Tant og fjas på apoteket

Her den anden dag var jeg på apoteket. For engangs skyld tidligt ude med at købe p-piller. Det ender alt for ofte med at jeg først opdager de mangler, dagen jeg skal tage dem igen - søndag, hvor apoteket har lukket og derfor koster det ekstra at få udleveret de små gule hormonbomber.
Denne gang havde jeg forberedt mig, skrevet en huskeseddel midt i ugen, hvor et af toppunkterne var Apoteket - Husk Det!
Glad gik jeg ned af Vesterbro og opdagede først da jeg stod på apoteket og trykkede et nummer ud, at der var 8 i kø før mig.
8 er normalt ikke et særligt stort tal, det er til at overskue, godt at tælle takter til og har en magisk sandhedsfaktor hvis det sidder på en billiardkugle. På apoteket er 8 noget helt andet. Apotekere har det nemlig med at bruge utroligt lang tid på hver ekspedition. Det kan tage dem mange minutter at finde noget ude bagved. Jeg personligt har dem mistænkt for at have store skåle med slik derude som de småspiser af og bliver endnu mere dovne af!

Så der stod jeg på apoteket med min lille lap i hånden og blev mere og mere dvask. Solen skinnede udenfor og tiggede om at skinne ned på bare hvide ben og dårlige engangsgriller. Men som det så ud nu måtte den vente.

Jeg vimsede lidt rundt mellem hylderne og prøvede at finde noget interessant med en masse vareinfo på, som jeg kunne underholde mig med. Men som det tit sker, begyndte jeg at se gennem tingene i stedet for at se på dem. De forsvandt for mit blik som blev mere og mere ufokuseret. Indtil jeg skeløjet fik øjnene på plads i hovedet og opdagede hvad jeg havde taget i hånden. En ekstra stor æske Lactal. På den stod der med store bogstaver "Genopretter den naturlige ubalance i underlivet." Blev en smule overrasket, glippede med øjnene og fik øje på to teenagetøser og en ganske pænt udseendet ung mand kigge på mig med skæve smil. Baksede æsken ind på plads med den effekt, at jeg fik væltet tre bagved og fik skubbet til en tandproteserenser.
Fyren begyndte at rejse sig op og med svedige håndflader fik jeg signaleret, at situationen var helt under kontrol. Det viste sig så bare at det var hans tur, så det var ikke mig han var på vej op til, men skranken og sine håndkøb. Situation slet ikke under kontrol.

Gik over i den anden ende af butikken og stillede mig under skiltet "Tand og Tjas." Det lød ganske uskyldigt, lidt som en dårlig farmaceut joke, ikke at jeg nogensinde har hørt en.
Indtil jeg kiggede på indholde på hylderne. Det havde absolut intet med hverken tænder eller fjas at gøre. Eller i hvert fald hvad jeg havde gættet på Fjas i sammenhæng med Tand betød.
Hylderne bugnede af glidecremer, intimsæbe, kondomer og graviditetstester. Akavet! Og alligevel ganske interessant. Nogle af bøtterne med glidecreme havde en betydelig størrelse og der var et stort udvalg i kondomer i forhold til hvad jeg havde forventet af et apotek. Ikke kun kommunekedelige pakker uden dupper, dipper, gnubber eller riller.

Men skiltet over mig gav stadig ikke mening i mit hovede. "Tand og Fjas" lyder temmelig meget som Tant og fjas, men med det tvist at tanten er blevet til tanden, og dermed mere værdifuld skulle man tro, eftersom tant i sin substantielle betydning er noget værdiløst eller unyttigt. Det samme gælder for fjas, som også er noget ubrugeligt eller en ubetænksom adfærd. Altså må apoteket syntes at disse intime produkter er noget værdiløst eller noget som tandplejere kunne få brug for i fremtiden. Og fjas må denne sammenhæng være udtryk for de nedre dele. Det lyder i hvert fald meget af fjams, som er et ret uflatterende ord. Hvilket egentlig passer meget godt til indholdet på hylderne. Men tand og fjas?

Blev dog afbrudt i min forvirrede tankegang da det endelig blev min tur. Endnu ikke helt ude af min egen verden, nærmest hoppede jeg over til skranken, forbi to tyske backpackere og meddelte højt og tydeligt, at jeg skulle have mine p-piller! Vendte mig om og smilede vidende til tyskerne, ved ikke helt hvorfor. Fik heller ikke noget smil tilbage. Derimod rykkede de lidt væk og hviskede noget til hinanden. Det fik mig til at vågne af min apoteksdvaskhed og betale mine p-piller, sige nej tak til en pose, så hele byen kunne se hvad jeg havde købt og gå ind i døren på vej ud.

Måske er apotekerne netop så langsomme for at kunder som jeg bliver lullet ind i en uopmærksom halvsøvn og bliver lige så dvaske som dem, så der sker lidt i deres hverdag. Selvom jeg synes de burde have nok at snakke om med alle de typer og sygdomme de ser hver dag - det kunne selvfølgelig også være derfor de bliver så længe ude bagved.

Godt der er en måned til jeg skal derned igen.

Skibet er lastet med S....

Er det meget slemt når ekspedienten i slikbutikken længere nede af gaden kan genkende en?
Har på fornemmelsen det nok ikke er det bedste signal, hverken til sig selv eller omverdenen.
Og jeg vil da ikke lyve. Efter jeg har fået en kæreste har jeg været rigtig meget i slikbutikken - af den simple grund at hygge med film kræver slik, og så måske fordi jeg er blevet så dybt afhængig af sukker, at jeg sveder og bliver rastløs hvis jeg ikke får mit fix, nu! Det kan godt være det er bevist at man ikke kan være afhængig af sukker, men så vil jeg gerne vide hvorfor mine pludselige svedeture og rastløshed stopper så snart jeg får noget sødt stoppet i ansigtet.

Jeg vidste som sagt godt selv jeg var blevet ret fast kunde i Slik Hans og Øl Grethe. Men da ekspedienten en aften udbryder "Nej, hvad er der galt med jer, I plejer da at købe meget mere!" ringede første alarmklokke. Jeg opdagede først bagefter at hun havde talt til min kæreste og jeg. Lige netop denne dag havde vi kærestens rumbo med, og jeg troede det var dem hun henvendte sig til, idet jeg stod bag en søjle med min betalte, og ret lille i forhold til normalen, slikpose. Da jeg så med et lidt smørret smil spørger rumboen udenfor om de ofte har købt slik sammen her på vej til biografen får jeg svaret "Nej skat, det var da til os!" af min kæreste. Oh, den blev jeg ikke helt glad for. Især fordi hun havde jo ret, ekspedienten. Det er ikke små poser vi køber og vi køber altid en hver fordi vi ikke kan finde ud af at dele. Eller fordi jeg ikke kan.

Nogle dage senere gik jeg forbi Slik Hans og Øl Grethe igen. Da jeg kun bor et par opgange væk og mit arbejde, shopping, biblioteksbesøg og filmpusher ligger på den anden side af slikbutikken går jeg virkelig tit forbi! Jeg havde ikke før lagt så meget i at både indehaveren, den ene ekspedient og indehaverens mor vinker og siger hej, men den dag gibbede det helt i mig da moderen smilede og sagde hej på vej ind med nye forsyninger af slik, endnu før jeg havde genkendt hende.

Tog mig selv op til revurdering. Mindre slikposer, sjældnere besøg hos Hans og Grethe, mere frugt i køleskabet op til weekenden, aftensmad før de sene biografture og så videre.
Det føltes også meget godt, den første uge.
Men så blev det karneval, med dagen derpå film og slik. Det blev mandag med biograftur, det blev tirsdag og onsdag med godt vejr og derfor tur i sommerhus med grill og dessert, og slik. Derpå fulgte en forlænget weekend med Sex and the City 2 i biografen, også med slik, afterparty med cocktails fredag og en bytur til at afslutte chill i parken med lørdag. Så meget for at forsøge at ændre en, næsten, fremmed persons syns på mit slikforbrug.

Hvem prøver jeg også at snyde? Ekspedienten hygger sig sikkert med at være lille og skinny. Hun har tydeligvis ikke opdaget alt det slik hun står mellem flere gange om ugen. Jeg er kunden hun kan stå og vurdere alt for tit og føle sig bedre end. Eller, det kunne jeg da godt selv finde på. Men jeg ville aldrig ende i den situation. Jeg ville derimod meget hurtigt tage rigtig meget på hvis jeg havde hendes job. Bare det at arbejde i en café og isbutik, deltid for nu vel at mærke, har tvunget mig til at træne nogle ekstra hold hver uge, fordi isen ikke erstatter slikket, men bare bliver lagt oveni forbruget af sukker.
Jeg ville blive den lille fede ekspedient der savler over kundernes bugnende poser af slik og bare venter på at de går, så jeg kan gå ind og 'tjekke' om slikket er okay.

Så nu er det slut med at prøve at snyde mig selv. Jeg har en kæmpe last og den hedder ikke rygning, Burger King, den Gyldne Måge eller pizzaafhængighed. Den hedder ekstrem-glæde-ved-produkter-med-højt-indhold-af-kulhydrater-i-form-af-sukker.
Jeg er bare et meget bedre menneske når jeg får lov til at få mit sukkerfiks. Ingen spontan sved, ingen traven frem og tilbage til køleskabet og bare en mere tilfreds person.

Medmindre jeg får for meget! Så bliver jeg hyperaktiv. Taler mere end ellers. Jeg er ikke til at holde ud, og den dårlige samvittighed. Den er nok det værste.
Derfor snyder jeg nogle gange mig selv lidt alligevel. Men det er ved at spise frugt og mørk chokolade når trangen er størst og så gemme de helt store sukkereskapader til biografturene og filmaftenerne hvor der er andre. Så kan de nemlig købe mere end mig og jeg kan lege at jeg er den lille, skinny ekspedient der er bedre end de andre fordi jeg kan styre mig.

I hvert fald når der er andre til stede...

Talefejl, munddiarre, paralali - kært barn siger meget lort

Hvorfor er det at man er sådan indrettet, at hvis man snakker og læser noget andet på samme tid, at disse to individuelle ting ofte bliver til et meget underligt miks?
Det er sket alt for tit for mig på det sidste, og det giver nogle ret uheldige udtalelser.
Generelt har jeg bare være ret uheldig hvad angår det orale på det sidste (se, det virker også på skrift!)
Nej, jeg mener bare at jeg på det sidste enten har fået blandet det jeg ville sige sammen med det jeg lige kom til at læse samtidig og at jeg udover det, bare har været rigtig dårlig til at formulere mig.
Måske har det noget at gøre med at det er sommer, også selvom vejret ikke helt er klar over det. Om sommeren er jeg bare gladere og har derfor altid utroligt meget at fortælle om eller sige. Måske har det noget at gøre med at der om sommeren er eksamen og jeg har opbrugt min kvote velformulerede sætninger på at skrive en alt for lang og kedelig synopsis, efterfulgt af en ligeså lang og endnu kedeligere designmanual. Måske har det noget at gøre med at min hjerne endelig har givet efter for de usandsynlige mængder alkohol min krop har indtaget over de sidste par år.
Ingen ved det og det er alt sammen rent gætteri.
Men ligegyldigt hvad svaret er, gør det ingen forskel på at jeg gang på gang havner i situationer hvor jeg bliver misforstået.

Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, nok for meget meget længe siden, da jeg endnu var en lille pige. Kan da huske engang hvor en veninde og jeg havde prøvet de der nye Bacardi Breezers og jeg råbte efter hende i udkanten af Hasseris "Kooom nu! Alle fulk er folde!" En sætning der i sin konkrete form, absolut ikke giver nogen mening. Det kan være det var skyld i at vi ikke kom ind til byen, hvor folk sikkert var fulde, måske tog vi bare hjem fordi vi stadig var nogle små dumme piger, der ikke måtte drikke og derfor gjorde det i skjul udenfor.

Senere hen, for ikke mere end et par månender siden, eskalerede det så. Min mund fik sit eget liv, verbalt, heldigvis slap jeg for diverse tics og trækninger. Men det er ligefør jeg tror den har fået et tilfælde af tourettes og munddiarre.

Vi sad hos min kærestes lillebror, efter familietamtam virkede det bare så rigtig med øl, og snus. Snusdelen voldte mig lidt vanskeligheder. Det var godt nok pakket ind i fine små pakker, men det var 'ekstra strong' og pakker til mænd. Eftersom snus nu engang er ret sjovt en gang i mellem, ville jeg ikke holde mig tilbage, stor pakke eller ej. Med en kæk bemærkning stoppede jeg snusposen op under overlæben, så min mund ikke bare lød som diarre, men også lugtede grimt og så dum ud. Havde bare ikke lige taget højde for at min bemærkning måske blev lige kæk nok "Puha, den lugter godt nok grimt! Men jeg vil da gerne have den i munden alligevel!" Flot Simone, du skal nok blive populær en dag...

Da jeg endelig var kommet mig over snusepisoden og flere mindre episoder, sad jeg på køkkenbordet hos min kæreste til frokost. Hans rumbo og han havde ristet deres boller og ladet lidt rester ligge. De blev vist for tørre. Nu er jeg tilfældigvis ret glad for tørre boller, tørt brød generelt. Jeg tror jeg engang i min barndom har forvekslet det med sprødt. I hvert fald udbrød jeg næsten glædesstrålende om jeg ikke måtte få en, fordi jeg var vild med tørre ting. Udfra stilheden og et undertrykt fnis fra rumboen kalkulerede jeg situationen til at være tæt ved pinlig, og måtte derfor udrede med en kommentar. "Ja, det er jo fordi jeg er så fugtig." Fniset var denne gang ikke undertrykt og jeg kunne ikke længere redde den med, at jeg for at kompensere for min fugtige eksistens måtte spise en masse tør mad. Alt hvad jeg sagde lød forkert, selv i mit hovede, så jeg spiste resten af den tørre bolle i knasende stilhed.

Som oftest når der er fest, siges der nogle underlige ting i alkoholens tåger. Jeg er ikke en undtagelse hvad det angår, det har jeg vist også bevist gang på gang.
Så sent som sidste weekend bekendtgjorde jeg at jeg var, og jeg citerer: "Et stort åbent hul!" Det jeg ville have sagt var, at jeg var en bundløst hul hvad angår rom og cola. Blev pænt bedt om ikke at sige sådan noget højt når vi kom ned i byen senere...

Det vil så igen komme an på en prøve i morgen hvor vi fejrer at vi afleverer vores afsluttende projekt. Hvis jeg ikke tager meget fejl er der en stor chance, eller risiko for, alkoholrelateret paralali, eftersom vi afleverer inden kl.10 om formiddagen og festen om aftenen først starter kl.20.30. Der er et stort tidsrum hvor jeg kan sige mange dumme ting, mens vi varmer op til natten.

Ikke at i dag forløb helt smertefrit. Sad på café og det kørte egentlig meget godt. Mumlede en del, men det sker jo når der er så mange ord der skal ud på kort tid.
Så var det at jeg modtog en sms under samtalen, læste den fordi jeg blev lidt skråsikker i min evne til multitasking. Fik derfor fortalt min veninde at det bare er så træls når man skal tvinge sig selv til at blive slikket. Det var bare slet ikke det jeg ville sige, og det hylede mig ud i en sådan grad at jeg endnu ikke er kommet i tanke om hvad jeg egentlig ville have afsluttet den sætning med.

Så i morgen, hvis I sender mig en sms, vær søde ikke at skrive ord og sætninger til mig som er uskyldige, men som i en anden sammenhæng kan misforstås på det groveste! I så fald ville jeg måske hæve mine chancer for at afslutte denne uddannelse og stadig have lidt værdighed tilbage, da jeg ikke tror mine medstuderende har hørt det værste fra mig, endnu.

I'm good, I'm gone

Jeg har altid haft en eller anden 'ting' for Lykke Li. Lige siden en af mine gamle venner, som jeg desværre ikke ser så tit mere, grundet dennes immigration til Århus, deklarerede at han var forelsket, har jeg også været det.

Han sendte denne lille musikvideo på et youtube link. Det var da det endnu var avantgarde og ikke vildt udbredt. I musikvideoen dansede den her naturligt smukke pige, med håret opsat i en høj knold ovenpå hovedet. En frisure jeg ikke selv havde brugt siden de små klasser. Lyset var drømmende og stærkt. Hun havde den her vest og stribede trøje på og så lidt alternativ ud, men på en super chic måde. Jeg var solgt, men ikke helt i samme grad som den kærlighedshungrende ven.

Det blev jeg dog over tiden. Jeg tror at kærlighed, om det så er til musik, mad, en mand eller et indfald, kommer over tid. Det skal have tid til at vokse, nogle gange går det hurtigere end andre, men det bliver altid stærkere med tiden. Især hvis man mangler det hvor kærligheden udsprang fra.

Det gjorde jeg, uden jeg selv var klar over det. I meget lang tid, år måske, hørte jeg ikke Lykke Li, hun gik i glemmebogen. Men så pludselig hørte jeg hendes smukke spinkle stemme i et remix af Kleerup i radioen. Og det slog mig, hårdt. Jeg havde savnet hendes stemme og lyden. Forelskelsen sprang på mig som en tiger over en hjort, bare mindre blodigt, men lige så pludseligt. Lige siden har jeg plejet min kærlighed til Lykke Li og den type musik, den svævende, let melankolske, drømmende lyd, som er så let at forsvinde fra virkeligheden i.

Især når jeg selv er i et drømmende, let melankolsk humør sætter jeg Lykke Li på. Musikken forstår mig, uden at dømme, og jeg forstår pludselig musikken på et andet niveau. Jeg kan få lov til at dvæle i melankolien ved et knust hjerte og få kontakt til de følelser omverdenen helst vil skånes for. For når ens hjerte bliver knust sker det ikke lydløst. Det knuses med en lyd som dyrebart krystal der sprænges i tusind stykker og skærer sig ud af kroppen i grådkvalte krampetrækninger. Maven bliver fyldt med kvalmende varmt bly og tårerne løber brændende ned af kinderne, som forræderiske perler der afslører at illusionen om ægte kærlighed brast som en sæbeboble.

Så er det at det hjælper at høre musik der passer til humøret. Lykke Li hjælper mig gang på gang gennem alt fra et knust hjerte til regnvejrsdage. Helt uden at stille krav og helt uden selv at blive knust over at jeg også glemte hende.

De smukke mænd

Hvorfor er det at adjektivet 'smuk' ikke kan bruges om mænd? Eller det bliver i hvert fald ikke særlig hyppigt brugt.

I går ville jeg gerne have brugt det, men det er som om smuk er blevet et tabu. Dét, eller et overbrugt superlativ i venindekredse 'Nej, du har bare det smukkeste hår!" "Ih, nej du er den smukkeste pige jeg kender!" (læs. smukkeste, smuk, smukke mf. bruges ret bredt, ofte af mindre smukke mennesker, det må siges at her gælder "beauty is in the eye of the beholder")

For mænd er det er tabu, ville jeg mene. Det er så sjældent jeg hører, eller tænker "Hvilken smuk mand." Måske fordi der ikke er særlig mange mænd der fortjener den titel, eller også fordi smuk er et mere feminint begreb. Men eftersom der er en del feminine mænd til, fx de metroseksuelle, bøsserne og de langhårede, hvorfor er det så ikke blevet mere udbredt at kåre nogen til at være smuk?

Jeg synes personligt det er et dejligt ord, og især til mænd! Ikke særlig mange mænd kan bære at være smuk. For mig er det også en sjældenhed at jeg griber efter netop det tillægsord, når der skal beskrives mænd med veninderne, eller vennerne.

Men når en mand så er smuk! Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, jeg må indsnuse og indprinte mig alle detaljer, så jeg på den måde kan gemme lidt af det smukke og finde ud af hvorfra det stammer. Hvorfor var han smuk og ikke alle de andre?

Ofte er jeg kommet frem til at det er mænd som er meget maskuline og selvsikre, men har et feminint touch og en indre usikkerhed der kommer frem i deres skæve smil og klare øjne. De klæder sig så det passer dem, ikke som moden dikterer. (Her kan vi allerede skære alle pretty-boys, goths, hoboes og skinny drenge der bruger det-er-så-hårdt-når-alle-kigger-på-mig-looket fra - den del af befolkningen i Aalborg hvor jeg endnu ikke har set en eneste smuk mand. Prove me wrong?).

Smukke mænd er tit også vældigt vellidte, de er nemlig ikke kun smukke at se på, men også indeni. Ikke så meget at de er en slags engle, nej der skal være lidt kant og kontrast for at det virkeligt smukke bliver fremhævet.

Sikke en masse krav at leve op til som smuk mand. Men sådan er forholdene. I min verden i hvert fald. Jeg har en veninde jeg altid tænker på når jeg får lyst til at bruge ordet smuk om en mand. Hun var den første jeg hørte sige det om en fyr, dengang var vi stadig teenagere, men det satte sig i mig. For denne fyr var smuk. Og intet mindre kunne gøre det.

'Køn' holder jeg selv på er et adjektiv til piger, i samme kategori som smukke mænd, at være en smuk pige er så overbrugt at køn nu i mit ordforråd er så meget bedre at være. Det er naturligt, feminint og helt fantastisk svært at være.

'Pæn' er næsten nedsættende, det er noget der lige slår til. Medmindre der er tale om et pænt slips, så passer det til alle lejligheder.

'Fantastisk' er lige at overdrive lidt, og desuden er det mere en væremåde end en udstråling, medmindre man er en ekstatisk bøsse fra New York. Af andre tillægsord der mere beskriver væremåde end udseende eller en kombination kan nævnes: Dejlig, rar og flink.

'Attraktiv' er noget modne folk bruger om gifteværdige medmennesker.

'Flot' er et godt synonym til smuk, men igen. En flot fyr lugter lidt af kompliment a la svigermor. Så flot er godt, men når ikke helt op på niveau med smuk.

Jeg kunne godt tænke mig at jeg kunne bruge smuk om en mand frit. Ikke at jeg vil have det bliver kastet i grams, så mister det sin betydning, men at jeg kan sige til en mand at han er smuk uden at han straks tænker, at jeg har nedgjort hans mandighed eller at andre synes jeg er et underligt menneske (Hvilket heller ikke er så dårligt at være, mærkelig derimod, det skal man passe på med).

Jeg tager nemlig altid mig selv i kun at lade smuk blive i tankerne. Ingen af de smukke mænd jeg kender, og de kan tælles på en hånd, ved at jeg synes de er smukke. Jeg tør simpelthen ikke sige det til dem, af frygt for, at det sætter mig i en pinlig situation. Eller at smuk mister sin betydning hos mig. Og så vil jeg hellere bare lade det blive ved tanken, det er jo den der tæller, og selv gå at nyde der stadig er lidt skønhed i verden.

(Skønhed er forresten et ord jeg selv ikke kunne finde på at bruge hverken til kvinder eller mænd, men et skønt ord er det nu, en helt anden genre end smuk).

Konfirmation

Torsdag befandt jeg mig til min anden konfirmation dette år. Denne var bare med min kærestes familie og en dreng jeg ikke kendte. Alligevel var jeg både med i en sang og var den eneste der valgte at råbe tak og skål ud over restauranten, da den stolte fader sagde, han var glad for at se os.

Tror også jeg var den første til at tage to gange af forretsbuffetten, men der fulgte flere efter, så den var ikke så slem som stilheden efter mit misfortolkede udbrud.

For ikke at kaste for meget skam over min kæreste valgte jeg at give den som smilende, imødekommende og totalt sjov kæreste resten af tiden. Sådan cirka.

Min carefree attitude blev dog sat på prøve et par gange. Det startede faktisk allerede inden jeg fik en velkomstdrink i hånden, hvor vi skulle rundt på det berygtede håndtryksmarathon. Det endte med jeg gjorde et naturligt holdt hos en kusine jeg kendte og der blev jeg så stående, mens min kæreste og broderen troligt forsatte rundt. Får simpelthen fnidder af at sige hej hej hej hej og selv høre hvor monoton min stemme bliver og hvor dumt et navn Simone er, når det bliver sagt 100 gange i træk. Næste gang præsenterer jeg mig som Simone, Carsten, Merete, Bent, Simone, Simone, Preben...

Selvfølgelig var der bordkort og jeg blev placeret ved selskabets mest stille teenager på den ene side og min kæreste på den anden.

Efter forretten slog det mig at det ikke kun var min bordherre som var utroligt stille, hele vores bord var ikke særligt udtryksfulde. Det var ellers de unges bord, det bord der normalt råber og drikker og kommer med pinlige kommentarer til konfirmanden.

Et rimeligt dødt publikum så at sige.

Stilheden blev dog brudt af diverse indslag i form af sange og taler. Efter fire sange kom min kærestes forældre rundt med sange lavet som røde pølser, hvori mit navn var skrevet. Blev først lidt pinligt berørt. Havde intet med hverken melodien, teksten eller indpakningen af gøre.

Men det sjove ved denne sang var at konfirmanden skulle gætte en pakke efter hvert vers. Og hver strofe havde meget perverse undertoner, til tider ikke bare undertoner. Sætninger som 'tag fat om skaftet', 'du vil gerne slikke', 'den er god at have ved aftenstid' og 'ind og ud' prydede næsten hvert vers! Jeg var meget imponeret over mine svigerforældre.

Da stilheden efter første runde af sange og taler havde lagt sig, så jeg ikke andre muligheder end at tage lidt mere mad.

Desværre havde jeg taget en meget flagrende trøje på, så for ikke at dyppe ærmerne i forskellige dressinger og sovse, måtte jeg forkorte mine arme betydeligt. Det resulterede i at jeg mindede lidt om en vegetarisk tyrannosaurus i blomstret top. Det gik heller ikke hen over hovedet på folk og jeg tog smilenede imod utallige kommentarer om min kamp for at nå salaten bag 4 skåle dressing.

Da jeg satte mig ned igen var stilheden så overvældende at jeg kunne høre bordet bag mig diskutere min påklædning. Flagrende blomstret top, stramme jeans og sorte ankelstøvler med kilehæle. Syntes selv jeg så ret smart ud, men blev hurtigt i tvivl. Især da bordet blev hængende lidt for længe ved mine sko (som jeg havde mine tvivl om da jeg købte dem).

Så rejste kusinen, ved bordet bag mig, sig op for at holde en tale for sin bror. Hun afsluttede med at sige 'Jeg elsker dig.' Det gav et helt unaturligt gib i mig. Håbede ikke nogen så det, men jeg har fået et helt forkvaklet forhold til de ord efter episoder der hører en anden blog til. Men denne familie brugte de tre ord så meget at jeg nærmest fik tics.

Herefter kom der heldigvis en sang fra forældrene hvor de brugte citationstegn så frit at jeg blev i tvivl om de var sarkastiske overfor deres søn. 'Søster' og 'kvik' var i nogle af ordene i gåseøjne, betød det at hans søster ikke var hans rigtige søster og at han faktisk var dum?

Efter et hav af retter hvoraf min favorit klart var trøffelchokoladekagen med hindbærkompot, is og frugt til dessert, blev vi pænt bedt om at sætte os ind i rummet ved siden af, da restauranten åbnede for andre gæster igen kl.18.

Os unge satte os igen sammen, af grunde jeg ikke helt forstår, for kusinen jeg kendte i forvejen sad et helt andet sted.

Der kom da endelig lidt gang i et par af de andre fra bordet og snakken faldt på uddannelse. Jeg sad som altid og gav frit udtryk for mine meninger og denne gang var det min mindre milde stemte mening om min egen skole og Teknisk Skole. Bliver nogle gange lidt højrøvet og mener jeg er alt for dannet til at gå på en skole der gør en dyd ud af at forkaste bøger. Jeg elsker bøger og har altid drømt om at gå på amerikanske colleges med store læsesale og sororities.

Min vej gennem de kreative fag ledte mig dog ikke til USA - alt for dyrt og for langt væk - og heller ikke på universitet herhjemme.

Prøvede kort Teknisk Skole som mediegrafiker for derefter at flytte til grafisk designteknologi på NOEA. Ingen af steder har jeg rigtigt følt mig hjemme og der igennem har jeg desværre også mødt nogle rigtigt uheldige folk, der kun går der af tvang og analfabetisme. Tror det er derfra mit syn stammer, og så det faktum at jeg er vokset op i det indre Hasseris.

Desværre fandt jeg først ud af bagefter at vi havde en tømrer siddende.

Efter en misforståelse, hvor tømreren troede jeg havde dumpet dyrepassereksamen syv gange, blev jeg lidt kæphøj og måtte forklare at det havde jeg aldrig. Og at jeg desuden var grafisk designteknolog (det lyder af mere end det er) og havde droppet mediegrafikeruddannelsen på Teknisk Skole på grund af det lave niveau. Bla bla bla. Jeg fandt aldrig ud af om jeg direkte havde fornærmet ham, hans stilhed var der jo også inden. Men hørte bagefter, da han snakkede med konfirmandens mor, at han var tømrer og overvejede at tage en mureruddannelse også og starte sit eget firma. Så måske skulle han også læse lidt økonomi og erhverv og så videre og så fik jeg dårlig samvittighed. Manden havde jo ambitioner. Derefter prøvede jeg ikke mere på at starte en diskussion der, men sad bare og smilede over min kage og bailey.

Da vi endelig kunne tillade os at gå skulle vi igennem et helvede af håndtryk og lange høflighedsfraser. Men denne gang kunne jeg ikke være sikker på at alle var en del af konfirmationen nu andre gæster også var kommet til. Eftersom jeg stoppede halvvejs med velkomsthåndtrykkende og ikke rigtig kiggede indgående på alle eller fik fat i alle navnene havde jeg en ret stor chance for at dumme mig. Derfor fik jeg aldrig sagt farvel til alle, men udvalgte mig de kendte ansigter og dem der frivilligt kom hen og sagde farvel til mig. Vidste ikke om det var konfirmationsgæster eller bare gæster. Men håndtryk fik de! Og et kæmpe smil! Ingen skulle sige jeg var uhøflig, selvom der ikke blev delt håndsved ud til alle.

Tror ikke min facade blev opdaget, endnu en succesfuld familiedeltagelse. Stadig ingen mistanke om grimme spisevaner, alkoholindtag og højlydt snakken.

Succesen blev i hvert fald bekræftet af, at min kæreste fortalte at en dame, faster, moster; i den kategori i hvert fald, havde sagt en masse pæne ord om mig, og jeg anede ikke hvem han talte om! Det faktum at jeg også overlevede hele seancen med taler, sange og pladderreligion, uden at drikke mig fuld, taler vist også for sig selv.

Religiøse tømmermænd

Der findes mange måder at fordrive en dag med tømmermænd på. Flest dage foregår det med grillmad, sovning, et kig til sofaen i stuen hvis man når så langt, mere grillmad, en film som man aldrig får set færdig eller dårligt tv.

Jeg valgte i dag at nyde mine tømmermænd ved at stille mig op udenfor Budolfi kirke og vente på dronningen .

Okay, vidste ikke jeg ventede på dronningen, men efter jeg havde travet små cirkler i gulvet i min stue, valgte jeg at trave rundt i byen i stedet. Salling var så venlig at have åben, så fik købt en ny taske, økologiske bananer og noget presset og moset frugt formet som små dyr = frugtfiduser! 500 g frugt klemt til 85 grams ugenkendelighed, et nyt alternativ til slik, og selvfølgelig købte jeg det. Det var jo totalt underligt og har altid lyst til bananer når jeg har tømmermænd. Frugtfiduserne var med banansmag og fire andre smage, så kom til at købe to poser, jordbær lød lidt af sommer.

Vejret var såmænd fint, så havde planlagt at være lidt sofistikeret i min bagbrandet og taget en bog og et tæppe med. Men da jeg ikke umiddelbart vidste hvor der var en offentligt plæne hvor det ikke blæste alt for meget, endte det med jeg bare gik rundt og slæbte på min litteratur og mit røvunderlag.

Da jeg nåede til Budolfi kirke skinnede solen lidt igen, og da der var fyldt med mennesker blev jeg lidt nysgerrig. Desuden var jeg ret ukritisk hvad angik underholdning, da mit tvsignal er gået, jeg har set alle mine serier mindst tre gange hver, og gider ikke koncentrere mig om film når ingen kan høre mine sarkastiske kommentarer. Så jeg stoppede op og gloede sammen med alle de andre kvæg i Aalborg.

Spurgte en dame hvad vi egentlig kiggede på. Der skete ikke meget andet end at nogle mediefyre stod med deres potensforlængende kameraer og nogle middelaldrende drenge gjorde det samme med deres Bilkaindkøbte Canons, mens flere og flere stimlede sammen.

Det viste sig at være en bispeindsættelse eller noget i den stil. Selveste dronning Margrethe ville eftersigende ankomme omkring kl.14.

Heldigt tænkte jeg. Klokken var da 13.49. Jeg er hverken royalist, religiøs, fan af nysgerrige forsamlinger eller særlig glad for at stå i skyggen og fryse, men som sagt, der var bare ikke meget at komme hjem til andet end en hyperaktiv kanin, sport i radioen og en blå skærm.

Derfor lænede jeg mig ganske casual op ad min cykel og åbnede en pose frugtfiduser med banansmag. Det var næsten som at være i biografen!

Pludselig slog det mig at jeg også havde taget mit kamera med! Frem med det og tage billeder af fremmede mænd med isvafler, tvfolk med stativer og børn med spastiske hoppeben og minus tålmodighed.

Da Kronebilen kom kørende lige på slaget 14, fik jeg knipset en masse billeder af den, jeg var pludselig stor fan af automobiler. I hvert fald gik jeg tættere på da den stoppede op på p-pladsen og dørerne åbnede simultant. Det var point of no return!

Og der var hun, dronningen og en yndig spinkel dame i et lyseblå sæt med matchende hat. Hvem hun var, aner jeg ikke, for ærligt talt, så går jeg ikke ind for kongehuset. Det stoppede mig nu ikke i at knipse løs og luske tættere på med bankende hjerte.

Da politiet begyndte at genne folk væk på den venstre side af kirken, blev det lidt spændende igen. Det var et optog af præster og biskopper eller andre religiøse kristne overhoveder, der kom gående i procession fra bagsiden af kirken.

På en eller anden måde kom jeg allerforest i mængden og fik taget lidt billeder af deres meget specielle cerimonielle dragter. Jeg var imponeret, de ville virkelig have fejet benene væk under de fleste piger i byen i går aftes. Ikke fordi det var nogle velholdte rige mænd med pænt hår, men fordi deres kjoletøj var meget mere farverigt og smukt dekoreret end noget der kan købes i Aalborg.

Mens de meget vigtige personer gik ind i kirken, gik jeg væk fra den. Jeg har hørt man skal passe på med at komme for tæt på, så kan man brænde sig eller simpelthen gå op i røg. Måske gælder det kun for hedninge, men jeg skulle ikke nyde noget efter alle de frugtfiduser og alkohol i går, jeg ville være væk på få sekunder!

Da jeg tjekkede mine billeder senere efter jeg kom hjem, og tog mig af mine tømmermænd som fornuftige mennesker ville have gjort fra start af, med en skraber på sofaen og et pølsehorn, slog det mig hvor utroligt ligegyldige de var! Selv præsternes kjoler fremkom kedelige og kirken knapt så hvid. Fik kun et billede af dronningen i profil, langt væk, og kun bagsiden af den blå dame, så fik ikke engang opklaret hvem hun var.

Hvis jeg havde taget billeder af Aalborg brostensbelægning havde det været mere ophidsende.

Alligevel ligger mit kamera fast i min taske fra nu af. Bad nemlig en lille bøn inden kirken var helt udenfor synsvidde, men på sikker afstand af spontan ildspåsættelse, om at den næste kendte jeg møder med tømmermænd bliver en rigtig kendt. En flot mandlig filmstjerne. Og at jeg ikke har tømmermænd. Og at jeg har taget makeup på når det kan ske at folk jeg kender er i området eller følger med på tv. Og at den flotte mandlige filmstjerne får taget et billede sammen med mig. Ikke fordi jeg spørger, men fordi han synes det kunne være fedt.

Så må vi bare se tiden an og se om ham der Gud findes og hører hans såkaldte børns bønner...

Pseudo sundhed

Hvorfor er det, at hver gang jeg bestemmer mig for at stoppe det monstrøse forbrug af chokolade, jeg efterhånden har oparbejdet og indlejret godt og grundigt i min krop, så får jeg en gratis is og finder noget lækker chokolade fra sidste weekend som jeg havde glemt i køleskabsskuffen? Ikke at det altid er det er lige netop det der sker, men lige i dag var det.

Indrømmet, isen var rigtig lækker! Og gratis! Fik den af min chef i Utopia og det er en fristelse jeg aldrig vil sige nej til. Men med den faldt hele mit lille sundheds luftkastel sammen og efter en ganske sund frokost (et stykke ristet rugbrød og en blandet salat med græsk 3% dressing) kom den lille sukkertrold frem igen, styrket af melon og kokossorbet, og krævede mere kulhydrat, heraf sukkerarter 7,7 g pr. 25 g chokolade. Og jeg siger jer, den lille satan er insisterende! Før jeg vidste af det stod jeg og guflede stykke efter stykke af lækker chokolade i mig. Og jeg var endda mæt! Men åbenbart ikke tilfreds.

Tænkte den lille infame trold og jeg kunne indgå et kompromis, 2 stykker chokolade = 25 g = 140 kcal og så stop! Det gik da også fint de først fem minutter, men da jeg så satte en tallerken ud i køkkenet åbnede jeg køleskabet og spiste mere... måtte se mig slået, af mig selv.

Nu er chokoladen væk og samvittigheden tynger mine skuldre tungere end chokoladen i maven. Det blev til mellem 30 og 40 g chokolade og for den uinviede lyder det måske ikke af meget. Men pr. 25 g er der 140 kcal, det svarer til 7% af de 2000 kcal en kvinde bør indtage om dagen. Og gør vi det op i motion, er det i omegnen af et kvarter til tyve minutters temmelig hurtigt løb. Det vil sige næsten en halv times ekstra motion efter stram-op holdet senere i dag, som jeg meldte mig til på grund af foregående dags dårlige samvittighed over en pose blandet slik.

Måske er det netop nu jeg skal rette mig efter en af mine venners efterhånden velkendte citater - "Simone, du er jo en mand!" For en mand må indtage omkring 300 kcal mere om dagen end kvinder! Desuden forstår de at nyde god chokolade uden dårlig samvittighed, hvilket ødelægger hele oplevelsen ved at give sig selv lov til at spise lidt syndigt en gang i mellem.

Så i dag vil jeg give ham ret, og håbe han ikke læser dette; for så får jeg aldrig fred igen, bare for at få lov til at nyde chokoladen, som er væk.

Måske også klø mig i skridtet offentligt og bøvse bare for at køre den helt ud. Og udnytte at der på stram-op holdene kun er kvinder, men i dag også en mand i forklædning!

Jah, hvem ved, måske er min indre mand også den rette til at tale min indre sukkertrold til fornuft. De angriber nok konflikten på en lidt anden måde end Simone og indre trold ville. Ingen trøstespisning og indestængt vrede, bare et slag på skulderen og en bajer.

Håber bare ikke min indre mand er en svækling som trolden uden videre smadrer, så både dårlig samvittighed og sukkertrang kommer igen.

Roskilde!

Festival ja tak!

På trods af minus på kontoen, en far-gæld og en snart umuliggjort opsparing til østlige rejse eventyr med nogen af de bedste mennesker i verden, valgte jeg i et stadie af overstadig eufori at storme i Fona og erhverve mig billetten. Billetten der lukker op for en verden af musik i alle dets toner og sammensætninger, en verden af folk der samles om disse toner, fremmede og kendte, en verden som kun findes det ene sted i verden. Roskilde!

Glæden over at denne lille lyseblå lap papir nu trofast sidder i min spejlramme i gangen og venter på at give mig adgang til endnu en række unikke oplevelser har stadig ikke lagt sig.

Som flere og flere artister bliver offentliggjort fyldes mit lille musik-og-oplevelses-elskende-hjerte af så stor begejstring, at jeg snart tror jeg sprænger i luften. Ingen kan rumme så meget boblen og kilden i kroppen på én gang!

Prodigy, Muse, Florence and the Machine, Shantel and Bucovina, Vampire Weekend, Kashmir, jeg kunne blive ved! Alle disse fantastiske musikere får boblerne til at bruse i mig vildere end i den sødeste Asti! Det bliver et brag af en festival når hegnene vælter og boblerne endelig får frit løb.

Men indtil de 67 dage, 18 timer og 13 minutter der lige nu er til festivalen starter, må jeg tøjle mine ekstatiske spasmer af pludselig dans og fjogede smil når jeg kommer i tanke om alt det gode der venter. Jeg vil jo nødigt skræmme folk på gaden... så hvis I en dag bliver danset ned eller får et overfalds-kram af en pige med verdens bredeste smil, så husk på at selvom Roskilde-syge smitter, så er det af den gode slags, hvor symptomerne er overstadighed, glæde, smil, og krible-krablen i arme og ben. Bare vent til vi når ned på 30 dage til festivalen, så er det ikke et særsyn at se den slags på gaden længere!

Roskilde, I'm coming for you!

En hyldest til overskud

I dag vil jeg tildele denne blog til et yderst overskudsagtigt menneske, der gjorde min dag en lille smule bedre!

Som altid var der fuldt af biler på den parkeringsplads jeg foretrækker, og lige i dag var det nødvendigt, at der var en plads til mig! Fuldstændig udmattet, af hvad ved jeg ikke, trillede jeg forbi optaget plads efter optaget plads mens modet sank. Tanken om at skulle holde på den anden parkeringsplads og have længere hjem var ubærlig! Man bliver så træt af ikke at lave noget!

- Dette udsagn kunne måske forlede nogen til at tro at jeg er doven. Dét er jeg bestemt ikke. Jeg går bare ikke ret meget i skole, fordi vi ingen timer har. Faktisk så lidt at der ikke er flere indtil sommerferien, hvor jeg skal forestille at være færdiguddannet. Fantastisk!

Derfor har jeg alt for meget tid til at lave alt muligt andet, og tit indebærer det utroligt mange timers tv-kiggeri, shoppen rundt i byen, arbejde, træning og stirren ind i vægge, på gulve og hvad der ellers lige fanger mig når jeg går i stå og rebooter.

Men tilbage til i dag; jeg har sjældent været så træt! Da jeg modløs vendte bilen rundt for enden af parkeringspladsen fangede mit øje en dame. En dame som lavede den specielle bevægelse der tit ender ud i, at personen fremdrager bilnøgler af tasken!

Præcis dette skete! Kørte pænt ind til fortovskanten og vinkede signalerende. Hun vinkede tilbage! Hvilken venlig sjæl. Det var lige før tårerne steg op i mine øjne af denne uventede godhed.

Men hold inde, det bliver bedre!

I det hun satte sig ind i sin bil, kom et andet køretøj kørende fra den modsatte vej af mig. En konkurrent, i en større bil end mig, tilmed en mand, en skaldet en af slagsen. Han kunne være typen med store overarme og tatoveringer! Farligt!

Han satte farten ned, bremsede op og blinkede. Til den side hvor den snart frie parkeringsplads var. Skyndte mig også at blinke og trådte faretruende på speederen for at få min lille peugeot 107 til at virke større - man har vel set sin del af naturdokumentarer.

Så var det at denne engel, damen, kiggede over på mig og fik øjenkontakt. Hun signalerede at nu ville hun bakke ud mod mig og spærre vejen for den nyankomne fælles fjende og lade mig køre ind på pladsen. Alt dette i et tegn med hånden, en bevægelse med munden og opspærrede øjne.

Da hun begyndte at bakke, prøvede den store farlige bil at komme til, men hendes plan virkede. Nok kom jeg utroligt skævt ind på pladsen, men pladsen var min! Da den anden bil var kørt forbi, meget hurtigt, bakkede jeg forsigtigt ud og rettede op - af to omgange. Han skulle jo nødigt se, at min lille bil og jeg slet ikke var så farlige, som vi lod som om.

Så tak til denne dame som gjorde min vej hjem kortere! Folk som dig er altid velkomne hos mig til te! Heroppe på 5. sal hylder vi nemlig overskud, fordi vi selv skal have så pokkers meget af det, for bare at komme op på sofaen uden at rive hovedet af dem der bor længere nede først.