Roskilde!

Festival ja tak!

På trods af minus på kontoen, en far-gæld og en snart umuliggjort opsparing til østlige rejse eventyr med nogen af de bedste mennesker i verden, valgte jeg i et stadie af overstadig eufori at storme i Fona og erhverve mig billetten. Billetten der lukker op for en verden af musik i alle dets toner og sammensætninger, en verden af folk der samles om disse toner, fremmede og kendte, en verden som kun findes det ene sted i verden. Roskilde!

Glæden over at denne lille lyseblå lap papir nu trofast sidder i min spejlramme i gangen og venter på at give mig adgang til endnu en række unikke oplevelser har stadig ikke lagt sig.

Som flere og flere artister bliver offentliggjort fyldes mit lille musik-og-oplevelses-elskende-hjerte af så stor begejstring, at jeg snart tror jeg sprænger i luften. Ingen kan rumme så meget boblen og kilden i kroppen på én gang!

Prodigy, Muse, Florence and the Machine, Shantel and Bucovina, Vampire Weekend, Kashmir, jeg kunne blive ved! Alle disse fantastiske musikere får boblerne til at bruse i mig vildere end i den sødeste Asti! Det bliver et brag af en festival når hegnene vælter og boblerne endelig får frit løb.

Men indtil de 67 dage, 18 timer og 13 minutter der lige nu er til festivalen starter, må jeg tøjle mine ekstatiske spasmer af pludselig dans og fjogede smil når jeg kommer i tanke om alt det gode der venter. Jeg vil jo nødigt skræmme folk på gaden... så hvis I en dag bliver danset ned eller får et overfalds-kram af en pige med verdens bredeste smil, så husk på at selvom Roskilde-syge smitter, så er det af den gode slags, hvor symptomerne er overstadighed, glæde, smil, og krible-krablen i arme og ben. Bare vent til vi når ned på 30 dage til festivalen, så er det ikke et særsyn at se den slags på gaden længere!

Roskilde, I'm coming for you!

En hyldest til overskud

I dag vil jeg tildele denne blog til et yderst overskudsagtigt menneske, der gjorde min dag en lille smule bedre!

Som altid var der fuldt af biler på den parkeringsplads jeg foretrækker, og lige i dag var det nødvendigt, at der var en plads til mig! Fuldstændig udmattet, af hvad ved jeg ikke, trillede jeg forbi optaget plads efter optaget plads mens modet sank. Tanken om at skulle holde på den anden parkeringsplads og have længere hjem var ubærlig! Man bliver så træt af ikke at lave noget!

- Dette udsagn kunne måske forlede nogen til at tro at jeg er doven. Dét er jeg bestemt ikke. Jeg går bare ikke ret meget i skole, fordi vi ingen timer har. Faktisk så lidt at der ikke er flere indtil sommerferien, hvor jeg skal forestille at være færdiguddannet. Fantastisk!

Derfor har jeg alt for meget tid til at lave alt muligt andet, og tit indebærer det utroligt mange timers tv-kiggeri, shoppen rundt i byen, arbejde, træning og stirren ind i vægge, på gulve og hvad der ellers lige fanger mig når jeg går i stå og rebooter.

Men tilbage til i dag; jeg har sjældent været så træt! Da jeg modløs vendte bilen rundt for enden af parkeringspladsen fangede mit øje en dame. En dame som lavede den specielle bevægelse der tit ender ud i, at personen fremdrager bilnøgler af tasken!

Præcis dette skete! Kørte pænt ind til fortovskanten og vinkede signalerende. Hun vinkede tilbage! Hvilken venlig sjæl. Det var lige før tårerne steg op i mine øjne af denne uventede godhed.

Men hold inde, det bliver bedre!

I det hun satte sig ind i sin bil, kom et andet køretøj kørende fra den modsatte vej af mig. En konkurrent, i en større bil end mig, tilmed en mand, en skaldet en af slagsen. Han kunne være typen med store overarme og tatoveringer! Farligt!

Han satte farten ned, bremsede op og blinkede. Til den side hvor den snart frie parkeringsplads var. Skyndte mig også at blinke og trådte faretruende på speederen for at få min lille peugeot 107 til at virke større - man har vel set sin del af naturdokumentarer.

Så var det at denne engel, damen, kiggede over på mig og fik øjenkontakt. Hun signalerede at nu ville hun bakke ud mod mig og spærre vejen for den nyankomne fælles fjende og lade mig køre ind på pladsen. Alt dette i et tegn med hånden, en bevægelse med munden og opspærrede øjne.

Da hun begyndte at bakke, prøvede den store farlige bil at komme til, men hendes plan virkede. Nok kom jeg utroligt skævt ind på pladsen, men pladsen var min! Da den anden bil var kørt forbi, meget hurtigt, bakkede jeg forsigtigt ud og rettede op - af to omgange. Han skulle jo nødigt se, at min lille bil og jeg slet ikke var så farlige, som vi lod som om.

Så tak til denne dame som gjorde min vej hjem kortere! Folk som dig er altid velkomne hos mig til te! Heroppe på 5. sal hylder vi nemlig overskud, fordi vi selv skal have så pokkers meget af det, for bare at komme op på sofaen uden at rive hovedet af dem der bor længere nede først.

Rullepølser

Endnu engang har jeg udøvet vold mod mine fødder i skønhedens tegn. Både for at se godt ud for mig selv, og andre, havde jeg iført mine fødder nogle smarte høje hæle til en venindes fødselsdag. 9 cm, sort kunstlæder i gladiatorstil med et dråbeformet stykke på fodryggen og fine deltaljer på anklen med knapper. Super flotte, og super dødelige. Men som altid er det stil over bekvemmelighed og der er bare noget svært tilfredsstillende med at høre andre pigers højlydte misundelsessuk over mine lidt for chic stiletter.

Havde bevæbnet mig med små silikonestykker til at lægge under forfoden, og man skulle ikke tro det, men de yder en utrolig hjælp til forfodstræthed! Med dem i var jeg klar til dans. Dog havde min fornuft pålagt mig at lægge et par skiftesko i tasken. En slet ikke så dum idé fandt jeg ud af senere.

Mine stiletter har jeg haft på flere gange, og nogle gange har været bedre end andre. Ved ikke om jeg denne gang havde haft det utroligt varmt eller bare havde store mængder vand i kroppen, men da vi skulle ind til byen og jeg ville have skifteskoen på, kunne mine fødder simpelthen ikke være deri. De var vokset flere numre og så ganske enkelt ynkelige ud, som Askepots onde stedsøstre der prøver den fine glassko.

Var nødsaget til at lave mine perlebesatte ballerinaer om til midlertidige slippers og vralte efter de andre piger der øvet gik ind til byen i deres hæle, mere eller mindre bevidste om smerten.

I byen mødte jeg nogle af mine drengevenner. Vi holdt ud længere end pigerne, så da turen skulle gå hjem af, spurgte en af mine venner hvorfor jeg tog sådan nogle kedelige sorte sko på med upraktiske hæle når jeg havde så mange fede sneaks derhjemme? Efter at have set mine fødder svulme og tage aftryk af stilettens remme havde jeg ikke andre argumenter end 'Jamen jeg kan ret godt lide min rullepølser.' For da jeg tog mine hæle af og hvilede ud på en bænk nær Budolfi kirke, mens drengene hoppede rundt og imiterede en vens tur hjem til Skalborg fra byen på gåben, lignede mine fødder intet mindre end gigantiske skinker! Remmene havde lavet mærker over hele fodryggen, så dybe de kunne mærkes. Den lysebrune farve jeg havde opbygget med creme over den sidste uge var afløst af hvid og lysende pink. Hvis jeg havde haft en skive rugbrød ved min side kunne jeg fristes til at byde dem på et stykke med gris.

Mine fødder så så mishandlede ud, at en af mine venner stoppede midt i et hop, rørte ved den ene rullepølse og brød ud i grin.

Det endte med jeg slæbte mig hjemad i ballerina-slippers efter at have lovet at tage sneaks på næste gang jeg skulle med drengene i byen. Alle mine argumenter med selvtillid, pænere bagdel og begærende blikke fra både drenge og piger holdt åbenbart ikke. Ikke engang mit pålægsargument holdt vand.

Heldigvis skal jeg først i byen med drengene lørdag næste weekend, så fredag har jeg mulighed for at prøve mine nye stilletter! Ja, endnu et par. Den samme model, nu bare pimpet med nitter! What's not to love?

Og hvis det går helt galt og jeg ender ud med stedsøsters pålægsfødder endnu en gang, kan jeg denne gang fremvise de mest high-fashion rullepølser nogensinde. Jeg er ret sikker på at ingen i hele Aalborg har set en pige med to nittebesatte pølser i Jomfru Ane Gade kl. 03 om natten!

En helt almindelig dag

Jeg stod, en helt almindelig onsdag, på mit nye arbejde, isbutikken Utopia i Algade, og kiggede ud af det store glasparti. Solen var ikke rigtig kommet gennem det tykke skylag, men der var lidt varmere end dagen før. Derfor åbnede jeg døren indtil butikken og dermed åbnede jeg også for lidt af et freakshow.

Det var en ganske stille dag, der bag isbaren. Derfor var der tid nok til at observere Aalborgs indbyggere mellem serviceringen og forskellige småopgaver. Aalborg har altid, i mit hoved, været karakteriseret ved at have nogle meget specielle individer blandt borgerne. For eksempel alle originalerne. Manden med hullerne i hovedet, Muldvarpen, Skraldespands-kiggeren, tiggerne og Fuglen. Der er også nok af eksempler på ikke-individer, altså flokdyrene. Der er gymnasietyperne og ikke mindst Aalborgs pragteksemplarer af pumpere, muskelhunde og tilbehørsdamer.

Dagen forinden havde jeg besøg af nogle af disse flokdyr, men denne onsdag var det individerne der kæmpede om opmærksomheden i gaden. Ikke en eneste pumper så jeg. Måske var der en enkelt Aalborg dulle, camoufleret så godt i foundation og falske øjenvipper, at jeg slet ikke opdagede hende. Det er en slags spejl, som jeg tror, de fleste langsomt opbygger, man bliver simpelthen immun overfor den slags... typer.

Men ikke længe efter jeg havde åbnet døren, for de næsten forårsagtige temperaturer, kom første individ forbi. Jeg hørte ham før jeg så ham. En skønsang noget så frygtelig er ikke hørt længe i den indre by. Troede først det var nogle tossede drenge, der var blevet grebet af forårets løfter om kortere kjoler og udsigt til is og kolde håndbajere. Men nej, det var en lavstammet fyr, men karseklip og enormt store høretelefonener sat fast om det runde hoved. Han dansede og hoppede sig vej gennem måbende alborgensere, mens han nærmest skreg med på den sang, der dunkede i hans ørebøffer. Folk stoppede ligefrem op og stirrede vantro på denne fri person, der sådan trodsede den stille mainstream kultur, vi lægger for dagen i Aalborg.

Ikke længe efter kom en flok gymnasietyper gående. Ikke noget særsyn, men den ene af pigerne havde fået skrevet et eller andet med store sorte typer i panden. Måske er det på mode i de kredse, så hende i hvert fald en fire gange, stadig stemplet i ansigtet.

Desværre var varmen i vejret en forbigående tilstand og jeg blev nødt til at lukke døren efter et par timer igen. Derefter var der ingen sjove typer, der kunne underholde mig. Så vandhanen bag isdisken forsøgte sig.

Pludselig, mens jeg læste lidt i Appetize og kiggede op fra tid til anden, smilende til potentielle kunder, som ignorerede mine hvide tænder og opadkrængede mundvige, startede vandhanen uden varsel. Det er en af de moderne vandhaner med bevægelsessensor og den er ikke gået i gang uden hjælp fra mine viftende. vaskende hænder før. Fik mig noget af et chok, der var kun mig i butikken og døren var lukket. Ergo måtte det være et spøgelse. Freakshowet var ikke stoppet, det var bare rykket fra gaden og ind i butikken.

Besluttede mig for at åbne døren lidt igen. Det tiltrak en lille kø af en fem styks issultne mennesker. De var så rare at blive siddende i cafeen og underholde mig indirekte.

En kunne fortælle om pusheren der var flyttet ind over hende, så tit blev hans kunder i tvivl om etagerne i deres aftagende hashtåger og bankede på hendes dør. Hendes veninders øjne blev store, troede det var af forargelse; de var meget små søde piger at se på, men øjnenes forstørrelse var frembragt af udsigten til nemme joints og aftener i bongrøg.

Heldigvis var der også mere normale samtaler. Et par ældre damer der hyggede med kaffe og brød. De roste Utopia og bandede over busserne. En lille familie med isspisende børn, eller børnene forsøgte at spise isen, men det meste endte på kinderne eller i fars mave.

Desværre var byen hele dagen ret affolket, det gjaldt åbenbart for de fleste butikker, så underholdningen var ikke vedvarende. Jeg bestemte mig for at afslutte dagen med en grundig rengøring og opfyldning, og så lige pifte lokalet op med stearin på gulvet og kaffebønner overalt. Man skal jo ikke gøre det nemt for sig selv.

I stedet for bare at flytte stearinlysene, i glasstage med kaffebønnebund, som jeg havde flyttet små coffeetable bøger og vafler forinden, valgte jeg at tørre først på den ene side af dem og så skubbe dem frem og tilbage. Overvejede kort varigt at det sikkert ville gå galt, og derved tror jeg også jeg jinxede situationen. For to sekunder efter havde jeg væltet det ene lys ned over køleskabet på disken, så der var stearin i et fint spor hele vejen ned på gulvet og kaffebønner i hele lokalet.

Fik travlt med at feje, skrabe og kigge op fra gulvet som et andet lille pelsdyr på vagt overfor rovdyr, eller kunder der kunne undre sig over hvorfor jeg lå på gulvet og skrabede mellem 1000 kaffebønner, som en anden freak.

At være eller ikke at være, i uniform

Hvorfor er det kvinder er så tiltrukket af mænd i uniform? Og ikke hvilken som helst uniform. Det skal helst være politimand, brandmand, sergent eller læge i kittel. Skraldemændene og fakta-medarbejderne får ikke meget credit for deres uniformer!

Jeg kan da godt se der er noget mere maskulint over en skræddersyet uniform i tykt stof med broderinger og medaljer, en livreddende snehvid kittel eller en heltemodig brandsmandsdragt end der er over en skidenbrun skjorte med butikslogo i rødt, men er manden i uniformen mindre mand af den grund?

Det bliver han i hvert fald gjort til, medmindre han ser uforskammet godt ud. Her hjælper hans arbejdspåklædning nemlig ikke. En sergent, eller en hvilken som helst anden soldat, behøver ikke se uforskammet godt ud for at overgå en stakkels ekspedient. Hans uniform hiver nemlig hans udseende et par grader op, hvor for eksempel skraldemændende bliver trukket ganske heftigt ned, primært på grund af lugten.

Måske er det fordi kvinder egentlig bare gerne vil reddes. Reddes fra deres kedelige (læs. forkælede) liv og vide manden har råd til at give hende gaver, rejser, sushi, smykker og andre materielle goder, der varmer så godt i sengen når manden er på overarbejde eller er udsendt.

Det er i hvert fald sjældent en medarbejder i Bilka bliver sendt til underafdelingen i Kabul. Jeg har faktisk ikke hørt om det, endnu.

Men det handler jo om prioriteringer, og de kan godt være direkte forbundet med mængden af gaver, har jeg fundet ud af. Jo flere gaver og udsigt til penge, jo mere accepteret bliver det at man ser sin kat mere end sin kæreste. For han har jo selvfølgelig været så forudseende, at give damen et bette kræ at tage sig af, når hun ikke har mulighed for at tage sig af, altså rette på, ham hele tiden.

Er der en ting alle er klar over, er det nemlig, at kvinder elsker at rette, og irettesætte, deres mænd, kærester, venner, selv katten får en tur engang i mellem. Mest når den gentagne gange skider udenfor avispapiret og tager halve mus med hjem, noget mænd generelt lærer at de ikke skal efter første forsøg.

Der har kvinderne så bare ikke helt gennemtænkt deres prioriteringer. Hvis de nu havde taget den underbetalte tjener, der kommer hjem med fedtet hår og svedige armhuler, ville de have en hel masse at rette på og kommentere. Samtidig med at de får en mand, som har et job der går ud på, at tilfredsstille uhøflige mennesker og smile ad fornærmelser. Derfor er han ganske godt rustet til en krævende kæreste.

På den anden side kan det også være at kvinderne bare ville prøve at få deres tjener/skraldemand/ekspedient til at videreuddanne sig til restaurantchef/kommunal direktør/butikschef og på den måde få udsigt til mere alenetid, så de har tid til at finde på nye ting at hakke på deres mand over. De ville måske også få flere ting i deres voksende lejligheder og så kunne de vel ligeså godt have startet med en læge eller officer. På den måde ville de have haft den store lejlighed fra starten.

Men igen, så havde de gået glip af alt det sjove tidsfordriv, med at irettesætte og pace deres mænd ind i deres egen forestilling af den perfekte mand.

Dybt indeni ved vi bare godt at han ikke findes. Den perfekte mand. Uniformen er et skalkeskjul der snyder de naive kvinder som så desperat prøver at blive reddet, eller leder efter en ny farfigur i deres tilværelse til at tage sig af dem.

Selvstændige kvinder ser derimod uniformen som et symbol på mandighed, en person der er voksen nok til at kunne give hende lidt modspil og lidt alenetid. Ikke til at finde på nye ting at irritere sig over, men til at være sig selv eller pleje sin omganskreds, der ofte er noget større en enkelt kat. Hun er også i stand til at se i gennem uniformen med sit kvindelige emotionelle røngtensyn og derfor også være i stand til at vælge skraldemanden frem for brandmanden på grund af det der er bag profession og løn.

Til sidst er der de kvinder der, helt realistisk, går efter personlighed og kompetence og hvor uniformen kan være et plus.

Eller et kinky indslag.

For når det kommer til stykket betyder 'reddet' taget og 'materielle goder' legetøj og 'uniform' hot mand i min seng.

The Olive Theory

Jeg har aldrig før set en kobling mellem kærlighed og oliven. Før i aften.

Før i aften vidste jeg ikke engang hvad er oliven er, en frugt, en nød, en grøntsag, en lille djævelsk trævorte?

Men i aften fandt jeg ud af at oliven ikke kun er sunde for dit indre, din hud og din madlavning, men også for dit følelsesliv.

Andre frugter skulle eftersigende have en positiv effekt på libidoen. Her kan nævnes fignen (som også ligner lidt en fisse, I ved jeg har ret). Og det er ret vigtigt at den er der i et forhold, altså libidoen, ikke fignen. Ellers kan forholdet meget nemt kan gå hen og blive kedeligt, eller bare platonisk.

Men så stødte jeg på Oliven teorien.

The Olive Theory, er i sin enkelhed baseret på det faktum, at man enten kan lide oliven eller også hader man dem. Groft sagt. (Jeg selv kan godt lide dem i små cirkler på pizza, men kun lidt, og ellers aldrig)

Men hvorom alting er, kan man spørge sin date om han/hun kan lide oliven. Personen skal så mene det modsatte af en selv, og hvis det er tilfældet kan det blive grundstenen til et godt forhold.

Om det er på grund af, at man så nemmere kan dele sydlandsk mad uden at toppes om olivenpynten på toppen af salaten, eller om den lille sten indeni enhver oliven er lidt magisk eller indeholder tilpas meget goodness i form af olie, ved jeg ikke noget om.

Men jeg ved, at jeg med det samme tænkte teorien over i mine egne forhold.

Jeg har aldrig direkte spurgt en kæreste, date eller ven "Kan du lide oliven?" og jeg må indrømme at for nogens vedkommende ved jeg ikke, om de kan lide oliven eller ej, så det er måske ikke den mest grundige statistik jeg har gang i. Men jeg kan nævne to personer jeg har haft et forhold til, som har betydet meget. En af mine ekskærester og min nuværende kæreste. Min ekskæreste kunne som jeg, ikke fordrage oliven. Det var først senere jeg fandt dem tålelige når de var blevet bagt i en ovn ved 220 grader i en sovs af tomat og i et lag af oreganoflager.

Eftersom jeg skriver at han er min ekskæreste, kommer det nok ikke som et chok, at vi ikke blev ved med at være sammen. Måske på grund af manglende oliven tiltræknings/afstødningskraft. Vi manglede simpelthen et naturligt frugtigt magnetfelt.

Vi manglede i hvert fald ikke libido, eller skal jeg omformulere, han gjorde ikke siden han behøvede flere damer.

Min nuværende kæreste er derimod rigtig glad for oliven. Meget mere end jeg nogensinde bliver (krydser vi fingre for). Han spiser dem som slik, hvor jeg foretrækker at spise slik frem for oliven. Generelt frem for mange ting. Men det er en anden sag.

I hvert fald har vi dette olivenmagnetfelt som en form for buffer. Det var bare først i aften jeg fandt ud af det! Om det gør nogen forskel, at jeg nu er bevidst om, at det er en bitte lille, bitter og stenet frugt, i mørke nuancer, nogle gange med fyld af mandler eller syltet peberfrugt, der holder vores kærlighed ved lige og ikke kærligheden selv, er jeg ikke sikker på.

Jeg ved teorien lyder ret usandsynlig, men måske er den netop usandsynlig nok til at have noget på sig. Måske har jeg bare set for mange amerikanske tv-serier a la How I Met Your Mother.

Men det ville bare være lidt sjovere hvis vi alle troede på at oliven er magiske små træalfer, en deform kusine til Amor. Priserne på oliven ville stige vildt! Olivenolie ville være den rene erotik på flaske! Folk ville bade i det for penge! Folk ville stoppe med at købe roser og give hinanden små olivenbonsais i gave! Der ville blive lavet en helt ny helligdag!

Der er muligheder i det. Jeg opfordrer i hvert fald til at man i stedet for at fyre lamme scoretricks af, bare spørger "Kan du lide oliven?". Og er svaret det modsatte af dit, så er der allerede der plantet et lille olivenfrø i hjertet, der hvor kærligheden bor.

Facebook bitterfisse

Mens jeg sad i min vindueskarm og kiggede ud over vinterkolde Aalborg, med en pose tør müsli i den ene hånd, kom jeg pludselig til at tænke over forhold. Især forhold der er offentligt tilgængelige. Tanken udsprang nok af den bog jeg lige havde lagt fra mig, Bitterfissen, men ikke desto mindre kom jeg i tanke om et par på facebook, der er så vammelt forelskede, at det må være en løgn. Især når jeg ved den ene part har været den anden utro...

Jeg prøver ikke at pege fingre af nogen. Det undrer mig bare at man absolut skal udbasunere sin kærlighed på internettet. Også når det ikke går så fandens godt.

Så plopper der et lille hjerte op hvor der står 'indsæt navn her' er nu single.

Aldrig har privatlivet været så offentligt!

Det værste er nok når folk konstant skifter mellem at være i et forhold, til kompliceret til single. Styr nu jeres følelsesliv! Og hvis I ikke kan det, så lad da være med at poste det på facebook, som en anden idiot fra 5. klasse, der er kæreste med hende fra 7., men hun ved det bare ikke.

Det irriterer mig grænseløst og samtidig tjekker jeg facebook dagligt for at se hvem der er sammen med hvem, hvem der er single, hvad min kæreste egentlig foretager sig, hvem der laver noget spændende og hvem der lige skal slappe lidt af med alt for lange statusopdateringer. Vi gider ikke læse om alt fra du har været på toilettet til du spiste gammel leverpostej og din kæreste så slog op med dig, så du lavede en sur smiley for at folk skulle få medlidenhed med dig. Quit it!

Måske lyder jeg lidt som en bitterfisse nu, og det er egentlig et ret ubehageligt udtryk, især hvis man tager det helt bogstaveligt.

Men jeg blev lidt grebet af stemningen i bogen, det faktum at jeg piver dagligt over min vægt og alligevel sidder i en vindueskarm og propper ansigtet med tør müsli i mangel af mejeriprodukter og det faktum at jeg er afhængig af, at vurdere mig selv i forhold til andre. Især andres forhold i forhold til mit.

Jeg er i den slags forhold der aldrig bliver udbasuneret på nettet. Det tog cirka et år før min kæreste slettede 'single' fra sin status på facebook. Jeg blev først rigtig irriteret over at han var internet-ledig, da mine veninder spurgte hvorfor der stod han var single, når nu han var kæreste med mig, og havde været et stykke tid. Inden da havde jeg ikke lagt det store i det, bare tænkt at han nok havde glemt det. Men som tiden gik blev jeg mere og mere paranoid, alle mine veninders kærester, og de par med offentlig profil jeg gik ind på, viste stolt at de var i et forhold, sågar nogle gange med hvem. Hvem er det så jeg skulle skjules for?

Det irriterede mig blot endnu mere at jeg kunne blive irriteret over det, endda usikker, hvorfor skulle facebook bestemme om jeg følte mig tryg eller ej?

Jeg var, og er, nu heller ikke selv listet som værende i et forhold med nogen på facebook...

Men det par som så sukkersødt fordærver facebook med deres vammelt-gode beskeder og små pixelhjerter var ikke længe om at blive sat i et forhold på facebook. Endda begge på samme dag! Sjovt nok lige efter den enes sidespring.

Så i mit lille bitre indre kan jeg godt blive lidt smålig og håbe på at det måske var en form fra straf fra hendes side, at han skulle sættes i bås på det sted, hvor flest mennesker henter oplysninger om andre. Så er ingen i tvivl, og jeg kan sove, ikke roligt, men roligere, i god tro om at jeg er en rar kæreste, når jeg stiller mig (nogenlunde) tilfreds med at være skjult på facebook. For i virkelighedens verden er jeg jo ikke skjult. Jeg behøver ikke råbe højt og helligt om kærlighed på internettet, når jeg har den sikkerhed der er i, at vide man har hinanden i virkeligheden. Dem der har brug for at fortælle alt og alle de er 'i et forhold' eller 'single' på internettet, er enten usikre eller liderlige.

Alligevel er der måske under alt bitterheden, en snert af misundelse over at nogen kan vise sin kærlighed til hinanden så frit.

Det må simpelthen være skuespil.

Stå pub

Når ens mobil vælger ordet 'pub' før det helt normale udsagnsord 'stå' kunne man forledes til at tro ejeren er en vældig barhaj eller grønlænder. Men mobilen er min og da jeg kom hjem fra skiferie var ordet 'pub' åbenbart mere brugt end ordet 'stå'. Hvilket undrer mig en del. Jeg var nemlig ikke i nærheden af en bar hele ugen. Eller, vi spiste på et pizzaria hvor der var en bar ved siden af. Men baren var lukket og i stedet for øl, fik vi tre-farvet is til dessert.

Andre aftener fik vi da også drinks i form af rom og cola, eller jäger og eventyrvand (eventyrvand er den norske, utroligt grimme, pang-dang til hindbærbrus), men det var i hytten, sammen med kærestens forældre. Andre gange fik vi et shot til frokost, en cider på pisten eller en øl at køle ned på, men igen, dette foregik aldrig på en pub. Afterskiing var nemlig ikke noget jeg fik lov at prøve, Hemsedal holder kun deres afterskiing åbent fredag og lørdag. Vi var der søndag til fredag...

Hvordan 'pub' så er blevet det mest brugte ved jeg kke helt. Inden jeg drog mod Norge var jeg, ikke pinligt ædru, men ikke på pubs, barer eller diskoteker. Jeg holdt en ganske rolig privatfest hos mig selv, og der indgik ikke engang fadøl!

Så måske har min mobil bare sit eget liv, hvor de ord der er først, ikke er de ord jeg bruger mest, men er de ønsker min mobil har. Eller også udtrykker den mine ønsker før jeg selv er bevidst om dem. For nu jeg tænker over det, hvordan kan man så have holdt sin første skiferie nogensinde, uden at brække noget som helst, og så ikke fejre det med en god gammeldags omgang afterskiing på en norsk pub med dans på bordene og kolde pils i vanterne?

Måske føler jeg mig lidt snydt nu.

Godt jeg skal til Århus fredag, så kan jeg danse på bordene på Heidis, og med det evindelige snevejr vi har over Danmark lige nu, kunne jeg godt snyde mig selv til at tro, at jeg stadig befinder mig i Norge efter et par øl.

TSS

Nu ingen grund til alarm! Jeg er klar over TSS er en meget ubehagelig tampon-relateret sygdom, og jeg kan ikke helt udelukke at det ikke har en relevans for denne, sande, historie, men frygt ej, jeg er frisk som en havørn. Eller i hvert fald en ørn.

Men i denne sammenhæng står TSS ikke for Toxic Shock Symdrom, men nok nærmere Typisk dig Spasser Simone.

Efter en ganske vellykket fest gik turen videre i byen. Og efter en ganske vellykket bytur gik turen videre til morgenfest hos værten. Dum idé allerede der, men det var efterhånden så længe siden jeg havde prøvet det der morgenfest, at jeg var nødt til at genopleve det.

Ak ja, jeg måtte sande at omkring kl.08.00 kunne jeg ikke mere. Var faldet i søvn tilpas mange gange oveni en sammenfoldet dyne, med puderynker i ansigtet til følge, at min kæreste mente det var på tide vi gik hjem. Hjemturen husker jeg ikke meget af. Jeg prøver ikke at pudse min glorie, er ikke engang sikker på jeg har en, men jeg havde ikke drukket de sidste par timer, de sorte huller måtte være på grund af søvn, eller mangel herpå.

Men åbenbart var min kæreste og jeg ikke ret søvninge da vi endelig var kommet hjem. Husker svagt vi kom hjem og at jeg begyndte at lægge mine ting på plads, indtil toilettet blev ledigt. Jeg husker endda, at jeg tog min makeup af og børstede tænder. Lagde sågar mærke til, at der snart skulle skiftes tandpasta. Derefter bliver min hukommelse lettere sløret.

Da jeg vågnede et par timer senere, samme dag, omkring kl.14, slog det mig; jeg havde en tampon i, jeg husker noget om korpulering, men intet om hvorvidt tamponen kom ud.

Skyndte mig ud på toilettet. Skyndte er nok også så meget sagt. Vaklede vel nærmere haltende, lettere bagstiv, og med Agnetha-hår, ud i gangen og væltede ind af døren til badeværelset, der forresten virkelig trænger til at blive smurt.

Til min store lettelse var der ingen tampon.

Eller var der.

Det var der. Aldrig har en tampon været så meget på afveje, hvis jeg ikke kendte lidt til den menneskelige anatomi ville jeg sværge på, at jeg havde en tampon i bughulen.

Prøvede febrilsk at få fisket den ud, men ligemeget hjalp det. Overvejede mine muligheder, kunne spørge bagstiv kæreste om hjælp og håbe han stadig var beruset nok til at glemme det, jeg kunne fiske videre og ende med at få en mærkelig gangart, eller jeg kunne ringe til lægen.

Efter lidt gåen frem og tilbage blev det til den sidste mulighed. Jeg betaler trods alt skat.

Fik losset kæresten hjem og ringede midt om eftermiddagen til vagtlægen Svend. Som åbenbart ikke vidste at piger har lige cifre i den sidste del af cpr og drenge ulige. Og tydeligvis ikke hørte ret godt.Han vedblev stædigt med at sige jeg var fra '84 og ikke '89 og at mine sidste cifre var 27, hans andet gæt 57, for de tal minder jo så meget om hinanden. Det resulterede i at jeg ikke fandtes, før efter en seks minutters meget ty-de-lig fremførelse af min rigtige talkombination.

Efter et bad og en omgang tænderbørstning (med det sidste tandpasta i tuben) fløj jeg ned efter min cykel. Det her skulle overståes hurtigst muligt.

Men hvad andet kunne jeg forvente end at cykle til skadestuen på en flad cykel med kun et gear og en mini i maven. Mine ben gik som trommestikker og min fart lå lige omkring de 3 km i timen. Selv de gamle rollator damer virkede som stærke konkurrenter.

Forpustet og ydmyget gik jeg ind, og endelig til mit held, var der kun fire mennesker i kø før mig.

Det viste sig så at denne tampon ikke havde nogen snor. Derfor kunne jeg ikke få det lille udyr ud. Heldigvis var det en kvindelig vagtlæge og ikke Døve-Svend, der udførte indgrebet med en hap-hap og en lang pincet.

Hendes sidste ord til mig inden hun skyndte sig ud af døren var: "Ja, det kan jo ske når man har været i byen og sådan lidt, men nu må du ikke blive bange for at bruge dem. Jeg har aldrig oplevet noget helt som dette før." Fedt at være den første!

Kiggede mig i spejlet inden jeg gik forbi menneskekøen, der var blevet en del længere, så virkelig også hærget ud. No wonder hun havde gættet jeg havde været i byen trods bad, mint og parfume. Men jeg slap af med minien.

Den underlige gangart slap jeg dog ikke helt for.

Lille magnet på køleskabet der...

I dag købte jeg en magnet. En helt normal, flad, firkantet køleskabsmagnet med et pop-art motiv af Litchenstein. Normalt køber jeg ikke sådan nogle små ligegyldige ting, når pengene er endnu mindre, men den her magnet rørte noget dybt i mig. Hvordan en magnet kan det, begriber jeg ikke. Men da jeg så billedet af kvinden med telefonen ved øret, genkendte jeg straks følelsen kvinden på billedet illustrerede. Den nærmest undskyldende, flove følelse af at have udtrykt et ønske, som ikke kan opfyldes af den anden part. Et spørgsmål så enkelt, men så svært at få over læberne, for bare tanken om svaret, kan få en til at lægge røret på igen. Hvad nu hvis man bliver afvist? Og når man så gør, er der ikke andet at svare end de to små ord der stod skrevet i taleboblen: "Oh okay..." For man vil ikke afsløre for meget, for mange følelser, men de er der, og kan ikke helt skjules med en søgt joke og falsk smil.

Kvinden med det røde hår og de bedrøvede øjne gik lige ind i mit inderste, selvom det var noget så småt som en magnet og kun en kejtet reproduktion af en af mine yndlingskunstnere.

Nu hænger hun på mit køleskab. Men hun er ikke alene. I butikken var der også magneter med andre motiver af Roy Litchenstein. Jeg købte to.

Udover kvinden der repræsenterede en følelse jeg havde glemt og gemt, men straks genkendte og som manifesterede sig i mig, tog jeg en magnet med et par fanget midt i et lidenskabeligt kys. Det kys kvinden på den anden magnet måske ønskede sig, da hun tog telefonen og drejede nummeret. Det kys som er det bedste i verden. En forløsning af akkumulerede følelser, en bekræftelse på at der ikke er andre end dig, og du er den eneste ene. Hun fik det den anden kvinde ønskede, og selvom de bare er døde billeder, håber jeg at kvinderne er den samme. Håber på at det kys en dag springer ud af illustrationen og jager det lille forskræmte 'Oh okay...' ud af lejligheden og ud af min svindende usikkerhed.