Hvorfor er det så meget nemmere at pointere uskønne ting hos vores medmennesker end at give en kompliment? En god gammeldags kompliment. Dem efterlyser jeg!
Især når ens selvtillid ikke er af den størelsesorden, den gerne skulle være, på grund af hormonforstyrret hud og stresseksem. Oveni det ser jeg åbenbart træt ud, det kan skyldes allergi, det kan også være fordi selvsamme stress, som giver udslag i Jackson Pollock-agtig hud, holder mig vågen om natten.
Hvorom alting er, så er det begyndt at nage mig lidt, at jeg får mere kritik end pæne ting at vide. Oftere hører jeg "Guuuud, hvor ser du bare træt ud i dag!" end "Du rocker bare de poser under øjnene der! Wow, du kan virkelig bære alt!"
Selvom sidste ville undre mig lidt.
Men jeg kender det alt for godt selv, det der med at hænge ved de mindre charmerende træk hos andre. Det er bare nemmere at sige negative ting end at strø om sig med ros. Jeg har en mistanke om at det kan have noget med vores nordjyske opdragelse at gøre. Janteloven. Folk skulle jo nødigt tro de ser pænere ud end andre, at deres hår har det helt rigtige svung eller at deres hud stråler med en glød, der kan konkurrere med solen på en varm julidag.
Man skal ikke ret langt væk før situationen ser noget anderledes ud, og komplimenter står lige med antallet af kritiske kommentarer, og kun lidt længere mod hovedstaden før komplimenter bestemt ikke er en sjældenhed, men nærmere et hverdagsboost venner imellem - og fremmede imellem for den sags skyld.
Det samme gælder brok. Ikke at det primært er et nordjysk fænomen, nok mere et dansk (måske på grund af vejret, som tit er grund til diverse brokkerier). Det er så meget lettere at brokke sig end at rose den service en restaurant yder, eller de tjenester andre gør for en.
Tag nu for eksempel dette indlæg – det opstod af brok. Brok over folk ikke kan tage sig sammen og sige noget pænt til andre, eller rose dem for hvad de gør, eller den de er. Brok over åbenbart at se kronisk træt ud, selvom jeg føler mig ganske pep og udhvilet, og brok over at andres brok til mig, får mig til at brokke mig til, og over, andre.
Det vil jeg egentlig gerne lave om på, i det omfang det er muligt. Give lidt flere komplimenter ud af det blå, måske det afføder flere den anden vej rundt. Give lidt mere ros i stedet for at brokke mig over musikken er for høj, eller maden ikke havde den helt perfekte struktur min gane søgte. Prøve at vise lidt mere overskud. Selvfølgelig kan der være perioder, jeg nævner i flæng PMS og regnfulde blæsevejrsdage hvor cyklen punkterer på vejen, hvor det kan være lidt sværere at finde det overskud til andre.
Men alt skal starte et sted så hvorfor ikke starte hos sig selv?
"Du ser bare slet ikke træt ud i dag!" "Flotte bumser!" "Kreativ eksem!".
Okay, det kan hurtigt komme til at lyde sarkastisk. Komplimenter skal kun gives når man mener det. Både dem til en selv, men især dem til andre. Ellers udløser det sikkert brok, måske en lussing, og så kører den negative nedadgående spiral igen. Den skal stoppes:
Så til alle jer derude – I ser skønne ud i dag! Fuck Janteloven. Kalveknæ, skæve tænder, håndtag - over albuerne vel at mærke - det er da okay pænt. I er jo flinke nok alligevel.
onsdag den 1. juni 2011
onsdag den 13. april 2011
Kvinder og kyllinger
Hvorfor er en kvinde som en kylling?
Fordi de hvide stykker altid er de bedste!
Sandt. Hvis det er sommer og man bedst kan lide bryster og røv - hvilket mænd nok kan. Måske også lesbiske, men det ved jeg ikke så meget om.
Men for mig gælder pt. det omvendte, hvis bryster og røv er tilfældet. For bare to dage siden havde jeg hvide bikinimærker efter min tur i Indien. Jeg besluttede at jeg ville bibeholde min flotte sommerteint lidt endnu og da dagene blev grå igen tiggede jeg mig til 25 kr og smed dem efter en sol. Da min hud stadig var brunere end de fleste danskeres på denne årstid tænkte jeg at jeg sagtens kunne kaste mig ind i sol nr. 2 - den med de nye rør.
Jeg tog de minutter jeg plejede, jeg var jo ikke fuldstændig ubagt, nærmere let gylden - troede jeg kunne tåle lidt mere sprødhed på overfladen. Men ak, jeg havde jo overset mine hvide dele. De havde ikke set hverken solen eller cancergrillens stråler siden ugen inden nytår, hvor jeg dristede mig til ti minutter, med gamle rør.
Nok blev jeg lidt sprødere, men også en del rødere hvor jeg før var mælkehvid. Jeg har nu omvendte bikinimærker og ret svært ved at sidde ned.
Så det der med at de bedste stykker er de hvide, det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter denne uge. Håber der findes nogle mænd derude, der mener de bedste stykker er underarme og haleben - for lige de steder bliver bare aldrig brunere!
Fordi de hvide stykker altid er de bedste!
Sandt. Hvis det er sommer og man bedst kan lide bryster og røv - hvilket mænd nok kan. Måske også lesbiske, men det ved jeg ikke så meget om.
Men for mig gælder pt. det omvendte, hvis bryster og røv er tilfældet. For bare to dage siden havde jeg hvide bikinimærker efter min tur i Indien. Jeg besluttede at jeg ville bibeholde min flotte sommerteint lidt endnu og da dagene blev grå igen tiggede jeg mig til 25 kr og smed dem efter en sol. Da min hud stadig var brunere end de fleste danskeres på denne årstid tænkte jeg at jeg sagtens kunne kaste mig ind i sol nr. 2 - den med de nye rør.
Jeg tog de minutter jeg plejede, jeg var jo ikke fuldstændig ubagt, nærmere let gylden - troede jeg kunne tåle lidt mere sprødhed på overfladen. Men ak, jeg havde jo overset mine hvide dele. De havde ikke set hverken solen eller cancergrillens stråler siden ugen inden nytår, hvor jeg dristede mig til ti minutter, med gamle rør.
Nok blev jeg lidt sprødere, men også en del rødere hvor jeg før var mælkehvid. Jeg har nu omvendte bikinimærker og ret svært ved at sidde ned.
Så det der med at de bedste stykker er de hvide, det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter denne uge. Håber der findes nogle mænd derude, der mener de bedste stykker er underarme og haleben - for lige de steder bliver bare aldrig brunere!
onsdag den 6. april 2011
The Hookie and The Hooker
Amerikanerne har et sjovt lille udtryk, som optog en betydelig del af min hjernekapacitet for nogle dage siden. Udtrykket er i sin simple form at være 'on the hook'. Jep, om man er fanget på krogen af en person, man er følelsesmæssigt knyttet til, men nok burde tage følelsesmæssig afstand fra. Og fysisk, for ikke at komplicere tingene yderligere. Eller om man selv har et offer på krogen, en person som man måske ikke er særlig interesseret i, men som man alligevel ikke smider helt ud, bare fordi det er rart for bekræftelsen.
Men hvornår ved man om man er The Hookie eller The Hooker? Hvornår ved man, om man selv er den lille fisk for enden af linien, som gang på gang bliver trukket ind for at blive leget lidt med, for blot at blive fundet for let og derefter smidt ud i bølgerne igen. Eller om man er den egoistiske fisker som kun vil spejle sig i skællenes blanke skær, indtil en blankere og mere spændende fisk svømmer forbi?
Grunden til jeg overhovedet begyndte at tænke disse tanker kom af noget så banalt som tv-kiggeri. Ikke engang ordentlig tv-kiggeri, men selvvalgt streaming af en serie på nettet og endda selvvalgt afsnit, som tog denne problemstilling op.
En problemstilling jeg ikke vidste jeg havde, før jeg blev præsenteret for den. Jeg fandt ud af, at der kan være mere i bisætningen "som det ser ud lige nu." eller bare "lige nu.", end den faktiske betydning, at tidspunktet er dårligt, men fremtiden er lysere.
Men er fremtiden så lysere? Ja, det troede jeg først. Min, pludseligt positive, tankegang sluttede den konklusion, at der var en lille åbning, døren var ikke lukket for altid, det ville bare tage lidt længere tid at åbne den end den korte tidsfrist 'lige nu' lagde for dagen.
I tv'et, som normalt gør emnet kærlighed lyserødt og med en evig happy ending, fik min dør et lille nøk i den forkerte retning - mod hermetisk lukket og ikke så meget på klem. Bisætningen "som det ser ud lige nu." fik hele to betydninger. Enten betyder den hvad den betyder, eller også er den en smart lille omvej om en mulig afvisning af en person, som er rar at have i nærheden, og som man egentlig ikke ønsker at såre, for så har man også lukket sin egen dør for billig og let bekræftelse.
Den sætning som jeg indtil da havde set som et lille lysegrønt løfte, mistede lidt af sin forårsglans, og gjorde mig dybt frustreret. Hvorfor kan intet bare være, hvad det giver sig ud for? Hvorfor skal det være så svært, bare at sige hvad man mener? Jeg brugte en rum tid på at spekulere over dette, velvidende jeg ikke selv er en helt uskyldig fisker. Ville jeg mon selv bruge den sætning i dens simple version, eller ville jeg netop bruge den som en line?
Jeg kom frem til det utilfredsstillende svar, både og. Hvilket ikke ledte mig tættere på en endelig konklusion. Derfor søgte jeg mine venners hjælp. Men hjælpen var ikke så nær som på tv, selvom to betydninger ikke lyder af meget, er det utroligt svært at gennemskue hvilken løsning, der er den rigtige i denne situation. Oftest ville det desværre være den negative, at døren er lukket, men man selv må komme til den erkendelse, at man er den svage og man bare burde bide linen over og svømme videre. Det er en hård mundfuld at sluge, og derfor vælger størstedelen at lukke øjnene for den.
Jeg fik dog åbnet mine øjne, så måske er problemet slet ikke så stort? Hvis jeg ved jeg er The Hookie, ved jeg hvor jeg står, og hvis jeg spiller mine kort rigtig kan vi måske endda komme på bølgelængde. Man kan vel godt være både The Hookie og The Hooker, hvis bare man er klar over sine roller.
Problemet svandt i hvert fald efter nogle dage. Jeg holdt mig dog også pænt fra serier af den slags og gik mere bevidst efter serier med stærke kvinder og mordgåder. Det hjalp.
Sætningen spøger stadig fra tid til anden, men dens tyngde er forsvundet, en tyngde min selvtillid har overtaget. Måske er jeg på nogens krog - hvem ved hvad fisk og fiskere tænker - men hvis det er tilfældet, vil jeg ikke være nogen let fangst. Jeg er klogere end som så, og det takket være tv af alle medier. Jeg er nok både en Hookie og en Hooker, men jeg er klar over det - en erkendelse, der bragte ro i mit oprørte sind og strammede min Hookers line. Måske den en dag sprænger, måske vi ender samme sted, måske vi bytter roller. For nu følger jeg bare strømmen, nogle gange skal man ikke tænke alt for meget over petitesser.
Men hvornår ved man om man er The Hookie eller The Hooker? Hvornår ved man, om man selv er den lille fisk for enden af linien, som gang på gang bliver trukket ind for at blive leget lidt med, for blot at blive fundet for let og derefter smidt ud i bølgerne igen. Eller om man er den egoistiske fisker som kun vil spejle sig i skællenes blanke skær, indtil en blankere og mere spændende fisk svømmer forbi?
Grunden til jeg overhovedet begyndte at tænke disse tanker kom af noget så banalt som tv-kiggeri. Ikke engang ordentlig tv-kiggeri, men selvvalgt streaming af en serie på nettet og endda selvvalgt afsnit, som tog denne problemstilling op.
En problemstilling jeg ikke vidste jeg havde, før jeg blev præsenteret for den. Jeg fandt ud af, at der kan være mere i bisætningen "som det ser ud lige nu." eller bare "lige nu.", end den faktiske betydning, at tidspunktet er dårligt, men fremtiden er lysere.
Men er fremtiden så lysere? Ja, det troede jeg først. Min, pludseligt positive, tankegang sluttede den konklusion, at der var en lille åbning, døren var ikke lukket for altid, det ville bare tage lidt længere tid at åbne den end den korte tidsfrist 'lige nu' lagde for dagen.
I tv'et, som normalt gør emnet kærlighed lyserødt og med en evig happy ending, fik min dør et lille nøk i den forkerte retning - mod hermetisk lukket og ikke så meget på klem. Bisætningen "som det ser ud lige nu." fik hele to betydninger. Enten betyder den hvad den betyder, eller også er den en smart lille omvej om en mulig afvisning af en person, som er rar at have i nærheden, og som man egentlig ikke ønsker at såre, for så har man også lukket sin egen dør for billig og let bekræftelse.
Den sætning som jeg indtil da havde set som et lille lysegrønt løfte, mistede lidt af sin forårsglans, og gjorde mig dybt frustreret. Hvorfor kan intet bare være, hvad det giver sig ud for? Hvorfor skal det være så svært, bare at sige hvad man mener? Jeg brugte en rum tid på at spekulere over dette, velvidende jeg ikke selv er en helt uskyldig fisker. Ville jeg mon selv bruge den sætning i dens simple version, eller ville jeg netop bruge den som en line?
Jeg kom frem til det utilfredsstillende svar, både og. Hvilket ikke ledte mig tættere på en endelig konklusion. Derfor søgte jeg mine venners hjælp. Men hjælpen var ikke så nær som på tv, selvom to betydninger ikke lyder af meget, er det utroligt svært at gennemskue hvilken løsning, der er den rigtige i denne situation. Oftest ville det desværre være den negative, at døren er lukket, men man selv må komme til den erkendelse, at man er den svage og man bare burde bide linen over og svømme videre. Det er en hård mundfuld at sluge, og derfor vælger størstedelen at lukke øjnene for den.
Jeg fik dog åbnet mine øjne, så måske er problemet slet ikke så stort? Hvis jeg ved jeg er The Hookie, ved jeg hvor jeg står, og hvis jeg spiller mine kort rigtig kan vi måske endda komme på bølgelængde. Man kan vel godt være både The Hookie og The Hooker, hvis bare man er klar over sine roller.
Problemet svandt i hvert fald efter nogle dage. Jeg holdt mig dog også pænt fra serier af den slags og gik mere bevidst efter serier med stærke kvinder og mordgåder. Det hjalp.
Sætningen spøger stadig fra tid til anden, men dens tyngde er forsvundet, en tyngde min selvtillid har overtaget. Måske er jeg på nogens krog - hvem ved hvad fisk og fiskere tænker - men hvis det er tilfældet, vil jeg ikke være nogen let fangst. Jeg er klogere end som så, og det takket være tv af alle medier. Jeg er nok både en Hookie og en Hooker, men jeg er klar over det - en erkendelse, der bragte ro i mit oprørte sind og strammede min Hookers line. Måske den en dag sprænger, måske vi ender samme sted, måske vi bytter roller. For nu følger jeg bare strømmen, nogle gange skal man ikke tænke alt for meget over petitesser.
mandag den 4. april 2011
Tilbage hos havneluderen
Sjovt som nogle ting bare kendetegner en by.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.
Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.
Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...
Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.
Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.
Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.
Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.
Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.
Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...
Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.
Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.
Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.
Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.
mandag den 14. februar 2011
Stille tider
Jeg ved godt det er længe siden der er sket noget herinde. Men i skrivende stund befinder jeg mig i Indien. Helt nede mod syd i verdens største udviklede landsby, tempelbyen Madurai. Her skal jeg blive indtil den 29. marts, som frivillig journalist på det lille engelske magasin madurai Messenger. Derfor vil jeg i de to måneder jeg er her være at finde på travelpod.com under navnet currycow. Her er linket: http://travelpod.com/members/currycow og så er det bare at komme derind og læse!
tirsdag den 18. januar 2011
Autisme
Hvor er det bare sejt og overskudsagtigt at arbejde i et autismecenter! Jeg kom til at tænke denne tanke, da jeg i dag havde ekspederet en kvinde med kraftig accent. Hun var ikke autist, men hun arbejdede i et autismecenter og var ude at handle legetøj med en noget ældre beboer. Ældre af år, ikke af sind.
Hånden på hjertet, jeg ville aldrig kunne klare det. Faktum er at jeg nok ville passe bedre som patient end passer med min tålmodighed og tvangsprægede hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne, det må være et meget givende job, og meget krævende. Men der var vist engang en klog mand der sagde noget i retning af at man må yde for at nyde. Måske talte han om bagværk, men citatet kan sagtens rettes mod socialt arbejde. De autister jeg har mødt har, næsten, altid været søde og rare. Helt vildt langt ude, oftest dårligt klædt og med mundvand eller fingre på afveje, men ganske elskelige. Jeg har så også for det meste kun mødt dem gennem mit job i Toys R Us. Så for dem er jeg vel en slags helgen. Den som bringer legetøj til institutionerne og smilende tager imod, når busser fulde af autister i alle aldre, stormer butikken i forventning om nyt legetøj.
Desværre er autisme ikke kun besættelse af legetøj. I så fald ville alle børn, og halvdelen af alle voksne også være autister. Jeg ser bare kun de gode sider, når de handler, og ikke når de kommer hjem med det handlede, og Per ikke vil lade Beate lege med V.smilen mere, fordi det er hans tur på klokkeslættet.
Der er det, jeg virkelig beundrer dem, som har overskuddet til, ikke kun at tage sig af sig selv, men også at tage sig de mere krævende hele tiden. Forældrene, centrene og voksen vennerne.
Jeg gad godt være en voksen ven, som kunne give hjælp og støtte og som de små autister så op til og følte tryghed ved i en verden der for dem er mere kaotisk end for os. Men det kræver nok jeg selv bliver voksen først.
Børnene, og forældrene, mest forældrene, kalder mig "Damen". Det har lidt en voksenlyd over sig. Også lidt en lyd af Elnett hårlak, lange røde negle, tobaksånde og store bløde bryster på en kvinde godt over de 40 over sig, men på en god dag kan man godt se jeg ikke er helt 40 endnu. Og brysterne kan jeg vist ikke rigtig snyde mig til uden mindst at bruge to af de store bamser fra gang to.
Men især tre autistiske børn som har været forbi "Damen" husker jeg.
Ikke fordi de har været der ofte, men fordi de har denne ene interesse som de får styret i Toys R Us.
Den ene er Pokémonfanatiker og noget ældre end de andre, at dømme udfra hans højde og fyldige, sorte overskæg i hvert fald. Men hans øjne svarer til en 10 årigs. Hans mor bøjer sig altid, og han får altid lige en pakke mere end planlagt.
Den anden er forbi trofast til hver fødselsdag for at købe gaver fra drengegangene hvor de seje actionfigurer, biler og våben bor. Han sidder i kørestol og med de ører han har, behøver han ikke selv trille hjulene hvis han har medvind. Han taler ikke så meget som den første, og opfører sig ikke altid lige pænt. Men ham og hans familie er altid velkomne ved min kasse, for man kan se hvor glad drengen bliver og hvor meget det betyder for hans forældre.
Den sidste har jeg kun mødt én gang. En meget lille dreng i dunjakke med pjusket hår. Normalt er jeg ikke en haj til børn. Eller jo, det er nok det der er problemet. Jeg er en haj, og de er små, drillesyge, provokerende delfiner, der fortjener et nap i bagfinnen.
Men ham her fik mig til at få en klump i halsen. Ikke af indeholdt opkast, men af stum, varm, forbavselse. Pist væk var hajtænderne.
Den lille dreng var ude at shoppe med sin mor, han havde snart fødselsdag. Normalt var han genert og sky, som de fleste autister lettere berøringsangst, men han så den lille tvangstænkende autist i mig og åbnede op. Han talte og talte, om sin fødselsdag, alle sine gaver, at de skulle prøve at invitere klassen og til sidst hviskede han "Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag" mens han forsigtigt rørte mit håndled og skottede nervøst til sin mor.
Om fødselsdagen blev den succes han ønskede sig, håber jeg. Det kan jo hurtigt blive for meget hvis man både kæmper med autisme og 24 små, vilde gæster. Også for værten og værtinden. Sikke et overskud de må samle. Selv en børnefødselsdag for normale børn kan være et helvede!
Så da kvinden med accenten og den gamle, unge autist vinkende gik ud ad døren, i en af de første solskinsdage på året uden sne, følte jeg at jeg selv havde overskuddet. Både til at være sød når de kommer og handler på deres lidt specielle måde, eller til måske selv at hjælpe til. Jeg ville i hvert fald gerne, men tanke og handling er to vidt forskellige ting. Især når ens tanker gerne tager styringen og handlingslammer i stedet for at i gangsætte ideerne. Jeg må nok bare holde mig til de små, der er ingen grund til at sætte deres overskud yderligere på prøve.
Hånden på hjertet, jeg ville aldrig kunne klare det. Faktum er at jeg nok ville passe bedre som patient end passer med min tålmodighed og tvangsprægede hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne, det må være et meget givende job, og meget krævende. Men der var vist engang en klog mand der sagde noget i retning af at man må yde for at nyde. Måske talte han om bagværk, men citatet kan sagtens rettes mod socialt arbejde. De autister jeg har mødt har, næsten, altid været søde og rare. Helt vildt langt ude, oftest dårligt klædt og med mundvand eller fingre på afveje, men ganske elskelige. Jeg har så også for det meste kun mødt dem gennem mit job i Toys R Us. Så for dem er jeg vel en slags helgen. Den som bringer legetøj til institutionerne og smilende tager imod, når busser fulde af autister i alle aldre, stormer butikken i forventning om nyt legetøj.
Desværre er autisme ikke kun besættelse af legetøj. I så fald ville alle børn, og halvdelen af alle voksne også være autister. Jeg ser bare kun de gode sider, når de handler, og ikke når de kommer hjem med det handlede, og Per ikke vil lade Beate lege med V.smilen mere, fordi det er hans tur på klokkeslættet.
Der er det, jeg virkelig beundrer dem, som har overskuddet til, ikke kun at tage sig af sig selv, men også at tage sig de mere krævende hele tiden. Forældrene, centrene og voksen vennerne.
Jeg gad godt være en voksen ven, som kunne give hjælp og støtte og som de små autister så op til og følte tryghed ved i en verden der for dem er mere kaotisk end for os. Men det kræver nok jeg selv bliver voksen først.
Børnene, og forældrene, mest forældrene, kalder mig "Damen". Det har lidt en voksenlyd over sig. Også lidt en lyd af Elnett hårlak, lange røde negle, tobaksånde og store bløde bryster på en kvinde godt over de 40 over sig, men på en god dag kan man godt se jeg ikke er helt 40 endnu. Og brysterne kan jeg vist ikke rigtig snyde mig til uden mindst at bruge to af de store bamser fra gang to.
Men især tre autistiske børn som har været forbi "Damen" husker jeg.
Ikke fordi de har været der ofte, men fordi de har denne ene interesse som de får styret i Toys R Us.
Den ene er Pokémonfanatiker og noget ældre end de andre, at dømme udfra hans højde og fyldige, sorte overskæg i hvert fald. Men hans øjne svarer til en 10 årigs. Hans mor bøjer sig altid, og han får altid lige en pakke mere end planlagt.
Den anden er forbi trofast til hver fødselsdag for at købe gaver fra drengegangene hvor de seje actionfigurer, biler og våben bor. Han sidder i kørestol og med de ører han har, behøver han ikke selv trille hjulene hvis han har medvind. Han taler ikke så meget som den første, og opfører sig ikke altid lige pænt. Men ham og hans familie er altid velkomne ved min kasse, for man kan se hvor glad drengen bliver og hvor meget det betyder for hans forældre.
Den sidste har jeg kun mødt én gang. En meget lille dreng i dunjakke med pjusket hår. Normalt er jeg ikke en haj til børn. Eller jo, det er nok det der er problemet. Jeg er en haj, og de er små, drillesyge, provokerende delfiner, der fortjener et nap i bagfinnen.
Men ham her fik mig til at få en klump i halsen. Ikke af indeholdt opkast, men af stum, varm, forbavselse. Pist væk var hajtænderne.
Den lille dreng var ude at shoppe med sin mor, han havde snart fødselsdag. Normalt var han genert og sky, som de fleste autister lettere berøringsangst, men han så den lille tvangstænkende autist i mig og åbnede op. Han talte og talte, om sin fødselsdag, alle sine gaver, at de skulle prøve at invitere klassen og til sidst hviskede han "Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag" mens han forsigtigt rørte mit håndled og skottede nervøst til sin mor.
Om fødselsdagen blev den succes han ønskede sig, håber jeg. Det kan jo hurtigt blive for meget hvis man både kæmper med autisme og 24 små, vilde gæster. Også for værten og værtinden. Sikke et overskud de må samle. Selv en børnefødselsdag for normale børn kan være et helvede!
Så da kvinden med accenten og den gamle, unge autist vinkende gik ud ad døren, i en af de første solskinsdage på året uden sne, følte jeg at jeg selv havde overskuddet. Både til at være sød når de kommer og handler på deres lidt specielle måde, eller til måske selv at hjælpe til. Jeg ville i hvert fald gerne, men tanke og handling er to vidt forskellige ting. Især når ens tanker gerne tager styringen og handlingslammer i stedet for at i gangsætte ideerne. Jeg må nok bare holde mig til de små, der er ingen grund til at sætte deres overskud yderligere på prøve.
tirsdag den 21. december 2010
Lorte café
Nu er det ikke nok med at ammende mødre skal vise deres bare bryster på cafeerne, nu skal vi også se på ungernes numser og dertilhørende lort!
Jeg gik fredeligt forbi Kong Kaffe i dag, der duftede godt af crossaint og kaffe, jeg havde lige trænet, mine ben var trætte og min mave sulten. Jeg kiggede ind på cafeen da jeg gik forbi de dejlige dufte. Et par bestilte noget med chokolade kunne jeg høre mellem pigens fnis, en smart fyr drak sin smoothie mens han tastede på sin mobil, en mor hev bleen af sit barn.
Vent, stop! Hev hun lige bleen af sit barn foran alle de andre kunder? Jeg stoppede op, forfærdet, min overlæbe krængedes opad i forargelse og foragt for den karryfarvede masse i bleens hvide stof. Godt det ikke var mig der lige havde sat tænderne i en cremelinse! Føj, hvor blev jeg hurtigt revet ud af sulten og ind i sippetheden.
Dengang der var stor debat i aviserne om ammeforbud på cafeer og restauranter var jeg en af fortalerne for forbuddet. Jeg kunne, og kan stadig, godt forstå de forargede mødre der gerne ville have lov at fodre alle ungerne på én gang. Men så krævede det vist heller ikke mere at tage en flaske med eller lige gå ud bagved for at amme den mindste.
I hvert fald bliver jeg stadig lidt sippet når en fremmed kvinde lige knapper op for sine fyldige bryster og stikker dem i hovedet på en lille rynket unge, mens jeg sidder og prøver at spise min meget dyre cafébrunch. Ellers tak.
Men dette, denne umådeligt dårlige udvidelse af grænseoverskridende adfærd? Jeg forstår det ikke. Lort hører aldrig hjemme ved siden af maden! Ligegyldigt hvor mange gange man har grinet af Drengene fra Angora, så er lort og mad ikke en god kombination i virkeligheden. Og det var den vist heller ikke i joken..
Denne mor sad med, hvad jeg gætter på, var sin egen mor og en veninde. De fortrak ikke en mine over den scene moderen lavede der, halvt på sit skød, halvt på bordet med ble, lort, unge og kaffe. En lettere farlig situation for barnet egentlig, men hverken situationens risiko for brandskader eller risiko for udsmidning så ud til at bekymre den lidt for frie mor.
Hvis jeg på noget tidspunkt havde overvejet at købe noget med hjem, forsvandt den trang som ble fra røv. Hvilket egentlig gjorde min dag billigere, noget jeg kun kan takke den frie mor for her i julen. Men helt ærligt, det kan godt være det er en vild ting at blive mor, men jeg synes det tager lidt overhånd hvis vi nu alle både skal dele bryster, barnegråd og babymoslort når vi egentlig bare kom for en crossaint og en caffé latte.
Jeg gik fredeligt forbi Kong Kaffe i dag, der duftede godt af crossaint og kaffe, jeg havde lige trænet, mine ben var trætte og min mave sulten. Jeg kiggede ind på cafeen da jeg gik forbi de dejlige dufte. Et par bestilte noget med chokolade kunne jeg høre mellem pigens fnis, en smart fyr drak sin smoothie mens han tastede på sin mobil, en mor hev bleen af sit barn.
Vent, stop! Hev hun lige bleen af sit barn foran alle de andre kunder? Jeg stoppede op, forfærdet, min overlæbe krængedes opad i forargelse og foragt for den karryfarvede masse i bleens hvide stof. Godt det ikke var mig der lige havde sat tænderne i en cremelinse! Føj, hvor blev jeg hurtigt revet ud af sulten og ind i sippetheden.
Dengang der var stor debat i aviserne om ammeforbud på cafeer og restauranter var jeg en af fortalerne for forbuddet. Jeg kunne, og kan stadig, godt forstå de forargede mødre der gerne ville have lov at fodre alle ungerne på én gang. Men så krævede det vist heller ikke mere at tage en flaske med eller lige gå ud bagved for at amme den mindste.
I hvert fald bliver jeg stadig lidt sippet når en fremmed kvinde lige knapper op for sine fyldige bryster og stikker dem i hovedet på en lille rynket unge, mens jeg sidder og prøver at spise min meget dyre cafébrunch. Ellers tak.
Men dette, denne umådeligt dårlige udvidelse af grænseoverskridende adfærd? Jeg forstår det ikke. Lort hører aldrig hjemme ved siden af maden! Ligegyldigt hvor mange gange man har grinet af Drengene fra Angora, så er lort og mad ikke en god kombination i virkeligheden. Og det var den vist heller ikke i joken..
Denne mor sad med, hvad jeg gætter på, var sin egen mor og en veninde. De fortrak ikke en mine over den scene moderen lavede der, halvt på sit skød, halvt på bordet med ble, lort, unge og kaffe. En lettere farlig situation for barnet egentlig, men hverken situationens risiko for brandskader eller risiko for udsmidning så ud til at bekymre den lidt for frie mor.
Hvis jeg på noget tidspunkt havde overvejet at købe noget med hjem, forsvandt den trang som ble fra røv. Hvilket egentlig gjorde min dag billigere, noget jeg kun kan takke den frie mor for her i julen. Men helt ærligt, det kan godt være det er en vild ting at blive mor, men jeg synes det tager lidt overhånd hvis vi nu alle både skal dele bryster, barnegråd og babymoslort når vi egentlig bare kom for en crossaint og en caffé latte.
Perverse producenter
Jeg er sikker på at der hos de store legetøjsproducenter sidder nogle rigtig perverse mænd og gnægger mens de gnider sig i hænderne over de umådeligt sjove navne de finder på til børns legetøj.
Som julehjælper for, jeg ved ikke hvor mange år i træk, i filial 3103, har jeg igen brugt en stor del af mine vågne timer blandt legetøj, papkasser, stressede mødre og betagede børn. For ikke at glemme de endnu mere stressede fædre jo tættere på juleaften kommer. Men det er ikke så meget kunderne der nu optager mine tanker. Når man har pakket så og så mange kasser med diverse underholdende og farverige indpakninger ud, opdager man at nogle af tingene har nogle lidt spøjse navne. Ikke altid kun spøjse, faktisk er der overvejede mange legesager der har et navn som kan direkte misforstås, hvis man før har stiftet bekendskab med det der sex, eller bare har haft seksualundervisning i skolen eller åbnet en anatomibog.
Jeg gik rundt i Babyleg og satte varer på plads. Fine, søde bamser, badedyr, klinglende, klanglende, ringlende, suttende, pruttende og larmende himstregimser til at hænge over vuggen, i barnevognen eller på barnets arm, så det ikke kan undgå de insisterende lyde fra et ligeså irriterende påhæng, som barnet selv kan være engang i mellem.
Efter et stykke tid svandt interessen for at skære flere papkasser op og arrangere indholdet på hylder og lager, og mit engagement faldt ekspotentielt med faldet af sukker i mit blod. Da pausen var et par timer væk endnu, blev jeg en smule irritabel. Mest fordi kunder til jul åbenbart bliver blændet af julepynten og ikke kan se hvor varerne står, eller opfører sig som man kunne forvente deres børn ville, hvis det legetøj de kommer efter, er udsolgt.
Men så åbnede jeg en kasse fra Playschool. "Busy balls" stod der på den. En sjov og farverig vare der havde plads ved siden af "Ball Poppin' Pack". Jeg ved ikke om det var trætheden, eller monotonien i det jeg foretog mig, der fik mig til at grine højlydt af de meget kreative navne. Kunderne omkring mig kunne i hvert fald ikke se det sjove i det.
Senere samme dag til eftermiddagspausen sad jeg i frokoststuen sammen med to andre julehjælpere. De havde taget en forkant fra en af hylderne med ud. Den skulle gemmes, sagde de. Da jeg spurgte hvorfor, flippede de den rundt så jeg kunne se, hvilken vare den tilhørte. "Barnets første klodser."
Jeg måtte give dem ret. Den fortjente at blive gemt.
Det er ikke kun varerne der alt for ofte får nogle lidt for kreative navne i butikken. Også diverse Tv-spots og reklamer tangerer til det perverse. Tag nu for eksempel en reklame der kørte hele efteråret, som heldigvis her til jul er blevet ersattet af en lidt mere moden reklame, rettet mod teenagere. For det er åbenbart kun til de helt små at producenterne tør lave klamme navne og reklamer. De store kunne jo forventes at forstå den underliggende mandehørms humor fra Finn på 45, der er kreativ direktør for Fisherprice. Og så er han nok ikke kreativ direktør ret meget længere.
Men dette Tv-spot var for noget slim på dåse som kunne sige en pruttende lyd, hvis man stak fingerne i det. Allerede beskrivelsen af legetøjet er helt afsporet.
"Har du pruttet i dag?! Stik fingerne i og pruuut! Sjov og skæg lige ud af dåsen!" Var omtrent den hilsen man mødte når man kom ud fra lageret med sin palle med varer. Var man uheldig, som jeg, stod man foran denne skærm med den entusiastiske mandestemme hele dagen og pakkede varerne ud.
Men så vidt jeg husker er det ikke noget nyt fænomen. Jeg har bare først fået tid til at tænke over det nu, hvor jeg har omgivet mig med perverst legetøj hele december, og jeg arbejder vel at mærke ikke i en voksen legetøjsbutik, men en Toys R Us!
De Disney film jeg så og elskede som barn var eftersigende fyldt med perverse undertoner og smart indkodede billeder. Jeg har ikke selv fået øje på dem endnu, og jeg har egentlig heller ikke lyst. For mig er Disney sødt og uskyldigt, og ikke fyldt med præster med ståpik eller par der knalder i vinduerne.
Hvorfor har producenter af legetøj, reklamer og film til børn denne trang til at få skabt perverse undertoner som kun os indviede kan få øje på?
Egentlig er det vel smart nok, en lille intern joke fra deres side, som så kan være et bevis på hvor beskidte vi alle sammen bliver. Ingen af de små uskyldige børn fanger joken, gudskelov, men som vi bliver ældre associerer vi åbenbart alt for mange ting til sex. Det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme. Meget af det jeg selv siger kan misforstås og den føste til at spotte det er gerne mig selv, med et høhø og et løftet øjenbryn til følge.
Og okay, måske kunne jeg også godt se mig selv som Finn på 45, der er lidt træt af alt det pusse-nussede design og nuttede navne til endnu et stykke legetøj henvendt til de 1-5 årige. Det bliver nok lidt trættende i længden, og når man når de 45 er man vel også ved at være ret beskidt og associationsforkvaklet.
Som julehjælper for, jeg ved ikke hvor mange år i træk, i filial 3103, har jeg igen brugt en stor del af mine vågne timer blandt legetøj, papkasser, stressede mødre og betagede børn. For ikke at glemme de endnu mere stressede fædre jo tættere på juleaften kommer. Men det er ikke så meget kunderne der nu optager mine tanker. Når man har pakket så og så mange kasser med diverse underholdende og farverige indpakninger ud, opdager man at nogle af tingene har nogle lidt spøjse navne. Ikke altid kun spøjse, faktisk er der overvejede mange legesager der har et navn som kan direkte misforstås, hvis man før har stiftet bekendskab med det der sex, eller bare har haft seksualundervisning i skolen eller åbnet en anatomibog.
Jeg gik rundt i Babyleg og satte varer på plads. Fine, søde bamser, badedyr, klinglende, klanglende, ringlende, suttende, pruttende og larmende himstregimser til at hænge over vuggen, i barnevognen eller på barnets arm, så det ikke kan undgå de insisterende lyde fra et ligeså irriterende påhæng, som barnet selv kan være engang i mellem.
Efter et stykke tid svandt interessen for at skære flere papkasser op og arrangere indholdet på hylder og lager, og mit engagement faldt ekspotentielt med faldet af sukker i mit blod. Da pausen var et par timer væk endnu, blev jeg en smule irritabel. Mest fordi kunder til jul åbenbart bliver blændet af julepynten og ikke kan se hvor varerne står, eller opfører sig som man kunne forvente deres børn ville, hvis det legetøj de kommer efter, er udsolgt.
Men så åbnede jeg en kasse fra Playschool. "Busy balls" stod der på den. En sjov og farverig vare der havde plads ved siden af "Ball Poppin' Pack". Jeg ved ikke om det var trætheden, eller monotonien i det jeg foretog mig, der fik mig til at grine højlydt af de meget kreative navne. Kunderne omkring mig kunne i hvert fald ikke se det sjove i det.
Senere samme dag til eftermiddagspausen sad jeg i frokoststuen sammen med to andre julehjælpere. De havde taget en forkant fra en af hylderne med ud. Den skulle gemmes, sagde de. Da jeg spurgte hvorfor, flippede de den rundt så jeg kunne se, hvilken vare den tilhørte. "Barnets første klodser."
Jeg måtte give dem ret. Den fortjente at blive gemt.
Det er ikke kun varerne der alt for ofte får nogle lidt for kreative navne i butikken. Også diverse Tv-spots og reklamer tangerer til det perverse. Tag nu for eksempel en reklame der kørte hele efteråret, som heldigvis her til jul er blevet ersattet af en lidt mere moden reklame, rettet mod teenagere. For det er åbenbart kun til de helt små at producenterne tør lave klamme navne og reklamer. De store kunne jo forventes at forstå den underliggende mandehørms humor fra Finn på 45, der er kreativ direktør for Fisherprice. Og så er han nok ikke kreativ direktør ret meget længere.
Men dette Tv-spot var for noget slim på dåse som kunne sige en pruttende lyd, hvis man stak fingerne i det. Allerede beskrivelsen af legetøjet er helt afsporet.
"Har du pruttet i dag?! Stik fingerne i og pruuut! Sjov og skæg lige ud af dåsen!" Var omtrent den hilsen man mødte når man kom ud fra lageret med sin palle med varer. Var man uheldig, som jeg, stod man foran denne skærm med den entusiastiske mandestemme hele dagen og pakkede varerne ud.
Men så vidt jeg husker er det ikke noget nyt fænomen. Jeg har bare først fået tid til at tænke over det nu, hvor jeg har omgivet mig med perverst legetøj hele december, og jeg arbejder vel at mærke ikke i en voksen legetøjsbutik, men en Toys R Us!
De Disney film jeg så og elskede som barn var eftersigende fyldt med perverse undertoner og smart indkodede billeder. Jeg har ikke selv fået øje på dem endnu, og jeg har egentlig heller ikke lyst. For mig er Disney sødt og uskyldigt, og ikke fyldt med præster med ståpik eller par der knalder i vinduerne.
Hvorfor har producenter af legetøj, reklamer og film til børn denne trang til at få skabt perverse undertoner som kun os indviede kan få øje på?
Egentlig er det vel smart nok, en lille intern joke fra deres side, som så kan være et bevis på hvor beskidte vi alle sammen bliver. Ingen af de små uskyldige børn fanger joken, gudskelov, men som vi bliver ældre associerer vi åbenbart alt for mange ting til sex. Det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme. Meget af det jeg selv siger kan misforstås og den føste til at spotte det er gerne mig selv, med et høhø og et løftet øjenbryn til følge.
Og okay, måske kunne jeg også godt se mig selv som Finn på 45, der er lidt træt af alt det pusse-nussede design og nuttede navne til endnu et stykke legetøj henvendt til de 1-5 årige. Det bliver nok lidt trættende i længden, og når man når de 45 er man vel også ved at være ret beskidt og associationsforkvaklet.
mandag den 13. december 2010
Klaps i Legoville
"Tak for hjælpen!" ledsaget af et klaps i bagdelen hylede mig helt ud af den, den anden dag.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?
Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.
Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.
Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.
Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.
Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?
Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.
Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.
Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.
Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.
Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.
fredag den 3. december 2010
R.I.P tastatur
En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"
Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.
Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.
Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!
Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.
Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.
Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!
Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.
Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.
Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!
Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.
Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.
Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!
Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.
Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.
Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!
Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.
Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.
Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!
Abonner på:
Opslag (Atom)