mandag den 14. februar 2011

Stille tider

Jeg ved godt det er længe siden der er sket noget herinde. Men i skrivende stund befinder jeg mig i Indien. Helt nede mod syd i verdens største udviklede landsby, tempelbyen Madurai. Her skal jeg blive indtil den 29. marts, som frivillig journalist på det lille engelske magasin madurai Messenger. Derfor vil jeg i de to måneder jeg er her være at finde på travelpod.com under navnet currycow. Her er linket: http://travelpod.com/members/currycow og så er det bare at komme derind og læse!

tirsdag den 18. januar 2011

Autisme

Hvor er det bare sejt og overskudsagtigt at arbejde i et autismecenter! Jeg kom til at tænke denne tanke, da jeg i dag havde ekspederet en kvinde med kraftig accent. Hun var ikke autist, men hun arbejdede i et autismecenter og var ude at handle legetøj med en noget ældre beboer. Ældre af år, ikke af sind.

Hånden på hjertet, jeg ville aldrig kunne klare det. Faktum er at jeg nok ville passe bedre som patient end passer med min tålmodighed og tvangsprægede hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne, det må være et meget givende job, og meget krævende. Men der var vist engang en klog mand der sagde noget i retning af at man må yde for at nyde. Måske talte han om bagværk, men citatet kan sagtens rettes mod socialt arbejde. De autister jeg har mødt har, næsten, altid været søde og rare. Helt vildt langt ude, oftest dårligt klædt og med mundvand eller fingre på afveje, men ganske elskelige. Jeg har så også for det meste kun mødt dem gennem mit job i Toys R Us. Så for dem er jeg vel en slags helgen. Den som bringer legetøj til institutionerne og smilende tager imod, når busser fulde af autister i alle aldre, stormer butikken i forventning om nyt legetøj.
Desværre er autisme ikke kun besættelse af legetøj. I så fald ville alle børn, og halvdelen af alle voksne også være autister. Jeg ser bare kun de gode sider, når de handler, og ikke når de kommer hjem med det handlede, og Per ikke vil lade Beate lege med V.smilen mere, fordi det er hans tur på klokkeslættet.
Der er det, jeg virkelig beundrer dem, som har overskuddet til, ikke kun at tage sig af sig selv, men også at tage sig de mere krævende hele tiden. Forældrene, centrene og voksen vennerne.
Jeg gad godt være en voksen ven, som kunne give hjælp og støtte og som de små autister så op til og følte tryghed ved i en verden der for dem er mere kaotisk end for os. Men det kræver nok jeg selv bliver voksen først.
Børnene, og forældrene, mest forældrene, kalder mig "Damen". Det har lidt en voksenlyd over sig. Også lidt en lyd af Elnett hårlak, lange røde negle, tobaksånde og store bløde bryster på en kvinde godt over de 40 over sig, men på en god dag kan man godt se jeg ikke er helt 40 endnu. Og brysterne kan jeg vist ikke rigtig snyde mig til uden mindst at bruge to af de store bamser fra gang to.

Men især tre autistiske børn som har været forbi "Damen" husker jeg.
Ikke fordi de har været der ofte, men fordi de har denne ene interesse som de får styret i Toys R Us.
Den ene er Pokémonfanatiker og noget ældre end de andre, at dømme udfra hans højde og fyldige, sorte overskæg i hvert fald. Men hans øjne svarer til en 10 årigs. Hans mor bøjer sig altid, og han får altid lige en pakke mere end planlagt.
Den anden er forbi trofast til hver fødselsdag for at købe gaver fra drengegangene hvor de seje actionfigurer, biler og våben bor. Han sidder i kørestol og med de ører han har, behøver han ikke selv trille hjulene hvis han har medvind. Han taler ikke så meget som den første, og opfører sig ikke altid lige pænt. Men ham og hans familie er altid velkomne ved min kasse, for man kan se hvor glad drengen bliver og hvor meget det betyder for hans forældre.
Den sidste har jeg kun mødt én gang. En meget lille dreng i dunjakke med pjusket hår. Normalt er jeg ikke en haj til børn. Eller jo, det er nok det der er problemet. Jeg er en haj, og de er små, drillesyge, provokerende delfiner, der fortjener et nap i bagfinnen.
Men ham her fik mig til at få en klump i halsen. Ikke af indeholdt opkast, men af stum, varm, forbavselse. Pist væk var hajtænderne.
Den lille dreng var ude at shoppe med sin mor, han havde snart fødselsdag. Normalt var han genert og sky, som de fleste autister lettere berøringsangst, men han så den lille tvangstænkende autist i mig og åbnede op. Han talte og talte, om sin fødselsdag, alle sine gaver, at de skulle prøve at invitere klassen og til sidst hviskede han "Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag" mens han forsigtigt rørte mit håndled og skottede nervøst til sin mor.
Om fødselsdagen blev den succes han ønskede sig, håber jeg. Det kan jo hurtigt blive for meget hvis man både kæmper med autisme og 24 små, vilde gæster. Også for værten og værtinden. Sikke et overskud de må samle. Selv en børnefødselsdag for normale børn kan være et helvede!

Så da kvinden med accenten og den gamle, unge autist vinkende gik ud ad døren, i en af de første solskinsdage på året uden sne, følte jeg at jeg selv havde overskuddet. Både til at være sød når de kommer og handler på deres lidt specielle måde, eller til måske selv at hjælpe til. Jeg ville i hvert fald gerne, men tanke og handling er to vidt forskellige ting. Især når ens tanker gerne tager styringen og handlingslammer i stedet for at i gangsætte ideerne. Jeg må nok bare holde mig til de små, der er ingen grund til at sætte deres overskud yderligere på prøve.

tirsdag den 21. december 2010

Lorte café

Nu er det ikke nok med at ammende mødre skal vise deres bare bryster på cafeerne, nu skal vi også se på ungernes numser og dertilhørende lort!
Jeg gik fredeligt forbi Kong Kaffe i dag, der duftede godt af crossaint og kaffe, jeg havde lige trænet, mine ben var trætte og min mave sulten. Jeg kiggede ind på cafeen da jeg gik forbi de dejlige dufte. Et par bestilte noget med chokolade kunne jeg høre mellem pigens fnis, en smart fyr drak sin smoothie mens han tastede på sin mobil, en mor hev bleen af sit barn.
Vent, stop! Hev hun lige bleen af sit barn foran alle de andre kunder? Jeg stoppede op, forfærdet, min overlæbe krængedes opad i forargelse og foragt for den karryfarvede masse i bleens hvide stof. Godt det ikke var mig der lige havde sat tænderne i en cremelinse! Føj, hvor blev jeg hurtigt revet ud af sulten og ind i sippetheden.
Dengang der var stor debat i aviserne om ammeforbud på cafeer og restauranter var jeg en af fortalerne for forbuddet. Jeg kunne, og kan stadig, godt forstå de forargede mødre der gerne ville have lov at fodre alle ungerne på én gang. Men så krævede det vist heller ikke mere at tage en flaske med eller lige gå ud bagved for at amme den mindste.
I hvert fald bliver jeg stadig lidt sippet når en fremmed kvinde lige knapper op for sine fyldige bryster og stikker dem i hovedet på en lille rynket unge, mens jeg sidder og prøver at spise min meget dyre cafébrunch. Ellers tak.
Men dette, denne umådeligt dårlige udvidelse af grænseoverskridende adfærd? Jeg forstår det ikke. Lort hører aldrig hjemme ved siden af maden! Ligegyldigt hvor mange gange man har grinet af Drengene fra Angora, så er lort og mad ikke en god kombination i virkeligheden. Og det var den vist heller ikke i joken..
Denne mor sad med, hvad jeg gætter på, var sin egen mor og en veninde. De fortrak ikke en mine over den scene moderen lavede der, halvt på sit skød, halvt på bordet med ble, lort, unge og kaffe. En lettere farlig situation for barnet egentlig, men hverken situationens risiko for brandskader eller risiko for udsmidning så ud til at bekymre den lidt for frie mor.
Hvis jeg på noget tidspunkt havde overvejet at købe noget med hjem, forsvandt den trang som ble fra røv. Hvilket egentlig gjorde min dag billigere, noget jeg kun kan takke den frie mor for her i julen. Men helt ærligt, det kan godt være det er en vild ting at blive mor, men jeg synes det tager lidt overhånd hvis vi nu alle både skal dele bryster, barnegråd og babymoslort når vi egentlig bare kom for en crossaint og en caffé latte.

Perverse producenter

Jeg er sikker på at der hos de store legetøjsproducenter sidder nogle rigtig perverse mænd og gnægger mens de gnider sig i hænderne over de umådeligt sjove navne de finder på til børns legetøj.

Som julehjælper for, jeg ved ikke hvor mange år i træk, i filial 3103, har jeg igen brugt en stor del af mine vågne timer blandt legetøj, papkasser, stressede mødre og betagede børn. For ikke at glemme de endnu mere stressede fædre jo tættere på juleaften kommer. Men det er ikke så meget kunderne der nu optager mine tanker. Når man har pakket så og så mange kasser med diverse underholdende og farverige indpakninger ud, opdager man at nogle af tingene har nogle lidt spøjse navne. Ikke altid kun spøjse, faktisk er der overvejede mange legesager der har et navn som kan direkte misforstås, hvis man før har stiftet bekendskab med det der sex, eller bare har haft seksualundervisning i skolen eller åbnet en anatomibog.

Jeg gik rundt i Babyleg og satte varer på plads. Fine, søde bamser, badedyr, klinglende, klanglende, ringlende, suttende, pruttende og larmende himstregimser til at hænge over vuggen, i barnevognen eller på barnets arm, så det ikke kan undgå de insisterende lyde fra et ligeså irriterende påhæng, som barnet selv kan være engang i mellem.
Efter et stykke tid svandt interessen for at skære flere papkasser op og arrangere indholdet på hylder og lager, og mit engagement faldt ekspotentielt med faldet af sukker i mit blod. Da pausen var et par timer væk endnu, blev jeg en smule irritabel. Mest fordi kunder til jul åbenbart bliver blændet af julepynten og ikke kan se hvor varerne står, eller opfører sig som man kunne forvente deres børn ville, hvis det legetøj de kommer efter, er udsolgt.
Men så åbnede jeg en kasse fra Playschool. "Busy balls" stod der på den. En sjov og farverig vare der havde plads ved siden af "Ball Poppin' Pack". Jeg ved ikke om det var trætheden, eller monotonien i det jeg foretog mig, der fik mig til at grine højlydt af de meget kreative navne. Kunderne omkring mig kunne i hvert fald ikke se det sjove i det.

Senere samme dag til eftermiddagspausen sad jeg i frokoststuen sammen med to andre julehjælpere. De havde taget en forkant fra en af hylderne med ud. Den skulle gemmes, sagde de. Da jeg spurgte hvorfor, flippede de den rundt så jeg kunne se, hvilken vare den tilhørte. "Barnets første klodser."
Jeg måtte give dem ret. Den fortjente at blive gemt.

Det er ikke kun varerne der alt for ofte får nogle lidt for kreative navne i butikken. Også diverse Tv-spots og reklamer tangerer til det perverse. Tag nu for eksempel en reklame der kørte hele efteråret, som heldigvis her til jul er blevet ersattet af en lidt mere moden reklame, rettet mod teenagere. For det er åbenbart kun til de helt små at producenterne tør lave klamme navne og reklamer. De store kunne jo forventes at forstå den underliggende mandehørms humor fra Finn på 45, der er kreativ direktør for Fisherprice. Og så er han nok ikke kreativ direktør ret meget længere.
Men dette Tv-spot var for noget slim på dåse som kunne sige en pruttende lyd, hvis man stak fingerne i det. Allerede beskrivelsen af legetøjet er helt afsporet.
"Har du pruttet i dag?! Stik fingerne i og pruuut! Sjov og skæg lige ud af dåsen!" Var omtrent den hilsen man mødte når man kom ud fra lageret med sin palle med varer. Var man uheldig, som jeg, stod man foran denne skærm med den entusiastiske mandestemme hele dagen og pakkede varerne ud.

Men så vidt jeg husker er det ikke noget nyt fænomen. Jeg har bare først fået tid til at tænke over det nu, hvor jeg har omgivet mig med perverst legetøj hele december, og jeg arbejder vel at mærke ikke i en voksen legetøjsbutik, men en Toys R Us!
De Disney film jeg så og elskede som barn var eftersigende fyldt med perverse undertoner og smart indkodede billeder. Jeg har ikke selv fået øje på dem endnu, og jeg har egentlig heller ikke lyst. For mig er Disney sødt og uskyldigt, og ikke fyldt med præster med ståpik eller par der knalder i vinduerne.

Hvorfor har producenter af legetøj, reklamer og film til børn denne trang til at få skabt perverse undertoner som kun os indviede kan få øje på?
Egentlig er det vel smart nok, en lille intern joke fra deres side, som så kan være et bevis på hvor beskidte vi alle sammen bliver. Ingen af de små uskyldige børn fanger joken, gudskelov, men som vi bliver ældre associerer vi åbenbart alt for mange ting til sex. Det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme. Meget af det jeg selv siger kan misforstås og den føste til at spotte det er gerne mig selv, med et høhø og et løftet øjenbryn til følge.
Og okay, måske kunne jeg også godt se mig selv som Finn på 45, der er lidt træt af alt det pusse-nussede design og nuttede navne til endnu et stykke legetøj henvendt til de 1-5 årige. Det bliver nok lidt trættende i længden, og når man når de 45 er man vel også ved at være ret beskidt og associationsforkvaklet.

mandag den 13. december 2010

Klaps i Legoville

"Tak for hjælpen!" ledsaget af et klaps i bagdelen hylede mig helt ud af den, den anden dag.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?

Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.

Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.

Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.

Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.

Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.

fredag den 3. december 2010

R.I.P tastatur

En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"

Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.

Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.

Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!

Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.

Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.

Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!

Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.

Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.

Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!

tirsdag den 30. november 2010

Min juletradition

Det er det samme hvert år. Man kan ligeså godt vænne sig til det.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!

Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.

Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.

I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.

Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.

Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.

lørdag den 27. november 2010

Kendis fitness

Der stod jeg i Fitness World, lidt søvndrukken, lettere svedlugtende, med fladt hår og næsen begravet i en bog om journalistiske virkemidler. Ikke videre tiltrækkende, spændende eller særligt fit. Ind af døren kom en mand, særligt tiltrækkende, spændende og meget fit. Først tænkte jeg bare "wow.. han er da pænt lækker, meget over middel, faktisk ret tæt på en 10'er. Jo helt klart en 10'er. Kender jeg ikke ham? Har da set ham før? Han træner her nok meget." Min tankerække blev heldigvis afbrudt af at han kom hen til mig og bad om at få lov til at træne en enkelt dag. Så han var ikke en af de faste kunder, hvilket forvirrede mig lidt. Jeg følte jeg kendte ham fra et eller andet sted. Så for ikke at fornærme nogen lod jeg som om jeg kunne huske ham og jokede lidt med ham. Han bestilte en dags træning og nogle andre ting, og fortalte han havde glemt sit tøj. Vi talte lidt frem og tilbage og så bestilte han også en dags træning til sin ven.
Da var det at det gik op for mig hvem han var! Vennen som kom slentrende selvsikkert gennem glaspartiets døre var Nik fra Nik og Jay. Manden som jeg troede var en person jeg havde snakket med før var Burhan G! Mit ansigt skiftede straks farve fra kedeligt grå til blussende pink. Min stemme blev meget tynd og piget og jeg kunne pludselig ikke finde ud af andet end at mit hjerte hamrede!
Hvorfor reagerer man sådan bare fordi de er kendte? Og flotte og lækre og meget tæt på! Hvorfor kan man (læs. jeg) ikke bare opføre sig cool.
Jeg prøvede at tage mig sammen efter de var gået ind for at varme op. Men det varede ikke længe før det sidste medlem af trioen også valgte at aflægge et visit hos mig. Endnu engang var jeg helt rundt på gulvet og stod pludselig med Jays Canadian Goose i armene og krammede den, hårdt.
Måtte straks ringe til nogen og fortælle det. Så jeg trippede nervøst rundt inde i personalerummet og ringede en veninde op. Skrev til et par stykker af de andre tætte som gider træne, men ingen kunne komme ned. Var helt alene med mine flossede nerver og bankende pigehjerte. Gud hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv, og da gik det op for mig. Jeg fik ikke en autograf!

Til mit held kom Burhan G ned for at købe nogle flasker vand. Jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, troede jeg, og bad ham skrive under på en seddel som alle gæster i Fitness World skal. Da han under sin autograf skrev 'kys' fløj mit hjerte op i halsen på mig igen og jeg prøvede at blinke frækt tilbage til ham, men det lignede vist bare en ansigtsspasme.

Min krop var i en tilstand af eufori i flere timer efter. Jeg gik rundt og nærmest rystede. Gæstesedlerne lå pænt foldet sammen i min kalender, mit lille håndfaste minde om hvor heldig jeg var at have taget den ekstra vagt i Fitness World. Det betaler sig at gøre gode gerninger! Min karma er måske ved at vende.

torsdag den 11. november 2010

Hidsighed

Det der held.. normalt forbinder jeg held med karma, og mig som en person med god karma og derfor som et heldigt individ. Generelt. Men det er som om min held er svundet kraftigt ind over den seneste tid. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort, noget må jeg have gjort for at skaffe nok dårlig karma til at mit held faktisk er helt forsvundet!
Det er frustrerende til en grad hvor jeg bliver hidsig!
Hidsig over min kæreste gennem flere år tog sig den frihed at slå op, over telefonen! Hidsig over jeg ikke kan få lov at blive hidsig på ham, for jeg har slettet hans nummer og han befinder sig flere hundrede kilometer væk! Hidsig over at min cykel som jeg gav 400 kr. for at få fikset stadig ikke virker! 400 kr. jeg ikke har fordi jeg stadig ikke har et fuldtidsjob og derfor bor på et værelse hos min far! Og som om det ikke var nok var der i weekenden en person som valgte at rykke mine gear af min cykel. Jeg ved godt hvem der får dårlig karma af den handling, lorte person!
Jeg blev også en smule hidsig i dag da jeg cyklede hjem på min cykel, stadig uden gear og hvis den endelig hakker i gear vælger den konsekvent syvende. Så i modvind kom jeg cyklende op ad bakke, i syvende gear, og så begyndte det at regne, ti minutter fra mit hus. Hidsig!
Heldigvis er alt ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Det hørte jeg en gammel dame sige engang, måske var det min mormor, måske var det en tilfældig dame i Føtex med lilla hår og en kat i favnen. Lige nu har jeg bare ret svært ved at tro på det udtryk. Især fordi jeg er så hidsig at jeg ser mere rødt end fornuft.

I går gik det ud over den intetanende Thomas fra kundeservice som jeg før havde, lettere bittert, ikke hidsigt, bedt om snart at fikse mit NemID, som er alt andet end nemt, så jeg kunne komme på min netbank. Thomas ringede for at høre om det hele var faldet på plads, til hans uheld var det hele slet ikke faldet på plads!
Han fik en røffel både på vegne af NemID, de penge jeg ikke har fået af skyldnere endnu, folkeregisteret der ikke har fattet at flytte min adresse så jeg ikke kan få tilsendt min post og dermed et nyt NemID og mængden af mennesker i byens gader der kyssede, delte brændte mandler og fik mig til at gylpe i mit halstørklæde!

Stakkels Thomas. Han vidste jo ikke, at den dårlige karma klistrede til mig som slikkepinde i tiårige pigers hår.
Og stakkels mig. Jeg er bange for at jeg ved at lade min hidsighed over mit manglende held og min stigende modgang fik losset mere dårlig karma på skuldrene. Det kunne resultere i at jeg kommer for sent til eksamen i morgen og dumper. Ligesom jeg drømte jeg ville gøre! Godt nok dumpede jeg i drømmen fordi jeg ikke vidste hvor hesten stod i stuen, men man skal ikke kimse af heste i stuer, heller ikke til en fitness instruktør eksamen!
Så for nu er min hidsighed afløst af nervøsitet. Ikke at det er meget bedre. I stedet for at fare op over de mindste ting, farer jeg nu bare sammen hver gang nogen siger biceps, squat eller hest! Mine nerver er uden på tøjet, og det på trods af at jeg har mange lag på fordi vejret, igen til mit uheld, trækker op til storm.
Bare stormen blæser mit uheld væk i nat, så jeg kan stå op i morgen, bestå mine eksamener og få min gode karma tilbage!
Jeg lover at hvis jeg består køber jeg de hjemløses blad, giver en skilling til en tigger i Århus, en runde til de venner der vil fejre min nye titel med mig og kys og kram til alle der trænger til lidt medgang!

torsdag den 4. november 2010

Bekræftelseskode v. 2.0

Når man som jeg har mange adgangskoder, for en sikkerheds skyld, er det næsten sikkert at man glemmer en af dem engang i mellem. Eller, jeg glemmer dem tit og hvis det er en af disse smarte moderne sider, hvor du kun må trykke forkert tre gange, benytter jeg mig altid af 'Har du glemt din adgangskode?' knappen. For ja, jeg har glemt den, igen. Men ikke nok med at jeg skal straffes af min egen hukommelse for, at have alt for mange koder, jeg skal også straffes af funktionen på hjemmesiden som egentlig burde hjælpe mig. Den funktion der hedder bekræftelseskoden-for-at-vi-ved-du-ikke-er-en-computer-der-muligvis-vil-hacke-vores-hjemmeside. Det er måske ikke helt det rigtige navn, men det beskriver meget godt hvad koden går ud på, selvom jeg ikke ved hvem 'vi' er, og at jeg selv er ret sikker på der ikke skal knækkes en kode for, at finde ud af jeg ikke er en hackende computer. Så havde jeg nok løst mit adgangskodeproblem!

Hvem er det egentlig der har opfundet disse bekræftelseskoder? En tilfældig blanding af bogstaver, tegn og tal som er utydeliggjort yderligere ved at lave 'ordet' svungent, sætte bogstaverne skævt og lade nogle overlappe. Jeg kan ikke tyde det! Endnu et bevis på jeg ikke er en computer, robot eller en figur i en Dan Brown roman.
Så sent som for fem minutter siden havde jeg glemt endnu en kode. Ikke en særlig vigtig kode, men det irriterede mig og derfor ville jeg lave den om til den jeg troede det var, som det ikke var. Det krævede at jeg skrev min e-mail i et felt og i feltet nedenunder skrev koden. Som jeg skrev forkert to gange, før jeg endelig fik genereret en bekræftelseskode min hjerne kunne finde en mening i. Så jeg fik til sidst sendt en mail om at jeg kunne lave en ny adgangskode ved at trykke på et link. Jeg trykkede, lavede en ny adgangskode, og selvfølgelig kom der er en ny bekræftelseskode frem. Lige der på skærmen foran mit ansigt. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret. Jeg havde jo lige, ikke mindre end tre gange, forsøgt at overbevise denne totalt ligegyldige hjemmeside om at jeg var et rigtigt menneske. Jeg begyndte så småt at forstå Pinnochios frustration over at være lavet af træ og ikke kød, da jeg selvom jeg er lavet af kød gang på gang bliver taget for at være lavet af computerchips og ledninger. Jamen jeg er en rigtig dreng! Eller pige for mit vedkommende.

Men det sætter sig altså lige på selvværdet, sammen med frustrationen over de tre marsbarer i går og sukkerindholdet i morgenmaden. Hvilket ikke gjorde mig mindre pigesur på disse her små enerverende koder fra pc helvede.
En bekræftelseskode burde være en kode hos det mandlige køn som man lige kunne stikke interaktivt til piger man syntes manglede lidt bekræftelse. En ny, hurtig, måske effektiv måde lige at fortælle en anden, at 'Du er sq god nok.' eller 'Du er ret lækker i de strømpebukser der.'
Koden skulle være nem at tyde, ikke noget med tal, overlapninger og svingniger, bare bogstaver. Et anagram måske, eller et palindrom. Så ville jeg straks blive interesseret i hvad der kunne gemme sig under bogstavsammensætningen!
Okay, anagrammer og palindromer er måske heller ikke for alle, men de er i det mindste skrevet i én skrifttype, står på en lige linie og er sjove. Det ville også vise at fyren havde lidt mere hjernekapacitet end jeg følte jeg havde da jeg for anden gang trykkede virkelighedens kedelige og dårligt producerede bekræftelseskode forkert ind.
Jeg ville tilmed blive lidt beæret over at modtage sådan en kode. Fyren må jo mene jeg også har tankevirksomhed nok til at finde frem til den skjulte kompliment.
Man kunne også lave den oldschool, skrive det på en lap papir og stikke det i pigens lomme, hende den flotte i køen i Netto. Eller lægge det på dørmåtten hos den søde nabo. Det ville faktisk bare gøre koden mere autentisk og spændende i mine øjne! Hvis altså fyren har en håndskrift der er til at tyde, ellers er vi bare tilbage til point zero igen og bekræftelseskode v. 2.0 mister lidt sin betydning.

Men, om det så er interaktivt eller oldschool, så vil jeg hjertens gerne bytte mine selvværdsnedbrydende bekræftelseskoder ud med anagrammer og palindromer. Og for engangs skyld slå fast at jeg ikke er en robot, selvom jeg skriver koderne ind forkert. En robot ville jo ikke forstå komplimentet i dets egentlige betydning, men bare se ordet som de tegn det er dannet udfra.
Så tag dén adgangsgivende bekræftelseskoder. Selvom det tog tid brød jeg koden og fik min adgangskode, indtil næste gang jeg glemmer den, men får jeg en bekræftelseskode v. 2.0 er der ingen chance for den ikke bliver lagret i min hukommelse!