Et tog, en røv, en nærigrøv

Der sad jeg så. Med en fremmed mands røv på hovedet og stirrede ind i en ung piges tykke knæ. Lige der ville jeg ønske, jeg havde givet de 30 kroner ekstra og skaffet mig en rigtig siddeplads i det overfyldte tog. Men billetterne var så dyre, at jeg håbede på min afgang var den rigtige. Den mindst fyldte.
Det var den på ingen måde.

Jeg virrede røven af mit uglede hår. Nok havde jeg ikke gidet sætte det om morgenen, men det var da ikke så fladt, at det kunne gå for taburet! Fornærmet åbnede jeg munden i en grimasse og fik straks stoppet det ene af de tykke knæ ind mellem tænderne. Skummende forbandede jeg DSB og deres tog med indiske tilstande. Deres pludselige forsinkelser med rykvise stop på vej mod stationerne. Min egen nærighed. Og smagen af gamle jeans i min mund.

I næsten tre timer udholdt jeg at sidde ved dørerne, og hver gang de svingede op, tog mine kinder mod diverse flagrende lynlåse og snører fra luftige vinterjakke. Straffen for at ville gemme tre flade tiere til fredagsbaren i stedet for at sidde uforstyrret i en polstret stol. Ved hver station håbede mine krampende lægge og krumme ryg, at der ville strømme flere folk ud end ind. Men pladsen omkring mig forsvandt under sportstasker, våde sko, flade numser og overtøj. Ikke en kubikmeter gik fri.

En ung fyr sad henslængt og lyttede til musik på den modsatte væg. Et par kyssede i rummet lige over mig, og en piges neglelak faldt af i flager få centimeter fra min ene skosnude. En ældre somalier læste avis, mens en dreng spillede computer. Fyren ved min side sendte hede beskeder til sin kæreste. Eller en anden pige. Paul Kalkbrenner mixede i mit hoved. Min stolthed led stadig efter ballernes tunge kollision med min hovedbund.

De 30 kroner ville være givet godt ud. Jeg indrømmer, at jeg for en gangs skyld tog fejl. At det havde været pengene værd. Jeg bed i de sure knæ og fik fladmast min knejsende nakke. Offentlig transport er dyrt, men 30 kroner fra eller til når pengepungen giver ekko, og kortet hviner ved mindste berøring, er måske det værd, næste gang jeg skal sidde i tog fra København til Aarhus.

Rumlighed

Når der ikke er mere at sige. Når alt er sagt. Når tårerne trækker glimtende spor på frostbidte kinder i blegt vintersolskin. Når noget betyder så meget, at man umuligt kan rumme det. Umuligt kan rumme mere. Hvor går man så hen? Hvornår skal man sige stop?

Jeg kan ikke stoppe. Men jeg kan heller ikke rumme mere.

Du har noget i næsen pt. 2

"Du har noget i næsen," ville jeg have sagt. I stedet rørte jeg ved hans kind. Et slags medlidende nus og en afledning for ikke selv at pille det ud. Et tic.
I forvejen er det akavet, når ens venner har noget siddende i næsen. Hver gang de trækker vejret bevæger det sig. Løsner sig måske en smule. Det er kun et spørgsmål om tid, før det flyver ud på ens skjorte. Værre er det, når det er ens kærestes næse, som truer med at fnyse indtørret slim ud på en.

Jeg ville gerne hjælpe, men jeg kan ikke få ordet 'noget' over mine læber, når jeg egentlig mener 'bussemand'. Et ord som er på linje med 'prut'. Det er grimt på en barnlig-ubehagelig måde. Derfor sagde jeg ikke noget dengang. Og derfor sagde jeg heller ikke noget i dag.

Jeg håber ikke, det gør mig til både en dårlig ven og en dårlig kæreste.
Jeg kyssede da igen, selvom jeg frygtede, at det ikke kun var kysset, der blev plantet på mit ansigt. 

Du har noget i næsen pt. 1

"Du har noget i næsen," sagde jeg ikke. Jeg stirrede kun lidt, men længe nok til at hun pillede nervøst ved sin ene næsefløj. Det hjalp ikke.

Jeg siger altid, at hvis jeg har noget i næsen, så skal folk sige det, så jeg kan fjerne det, inden flere ser det. Og ikke påpeger det. Det ser dumt ud. Uhygiejnisk. Det minder mig om børnehaven. Ellevetaller og lange glinsende striber op af ærmerne. Men alligevel bliver jeg flov, når de velmenende og ordreadlydende mennesker siger, at der sidder noget. Skal man pille det ud, mens de kigger? Spørge efter en Kleenex? Et toilet? En skovl?

For det meste flakser min håndryg op om næsen, inden jeg når at spørge efter hjælp. Og så bliver der ikke talt mere om det. Heller ikke hvis fremmedlegemet bliver siddende. Det opdager man først senere. Og med 'man' mener jeg ikke kun mig. Jeg mener også de stakler, som tror de har fjernet det, fordi der ikke bliver talt mere om det. For det er som om, at når ordene først er ude, så er det, at det bliver rigtig pinligt. For begge parter.

Min veninde havde noget i næsen hele dagen. Til sidst håbede jeg, at der ville være en mere venlig ven end mig, der ville sige noget. Da jeg mødte hende senere, kunne jeg se, at den person havde hun ikke mødt.
Det havde jeg heller ikke. Min egen morgenmad sad stadig mellem mine tænder.

Kæledyrs kærlighed

I går så jeg en pige med den største broche, jeg nogensinde har set. Den fyldte hele hendes ene bryst og strakte sig op om skulderen til halsen, hvor en række perler glinsede i lygtepælens gullige skær.
Men så huskede jeg, at jeg ikke havde mine briller på.
Brochen var en hund, og perlerne tænder. Dens tunge daskede ud af flaben, når pigen bevægede sig og bumpede hunden på plads på armen. Det regnede. Hunden skulle måske ikke have våde poter. Ingen ben var pakket ind i gips, og på nært hold lignede det en af den type hunde, som sagtens selv kan gå.

Men en tendens har bredt sig. Små hunde, og også hunde på + 10 kg, skal bæres rundt på armen eller i små tasker med kighuller. De stakkels dyr er i fare for at glemme, hvem de er. Nemlig dyr. Og ikke dukker.

Vores forhold til vores kæledyr har ændret sig meget, siden vi fandt ud af man kunne andet end at flå og æde dem. Vi elsker og forguder dem. Og siden vi har fået flere penge, er vi begyndt at bruge flere af dem på vores firbenede venner. Vi børster dem med børster fra Mason Pearson, giver dem tøj på fra Gucci og sætter lædersnorerne fast i halsbånd med diamanter og sølvvedhæng. De er ikke bare dukker, de er symboler på vores livsstil. De er smykker på vores i forvejen tyngede kroppe!

Jeg havde lyst til at rive hunden ned af pigens skulder, og befri både den og hende fra det forkvaklede forhold, de havde gang i på åben gade. Vaske materialismen og statussymbolismen af i rendestenen. Se hunden stæse af sted på sine stærke ben og pigen give sine penge til de hjemløse om hjørnet. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Der var kærlighed i hundens øjne, når den så på sin ejer. Eller også var det frygt for at blive tabt.

Jeg fortalte det til en af mine kammerater.

"Da jeg var lille, havde jeg da også mine kaniner med mig overalt," fortalte han. Jeg smilede og tænkte på ham som kun tre lorte høj med sin Pjuske og sin Peter.
"Min mor havde syet dem om til vanter, så om vinteren havde jeg dem jo på hver dag!"

Kærlighed kommer i mange afskygninger.

Syrlig fodbold

Min kæreste fortalte, han skulle se bold med drengene for nogle dage siden. Jeg har én gang været med på en lille bæverding kaldet Luderen på Vesterbrogade. Jeg kan ikke huske, hvem der spillede, og jeg er egentlig også ligeglad. Det var jeg også, da jeg trådte ind på baren og straks begyndte nedtællingen til første halvleg, hvor anden nedtælling begyndte, og lyset kunne skimtes for enden af banen. Jeg kan heller ikke huske, hvorfor jeg tog med i stedet for at læse en god bog eller løbe en tur og så lade drenge være drenge.

Men der sad jeg blandt drenge, mænd og mandekvinder og var kun så meget med, at jeg vidste det i hvert fald var et spansk hold på storskærmen. Jeg snuppede en enkelt chip fra Lays posen på bordet. Salt og eddike. Gode. Bedre end kampen. Der stod en reklame for en ny cider på bordet, Garage. Der var en form for vildmand på papskiltet med en kasse af de syrligt søde drikke på armen. De smagte ikke af vildmand.

"Hvis du filmer i Premier League, så bliver du hadet!," Det var helt ny retorik for mig, et nyt sprog. Jeg følte mig i allerhøjeste grad som blondinen fra reklamerne. Da jeg kiggede op på skærmen løb svedende mænd rundt på græsset uden hverken kameraer eller Vita Wrap, så jeg holdt pænt min mund lukket.

Der gik et brøl gennem baren. Det ene hold havde scoret. Tydeligvis det hold flest var med. Undtagen en meget vred mandsling, som sad tæt ved skærmens grynede dug. Jeg kan huske, han havde en hvid skjorte på med tynde striber og ulækkert, sort, glinsende hår, et aflangt ansigt med en dryppende underlæbe og en væmmelig mimik.

Spanieren viste sig at være en meget lav mand med en meget kompenserende personlighed.
"Puuuutoo," råbte han. Højere end alle andre og altid lidt forsinket af barens øvrige tilråb. "Puuuto!" Der var en vis stolthed bag hans udbrud. Hver gang han havde forbandet spillerne, tog han en overlegen slurk af sin rom og cola, som sikkert følte sig ligeså malplaceret mellem fadøllene, som jeg gjorde blandt fodboldfansene.

Kampen blev hurtigt meget mere spændende. Jeg kunne stirre, alt hvad min mor har lært mig man ikke må, på den højrøstede spanier. Han var så opslugt af at råbe af spillerne, af at gnaske chips på en ubehagelig måde og af at sippe til sin tøsedrink, at han ikke ænsede mig. Eller nogen af de andre i baren som efterhånden var ved at være godt trætte af hans tilstedeværelse.

Han levede helt op til mine fordomme. Ikke om fodboldtosser på Luderen, men om små mænd. De finder altid en måde at kompensere for deres mangel på højde. Ham har havde valgt at være den mest larmende og mest ubehagelige mand på baren. Han overstrålede kampen med sin umandige surhed, og blev for mig hele billedet på aftenen. Ham og så vildmanden på Garage ciderreklamen. Syrlig og fedtet og fodbold.

Nøgen i sokker

Der findes mange slags hylstre til at gemme hård hud, fodvorter og neglesvamp i. Strømper, ankelstrømper, strømpebusker, nylonstrømper. Og sokker. Det absolut mest usexede stykke tøj der nogensinde er blevet opfundet!

Jeg tog mine sokker på som det første efter badet i dag. Det så helt tosset ud. Mine fødder blev pinligt berørt over den pludselige udstilling af deres akavede længde, og min krop følte sig ekstra nøgen i sokkernes kontrast. Nøgenheden blev forvandlet til et grinagtigt forsøg på at holde varmen, og al selvtillid forsvandt som dug fra spejlet, der afslørede en krop, som nu følte sig lille og fjollet.
Lille, fjollet og usexet.
Lidt ligesom min den min kærestes krop forvandles til, når han beholder sokkerne på som det eneste i sengen. Det er bare ikke frækt. Jeg så nu mig selv med de øjne, jeg plejer at sende mod sokkebeklædte mandefødder.

Jeg ved ikke, hvad det er ved sokker og strømper, der er så fandens utiltrækkende. Så længe der er et bukseben i forlængelse, eller i det mindste udsigten til shorts, fungerer de meget godt.
Der dækker de knoglede mandetæer med apatiske øer af stridt hår og tykke pigeplader med grim neglelak. Desuden varmer de på kolde dage, og giver Bedste noget at lave efter bridge, når hullerne skal stoppes.
Men som eneste beklædningsgenstand på de cirka to kvadratmeter hud, der dækker en voksen krop. Nej føj da!

Det er pudsigt som ensomme sokker bliver til det mest kejtede og mest opmærksomhedskrævende på en ellers nøgen og ret så opmærksomhedstagende krop. Og at sokkernes fravær på en ellers påklædt krop gør fødderne ekstra udsat, og viser dem fra deres absolut grimmeste side.
Især når en selvsiddende nylonstrømpe kan være noget af det mest sexede en kvinde kan tage på. Eller af. Men så igen skal der ikke mere end en sammensyning af de to selvsiddere til et par strømpebukser, som igen fjerner alle lystige tanker og i stedet fremkalder både muffintop og kameltoe.

Det eneste, der er værre end de almindelige potelignende hylstre, er fingersokkerne! De er okay væmmelige i børnestørrelse, men på en fjollet nuttet måde. Når det så er i voksenstørrelse og på mænd, står jeg helt af. Det vil jeg slet ikke se uden en buks til at nedtone hæsligheden. Selv der er det en grund til øjeblikkelig latterliggørelse.

Resten af mit tøj kom også hurtigt på. Tænk hvis nogen havde set mig! Sokkerne kommer ikke på som det første igen. Men måske tager jeg dem af som det sidste engang, bare i stedet for at have ondt i hovedet.

Tillykke Mie og Pernille

Når det kommer til lodtrækninger, er jeg aldrig særlig heldig. Men denne gang har jeg ikke selv deltaget, nogen kunne jo se det som snyd, desuden ejer jeg allerede et eksemplar af præmien.
Jeg har dog lært at lave en simpel tilfældig udvælgelse. Noget jeg kun har hørt om til vores økonomiforelæsninger, og som jeg troede, var noget, jeg kun skulle kunne til eksamen.
Man kan også bruge det til at gøre folk glade, og kede af det, fandt jeg nu ud af. Jeg foretrækker begge udfald. Jeg hilste lidt på random.org, hvor man kan lave en liste. Alle navne fik et tilfældigt tal, og jeg lavede et taludtræk hvor nr. 7 og nr. 11 vandt. Pisse smart.
Så ærgerlig ærgerlig til de 18 som ikke vandt og tilhører kategorien kede af det, og tillykke til de to vindere!

De heldige vindere bag tallene er:
Pernille Hildebrandt Nielsen og Mie Fischmann Jørgensen

Tillykke til jer. Send jeres adresse til min mail sokkels@gmail.com, så vil jeg sørge for at Pretty Ink sender en saftig knaldroman afsted til jer!

Fifty Shades of Grey (og en konkurrence til læserne)

"Uh, det er jo porno!" Ekspedienten sendte et løftet øjenbryn min vej, og min vej gik hurtigt mod døren. Posthuse er nok ikke vant til, at lyshårede piger med briller råber 'PORNO', når de åbner pakker på disken. 

Men den dag modtog jeg porno. Og hånden på hjertet, jeg havde ikke bestilt det. Bare takket ja til, at Mette Holbæk måtte sende mig en bog. Hun sendte mig Fifty Shades of Grey. Den nye trilogi som desperate kvinder verden over febrilsk river ned fra hylderne og ind i deres sexløse ægteskaber og kolde singlesenge.

Det var i hvert fald min fordom om bogen, som jeg dagen inden havde gjort grin af med min kæreste. 

Nu stod jeg med selvsamme roman i hånden. Første del af trilogien om Anastasia Steele og Christian Grey. Bare navnene fik mig til at krænge overlæben op i foragt. Hvor banalt, hvor ligetil og budgetpornoagtigt. 

Den sorte boks med bogen blev lagt i min taske, mens mit blik scannede gaden. Jeg skammede mig lidt over indholdet. Men det råbte til mig. Skrigene fra Anastasias mange orgasmer brød ud af siderne, ud af boksen og ind i mit sind. Der var ikke andet at gøre end at starte fra starten og læse bogen. Finde ud af hvorfor den var blevet verdens hurtigst sælgende roman. 

Svøbt i bløde tæpper åd jeg side efter side af bogen i min sofa. Et miks af irritation og læselyst sprang rundt i mig, mens mit blod kogte over de sexede fantasier, der slap løs kapitel efter kapitel. 

Fifty Shades of Grey ligger igen i sin sorte boks. Gemt lidt væk, for den passer ikke helt til min samling af litterære perler og bøger om journalistik. Men når toeren udkommer, skal jeg da ikke være for fin til også at læse den. Bare for at udvide min horisont, og måske vende lidt tilbage til dengang, livet var så let som sproget i bogen og knap så kompliceret, som de stillinger Christian smider Anastasia i.

Hvis du selv vil være en del af Fifty Shades klubben, udlodder jeg to eksemplarer af den danske oversættelse fra forlaget Pretty Ink, under Rosinante & co.

Alt du skal gøre er at smide en kommentar herunder med dit navn og yndlingsfarve. Tjek bloggen igen mandag den 3. september, hvor jeg vil offentliggøre vinderne, som også bliver offentliggjort samme dag på www.overspring.dk, hvor min anmeldelse af bogen findes.

Tømmermænd

Mine fingre dirrer. Hele min krop gennemløbes af en million små rystelser. Værelset snurrer. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Indersiden af mine øjenlåg er fyldt med lysende cirkler, der danser og gør mig kvalm. Jeg rækker ud efter en imaginær vandflaske og taber min telefon ned i hovedet. Alkoholrelateret parkinsons.

Mine læber skilles uendeligt langsomt. Smasker tørheden væk. Vandhanen er flere kilometer fra min seng, som trækker mig ned i blødheden og festsnasken fra i går. Tungen løber hen over pelsede tænder. Jeg burde stå op. Gå i bad. Vaske aftenen af og starte en ny dag uden grævlinger i mundhulen og løvemanke på hovedet.

Tiden snegler sig afsted. Uden for åbner en carport sig. Verden bevæger sig stadig trods min egen stilstand. Pludseligt er flere timer sneglet hastigt forbi. Dagen er så småt ved at blive til aften. En aften uden alkohol. Min mave vender sig ved tanken. Med rystende hænder slår jeg dynen af og sætter prøvende en fod på gulvet. Det knaser under fodsålerne. Et spor af tøj viser vej mod døren.

Klokken nærmer sig fire om eftermiddagen. Jeg lytter. Der er stille på gangen. Med et håndklæde under armen tripper jeg ud mod badene i tøjet fra i går. Jeg åbner døren til køkkenet. En familie kigger undersøgende på mig. Der er ingen fra kollegiet. De er uidentificerbare ligesom min frisure. Jeg knurrer et godmorgen og lusker duknakket ud.
Hvor jeg dog elsker at bo på kollegium.