I'm good, I'm gone

Jeg har altid haft en eller anden 'ting' for Lykke Li. Lige siden en af mine gamle venner, som jeg desværre ikke ser så tit mere, grundet dennes immigration til Århus, deklarerede at han var forelsket, har jeg også været det.

Han sendte denne lille musikvideo på et youtube link. Det var da det endnu var avantgarde og ikke vildt udbredt. I musikvideoen dansede den her naturligt smukke pige, med håret opsat i en høj knold ovenpå hovedet. En frisure jeg ikke selv havde brugt siden de små klasser. Lyset var drømmende og stærkt. Hun havde den her vest og stribede trøje på og så lidt alternativ ud, men på en super chic måde. Jeg var solgt, men ikke helt i samme grad som den kærlighedshungrende ven.

Det blev jeg dog over tiden. Jeg tror at kærlighed, om det så er til musik, mad, en mand eller et indfald, kommer over tid. Det skal have tid til at vokse, nogle gange går det hurtigere end andre, men det bliver altid stærkere med tiden. Især hvis man mangler det hvor kærligheden udsprang fra.

Det gjorde jeg, uden jeg selv var klar over det. I meget lang tid, år måske, hørte jeg ikke Lykke Li, hun gik i glemmebogen. Men så pludselig hørte jeg hendes smukke spinkle stemme i et remix af Kleerup i radioen. Og det slog mig, hårdt. Jeg havde savnet hendes stemme og lyden. Forelskelsen sprang på mig som en tiger over en hjort, bare mindre blodigt, men lige så pludseligt. Lige siden har jeg plejet min kærlighed til Lykke Li og den type musik, den svævende, let melankolske, drømmende lyd, som er så let at forsvinde fra virkeligheden i.

Især når jeg selv er i et drømmende, let melankolsk humør sætter jeg Lykke Li på. Musikken forstår mig, uden at dømme, og jeg forstår pludselig musikken på et andet niveau. Jeg kan få lov til at dvæle i melankolien ved et knust hjerte og få kontakt til de følelser omverdenen helst vil skånes for. For når ens hjerte bliver knust sker det ikke lydløst. Det knuses med en lyd som dyrebart krystal der sprænges i tusind stykker og skærer sig ud af kroppen i grådkvalte krampetrækninger. Maven bliver fyldt med kvalmende varmt bly og tårerne løber brændende ned af kinderne, som forræderiske perler der afslører at illusionen om ægte kærlighed brast som en sæbeboble.

Så er det at det hjælper at høre musik der passer til humøret. Lykke Li hjælper mig gang på gang gennem alt fra et knust hjerte til regnvejrsdage. Helt uden at stille krav og helt uden selv at blive knust over at jeg også glemte hende.

De smukke mænd

Hvorfor er det at adjektivet 'smuk' ikke kan bruges om mænd? Eller det bliver i hvert fald ikke særlig hyppigt brugt.

I går ville jeg gerne have brugt det, men det er som om smuk er blevet et tabu. Dét, eller et overbrugt superlativ i venindekredse 'Nej, du har bare det smukkeste hår!" "Ih, nej du er den smukkeste pige jeg kender!" (læs. smukkeste, smuk, smukke mf. bruges ret bredt, ofte af mindre smukke mennesker, det må siges at her gælder "beauty is in the eye of the beholder")

For mænd er det er tabu, ville jeg mene. Det er så sjældent jeg hører, eller tænker "Hvilken smuk mand." Måske fordi der ikke er særlig mange mænd der fortjener den titel, eller også fordi smuk er et mere feminint begreb. Men eftersom der er en del feminine mænd til, fx de metroseksuelle, bøsserne og de langhårede, hvorfor er det så ikke blevet mere udbredt at kåre nogen til at være smuk?

Jeg synes personligt det er et dejligt ord, og især til mænd! Ikke særlig mange mænd kan bære at være smuk. For mig er det også en sjældenhed at jeg griber efter netop det tillægsord, når der skal beskrives mænd med veninderne, eller vennerne.

Men når en mand så er smuk! Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, jeg må indsnuse og indprinte mig alle detaljer, så jeg på den måde kan gemme lidt af det smukke og finde ud af hvorfra det stammer. Hvorfor var han smuk og ikke alle de andre?

Ofte er jeg kommet frem til at det er mænd som er meget maskuline og selvsikre, men har et feminint touch og en indre usikkerhed der kommer frem i deres skæve smil og klare øjne. De klæder sig så det passer dem, ikke som moden dikterer. (Her kan vi allerede skære alle pretty-boys, goths, hoboes og skinny drenge der bruger det-er-så-hårdt-når-alle-kigger-på-mig-looket fra - den del af befolkningen i Aalborg hvor jeg endnu ikke har set en eneste smuk mand. Prove me wrong?).

Smukke mænd er tit også vældigt vellidte, de er nemlig ikke kun smukke at se på, men også indeni. Ikke så meget at de er en slags engle, nej der skal være lidt kant og kontrast for at det virkeligt smukke bliver fremhævet.

Sikke en masse krav at leve op til som smuk mand. Men sådan er forholdene. I min verden i hvert fald. Jeg har en veninde jeg altid tænker på når jeg får lyst til at bruge ordet smuk om en mand. Hun var den første jeg hørte sige det om en fyr, dengang var vi stadig teenagere, men det satte sig i mig. For denne fyr var smuk. Og intet mindre kunne gøre det.

'Køn' holder jeg selv på er et adjektiv til piger, i samme kategori som smukke mænd, at være en smuk pige er så overbrugt at køn nu i mit ordforråd er så meget bedre at være. Det er naturligt, feminint og helt fantastisk svært at være.

'Pæn' er næsten nedsættende, det er noget der lige slår til. Medmindre der er tale om et pænt slips, så passer det til alle lejligheder.

'Fantastisk' er lige at overdrive lidt, og desuden er det mere en væremåde end en udstråling, medmindre man er en ekstatisk bøsse fra New York. Af andre tillægsord der mere beskriver væremåde end udseende eller en kombination kan nævnes: Dejlig, rar og flink.

'Attraktiv' er noget modne folk bruger om gifteværdige medmennesker.

'Flot' er et godt synonym til smuk, men igen. En flot fyr lugter lidt af kompliment a la svigermor. Så flot er godt, men når ikke helt op på niveau med smuk.

Jeg kunne godt tænke mig at jeg kunne bruge smuk om en mand frit. Ikke at jeg vil have det bliver kastet i grams, så mister det sin betydning, men at jeg kan sige til en mand at han er smuk uden at han straks tænker, at jeg har nedgjort hans mandighed eller at andre synes jeg er et underligt menneske (Hvilket heller ikke er så dårligt at være, mærkelig derimod, det skal man passe på med).

Jeg tager nemlig altid mig selv i kun at lade smuk blive i tankerne. Ingen af de smukke mænd jeg kender, og de kan tælles på en hånd, ved at jeg synes de er smukke. Jeg tør simpelthen ikke sige det til dem, af frygt for, at det sætter mig i en pinlig situation. Eller at smuk mister sin betydning hos mig. Og så vil jeg hellere bare lade det blive ved tanken, det er jo den der tæller, og selv gå at nyde der stadig er lidt skønhed i verden.

(Skønhed er forresten et ord jeg selv ikke kunne finde på at bruge hverken til kvinder eller mænd, men et skønt ord er det nu, en helt anden genre end smuk).

Konfirmation

Torsdag befandt jeg mig til min anden konfirmation dette år. Denne var bare med min kærestes familie og en dreng jeg ikke kendte. Alligevel var jeg både med i en sang og var den eneste der valgte at råbe tak og skål ud over restauranten, da den stolte fader sagde, han var glad for at se os.

Tror også jeg var den første til at tage to gange af forretsbuffetten, men der fulgte flere efter, så den var ikke så slem som stilheden efter mit misfortolkede udbrud.

For ikke at kaste for meget skam over min kæreste valgte jeg at give den som smilende, imødekommende og totalt sjov kæreste resten af tiden. Sådan cirka.

Min carefree attitude blev dog sat på prøve et par gange. Det startede faktisk allerede inden jeg fik en velkomstdrink i hånden, hvor vi skulle rundt på det berygtede håndtryksmarathon. Det endte med jeg gjorde et naturligt holdt hos en kusine jeg kendte og der blev jeg så stående, mens min kæreste og broderen troligt forsatte rundt. Får simpelthen fnidder af at sige hej hej hej hej og selv høre hvor monoton min stemme bliver og hvor dumt et navn Simone er, når det bliver sagt 100 gange i træk. Næste gang præsenterer jeg mig som Simone, Carsten, Merete, Bent, Simone, Simone, Preben...

Selvfølgelig var der bordkort og jeg blev placeret ved selskabets mest stille teenager på den ene side og min kæreste på den anden.

Efter forretten slog det mig at det ikke kun var min bordherre som var utroligt stille, hele vores bord var ikke særligt udtryksfulde. Det var ellers de unges bord, det bord der normalt råber og drikker og kommer med pinlige kommentarer til konfirmanden.

Et rimeligt dødt publikum så at sige.

Stilheden blev dog brudt af diverse indslag i form af sange og taler. Efter fire sange kom min kærestes forældre rundt med sange lavet som røde pølser, hvori mit navn var skrevet. Blev først lidt pinligt berørt. Havde intet med hverken melodien, teksten eller indpakningen af gøre.

Men det sjove ved denne sang var at konfirmanden skulle gætte en pakke efter hvert vers. Og hver strofe havde meget perverse undertoner, til tider ikke bare undertoner. Sætninger som 'tag fat om skaftet', 'du vil gerne slikke', 'den er god at have ved aftenstid' og 'ind og ud' prydede næsten hvert vers! Jeg var meget imponeret over mine svigerforældre.

Da stilheden efter første runde af sange og taler havde lagt sig, så jeg ikke andre muligheder end at tage lidt mere mad.

Desværre havde jeg taget en meget flagrende trøje på, så for ikke at dyppe ærmerne i forskellige dressinger og sovse, måtte jeg forkorte mine arme betydeligt. Det resulterede i at jeg mindede lidt om en vegetarisk tyrannosaurus i blomstret top. Det gik heller ikke hen over hovedet på folk og jeg tog smilenede imod utallige kommentarer om min kamp for at nå salaten bag 4 skåle dressing.

Da jeg satte mig ned igen var stilheden så overvældende at jeg kunne høre bordet bag mig diskutere min påklædning. Flagrende blomstret top, stramme jeans og sorte ankelstøvler med kilehæle. Syntes selv jeg så ret smart ud, men blev hurtigt i tvivl. Især da bordet blev hængende lidt for længe ved mine sko (som jeg havde mine tvivl om da jeg købte dem).

Så rejste kusinen, ved bordet bag mig, sig op for at holde en tale for sin bror. Hun afsluttede med at sige 'Jeg elsker dig.' Det gav et helt unaturligt gib i mig. Håbede ikke nogen så det, men jeg har fået et helt forkvaklet forhold til de ord efter episoder der hører en anden blog til. Men denne familie brugte de tre ord så meget at jeg nærmest fik tics.

Herefter kom der heldigvis en sang fra forældrene hvor de brugte citationstegn så frit at jeg blev i tvivl om de var sarkastiske overfor deres søn. 'Søster' og 'kvik' var i nogle af ordene i gåseøjne, betød det at hans søster ikke var hans rigtige søster og at han faktisk var dum?

Efter et hav af retter hvoraf min favorit klart var trøffelchokoladekagen med hindbærkompot, is og frugt til dessert, blev vi pænt bedt om at sætte os ind i rummet ved siden af, da restauranten åbnede for andre gæster igen kl.18.

Os unge satte os igen sammen, af grunde jeg ikke helt forstår, for kusinen jeg kendte i forvejen sad et helt andet sted.

Der kom da endelig lidt gang i et par af de andre fra bordet og snakken faldt på uddannelse. Jeg sad som altid og gav frit udtryk for mine meninger og denne gang var det min mindre milde stemte mening om min egen skole og Teknisk Skole. Bliver nogle gange lidt højrøvet og mener jeg er alt for dannet til at gå på en skole der gør en dyd ud af at forkaste bøger. Jeg elsker bøger og har altid drømt om at gå på amerikanske colleges med store læsesale og sororities.

Min vej gennem de kreative fag ledte mig dog ikke til USA - alt for dyrt og for langt væk - og heller ikke på universitet herhjemme.

Prøvede kort Teknisk Skole som mediegrafiker for derefter at flytte til grafisk designteknologi på NOEA. Ingen af steder har jeg rigtigt følt mig hjemme og der igennem har jeg desværre også mødt nogle rigtigt uheldige folk, der kun går der af tvang og analfabetisme. Tror det er derfra mit syn stammer, og så det faktum at jeg er vokset op i det indre Hasseris.

Desværre fandt jeg først ud af bagefter at vi havde en tømrer siddende.

Efter en misforståelse, hvor tømreren troede jeg havde dumpet dyrepassereksamen syv gange, blev jeg lidt kæphøj og måtte forklare at det havde jeg aldrig. Og at jeg desuden var grafisk designteknolog (det lyder af mere end det er) og havde droppet mediegrafikeruddannelsen på Teknisk Skole på grund af det lave niveau. Bla bla bla. Jeg fandt aldrig ud af om jeg direkte havde fornærmet ham, hans stilhed var der jo også inden. Men hørte bagefter, da han snakkede med konfirmandens mor, at han var tømrer og overvejede at tage en mureruddannelse også og starte sit eget firma. Så måske skulle han også læse lidt økonomi og erhverv og så videre og så fik jeg dårlig samvittighed. Manden havde jo ambitioner. Derefter prøvede jeg ikke mere på at starte en diskussion der, men sad bare og smilede over min kage og bailey.

Da vi endelig kunne tillade os at gå skulle vi igennem et helvede af håndtryk og lange høflighedsfraser. Men denne gang kunne jeg ikke være sikker på at alle var en del af konfirmationen nu andre gæster også var kommet til. Eftersom jeg stoppede halvvejs med velkomsthåndtrykkende og ikke rigtig kiggede indgående på alle eller fik fat i alle navnene havde jeg en ret stor chance for at dumme mig. Derfor fik jeg aldrig sagt farvel til alle, men udvalgte mig de kendte ansigter og dem der frivilligt kom hen og sagde farvel til mig. Vidste ikke om det var konfirmationsgæster eller bare gæster. Men håndtryk fik de! Og et kæmpe smil! Ingen skulle sige jeg var uhøflig, selvom der ikke blev delt håndsved ud til alle.

Tror ikke min facade blev opdaget, endnu en succesfuld familiedeltagelse. Stadig ingen mistanke om grimme spisevaner, alkoholindtag og højlydt snakken.

Succesen blev i hvert fald bekræftet af, at min kæreste fortalte at en dame, faster, moster; i den kategori i hvert fald, havde sagt en masse pæne ord om mig, og jeg anede ikke hvem han talte om! Det faktum at jeg også overlevede hele seancen med taler, sange og pladderreligion, uden at drikke mig fuld, taler vist også for sig selv.

Religiøse tømmermænd

Der findes mange måder at fordrive en dag med tømmermænd på. Flest dage foregår det med grillmad, sovning, et kig til sofaen i stuen hvis man når så langt, mere grillmad, en film som man aldrig får set færdig eller dårligt tv.

Jeg valgte i dag at nyde mine tømmermænd ved at stille mig op udenfor Budolfi kirke og vente på dronningen .

Okay, vidste ikke jeg ventede på dronningen, men efter jeg havde travet små cirkler i gulvet i min stue, valgte jeg at trave rundt i byen i stedet. Salling var så venlig at have åben, så fik købt en ny taske, økologiske bananer og noget presset og moset frugt formet som små dyr = frugtfiduser! 500 g frugt klemt til 85 grams ugenkendelighed, et nyt alternativ til slik, og selvfølgelig købte jeg det. Det var jo totalt underligt og har altid lyst til bananer når jeg har tømmermænd. Frugtfiduserne var med banansmag og fire andre smage, så kom til at købe to poser, jordbær lød lidt af sommer.

Vejret var såmænd fint, så havde planlagt at være lidt sofistikeret i min bagbrandet og taget en bog og et tæppe med. Men da jeg ikke umiddelbart vidste hvor der var en offentligt plæne hvor det ikke blæste alt for meget, endte det med jeg bare gik rundt og slæbte på min litteratur og mit røvunderlag.

Da jeg nåede til Budolfi kirke skinnede solen lidt igen, og da der var fyldt med mennesker blev jeg lidt nysgerrig. Desuden var jeg ret ukritisk hvad angik underholdning, da mit tvsignal er gået, jeg har set alle mine serier mindst tre gange hver, og gider ikke koncentrere mig om film når ingen kan høre mine sarkastiske kommentarer. Så jeg stoppede op og gloede sammen med alle de andre kvæg i Aalborg.

Spurgte en dame hvad vi egentlig kiggede på. Der skete ikke meget andet end at nogle mediefyre stod med deres potensforlængende kameraer og nogle middelaldrende drenge gjorde det samme med deres Bilkaindkøbte Canons, mens flere og flere stimlede sammen.

Det viste sig at være en bispeindsættelse eller noget i den stil. Selveste dronning Margrethe ville eftersigende ankomme omkring kl.14.

Heldigt tænkte jeg. Klokken var da 13.49. Jeg er hverken royalist, religiøs, fan af nysgerrige forsamlinger eller særlig glad for at stå i skyggen og fryse, men som sagt, der var bare ikke meget at komme hjem til andet end en hyperaktiv kanin, sport i radioen og en blå skærm.

Derfor lænede jeg mig ganske casual op ad min cykel og åbnede en pose frugtfiduser med banansmag. Det var næsten som at være i biografen!

Pludselig slog det mig at jeg også havde taget mit kamera med! Frem med det og tage billeder af fremmede mænd med isvafler, tvfolk med stativer og børn med spastiske hoppeben og minus tålmodighed.

Da Kronebilen kom kørende lige på slaget 14, fik jeg knipset en masse billeder af den, jeg var pludselig stor fan af automobiler. I hvert fald gik jeg tættere på da den stoppede op på p-pladsen og dørerne åbnede simultant. Det var point of no return!

Og der var hun, dronningen og en yndig spinkel dame i et lyseblå sæt med matchende hat. Hvem hun var, aner jeg ikke, for ærligt talt, så går jeg ikke ind for kongehuset. Det stoppede mig nu ikke i at knipse løs og luske tættere på med bankende hjerte.

Da politiet begyndte at genne folk væk på den venstre side af kirken, blev det lidt spændende igen. Det var et optog af præster og biskopper eller andre religiøse kristne overhoveder, der kom gående i procession fra bagsiden af kirken.

På en eller anden måde kom jeg allerforest i mængden og fik taget lidt billeder af deres meget specielle cerimonielle dragter. Jeg var imponeret, de ville virkelig have fejet benene væk under de fleste piger i byen i går aftes. Ikke fordi det var nogle velholdte rige mænd med pænt hår, men fordi deres kjoletøj var meget mere farverigt og smukt dekoreret end noget der kan købes i Aalborg.

Mens de meget vigtige personer gik ind i kirken, gik jeg væk fra den. Jeg har hørt man skal passe på med at komme for tæt på, så kan man brænde sig eller simpelthen gå op i røg. Måske gælder det kun for hedninge, men jeg skulle ikke nyde noget efter alle de frugtfiduser og alkohol i går, jeg ville være væk på få sekunder!

Da jeg tjekkede mine billeder senere efter jeg kom hjem, og tog mig af mine tømmermænd som fornuftige mennesker ville have gjort fra start af, med en skraber på sofaen og et pølsehorn, slog det mig hvor utroligt ligegyldige de var! Selv præsternes kjoler fremkom kedelige og kirken knapt så hvid. Fik kun et billede af dronningen i profil, langt væk, og kun bagsiden af den blå dame, så fik ikke engang opklaret hvem hun var.

Hvis jeg havde taget billeder af Aalborg brostensbelægning havde det været mere ophidsende.

Alligevel ligger mit kamera fast i min taske fra nu af. Bad nemlig en lille bøn inden kirken var helt udenfor synsvidde, men på sikker afstand af spontan ildspåsættelse, om at den næste kendte jeg møder med tømmermænd bliver en rigtig kendt. En flot mandlig filmstjerne. Og at jeg ikke har tømmermænd. Og at jeg har taget makeup på når det kan ske at folk jeg kender er i området eller følger med på tv. Og at den flotte mandlige filmstjerne får taget et billede sammen med mig. Ikke fordi jeg spørger, men fordi han synes det kunne være fedt.

Så må vi bare se tiden an og se om ham der Gud findes og hører hans såkaldte børns bønner...

Pseudo sundhed

Hvorfor er det, at hver gang jeg bestemmer mig for at stoppe det monstrøse forbrug af chokolade, jeg efterhånden har oparbejdet og indlejret godt og grundigt i min krop, så får jeg en gratis is og finder noget lækker chokolade fra sidste weekend som jeg havde glemt i køleskabsskuffen? Ikke at det altid er det er lige netop det der sker, men lige i dag var det.

Indrømmet, isen var rigtig lækker! Og gratis! Fik den af min chef i Utopia og det er en fristelse jeg aldrig vil sige nej til. Men med den faldt hele mit lille sundheds luftkastel sammen og efter en ganske sund frokost (et stykke ristet rugbrød og en blandet salat med græsk 3% dressing) kom den lille sukkertrold frem igen, styrket af melon og kokossorbet, og krævede mere kulhydrat, heraf sukkerarter 7,7 g pr. 25 g chokolade. Og jeg siger jer, den lille satan er insisterende! Før jeg vidste af det stod jeg og guflede stykke efter stykke af lækker chokolade i mig. Og jeg var endda mæt! Men åbenbart ikke tilfreds.

Tænkte den lille infame trold og jeg kunne indgå et kompromis, 2 stykker chokolade = 25 g = 140 kcal og så stop! Det gik da også fint de først fem minutter, men da jeg så satte en tallerken ud i køkkenet åbnede jeg køleskabet og spiste mere... måtte se mig slået, af mig selv.

Nu er chokoladen væk og samvittigheden tynger mine skuldre tungere end chokoladen i maven. Det blev til mellem 30 og 40 g chokolade og for den uinviede lyder det måske ikke af meget. Men pr. 25 g er der 140 kcal, det svarer til 7% af de 2000 kcal en kvinde bør indtage om dagen. Og gør vi det op i motion, er det i omegnen af et kvarter til tyve minutters temmelig hurtigt løb. Det vil sige næsten en halv times ekstra motion efter stram-op holdet senere i dag, som jeg meldte mig til på grund af foregående dags dårlige samvittighed over en pose blandet slik.

Måske er det netop nu jeg skal rette mig efter en af mine venners efterhånden velkendte citater - "Simone, du er jo en mand!" For en mand må indtage omkring 300 kcal mere om dagen end kvinder! Desuden forstår de at nyde god chokolade uden dårlig samvittighed, hvilket ødelægger hele oplevelsen ved at give sig selv lov til at spise lidt syndigt en gang i mellem.

Så i dag vil jeg give ham ret, og håbe han ikke læser dette; for så får jeg aldrig fred igen, bare for at få lov til at nyde chokoladen, som er væk.

Måske også klø mig i skridtet offentligt og bøvse bare for at køre den helt ud. Og udnytte at der på stram-op holdene kun er kvinder, men i dag også en mand i forklædning!

Jah, hvem ved, måske er min indre mand også den rette til at tale min indre sukkertrold til fornuft. De angriber nok konflikten på en lidt anden måde end Simone og indre trold ville. Ingen trøstespisning og indestængt vrede, bare et slag på skulderen og en bajer.

Håber bare ikke min indre mand er en svækling som trolden uden videre smadrer, så både dårlig samvittighed og sukkertrang kommer igen.

Roskilde!

Festival ja tak!

På trods af minus på kontoen, en far-gæld og en snart umuliggjort opsparing til østlige rejse eventyr med nogen af de bedste mennesker i verden, valgte jeg i et stadie af overstadig eufori at storme i Fona og erhverve mig billetten. Billetten der lukker op for en verden af musik i alle dets toner og sammensætninger, en verden af folk der samles om disse toner, fremmede og kendte, en verden som kun findes det ene sted i verden. Roskilde!

Glæden over at denne lille lyseblå lap papir nu trofast sidder i min spejlramme i gangen og venter på at give mig adgang til endnu en række unikke oplevelser har stadig ikke lagt sig.

Som flere og flere artister bliver offentliggjort fyldes mit lille musik-og-oplevelses-elskende-hjerte af så stor begejstring, at jeg snart tror jeg sprænger i luften. Ingen kan rumme så meget boblen og kilden i kroppen på én gang!

Prodigy, Muse, Florence and the Machine, Shantel and Bucovina, Vampire Weekend, Kashmir, jeg kunne blive ved! Alle disse fantastiske musikere får boblerne til at bruse i mig vildere end i den sødeste Asti! Det bliver et brag af en festival når hegnene vælter og boblerne endelig får frit løb.

Men indtil de 67 dage, 18 timer og 13 minutter der lige nu er til festivalen starter, må jeg tøjle mine ekstatiske spasmer af pludselig dans og fjogede smil når jeg kommer i tanke om alt det gode der venter. Jeg vil jo nødigt skræmme folk på gaden... så hvis I en dag bliver danset ned eller får et overfalds-kram af en pige med verdens bredeste smil, så husk på at selvom Roskilde-syge smitter, så er det af den gode slags, hvor symptomerne er overstadighed, glæde, smil, og krible-krablen i arme og ben. Bare vent til vi når ned på 30 dage til festivalen, så er det ikke et særsyn at se den slags på gaden længere!

Roskilde, I'm coming for you!

En hyldest til overskud

I dag vil jeg tildele denne blog til et yderst overskudsagtigt menneske, der gjorde min dag en lille smule bedre!

Som altid var der fuldt af biler på den parkeringsplads jeg foretrækker, og lige i dag var det nødvendigt, at der var en plads til mig! Fuldstændig udmattet, af hvad ved jeg ikke, trillede jeg forbi optaget plads efter optaget plads mens modet sank. Tanken om at skulle holde på den anden parkeringsplads og have længere hjem var ubærlig! Man bliver så træt af ikke at lave noget!

- Dette udsagn kunne måske forlede nogen til at tro at jeg er doven. Dét er jeg bestemt ikke. Jeg går bare ikke ret meget i skole, fordi vi ingen timer har. Faktisk så lidt at der ikke er flere indtil sommerferien, hvor jeg skal forestille at være færdiguddannet. Fantastisk!

Derfor har jeg alt for meget tid til at lave alt muligt andet, og tit indebærer det utroligt mange timers tv-kiggeri, shoppen rundt i byen, arbejde, træning og stirren ind i vægge, på gulve og hvad der ellers lige fanger mig når jeg går i stå og rebooter.

Men tilbage til i dag; jeg har sjældent været så træt! Da jeg modløs vendte bilen rundt for enden af parkeringspladsen fangede mit øje en dame. En dame som lavede den specielle bevægelse der tit ender ud i, at personen fremdrager bilnøgler af tasken!

Præcis dette skete! Kørte pænt ind til fortovskanten og vinkede signalerende. Hun vinkede tilbage! Hvilken venlig sjæl. Det var lige før tårerne steg op i mine øjne af denne uventede godhed.

Men hold inde, det bliver bedre!

I det hun satte sig ind i sin bil, kom et andet køretøj kørende fra den modsatte vej af mig. En konkurrent, i en større bil end mig, tilmed en mand, en skaldet en af slagsen. Han kunne være typen med store overarme og tatoveringer! Farligt!

Han satte farten ned, bremsede op og blinkede. Til den side hvor den snart frie parkeringsplads var. Skyndte mig også at blinke og trådte faretruende på speederen for at få min lille peugeot 107 til at virke større - man har vel set sin del af naturdokumentarer.

Så var det at denne engel, damen, kiggede over på mig og fik øjenkontakt. Hun signalerede at nu ville hun bakke ud mod mig og spærre vejen for den nyankomne fælles fjende og lade mig køre ind på pladsen. Alt dette i et tegn med hånden, en bevægelse med munden og opspærrede øjne.

Da hun begyndte at bakke, prøvede den store farlige bil at komme til, men hendes plan virkede. Nok kom jeg utroligt skævt ind på pladsen, men pladsen var min! Da den anden bil var kørt forbi, meget hurtigt, bakkede jeg forsigtigt ud og rettede op - af to omgange. Han skulle jo nødigt se, at min lille bil og jeg slet ikke var så farlige, som vi lod som om.

Så tak til denne dame som gjorde min vej hjem kortere! Folk som dig er altid velkomne hos mig til te! Heroppe på 5. sal hylder vi nemlig overskud, fordi vi selv skal have så pokkers meget af det, for bare at komme op på sofaen uden at rive hovedet af dem der bor længere nede først.

Rullepølser

Endnu engang har jeg udøvet vold mod mine fødder i skønhedens tegn. Både for at se godt ud for mig selv, og andre, havde jeg iført mine fødder nogle smarte høje hæle til en venindes fødselsdag. 9 cm, sort kunstlæder i gladiatorstil med et dråbeformet stykke på fodryggen og fine deltaljer på anklen med knapper. Super flotte, og super dødelige. Men som altid er det stil over bekvemmelighed og der er bare noget svært tilfredsstillende med at høre andre pigers højlydte misundelsessuk over mine lidt for chic stiletter.

Havde bevæbnet mig med små silikonestykker til at lægge under forfoden, og man skulle ikke tro det, men de yder en utrolig hjælp til forfodstræthed! Med dem i var jeg klar til dans. Dog havde min fornuft pålagt mig at lægge et par skiftesko i tasken. En slet ikke så dum idé fandt jeg ud af senere.

Mine stiletter har jeg haft på flere gange, og nogle gange har været bedre end andre. Ved ikke om jeg denne gang havde haft det utroligt varmt eller bare havde store mængder vand i kroppen, men da vi skulle ind til byen og jeg ville have skifteskoen på, kunne mine fødder simpelthen ikke være deri. De var vokset flere numre og så ganske enkelt ynkelige ud, som Askepots onde stedsøstre der prøver den fine glassko.

Var nødsaget til at lave mine perlebesatte ballerinaer om til midlertidige slippers og vralte efter de andre piger der øvet gik ind til byen i deres hæle, mere eller mindre bevidste om smerten.

I byen mødte jeg nogle af mine drengevenner. Vi holdt ud længere end pigerne, så da turen skulle gå hjem af, spurgte en af mine venner hvorfor jeg tog sådan nogle kedelige sorte sko på med upraktiske hæle når jeg havde så mange fede sneaks derhjemme? Efter at have set mine fødder svulme og tage aftryk af stilettens remme havde jeg ikke andre argumenter end 'Jamen jeg kan ret godt lide min rullepølser.' For da jeg tog mine hæle af og hvilede ud på en bænk nær Budolfi kirke, mens drengene hoppede rundt og imiterede en vens tur hjem til Skalborg fra byen på gåben, lignede mine fødder intet mindre end gigantiske skinker! Remmene havde lavet mærker over hele fodryggen, så dybe de kunne mærkes. Den lysebrune farve jeg havde opbygget med creme over den sidste uge var afløst af hvid og lysende pink. Hvis jeg havde haft en skive rugbrød ved min side kunne jeg fristes til at byde dem på et stykke med gris.

Mine fødder så så mishandlede ud, at en af mine venner stoppede midt i et hop, rørte ved den ene rullepølse og brød ud i grin.

Det endte med jeg slæbte mig hjemad i ballerina-slippers efter at have lovet at tage sneaks på næste gang jeg skulle med drengene i byen. Alle mine argumenter med selvtillid, pænere bagdel og begærende blikke fra både drenge og piger holdt åbenbart ikke. Ikke engang mit pålægsargument holdt vand.

Heldigvis skal jeg først i byen med drengene lørdag næste weekend, så fredag har jeg mulighed for at prøve mine nye stilletter! Ja, endnu et par. Den samme model, nu bare pimpet med nitter! What's not to love?

Og hvis det går helt galt og jeg ender ud med stedsøsters pålægsfødder endnu en gang, kan jeg denne gang fremvise de mest high-fashion rullepølser nogensinde. Jeg er ret sikker på at ingen i hele Aalborg har set en pige med to nittebesatte pølser i Jomfru Ane Gade kl. 03 om natten!

En helt almindelig dag

Jeg stod, en helt almindelig onsdag, på mit nye arbejde, isbutikken Utopia i Algade, og kiggede ud af det store glasparti. Solen var ikke rigtig kommet gennem det tykke skylag, men der var lidt varmere end dagen før. Derfor åbnede jeg døren indtil butikken og dermed åbnede jeg også for lidt af et freakshow.

Det var en ganske stille dag, der bag isbaren. Derfor var der tid nok til at observere Aalborgs indbyggere mellem serviceringen og forskellige småopgaver. Aalborg har altid, i mit hoved, været karakteriseret ved at have nogle meget specielle individer blandt borgerne. For eksempel alle originalerne. Manden med hullerne i hovedet, Muldvarpen, Skraldespands-kiggeren, tiggerne og Fuglen. Der er også nok af eksempler på ikke-individer, altså flokdyrene. Der er gymnasietyperne og ikke mindst Aalborgs pragteksemplarer af pumpere, muskelhunde og tilbehørsdamer.

Dagen forinden havde jeg besøg af nogle af disse flokdyr, men denne onsdag var det individerne der kæmpede om opmærksomheden i gaden. Ikke en eneste pumper så jeg. Måske var der en enkelt Aalborg dulle, camoufleret så godt i foundation og falske øjenvipper, at jeg slet ikke opdagede hende. Det er en slags spejl, som jeg tror, de fleste langsomt opbygger, man bliver simpelthen immun overfor den slags... typer.

Men ikke længe efter jeg havde åbnet døren, for de næsten forårsagtige temperaturer, kom første individ forbi. Jeg hørte ham før jeg så ham. En skønsang noget så frygtelig er ikke hørt længe i den indre by. Troede først det var nogle tossede drenge, der var blevet grebet af forårets løfter om kortere kjoler og udsigt til is og kolde håndbajere. Men nej, det var en lavstammet fyr, men karseklip og enormt store høretelefonener sat fast om det runde hoved. Han dansede og hoppede sig vej gennem måbende alborgensere, mens han nærmest skreg med på den sang, der dunkede i hans ørebøffer. Folk stoppede ligefrem op og stirrede vantro på denne fri person, der sådan trodsede den stille mainstream kultur, vi lægger for dagen i Aalborg.

Ikke længe efter kom en flok gymnasietyper gående. Ikke noget særsyn, men den ene af pigerne havde fået skrevet et eller andet med store sorte typer i panden. Måske er det på mode i de kredse, så hende i hvert fald en fire gange, stadig stemplet i ansigtet.

Desværre var varmen i vejret en forbigående tilstand og jeg blev nødt til at lukke døren efter et par timer igen. Derefter var der ingen sjove typer, der kunne underholde mig. Så vandhanen bag isdisken forsøgte sig.

Pludselig, mens jeg læste lidt i Appetize og kiggede op fra tid til anden, smilende til potentielle kunder, som ignorerede mine hvide tænder og opadkrængede mundvige, startede vandhanen uden varsel. Det er en af de moderne vandhaner med bevægelsessensor og den er ikke gået i gang uden hjælp fra mine viftende. vaskende hænder før. Fik mig noget af et chok, der var kun mig i butikken og døren var lukket. Ergo måtte det være et spøgelse. Freakshowet var ikke stoppet, det var bare rykket fra gaden og ind i butikken.

Besluttede mig for at åbne døren lidt igen. Det tiltrak en lille kø af en fem styks issultne mennesker. De var så rare at blive siddende i cafeen og underholde mig indirekte.

En kunne fortælle om pusheren der var flyttet ind over hende, så tit blev hans kunder i tvivl om etagerne i deres aftagende hashtåger og bankede på hendes dør. Hendes veninders øjne blev store, troede det var af forargelse; de var meget små søde piger at se på, men øjnenes forstørrelse var frembragt af udsigten til nemme joints og aftener i bongrøg.

Heldigvis var der også mere normale samtaler. Et par ældre damer der hyggede med kaffe og brød. De roste Utopia og bandede over busserne. En lille familie med isspisende børn, eller børnene forsøgte at spise isen, men det meste endte på kinderne eller i fars mave.

Desværre var byen hele dagen ret affolket, det gjaldt åbenbart for de fleste butikker, så underholdningen var ikke vedvarende. Jeg bestemte mig for at afslutte dagen med en grundig rengøring og opfyldning, og så lige pifte lokalet op med stearin på gulvet og kaffebønner overalt. Man skal jo ikke gøre det nemt for sig selv.

I stedet for bare at flytte stearinlysene, i glasstage med kaffebønnebund, som jeg havde flyttet små coffeetable bøger og vafler forinden, valgte jeg at tørre først på den ene side af dem og så skubbe dem frem og tilbage. Overvejede kort varigt at det sikkert ville gå galt, og derved tror jeg også jeg jinxede situationen. For to sekunder efter havde jeg væltet det ene lys ned over køleskabet på disken, så der var stearin i et fint spor hele vejen ned på gulvet og kaffebønner i hele lokalet.

Fik travlt med at feje, skrabe og kigge op fra gulvet som et andet lille pelsdyr på vagt overfor rovdyr, eller kunder der kunne undre sig over hvorfor jeg lå på gulvet og skrabede mellem 1000 kaffebønner, som en anden freak.

At være eller ikke at være, i uniform

Hvorfor er det kvinder er så tiltrukket af mænd i uniform? Og ikke hvilken som helst uniform. Det skal helst være politimand, brandmand, sergent eller læge i kittel. Skraldemændene og fakta-medarbejderne får ikke meget credit for deres uniformer!

Jeg kan da godt se der er noget mere maskulint over en skræddersyet uniform i tykt stof med broderinger og medaljer, en livreddende snehvid kittel eller en heltemodig brandsmandsdragt end der er over en skidenbrun skjorte med butikslogo i rødt, men er manden i uniformen mindre mand af den grund?

Det bliver han i hvert fald gjort til, medmindre han ser uforskammet godt ud. Her hjælper hans arbejdspåklædning nemlig ikke. En sergent, eller en hvilken som helst anden soldat, behøver ikke se uforskammet godt ud for at overgå en stakkels ekspedient. Hans uniform hiver nemlig hans udseende et par grader op, hvor for eksempel skraldemændende bliver trukket ganske heftigt ned, primært på grund af lugten.

Måske er det fordi kvinder egentlig bare gerne vil reddes. Reddes fra deres kedelige (læs. forkælede) liv og vide manden har råd til at give hende gaver, rejser, sushi, smykker og andre materielle goder, der varmer så godt i sengen når manden er på overarbejde eller er udsendt.

Det er i hvert fald sjældent en medarbejder i Bilka bliver sendt til underafdelingen i Kabul. Jeg har faktisk ikke hørt om det, endnu.

Men det handler jo om prioriteringer, og de kan godt være direkte forbundet med mængden af gaver, har jeg fundet ud af. Jo flere gaver og udsigt til penge, jo mere accepteret bliver det at man ser sin kat mere end sin kæreste. For han har jo selvfølgelig været så forudseende, at give damen et bette kræ at tage sig af, når hun ikke har mulighed for at tage sig af, altså rette på, ham hele tiden.

Er der en ting alle er klar over, er det nemlig, at kvinder elsker at rette, og irettesætte, deres mænd, kærester, venner, selv katten får en tur engang i mellem. Mest når den gentagne gange skider udenfor avispapiret og tager halve mus med hjem, noget mænd generelt lærer at de ikke skal efter første forsøg.

Der har kvinderne så bare ikke helt gennemtænkt deres prioriteringer. Hvis de nu havde taget den underbetalte tjener, der kommer hjem med fedtet hår og svedige armhuler, ville de have en hel masse at rette på og kommentere. Samtidig med at de får en mand, som har et job der går ud på, at tilfredsstille uhøflige mennesker og smile ad fornærmelser. Derfor er han ganske godt rustet til en krævende kæreste.

På den anden side kan det også være at kvinderne bare ville prøve at få deres tjener/skraldemand/ekspedient til at videreuddanne sig til restaurantchef/kommunal direktør/butikschef og på den måde få udsigt til mere alenetid, så de har tid til at finde på nye ting at hakke på deres mand over. De ville måske også få flere ting i deres voksende lejligheder og så kunne de vel ligeså godt have startet med en læge eller officer. På den måde ville de have haft den store lejlighed fra starten.

Men igen, så havde de gået glip af alt det sjove tidsfordriv, med at irettesætte og pace deres mænd ind i deres egen forestilling af den perfekte mand.

Dybt indeni ved vi bare godt at han ikke findes. Den perfekte mand. Uniformen er et skalkeskjul der snyder de naive kvinder som så desperat prøver at blive reddet, eller leder efter en ny farfigur i deres tilværelse til at tage sig af dem.

Selvstændige kvinder ser derimod uniformen som et symbol på mandighed, en person der er voksen nok til at kunne give hende lidt modspil og lidt alenetid. Ikke til at finde på nye ting at irritere sig over, men til at være sig selv eller pleje sin omganskreds, der ofte er noget større en enkelt kat. Hun er også i stand til at se i gennem uniformen med sit kvindelige emotionelle røngtensyn og derfor også være i stand til at vælge skraldemanden frem for brandmanden på grund af det der er bag profession og løn.

Til sidst er der de kvinder der, helt realistisk, går efter personlighed og kompetence og hvor uniformen kan være et plus.

Eller et kinky indslag.

For når det kommer til stykket betyder 'reddet' taget og 'materielle goder' legetøj og 'uniform' hot mand i min seng.