"Tak for hjælpen!" ledsaget af et klaps i bagdelen hylede mig helt ud af den, den anden dag.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?
Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.
Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.
Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.
Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.
Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.
mandag den 13. december 2010
fredag den 3. december 2010
R.I.P tastatur
En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"
Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.
Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.
Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!
Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.
Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.
Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!
Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.
Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.
Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!
Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.
Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.
Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!
Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.
Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.
Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!
Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.
Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.
Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!
tirsdag den 30. november 2010
Min juletradition
Det er det samme hvert år. Man kan ligeså godt vænne sig til det.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!
Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.
Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.
I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.
Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.
Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!
Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.
Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.
I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.
Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.
Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.
lørdag den 27. november 2010
Kendis fitness
Der stod jeg i Fitness World, lidt søvndrukken, lettere svedlugtende, med fladt hår og næsen begravet i en bog om journalistiske virkemidler. Ikke videre tiltrækkende, spændende eller særligt fit. Ind af døren kom en mand, særligt tiltrækkende, spændende og meget fit. Først tænkte jeg bare "wow.. han er da pænt lækker, meget over middel, faktisk ret tæt på en 10'er. Jo helt klart en 10'er. Kender jeg ikke ham? Har da set ham før? Han træner her nok meget." Min tankerække blev heldigvis afbrudt af at han kom hen til mig og bad om at få lov til at træne en enkelt dag. Så han var ikke en af de faste kunder, hvilket forvirrede mig lidt. Jeg følte jeg kendte ham fra et eller andet sted. Så for ikke at fornærme nogen lod jeg som om jeg kunne huske ham og jokede lidt med ham. Han bestilte en dags træning og nogle andre ting, og fortalte han havde glemt sit tøj. Vi talte lidt frem og tilbage og så bestilte han også en dags træning til sin ven.
Da var det at det gik op for mig hvem han var! Vennen som kom slentrende selvsikkert gennem glaspartiets døre var Nik fra Nik og Jay. Manden som jeg troede var en person jeg havde snakket med før var Burhan G! Mit ansigt skiftede straks farve fra kedeligt grå til blussende pink. Min stemme blev meget tynd og piget og jeg kunne pludselig ikke finde ud af andet end at mit hjerte hamrede!
Hvorfor reagerer man sådan bare fordi de er kendte? Og flotte og lækre og meget tæt på! Hvorfor kan man (læs. jeg) ikke bare opføre sig cool.
Jeg prøvede at tage mig sammen efter de var gået ind for at varme op. Men det varede ikke længe før det sidste medlem af trioen også valgte at aflægge et visit hos mig. Endnu engang var jeg helt rundt på gulvet og stod pludselig med Jays Canadian Goose i armene og krammede den, hårdt.
Måtte straks ringe til nogen og fortælle det. Så jeg trippede nervøst rundt inde i personalerummet og ringede en veninde op. Skrev til et par stykker af de andre tætte som gider træne, men ingen kunne komme ned. Var helt alene med mine flossede nerver og bankende pigehjerte. Gud hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv, og da gik det op for mig. Jeg fik ikke en autograf!
Til mit held kom Burhan G ned for at købe nogle flasker vand. Jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, troede jeg, og bad ham skrive under på en seddel som alle gæster i Fitness World skal. Da han under sin autograf skrev 'kys' fløj mit hjerte op i halsen på mig igen og jeg prøvede at blinke frækt tilbage til ham, men det lignede vist bare en ansigtsspasme.
Min krop var i en tilstand af eufori i flere timer efter. Jeg gik rundt og nærmest rystede. Gæstesedlerne lå pænt foldet sammen i min kalender, mit lille håndfaste minde om hvor heldig jeg var at have taget den ekstra vagt i Fitness World. Det betaler sig at gøre gode gerninger! Min karma er måske ved at vende.
Da var det at det gik op for mig hvem han var! Vennen som kom slentrende selvsikkert gennem glaspartiets døre var Nik fra Nik og Jay. Manden som jeg troede var en person jeg havde snakket med før var Burhan G! Mit ansigt skiftede straks farve fra kedeligt grå til blussende pink. Min stemme blev meget tynd og piget og jeg kunne pludselig ikke finde ud af andet end at mit hjerte hamrede!
Hvorfor reagerer man sådan bare fordi de er kendte? Og flotte og lækre og meget tæt på! Hvorfor kan man (læs. jeg) ikke bare opføre sig cool.
Jeg prøvede at tage mig sammen efter de var gået ind for at varme op. Men det varede ikke længe før det sidste medlem af trioen også valgte at aflægge et visit hos mig. Endnu engang var jeg helt rundt på gulvet og stod pludselig med Jays Canadian Goose i armene og krammede den, hårdt.
Måtte straks ringe til nogen og fortælle det. Så jeg trippede nervøst rundt inde i personalerummet og ringede en veninde op. Skrev til et par stykker af de andre tætte som gider træne, men ingen kunne komme ned. Var helt alene med mine flossede nerver og bankende pigehjerte. Gud hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv, og da gik det op for mig. Jeg fik ikke en autograf!
Til mit held kom Burhan G ned for at købe nogle flasker vand. Jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, troede jeg, og bad ham skrive under på en seddel som alle gæster i Fitness World skal. Da han under sin autograf skrev 'kys' fløj mit hjerte op i halsen på mig igen og jeg prøvede at blinke frækt tilbage til ham, men det lignede vist bare en ansigtsspasme.
Min krop var i en tilstand af eufori i flere timer efter. Jeg gik rundt og nærmest rystede. Gæstesedlerne lå pænt foldet sammen i min kalender, mit lille håndfaste minde om hvor heldig jeg var at have taget den ekstra vagt i Fitness World. Det betaler sig at gøre gode gerninger! Min karma er måske ved at vende.
torsdag den 11. november 2010
Hidsighed
Det der held.. normalt forbinder jeg held med karma, og mig som en person med god karma og derfor som et heldigt individ. Generelt. Men det er som om min held er svundet kraftigt ind over den seneste tid. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort, noget må jeg have gjort for at skaffe nok dårlig karma til at mit held faktisk er helt forsvundet!
Det er frustrerende til en grad hvor jeg bliver hidsig!
Hidsig over min kæreste gennem flere år tog sig den frihed at slå op, over telefonen! Hidsig over jeg ikke kan få lov at blive hidsig på ham, for jeg har slettet hans nummer og han befinder sig flere hundrede kilometer væk! Hidsig over at min cykel som jeg gav 400 kr. for at få fikset stadig ikke virker! 400 kr. jeg ikke har fordi jeg stadig ikke har et fuldtidsjob og derfor bor på et værelse hos min far! Og som om det ikke var nok var der i weekenden en person som valgte at rykke mine gear af min cykel. Jeg ved godt hvem der får dårlig karma af den handling, lorte person!
Jeg blev også en smule hidsig i dag da jeg cyklede hjem på min cykel, stadig uden gear og hvis den endelig hakker i gear vælger den konsekvent syvende. Så i modvind kom jeg cyklende op ad bakke, i syvende gear, og så begyndte det at regne, ti minutter fra mit hus. Hidsig!
Heldigvis er alt ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Det hørte jeg en gammel dame sige engang, måske var det min mormor, måske var det en tilfældig dame i Føtex med lilla hår og en kat i favnen. Lige nu har jeg bare ret svært ved at tro på det udtryk. Især fordi jeg er så hidsig at jeg ser mere rødt end fornuft.
I går gik det ud over den intetanende Thomas fra kundeservice som jeg før havde, lettere bittert, ikke hidsigt, bedt om snart at fikse mit NemID, som er alt andet end nemt, så jeg kunne komme på min netbank. Thomas ringede for at høre om det hele var faldet på plads, til hans uheld var det hele slet ikke faldet på plads!
Han fik en røffel både på vegne af NemID, de penge jeg ikke har fået af skyldnere endnu, folkeregisteret der ikke har fattet at flytte min adresse så jeg ikke kan få tilsendt min post og dermed et nyt NemID og mængden af mennesker i byens gader der kyssede, delte brændte mandler og fik mig til at gylpe i mit halstørklæde!
Stakkels Thomas. Han vidste jo ikke, at den dårlige karma klistrede til mig som slikkepinde i tiårige pigers hår.
Og stakkels mig. Jeg er bange for at jeg ved at lade min hidsighed over mit manglende held og min stigende modgang fik losset mere dårlig karma på skuldrene. Det kunne resultere i at jeg kommer for sent til eksamen i morgen og dumper. Ligesom jeg drømte jeg ville gøre! Godt nok dumpede jeg i drømmen fordi jeg ikke vidste hvor hesten stod i stuen, men man skal ikke kimse af heste i stuer, heller ikke til en fitness instruktør eksamen!
Så for nu er min hidsighed afløst af nervøsitet. Ikke at det er meget bedre. I stedet for at fare op over de mindste ting, farer jeg nu bare sammen hver gang nogen siger biceps, squat eller hest! Mine nerver er uden på tøjet, og det på trods af at jeg har mange lag på fordi vejret, igen til mit uheld, trækker op til storm.
Bare stormen blæser mit uheld væk i nat, så jeg kan stå op i morgen, bestå mine eksamener og få min gode karma tilbage!
Jeg lover at hvis jeg består køber jeg de hjemløses blad, giver en skilling til en tigger i Århus, en runde til de venner der vil fejre min nye titel med mig og kys og kram til alle der trænger til lidt medgang!
Det er frustrerende til en grad hvor jeg bliver hidsig!
Hidsig over min kæreste gennem flere år tog sig den frihed at slå op, over telefonen! Hidsig over jeg ikke kan få lov at blive hidsig på ham, for jeg har slettet hans nummer og han befinder sig flere hundrede kilometer væk! Hidsig over at min cykel som jeg gav 400 kr. for at få fikset stadig ikke virker! 400 kr. jeg ikke har fordi jeg stadig ikke har et fuldtidsjob og derfor bor på et værelse hos min far! Og som om det ikke var nok var der i weekenden en person som valgte at rykke mine gear af min cykel. Jeg ved godt hvem der får dårlig karma af den handling, lorte person!
Jeg blev også en smule hidsig i dag da jeg cyklede hjem på min cykel, stadig uden gear og hvis den endelig hakker i gear vælger den konsekvent syvende. Så i modvind kom jeg cyklende op ad bakke, i syvende gear, og så begyndte det at regne, ti minutter fra mit hus. Hidsig!
Heldigvis er alt ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Det hørte jeg en gammel dame sige engang, måske var det min mormor, måske var det en tilfældig dame i Føtex med lilla hår og en kat i favnen. Lige nu har jeg bare ret svært ved at tro på det udtryk. Især fordi jeg er så hidsig at jeg ser mere rødt end fornuft.
I går gik det ud over den intetanende Thomas fra kundeservice som jeg før havde, lettere bittert, ikke hidsigt, bedt om snart at fikse mit NemID, som er alt andet end nemt, så jeg kunne komme på min netbank. Thomas ringede for at høre om det hele var faldet på plads, til hans uheld var det hele slet ikke faldet på plads!
Han fik en røffel både på vegne af NemID, de penge jeg ikke har fået af skyldnere endnu, folkeregisteret der ikke har fattet at flytte min adresse så jeg ikke kan få tilsendt min post og dermed et nyt NemID og mængden af mennesker i byens gader der kyssede, delte brændte mandler og fik mig til at gylpe i mit halstørklæde!
Stakkels Thomas. Han vidste jo ikke, at den dårlige karma klistrede til mig som slikkepinde i tiårige pigers hår.
Og stakkels mig. Jeg er bange for at jeg ved at lade min hidsighed over mit manglende held og min stigende modgang fik losset mere dårlig karma på skuldrene. Det kunne resultere i at jeg kommer for sent til eksamen i morgen og dumper. Ligesom jeg drømte jeg ville gøre! Godt nok dumpede jeg i drømmen fordi jeg ikke vidste hvor hesten stod i stuen, men man skal ikke kimse af heste i stuer, heller ikke til en fitness instruktør eksamen!
Så for nu er min hidsighed afløst af nervøsitet. Ikke at det er meget bedre. I stedet for at fare op over de mindste ting, farer jeg nu bare sammen hver gang nogen siger biceps, squat eller hest! Mine nerver er uden på tøjet, og det på trods af at jeg har mange lag på fordi vejret, igen til mit uheld, trækker op til storm.
Bare stormen blæser mit uheld væk i nat, så jeg kan stå op i morgen, bestå mine eksamener og få min gode karma tilbage!
Jeg lover at hvis jeg består køber jeg de hjemløses blad, giver en skilling til en tigger i Århus, en runde til de venner der vil fejre min nye titel med mig og kys og kram til alle der trænger til lidt medgang!
torsdag den 4. november 2010
Bekræftelseskode v. 2.0
Når man som jeg har mange adgangskoder, for en sikkerheds skyld, er det næsten sikkert at man glemmer en af dem engang i mellem. Eller, jeg glemmer dem tit og hvis det er en af disse smarte moderne sider, hvor du kun må trykke forkert tre gange, benytter jeg mig altid af 'Har du glemt din adgangskode?' knappen. For ja, jeg har glemt den, igen. Men ikke nok med at jeg skal straffes af min egen hukommelse for, at have alt for mange koder, jeg skal også straffes af funktionen på hjemmesiden som egentlig burde hjælpe mig. Den funktion der hedder bekræftelseskoden-for-at-vi-ved-du-ikke-er-en-computer-der-muligvis-vil-hacke-vores-hjemmeside. Det er måske ikke helt det rigtige navn, men det beskriver meget godt hvad koden går ud på, selvom jeg ikke ved hvem 'vi' er, og at jeg selv er ret sikker på der ikke skal knækkes en kode for, at finde ud af jeg ikke er en hackende computer. Så havde jeg nok løst mit adgangskodeproblem!
Hvem er det egentlig der har opfundet disse bekræftelseskoder? En tilfældig blanding af bogstaver, tegn og tal som er utydeliggjort yderligere ved at lave 'ordet' svungent, sætte bogstaverne skævt og lade nogle overlappe. Jeg kan ikke tyde det! Endnu et bevis på jeg ikke er en computer, robot eller en figur i en Dan Brown roman.
Så sent som for fem minutter siden havde jeg glemt endnu en kode. Ikke en særlig vigtig kode, men det irriterede mig og derfor ville jeg lave den om til den jeg troede det var, som det ikke var. Det krævede at jeg skrev min e-mail i et felt og i feltet nedenunder skrev koden. Som jeg skrev forkert to gange, før jeg endelig fik genereret en bekræftelseskode min hjerne kunne finde en mening i. Så jeg fik til sidst sendt en mail om at jeg kunne lave en ny adgangskode ved at trykke på et link. Jeg trykkede, lavede en ny adgangskode, og selvfølgelig kom der er en ny bekræftelseskode frem. Lige der på skærmen foran mit ansigt. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret. Jeg havde jo lige, ikke mindre end tre gange, forsøgt at overbevise denne totalt ligegyldige hjemmeside om at jeg var et rigtigt menneske. Jeg begyndte så småt at forstå Pinnochios frustration over at være lavet af træ og ikke kød, da jeg selvom jeg er lavet af kød gang på gang bliver taget for at være lavet af computerchips og ledninger. Jamen jeg er en rigtig dreng! Eller pige for mit vedkommende.
Men det sætter sig altså lige på selvværdet, sammen med frustrationen over de tre marsbarer i går og sukkerindholdet i morgenmaden. Hvilket ikke gjorde mig mindre pigesur på disse her små enerverende koder fra pc helvede.
En bekræftelseskode burde være en kode hos det mandlige køn som man lige kunne stikke interaktivt til piger man syntes manglede lidt bekræftelse. En ny, hurtig, måske effektiv måde lige at fortælle en anden, at 'Du er sq god nok.' eller 'Du er ret lækker i de strømpebukser der.'
Koden skulle være nem at tyde, ikke noget med tal, overlapninger og svingniger, bare bogstaver. Et anagram måske, eller et palindrom. Så ville jeg straks blive interesseret i hvad der kunne gemme sig under bogstavsammensætningen!
Okay, anagrammer og palindromer er måske heller ikke for alle, men de er i det mindste skrevet i én skrifttype, står på en lige linie og er sjove. Det ville også vise at fyren havde lidt mere hjernekapacitet end jeg følte jeg havde da jeg for anden gang trykkede virkelighedens kedelige og dårligt producerede bekræftelseskode forkert ind.
Jeg ville tilmed blive lidt beæret over at modtage sådan en kode. Fyren må jo mene jeg også har tankevirksomhed nok til at finde frem til den skjulte kompliment.
Man kunne også lave den oldschool, skrive det på en lap papir og stikke det i pigens lomme, hende den flotte i køen i Netto. Eller lægge det på dørmåtten hos den søde nabo. Det ville faktisk bare gøre koden mere autentisk og spændende i mine øjne! Hvis altså fyren har en håndskrift der er til at tyde, ellers er vi bare tilbage til point zero igen og bekræftelseskode v. 2.0 mister lidt sin betydning.
Men, om det så er interaktivt eller oldschool, så vil jeg hjertens gerne bytte mine selvværdsnedbrydende bekræftelseskoder ud med anagrammer og palindromer. Og for engangs skyld slå fast at jeg ikke er en robot, selvom jeg skriver koderne ind forkert. En robot ville jo ikke forstå komplimentet i dets egentlige betydning, men bare se ordet som de tegn det er dannet udfra.
Så tag dén adgangsgivende bekræftelseskoder. Selvom det tog tid brød jeg koden og fik min adgangskode, indtil næste gang jeg glemmer den, men får jeg en bekræftelseskode v. 2.0 er der ingen chance for den ikke bliver lagret i min hukommelse!
Hvem er det egentlig der har opfundet disse bekræftelseskoder? En tilfældig blanding af bogstaver, tegn og tal som er utydeliggjort yderligere ved at lave 'ordet' svungent, sætte bogstaverne skævt og lade nogle overlappe. Jeg kan ikke tyde det! Endnu et bevis på jeg ikke er en computer, robot eller en figur i en Dan Brown roman.
Så sent som for fem minutter siden havde jeg glemt endnu en kode. Ikke en særlig vigtig kode, men det irriterede mig og derfor ville jeg lave den om til den jeg troede det var, som det ikke var. Det krævede at jeg skrev min e-mail i et felt og i feltet nedenunder skrev koden. Som jeg skrev forkert to gange, før jeg endelig fik genereret en bekræftelseskode min hjerne kunne finde en mening i. Så jeg fik til sidst sendt en mail om at jeg kunne lave en ny adgangskode ved at trykke på et link. Jeg trykkede, lavede en ny adgangskode, og selvfølgelig kom der er en ny bekræftelseskode frem. Lige der på skærmen foran mit ansigt. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret. Jeg havde jo lige, ikke mindre end tre gange, forsøgt at overbevise denne totalt ligegyldige hjemmeside om at jeg var et rigtigt menneske. Jeg begyndte så småt at forstå Pinnochios frustration over at være lavet af træ og ikke kød, da jeg selvom jeg er lavet af kød gang på gang bliver taget for at være lavet af computerchips og ledninger. Jamen jeg er en rigtig dreng! Eller pige for mit vedkommende.
Men det sætter sig altså lige på selvværdet, sammen med frustrationen over de tre marsbarer i går og sukkerindholdet i morgenmaden. Hvilket ikke gjorde mig mindre pigesur på disse her små enerverende koder fra pc helvede.
En bekræftelseskode burde være en kode hos det mandlige køn som man lige kunne stikke interaktivt til piger man syntes manglede lidt bekræftelse. En ny, hurtig, måske effektiv måde lige at fortælle en anden, at 'Du er sq god nok.' eller 'Du er ret lækker i de strømpebukser der.'
Koden skulle være nem at tyde, ikke noget med tal, overlapninger og svingniger, bare bogstaver. Et anagram måske, eller et palindrom. Så ville jeg straks blive interesseret i hvad der kunne gemme sig under bogstavsammensætningen!
Okay, anagrammer og palindromer er måske heller ikke for alle, men de er i det mindste skrevet i én skrifttype, står på en lige linie og er sjove. Det ville også vise at fyren havde lidt mere hjernekapacitet end jeg følte jeg havde da jeg for anden gang trykkede virkelighedens kedelige og dårligt producerede bekræftelseskode forkert ind.
Jeg ville tilmed blive lidt beæret over at modtage sådan en kode. Fyren må jo mene jeg også har tankevirksomhed nok til at finde frem til den skjulte kompliment.
Man kunne også lave den oldschool, skrive det på en lap papir og stikke det i pigens lomme, hende den flotte i køen i Netto. Eller lægge det på dørmåtten hos den søde nabo. Det ville faktisk bare gøre koden mere autentisk og spændende i mine øjne! Hvis altså fyren har en håndskrift der er til at tyde, ellers er vi bare tilbage til point zero igen og bekræftelseskode v. 2.0 mister lidt sin betydning.
Men, om det så er interaktivt eller oldschool, så vil jeg hjertens gerne bytte mine selvværdsnedbrydende bekræftelseskoder ud med anagrammer og palindromer. Og for engangs skyld slå fast at jeg ikke er en robot, selvom jeg skriver koderne ind forkert. En robot ville jo ikke forstå komplimentet i dets egentlige betydning, men bare se ordet som de tegn det er dannet udfra.
Så tag dén adgangsgivende bekræftelseskoder. Selvom det tog tid brød jeg koden og fik min adgangskode, indtil næste gang jeg glemmer den, men får jeg en bekræftelseskode v. 2.0 er der ingen chance for den ikke bliver lagret i min hukommelse!
fredag den 29. oktober 2010
søndag den 24. oktober 2010
Undskyld
Ja, jeg ved det godt. Aktiviteten herinde har været støt faldende, faktisk stagneret på det sidste! Men det er kun fordi mine aktiviteter udenfor skærmen er steget! Jeg er nemlig blevet en rigtig verdensborger, sover næsten ikke samme sted to nætter i træk! Min kuffert er mit kæreste eje og folks gavmildhed min redning. Jeg er ikke i den samme by mange dage i træk, nogle dage forbi to-tre byer på grund af mine mange bolde, der skal holdes i luften.
Ja, det kan komme til at lyde rigtig flot. Eller jeg kan sige det som det er, jeg er hjemløs. Okay, måske ikke 100 % hjemløs, men jeg har opsagt min lejlighed og har efter snart en måned uden, endnu ikke fundet noget nyt. Derfor har jeg stuvet alle mine møbler, dvd'er, tæpper, bøger og mange kasser med nips ind i et depotrum og losset tøj, skriverier, malerier, fotografier og sko ind på mit gamle værelse hos min far, hvor pladsen er så knap at sovesofaen ikke bliver slået ud.
Grunden til jeg sagde min lejlighed op var rent økonomisk. Et smart træk fra min side, troede jeg. Jeg havde i sommers vidunderlige, romantiske og meget naive forestillinger om et fuldtidsjob, en voksende opsparing, en rejse verden rundt og en lejlighed i København. Men som ugerne gik, opsparingen svandt og fuldtidjobbet kun var deltid, med svingende, oftest faldende timer, brast drømmene. Jeg måtte sige lejligheden op, da det var min største udgift, og flytte ind på et værelse hos min far. Det var sådan set heller ikke det dummeste træk i verden. Jeg er nemlig aldrig hjemme. Verdensborger, nok ikke, men så i det mindste hærdet landevejsrytter i min lille peugeot mellem Århus og Aalborg hver weekend for at udvide min sundhedshorisont. Et fitness instruktør kursus for at få lidt mere credit til kvote 2 på den uddannelse, jeg nu er blevet i tvivl om er rigtig.
Derfor har jeg ikke så ofte været i nærheden af min computer, eller en computer i det hele taget. Men, for lige at trække lidt i land, har jeg opsamlet en masse gode historier. Også dårlige, sjove, dumme og klamme historier som nok skal blive fortalt når tingene falder lidt på plads.
Det kræver bare et fuldtidsjob, et minus der bliver til et plus, en sikkerhed for min fremtid, både på uddannelsesfronten og på boligfronten.
Så hvis der sidder nogle orakler med svar, et job eller en lejlighed, så sig til, tøv ikke. Jo hurtigere vi får denne flyvske tilstand manet lidt til jorden, jo hurtigere får vi flere blogs ud.
Men, man den nu ikke helt til jorden! For meget stilstand giver kedsomhed og liggesår, og det kommer der heller ikke mange historier ud af!
Ja, det kan komme til at lyde rigtig flot. Eller jeg kan sige det som det er, jeg er hjemløs. Okay, måske ikke 100 % hjemløs, men jeg har opsagt min lejlighed og har efter snart en måned uden, endnu ikke fundet noget nyt. Derfor har jeg stuvet alle mine møbler, dvd'er, tæpper, bøger og mange kasser med nips ind i et depotrum og losset tøj, skriverier, malerier, fotografier og sko ind på mit gamle værelse hos min far, hvor pladsen er så knap at sovesofaen ikke bliver slået ud.
Grunden til jeg sagde min lejlighed op var rent økonomisk. Et smart træk fra min side, troede jeg. Jeg havde i sommers vidunderlige, romantiske og meget naive forestillinger om et fuldtidsjob, en voksende opsparing, en rejse verden rundt og en lejlighed i København. Men som ugerne gik, opsparingen svandt og fuldtidjobbet kun var deltid, med svingende, oftest faldende timer, brast drømmene. Jeg måtte sige lejligheden op, da det var min største udgift, og flytte ind på et værelse hos min far. Det var sådan set heller ikke det dummeste træk i verden. Jeg er nemlig aldrig hjemme. Verdensborger, nok ikke, men så i det mindste hærdet landevejsrytter i min lille peugeot mellem Århus og Aalborg hver weekend for at udvide min sundhedshorisont. Et fitness instruktør kursus for at få lidt mere credit til kvote 2 på den uddannelse, jeg nu er blevet i tvivl om er rigtig.
Derfor har jeg ikke så ofte været i nærheden af min computer, eller en computer i det hele taget. Men, for lige at trække lidt i land, har jeg opsamlet en masse gode historier. Også dårlige, sjove, dumme og klamme historier som nok skal blive fortalt når tingene falder lidt på plads.
Det kræver bare et fuldtidsjob, et minus der bliver til et plus, en sikkerhed for min fremtid, både på uddannelsesfronten og på boligfronten.
Så hvis der sidder nogle orakler med svar, et job eller en lejlighed, så sig til, tøv ikke. Jo hurtigere vi får denne flyvske tilstand manet lidt til jorden, jo hurtigere får vi flere blogs ud.
Men, man den nu ikke helt til jorden! For meget stilstand giver kedsomhed og liggesår, og det kommer der heller ikke mange historier ud af!
fredag den 24. september 2010
Bandeblasfemi
Kender I det når man er fuld og får fikse ideer der lige på det tidspunkt virker som en god idé? For eksempel "Mine øjenbryn kunne da godt lige trænge til en bette plukning her efter seks øl og halvt i overtøjet på vej ud af døren!"
Så det gjorde jeg. Hvilket resulterede i at jeg nu har en meget flot hul i mit ene øjenbryn, det højre for at være eksakt. Og jeg har kun pandehår til den venstre side, så jeg kan ikke rigtig gemme det. Det ligner lidt jeg prøver at være med i en bande, og for hvert rivaliserende bandemedlem man lemlæster får man et snit i sit øjenbryn. Jeg har så åbenbart allerede klaret en.
Det er sjovt som mine øjenbryn bare aldrig rigtigt fungerer. De er en utroligt vigtig del af ens ansigtsmimik. Plukker man dem for meget ligner man lidt en forskrækket hest, plukker man dem for lidt, er udtrykket mere tungt og troldeagtigt og vælger man at farve dem skal man virkeligt overveje, om ens look er specielt nok til det.
Jeg havde troldelooket dengang jeg endnu ikke gik op i udseende og drenge, og det matchede meget godt mine troldeben. Men så viste min mor mig skraberen. Den kunne gøre ens behårede stænger til de blødeste barbieben på kort tid og efter et par gange, fik jeg heller ikke rifter på knæene mere. Derfor var det naturligt skridt derefter at begynde at plukke øjenbrynene, og generelt bare fjerne hår fra kroppen.
Det skete med mere eller mindre ekspertise, men især øjenbrynene volder mig til siadighed besvær! Alt for ofte er de skæve, så jeg konstant går rundt og ser lige arrogant ud med løftet øjenbryn. Det er jeg ikke! Jeg havde bare et uheld med min pincet! Som er formet som en lille blond pige i lyserødt tøj, men lad dig ikke narre, hun er ligesom alle andre piger. Hun gør ting på sin måde, og derfor ryger der nogle gange nogen hår af som ikke skulle have været plukket ud.
For eksempel de hår der holdt min højre øjenbryn samme til et og ikke to.
Derfor er jeg nu fuldgyldigt medlem af Aalborg Bloods eller hvad de kalder sig nu om dage, og det bliver jeg så ved med indtil hårene er vokset tilbage igen. Håber bare ikke jeg render ind i nogen af de rigtigt hårde i byen i morgen, for det er vel en form for bandeblasfemi at ufrivilligt bruge deres kendetegn på egen krop uden tilladelse. Lidt ligesom at sy rygmærker på eller gå med bandana.
Måske jeg skulle skjule brynene under en bandana, de sidste jeg kan huske som brugte bandana var Nik og Jay og Sidney Lee og dem er jeg ærligt ikke ligeså bange for.
Så det gjorde jeg. Hvilket resulterede i at jeg nu har en meget flot hul i mit ene øjenbryn, det højre for at være eksakt. Og jeg har kun pandehår til den venstre side, så jeg kan ikke rigtig gemme det. Det ligner lidt jeg prøver at være med i en bande, og for hvert rivaliserende bandemedlem man lemlæster får man et snit i sit øjenbryn. Jeg har så åbenbart allerede klaret en.
Det er sjovt som mine øjenbryn bare aldrig rigtigt fungerer. De er en utroligt vigtig del af ens ansigtsmimik. Plukker man dem for meget ligner man lidt en forskrækket hest, plukker man dem for lidt, er udtrykket mere tungt og troldeagtigt og vælger man at farve dem skal man virkeligt overveje, om ens look er specielt nok til det.
Jeg havde troldelooket dengang jeg endnu ikke gik op i udseende og drenge, og det matchede meget godt mine troldeben. Men så viste min mor mig skraberen. Den kunne gøre ens behårede stænger til de blødeste barbieben på kort tid og efter et par gange, fik jeg heller ikke rifter på knæene mere. Derfor var det naturligt skridt derefter at begynde at plukke øjenbrynene, og generelt bare fjerne hår fra kroppen.
Det skete med mere eller mindre ekspertise, men især øjenbrynene volder mig til siadighed besvær! Alt for ofte er de skæve, så jeg konstant går rundt og ser lige arrogant ud med løftet øjenbryn. Det er jeg ikke! Jeg havde bare et uheld med min pincet! Som er formet som en lille blond pige i lyserødt tøj, men lad dig ikke narre, hun er ligesom alle andre piger. Hun gør ting på sin måde, og derfor ryger der nogle gange nogen hår af som ikke skulle have været plukket ud.
For eksempel de hår der holdt min højre øjenbryn samme til et og ikke to.
Derfor er jeg nu fuldgyldigt medlem af Aalborg Bloods eller hvad de kalder sig nu om dage, og det bliver jeg så ved med indtil hårene er vokset tilbage igen. Håber bare ikke jeg render ind i nogen af de rigtigt hårde i byen i morgen, for det er vel en form for bandeblasfemi at ufrivilligt bruge deres kendetegn på egen krop uden tilladelse. Lidt ligesom at sy rygmærker på eller gå med bandana.
Måske jeg skulle skjule brynene under en bandana, de sidste jeg kan huske som brugte bandana var Nik og Jay og Sidney Lee og dem er jeg ærligt ikke ligeså bange for.
mandag den 6. september 2010
Roser og neuroser
I går var jeg i biografen med en veninde. Vi så The Switch, Baby Surprise på dansk, verdens dårligste oversættelse, i det den er ligegyldig og ikke er en oversættelse. Men i den her meget søde pigefilm var der en dreng, en lille dreng på næsten syv år, med neuroser og gammelklogskab og en svaghed for rammer. Han ramte mig i det der bløde punkt, hvor børn normalt ikke når ind. Holder på det var fordi han var fiktiv og jeg ikke skulle passe ham, eller se på ham i mere end halvdelen af filmen.
Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:
neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk
Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:
neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose
Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.
Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!
Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?
Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:
neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk
Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:
neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose
Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.
Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!
Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?
Abonner på:
Opslag (Atom)