster eller melodi.
Teksten i netop denne sang har intet med frisurer at gøre. Der nævnes kort en piges hår som er redt tilbage, og det er dét. Der er endda meget få seksuelle undertoner i forhold til mange andre sommersange og sange generelt. Det er en sang og sommerkærlighed og hvor svært det er at slippe den. Men når forsangeren synger 'Remember how you made me crazy? Remember how I made you scream" hopper mine hormoner altid et slag over. Det er jo sex de synger om! Og stille og roligt fandt mine tanker vej fra en uskyldig sommersang til, ja, mere seksuelle tanker. Til sidst kredsede mine tanker om, hvilken frisure fyre egentlig foretrækker, dernede.
Engang var det okay at lade det gro, jo mere jo bedre. Jagten var ikke ovre når pigen var nedlagt, den var først lige begyndt! Fyren var dengang en rigtig storvildtjæger, med kompas og det hele! Junglen ventede, fugtig, mørk og vildtvoksende.
Men som virkelighedens regnskov svandt kvindernes personlige skovkrøller ind og nogle steder forsvandt den den helt!
Det resulterede i at der nogle steder i verden lød ramaskrig. Vi vil have skovene tilbage, skån skovene og stop fældningen! Andre dele af verden kunne meget bedre lide det nye golde landskab. Nemmere at finde rundt i, ikke så mange overraskelser og helt klart færre hår i munden!
Som jeg ser det nu er det ret meget op til den enkelte, hvilken frisure man har. Det er hvad jeg er kommet frem til i fitnesscenterets omklædningsrum. Der er alt fra den ene yderlighed til den anden.
Jeg ved jeg selv har valgt. Da jeg er stor forkæmper for miljøet har jeg ikke fældet alt, men da jeg er et moderne menneske står jeg heller ikke tilbage for udviklingen. Men jeg har aldrig spurgt min kæreste hvad han egentlig synes. Og jeg har heller aldrig fortalt ham, hvad jeg forestrækker hos fyre. For der er en større tendens til at fyre stadig har en skov om deres lian, medmindre de fælder den for at lade pragteksemplaret se større ud. Også kaldet synsbedrag.
Det er bare mere accepteret og afslappet hvad de vælger. Der er et langt større pres på piger.
Derfor kunne det være smart hvis næste træk i udviklingen var en udvidelse af bikinivoksen. Vi har flere typer voks, bevares, både selve vokstypen og resultatet. Men hvad hvis en meget fremmelig frisør åbnede en undervognsafdeling, en fissefrisør. Så det ikke længere ville være så tys-tys at tale om. For selvom der er sket en stor udvikling og det er helt legalt i alles øjne at reklamere for Brazillian og Hollywood, så er det ikke så smart at vise sin måtte frem.
Jeg selv er ikke til den helt store behåring, jeg er nok mere en anlægsgartner end en storvildtjæger eller en ørkenvandrer. Derfor kunne det være fedt hvis man sammen med sin normale klipning kunne bestille tid til en klipning/studsning/farvning eller tilretning af sin skov, eller mangel på samme.
Det at være hårmodel ville pludselig være spændende igen og ens kæreste kunne henkastet sige at 'Det var da en pæn frisure den der" eller "Hvad synes du om den der?" Så ville man gå helt udenom de akavede samtaler eller overraskede blikke når man er vant til en skov og så pludselig sidder der en skaldet ørn og stirrer på en. Hvor fik han den idé fra!? Fra Herre fissefrisøren selvfølgelig. Der ville ikke længere være mistanke om en ny flamme eller et pornografisk tilfælde i buksen. Det ville være mode.
Og ligesom der er skiftende stilarter indenfor alt mode, både hår, tøj og indretning ville der også være for kønsbehåring. Der skulle være touper til skaldede tissemænd hvis ejers kæreste ikke synes om kordrengelooket og festlige tilbehør til fornemme fisser.
Lige så pludseligt som tanken var opstået, ligeså pludseligt blev den fejet væk da jeg gik forbi et hav af vilde markblomster. Blev helt poetisk af alle duftene, bierne og farverne. Blev en ægte anlægsgartner for en kort tid, indtil jeg så en hund oppe af en bakke. Gad vide hvilken hund det mon var? Den havde ret lang pels. Mon den var blød eller strid?
Og så, vupti, tænkte jeg over frisurer igen, og på at jeg ikke har råd til en sommervoksning i år. Eller en normal klipning. Så måske skulle jeg være retro for en enkelt sommer. Eventuelt lige vende den med min kæreste først. Så han ikke bliver overrasket over, at hvor der før var en nydelig have, pludselig er et vildnis, ligesom jeg før er blevet overrasket over det modsatte. Desuden skal det hele jo hænge samme, både for oven og for neden... eller tænker jeg på øjenbryn og hårfarve nu?
Heldigvis havde jeg godt selvskab på vejen hjem. Af min tankegang, som synes at være en 4-sporet motorvej, der aldrig står stille. Der kører alle mulige tanker frem og tilbage, i forskellige tempo og retninger. Nogle overhaler indenom, og andre er ekstremt højlydte.
En af de tanker der overdøvede de andre omhandlede frisurer. Dernede. Fissefrisurer. Og senere også tissemandstouper.
Det startede meget uskyldigt, gik og hørte the Ataris med Boys of summer, en sang jeg har haft et forhold til siden jeg læste Poptøs, hvor hovedpersonen er dybt afhængig af sangen. Hele hendes verden går i stå og hun får tårer i øjnene af sangen. Mit forhold til Boys of summer er lidt mindre alvorligt, jeg tænker bare altid på stakkels tykke Elle og hendes forstørrede tårer bag brilleglas. Men denne gang lyttede jeg lidt mere efter teksten, en dille jeg har fået her i sommer, fordi der går så mange timer med at ligge og stege i solen, at det eneste der holder mig liggende, er en dyb koncentration om sangenes tekster eller melodi.
Teksten i netop denne sang har intet med frisurer at gøre. Der nævnes kort en piges hår som er redt tilbage, og det er dét. Der er endda meget få seksuelle undertoner i forhold til mange andre sommersange og sange generelt. Det er en sang og sommerkærlighed og hvor svært det er at slippe den. Men når forsangeren synger 'Remember how you made me crazy? Remember how I made you scream" hopper mine hormoner altid et slag over. Det er jo sex de synger om! Og stille og roligt fandt mine tanker vej fra en uskyldig sommersang til, ja, mere seksuelle tanker. Til sidst kredsede mine tanker om, hvilken frisure fyre egentlig foretrækker, dernede.
Engang var det okay at lade det gro, jo mere jo bedre. Jagten var ikke ovre når pigen var nedlagt, den var først lige begyndt! Fyren var dengang en rigtig storvildtjæger, med kompas og det hele! Junglen ventede, fugtig, mørk og vildtvoksende.
Men som virkelighedens regnskov svandt kvindernes personlige skovkrøller ind og nogle steder forsvandt den den helt!
Det resulterede i at der nogle steder i verden lød ramaskrig. Vi vil have skovene tilbage, skån skovene og stop fældningen! Andre dele af verden kunne meget bedre lide det nye golde landskab. Nemmere at finde rundt i, ikke så mange overraskelser og helt klart færre hår i munden!
Som jeg ser det nu er det ret meget op til den enkelte, hvilken frisure man har. Det er hvad jeg er kommet frem til i fitnesscenterets omklædningsrum. Der er alt fra den ene yderlighed til den anden.
Jeg ved jeg selv har valgt. Da jeg er stor forkæmper for miljøet har jeg ikke fældet alt, men da jeg er et moderne menneske står jeg heller ikke tilbage for udviklingen. Men jeg har aldrig spurgt min kæreste hvad han egentlig synes. Og jeg har heller aldrig fortalt ham, hvad jeg forestrækker hos fyre. For der er en større tendens til at fyre stadig har en skov om deres lian, medmindre de fælder den for at lade pragteksemplaret se større ud. Også kaldet synsbedrag.
Det er bare mere accepteret og afslappet hvad de vælger. Der er et langt større pres på piger.
Derfor kunne det være smart hvis næste træk i udviklingen var en udvidelse af bikinivoksen. Vi har flere typer voks, bevares, både selve vokstypen og resultatet. Men hvad hvis en meget fremmelig frisør åbnede en undervognsafdeling, en fissefrisør. Så det ikke længere ville være så tys-tys at tale om. For selvom der er sket en stor udvikling og det er helt legalt i alles øjne at reklamere for Brazillian og Hollywood, så er det ikke så smart at vise sin måtte frem.
Jeg selv er ikke til den helt store behåring, jeg er nok mere en anlægsgartner end en storvildtjæger eller en ørkenvandrer. Derfor kunne det være fedt hvis man sammen med sin normale klipning kunne bestille tid til en klipning/studsning/farvning eller tilretning af sin skov, eller mangel på samme.
Det at være hårmodel ville pludselig være spændende igen og ens kæreste kunne henkastet sige at 'Det var da en pæn frisure den der" eller "Hvad synes du om den der?" Så ville man gå helt udenom de akavede samtaler eller overraskede blikke når man er vant til en skov og så pludselig sidder der en skaldet ørn og stirrer på en. Hvor fik han den idé fra!? Fra Herre fissefrisøren selvfølgelig. Der ville ikke længere være mistanke om en ny flamme eller et pornografisk tilfælde i buksen. Det ville være mode.
Og ligesom der er skiftende stilarter indenfor alt mode, både hår, tøj og indretning ville der også være for kønsbehåring. Der skulle være touper til skaldede tissemænd hvis ejers kæreste ikke synes om kordrengelooket og festlige tilbehør til fornemme fisser.
Lige så pludseligt som tanken var opstået, ligeså pludseligt blev den fejet væk da jeg gik forbi et hav af vilde markblomster. Blev helt poetisk af alle duftene, bierne og farverne. Blev en ægte anlægsgartner for en kort tid, indtil jeg så en hund oppe af en bakke. Gad vide hvilken hund det mon var? Den havde ret lang pels. Mon den var blød eller strid?
Og så, vupti, tænkte jeg over frisurer igen, og på at jeg ikke har råd til en sommervoksning i år. Eller en normal klipning. Så måske skulle jeg være retro for en enkelt sommer. Eventuelt lige vende den med min kæreste først. Så han ikke bliver overrasket over, at hvor der før var en nydelig have, pludselig er et vildnis, ligesom jeg før er blevet overrasket over det modsatte. Desuden skal det hele jo hænge samme, både for oven og for neden... eller tænker jeg på øjenbryn og hårfarve nu?
Abonner på:
Opslag (Atom)