Året der gik #2

Gymnasie eller gymnasium? Bajads, dorsk og gelassen.
Året bød på en ny version af Retskrivningsordbogen. Nogle gamle ord måtte vi sige farvel til, mens nye ord fik deres plads. Ikke alle lige formfuldendte og rigsdanske, men mundrette og lette at stave til. Eller lettere at stave til.
Vi fik mere valgfrihed i vores sprog. Det kan både være godt og ondt, alt efter hvem man er. Men sproget fylder meget og selvom man hverken kan lide at læse eller skrive, er alle med til at forme hvilke ord der bliver optaget i bogen, og hvilke der udgår.
Mit eget ordforråd er ret stort, synes jeg selv. Men jeg har nogle ord og vendinger, som jeg bruger meget eller har et lidt varmere forhold til end andre. De udtryk jeg har brugt mest, har jeg forsøgt at sætte op. Svært var det, for på et år er der også både blevet optaget og udraderet udtryk i mit ordforråd. Og på en eller anden måde er det kraftudtrykkene, der står stærkest i min erindring.

1) Svedigt! - Når noget er så sejt, at det får 80'er swag over sig og bare drypper af niceness! Et musiknummer kan være svedigt, og det kan et stykke tøj også. Pas på flertydigheden.

2) Swag! - En underlig bastard af engelsk og dansk som blev meget brugt i starten af året. Desværre blev det ligeså hurtigt yt, som det blev in. At have swag er ikke swag længere.

3) Niceness! - En udbygning af ordet nice. Når noget er nicere end nice og lidt hipt.

4) Totalt! - Godt gammeldags dækkende ord som kan sættes foran det meste. Totalt svedigt er svært at opnå, og totalt nedern er når du har tis på hænderne og klør dig i øjnene på Roskilde. Og det ikke er dit eget tis.

5) For vildt! - Det mest brugte udtryk hos undertegnede i en stor del af 2012. Det ser ud til at følge med ind i 2013. Det er for vildt et udtryk! Kraftig og kalder på en høj røst og store armbevægelser!

6) Mongo! - Forstærker det led, der kommer bagefter. 'Den var mongo stor!' for eksempel. Siges sjældent om kønsorganer.

7) Mægtigt! - Leder tankerne hen på Disney film og Lille Per. 'Den er mægtig' eller bare ren og skær 'Mægtigt'. Når en idé er skide god!

8) For dælan da! - Egentlig et bandeord, men et meget mildt et. Lidt ligesom Andens 'For nissens da også!'. En pendant til det svenske bandeord 'Den jävlan!' Er især godt når man dummer sig på en lidt naiv måde eller når pastaen koger over.

Året der gik #1

Nu går vi snart ind i et nyt år. De sidste dage af det snart forgangne 2012 vil jeg bruge på at tænke tilbage. Ikke nødvendigvis på noget eksistentielt eller livsbekræftende. Og heller ikke nødvendigvis bare fordi året snart er slut. Men fordi radioen og tv'et er fulde af 'Året der gik', og jeg selv kom til at gå og tænke på det år, som snart er gået. På mine egne lister og oplevelser, irritationsmomenter, yndlingssange, mest brugte udtryk og mest hadede modefænomener. Og fænomener. På hvad der lige rører sig i min snørklede hjernebark og bankende hjerte. Og hvor er bedre at starte, end ved ti ting der både er irriterende, akavede og alligevel lidt sjove?

1) Når wannabe-gangster-wigga-piger taler grimt i telefonen offentlige steder som toget, bussen, busstoppestedet eller i Salling, og de vender øjne mod dig, så du pludselig er del af skændriet på hendes PMS-styrede-hysteriske side og ikke ved, om du skal himle tilbage eller løbe hylende væk fra Joe and the Juice.

2) Når to Aalborg-agtige duller træner sammen, efter først at have krøllet øjenvipper, sprayet lak i håret og lagt lipgloss, og de lægger mere vægt på at stritte med deres appelsinhudsballer og prøve at suge dansevandstanken ind end på faktisk at træne korrekt.

3) Når de blå futter i Fitness World kommer med ud af centeret, og det først er langt nede af gaden, den slæbende lyd pludselig gør dig opmærksom på, at du ligner en rengøringskone i sneen, hvorefter du uskønt glider en halv meter i forsøget på at tage dem af, uden nogen ser det.

4) Når piger tager portrætbilleder af sig selv med ligegyldige captions á la "Jeg er glad" på Instagram. Stop det.

5) Når folk bruger engelske udtryk, hvor danske havde været fuldt ud dækkende. For eksempel ordet 'captions'. Kan du sige kommentar, internationale-sprog-spasser?

6) Når pigers vægge bliver klisteret til i vammel-søde, lidt for intime venindebeskeder á la "Du er så smuk skatter, glæder mig til at se dig i aften. Møzzer!" "Smukke, Piiift!""Selv smukke!" "Nej, du er smukkest skattemusen!" "Jeg elsker dig skatten min. Du er bare så darjlig!"
Giv mig din Guccitaske. Jeg skal kaste op!

7) Når folk siger ting som "Dengang jeg var i Vietnam, Thailand etc." med tryk på 'jeg' og prøver at lyde verdenskloge, selvom de brugte flere penge på selvlysende maling, elefantrideture og kokosnødder med mistænkeligt alkoholisk indhold end på at møde de indfødte i landet, opleve de steder, hvor der ikke er overbefolket af fede, lyserøde turister eller sætte sig ind i forskellen på hinduisme, buddhisme og taoisme, men stadig sværger til Om og diverse eksotiske guder.

8) Når folk poster status opdateringer på Facebook, hvor der for eksempel står: "Åh, hvorfor sker det bare altid for mig (ked-af-det-smiley)?" og en eller anden naiv idiot svarer "Hvad søde? Skriv i privatchatten!" og selvmedlidenheds-typen så skriver "Nej, det er ligemeget. Det er bare så hårdt!" Stop det nu!

9) Når din far bruger kraftudtrykket 'edderpikme', og det eneste du hører er, din far der råber 'PIK'.

10) Når facere følger efter dig på gaden i en stormtale om, hvor forfærdelig verden er, og du til sidst må fake et epileptisk anfald for at få dem til at forsvinde.

Glædelig jul?

Overalt på de sociale medier flyver det med julehilsener og lykønskninger. I køkkenet flyver det med forjagede skældsord, kartoffelvand, taffelchips og rødkål. Gulvet er glat af andefedt. Kattene putter sig under juletræet og kløjes hvert andet minut i sølvlametta og gavebånd. I sofaen sidder en familie og lader deres magelige kroppe flyde ud over lædermøblerne, mens tv'et kører på et ligegyldigt program, som ingen kan huske i morgen. En rygdelle blafrer, da en vind slipper ud af buksen og tilføjer lidt ekstra huller i Ozonlaget. Det skal også mærke, at det er jul.
Stearinlysene oser køligt i vinduekarmene, hvor ruderne dugger til, og vandet løber langsomt ned for at fryse til is i karmen.
Stemmerne i køkkenet bliver højere. Anden er ikke, hvor den skal være. Den er stadig i køleskabet og medisteren sprak. Ikke at den var smukkere, da skindet var helt og blegt, kløften højner nærmere dens potentiale som muligt foderobjekt; hvis man altså er til de mindst tre typer grisedyr, der er obligatorisk på mange juleborde. Personligt synes jeg, noget af det burde sendes til dem som rent faktisk har brug for lidt ekstra kolesterol, og hvis kroppe ikke engang ville fylde den ene hynde i stuen. Men selvom anden gør stegen, confitten, kartoflerne, rødkålen, sovsen og chipsene selskab, er det ikke nok. Mere vil have mere!
Bordets ben kæmper for at holde de store mængder krystal, porcelæn, protein og fedt oppe. Julebordet er næsten fuldendt. Overdådigt som barokken, syndigt som dødens søde flirten med vores arterier og kvalmt som candyfloss og klovne i et forfaldent tivoli.
Glædelig jul!

Tillykke til Mai Ekmann

Lodtrækninger er sjældent særligt magiske. Min lodtrækning var denne gang særligt manuel. Små lyserøde papirkugler med små blækfarvede navne. Men "Den tomme plads" fik sig en ejer!
Og det blev Mai Ekmann!

Gyldendal har allerede tilsendt mig det spritnye eksemplar af romanen, som nu ligger her og venter på at blive læst.

Følg med løbende herinde. Måske kommer der flere konkurrencer, og der kommer helt sikkert flere indlæg af både spøjst, magisk og tragikomisk indhold!

Den tomme plads (og en konkurrence til læserne)

Ud af det blå stod jeg med en ny bog fra Gyldendal mellem hænderne. Pludselig havde jeg to eksemplarer. Vil du vinde det ene eksemplar af J. K Rowlings nye roman "Den tomme plads?" Så læs her og kommenter.

"Du kan vælge for 227 kroner. Vil du finde noget nu, eller have en seddel på det?" Mine gamle bøger helt tilbage fra gymnasiet skulle nu bo i byttebiksen på Nørregade. Og jeg kunne vælge nogle nye, gamle skatte til mit bibliotek.

Det gør altid lidt ondt at skille sig af med de gamle venner. Med krøllede hjørner hvor teksten har særligt smukke sprogblomster eller direkte ulidelige junglevrål. Hvor kaffe, cola og tårer har gjort det fine pergament tyndslidt i gennemsigtige cirkler.
Men når de ikke bliver smidt ud, men får et nyt hjem – først blandt ligestillede, senere måske hos nogen som kan sætte mere pris på deres historie – så er det ikke så slemt at overlade dem til nye øjne.

Jeg kiggede mig omkring. Mit blik faldt på en højrød forside med et sort kryds på. "Den tomme plads" af J. K Rowling. Harry Potters mor. Dens tyngde vejede godt i mine hænder, bagsiden lokkede med gode anmeldelser fra både Politiken og Time Magazine. En voksenroman fra mit forfatteridol fra da jeg selv var tolv og hver nat ventede spændt på, at Hagrid ville rive mig væk fra mit ordinære liv som Muggler og fortælle mig, at jeg ikke var skør. Jeg var bare troldmand. Magiker.

Jeg tog imod en seddel med 227 kroner skrevet i hånden. Jeg kunne ikke beslutte mig. "Den tomme plads" ville passe godt i reolen, der hvor der nu var hul mellem bøgerne i de flammende nuancer. Men alle de andre bøger, der fyldte fra gulv til loft tiggede om at blive taget ud, bladret lidt i og måske blive en del af samlingen. Jeg kunne ikke skuffe dem. Ikke den dag.

Da jeg kom hjem, lå der en pakke uden for min dør. Den vejede godt i mine hænder og havde en størrelse som en bog. Jeg hev det tykke pap af, flåede bobleplasten til side, og der lå den. "Den tomme plads" havde selv fundet vej til min gabende reol. Med et underskrevet brev fra Gyldendal fik jeg en tidlig julegave. Jeg slugte første kapitel råt. De andre gled ned som det møreste kød mellem mine sultne tænder, som ville have mere. Side efter side fortærrede jeg sultent. Bogens omslag lyste som en morgenrøde, og hver aften tyggede bogmærket sig længere og længere mod bagsiden.

En aften var der ikke flere ord. J. K Rowling havde sat sidste punktum i en tragisk, socialrealistisk, humoristisk, gribende fortælling om den lilleby Pagford og dens indbildske, egoistiske og manipulerende beboere. Selvom der ikke var en eneste tryllestav, emmede bogen af magikermoderens sprog og stil.

Derfor har Gyldendal og jeg en tidlig julegave til en heldig læser i Aarhus. Hvis du bor i 8000 eller tæt på, kan du smide en kommentar herunder med dit navn og yndlings trylleformular. Så kan du være med i lodtrækningen om et eksemplar af "Den tomme plads".

Tjek bloggen igen den anden søndag i advent, den 9. december, hvor jeg offentliggør vinderen herinde og på www.overspring.dk, hvor min anmeldelse af bogen kan læses. Bogen kan så afhentes på en af de små hyggelige cafeer i Aarhus ugen efter.

Et tog, en røv, en nærigrøv

Der sad jeg så. Med en fremmed mands røv på hovedet og stirrede ind i en ung piges tykke knæ. Lige der ville jeg ønske, jeg havde givet de 30 kroner ekstra og skaffet mig en rigtig siddeplads i det overfyldte tog. Men billetterne var så dyre, at jeg håbede på min afgang var den rigtige. Den mindst fyldte.
Det var den på ingen måde.

Jeg virrede røven af mit uglede hår. Nok havde jeg ikke gidet sætte det om morgenen, men det var da ikke så fladt, at det kunne gå for taburet! Fornærmet åbnede jeg munden i en grimasse og fik straks stoppet det ene af de tykke knæ ind mellem tænderne. Skummende forbandede jeg DSB og deres tog med indiske tilstande. Deres pludselige forsinkelser med rykvise stop på vej mod stationerne. Min egen nærighed. Og smagen af gamle jeans i min mund.

I næsten tre timer udholdt jeg at sidde ved dørerne, og hver gang de svingede op, tog mine kinder mod diverse flagrende lynlåse og snører fra luftige vinterjakke. Straffen for at ville gemme tre flade tiere til fredagsbaren i stedet for at sidde uforstyrret i en polstret stol. Ved hver station håbede mine krampende lægge og krumme ryg, at der ville strømme flere folk ud end ind. Men pladsen omkring mig forsvandt under sportstasker, våde sko, flade numser og overtøj. Ikke en kubikmeter gik fri.

En ung fyr sad henslængt og lyttede til musik på den modsatte væg. Et par kyssede i rummet lige over mig, og en piges neglelak faldt af i flager få centimeter fra min ene skosnude. En ældre somalier læste avis, mens en dreng spillede computer. Fyren ved min side sendte hede beskeder til sin kæreste. Eller en anden pige. Paul Kalkbrenner mixede i mit hoved. Min stolthed led stadig efter ballernes tunge kollision med min hovedbund.

De 30 kroner ville være givet godt ud. Jeg indrømmer, at jeg for en gangs skyld tog fejl. At det havde været pengene værd. Jeg bed i de sure knæ og fik fladmast min knejsende nakke. Offentlig transport er dyrt, men 30 kroner fra eller til når pengepungen giver ekko, og kortet hviner ved mindste berøring, er måske det værd, næste gang jeg skal sidde i tog fra København til Aarhus.

Rumlighed

Når der ikke er mere at sige. Når alt er sagt. Når tårerne trækker glimtende spor på frostbidte kinder i blegt vintersolskin. Når noget betyder så meget, at man umuligt kan rumme det. Umuligt kan rumme mere. Hvor går man så hen? Hvornår skal man sige stop?

Jeg kan ikke stoppe. Men jeg kan heller ikke rumme mere.

Du har noget i næsen pt. 2

"Du har noget i næsen," ville jeg have sagt. I stedet rørte jeg ved hans kind. Et slags medlidende nus og en afledning for ikke selv at pille det ud. Et tic.
I forvejen er det akavet, når ens venner har noget siddende i næsen. Hver gang de trækker vejret bevæger det sig. Løsner sig måske en smule. Det er kun et spørgsmål om tid, før det flyver ud på ens skjorte. Værre er det, når det er ens kærestes næse, som truer med at fnyse indtørret slim ud på en.

Jeg ville gerne hjælpe, men jeg kan ikke få ordet 'noget' over mine læber, når jeg egentlig mener 'bussemand'. Et ord som er på linje med 'prut'. Det er grimt på en barnlig-ubehagelig måde. Derfor sagde jeg ikke noget dengang. Og derfor sagde jeg heller ikke noget i dag.

Jeg håber ikke, det gør mig til både en dårlig ven og en dårlig kæreste.
Jeg kyssede da igen, selvom jeg frygtede, at det ikke kun var kysset, der blev plantet på mit ansigt. 

Du har noget i næsen pt. 1

"Du har noget i næsen," sagde jeg ikke. Jeg stirrede kun lidt, men længe nok til at hun pillede nervøst ved sin ene næsefløj. Det hjalp ikke.

Jeg siger altid, at hvis jeg har noget i næsen, så skal folk sige det, så jeg kan fjerne det, inden flere ser det. Og ikke påpeger det. Det ser dumt ud. Uhygiejnisk. Det minder mig om børnehaven. Ellevetaller og lange glinsende striber op af ærmerne. Men alligevel bliver jeg flov, når de velmenende og ordreadlydende mennesker siger, at der sidder noget. Skal man pille det ud, mens de kigger? Spørge efter en Kleenex? Et toilet? En skovl?

For det meste flakser min håndryg op om næsen, inden jeg når at spørge efter hjælp. Og så bliver der ikke talt mere om det. Heller ikke hvis fremmedlegemet bliver siddende. Det opdager man først senere. Og med 'man' mener jeg ikke kun mig. Jeg mener også de stakler, som tror de har fjernet det, fordi der ikke bliver talt mere om det. For det er som om, at når ordene først er ude, så er det, at det bliver rigtig pinligt. For begge parter.

Min veninde havde noget i næsen hele dagen. Til sidst håbede jeg, at der ville være en mere venlig ven end mig, der ville sige noget. Da jeg mødte hende senere, kunne jeg se, at den person havde hun ikke mødt.
Det havde jeg heller ikke. Min egen morgenmad sad stadig mellem mine tænder.

Kæledyrs kærlighed

I går så jeg en pige med den største broche, jeg nogensinde har set. Den fyldte hele hendes ene bryst og strakte sig op om skulderen til halsen, hvor en række perler glinsede i lygtepælens gullige skær.
Men så huskede jeg, at jeg ikke havde mine briller på.
Brochen var en hund, og perlerne tænder. Dens tunge daskede ud af flaben, når pigen bevægede sig og bumpede hunden på plads på armen. Det regnede. Hunden skulle måske ikke have våde poter. Ingen ben var pakket ind i gips, og på nært hold lignede det en af den type hunde, som sagtens selv kan gå.

Men en tendens har bredt sig. Små hunde, og også hunde på + 10 kg, skal bæres rundt på armen eller i små tasker med kighuller. De stakkels dyr er i fare for at glemme, hvem de er. Nemlig dyr. Og ikke dukker.

Vores forhold til vores kæledyr har ændret sig meget, siden vi fandt ud af man kunne andet end at flå og æde dem. Vi elsker og forguder dem. Og siden vi har fået flere penge, er vi begyndt at bruge flere af dem på vores firbenede venner. Vi børster dem med børster fra Mason Pearson, giver dem tøj på fra Gucci og sætter lædersnorerne fast i halsbånd med diamanter og sølvvedhæng. De er ikke bare dukker, de er symboler på vores livsstil. De er smykker på vores i forvejen tyngede kroppe!

Jeg havde lyst til at rive hunden ned af pigens skulder, og befri både den og hende fra det forkvaklede forhold, de havde gang i på åben gade. Vaske materialismen og statussymbolismen af i rendestenen. Se hunden stæse af sted på sine stærke ben og pigen give sine penge til de hjemløse om hjørnet. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Der var kærlighed i hundens øjne, når den så på sin ejer. Eller også var det frygt for at blive tabt.

Jeg fortalte det til en af mine kammerater.

"Da jeg var lille, havde jeg da også mine kaniner med mig overalt," fortalte han. Jeg smilede og tænkte på ham som kun tre lorte høj med sin Pjuske og sin Peter.
"Min mor havde syet dem om til vanter, så om vinteren havde jeg dem jo på hver dag!"

Kærlighed kommer i mange afskygninger.