De røde myrer

På min skole er kantinen fyldt med myrer. En rød hær i kontrast til de mørkeblå loftslamper og de grå betonvægge, som var nok så moderne, dengang de blev bygget, men nu har mistet deres storheds glans. Myrernes lak er også blevet skrammet og kanterne slidte. Stolte bærer de dog stadig de studerendes kroppe, når frokosten hastigt bliver indtaget i kantinens dunkle lys og højloftede kulde.
Men kigger man til siden, ind til personaleområdet, skinner hvide Syver stole i et oplyst glasareal med frugtordning og avisabonnement. Syverne er velholdte, med skolens logo præget diskret på ryggen. Bordene er rene, og på gulvet ligger ikke en eneste glemt agurkeskive fra en daggammel madpakke.
Myrerne kan hver dag misundeligt se lige gennem ruderne og ind til eliten. De skammer sig over de bare pletter, som Syverne har frit udsyn til og væmmes ved de krummer, der dækker bordene og spreder sig på gulvet. En enkelt myre er blevet ydmyget med tyggegummi på benet. De arbejder hårdt hver dag, alle sammen. De deltager i både fester og foredrag og hilser pænt de nye studerende velkommen.
Myrerne ved, de også er fornemt, dansk design. Men de kan ikke lade være med at tænke over kontrasten mellem deres røde standhaftighed og høje arbejdsmoral og Syvernes ophøjethed og autoritet bag den skinnende glasfacade. Nok ser de op til dem, og føler, der er lang vej til samme status, men med lidt brun sæbe, en afpudsning og lidt maling er afstanden overkommelig. Derfor står de stadig. Samlet og med hver deres præg af livet i lakken. Klar til endnu en dag i Bunkeren blandt beton, bøger og bebudelser.

Zoologisk semester

"Jeg er en mand." Når ens nye underviser starter præsentationen af sig selv med denne udtalelse, er niveauet ligesom lagt. Ikke megen tiltro til de studerende, som han knapt kunne skimte bag et hav af oplyste æbler i auditoriet.

Et nyt semester betyder nye undervisere. Fire af slagsen. På trods af den rimeligt rolige intro til samfundsfag, var det ikke uden sommerfugle, jeg to dage senere mødte op til første forelæsning med vores journalistiske flagskibe for det næste halve år. Faktisk føltes det som om, en hel zoologisk have var flyttet ind i mit mellemgulv.

Mens jeg tyssede på aberne og elefanterne trådte de tre undervisere frem en ad gangen. Hvis jeg syntes vores samfundsfaglærer var en karikatur af hvordan arketypen for en politisk uddannet mand ikke er, havde jeg nu tre stærke karakterer mere at forholde mig til.

Med et vip med hovedet fik han sin prægtige sølvmanke til at bølge bagud i en perfekt krølle. En moden Prins Charming der var smeltet sammen med Jørgen Leth og kraftig gestikulering. Her stod den underviser, som ikke bare skulle forklare mig de overordnende aspekter, men også blev tilknyttet mit nye hold på mere personligt plan.

Hans myndige stemme guidede os igennem en oversigt over formålet med, at vi stadig gik her – og de udfordringer der ville blive stillet os i løbet af foråret, til vi når den 11. maj kl.14.15. Et billede af håndboldholdet i vild sejrsrus skulle symbolisere, at vi den dato ville være Europamestre i Journalistisk Metode 2.

Flere upassende billeder fulgte i det PowerPoint show, der pædagogisk talte til vores visuelle intelligens og fik os til at døse hen.
Men så blev skærmen slukket. En ny, meget moderne, underviser var klar til at tage over.

Moderne var måske så meget sagt. Bevæbnet med ølmave og transperenter hilste han os velkommen i mikrofonen, som voldte ham problemer gennem hele seancen. Med en stemme som Bamse og en vejrtrækning som Darth Vader spredte han begejstring i hele salen.

Når vi grinte af hans voldsomme luftindtag, grinte han i troen om, at vi elskede hans morfarjokes. Det var fascination og et drys af kærlighed ved første blik. De studerende der fik ham som underviser, var garanteret god stemning, og hæse stemmer. Bag det kridhvide hår sad et høreapparat og sørgede for han næsten kunne høre vores spørgsmål.

Som om det ikke var nok kendte for en dag, trådte Carsten Bang frem foran måbende ansigter. Vores sidste underviser var en klon af en komiker, men desværre ikke helt ligeså skæv i sin humor. Han var nok nærmere Bangs fornuftige fætter. Hvad han helt præcist sagde, kan jeg ikke huske. Dyrerne i zoo var i vild ekstase over indtryk og følelser.

Jeg må indrømme, jeg var skræmt. Og stresset. Og fascineret og undrende. Mest af alt nok spændt. De typer, der underviser os, er i sandhed typer, unikke og på hver deres måde inspirerende og aldrig helt det stik modsatte, men nogle mere skræmmende end andre.

Dyrerne er ikke helt faldet til ro endnu. Jeg tror, de med jævne mellemrum kommer til at vågne og mosle rundt mellem vitale organer, fadøl og kaffe. Så længe de ikke spiser min lever eller sprænger min milt, skal jeg nok overleve dette semester. Selvom underviserne virkede nye og farlige, og de nye hold var ukendte, vandt viljen - dette semester er en udfordring, jeg og mine bevingede aber tager som en mand!

Sammen med mange

Jeg kendte engang en flok drenge. De havde et slags kampråb. "Sammen med mange!" Det kunne både være et udsagn og et spørgsmål. Men mit spørgsmål er så, hvornår har man været sammen med mange? Og hvornår har man været sammen med for mange?

Alle har et tal. Det tal kan bare godt give sig lidt. Det kan vokse, og det kan svinde ind. Faktisk kan de blive meget lille. For i nogle sammenhænge er mange få. I andre sammenhænge er det ikke så vigtigt.

Jeg kom til at tænke på mit eget tal. Det er også nogenlunde fleksibelt, men jeg prøver at være så ærlig som muligt. Men nogen gange gad jeg godt, det var noget mindre. Eller måske ikke mindre, men mindre åbenlyst og allestedsnærværende.

I en by som Aalborg er man dømt til at støde ind i et par tal om måneden. Man hilser venligt og går videre. Medmindre det var et rigtig godt tal. I nogle perioder kommer der flere tal på listen i den lille sorte bog. I andre perioder vokser listen ikke. Især ikke hvis et af tallene kvalificerer sig til forhold, eller man selv synes at 'mange' er nået.

I Aarhus er der lidt flere mennesker. Og derfor flere tal. Ikke nødvendigvis tal på egen liste, men tal på andres lister. Vi selv figurerer jo også på en eller flere, eller manges, lister. I weekenderne vokser listerne og tallene, som jeg forestiller mig svæver over folks hoveder som sommerfugle eller dårlig samvittighed.

Lørdag aften. Nat. Tæt på søndag morgen. Klokken var vel omkring 4 om morgenen og byen så småt ved at tømmes for folk. Fast-Food stederne så småt ved at få travlt. Jeg selv og mine venner sørgede for at Shawarma bar fik tjent sine råvarer ind.

Klaskende på disken blev rullerne hastigt fordelt til de ventende mennesker. Kylling, kebab, uden løg, med ekstra dressing. 40 kr. Klask, klask, klask. Med den tunge, slappe lyd af kød i wrap mod sten stod han pludselig i døråbningen. Min nummer-sidst-i-tyverne-måske-31-jeg-ved-det-ikke, og lige da vidste jeg ikke ret meget overhovedet.

Tallene hoppede og dansede for mit indre blik, mens vi hilste akavet over halvspiste shawarmaruller og svajende ben.
Dinglende hjem over brostenene syntes mine tal at tynge mine skuldre. Jeg syntes pludselig, at jeg havde nået til mit 'for mange', da jeg ikke kunne placere tallet på Shawarma bar.

Mandag morgen bankede mine tal mig oveni hovedet igen, da jeg blev konfronteret med et par stykker i fitness centeret. Men hvad er chancen også for, at mine og mine tals veje krydses gang på gang.

Enten har jeg nået 'mange', eller også skal jeg bare til at finde nogle nye steder at træne, spise tidligt om morgenen, feste og brænde min lille sorte bog...

Mobilakrobatik

Vi har vel alle stået der. Med et ben balancerende på stoleryggen, ryggen svajende i en nærmest akrobatisk vinkel med den ene arm viftende, og den anden krampagtigt fastholdende telefonen, hvis signal er svigtende. Hvad er det der får os til at tro, at jo mere akavede stillinger vi sætter vores krop i, jo bedre skulle signalet være, og jo hurtigere kan vi få det tilbage?

Indtil videre har jeg aldrig fået det til rigtigt at virke. For ligeså snart stemmen i den anden ende går klart i gennem, slappes mine muskler, og jeg kan stå normalt igen. Men så forsvinder signalet igen, og i panikangst over mindre tilgængelighed indtager jeg igen en eller anden syg position. Om det så er alene derhjemme, i supermarkedet eller i omklædningsrummet, hvor signalet partout kun virker i knæhøjde.

Jeg kom til at tænke på, hvor mange pinligheder man egentlig vil udsætte sig selv for, bare for at gennemføre en samtale, som 99 ud af 100 gange sagtens kunne vente de ti minutter, det ville tage at gå ud og stille sig et mere signalvenligt sted.
For mit vedkommende ret så mange pinligheder!

Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg har stået foroverbøjet halvt af, halvt i tøjet i omklædningsrummet og forsøgt at fange et usynligt signal nede omkring skinnebenene og derfor har bakket røven ind i nøgne damer, der lige har afsluttet spinning og derfor er høje på adrenalin og udsigt til flødeskumskager.
Eller hvor jeg har slået tilfældige personer i panden, fordi det jo er en kendt sag, at jo vildere den ene arm er, jo bedre går signalet igennem den anden og lige ind i telefonen!

Utroligt nok har folk altid været meget overbærende med både håndkantsslag og numsenærkontakt. Det er, som om der findes en uskreven regel om, at folk, der forsøger at få deres telefon til at fungere, må alt, så længe de ser paniske nok ud. Eller også tror de oprigtigt, jeg er småretarderet og ikke kan gøre for det.

Men jeg er sikker på telefoniudbyderne ved alt om det! Der må være en grund til, at der nogen steder bare ikke er signal, medmindre man fanger det akrobatisk i en statisk elektrisk udladning fra tøjets gnidning mod kroppen, i netop den vinkel og hastighed en sådan pludselig akrobatisk bevægelse danner!
Et godt grin til en branche, der ellers har nok sure kunder at tage sig af i kundeservice? Eller også et lille gnækkende signal, der driver gæk med menneskehedens naive tilgang til videnskaben. Måske er der mere mellem himmel og jord?

Tydeligvis bare ikke nok signalbølger...

Røgslør

Røgen stiger op fra cigaretten i en tynd skummetmælksblå søjle. Den stiger roligt mod himlen, mens hendes fingre hastigt taster på computerens tastatur. Deadline kommer nærmere og nærmere. Hun suger på det bløde filter og gløderne blusser op på ny.

Det kunne være Carrie fra Sex and The City, Audrey Hepburn i Breakfeast at Tiffany's, en hærdet journalist på et stort magasin eller en power kvinde i Washington. Det er det måske også, men en ting det ikke er, er mig.

Rygning har aldrig for alvor tiltrukket mig. Det har oftere afstødt mig med en kvalm fornemmelse af ekstra spytproduktion bagerst i mundhulen og en sammentrækning af mellemgulvet. Alligevel dukker der fra tid til anden billeder op i mit hoved af mig med en cigaret i forskellige situationer, hvor det bare ville passe rigtig godt æstetisk.

For eksempel når jeg selv sidder med en deadline. En cigaret ville fuldstændiggøre billedet af den hårdtarbejdende journaliststuderende med en kaffekop på højre side af computeren og stakke af noter på den venstre. Men hvor er cigaretten? Den mangler, lidt ligesom den gør, når jeg nyder et glas rødvin i vindueskarmen.

For tilbage dengang jeg boede hjemme og foretrak solbærsaft fremfor alkohol, stod jeg næsten hver aften med min mor i køkkenet. Jeg med et glas saft og en kiks, mor med et glas rødvin og en cigaret. Sådan slappede hun af under emhættens susen, mens lygtepælene blegt spredte skygger udenfor vores trygge hus. Og jeg slappede af, fordi hun gjorde. Der havde vi noget sammen, som kun var vores. Alligevel tog jeg ikke selv rygning op senere hen. Rødvin javist, men hvor tit har man lige en lommelærke og et plasticglas med stilk med i lommen? Oftere er det en lighter og en pakke Marlboro.

Det sæt har jeg fra tid til anden klappet efter på mine egne lommer. Det ligger der aldrig, for jeg køber ikke cigaretter. De tiltrækker mig stadig kun i fantasien. Heldigvis. Der er nok ting i verden, der forsøger at slå mig ihjel i forvejen og gøre mig fattig på vejen til kisten. Men det ville gøre ventetiden forskellige ensomme steder meget mindre ensom, og meget mere filmisk.

I går skulle jeg mødes med en veninde på en café. Det slog mig, at jeg med vilje fik tiden til at gå med at gå i cirkler derhjemme for at undgå at sidde alene og vente på hende. Hvad nu hvis hun ikke kom? Hvad nu hvis folk troede, jeg var ensom? Eller hvis jeg stødte ind i en ekskæreste, som så tænkte, han var vinderen i det forliste forhold?
Der ville en smøg have reddet mig. Med den kunne jeg henslængt puste røgringe ud i luften foran cafeen, mens jeg roligt skulede ud over gaden for at få øje på min veninde.

Men jeg ryger ikke, derfor kom jeg for sent, og det endte med hun måtte stå og vente på mig – uden cigaretter.

Hun havde heller ikke brug for dem. Hun stod bare der på den befærdede Nørregade og strålede i blæsten. Vinkede til mig, da hun så mig og forvirrede manden foran mig, der ikke vidste, der var en person bagved ham, som vinkede igen. I det øjeblik ville en cigaret havde ødelagt billedet fuldstændigt. Den skulle først skoddes, eller i hvert fald holdes akavet væk fra mit hår, mens vi krammede hinanden goddag.

Derfor ryger jeg kun i fantasien. Og ikke alle fantasier skal udleves, for når røgsløret løftes og virkeligheden tager over, forsvinder det magiske billede, man har skabt inde bag øjnene. Forestillingen brister i en kold hosten og tjærebelagte lunger.
Jeg holder mig for nu til mine andre laster, der er nok at tage af. Rødvin trumfer til alle tider cigaretter, og ensomhed kan være smuk, hvis man hviler i sig selv, så cigaretterne bliver på kioskens hylder, ventende på de ægte rygere med de urolige, gule fingre og den svage lugt af morfars ryatæppe omkring sig.

Den aften jeg støvsugede en stand-up komiker

Nogen siger hej, andre stirrer og andre igen spørger om en autograf. Jeg slår med støvsugere. Når jeg møder kendte danskere altså. Hvilket er sket et par gange i Fitness World efterhånden. Hvis altså man tæller Paradise deltagere og andre reality "stjerner" blandt de færre ægte kendte.

I aftes mødte jeg Jacob Wilson, som ville have et par spinning sko. Jeg antog, han nok skulle til spinning med sin veninde, som efterspurgte samme type fodtøj. Måske undersøgte han markedet for sjove anekdoter til et stand-up show, måske ville han imponere tøsebarnet, eller måske kan han faktisk bare godt lide at cykle i en sal, svedende blandt 70 andre stønnende cykelentusiaster og fede folk, som vil af med det sidste julegås.

Så skete der faktisk ikke mere. Der var så utroligt mange mennesker, at han blev en i mængden. Indtil han skulle læse lidt i et af vores magasiner, som lå på en hylde over den støvsuger, jeg blev bedt om at flytte.

"Er der ikke en af jer, der gider tage den støvsuger og sætte den ud bagved på lageret?" spurgte chefen mellem en opringning, et spørgsmål og tusind andre gøremål. "Jo!" svarede jeg fluks. Hvorfor ved jeg ikke helt. Tror jeg ville tage bare en enkelt opgave fra hendes skuldre.
Jeg gik hen og tog fat i håndtaget på den gamle type industristøvsuger, som vejer et ton og ligner en tyk trilobit. I min iver opdagede jeg, at det var da ham den sjove fra Zulu, og mens jeg rettede på brillerne, mosede jeg støvsugerhovedet ind i hans ben. "Øh, undskyld" gnækkede jeg fra gulvhøjde, mens jeg febrilsk fik flagret slangen ind i hans skulder.

Uden tvivl har den kække receptionist med de smarte Ray-Bans og styr på spinningsko, i hans øjne, med ét forvandlet sig til en krumbøjet, bebrillet, multihandicappet med minus styr på støvsugerens krop og hoved.

Mens jeg rødmende haltede derfra med støvsuger ud over det hele, tog han det heldigvis med et smil. Hvad kunne han ellers gøre? Hente en sprayflaske og en klud og starte en krig med rengøringsmidler? Det tror jeg nok lige, han er lidt for smart til. Desværre. Det havde været en fed historie!

Misantropen within

Jeg lærte et nyt ord i går, misantrop. Menneskehader. Menneskeforagter. Kan man være deltids misantrop?
Jeg foragter i hvert fald fra tid til anden mennesker. Ikke kun fordi de er egoistiske, altødelæggende, lider af selvforskyldte sygdomme som rygerlunger og fedme, tæver hinanden for sjov, drikker for at kunne snakke med andre af sin art og ser ned på krøblinge, dyr, handicappede og nu også fattige!

Jeg kan også finde på at foragte dem for langt mere uskyldige og langt mere individuelle ting. Som for eksempel når mænd med stikkelsbærben tager cykelshorts på og stolt viser, om de er højre eller venstremænd! Og i samme boldgade, mænd med tanktops, de såkaldte wifebeaters, som bliver mindre og mindre og mere og mere slaskede, så der altid titter en brystvorte frem enten på den ene eller den anden side af den alt for lange strop!

Måske er jeg også lidt misantropisk, når jeg hader mennesker, der stønner som om de har sex, når de løber langs de danske landeveje, eller når ekspedienter tror, de er martyrer, fordi de giver én en rabat, som faktisk udløb i går og lige gør ekstra opmærksom på, hvor ulovligt det er. Eller når jeg bliver så harm, at mine kinder blusser, når der går lemming i folk omkring danske højtider, når nordmænd mener der er grund til panik, fordi der er mangel på smør, og når afdankede sportsmænd søger ind i politik.

Jeg håber, jeg snart kan bruge mit nye ord i Wordfeud...

Solskinsfrugt

Folk stirrede godt nok lidt. Klokken var ikke mere en halv ni lørdag morgen, så det var begrænset, hvor mange mennesker der var oppe og ude endnu. Men de få jeg stødte på, syntes at forvente en vis perversitet fra min side.

Jeg kunne ikke sove længere og tænkte at gå ned og få lidt sol, nu vi går en mørkere tid i møde. Men jeg havde ingen småpenge. I 7Eleven kan man kun hæve, hvis man køber noget. Jeg valgte en banan. Hvorfor? Fordi jeg var sulten efter noget morgenmadslignende, der ikke var pumpet fuldt af hvidt sukker, fedt og konserveringsmidler. Hvilket ikke efterlader mange valg tilbage i denne døgner. Altså tog jeg en banan. Mættende, sød, god kilde til kalium, og åbenbart kilde til mistænksomme blikke.

Først da jeg gik ud med mit morgenhår og min morgenbanan, kom jeg til at tænke på, om det måske ville se lidt suspekt ud at gå målrettet ned i en sol med den mest falloslignende frugt i Danmark. Men jeg slog tanken til side endnu et par meter. Hvor pervers er den normale dansker egentlig?

Temmelig meget viste det sig. Eller var det bare min egen perverse tankegang, der fik overført mine overvejelser om motiver til de forbipasserendes kropssprog og øjne? Er min uskyldighed virkelig så ødelagt?

Nogle håndværkere fnisede, men håndværkere har ry for at være mere end normalt fordærvede i deres tankegang. Heldigvis var der ikke ret langt mellem 7Eleven og SunOne.

Da jeg trådte ind i det ultraviolette skær, lyste bananen med en sådan glød, at jeg blev helt nervøs for at lægge den i nærheden af mig. Placerede den på servietboksen og plantede mine handsker ovenpå den, bare for en sikkerhedsskyld.

Mens jeg lå der og stegte, kom jeg til at tænke på et billede, jeg engang så. Det forestiller en delfin, hvis man er et barn eller uskyldsren. For alle andre ligner det to mennesker der... to mennesker i meget kærlig omfavnelse. Det billede har aldrig lignet en delfin for mit blik. Freud ville fryde sig.

Tilbage i mit tøj, med endnu mere vindblæst hår, tog jeg min banan og gik hjemad. Nogle løbere kiggede indgående på mig. Jeg kiggede indgående på deres meget stramme tights. Måske er det mig den er gal med.

Jeg har kun latter tilovers for usexede ting

Kender I det, når noget er så latterligt usexet, at man ikke ved om man skal grine eller græde? Lave katterøven eller bryde ud i højlydt latter?
Den anden dag lavede jeg en ret besynderlig kombination. En højlydt grædende katterøv. Ikke noget man ser hver dag i et fitness center i afdelingen for tunge vægte. Og dog.

Men på en bænk sad der den her voldsomt oppustede fyr. Måske var han bare muskuløs, men han var det på den måde, som vi i Aalborg kalder 'buff'.
Men fyren ender ikke i min mentale kasse for latterligt, usexede handlinger og ord, fordi han var buff, men fordi han valgte at tale i telefon, mens han tog mavebøjninger, balancerende yderst på bænken.
Lad nu være med det! Det er cirka ligeså åndsvagt at se på, som det er at få at vide, at den, man taler i telefon med, sidder på toilettet! Hav nu bare en smule telefonpli!

I kassen, som skal åbnes ligeså sjældent som Pandoras æske, findes også ordet 'pølse'. Jeg er ligeglad med, hvem der benytter det, selvom det kun bliver grimmere af at ældre, og især mænd, bruger det. Jeg er også kold overfor, om det bruges til at beskrive hakket gris og knogler i egen tarm eller fordøjet hakket gris i egen tarm ud af endetarm. Det ord er så forfærdelig en del af den danske retskrivningsordbog! Jeg er stadig ikke helt kommet til enighed med mig selv om, om det er latterligt på den sjove måde eller bare er direkte usexet. Jeg tror det kommer lidt an på situationen. En dag stod jeg på skolen og folk snakkede om stadion. Pølse blev sagt igen og igen. Pølse, pølse, pølse, pølse. Der skal pølse til, når man får en øl, pølser er bedst når de sprækker, jeg kunne godt spise en pølse nu. Enhver saglig samtale går til grunde, hvis pølse siges for ofte. Og enhver beskidt tanke går til grunde, når en fyr siger "Jeg skal lige lave pølser"...

Nu vi er i nærheden af pølsens hjemsted, leder det mine tanker over til en tredje ting i den latterligt usexede kasses indhold: Bumser på numser. Man kan direkte høre af sætningen, hvor klamt det er. En bums er i sig selv ret ulækker, men findes den på en numse, som er et klamt ord, bliver kombinationen så grinagtigt usexet, at jeg brækker mig af grin. Hvordan ender de der? Hvad er deres funktion? Små ulækre, udposninger af snobbet snavs!

Det eneste der kan gøre numser med bumser endnu mere ærgerlige er, hvis de ikke helt kan være i de bukser, de er blevet tvunget ned i. Enten med håndtag eller en røvsprække som udfald. Ballers kavalergang er på ingen måde i nærheden af at nærme sig en ægte kavalergangs sexethed. En hård opvågning for teenagepiger og håndværkere måske, men sådan er det. I hvert fald i min verden.

Og da det ikke er en helt normal verden, skal der nok være flere ting gemt nede i de forskellige kasser, der findes i mit hoved. For eksempel kan jeg svagt skimte rodfrugten kinaradise, ordene tissekone og dens partner tissemand eller det grimme, grimme ord skedesekret, som en af mine venner desværre har lidt for kært. Er det ikke også et par bryster, der flyder ud over en Bh-kant, og en serie prutter jeg skimter derinde et sted?

Fredags flashbacks

Åndsfraværende gloede jeg på mine gummistøvler. Det ene skaft var stadig bøjet. Du bøjede det den fredag, eller var det lørdag morgen. Kaldte dem 'hipsterstøvler' og satte dem på plads.
I billeder kom min aften tilbage. Støvlerne sparkede en lavine i gang, og ting jeg havde glemt fandt frem i lyset.

Forbudte kys i den mørke del af klubben. En hemmelighed. Spioner i krogene.
At jeg gik ned af trappen, støttende min påvirkede krop til dig, husker jeg ikke. Det er mig blevet fortalt. Alkoholen forlod ikke mit blod før langt op af lørdagen. Da tankerne satte sig i hjernebarken og spærrede al pladsen. Da fornuften stille bankede på. Da jeg sad i toget på vej væk og ind i en anden verden.

Under bruseren slettede jeg dine spor. Mærkede vandet hvor dine hænder mærkedes få timer for inden. Få timer senere ville jeg end ikke være i den samme by. En nagende fornemmelse i min mave trængte sig på sammen med fornuften og tankerne.
Toget satte farten op, jo længere væk jeg fysisk kom, jo længere væk syntes fredag.

Når først adrenalin og ethanol blandes, smides både hæmninger og overvejelser over bord. Hæmninger er i forvejen en sjælden brugt kunst i min verden. Måske også i din. Eller også havde du drukket mere end jeg. Overvejelser gjorde jeg mig dog. Men af den hæmningsløse slags. At overveje fordele og ulemper faldt mig ikke ind.
Man skal mærke at man lever, men når man drikker sig sanseløst beruset, hvor meget mærker man så egentlig?

Pludselig stod vi der bare. Vores kroppe indfiltrede i hinanden, som kødelige grene. Blodet bankende varmt og sveden dryppende. Du sagde mit navn. Det lød hæst, ukendt.

Der var stadig aftryk efter dig om morgenen. Jeg så for mig din nøgne krop. Hurtigt redte jeg sengen. Ude at øje, ude af sind. Indtil en tanketornado blev startet af en enkelt gummistøvle flere dage senere.
Jeg mærkede pludselig for meget. Den følelse alkoholen havde berøvet mig vendte tilbage tifold.

Måske står vi der næste fredag igen, berøvet al fornuft og følelse og alligevel super sensitive i en rus af boblende blod og sydende hjerneaktivitet. Måske står vi der aldrig igen.

Men mine støvler står der stadig, uberørte, stadig umage.