Hvor er det bare sejt og overskudsagtigt at arbejde i et autismecenter! Jeg kom til at tænke denne tanke, da jeg i dag havde ekspederet en kvinde med kraftig accent. Hun var ikke autist, men hun arbejdede i et autismecenter og var ude at handle legetøj med en noget ældre beboer. Ældre af år, ikke af sind.
Hånden på hjertet, jeg ville aldrig kunne klare det. Faktum er at jeg nok ville passe bedre som patient end passer med min tålmodighed og tvangsprægede hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne, det må være et meget givende job, og meget krævende. Men der var vist engang en klog mand der sagde noget i retning af at man må yde for at nyde. Måske talte han om bagværk, men citatet kan sagtens rettes mod socialt arbejde. De autister jeg har mødt har, næsten, altid været søde og rare. Helt vildt langt ude, oftest dårligt klædt og med mundvand eller fingre på afveje, men ganske elskelige. Jeg har så også for det meste kun mødt dem gennem mit job i Toys R Us. Så for dem er jeg vel en slags helgen. Den som bringer legetøj til institutionerne og smilende tager imod, når busser fulde af autister i alle aldre, stormer butikken i forventning om nyt legetøj.
Desværre er autisme ikke kun besættelse af legetøj. I så fald ville alle børn, og halvdelen af alle voksne også være autister. Jeg ser bare kun de gode sider, når de handler, og ikke når de kommer hjem med det handlede, og Per ikke vil lade Beate lege med V.smilen mere, fordi det er hans tur på klokkeslættet.
Der er det, jeg virkelig beundrer dem, som har overskuddet til, ikke kun at tage sig af sig selv, men også at tage sig de mere krævende hele tiden. Forældrene, centrene og voksen vennerne.
Jeg gad godt være en voksen ven, som kunne give hjælp og støtte og som de små autister så op til og følte tryghed ved i en verden der for dem er mere kaotisk end for os. Men det kræver nok jeg selv bliver voksen først.
Børnene, og forældrene, mest forældrene, kalder mig "Damen". Det har lidt en voksenlyd over sig. Også lidt en lyd af Elnett hårlak, lange røde negle, tobaksånde og store bløde bryster på en kvinde godt over de 40 over sig, men på en god dag kan man godt se jeg ikke er helt 40 endnu. Og brysterne kan jeg vist ikke rigtig snyde mig til uden mindst at bruge to af de store bamser fra gang to.
Men især tre autistiske børn som har været forbi "Damen" husker jeg.
Ikke fordi de har været der ofte, men fordi de har denne ene interesse som de får styret i Toys R Us.
Den ene er Pokémonfanatiker og noget ældre end de andre, at dømme udfra hans højde og fyldige, sorte overskæg i hvert fald. Men hans øjne svarer til en 10 årigs. Hans mor bøjer sig altid, og han får altid lige en pakke mere end planlagt.
Den anden er forbi trofast til hver fødselsdag for at købe gaver fra drengegangene hvor de seje actionfigurer, biler og våben bor. Han sidder i kørestol og med de ører han har, behøver han ikke selv trille hjulene hvis han har medvind. Han taler ikke så meget som den første, og opfører sig ikke altid lige pænt. Men ham og hans familie er altid velkomne ved min kasse, for man kan se hvor glad drengen bliver og hvor meget det betyder for hans forældre.
Den sidste har jeg kun mødt én gang. En meget lille dreng i dunjakke med pjusket hår. Normalt er jeg ikke en haj til børn. Eller jo, det er nok det der er problemet. Jeg er en haj, og de er små, drillesyge, provokerende delfiner, der fortjener et nap i bagfinnen.
Men ham her fik mig til at få en klump i halsen. Ikke af indeholdt opkast, men af stum, varm, forbavselse. Pist væk var hajtænderne.
Den lille dreng var ude at shoppe med sin mor, han havde snart fødselsdag. Normalt var han genert og sky, som de fleste autister lettere berøringsangst, men han så den lille tvangstænkende autist i mig og åbnede op. Han talte og talte, om sin fødselsdag, alle sine gaver, at de skulle prøve at invitere klassen og til sidst hviskede han "Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag" mens han forsigtigt rørte mit håndled og skottede nervøst til sin mor.
Om fødselsdagen blev den succes han ønskede sig, håber jeg. Det kan jo hurtigt blive for meget hvis man både kæmper med autisme og 24 små, vilde gæster. Også for værten og værtinden. Sikke et overskud de må samle. Selv en børnefødselsdag for normale børn kan være et helvede!
Så da kvinden med accenten og den gamle, unge autist vinkende gik ud ad døren, i en af de første solskinsdage på året uden sne, følte jeg at jeg selv havde overskuddet. Både til at være sød når de kommer og handler på deres lidt specielle måde, eller til måske selv at hjælpe til. Jeg ville i hvert fald gerne, men tanke og handling er to vidt forskellige ting. Især når ens tanker gerne tager styringen og handlingslammer i stedet for at i gangsætte ideerne. Jeg må nok bare holde mig til de små, der er ingen grund til at sætte deres overskud yderligere på prøve.
