Nu er det ikke nok med at ammende mødre skal vise deres bare bryster på cafeerne, nu skal vi også se på ungernes numser og dertilhørende lort!
Jeg gik fredeligt forbi Kong Kaffe i dag, der duftede godt af crossaint og kaffe, jeg havde lige trænet, mine ben var trætte og min mave sulten. Jeg kiggede ind på cafeen da jeg gik forbi de dejlige dufte. Et par bestilte noget med chokolade kunne jeg høre mellem pigens fnis, en smart fyr drak sin smoothie mens han tastede på sin mobil, en mor hev bleen af sit barn.
Vent, stop! Hev hun lige bleen af sit barn foran alle de andre kunder? Jeg stoppede op, forfærdet, min overlæbe krængedes opad i forargelse og foragt for den karryfarvede masse i bleens hvide stof. Godt det ikke var mig der lige havde sat tænderne i en cremelinse! Føj, hvor blev jeg hurtigt revet ud af sulten og ind i sippetheden.
Dengang der var stor debat i aviserne om ammeforbud på cafeer og restauranter var jeg en af fortalerne for forbuddet. Jeg kunne, og kan stadig, godt forstå de forargede mødre der gerne ville have lov at fodre alle ungerne på én gang. Men så krævede det vist heller ikke mere at tage en flaske med eller lige gå ud bagved for at amme den mindste.
I hvert fald bliver jeg stadig lidt sippet når en fremmed kvinde lige knapper op for sine fyldige bryster og stikker dem i hovedet på en lille rynket unge, mens jeg sidder og prøver at spise min meget dyre cafébrunch. Ellers tak.
Men dette, denne umådeligt dårlige udvidelse af grænseoverskridende adfærd? Jeg forstår det ikke. Lort hører aldrig hjemme ved siden af maden! Ligegyldigt hvor mange gange man har grinet af Drengene fra Angora, så er lort og mad ikke en god kombination i virkeligheden. Og det var den vist heller ikke i joken..
Denne mor sad med, hvad jeg gætter på, var sin egen mor og en veninde. De fortrak ikke en mine over den scene moderen lavede der, halvt på sit skød, halvt på bordet med ble, lort, unge og kaffe. En lettere farlig situation for barnet egentlig, men hverken situationens risiko for brandskader eller risiko for udsmidning så ud til at bekymre den lidt for frie mor.
Hvis jeg på noget tidspunkt havde overvejet at købe noget med hjem, forsvandt den trang som ble fra røv. Hvilket egentlig gjorde min dag billigere, noget jeg kun kan takke den frie mor for her i julen. Men helt ærligt, det kan godt være det er en vild ting at blive mor, men jeg synes det tager lidt overhånd hvis vi nu alle både skal dele bryster, barnegråd og babymoslort når vi egentlig bare kom for en crossaint og en caffé latte.
tirsdag den 21. december 2010
Perverse producenter
Jeg er sikker på at der hos de store legetøjsproducenter sidder nogle rigtig perverse mænd og gnægger mens de gnider sig i hænderne over de umådeligt sjove navne de finder på til børns legetøj.
Som julehjælper for, jeg ved ikke hvor mange år i træk, i filial 3103, har jeg igen brugt en stor del af mine vågne timer blandt legetøj, papkasser, stressede mødre og betagede børn. For ikke at glemme de endnu mere stressede fædre jo tættere på juleaften kommer. Men det er ikke så meget kunderne der nu optager mine tanker. Når man har pakket så og så mange kasser med diverse underholdende og farverige indpakninger ud, opdager man at nogle af tingene har nogle lidt spøjse navne. Ikke altid kun spøjse, faktisk er der overvejede mange legesager der har et navn som kan direkte misforstås, hvis man før har stiftet bekendskab med det der sex, eller bare har haft seksualundervisning i skolen eller åbnet en anatomibog.
Jeg gik rundt i Babyleg og satte varer på plads. Fine, søde bamser, badedyr, klinglende, klanglende, ringlende, suttende, pruttende og larmende himstregimser til at hænge over vuggen, i barnevognen eller på barnets arm, så det ikke kan undgå de insisterende lyde fra et ligeså irriterende påhæng, som barnet selv kan være engang i mellem.
Efter et stykke tid svandt interessen for at skære flere papkasser op og arrangere indholdet på hylder og lager, og mit engagement faldt ekspotentielt med faldet af sukker i mit blod. Da pausen var et par timer væk endnu, blev jeg en smule irritabel. Mest fordi kunder til jul åbenbart bliver blændet af julepynten og ikke kan se hvor varerne står, eller opfører sig som man kunne forvente deres børn ville, hvis det legetøj de kommer efter, er udsolgt.
Men så åbnede jeg en kasse fra Playschool. "Busy balls" stod der på den. En sjov og farverig vare der havde plads ved siden af "Ball Poppin' Pack". Jeg ved ikke om det var trætheden, eller monotonien i det jeg foretog mig, der fik mig til at grine højlydt af de meget kreative navne. Kunderne omkring mig kunne i hvert fald ikke se det sjove i det.
Senere samme dag til eftermiddagspausen sad jeg i frokoststuen sammen med to andre julehjælpere. De havde taget en forkant fra en af hylderne med ud. Den skulle gemmes, sagde de. Da jeg spurgte hvorfor, flippede de den rundt så jeg kunne se, hvilken vare den tilhørte. "Barnets første klodser."
Jeg måtte give dem ret. Den fortjente at blive gemt.
Det er ikke kun varerne der alt for ofte får nogle lidt for kreative navne i butikken. Også diverse Tv-spots og reklamer tangerer til det perverse. Tag nu for eksempel en reklame der kørte hele efteråret, som heldigvis her til jul er blevet ersattet af en lidt mere moden reklame, rettet mod teenagere. For det er åbenbart kun til de helt små at producenterne tør lave klamme navne og reklamer. De store kunne jo forventes at forstå den underliggende mandehørms humor fra Finn på 45, der er kreativ direktør for Fisherprice. Og så er han nok ikke kreativ direktør ret meget længere.
Men dette Tv-spot var for noget slim på dåse som kunne sige en pruttende lyd, hvis man stak fingerne i det. Allerede beskrivelsen af legetøjet er helt afsporet.
"Har du pruttet i dag?! Stik fingerne i og pruuut! Sjov og skæg lige ud af dåsen!" Var omtrent den hilsen man mødte når man kom ud fra lageret med sin palle med varer. Var man uheldig, som jeg, stod man foran denne skærm med den entusiastiske mandestemme hele dagen og pakkede varerne ud.
Men så vidt jeg husker er det ikke noget nyt fænomen. Jeg har bare først fået tid til at tænke over det nu, hvor jeg har omgivet mig med perverst legetøj hele december, og jeg arbejder vel at mærke ikke i en voksen legetøjsbutik, men en Toys R Us!
De Disney film jeg så og elskede som barn var eftersigende fyldt med perverse undertoner og smart indkodede billeder. Jeg har ikke selv fået øje på dem endnu, og jeg har egentlig heller ikke lyst. For mig er Disney sødt og uskyldigt, og ikke fyldt med præster med ståpik eller par der knalder i vinduerne.
Hvorfor har producenter af legetøj, reklamer og film til børn denne trang til at få skabt perverse undertoner som kun os indviede kan få øje på?
Egentlig er det vel smart nok, en lille intern joke fra deres side, som så kan være et bevis på hvor beskidte vi alle sammen bliver. Ingen af de små uskyldige børn fanger joken, gudskelov, men som vi bliver ældre associerer vi åbenbart alt for mange ting til sex. Det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme. Meget af det jeg selv siger kan misforstås og den føste til at spotte det er gerne mig selv, med et høhø og et løftet øjenbryn til følge.
Og okay, måske kunne jeg også godt se mig selv som Finn på 45, der er lidt træt af alt det pusse-nussede design og nuttede navne til endnu et stykke legetøj henvendt til de 1-5 årige. Det bliver nok lidt trættende i længden, og når man når de 45 er man vel også ved at være ret beskidt og associationsforkvaklet.
Som julehjælper for, jeg ved ikke hvor mange år i træk, i filial 3103, har jeg igen brugt en stor del af mine vågne timer blandt legetøj, papkasser, stressede mødre og betagede børn. For ikke at glemme de endnu mere stressede fædre jo tættere på juleaften kommer. Men det er ikke så meget kunderne der nu optager mine tanker. Når man har pakket så og så mange kasser med diverse underholdende og farverige indpakninger ud, opdager man at nogle af tingene har nogle lidt spøjse navne. Ikke altid kun spøjse, faktisk er der overvejede mange legesager der har et navn som kan direkte misforstås, hvis man før har stiftet bekendskab med det der sex, eller bare har haft seksualundervisning i skolen eller åbnet en anatomibog.
Jeg gik rundt i Babyleg og satte varer på plads. Fine, søde bamser, badedyr, klinglende, klanglende, ringlende, suttende, pruttende og larmende himstregimser til at hænge over vuggen, i barnevognen eller på barnets arm, så det ikke kan undgå de insisterende lyde fra et ligeså irriterende påhæng, som barnet selv kan være engang i mellem.
Efter et stykke tid svandt interessen for at skære flere papkasser op og arrangere indholdet på hylder og lager, og mit engagement faldt ekspotentielt med faldet af sukker i mit blod. Da pausen var et par timer væk endnu, blev jeg en smule irritabel. Mest fordi kunder til jul åbenbart bliver blændet af julepynten og ikke kan se hvor varerne står, eller opfører sig som man kunne forvente deres børn ville, hvis det legetøj de kommer efter, er udsolgt.
Men så åbnede jeg en kasse fra Playschool. "Busy balls" stod der på den. En sjov og farverig vare der havde plads ved siden af "Ball Poppin' Pack". Jeg ved ikke om det var trætheden, eller monotonien i det jeg foretog mig, der fik mig til at grine højlydt af de meget kreative navne. Kunderne omkring mig kunne i hvert fald ikke se det sjove i det.
Senere samme dag til eftermiddagspausen sad jeg i frokoststuen sammen med to andre julehjælpere. De havde taget en forkant fra en af hylderne med ud. Den skulle gemmes, sagde de. Da jeg spurgte hvorfor, flippede de den rundt så jeg kunne se, hvilken vare den tilhørte. "Barnets første klodser."
Jeg måtte give dem ret. Den fortjente at blive gemt.
Det er ikke kun varerne der alt for ofte får nogle lidt for kreative navne i butikken. Også diverse Tv-spots og reklamer tangerer til det perverse. Tag nu for eksempel en reklame der kørte hele efteråret, som heldigvis her til jul er blevet ersattet af en lidt mere moden reklame, rettet mod teenagere. For det er åbenbart kun til de helt små at producenterne tør lave klamme navne og reklamer. De store kunne jo forventes at forstå den underliggende mandehørms humor fra Finn på 45, der er kreativ direktør for Fisherprice. Og så er han nok ikke kreativ direktør ret meget længere.
Men dette Tv-spot var for noget slim på dåse som kunne sige en pruttende lyd, hvis man stak fingerne i det. Allerede beskrivelsen af legetøjet er helt afsporet.
"Har du pruttet i dag?! Stik fingerne i og pruuut! Sjov og skæg lige ud af dåsen!" Var omtrent den hilsen man mødte når man kom ud fra lageret med sin palle med varer. Var man uheldig, som jeg, stod man foran denne skærm med den entusiastiske mandestemme hele dagen og pakkede varerne ud.
Men så vidt jeg husker er det ikke noget nyt fænomen. Jeg har bare først fået tid til at tænke over det nu, hvor jeg har omgivet mig med perverst legetøj hele december, og jeg arbejder vel at mærke ikke i en voksen legetøjsbutik, men en Toys R Us!
De Disney film jeg så og elskede som barn var eftersigende fyldt med perverse undertoner og smart indkodede billeder. Jeg har ikke selv fået øje på dem endnu, og jeg har egentlig heller ikke lyst. For mig er Disney sødt og uskyldigt, og ikke fyldt med præster med ståpik eller par der knalder i vinduerne.
Hvorfor har producenter af legetøj, reklamer og film til børn denne trang til at få skabt perverse undertoner som kun os indviede kan få øje på?
Egentlig er det vel smart nok, en lille intern joke fra deres side, som så kan være et bevis på hvor beskidte vi alle sammen bliver. Ingen af de små uskyldige børn fanger joken, gudskelov, men som vi bliver ældre associerer vi åbenbart alt for mange ting til sex. Det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme. Meget af det jeg selv siger kan misforstås og den føste til at spotte det er gerne mig selv, med et høhø og et løftet øjenbryn til følge.
Og okay, måske kunne jeg også godt se mig selv som Finn på 45, der er lidt træt af alt det pusse-nussede design og nuttede navne til endnu et stykke legetøj henvendt til de 1-5 årige. Det bliver nok lidt trættende i længden, og når man når de 45 er man vel også ved at være ret beskidt og associationsforkvaklet.
mandag den 13. december 2010
Klaps i Legoville
"Tak for hjælpen!" ledsaget af et klaps i bagdelen hylede mig helt ud af den, den anden dag.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?
Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.
Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.
Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.
Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.
Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?
Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.
Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.
Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.
Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.
Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.
fredag den 3. december 2010
R.I.P tastatur
En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"
Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.
Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.
Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!
Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.
Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.
Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!
Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.
Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.
Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!
Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.
Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.
Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!
Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.
Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.
Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!
Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.
Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.
Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!
tirsdag den 30. november 2010
Min juletradition
Det er det samme hvert år. Man kan ligeså godt vænne sig til det.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!
Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.
Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.
I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.
Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.
Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!
Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.
Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.
I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.
Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.
Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.
lørdag den 27. november 2010
Kendis fitness
Der stod jeg i Fitness World, lidt søvndrukken, lettere svedlugtende, med fladt hår og næsen begravet i en bog om journalistiske virkemidler. Ikke videre tiltrækkende, spændende eller særligt fit. Ind af døren kom en mand, særligt tiltrækkende, spændende og meget fit. Først tænkte jeg bare "wow.. han er da pænt lækker, meget over middel, faktisk ret tæt på en 10'er. Jo helt klart en 10'er. Kender jeg ikke ham? Har da set ham før? Han træner her nok meget." Min tankerække blev heldigvis afbrudt af at han kom hen til mig og bad om at få lov til at træne en enkelt dag. Så han var ikke en af de faste kunder, hvilket forvirrede mig lidt. Jeg følte jeg kendte ham fra et eller andet sted. Så for ikke at fornærme nogen lod jeg som om jeg kunne huske ham og jokede lidt med ham. Han bestilte en dags træning og nogle andre ting, og fortalte han havde glemt sit tøj. Vi talte lidt frem og tilbage og så bestilte han også en dags træning til sin ven.
Da var det at det gik op for mig hvem han var! Vennen som kom slentrende selvsikkert gennem glaspartiets døre var Nik fra Nik og Jay. Manden som jeg troede var en person jeg havde snakket med før var Burhan G! Mit ansigt skiftede straks farve fra kedeligt grå til blussende pink. Min stemme blev meget tynd og piget og jeg kunne pludselig ikke finde ud af andet end at mit hjerte hamrede!
Hvorfor reagerer man sådan bare fordi de er kendte? Og flotte og lækre og meget tæt på! Hvorfor kan man (læs. jeg) ikke bare opføre sig cool.
Jeg prøvede at tage mig sammen efter de var gået ind for at varme op. Men det varede ikke længe før det sidste medlem af trioen også valgte at aflægge et visit hos mig. Endnu engang var jeg helt rundt på gulvet og stod pludselig med Jays Canadian Goose i armene og krammede den, hårdt.
Måtte straks ringe til nogen og fortælle det. Så jeg trippede nervøst rundt inde i personalerummet og ringede en veninde op. Skrev til et par stykker af de andre tætte som gider træne, men ingen kunne komme ned. Var helt alene med mine flossede nerver og bankende pigehjerte. Gud hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv, og da gik det op for mig. Jeg fik ikke en autograf!
Til mit held kom Burhan G ned for at købe nogle flasker vand. Jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, troede jeg, og bad ham skrive under på en seddel som alle gæster i Fitness World skal. Da han under sin autograf skrev 'kys' fløj mit hjerte op i halsen på mig igen og jeg prøvede at blinke frækt tilbage til ham, men det lignede vist bare en ansigtsspasme.
Min krop var i en tilstand af eufori i flere timer efter. Jeg gik rundt og nærmest rystede. Gæstesedlerne lå pænt foldet sammen i min kalender, mit lille håndfaste minde om hvor heldig jeg var at have taget den ekstra vagt i Fitness World. Det betaler sig at gøre gode gerninger! Min karma er måske ved at vende.
Da var det at det gik op for mig hvem han var! Vennen som kom slentrende selvsikkert gennem glaspartiets døre var Nik fra Nik og Jay. Manden som jeg troede var en person jeg havde snakket med før var Burhan G! Mit ansigt skiftede straks farve fra kedeligt grå til blussende pink. Min stemme blev meget tynd og piget og jeg kunne pludselig ikke finde ud af andet end at mit hjerte hamrede!
Hvorfor reagerer man sådan bare fordi de er kendte? Og flotte og lækre og meget tæt på! Hvorfor kan man (læs. jeg) ikke bare opføre sig cool.
Jeg prøvede at tage mig sammen efter de var gået ind for at varme op. Men det varede ikke længe før det sidste medlem af trioen også valgte at aflægge et visit hos mig. Endnu engang var jeg helt rundt på gulvet og stod pludselig med Jays Canadian Goose i armene og krammede den, hårdt.
Måtte straks ringe til nogen og fortælle det. Så jeg trippede nervøst rundt inde i personalerummet og ringede en veninde op. Skrev til et par stykker af de andre tætte som gider træne, men ingen kunne komme ned. Var helt alene med mine flossede nerver og bankende pigehjerte. Gud hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv, og da gik det op for mig. Jeg fik ikke en autograf!
Til mit held kom Burhan G ned for at købe nogle flasker vand. Jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, troede jeg, og bad ham skrive under på en seddel som alle gæster i Fitness World skal. Da han under sin autograf skrev 'kys' fløj mit hjerte op i halsen på mig igen og jeg prøvede at blinke frækt tilbage til ham, men det lignede vist bare en ansigtsspasme.
Min krop var i en tilstand af eufori i flere timer efter. Jeg gik rundt og nærmest rystede. Gæstesedlerne lå pænt foldet sammen i min kalender, mit lille håndfaste minde om hvor heldig jeg var at have taget den ekstra vagt i Fitness World. Det betaler sig at gøre gode gerninger! Min karma er måske ved at vende.
torsdag den 11. november 2010
Hidsighed
Det der held.. normalt forbinder jeg held med karma, og mig som en person med god karma og derfor som et heldigt individ. Generelt. Men det er som om min held er svundet kraftigt ind over den seneste tid. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort, noget må jeg have gjort for at skaffe nok dårlig karma til at mit held faktisk er helt forsvundet!
Det er frustrerende til en grad hvor jeg bliver hidsig!
Hidsig over min kæreste gennem flere år tog sig den frihed at slå op, over telefonen! Hidsig over jeg ikke kan få lov at blive hidsig på ham, for jeg har slettet hans nummer og han befinder sig flere hundrede kilometer væk! Hidsig over at min cykel som jeg gav 400 kr. for at få fikset stadig ikke virker! 400 kr. jeg ikke har fordi jeg stadig ikke har et fuldtidsjob og derfor bor på et værelse hos min far! Og som om det ikke var nok var der i weekenden en person som valgte at rykke mine gear af min cykel. Jeg ved godt hvem der får dårlig karma af den handling, lorte person!
Jeg blev også en smule hidsig i dag da jeg cyklede hjem på min cykel, stadig uden gear og hvis den endelig hakker i gear vælger den konsekvent syvende. Så i modvind kom jeg cyklende op ad bakke, i syvende gear, og så begyndte det at regne, ti minutter fra mit hus. Hidsig!
Heldigvis er alt ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Det hørte jeg en gammel dame sige engang, måske var det min mormor, måske var det en tilfældig dame i Føtex med lilla hår og en kat i favnen. Lige nu har jeg bare ret svært ved at tro på det udtryk. Især fordi jeg er så hidsig at jeg ser mere rødt end fornuft.
I går gik det ud over den intetanende Thomas fra kundeservice som jeg før havde, lettere bittert, ikke hidsigt, bedt om snart at fikse mit NemID, som er alt andet end nemt, så jeg kunne komme på min netbank. Thomas ringede for at høre om det hele var faldet på plads, til hans uheld var det hele slet ikke faldet på plads!
Han fik en røffel både på vegne af NemID, de penge jeg ikke har fået af skyldnere endnu, folkeregisteret der ikke har fattet at flytte min adresse så jeg ikke kan få tilsendt min post og dermed et nyt NemID og mængden af mennesker i byens gader der kyssede, delte brændte mandler og fik mig til at gylpe i mit halstørklæde!
Stakkels Thomas. Han vidste jo ikke, at den dårlige karma klistrede til mig som slikkepinde i tiårige pigers hår.
Og stakkels mig. Jeg er bange for at jeg ved at lade min hidsighed over mit manglende held og min stigende modgang fik losset mere dårlig karma på skuldrene. Det kunne resultere i at jeg kommer for sent til eksamen i morgen og dumper. Ligesom jeg drømte jeg ville gøre! Godt nok dumpede jeg i drømmen fordi jeg ikke vidste hvor hesten stod i stuen, men man skal ikke kimse af heste i stuer, heller ikke til en fitness instruktør eksamen!
Så for nu er min hidsighed afløst af nervøsitet. Ikke at det er meget bedre. I stedet for at fare op over de mindste ting, farer jeg nu bare sammen hver gang nogen siger biceps, squat eller hest! Mine nerver er uden på tøjet, og det på trods af at jeg har mange lag på fordi vejret, igen til mit uheld, trækker op til storm.
Bare stormen blæser mit uheld væk i nat, så jeg kan stå op i morgen, bestå mine eksamener og få min gode karma tilbage!
Jeg lover at hvis jeg består køber jeg de hjemløses blad, giver en skilling til en tigger i Århus, en runde til de venner der vil fejre min nye titel med mig og kys og kram til alle der trænger til lidt medgang!
Det er frustrerende til en grad hvor jeg bliver hidsig!
Hidsig over min kæreste gennem flere år tog sig den frihed at slå op, over telefonen! Hidsig over jeg ikke kan få lov at blive hidsig på ham, for jeg har slettet hans nummer og han befinder sig flere hundrede kilometer væk! Hidsig over at min cykel som jeg gav 400 kr. for at få fikset stadig ikke virker! 400 kr. jeg ikke har fordi jeg stadig ikke har et fuldtidsjob og derfor bor på et værelse hos min far! Og som om det ikke var nok var der i weekenden en person som valgte at rykke mine gear af min cykel. Jeg ved godt hvem der får dårlig karma af den handling, lorte person!
Jeg blev også en smule hidsig i dag da jeg cyklede hjem på min cykel, stadig uden gear og hvis den endelig hakker i gear vælger den konsekvent syvende. Så i modvind kom jeg cyklende op ad bakke, i syvende gear, og så begyndte det at regne, ti minutter fra mit hus. Hidsig!
Heldigvis er alt ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Det hørte jeg en gammel dame sige engang, måske var det min mormor, måske var det en tilfældig dame i Føtex med lilla hår og en kat i favnen. Lige nu har jeg bare ret svært ved at tro på det udtryk. Især fordi jeg er så hidsig at jeg ser mere rødt end fornuft.
I går gik det ud over den intetanende Thomas fra kundeservice som jeg før havde, lettere bittert, ikke hidsigt, bedt om snart at fikse mit NemID, som er alt andet end nemt, så jeg kunne komme på min netbank. Thomas ringede for at høre om det hele var faldet på plads, til hans uheld var det hele slet ikke faldet på plads!
Han fik en røffel både på vegne af NemID, de penge jeg ikke har fået af skyldnere endnu, folkeregisteret der ikke har fattet at flytte min adresse så jeg ikke kan få tilsendt min post og dermed et nyt NemID og mængden af mennesker i byens gader der kyssede, delte brændte mandler og fik mig til at gylpe i mit halstørklæde!
Stakkels Thomas. Han vidste jo ikke, at den dårlige karma klistrede til mig som slikkepinde i tiårige pigers hår.
Og stakkels mig. Jeg er bange for at jeg ved at lade min hidsighed over mit manglende held og min stigende modgang fik losset mere dårlig karma på skuldrene. Det kunne resultere i at jeg kommer for sent til eksamen i morgen og dumper. Ligesom jeg drømte jeg ville gøre! Godt nok dumpede jeg i drømmen fordi jeg ikke vidste hvor hesten stod i stuen, men man skal ikke kimse af heste i stuer, heller ikke til en fitness instruktør eksamen!
Så for nu er min hidsighed afløst af nervøsitet. Ikke at det er meget bedre. I stedet for at fare op over de mindste ting, farer jeg nu bare sammen hver gang nogen siger biceps, squat eller hest! Mine nerver er uden på tøjet, og det på trods af at jeg har mange lag på fordi vejret, igen til mit uheld, trækker op til storm.
Bare stormen blæser mit uheld væk i nat, så jeg kan stå op i morgen, bestå mine eksamener og få min gode karma tilbage!
Jeg lover at hvis jeg består køber jeg de hjemløses blad, giver en skilling til en tigger i Århus, en runde til de venner der vil fejre min nye titel med mig og kys og kram til alle der trænger til lidt medgang!
torsdag den 4. november 2010
Bekræftelseskode v. 2.0
Når man som jeg har mange adgangskoder, for en sikkerheds skyld, er det næsten sikkert at man glemmer en af dem engang i mellem. Eller, jeg glemmer dem tit og hvis det er en af disse smarte moderne sider, hvor du kun må trykke forkert tre gange, benytter jeg mig altid af 'Har du glemt din adgangskode?' knappen. For ja, jeg har glemt den, igen. Men ikke nok med at jeg skal straffes af min egen hukommelse for, at have alt for mange koder, jeg skal også straffes af funktionen på hjemmesiden som egentlig burde hjælpe mig. Den funktion der hedder bekræftelseskoden-for-at-vi-ved-du-ikke-er-en-computer-der-muligvis-vil-hacke-vores-hjemmeside. Det er måske ikke helt det rigtige navn, men det beskriver meget godt hvad koden går ud på, selvom jeg ikke ved hvem 'vi' er, og at jeg selv er ret sikker på der ikke skal knækkes en kode for, at finde ud af jeg ikke er en hackende computer. Så havde jeg nok løst mit adgangskodeproblem!
Hvem er det egentlig der har opfundet disse bekræftelseskoder? En tilfældig blanding af bogstaver, tegn og tal som er utydeliggjort yderligere ved at lave 'ordet' svungent, sætte bogstaverne skævt og lade nogle overlappe. Jeg kan ikke tyde det! Endnu et bevis på jeg ikke er en computer, robot eller en figur i en Dan Brown roman.
Så sent som for fem minutter siden havde jeg glemt endnu en kode. Ikke en særlig vigtig kode, men det irriterede mig og derfor ville jeg lave den om til den jeg troede det var, som det ikke var. Det krævede at jeg skrev min e-mail i et felt og i feltet nedenunder skrev koden. Som jeg skrev forkert to gange, før jeg endelig fik genereret en bekræftelseskode min hjerne kunne finde en mening i. Så jeg fik til sidst sendt en mail om at jeg kunne lave en ny adgangskode ved at trykke på et link. Jeg trykkede, lavede en ny adgangskode, og selvfølgelig kom der er en ny bekræftelseskode frem. Lige der på skærmen foran mit ansigt. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret. Jeg havde jo lige, ikke mindre end tre gange, forsøgt at overbevise denne totalt ligegyldige hjemmeside om at jeg var et rigtigt menneske. Jeg begyndte så småt at forstå Pinnochios frustration over at være lavet af træ og ikke kød, da jeg selvom jeg er lavet af kød gang på gang bliver taget for at være lavet af computerchips og ledninger. Jamen jeg er en rigtig dreng! Eller pige for mit vedkommende.
Men det sætter sig altså lige på selvværdet, sammen med frustrationen over de tre marsbarer i går og sukkerindholdet i morgenmaden. Hvilket ikke gjorde mig mindre pigesur på disse her små enerverende koder fra pc helvede.
En bekræftelseskode burde være en kode hos det mandlige køn som man lige kunne stikke interaktivt til piger man syntes manglede lidt bekræftelse. En ny, hurtig, måske effektiv måde lige at fortælle en anden, at 'Du er sq god nok.' eller 'Du er ret lækker i de strømpebukser der.'
Koden skulle være nem at tyde, ikke noget med tal, overlapninger og svingniger, bare bogstaver. Et anagram måske, eller et palindrom. Så ville jeg straks blive interesseret i hvad der kunne gemme sig under bogstavsammensætningen!
Okay, anagrammer og palindromer er måske heller ikke for alle, men de er i det mindste skrevet i én skrifttype, står på en lige linie og er sjove. Det ville også vise at fyren havde lidt mere hjernekapacitet end jeg følte jeg havde da jeg for anden gang trykkede virkelighedens kedelige og dårligt producerede bekræftelseskode forkert ind.
Jeg ville tilmed blive lidt beæret over at modtage sådan en kode. Fyren må jo mene jeg også har tankevirksomhed nok til at finde frem til den skjulte kompliment.
Man kunne også lave den oldschool, skrive det på en lap papir og stikke det i pigens lomme, hende den flotte i køen i Netto. Eller lægge det på dørmåtten hos den søde nabo. Det ville faktisk bare gøre koden mere autentisk og spændende i mine øjne! Hvis altså fyren har en håndskrift der er til at tyde, ellers er vi bare tilbage til point zero igen og bekræftelseskode v. 2.0 mister lidt sin betydning.
Men, om det så er interaktivt eller oldschool, så vil jeg hjertens gerne bytte mine selvværdsnedbrydende bekræftelseskoder ud med anagrammer og palindromer. Og for engangs skyld slå fast at jeg ikke er en robot, selvom jeg skriver koderne ind forkert. En robot ville jo ikke forstå komplimentet i dets egentlige betydning, men bare se ordet som de tegn det er dannet udfra.
Så tag dén adgangsgivende bekræftelseskoder. Selvom det tog tid brød jeg koden og fik min adgangskode, indtil næste gang jeg glemmer den, men får jeg en bekræftelseskode v. 2.0 er der ingen chance for den ikke bliver lagret i min hukommelse!
Hvem er det egentlig der har opfundet disse bekræftelseskoder? En tilfældig blanding af bogstaver, tegn og tal som er utydeliggjort yderligere ved at lave 'ordet' svungent, sætte bogstaverne skævt og lade nogle overlappe. Jeg kan ikke tyde det! Endnu et bevis på jeg ikke er en computer, robot eller en figur i en Dan Brown roman.
Så sent som for fem minutter siden havde jeg glemt endnu en kode. Ikke en særlig vigtig kode, men det irriterede mig og derfor ville jeg lave den om til den jeg troede det var, som det ikke var. Det krævede at jeg skrev min e-mail i et felt og i feltet nedenunder skrev koden. Som jeg skrev forkert to gange, før jeg endelig fik genereret en bekræftelseskode min hjerne kunne finde en mening i. Så jeg fik til sidst sendt en mail om at jeg kunne lave en ny adgangskode ved at trykke på et link. Jeg trykkede, lavede en ny adgangskode, og selvfølgelig kom der er en ny bekræftelseskode frem. Lige der på skærmen foran mit ansigt. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret. Jeg havde jo lige, ikke mindre end tre gange, forsøgt at overbevise denne totalt ligegyldige hjemmeside om at jeg var et rigtigt menneske. Jeg begyndte så småt at forstå Pinnochios frustration over at være lavet af træ og ikke kød, da jeg selvom jeg er lavet af kød gang på gang bliver taget for at være lavet af computerchips og ledninger. Jamen jeg er en rigtig dreng! Eller pige for mit vedkommende.
Men det sætter sig altså lige på selvværdet, sammen med frustrationen over de tre marsbarer i går og sukkerindholdet i morgenmaden. Hvilket ikke gjorde mig mindre pigesur på disse her små enerverende koder fra pc helvede.
En bekræftelseskode burde være en kode hos det mandlige køn som man lige kunne stikke interaktivt til piger man syntes manglede lidt bekræftelse. En ny, hurtig, måske effektiv måde lige at fortælle en anden, at 'Du er sq god nok.' eller 'Du er ret lækker i de strømpebukser der.'
Koden skulle være nem at tyde, ikke noget med tal, overlapninger og svingniger, bare bogstaver. Et anagram måske, eller et palindrom. Så ville jeg straks blive interesseret i hvad der kunne gemme sig under bogstavsammensætningen!
Okay, anagrammer og palindromer er måske heller ikke for alle, men de er i det mindste skrevet i én skrifttype, står på en lige linie og er sjove. Det ville også vise at fyren havde lidt mere hjernekapacitet end jeg følte jeg havde da jeg for anden gang trykkede virkelighedens kedelige og dårligt producerede bekræftelseskode forkert ind.
Jeg ville tilmed blive lidt beæret over at modtage sådan en kode. Fyren må jo mene jeg også har tankevirksomhed nok til at finde frem til den skjulte kompliment.
Man kunne også lave den oldschool, skrive det på en lap papir og stikke det i pigens lomme, hende den flotte i køen i Netto. Eller lægge det på dørmåtten hos den søde nabo. Det ville faktisk bare gøre koden mere autentisk og spændende i mine øjne! Hvis altså fyren har en håndskrift der er til at tyde, ellers er vi bare tilbage til point zero igen og bekræftelseskode v. 2.0 mister lidt sin betydning.
Men, om det så er interaktivt eller oldschool, så vil jeg hjertens gerne bytte mine selvværdsnedbrydende bekræftelseskoder ud med anagrammer og palindromer. Og for engangs skyld slå fast at jeg ikke er en robot, selvom jeg skriver koderne ind forkert. En robot ville jo ikke forstå komplimentet i dets egentlige betydning, men bare se ordet som de tegn det er dannet udfra.
Så tag dén adgangsgivende bekræftelseskoder. Selvom det tog tid brød jeg koden og fik min adgangskode, indtil næste gang jeg glemmer den, men får jeg en bekræftelseskode v. 2.0 er der ingen chance for den ikke bliver lagret i min hukommelse!
fredag den 29. oktober 2010
søndag den 24. oktober 2010
Undskyld
Ja, jeg ved det godt. Aktiviteten herinde har været støt faldende, faktisk stagneret på det sidste! Men det er kun fordi mine aktiviteter udenfor skærmen er steget! Jeg er nemlig blevet en rigtig verdensborger, sover næsten ikke samme sted to nætter i træk! Min kuffert er mit kæreste eje og folks gavmildhed min redning. Jeg er ikke i den samme by mange dage i træk, nogle dage forbi to-tre byer på grund af mine mange bolde, der skal holdes i luften.
Ja, det kan komme til at lyde rigtig flot. Eller jeg kan sige det som det er, jeg er hjemløs. Okay, måske ikke 100 % hjemløs, men jeg har opsagt min lejlighed og har efter snart en måned uden, endnu ikke fundet noget nyt. Derfor har jeg stuvet alle mine møbler, dvd'er, tæpper, bøger og mange kasser med nips ind i et depotrum og losset tøj, skriverier, malerier, fotografier og sko ind på mit gamle værelse hos min far, hvor pladsen er så knap at sovesofaen ikke bliver slået ud.
Grunden til jeg sagde min lejlighed op var rent økonomisk. Et smart træk fra min side, troede jeg. Jeg havde i sommers vidunderlige, romantiske og meget naive forestillinger om et fuldtidsjob, en voksende opsparing, en rejse verden rundt og en lejlighed i København. Men som ugerne gik, opsparingen svandt og fuldtidjobbet kun var deltid, med svingende, oftest faldende timer, brast drømmene. Jeg måtte sige lejligheden op, da det var min største udgift, og flytte ind på et værelse hos min far. Det var sådan set heller ikke det dummeste træk i verden. Jeg er nemlig aldrig hjemme. Verdensborger, nok ikke, men så i det mindste hærdet landevejsrytter i min lille peugeot mellem Århus og Aalborg hver weekend for at udvide min sundhedshorisont. Et fitness instruktør kursus for at få lidt mere credit til kvote 2 på den uddannelse, jeg nu er blevet i tvivl om er rigtig.
Derfor har jeg ikke så ofte været i nærheden af min computer, eller en computer i det hele taget. Men, for lige at trække lidt i land, har jeg opsamlet en masse gode historier. Også dårlige, sjove, dumme og klamme historier som nok skal blive fortalt når tingene falder lidt på plads.
Det kræver bare et fuldtidsjob, et minus der bliver til et plus, en sikkerhed for min fremtid, både på uddannelsesfronten og på boligfronten.
Så hvis der sidder nogle orakler med svar, et job eller en lejlighed, så sig til, tøv ikke. Jo hurtigere vi får denne flyvske tilstand manet lidt til jorden, jo hurtigere får vi flere blogs ud.
Men, man den nu ikke helt til jorden! For meget stilstand giver kedsomhed og liggesår, og det kommer der heller ikke mange historier ud af!
Ja, det kan komme til at lyde rigtig flot. Eller jeg kan sige det som det er, jeg er hjemløs. Okay, måske ikke 100 % hjemløs, men jeg har opsagt min lejlighed og har efter snart en måned uden, endnu ikke fundet noget nyt. Derfor har jeg stuvet alle mine møbler, dvd'er, tæpper, bøger og mange kasser med nips ind i et depotrum og losset tøj, skriverier, malerier, fotografier og sko ind på mit gamle værelse hos min far, hvor pladsen er så knap at sovesofaen ikke bliver slået ud.
Grunden til jeg sagde min lejlighed op var rent økonomisk. Et smart træk fra min side, troede jeg. Jeg havde i sommers vidunderlige, romantiske og meget naive forestillinger om et fuldtidsjob, en voksende opsparing, en rejse verden rundt og en lejlighed i København. Men som ugerne gik, opsparingen svandt og fuldtidjobbet kun var deltid, med svingende, oftest faldende timer, brast drømmene. Jeg måtte sige lejligheden op, da det var min største udgift, og flytte ind på et værelse hos min far. Det var sådan set heller ikke det dummeste træk i verden. Jeg er nemlig aldrig hjemme. Verdensborger, nok ikke, men så i det mindste hærdet landevejsrytter i min lille peugeot mellem Århus og Aalborg hver weekend for at udvide min sundhedshorisont. Et fitness instruktør kursus for at få lidt mere credit til kvote 2 på den uddannelse, jeg nu er blevet i tvivl om er rigtig.
Derfor har jeg ikke så ofte været i nærheden af min computer, eller en computer i det hele taget. Men, for lige at trække lidt i land, har jeg opsamlet en masse gode historier. Også dårlige, sjove, dumme og klamme historier som nok skal blive fortalt når tingene falder lidt på plads.
Det kræver bare et fuldtidsjob, et minus der bliver til et plus, en sikkerhed for min fremtid, både på uddannelsesfronten og på boligfronten.
Så hvis der sidder nogle orakler med svar, et job eller en lejlighed, så sig til, tøv ikke. Jo hurtigere vi får denne flyvske tilstand manet lidt til jorden, jo hurtigere får vi flere blogs ud.
Men, man den nu ikke helt til jorden! For meget stilstand giver kedsomhed og liggesår, og det kommer der heller ikke mange historier ud af!
fredag den 24. september 2010
Bandeblasfemi
Kender I det når man er fuld og får fikse ideer der lige på det tidspunkt virker som en god idé? For eksempel "Mine øjenbryn kunne da godt lige trænge til en bette plukning her efter seks øl og halvt i overtøjet på vej ud af døren!"
Så det gjorde jeg. Hvilket resulterede i at jeg nu har en meget flot hul i mit ene øjenbryn, det højre for at være eksakt. Og jeg har kun pandehår til den venstre side, så jeg kan ikke rigtig gemme det. Det ligner lidt jeg prøver at være med i en bande, og for hvert rivaliserende bandemedlem man lemlæster får man et snit i sit øjenbryn. Jeg har så åbenbart allerede klaret en.
Det er sjovt som mine øjenbryn bare aldrig rigtigt fungerer. De er en utroligt vigtig del af ens ansigtsmimik. Plukker man dem for meget ligner man lidt en forskrækket hest, plukker man dem for lidt, er udtrykket mere tungt og troldeagtigt og vælger man at farve dem skal man virkeligt overveje, om ens look er specielt nok til det.
Jeg havde troldelooket dengang jeg endnu ikke gik op i udseende og drenge, og det matchede meget godt mine troldeben. Men så viste min mor mig skraberen. Den kunne gøre ens behårede stænger til de blødeste barbieben på kort tid og efter et par gange, fik jeg heller ikke rifter på knæene mere. Derfor var det naturligt skridt derefter at begynde at plukke øjenbrynene, og generelt bare fjerne hår fra kroppen.
Det skete med mere eller mindre ekspertise, men især øjenbrynene volder mig til siadighed besvær! Alt for ofte er de skæve, så jeg konstant går rundt og ser lige arrogant ud med løftet øjenbryn. Det er jeg ikke! Jeg havde bare et uheld med min pincet! Som er formet som en lille blond pige i lyserødt tøj, men lad dig ikke narre, hun er ligesom alle andre piger. Hun gør ting på sin måde, og derfor ryger der nogle gange nogen hår af som ikke skulle have været plukket ud.
For eksempel de hår der holdt min højre øjenbryn samme til et og ikke to.
Derfor er jeg nu fuldgyldigt medlem af Aalborg Bloods eller hvad de kalder sig nu om dage, og det bliver jeg så ved med indtil hårene er vokset tilbage igen. Håber bare ikke jeg render ind i nogen af de rigtigt hårde i byen i morgen, for det er vel en form for bandeblasfemi at ufrivilligt bruge deres kendetegn på egen krop uden tilladelse. Lidt ligesom at sy rygmærker på eller gå med bandana.
Måske jeg skulle skjule brynene under en bandana, de sidste jeg kan huske som brugte bandana var Nik og Jay og Sidney Lee og dem er jeg ærligt ikke ligeså bange for.
Så det gjorde jeg. Hvilket resulterede i at jeg nu har en meget flot hul i mit ene øjenbryn, det højre for at være eksakt. Og jeg har kun pandehår til den venstre side, så jeg kan ikke rigtig gemme det. Det ligner lidt jeg prøver at være med i en bande, og for hvert rivaliserende bandemedlem man lemlæster får man et snit i sit øjenbryn. Jeg har så åbenbart allerede klaret en.
Det er sjovt som mine øjenbryn bare aldrig rigtigt fungerer. De er en utroligt vigtig del af ens ansigtsmimik. Plukker man dem for meget ligner man lidt en forskrækket hest, plukker man dem for lidt, er udtrykket mere tungt og troldeagtigt og vælger man at farve dem skal man virkeligt overveje, om ens look er specielt nok til det.
Jeg havde troldelooket dengang jeg endnu ikke gik op i udseende og drenge, og det matchede meget godt mine troldeben. Men så viste min mor mig skraberen. Den kunne gøre ens behårede stænger til de blødeste barbieben på kort tid og efter et par gange, fik jeg heller ikke rifter på knæene mere. Derfor var det naturligt skridt derefter at begynde at plukke øjenbrynene, og generelt bare fjerne hår fra kroppen.
Det skete med mere eller mindre ekspertise, men især øjenbrynene volder mig til siadighed besvær! Alt for ofte er de skæve, så jeg konstant går rundt og ser lige arrogant ud med løftet øjenbryn. Det er jeg ikke! Jeg havde bare et uheld med min pincet! Som er formet som en lille blond pige i lyserødt tøj, men lad dig ikke narre, hun er ligesom alle andre piger. Hun gør ting på sin måde, og derfor ryger der nogle gange nogen hår af som ikke skulle have været plukket ud.
For eksempel de hår der holdt min højre øjenbryn samme til et og ikke to.
Derfor er jeg nu fuldgyldigt medlem af Aalborg Bloods eller hvad de kalder sig nu om dage, og det bliver jeg så ved med indtil hårene er vokset tilbage igen. Håber bare ikke jeg render ind i nogen af de rigtigt hårde i byen i morgen, for det er vel en form for bandeblasfemi at ufrivilligt bruge deres kendetegn på egen krop uden tilladelse. Lidt ligesom at sy rygmærker på eller gå med bandana.
Måske jeg skulle skjule brynene under en bandana, de sidste jeg kan huske som brugte bandana var Nik og Jay og Sidney Lee og dem er jeg ærligt ikke ligeså bange for.
mandag den 6. september 2010
Roser og neuroser
I går var jeg i biografen med en veninde. Vi så The Switch, Baby Surprise på dansk, verdens dårligste oversættelse, i det den er ligegyldig og ikke er en oversættelse. Men i den her meget søde pigefilm var der en dreng, en lille dreng på næsten syv år, med neuroser og gammelklogskab og en svaghed for rammer. Han ramte mig i det der bløde punkt, hvor børn normalt ikke når ind. Holder på det var fordi han var fiktiv og jeg ikke skulle passe ham, eller se på ham i mere end halvdelen af filmen.
Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:
neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk
Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:
neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose
Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.
Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!
Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?
Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:
neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk
Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:
neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose
Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.
Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!
Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?
tirsdag den 31. august 2010
Glæden ved dagen
Kender du det når man er fyldt af så pludselig overstadig glæde at det er svært at være i sin egen krop? Sådan har jeg det lige nu. I dette sekund kæmper jeg for at sidde stille. Har allerede fløjet rundt i lejligheden!
Denne overstadighed ved jeg ikke hvor kommer fra.
Vågnede i morges og kunne slet ikke komme ud af sengen, det krævede al min viljestyrke at indse at dagen var værd at stå op til. Solen skinnede og varmede det ben der lå udenfor dynen. Men alligevel tog det over en time at rejse mig fra mit trygge, varme leje og se dagen i øjnene. Har været ekstremt stresset på det sidste og min døgnrytme er ikke længere en rytme, men en afbrudt række af vågne timer med en halvtimes lur her og en kort nattesøvn der.
Tanken om at jeg muligvis ikke kunne komme ind på mit drømmestudie til sommer, men skulle vente endnu et år, min økonomiske situation, den rejse der måske ikke bliver til noget, håbet om at komme ind på instruktør uddannelse, tanken om at flytte hjem igen, en kæreste for langt væk til at kunne give et hurtigt kram i desperate tider og pendlen mellem to jobs som stadig ikke giver nok timer, har tæret på mine mentale kræfter. Alle de små gøremål i hverdagen blev til side sat og opvasken bugnede, opringningerne til studievejledere, kollegier, bilsyn blev ikke foretaget. Al kreativitet på standby.
Men i dag fik jeg gjort lidt.
Jeg tog hul på kemi, som er adgangsgivende for min uddannelse, og fik styr på hvor meget fravær jeg kan tåle, hvis jeg kommer ind på instruktør uddannelsen til oktober. Det kunne godt lade sig gøre! Jeg fik taget opvasken, skiftet min kanins bur, ringet til studievejledere i Aalborg og København og bestilt tid til 3 års eftersyn af bilen så min garanti ikke går fløjten.
Jeg fik en god idé til en tegning og fik ret i at et ord havde den betydning jeg troede.
Det sammen med at de sko jeg har brugt min husleje på er utroligt gode at gå i på trods af høj hæl, en sms fra min kæreste og fremtidige aftaler med gode venner, gjorde at dagen blev værd at stå op til.
Der er stadig stor usikkerhed om hvad jeg gør i den nærmeste fremtid, men det er ligemeget i dette øjeblik! Nok mest fordi studievejlederen i København lød sød og sagde mit navn som om hun kendte mig. Jeg kan starte til sommeren 2011. Jeg skal ikke vente helt til 2012. Måske bliver min start i Sorø uden for København, men overflyttelse havde aldrig været et problem! Jeg skal ikke vente og starte om vinteren eller vente endnu længere.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller om dette pludselige energi udbrud egentlig er startet fordi min hjerne er kortsluttet på grund af alle de valg jeg har gjort, og skal gøre mig, nu og snart, for at få den fremtid jeg ønsker. Ligegyldigt hvor den kommer fra skal den udnyttes lige indtil jeg falder om af træthed!
Denne overstadighed ved jeg ikke hvor kommer fra.
Vågnede i morges og kunne slet ikke komme ud af sengen, det krævede al min viljestyrke at indse at dagen var værd at stå op til. Solen skinnede og varmede det ben der lå udenfor dynen. Men alligevel tog det over en time at rejse mig fra mit trygge, varme leje og se dagen i øjnene. Har været ekstremt stresset på det sidste og min døgnrytme er ikke længere en rytme, men en afbrudt række af vågne timer med en halvtimes lur her og en kort nattesøvn der.
Tanken om at jeg muligvis ikke kunne komme ind på mit drømmestudie til sommer, men skulle vente endnu et år, min økonomiske situation, den rejse der måske ikke bliver til noget, håbet om at komme ind på instruktør uddannelse, tanken om at flytte hjem igen, en kæreste for langt væk til at kunne give et hurtigt kram i desperate tider og pendlen mellem to jobs som stadig ikke giver nok timer, har tæret på mine mentale kræfter. Alle de små gøremål i hverdagen blev til side sat og opvasken bugnede, opringningerne til studievejledere, kollegier, bilsyn blev ikke foretaget. Al kreativitet på standby.
Men i dag fik jeg gjort lidt.
Jeg tog hul på kemi, som er adgangsgivende for min uddannelse, og fik styr på hvor meget fravær jeg kan tåle, hvis jeg kommer ind på instruktør uddannelsen til oktober. Det kunne godt lade sig gøre! Jeg fik taget opvasken, skiftet min kanins bur, ringet til studievejledere i Aalborg og København og bestilt tid til 3 års eftersyn af bilen så min garanti ikke går fløjten.
Jeg fik en god idé til en tegning og fik ret i at et ord havde den betydning jeg troede.
Det sammen med at de sko jeg har brugt min husleje på er utroligt gode at gå i på trods af høj hæl, en sms fra min kæreste og fremtidige aftaler med gode venner, gjorde at dagen blev værd at stå op til.
Der er stadig stor usikkerhed om hvad jeg gør i den nærmeste fremtid, men det er ligemeget i dette øjeblik! Nok mest fordi studievejlederen i København lød sød og sagde mit navn som om hun kendte mig. Jeg kan starte til sommeren 2011. Jeg skal ikke vente helt til 2012. Måske bliver min start i Sorø uden for København, men overflyttelse havde aldrig været et problem! Jeg skal ikke vente og starte om vinteren eller vente endnu længere.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller om dette pludselige energi udbrud egentlig er startet fordi min hjerne er kortsluttet på grund af alle de valg jeg har gjort, og skal gøre mig, nu og snart, for at få den fremtid jeg ønsker. Ligegyldigt hvor den kommer fra skal den udnyttes lige indtil jeg falder om af træthed!
mandag den 30. august 2010
Pick your battles
Forventninger er en underlig størrelse. Nogle gange er det godt at have forventninger, noget at forholde sig til mentalt inden virkeligheden viser om det nu også forholder sig sådan. Forventningerne kan være så lave, at man ender med at blive positivt overrasket. Andre gange, det stik modsatte. For høje forventninger kan tage pusten ud af selv den mest velplanlagte fest. Nogle gange er spontanitet bare nemmere. Ingen forventninger, ingen skuffelse.
Jeg er desværre typen der er rigtig god til at have høje forventninger og glæde sig rigtig meget til... alt! Det har tit gjort at jeg ender med at blive rigtig skuffet. Ikke fordi arrangementerne, festerne, udsalget eller kaffen er virkeligt dårlige, det er bare umuligt at leve op til de forventninger jeg kan skrue op for!
Her den anden dag burde jeg have vidst jeg skulle skrue lidt ned for dem. Jeg skulle besøge min kæreste i København efter næsten to ugers adskillelse. Det lyder nok ikke af meget for den garvede langdistance romantiker, men nu har jeg heller aldrig været en hund efter afstand. Hvorom alting er, så er han flyttet mange hundrede kilometer væk og der kan gå lang tid i mellem møderne, især når man er vant til at ses næsten dagligt.
Selvfølgelig skulle jeg dulles op. Ikke på den dullede måde, men kender ikke et udtryk der er lige så dækkende for den handling som 'at dulle sig op'. Jeg fik opfrisket farven i håret, tjek! Denne gang var jeg tilfreds med det mørkebrune look, mit hår var ved at falde på plads efter klipningen for tre uger siden, som var lidt voldsom, og det rødlige jeg fik i første gang, blev rimelig godt gemt væk. Intet problem dér og derfor voksede forventningerne i mig.
Selvom jeg lige havde tilbragt en uge i Alanya, mente jeg at jeg godt kunne trænge til lidt sol. Mest fordi jeg ikke fik ligeså meget sol i Alanya som mine veninder, pga. en lille indlæggelse og en generel angst for dehydrering og udtørring i den stærke sydens sol. Nok er rosiner mørke, men det rynkede look venter jeg lige nogle årtier med, tak.
Derfor ville jeg en lille tur i sol, bare et kvarter, og så træne en time bagefter.
Normalt tager jeg 12,5 minutters sol, det passer lige med 25 kr og jeg bliver aldrig rød af det. To et halvt minut ekstra kunne ingen skade gøre vurderede jeg. Jeg blev heller ikke rød denne gang, ikke over det hele i hvert fald. Min krop havde jo taget en god del farve til sig på ferien, men havde ikke overvejet huden under bikinien, som ikke har set sol i umindelige tider!
Mine hvide bikinimærker skiftede farve til pink. Heldigvis gjorde det ikke ondt, endnu.
Efter lidt kortere træning end planlagt gik jeg ned for at klæde om. I badet gik det op for mig at min hud føltes lidt underlig. Hele mit maveskind var dækket af bittesmå blærer! Og min bikini var skiftet fra harmløs pink til hot sexy mama in the hood screaming pink! Avs! Hverken blærerne eller den nye farveskala på mine mere intime områder passede ind i mit weekend skema!
Dagen efter var det ren smerte når jeg havde tøj på. Selv mine løse arbejdsbukser lavede så stor friktion mod ballerne når jeg bevægede mig at det føltes som om jeg havde ild i røven. Og ikke på den gode måde, for mit energiniveau var helt nede. Det var slet ikke som jeg havde planlagt. Heldigvis var blærerne væk, kun en umærkelig kløen på maven blev tilbage.
Samme aften skulle jeg med toget til København og jeg var så træt og mine baller, hofteben og bryster sved så det var svært at opretholde en normal siddestilling i toget uden at ligne en med nyresten.
Endelig nåede jeg København. Men i toget havde jeg haft al mulig tid til at forestille mig hvordan vi løb hen mod hinanden og kyssede lidenskabeligt og fortalte hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden.
Dette skete selvfølgelig ikke.
Jeg stod af toget, vidste ikke hvor jeg var og ringede efter min manglende kæreste. Han stod meget fuld for enden af rulletrappen. Kysset lugtede af gammel spiritus og jeg måtte spørge direkte om han havde savnet mig.
Bussen vi skulle med videre var forsinket og jeg havde selvfølgelig valgt et afslappet celebrity rejse look, som er udemærket at rejse i hvad angår praktikken. Hvis der er over 20 grader. Hvad der ikke er på Københavns Hovedbanegård kl. halv 1 om natten og bussen lader vente på sig i omegnen af 30 minutter.
Derhjemme sved min hud på nogle områder så meget at jeg næsten ikke kunne strække mig ud og jeg var tilbøjelig til bare at bede om en stor tube kold kopattesalve og anmodning til at ligge i fosterstilling resten af natten.
Alle disse ting kunne jeg nok ikke have undgået, taget mit varierende held i betragtning, men hvis jeg ikke havde forventet en masse og haft lyserøde tanker flyvende i mit hovede i samtlige fire timers togtur havde de måske ikke virket så ødelæggende. Jeg var sikker på hele weekenden var ødelagt.
Og indrømmet, den levede ikke op til mine forventninger. Men det burde jeg også have vidst på forhånd den ikke ville. Ikke at det var helt urealistiske forstillinger jeg havde, men jeg vidste, og ved, hvilket forhold vi har og det er ikke lyserødt med glimmer og små bløde pelsdyr med disneyøjne. Det er nok egentlig bedre end det. Fordi jeg ikke ved præcis hvad jeg kan forvente mig, og selvom det ikke altid lever op til mine forventninger sker der noget, eller en af os gør noget, uventet eller helt i gennem ægte som vejer op for alle de ting der, i mit hovede, trak ned på forventningslisten.
Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derover, eller han kommer her og besøger mig. Måske helt spontant? Med roser og chokolade? Eller inviterer mig på hotel?
Forvent ikke jeg lærer noget af at have for høje forventninger. Nok kan det være skuffende, men jeg vil hellere tage skuffelsen med og så have glæden ved at vente og bare glæde sig. Jeg har lært at æde nederlaget, for den eneste det er et nederlag for er mig. Desuden ved jeg også at jeg aldrig lærer ikke at glæde mig op opbygge et fort af forventninger. Pick your battles læste jeg engang på et skilt. Det vil jeg så gøre i denne omgang, og det nytter ikke at slås mod egen forventninger når de er højere end en selv.
Jeg er desværre typen der er rigtig god til at have høje forventninger og glæde sig rigtig meget til... alt! Det har tit gjort at jeg ender med at blive rigtig skuffet. Ikke fordi arrangementerne, festerne, udsalget eller kaffen er virkeligt dårlige, det er bare umuligt at leve op til de forventninger jeg kan skrue op for!
Her den anden dag burde jeg have vidst jeg skulle skrue lidt ned for dem. Jeg skulle besøge min kæreste i København efter næsten to ugers adskillelse. Det lyder nok ikke af meget for den garvede langdistance romantiker, men nu har jeg heller aldrig været en hund efter afstand. Hvorom alting er, så er han flyttet mange hundrede kilometer væk og der kan gå lang tid i mellem møderne, især når man er vant til at ses næsten dagligt.
Selvfølgelig skulle jeg dulles op. Ikke på den dullede måde, men kender ikke et udtryk der er lige så dækkende for den handling som 'at dulle sig op'. Jeg fik opfrisket farven i håret, tjek! Denne gang var jeg tilfreds med det mørkebrune look, mit hår var ved at falde på plads efter klipningen for tre uger siden, som var lidt voldsom, og det rødlige jeg fik i første gang, blev rimelig godt gemt væk. Intet problem dér og derfor voksede forventningerne i mig.
Selvom jeg lige havde tilbragt en uge i Alanya, mente jeg at jeg godt kunne trænge til lidt sol. Mest fordi jeg ikke fik ligeså meget sol i Alanya som mine veninder, pga. en lille indlæggelse og en generel angst for dehydrering og udtørring i den stærke sydens sol. Nok er rosiner mørke, men det rynkede look venter jeg lige nogle årtier med, tak.
Derfor ville jeg en lille tur i sol, bare et kvarter, og så træne en time bagefter.
Normalt tager jeg 12,5 minutters sol, det passer lige med 25 kr og jeg bliver aldrig rød af det. To et halvt minut ekstra kunne ingen skade gøre vurderede jeg. Jeg blev heller ikke rød denne gang, ikke over det hele i hvert fald. Min krop havde jo taget en god del farve til sig på ferien, men havde ikke overvejet huden under bikinien, som ikke har set sol i umindelige tider!
Mine hvide bikinimærker skiftede farve til pink. Heldigvis gjorde det ikke ondt, endnu.
Efter lidt kortere træning end planlagt gik jeg ned for at klæde om. I badet gik det op for mig at min hud føltes lidt underlig. Hele mit maveskind var dækket af bittesmå blærer! Og min bikini var skiftet fra harmløs pink til hot sexy mama in the hood screaming pink! Avs! Hverken blærerne eller den nye farveskala på mine mere intime områder passede ind i mit weekend skema!
Dagen efter var det ren smerte når jeg havde tøj på. Selv mine løse arbejdsbukser lavede så stor friktion mod ballerne når jeg bevægede mig at det føltes som om jeg havde ild i røven. Og ikke på den gode måde, for mit energiniveau var helt nede. Det var slet ikke som jeg havde planlagt. Heldigvis var blærerne væk, kun en umærkelig kløen på maven blev tilbage.
Samme aften skulle jeg med toget til København og jeg var så træt og mine baller, hofteben og bryster sved så det var svært at opretholde en normal siddestilling i toget uden at ligne en med nyresten.
Endelig nåede jeg København. Men i toget havde jeg haft al mulig tid til at forestille mig hvordan vi løb hen mod hinanden og kyssede lidenskabeligt og fortalte hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden.
Dette skete selvfølgelig ikke.
Jeg stod af toget, vidste ikke hvor jeg var og ringede efter min manglende kæreste. Han stod meget fuld for enden af rulletrappen. Kysset lugtede af gammel spiritus og jeg måtte spørge direkte om han havde savnet mig.
Bussen vi skulle med videre var forsinket og jeg havde selvfølgelig valgt et afslappet celebrity rejse look, som er udemærket at rejse i hvad angår praktikken. Hvis der er over 20 grader. Hvad der ikke er på Københavns Hovedbanegård kl. halv 1 om natten og bussen lader vente på sig i omegnen af 30 minutter.
Derhjemme sved min hud på nogle områder så meget at jeg næsten ikke kunne strække mig ud og jeg var tilbøjelig til bare at bede om en stor tube kold kopattesalve og anmodning til at ligge i fosterstilling resten af natten.
Alle disse ting kunne jeg nok ikke have undgået, taget mit varierende held i betragtning, men hvis jeg ikke havde forventet en masse og haft lyserøde tanker flyvende i mit hovede i samtlige fire timers togtur havde de måske ikke virket så ødelæggende. Jeg var sikker på hele weekenden var ødelagt.
Og indrømmet, den levede ikke op til mine forventninger. Men det burde jeg også have vidst på forhånd den ikke ville. Ikke at det var helt urealistiske forstillinger jeg havde, men jeg vidste, og ved, hvilket forhold vi har og det er ikke lyserødt med glimmer og små bløde pelsdyr med disneyøjne. Det er nok egentlig bedre end det. Fordi jeg ikke ved præcis hvad jeg kan forvente mig, og selvom det ikke altid lever op til mine forventninger sker der noget, eller en af os gør noget, uventet eller helt i gennem ægte som vejer op for alle de ting der, i mit hovede, trak ned på forventningslisten.
Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derover, eller han kommer her og besøger mig. Måske helt spontant? Med roser og chokolade? Eller inviterer mig på hotel?
Forvent ikke jeg lærer noget af at have for høje forventninger. Nok kan det være skuffende, men jeg vil hellere tage skuffelsen med og så have glæden ved at vente og bare glæde sig. Jeg har lært at æde nederlaget, for den eneste det er et nederlag for er mig. Desuden ved jeg også at jeg aldrig lærer ikke at glæde mig op opbygge et fort af forventninger. Pick your battles læste jeg engang på et skilt. Det vil jeg så gøre i denne omgang, og det nytter ikke at slås mod egen forventninger når de er højere end en selv.
onsdag den 25. august 2010
Min feriemakker
Jeg troede jeg før havde været syg og ynkelig. Men efter en tur i Alanya kunne jeg hurtigt skrive under på at det havde jeg ikke. Og at min grænse for pinligheder endnu ikke var nået.
Inden ferien havde en lidt mere organiseret veninde købt disse her forebyggende-mavebesværs-tabletter, nu med ananassmag! Hun havde valgt at købe til tre personer og ville venligt dele ud af dem til os andre. Om det egentlig var af venlighed eller om hun bare ikke havde lyst til at bo i en lejlighed med tyndskidende veninder vides ikke. Så vi holder os ved venligheden.
Fredagen inden vi tog afsted kom hun over og gav mig pillerne. De varr virkelig flot designet, eller æsken var og min lille grafiker jublede i min mave. Både pga. layoutet, materialet og farverne, men også fordi pillerne kunne tygges som ananasslik! Yay!
Gik straks i gang, én pille dagligt 5 dage inden man rejser. Okay, jeg startede så kun to dage inden, men havde tiltro til min mavetarmflora. Hvilket jeg ellers aldrig har og ikke nogensinde har haft grund til...
Sent søndag nat nåede vi frem. Der var stadig ingen besvær, men vi var jo også kun lige landet. Flyveturen var bag os, den del af ferien jeg havde frygtet mest. Men jeg blev klogere.
På hotellet var der fri buffet morgen, middag og aften, og hvis man gik glip af det eller var en fed dansker som er mere sulten, var der gratis døgn-pizza. Hvilket tiltag!
Mandagen gik fint, og også det meste af tirsdagen. Jeg var ved godt mod og flashede endda maveskindet i en lille bikini så jeg kunne blive dejlig sprød og solbrændt. Nåede aldrig at blive så solbrændt som mine, mere hårdføre, veninder.
Vi planlagde at spise ude tirsdag aften. Selvom buffeten var overraskende god, af hvad vi havde forventet på en all-inclusive i Tyrkiet, skulle vi lige prøve det ægte tyrkiske køkken.
De alt for venlige tyrkere serverede en foret for os, verdens største brød, fyldt med luft! Derefter kom vores hovedretter, undertegnede bestilte en Ottoman Pan, altså en Ottomanisk Pande eller noget i den stil. Et miskmask af okse, grøntsager, ost og sovs. For at gøre retten lidt mere appetitlig at se på, havde de plantet en lille have omkring, en tomatrose der, en gulerods-agurkbusk der. Meget overdådigt og pisse grimt. Men det smagte godt. Dog smagte det ikke så godt dagen efter, men lignede sig selv med den undtagelse at haven havde været udsat for et kobbel vilde hunde og en tsunami.
Havde flotte planer om træning så stod op en time før de andre. Okay, det var ikke helt grunden til jeg kom op så hurtigt. Jeg skulle rent ud sagt skynde mig rigtig meget på toilettet. På det område er jeg helt utroligt sippet, kan knapt tisse hvis jeg ved der er gæster på besøg eller hvis jeg er ude hos fremmede og de er i nærheden. Min blære kan antage koloenorme proportioner! Det er en fejl jeg er indbygget med, en unaturligt angst for noget ganske naturligt. Min krop modarbejder dog mit sind ved at være udstyret med verdens svageste mave.
Håbede at dét var det. Hele lejligheden sov og også langt fra toilettet. Hurra for to toiletter og veninder der sov på altanen! Ingen opdagede min kiksede start på morgenen med hoppende nøgenløb ud på toilet og derefter, lettelse.
Til morgenmaden var det som altid varmt. Men denne gang svedte jeg mere end alle andre. Selv mine skinneben skinnede og min kjole klistrede til mine lår. Løb pendulfart mellem buffet og toilet. Prøvede det der yoghurt fordi der stod i vores miniguide at det er godt mod diarre og dårlig mave. Løgn! Det gør bare at det kommer ud den anden vej, sammen med den Ottomaniske Pande!
Mine veninder fiksede en guide, fik mig op på værelset hvor min mave krampagtigt fortsatte med at vise mig hvad jeg havde indtaget over de sidste par dage. Guiden fik fat i en nogenlunde forståelig tyrkisk læge som kom og kiggede på min syge krop. Jeg skulle indlægges og blev ført ud til en taxa med de opmuntrende ord fra guiden "Du ligner godt nok en røv der er træt af at skide!"
Hospitalsopholdet blev lidt en tåge. En blanding af smerte, grinen over situationen, veninder i små badekar og en sadistisk sygeplejerske der grinede når han pumpede NaCl ind i min arm, hvor de andre bare nøjedes med at skifte droppet.
Sygeplejerskerne kunne ikke meget engelsk så jeg måtte bare have tillid til dem. Ord som 'vitamin', 'medicin' var det mest forståelige. Og fandt ud af, at da de ville have mig til at give dem en urinprøve mente de en afføringsprøve. Godt nok har jeg aldrig skidt så tyndt, men syntes ikke de kunne være bekendt at gøre det mere pinligt for mig! Desuden fik jeg først et mobilt drop efter flere timers indlæggelse. Hvordan skulle jeg nå ud på toilettet når min arm var direkte forbundet vene med plastikdrop?!
Dagen efter kunne lægen endelig forklare mig at jeg havde en parasit. AD! Totalt alienagtigt. Den kunne garanteret havde perforeret mit maveskind any second! Heldigvis havde de givet mig noget antibiotika og det kan aliens ikke tåle. Skulle desværre blive til observation indtil om eftermiddagen, mens mine veninder legede modeller på en strand med senge og palmer! Det var dog kun mig der observerede noget, en masse tyrkisk tv og lidt tysk indimellem. Sygeplejerskerne kom engang i mellem og skiftede drop og en gav mig en bakke med beige mad, som smagte af ...beige.
Da jeg endelig blev sendt hjem var jeg uvasket, måske utøjsfri, på piller som gjorde mig mere forvirret og distræt end normalt og med en uendelig sult efter alt der ikke var beige eller yoghurt!
Så som en anden Golden Retriever lænsede jeg køleskabet for de vingummier jeg havde lagt på køl til strandturen, det is vi havde i fryseren, nogle vindruer en betænksom veninde havde glemt, chips, sesamstænger og peanuts.
En time efter indså jeg at jeg nok skulle have lyttet til lægen, kun små portioner de første dage!
Godt jeg har så forstående veninder.
Inden ferien havde en lidt mere organiseret veninde købt disse her forebyggende-mavebesværs-tabletter, nu med ananassmag! Hun havde valgt at købe til tre personer og ville venligt dele ud af dem til os andre. Om det egentlig var af venlighed eller om hun bare ikke havde lyst til at bo i en lejlighed med tyndskidende veninder vides ikke. Så vi holder os ved venligheden.
Fredagen inden vi tog afsted kom hun over og gav mig pillerne. De varr virkelig flot designet, eller æsken var og min lille grafiker jublede i min mave. Både pga. layoutet, materialet og farverne, men også fordi pillerne kunne tygges som ananasslik! Yay!
Gik straks i gang, én pille dagligt 5 dage inden man rejser. Okay, jeg startede så kun to dage inden, men havde tiltro til min mavetarmflora. Hvilket jeg ellers aldrig har og ikke nogensinde har haft grund til...
Sent søndag nat nåede vi frem. Der var stadig ingen besvær, men vi var jo også kun lige landet. Flyveturen var bag os, den del af ferien jeg havde frygtet mest. Men jeg blev klogere.
På hotellet var der fri buffet morgen, middag og aften, og hvis man gik glip af det eller var en fed dansker som er mere sulten, var der gratis døgn-pizza. Hvilket tiltag!
Mandagen gik fint, og også det meste af tirsdagen. Jeg var ved godt mod og flashede endda maveskindet i en lille bikini så jeg kunne blive dejlig sprød og solbrændt. Nåede aldrig at blive så solbrændt som mine, mere hårdføre, veninder.
Vi planlagde at spise ude tirsdag aften. Selvom buffeten var overraskende god, af hvad vi havde forventet på en all-inclusive i Tyrkiet, skulle vi lige prøve det ægte tyrkiske køkken.
De alt for venlige tyrkere serverede en foret for os, verdens største brød, fyldt med luft! Derefter kom vores hovedretter, undertegnede bestilte en Ottoman Pan, altså en Ottomanisk Pande eller noget i den stil. Et miskmask af okse, grøntsager, ost og sovs. For at gøre retten lidt mere appetitlig at se på, havde de plantet en lille have omkring, en tomatrose der, en gulerods-agurkbusk der. Meget overdådigt og pisse grimt. Men det smagte godt. Dog smagte det ikke så godt dagen efter, men lignede sig selv med den undtagelse at haven havde været udsat for et kobbel vilde hunde og en tsunami.
Havde flotte planer om træning så stod op en time før de andre. Okay, det var ikke helt grunden til jeg kom op så hurtigt. Jeg skulle rent ud sagt skynde mig rigtig meget på toilettet. På det område er jeg helt utroligt sippet, kan knapt tisse hvis jeg ved der er gæster på besøg eller hvis jeg er ude hos fremmede og de er i nærheden. Min blære kan antage koloenorme proportioner! Det er en fejl jeg er indbygget med, en unaturligt angst for noget ganske naturligt. Min krop modarbejder dog mit sind ved at være udstyret med verdens svageste mave.
Håbede at dét var det. Hele lejligheden sov og også langt fra toilettet. Hurra for to toiletter og veninder der sov på altanen! Ingen opdagede min kiksede start på morgenen med hoppende nøgenløb ud på toilet og derefter, lettelse.
Til morgenmaden var det som altid varmt. Men denne gang svedte jeg mere end alle andre. Selv mine skinneben skinnede og min kjole klistrede til mine lår. Løb pendulfart mellem buffet og toilet. Prøvede det der yoghurt fordi der stod i vores miniguide at det er godt mod diarre og dårlig mave. Løgn! Det gør bare at det kommer ud den anden vej, sammen med den Ottomaniske Pande!
Mine veninder fiksede en guide, fik mig op på værelset hvor min mave krampagtigt fortsatte med at vise mig hvad jeg havde indtaget over de sidste par dage. Guiden fik fat i en nogenlunde forståelig tyrkisk læge som kom og kiggede på min syge krop. Jeg skulle indlægges og blev ført ud til en taxa med de opmuntrende ord fra guiden "Du ligner godt nok en røv der er træt af at skide!"
Hospitalsopholdet blev lidt en tåge. En blanding af smerte, grinen over situationen, veninder i små badekar og en sadistisk sygeplejerske der grinede når han pumpede NaCl ind i min arm, hvor de andre bare nøjedes med at skifte droppet.
Sygeplejerskerne kunne ikke meget engelsk så jeg måtte bare have tillid til dem. Ord som 'vitamin', 'medicin' var det mest forståelige. Og fandt ud af, at da de ville have mig til at give dem en urinprøve mente de en afføringsprøve. Godt nok har jeg aldrig skidt så tyndt, men syntes ikke de kunne være bekendt at gøre det mere pinligt for mig! Desuden fik jeg først et mobilt drop efter flere timers indlæggelse. Hvordan skulle jeg nå ud på toilettet når min arm var direkte forbundet vene med plastikdrop?!
Dagen efter kunne lægen endelig forklare mig at jeg havde en parasit. AD! Totalt alienagtigt. Den kunne garanteret havde perforeret mit maveskind any second! Heldigvis havde de givet mig noget antibiotika og det kan aliens ikke tåle. Skulle desværre blive til observation indtil om eftermiddagen, mens mine veninder legede modeller på en strand med senge og palmer! Det var dog kun mig der observerede noget, en masse tyrkisk tv og lidt tysk indimellem. Sygeplejerskerne kom engang i mellem og skiftede drop og en gav mig en bakke med beige mad, som smagte af ...beige.
Da jeg endelig blev sendt hjem var jeg uvasket, måske utøjsfri, på piller som gjorde mig mere forvirret og distræt end normalt og med en uendelig sult efter alt der ikke var beige eller yoghurt!
Så som en anden Golden Retriever lænsede jeg køleskabet for de vingummier jeg havde lagt på køl til strandturen, det is vi havde i fryseren, nogle vindruer en betænksom veninde havde glemt, chips, sesamstænger og peanuts.
En time efter indså jeg at jeg nok skulle have lyttet til lægen, kun små portioner de første dage!
Godt jeg har så forstående veninder.
tirsdag den 24. august 2010
Trolde har flere lag
Så er jeg tilbage efter en lidt længere lur end planlagt og et lidt længere træningspas, så det går vel op?
Ville egentlig skrive noget sjovt fra Alanya, facebook er allerede prydet af billeder min veninde har lagt ind, men på vej hjem fra træning var det andre ting der optog mig.
Når ens kæreste pludselig befinder sig mange 100 kilometer væk og man ikke ses så tit, foregår forholdet på andre præmisser. For eksempel bliver intimiteten begrænset en del af afstanden og så må man jo finde andre metoder.
Tænkte at jeg ville prøve at være lidt underspillet sexet, sådan som jeg har læst i mine utallige chick-lit romaner over sommeren. Havde lige været i bad efter træning og duftede af piña colada - en af mine favorit cocktails! Ikke fordi jeg havde drukket mig ned efter thai-bo holdet, men fordi Body Shop har været så søde at lave en shower gel til os cocktail afhængige så vi kan dufte af lækker sommer alkohol når vi ikke må drikke pga. medicin pga. en parasit på ferien i sidste uge.
Men skrev til min kæreste "Kan du lide piña colada?" og lavede endda en lille fræk blinke smiley, bare for at understrege at vi ikke nødvendigvis talte om alkohol. Desværre vidste han ikke jeg prøvede at være underspillet sexet og svarede derfor med et "Fordi jeg er fanget i regnen" hvilket fløj direkte over hovedet på mig.
Blev først mistænksom, skrev han med en anden og kunne det være en ny direkte sexet pige? På den anden side var det en meget usexet besked, så måske stod han bare i regnen og ventede på den holdt op og ville derfor være forsinket til en aftale med en ven. I min forvirring fik jeg bare sendt et spørgsmålstegn afsted, kort, kontant og til at forstå. Jeg forstod ingenting.
Grunden til svaret var dog meget mere enkelt, hvis altså jeg havde kendt sangeren Jimmi Buffet og lige havde haft den sang i hovedet hvor han synger "Do you like piña coladas and gettin' caught in the rain". Hvilket jeg ikke gjorde og ikke havde.
Men da han først havde skrevet det forstod jeg at den underspillede sexede vej jeg ville have ledt os ud på, i stedet blev en afvej ud af dårlig humor vejen som ikke rigtig har nogen vej tilbage til sexet sådan lige. Det blev ikke gjort bedre af at jeg pludselig huskede den linie i sangen og kun den, fordi jeg havde hørt den i Shrek. Shrek, ikke sexet!
Derefter fulgte en serie ligegyldige beskeder om indholdet af en sådan cocktail og andre ting der intet havde med sex at gøre.
Til sidst skrev jeg at grunden til jeg spurgte var fordi jeg ville være lidt fræk på sådan en snu og lidt spidsfindig måde så han pludselig uden helt at vide det ville være fanget i mit meget fine net af erotiske hentydninger.
Hans svar var at jeg jo bare burde have skrevet direkte at jeg var nøgen, havde lyst til ham og duftede af piña colada.
Det kunne jeg jo ikke rigtig sige noget til, og har stadig ikke sagt noget til det. For vidste det jo egentlig godt. Man skal aldrig lave hentydninger til fyre, de fanger dem simpelthen ikke.
Det er kun piger som hentyder til højre og venstre. Man hører jo aldrig fyre hentyde til deres venner at de har taget lidt på, havde en uheldig scoring eller har en mega lækker kæreste. I stedet for at spørge om de ikke har lyst til at gå på suppekur sammen eller drille sødt med at sidste bytur var lidt uheldig, men at det er det indre der tæller siger de tingene rent ud af posen. "Hey makker, du er fandme blevet fed på det sidste! Har du slugt René Dif?", "Fuck en grim kælling du hev med hjem i lørdags, håber du gemte brødposen fra 7-eleven" eller "Nice kæreste dude, hende gad jeg godt rive rundt i høet!". Det er meget sjældent piger siger sådan. Især det første. Jeg burde have vidst den direkte tilgang til kommentarer også strakte sig til hvad der sker indenfor privaten. Så i stedet for at glæde ham med sexede beskeder fik jeg bare billeder fra en glad animationsfilm i hovedet og pist væk var følelsen af duftende skum og varmt vand. Så rækken af beskeder stoppede ret hurtigt og ret tamt. Kunne ikke så godt kombinere piña colada, grønne trolde og citatet "trolde har flere lag", som kørte i ring i mit hovede, til noget som kunne bringe mig ind på syndens sti igen.
Tror jeg vil se Shrek igen snart.
Ville egentlig skrive noget sjovt fra Alanya, facebook er allerede prydet af billeder min veninde har lagt ind, men på vej hjem fra træning var det andre ting der optog mig.
Når ens kæreste pludselig befinder sig mange 100 kilometer væk og man ikke ses så tit, foregår forholdet på andre præmisser. For eksempel bliver intimiteten begrænset en del af afstanden og så må man jo finde andre metoder.
Tænkte at jeg ville prøve at være lidt underspillet sexet, sådan som jeg har læst i mine utallige chick-lit romaner over sommeren. Havde lige været i bad efter træning og duftede af piña colada - en af mine favorit cocktails! Ikke fordi jeg havde drukket mig ned efter thai-bo holdet, men fordi Body Shop har været så søde at lave en shower gel til os cocktail afhængige så vi kan dufte af lækker sommer alkohol når vi ikke må drikke pga. medicin pga. en parasit på ferien i sidste uge.
Men skrev til min kæreste "Kan du lide piña colada?" og lavede endda en lille fræk blinke smiley, bare for at understrege at vi ikke nødvendigvis talte om alkohol. Desværre vidste han ikke jeg prøvede at være underspillet sexet og svarede derfor med et "Fordi jeg er fanget i regnen" hvilket fløj direkte over hovedet på mig.
Blev først mistænksom, skrev han med en anden og kunne det være en ny direkte sexet pige? På den anden side var det en meget usexet besked, så måske stod han bare i regnen og ventede på den holdt op og ville derfor være forsinket til en aftale med en ven. I min forvirring fik jeg bare sendt et spørgsmålstegn afsted, kort, kontant og til at forstå. Jeg forstod ingenting.
Grunden til svaret var dog meget mere enkelt, hvis altså jeg havde kendt sangeren Jimmi Buffet og lige havde haft den sang i hovedet hvor han synger "Do you like piña coladas and gettin' caught in the rain". Hvilket jeg ikke gjorde og ikke havde.
Men da han først havde skrevet det forstod jeg at den underspillede sexede vej jeg ville have ledt os ud på, i stedet blev en afvej ud af dårlig humor vejen som ikke rigtig har nogen vej tilbage til sexet sådan lige. Det blev ikke gjort bedre af at jeg pludselig huskede den linie i sangen og kun den, fordi jeg havde hørt den i Shrek. Shrek, ikke sexet!
Derefter fulgte en serie ligegyldige beskeder om indholdet af en sådan cocktail og andre ting der intet havde med sex at gøre.
Til sidst skrev jeg at grunden til jeg spurgte var fordi jeg ville være lidt fræk på sådan en snu og lidt spidsfindig måde så han pludselig uden helt at vide det ville være fanget i mit meget fine net af erotiske hentydninger.
Hans svar var at jeg jo bare burde have skrevet direkte at jeg var nøgen, havde lyst til ham og duftede af piña colada.
Det kunne jeg jo ikke rigtig sige noget til, og har stadig ikke sagt noget til det. For vidste det jo egentlig godt. Man skal aldrig lave hentydninger til fyre, de fanger dem simpelthen ikke.
Det er kun piger som hentyder til højre og venstre. Man hører jo aldrig fyre hentyde til deres venner at de har taget lidt på, havde en uheldig scoring eller har en mega lækker kæreste. I stedet for at spørge om de ikke har lyst til at gå på suppekur sammen eller drille sødt med at sidste bytur var lidt uheldig, men at det er det indre der tæller siger de tingene rent ud af posen. "Hey makker, du er fandme blevet fed på det sidste! Har du slugt René Dif?", "Fuck en grim kælling du hev med hjem i lørdags, håber du gemte brødposen fra 7-eleven" eller "Nice kæreste dude, hende gad jeg godt rive rundt i høet!". Det er meget sjældent piger siger sådan. Især det første. Jeg burde have vidst den direkte tilgang til kommentarer også strakte sig til hvad der sker indenfor privaten. Så i stedet for at glæde ham med sexede beskeder fik jeg bare billeder fra en glad animationsfilm i hovedet og pist væk var følelsen af duftende skum og varmt vand. Så rækken af beskeder stoppede ret hurtigt og ret tamt. Kunne ikke så godt kombinere piña colada, grønne trolde og citatet "trolde har flere lag", som kørte i ring i mit hovede, til noget som kunne bringe mig ind på syndens sti igen.
Tror jeg vil se Shrek igen snart.
Blog lovi'n
Syntes jeg havde så meget at skrive! Og det har jeg også stadig. Efter en uge i Alanya med 3 veninder, hår jeg ikke rigtig kan forholde mig til; og hårvækst generelt, en parasit, en nedadgående økonomi og en kæreste der er flyttet til København er der nok at skrive om!
Men, min inspiration til at skrive og min energi er helt forsvundet. Det kan have noget at gøre med at jeg i hele ferien ikke sov ordentligt og at jeg skulle møde på arbejde 6 timer efter vi kom hjem meget tidligt mandag morgen eller at jeg i dag skulle møde kl.5.45.
Det kan også være at jeg godt ved jeg ikke har blogget nok på det sidste og alligevel følte et lille stik i mit amatør-forfatter-hjerte da jeg så at jeg havde mistet en fast læser. Som jeg ikke engang kan huske hvem var. Men nu vil jeg have den tilbage! Jeg skal nok love at skrive mere i fremtiden! I hvert fald berette om min ferie for det har jeg lovet mine veninder, nok mest fordi den var akavet for mig og ikke så meget for dem. På nær nogle få episoder som ikke bliver udeladt.
Men hvorom alting er, så tvivlede jeg på mine evner som blogger da jeg så mit, i forvejen beskedne, læserantal var faldet. Selvom energien er lav og alle de fine ord gemt godt i tågen i mit hoved vil jeg derfor i aften begynde historien om Alanya. Promise!
Skal bare lige have en lur først.. og træne en time.. og have noget aftensmad.
Men, min inspiration til at skrive og min energi er helt forsvundet. Det kan have noget at gøre med at jeg i hele ferien ikke sov ordentligt og at jeg skulle møde på arbejde 6 timer efter vi kom hjem meget tidligt mandag morgen eller at jeg i dag skulle møde kl.5.45.
Det kan også være at jeg godt ved jeg ikke har blogget nok på det sidste og alligevel følte et lille stik i mit amatør-forfatter-hjerte da jeg så at jeg havde mistet en fast læser. Som jeg ikke engang kan huske hvem var. Men nu vil jeg have den tilbage! Jeg skal nok love at skrive mere i fremtiden! I hvert fald berette om min ferie for det har jeg lovet mine veninder, nok mest fordi den var akavet for mig og ikke så meget for dem. På nær nogle få episoder som ikke bliver udeladt.
Men hvorom alting er, så tvivlede jeg på mine evner som blogger da jeg så mit, i forvejen beskedne, læserantal var faldet. Selvom energien er lav og alle de fine ord gemt godt i tågen i mit hoved vil jeg derfor i aften begynde historien om Alanya. Promise!
Skal bare lige have en lur først.. og træne en time.. og have noget aftensmad.
mandag den 2. august 2010
Karmasko
Jeg tror på karma. Jeg tror på at alle de energier vi udsender, vender tilbage til os. Jeg tror på at hvis vi gør noget godt, kommer der noget godt igen. Jeg tror på at held er et produkt af en række positive handlinger udgået af vores egen godhed og at heldige mennesker har gjort sig fortjent til dette held engang.
I dag var jeg selv heldig. Jeg havde været i H&M for at kigge efter lidt nyt tøj, som jeg alligevel ikke har råd til, men bare har meget lyst til. Jeg fandt et par vidunderlige sko. Høje, lyse, ruskinds stilletter med noget krøs-agtigt på oversiden. De passede perfekt i en størrelse 40, eller så perfekt som de nu kan når der sidder en kæmpe plastanordning på den ene rem. Overvejede dem længe, 249,95 er billigt for sko, men dyrt når pengene bare ikke findes på kontoen! Bestemte mig for at de nok blev sat ned, at jeg så kunne få dem billigt på hjemmesiden eller på trendsales.
Men, de var ikke på hjemmesiden. Sad i min sofa i hvad der føltes som timer, men kun var en halv. Sko- og tøjdilemmaer er noget af det værste for en pige, især en fattig en af slagsen. De krilrede i min krop og min fødder skreg på at blive tortureret i nye høje hæle.
I en håndevending var jeg nede på gaden igen og på vej i H&M. Der stod de, de smukke sko som skilte sig så radikalt ud fra alt andet i min samling at de umærkeligt hørte til der og kun der. Men da jeg tog fat i dem var det kun en størrelse 39. Det sidste par i min størrelse var blevet solgt. Kiggede overalt, under hylder, bag tøj og i prøverum. Men nej, det var ikke i butikken længere. I min skuffelse fandt jeg et par substitutionsko, godt nok lidt mere dullede i træ, imiteret slangeskind, brunt læder og guld nitter. Men jeg måtte have noget nyt, nu.
Heldigvis kom jeg til fornuft i køen. GIk ud af den, ud af butikken og over i en anden butik. En skobutik, og så endnu en og endnu en. Men fandt ikke et par der nåede det andet til anklen!
Så var det jeg fik en idé om at kigge i H&M igen, for tredje gang den dag. Måske var de dullede sko slet ikke så dumme alligevel. De havde bare brug for noget modent og velovervejet tøj. Et ganske fornuftigt alternativ til alle de sorte derhjemme og det fantastiske par som forsvandt som askepots glassko for næsen af mig.
Med den indstilling gik jeg målrettet hen til hylden og der, der stod to par af den lyse ruskindssko! To, og ikke ét! Kunden havde fortrudt og der stod de i størrelse 40 og ventede på mig. Det var karma. Skoen og jeg var meant-to-bo. Prøvede dem igen. Igen et perfekt resultat. Dulleskoene blegnede i ruskindsglansen.
Nu ligger skoene på min seng. De pynter lidt inden jeg prøver dem igen. Uden plastalarmer og små elastikker mellem remmene, så man ikke kan gå ordentligt. De er stadig smukke, men, hvad nu hvis de er for høje, eller gnaver. Det kan ikke passe jeg igen har været så heldig uden at der venter noget forfærdeligt, eller mindre godt i hvert fald, lige om hjørnet. Så godt et menneske synes jeg ikke jeg har været.
På den anden side er det også svært at være det værste menneske i en by som Aalborg fuld af Bullrot, billigt affarvet hår, drukorgier og kokaintoiletter. Tror måske jeg ligger i en top 100 alligevel og har fortjent i de sko. Og hvis jeg smiler nok til fremmede i morgen og giver min kæreste et stort kys gnaver de måske heller ikke.
Dejlige smukke karmasko...
I dag var jeg selv heldig. Jeg havde været i H&M for at kigge efter lidt nyt tøj, som jeg alligevel ikke har råd til, men bare har meget lyst til. Jeg fandt et par vidunderlige sko. Høje, lyse, ruskinds stilletter med noget krøs-agtigt på oversiden. De passede perfekt i en størrelse 40, eller så perfekt som de nu kan når der sidder en kæmpe plastanordning på den ene rem. Overvejede dem længe, 249,95 er billigt for sko, men dyrt når pengene bare ikke findes på kontoen! Bestemte mig for at de nok blev sat ned, at jeg så kunne få dem billigt på hjemmesiden eller på trendsales.
Men, de var ikke på hjemmesiden. Sad i min sofa i hvad der føltes som timer, men kun var en halv. Sko- og tøjdilemmaer er noget af det værste for en pige, især en fattig en af slagsen. De krilrede i min krop og min fødder skreg på at blive tortureret i nye høje hæle.
I en håndevending var jeg nede på gaden igen og på vej i H&M. Der stod de, de smukke sko som skilte sig så radikalt ud fra alt andet i min samling at de umærkeligt hørte til der og kun der. Men da jeg tog fat i dem var det kun en størrelse 39. Det sidste par i min størrelse var blevet solgt. Kiggede overalt, under hylder, bag tøj og i prøverum. Men nej, det var ikke i butikken længere. I min skuffelse fandt jeg et par substitutionsko, godt nok lidt mere dullede i træ, imiteret slangeskind, brunt læder og guld nitter. Men jeg måtte have noget nyt, nu.
Heldigvis kom jeg til fornuft i køen. GIk ud af den, ud af butikken og over i en anden butik. En skobutik, og så endnu en og endnu en. Men fandt ikke et par der nåede det andet til anklen!
Så var det jeg fik en idé om at kigge i H&M igen, for tredje gang den dag. Måske var de dullede sko slet ikke så dumme alligevel. De havde bare brug for noget modent og velovervejet tøj. Et ganske fornuftigt alternativ til alle de sorte derhjemme og det fantastiske par som forsvandt som askepots glassko for næsen af mig.
Med den indstilling gik jeg målrettet hen til hylden og der, der stod to par af den lyse ruskindssko! To, og ikke ét! Kunden havde fortrudt og der stod de i størrelse 40 og ventede på mig. Det var karma. Skoen og jeg var meant-to-bo. Prøvede dem igen. Igen et perfekt resultat. Dulleskoene blegnede i ruskindsglansen.
Nu ligger skoene på min seng. De pynter lidt inden jeg prøver dem igen. Uden plastalarmer og små elastikker mellem remmene, så man ikke kan gå ordentligt. De er stadig smukke, men, hvad nu hvis de er for høje, eller gnaver. Det kan ikke passe jeg igen har været så heldig uden at der venter noget forfærdeligt, eller mindre godt i hvert fald, lige om hjørnet. Så godt et menneske synes jeg ikke jeg har været.
På den anden side er det også svært at være det værste menneske i en by som Aalborg fuld af Bullrot, billigt affarvet hår, drukorgier og kokaintoiletter. Tror måske jeg ligger i en top 100 alligevel og har fortjent i de sko. Og hvis jeg smiler nok til fremmede i morgen og giver min kæreste et stort kys gnaver de måske heller ikke.
Dejlige smukke karmasko...
søndag den 1. august 2010
Kælling, du kan ikke køre bil!
Folk i Danmark kører råddent! Om det så er på cykel, i bil eller i kørestol mindsanten! I hvert fald hørte jeg forleden at handicappede i Rødovre storcenter kørte lige vildt nok. De tonsede åbenbart rundt blandt butikker og handlende med i hvert fald 4 kilometer i timen, så de andre kunder blev forskrækkede og måske tabte en enkelt en is, som en anden så senere kunne falde i.
Men hvorom alting er, så slog det mig, igen i dag, at især i Aalborg har langt de fleste trukket deres kørekort i en tyggegummiautomat. Færdselsregler kender de i hvert fald ikke! Ellers også har de så travlt med at se smarte ud og høre høj musik, at de ikke ænser verden omkring dem, men tror de deltager i Monaco Grandprix eller Grand Theft Auto...
Jeg er så træt af folk der gasser op når der bliver gult, triller frem i krydset fordi de tror det kan spare dem tid, af cykler der cykler i modsatte side, på fortorvet, af cykler der cykler ind i folks indkøbsposer - specielt når det er mine og de så revner, og ikke mindst er jeg træt af folk der overser højre vigepligten på Vesterbro i krydset udfor Gåsepige tunnellen og nr. 34. Hvor jeg tilfældigvis bor, og åbenbart skal dø hvis det står til halvdelen af Aalborgs trafikanter.
Alt for tit er jeg ved at blive kørt ned i det kryds, også andre steder, men især der. Nok også fordi jeg bevæger mig over det kryds hver gang jeg skal over efter min cykel, eller min egen bil, som jeg styrer med perfektion og sympati for mine med- og modtrafikanter.
Så sent som i dag var jeg ved at blive kørt ned af en bus. En hurtig død, ja, men også for tidlig, og hvis jeg skal køres ned skal det være af en sej bil! Som en Murcielago eller en Rolls Royce Ghost, eller en meget hurtig Mini Cooper med det britiske flag på toppen! Ikke af en tilfældig Skoda eller Citroën, eller en bus for den sags skyld.
Kom dog helskindet over til min cykel. For så på vejen hjem igen, at finde ud af, at selvom jeg har en utolig stor og meget høj sort damecykel og i dag en meget lilla trøje på, ikke bliver set af bilister på Bilkas parkeringsplads. Jeg kørte zig-zag mellem familier der havde så travlt med at komme hjem at jeg ikke var andet end et vejbump. Det værste var nok da jeg cyklede forbi en familie der insisterede på at køre i første gear, og bilen kunne ikke lide det!
Da jeg ville over på den anden side af vejen for at parkere min cykel, stod jeg pænt og ventede på at lysreguleringen skiftede til grønt og da lyset blev gult begyndte bilerne så småt at stoppe. Når jeg siger så småt, er det fordi disse tanketomme pensionister og en enkelt blond dame, der bare fulgte flokken, ikke standsede bag linien. Heller ikke bag fodgængerfeltet. De trillede alle frem, i forskellige længder over fodgængerfeltet, så jeg måtte lave slalom med min kæmpe cykel mellem bilerne. Hvis chauffører kiggede på mig som om jeg var retarderet og alt for tæt på deres lak med min havelåge af et transportmiddel.
Jeg blev så irriteret at jeg til sidst, på grund af lang tids irritation over folks mangle på køreegenskaber, tålmod i trafikken og tanke på medtrafikanter, fik mig til at råbe "Come ooon!" med himmelvendte øjne og en håndflade vendt mod hvem end der er gud for trafikken. En pensionist med åbent vindue som havde placeret sig strategisk spastisk i forhold til de andre ligeså dårligt placerede biler tog dette meget nært, kunne jeg se udfra hans ansigt at dømme. Og hans kones ansigt, som på trods af de mange rynker, så, om muligt, endnu mere tvært og sammenfaldent ud.
Det var her jeg efter en hel dag på arbejde blandt utilfredse kunder, plagende børn, dumme spørgsmål og babybræk under sandalerne at jeg besluttede mig for at sprede lidt galde her. Ikke ret meget. Bare lige fortælle til nogen, at jeg er så træt. Vil folk ikke nok lære at køre bil, eller i det mindste tænke som om når de gør det. Bare lidt. Bare så sådan nogen som jeg kan føle os lidt mere trykke og knapt så paranoide hver gang man skal over gaden. Det er jo lige før jeg tror der er en ren konspiration mod mig! Et nyt, mislykket, mordforsøg hver dag! Måske det bare ikke lykkes fordi folkene her generelt er ufatteligt ringe bilister.
Så med den indstilling burde jeg prise mig lykkelig for deres mangel på automobile evner, jeg lever jo endnu.
På den anden side, der er jo så meget man burde. Som for eksempel at sætte farten ned når lyset skifter til gult, eller lade være med at cykle fire veninder ved siden af hinanden på vejen.
Men hvorom alting er, så slog det mig, igen i dag, at især i Aalborg har langt de fleste trukket deres kørekort i en tyggegummiautomat. Færdselsregler kender de i hvert fald ikke! Ellers også har de så travlt med at se smarte ud og høre høj musik, at de ikke ænser verden omkring dem, men tror de deltager i Monaco Grandprix eller Grand Theft Auto...
Jeg er så træt af folk der gasser op når der bliver gult, triller frem i krydset fordi de tror det kan spare dem tid, af cykler der cykler i modsatte side, på fortorvet, af cykler der cykler ind i folks indkøbsposer - specielt når det er mine og de så revner, og ikke mindst er jeg træt af folk der overser højre vigepligten på Vesterbro i krydset udfor Gåsepige tunnellen og nr. 34. Hvor jeg tilfældigvis bor, og åbenbart skal dø hvis det står til halvdelen af Aalborgs trafikanter.
Alt for tit er jeg ved at blive kørt ned i det kryds, også andre steder, men især der. Nok også fordi jeg bevæger mig over det kryds hver gang jeg skal over efter min cykel, eller min egen bil, som jeg styrer med perfektion og sympati for mine med- og modtrafikanter.
Så sent som i dag var jeg ved at blive kørt ned af en bus. En hurtig død, ja, men også for tidlig, og hvis jeg skal køres ned skal det være af en sej bil! Som en Murcielago eller en Rolls Royce Ghost, eller en meget hurtig Mini Cooper med det britiske flag på toppen! Ikke af en tilfældig Skoda eller Citroën, eller en bus for den sags skyld.
Kom dog helskindet over til min cykel. For så på vejen hjem igen, at finde ud af, at selvom jeg har en utolig stor og meget høj sort damecykel og i dag en meget lilla trøje på, ikke bliver set af bilister på Bilkas parkeringsplads. Jeg kørte zig-zag mellem familier der havde så travlt med at komme hjem at jeg ikke var andet end et vejbump. Det værste var nok da jeg cyklede forbi en familie der insisterede på at køre i første gear, og bilen kunne ikke lide det!
Da jeg ville over på den anden side af vejen for at parkere min cykel, stod jeg pænt og ventede på at lysreguleringen skiftede til grønt og da lyset blev gult begyndte bilerne så småt at stoppe. Når jeg siger så småt, er det fordi disse tanketomme pensionister og en enkelt blond dame, der bare fulgte flokken, ikke standsede bag linien. Heller ikke bag fodgængerfeltet. De trillede alle frem, i forskellige længder over fodgængerfeltet, så jeg måtte lave slalom med min kæmpe cykel mellem bilerne. Hvis chauffører kiggede på mig som om jeg var retarderet og alt for tæt på deres lak med min havelåge af et transportmiddel.
Jeg blev så irriteret at jeg til sidst, på grund af lang tids irritation over folks mangle på køreegenskaber, tålmod i trafikken og tanke på medtrafikanter, fik mig til at råbe "Come ooon!" med himmelvendte øjne og en håndflade vendt mod hvem end der er gud for trafikken. En pensionist med åbent vindue som havde placeret sig strategisk spastisk i forhold til de andre ligeså dårligt placerede biler tog dette meget nært, kunne jeg se udfra hans ansigt at dømme. Og hans kones ansigt, som på trods af de mange rynker, så, om muligt, endnu mere tvært og sammenfaldent ud.
Det var her jeg efter en hel dag på arbejde blandt utilfredse kunder, plagende børn, dumme spørgsmål og babybræk under sandalerne at jeg besluttede mig for at sprede lidt galde her. Ikke ret meget. Bare lige fortælle til nogen, at jeg er så træt. Vil folk ikke nok lære at køre bil, eller i det mindste tænke som om når de gør det. Bare lidt. Bare så sådan nogen som jeg kan føle os lidt mere trykke og knapt så paranoide hver gang man skal over gaden. Det er jo lige før jeg tror der er en ren konspiration mod mig! Et nyt, mislykket, mordforsøg hver dag! Måske det bare ikke lykkes fordi folkene her generelt er ufatteligt ringe bilister.
Så med den indstilling burde jeg prise mig lykkelig for deres mangel på automobile evner, jeg lever jo endnu.
På den anden side, der er jo så meget man burde. Som for eksempel at sætte farten ned når lyset skifter til gult, eller lade være med at cykle fire veninder ved siden af hinanden på vejen.
torsdag den 22. juli 2010
Nøgen snak
Normalt er jeg meget glad for at snakke. Men der er jeg normalt også påklædt. Når jeg er nøgen er jeg knap så snaksalig, især overfor fremmede. Heldigvis kan det tælles på en, to, hænder de gange det er sket.
Jeg har det sådan, at i et omklædningsrum klæder man om, man bader måske og tørrer hår bagefter og så er det ud. Væk fra alle de blævrende baller, lange bryster, formodede fodvorter i badet og misundelsesværdigt tynde piger, som højstsandsynligt har en eller anden spiseforstyrrelse. Det er bare ikke altid at alle andre kvinder deler den opfattelse. Det er jo lidt hyggeligt lige at snakke om dagens træning, for deler man tilfældigvis bænk eller har skabe ved siden af hinanden, deler man da også samme form for post-trænings-trang til at genleve hvad der lige er foregået oppe ovenpå. "Ja, jeg har aldrig svedt så meget! Det er nu nok fordi jeg ikke har løbet de 17 km om dagen som jeg plejer, men vi har jo sommerferie ikke sandt!" Sjovt som dem der taler mest om hvor meget de plejer at kunne, tit er dem som også har den krop som måske plejede at modarbejde tyngdekraften lidt hårdere.
Jeg er kun én gang indgået i en omklædningssamtale med fremmed kvinde, og der var begge parter fuldt påklædt og kunne trække vejret igen. Men som sagt er det sket flere gange at andre knap så påklædte kvinder har tænkt at jeg må være god at snakke med så utilpas jeg ser ud i min skyndsomhed.
Så sent som i går stod jeg i badet og priste mig lykkelig for at være den eneste derude. Havde haft en foruroligende hård time i stram-op. Som kommende fitnessinstruktør var jeg ikke glad for at tage ligeså mange pauser som nogle af de betydeligt ældre og større deltagere. Endda i nogle øvelser flere pauser. Min selvtillid, og, vi vælger at kalde det fitnessarrogance, led et seriøst knæk og dét sammen med den trykkende varme, snarlig menstruation og udsigt til fællesbad med samtlige 40 andre deltagende, tvang mig i bad i sidste øvelse inden udstrækningen. Jeg var ikke stolt over at være den første til at gå, men da jeg stod i et fuldstændig tomt bad virkede det som en god idé alligevel. Lige indtil Damen kom. Damen havde jeg set før. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg har da før tænkt at hun nok ikke er helt normal. Langt fra retarderet, men hun virker sådan lidt...sjov i det. Hun vælger så, ud fra alle 10 frie brusere, at tage den ved siden af mig. Allerede der kom lidt af min irritation fra timen tilbage. Så gå dog lidt væk nu der er plads! Jeg gider ikke stå og glo ind i din røv når du skal have mere shampoo i din svindende hårpragt! Og jeg gider slet ikke flytte mig længere væk, for så er det mig som er mærkelig!
Jeg tror ikke hun på nogen måde vidste hvad der foregik i mit hoved. Men nøgenhed forvirrer mig. Især min egen nøgenhed hylder mig så meget ud af det at jeg tænker irrationelt og gør underlige ting.
"Jeg håber sørme at jeg kan nå et bad inden yoooga!" råbte hun ligepludselig mens hun kiggede på min meget udsatte krop. Fik fremstammet et Øh ja, og tilføjet at det da var et hårdt program hun havde lagt. Havde også set hun var til stram-op og var en af dem jeg prøvede at undgå i badet. Som om det var det mest naturlige i hele verden snakkede hun videre mens hun sæbede hele kroppen grundigt ind. Meget grundigt. Men så sagde hun "Ja, jeg vil jo så nødigt lugte grimt når de søde instruktører kommer og retter på en hvis man laver en øvelse forkert." Også en rigtig sød tanke, især nu jeg selv bliver uddannet instruktør, men altså hvor tæt kommer man lige på de andre. Der hvor hun gjorde sig mest umage har jeg i hvert fald ikke tænkt at tage fat nogensinde.
Heldigvis havde hun ligeså travlt som jeg, så jeg undgik mere samtale den dag. Men da jeg så senere, påklædt nede i gågaden blev antastet af en facer fra et eller andet velgørende, blev jeg så forbavset at jeg råbte at han skulle i hvert fald ikke tale med mig. Hvortil han så spurgte hvorfor ikke. "Fordi jeg er træt af sådan nogle facers!" Han hørte mig dog ikke i det at jeg i min forvirring begyndte at mumle og læspe på en gang. "Hvad er du træt af?" Jeg ville ønske han bare gik. Selvom jeg havde tøj på følte jeg mig meget nøgen lige der og måske var det derfor jeg fik råbt at jeg var træt af ham. Det lukkede da også munden på ham, men det jeg ville have sagt var at jeg var træt af facers generelt og fremmede som taler til en nøgen. Men det ville også være underligt at fortælle en fremmed som faktisk bliver betalt for at tale til folk på gaden. Så jeg sagde ikke mere, men gik bare meget bestemt hjemad og besluttede mig for ikke at tale mere den dag. I hvert fald ikke uden tøj på og ikke med fremmede!
Jeg har det sådan, at i et omklædningsrum klæder man om, man bader måske og tørrer hår bagefter og så er det ud. Væk fra alle de blævrende baller, lange bryster, formodede fodvorter i badet og misundelsesværdigt tynde piger, som højstsandsynligt har en eller anden spiseforstyrrelse. Det er bare ikke altid at alle andre kvinder deler den opfattelse. Det er jo lidt hyggeligt lige at snakke om dagens træning, for deler man tilfældigvis bænk eller har skabe ved siden af hinanden, deler man da også samme form for post-trænings-trang til at genleve hvad der lige er foregået oppe ovenpå. "Ja, jeg har aldrig svedt så meget! Det er nu nok fordi jeg ikke har løbet de 17 km om dagen som jeg plejer, men vi har jo sommerferie ikke sandt!" Sjovt som dem der taler mest om hvor meget de plejer at kunne, tit er dem som også har den krop som måske plejede at modarbejde tyngdekraften lidt hårdere.
Jeg er kun én gang indgået i en omklædningssamtale med fremmed kvinde, og der var begge parter fuldt påklædt og kunne trække vejret igen. Men som sagt er det sket flere gange at andre knap så påklædte kvinder har tænkt at jeg må være god at snakke med så utilpas jeg ser ud i min skyndsomhed.
Så sent som i går stod jeg i badet og priste mig lykkelig for at være den eneste derude. Havde haft en foruroligende hård time i stram-op. Som kommende fitnessinstruktør var jeg ikke glad for at tage ligeså mange pauser som nogle af de betydeligt ældre og større deltagere. Endda i nogle øvelser flere pauser. Min selvtillid, og, vi vælger at kalde det fitnessarrogance, led et seriøst knæk og dét sammen med den trykkende varme, snarlig menstruation og udsigt til fællesbad med samtlige 40 andre deltagende, tvang mig i bad i sidste øvelse inden udstrækningen. Jeg var ikke stolt over at være den første til at gå, men da jeg stod i et fuldstændig tomt bad virkede det som en god idé alligevel. Lige indtil Damen kom. Damen havde jeg set før. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg har da før tænkt at hun nok ikke er helt normal. Langt fra retarderet, men hun virker sådan lidt...sjov i det. Hun vælger så, ud fra alle 10 frie brusere, at tage den ved siden af mig. Allerede der kom lidt af min irritation fra timen tilbage. Så gå dog lidt væk nu der er plads! Jeg gider ikke stå og glo ind i din røv når du skal have mere shampoo i din svindende hårpragt! Og jeg gider slet ikke flytte mig længere væk, for så er det mig som er mærkelig!
Jeg tror ikke hun på nogen måde vidste hvad der foregik i mit hoved. Men nøgenhed forvirrer mig. Især min egen nøgenhed hylder mig så meget ud af det at jeg tænker irrationelt og gør underlige ting.
"Jeg håber sørme at jeg kan nå et bad inden yoooga!" råbte hun ligepludselig mens hun kiggede på min meget udsatte krop. Fik fremstammet et Øh ja, og tilføjet at det da var et hårdt program hun havde lagt. Havde også set hun var til stram-op og var en af dem jeg prøvede at undgå i badet. Som om det var det mest naturlige i hele verden snakkede hun videre mens hun sæbede hele kroppen grundigt ind. Meget grundigt. Men så sagde hun "Ja, jeg vil jo så nødigt lugte grimt når de søde instruktører kommer og retter på en hvis man laver en øvelse forkert." Også en rigtig sød tanke, især nu jeg selv bliver uddannet instruktør, men altså hvor tæt kommer man lige på de andre. Der hvor hun gjorde sig mest umage har jeg i hvert fald ikke tænkt at tage fat nogensinde.
Heldigvis havde hun ligeså travlt som jeg, så jeg undgik mere samtale den dag. Men da jeg så senere, påklædt nede i gågaden blev antastet af en facer fra et eller andet velgørende, blev jeg så forbavset at jeg råbte at han skulle i hvert fald ikke tale med mig. Hvortil han så spurgte hvorfor ikke. "Fordi jeg er træt af sådan nogle facers!" Han hørte mig dog ikke i det at jeg i min forvirring begyndte at mumle og læspe på en gang. "Hvad er du træt af?" Jeg ville ønske han bare gik. Selvom jeg havde tøj på følte jeg mig meget nøgen lige der og måske var det derfor jeg fik råbt at jeg var træt af ham. Det lukkede da også munden på ham, men det jeg ville have sagt var at jeg var træt af facers generelt og fremmede som taler til en nøgen. Men det ville også være underligt at fortælle en fremmed som faktisk bliver betalt for at tale til folk på gaden. Så jeg sagde ikke mere, men gik bare meget bestemt hjemad og besluttede mig for ikke at tale mere den dag. I hvert fald ikke uden tøj på og ikke med fremmede!
søndag den 4. juli 2010
Frække frisurer
Min cykel valgte for tredje gang indenfor alt for kort tid at gå i gearstrejke i dag, på vej til arbejde. Derfor vidste jeg hele dagen at jeg efter arbejde ikke havde fri, men havde en times ufrivillig træning at se frem til.
Heldigvis havde jeg godt selvskab på vejen hjem. Af min tankegang, som synes at være en 4-sporet motorvej, der aldrig står stille. Der kører alle mulige tanker frem og tilbage, i forskellige tempo og retninger. Nogle overhaler indenom, og andre er ekstremt højlydte.
En af de tanker der overdøvede de andre omhandlede frisurer. Dernede. Fissefrisurer. Og senere også tissemandstouper.
Det startede meget uskyldigt, gik og hørte the Ataris med Boys of summer, en sang jeg har haft et forhold til siden jeg læste Poptøs, hvor hovedpersonen er dybt afhængig af sangen. Hele hendes verden går i stå og hun får tårer i øjnene af sangen. Mit forhold til Boys of summer er lidt mindre alvorligt, jeg tænker bare altid på stakkels tykke Elle og hendes forstørrede tårer bag brilleglas. Men denne gang lyttede jeg lidt mere efter teksten, en dille jeg har fået her i sommer, fordi der går så mange timer med at ligge og stege i solen, at det eneste der holder mig liggende, er en dyb koncentration om sangenes tekster eller melodi.
Teksten i netop denne sang har intet med frisurer at gøre. Der nævnes kort en piges hår som er redt tilbage, og det er dét. Der er endda meget få seksuelle undertoner i forhold til mange andre sommersange og sange generelt. Det er en sang og sommerkærlighed og hvor svært det er at slippe den. Men når forsangeren synger 'Remember how you made me crazy? Remember how I made you scream" hopper mine hormoner altid et slag over. Det er jo sex de synger om! Og stille og roligt fandt mine tanker vej fra en uskyldig sommersang til, ja, mere seksuelle tanker. Til sidst kredsede mine tanker om, hvilken frisure fyre egentlig foretrækker, dernede.
Engang var det okay at lade det gro, jo mere jo bedre. Jagten var ikke ovre når pigen var nedlagt, den var først lige begyndt! Fyren var dengang en rigtig storvildtjæger, med kompas og det hele! Junglen ventede, fugtig, mørk og vildtvoksende.
Men som virkelighedens regnskov svandt kvindernes personlige skovkrøller ind og nogle steder forsvandt den den helt!
Det resulterede i at der nogle steder i verden lød ramaskrig. Vi vil have skovene tilbage, skån skovene og stop fældningen! Andre dele af verden kunne meget bedre lide det nye golde landskab. Nemmere at finde rundt i, ikke så mange overraskelser og helt klart færre hår i munden!
Som jeg ser det nu er det ret meget op til den enkelte, hvilken frisure man har. Det er hvad jeg er kommet frem til i fitnesscenterets omklædningsrum. Der er alt fra den ene yderlighed til den anden.
Jeg ved jeg selv har valgt. Da jeg er stor forkæmper for miljøet har jeg ikke fældet alt, men da jeg er et moderne menneske står jeg heller ikke tilbage for udviklingen. Men jeg har aldrig spurgt min kæreste hvad han egentlig synes. Og jeg har heller aldrig fortalt ham, hvad jeg forestrækker hos fyre. For der er en større tendens til at fyre stadig har en skov om deres lian, medmindre de fælder den for at lade pragteksemplaret se større ud. Også kaldet synsbedrag.
Det er bare mere accepteret og afslappet hvad de vælger. Der er et langt større pres på piger.
Derfor kunne det være smart hvis næste træk i udviklingen var en udvidelse af bikinivoksen. Vi har flere typer voks, bevares, både selve vokstypen og resultatet. Men hvad hvis en meget fremmelig frisør åbnede en undervognsafdeling, en fissefrisør. Så det ikke længere ville være så tys-tys at tale om. For selvom der er sket en stor udvikling og det er helt legalt i alles øjne at reklamere for Brazillian og Hollywood, så er det ikke så smart at vise sin måtte frem.
Jeg selv er ikke til den helt store behåring, jeg er nok mere en anlægsgartner end en storvildtjæger eller en ørkenvandrer. Derfor kunne det være fedt hvis man sammen med sin normale klipning kunne bestille tid til en klipning/studsning/farvning eller tilretning af sin skov, eller mangel på samme.
Det at være hårmodel ville pludselig være spændende igen og ens kæreste kunne henkastet sige at 'Det var da en pæn frisure den der" eller "Hvad synes du om den der?" Så ville man gå helt udenom de akavede samtaler eller overraskede blikke når man er vant til en skov og så pludselig sidder der en skaldet ørn og stirrer på en. Hvor fik han den idé fra!? Fra Herre fissefrisøren selvfølgelig. Der ville ikke længere være mistanke om en ny flamme eller et pornografisk tilfælde i buksen. Det ville være mode.
Og ligesom der er skiftende stilarter indenfor alt mode, både hår, tøj og indretning ville der også være for kønsbehåring. Der skulle være touper til skaldede tissemænd hvis ejers kæreste ikke synes om kordrengelooket og festlige tilbehør til fornemme fisser.
Lige så pludseligt som tanken var opstået, ligeså pludseligt blev den fejet væk da jeg gik forbi et hav af vilde markblomster. Blev helt poetisk af alle duftene, bierne og farverne. Blev en ægte anlægsgartner for en kort tid, indtil jeg så en hund oppe af en bakke. Gad vide hvilken hund det mon var? Den havde ret lang pels. Mon den var blød eller strid?
Og så, vupti, tænkte jeg over frisurer igen, og på at jeg ikke har råd til en sommervoksning i år. Eller en normal klipning. Så måske skulle jeg være retro for en enkelt sommer. Eventuelt lige vende den med min kæreste først. Så han ikke bliver overrasket over, at hvor der før var en nydelig have, pludselig er et vildnis, ligesom jeg før er blevet overrasket over det modsatte. Desuden skal det hele jo hænge samme, både for oven og for neden... eller tænker jeg på øjenbryn og hårfarve nu?
Heldigvis havde jeg godt selvskab på vejen hjem. Af min tankegang, som synes at være en 4-sporet motorvej, der aldrig står stille. Der kører alle mulige tanker frem og tilbage, i forskellige tempo og retninger. Nogle overhaler indenom, og andre er ekstremt højlydte.
En af de tanker der overdøvede de andre omhandlede frisurer. Dernede. Fissefrisurer. Og senere også tissemandstouper.
Det startede meget uskyldigt, gik og hørte the Ataris med Boys of summer, en sang jeg har haft et forhold til siden jeg læste Poptøs, hvor hovedpersonen er dybt afhængig af sangen. Hele hendes verden går i stå og hun får tårer i øjnene af sangen. Mit forhold til Boys of summer er lidt mindre alvorligt, jeg tænker bare altid på stakkels tykke Elle og hendes forstørrede tårer bag brilleglas. Men denne gang lyttede jeg lidt mere efter teksten, en dille jeg har fået her i sommer, fordi der går så mange timer med at ligge og stege i solen, at det eneste der holder mig liggende, er en dyb koncentration om sangenes tekster eller melodi.
Teksten i netop denne sang har intet med frisurer at gøre. Der nævnes kort en piges hår som er redt tilbage, og det er dét. Der er endda meget få seksuelle undertoner i forhold til mange andre sommersange og sange generelt. Det er en sang og sommerkærlighed og hvor svært det er at slippe den. Men når forsangeren synger 'Remember how you made me crazy? Remember how I made you scream" hopper mine hormoner altid et slag over. Det er jo sex de synger om! Og stille og roligt fandt mine tanker vej fra en uskyldig sommersang til, ja, mere seksuelle tanker. Til sidst kredsede mine tanker om, hvilken frisure fyre egentlig foretrækker, dernede.
Engang var det okay at lade det gro, jo mere jo bedre. Jagten var ikke ovre når pigen var nedlagt, den var først lige begyndt! Fyren var dengang en rigtig storvildtjæger, med kompas og det hele! Junglen ventede, fugtig, mørk og vildtvoksende.
Men som virkelighedens regnskov svandt kvindernes personlige skovkrøller ind og nogle steder forsvandt den den helt!
Det resulterede i at der nogle steder i verden lød ramaskrig. Vi vil have skovene tilbage, skån skovene og stop fældningen! Andre dele af verden kunne meget bedre lide det nye golde landskab. Nemmere at finde rundt i, ikke så mange overraskelser og helt klart færre hår i munden!
Som jeg ser det nu er det ret meget op til den enkelte, hvilken frisure man har. Det er hvad jeg er kommet frem til i fitnesscenterets omklædningsrum. Der er alt fra den ene yderlighed til den anden.
Jeg ved jeg selv har valgt. Da jeg er stor forkæmper for miljøet har jeg ikke fældet alt, men da jeg er et moderne menneske står jeg heller ikke tilbage for udviklingen. Men jeg har aldrig spurgt min kæreste hvad han egentlig synes. Og jeg har heller aldrig fortalt ham, hvad jeg forestrækker hos fyre. For der er en større tendens til at fyre stadig har en skov om deres lian, medmindre de fælder den for at lade pragteksemplaret se større ud. Også kaldet synsbedrag.
Det er bare mere accepteret og afslappet hvad de vælger. Der er et langt større pres på piger.
Derfor kunne det være smart hvis næste træk i udviklingen var en udvidelse af bikinivoksen. Vi har flere typer voks, bevares, både selve vokstypen og resultatet. Men hvad hvis en meget fremmelig frisør åbnede en undervognsafdeling, en fissefrisør. Så det ikke længere ville være så tys-tys at tale om. For selvom der er sket en stor udvikling og det er helt legalt i alles øjne at reklamere for Brazillian og Hollywood, så er det ikke så smart at vise sin måtte frem.
Jeg selv er ikke til den helt store behåring, jeg er nok mere en anlægsgartner end en storvildtjæger eller en ørkenvandrer. Derfor kunne det være fedt hvis man sammen med sin normale klipning kunne bestille tid til en klipning/studsning/farvning eller tilretning af sin skov, eller mangel på samme.
Det at være hårmodel ville pludselig være spændende igen og ens kæreste kunne henkastet sige at 'Det var da en pæn frisure den der" eller "Hvad synes du om den der?" Så ville man gå helt udenom de akavede samtaler eller overraskede blikke når man er vant til en skov og så pludselig sidder der en skaldet ørn og stirrer på en. Hvor fik han den idé fra!? Fra Herre fissefrisøren selvfølgelig. Der ville ikke længere være mistanke om en ny flamme eller et pornografisk tilfælde i buksen. Det ville være mode.
Og ligesom der er skiftende stilarter indenfor alt mode, både hår, tøj og indretning ville der også være for kønsbehåring. Der skulle være touper til skaldede tissemænd hvis ejers kæreste ikke synes om kordrengelooket og festlige tilbehør til fornemme fisser.
Lige så pludseligt som tanken var opstået, ligeså pludseligt blev den fejet væk da jeg gik forbi et hav af vilde markblomster. Blev helt poetisk af alle duftene, bierne og farverne. Blev en ægte anlægsgartner for en kort tid, indtil jeg så en hund oppe af en bakke. Gad vide hvilken hund det mon var? Den havde ret lang pels. Mon den var blød eller strid?
Og så, vupti, tænkte jeg over frisurer igen, og på at jeg ikke har råd til en sommervoksning i år. Eller en normal klipning. Så måske skulle jeg være retro for en enkelt sommer. Eventuelt lige vende den med min kæreste først. Så han ikke bliver overrasket over, at hvor der før var en nydelig have, pludselig er et vildnis, ligesom jeg før er blevet overrasket over det modsatte. Desuden skal det hele jo hænge samme, både for oven og for neden... eller tænker jeg på øjenbryn og hårfarve nu?
tirsdag den 29. juni 2010
Tant og fjas på apoteket
Her den anden dag var jeg på apoteket. For engangs skyld tidligt ude med at købe p-piller. Det ender alt for ofte med at jeg først opdager de mangler, dagen jeg skal tage dem igen - søndag, hvor apoteket har lukket og derfor koster det ekstra at få udleveret de små gule hormonbomber.
Denne gang havde jeg forberedt mig, skrevet en huskeseddel midt i ugen, hvor et af toppunkterne var Apoteket - Husk Det!
Glad gik jeg ned af Vesterbro og opdagede først da jeg stod på apoteket og trykkede et nummer ud, at der var 8 i kø før mig.
8 er normalt ikke et særligt stort tal, det er til at overskue, godt at tælle takter til og har en magisk sandhedsfaktor hvis det sidder på en billiardkugle. På apoteket er 8 noget helt andet. Apotekere har det nemlig med at bruge utroligt lang tid på hver ekspedition. Det kan tage dem mange minutter at finde noget ude bagved. Jeg personligt har dem mistænkt for at have store skåle med slik derude som de småspiser af og bliver endnu mere dovne af!
Så der stod jeg på apoteket med min lille lap i hånden og blev mere og mere dvask. Solen skinnede udenfor og tiggede om at skinne ned på bare hvide ben og dårlige engangsgriller. Men som det så ud nu måtte den vente.
Jeg vimsede lidt rundt mellem hylderne og prøvede at finde noget interessant med en masse vareinfo på, som jeg kunne underholde mig med. Men som det tit sker, begyndte jeg at se gennem tingene i stedet for at se på dem. De forsvandt for mit blik som blev mere og mere ufokuseret. Indtil jeg skeløjet fik øjnene på plads i hovedet og opdagede hvad jeg havde taget i hånden. En ekstra stor æske Lactal. På den stod der med store bogstaver "Genopretter den naturlige ubalance i underlivet." Blev en smule overrasket, glippede med øjnene og fik øje på to teenagetøser og en ganske pænt udseendet ung mand kigge på mig med skæve smil. Baksede æsken ind på plads med den effekt, at jeg fik væltet tre bagved og fik skubbet til en tandproteserenser.
Fyren begyndte at rejse sig op og med svedige håndflader fik jeg signaleret, at situationen var helt under kontrol. Det viste sig så bare at det var hans tur, så det var ikke mig han var på vej op til, men skranken og sine håndkøb. Situation slet ikke under kontrol.
Gik over i den anden ende af butikken og stillede mig under skiltet "Tand og Tjas." Det lød ganske uskyldigt, lidt som en dårlig farmaceut joke, ikke at jeg nogensinde har hørt en.
Indtil jeg kiggede på indholde på hylderne. Det havde absolut intet med hverken tænder eller fjas at gøre. Eller i hvert fald hvad jeg havde gættet på Fjas i sammenhæng med Tand betød.
Hylderne bugnede af glidecremer, intimsæbe, kondomer og graviditetstester. Akavet! Og alligevel ganske interessant. Nogle af bøtterne med glidecreme havde en betydelig størrelse og der var et stort udvalg i kondomer i forhold til hvad jeg havde forventet af et apotek. Ikke kun kommunekedelige pakker uden dupper, dipper, gnubber eller riller.
Men skiltet over mig gav stadig ikke mening i mit hovede. "Tand og Fjas" lyder temmelig meget som Tant og fjas, men med det tvist at tanten er blevet til tanden, og dermed mere værdifuld skulle man tro, eftersom tant i sin substantielle betydning er noget værdiløst eller unyttigt. Det samme gælder for fjas, som også er noget ubrugeligt eller en ubetænksom adfærd. Altså må apoteket syntes at disse intime produkter er noget værdiløst eller noget som tandplejere kunne få brug for i fremtiden. Og fjas må denne sammenhæng være udtryk for de nedre dele. Det lyder i hvert fald meget af fjams, som er et ret uflatterende ord. Hvilket egentlig passer meget godt til indholdet på hylderne. Men tand og fjas?
Blev dog afbrudt i min forvirrede tankegang da det endelig blev min tur. Endnu ikke helt ude af min egen verden, nærmest hoppede jeg over til skranken, forbi to tyske backpackere og meddelte højt og tydeligt, at jeg skulle have mine p-piller! Vendte mig om og smilede vidende til tyskerne, ved ikke helt hvorfor. Fik heller ikke noget smil tilbage. Derimod rykkede de lidt væk og hviskede noget til hinanden. Det fik mig til at vågne af min apoteksdvaskhed og betale mine p-piller, sige nej tak til en pose, så hele byen kunne se hvad jeg havde købt og gå ind i døren på vej ud.
Måske er apotekerne netop så langsomme for at kunder som jeg bliver lullet ind i en uopmærksom halvsøvn og bliver lige så dvaske som dem, så der sker lidt i deres hverdag. Selvom jeg synes de burde have nok at snakke om med alle de typer og sygdomme de ser hver dag - det kunne selvfølgelig også være derfor de bliver så længe ude bagved.
Godt der er en måned til jeg skal derned igen.
Denne gang havde jeg forberedt mig, skrevet en huskeseddel midt i ugen, hvor et af toppunkterne var Apoteket - Husk Det!
Glad gik jeg ned af Vesterbro og opdagede først da jeg stod på apoteket og trykkede et nummer ud, at der var 8 i kø før mig.
8 er normalt ikke et særligt stort tal, det er til at overskue, godt at tælle takter til og har en magisk sandhedsfaktor hvis det sidder på en billiardkugle. På apoteket er 8 noget helt andet. Apotekere har det nemlig med at bruge utroligt lang tid på hver ekspedition. Det kan tage dem mange minutter at finde noget ude bagved. Jeg personligt har dem mistænkt for at have store skåle med slik derude som de småspiser af og bliver endnu mere dovne af!
Så der stod jeg på apoteket med min lille lap i hånden og blev mere og mere dvask. Solen skinnede udenfor og tiggede om at skinne ned på bare hvide ben og dårlige engangsgriller. Men som det så ud nu måtte den vente.
Jeg vimsede lidt rundt mellem hylderne og prøvede at finde noget interessant med en masse vareinfo på, som jeg kunne underholde mig med. Men som det tit sker, begyndte jeg at se gennem tingene i stedet for at se på dem. De forsvandt for mit blik som blev mere og mere ufokuseret. Indtil jeg skeløjet fik øjnene på plads i hovedet og opdagede hvad jeg havde taget i hånden. En ekstra stor æske Lactal. På den stod der med store bogstaver "Genopretter den naturlige ubalance i underlivet." Blev en smule overrasket, glippede med øjnene og fik øje på to teenagetøser og en ganske pænt udseendet ung mand kigge på mig med skæve smil. Baksede æsken ind på plads med den effekt, at jeg fik væltet tre bagved og fik skubbet til en tandproteserenser.
Fyren begyndte at rejse sig op og med svedige håndflader fik jeg signaleret, at situationen var helt under kontrol. Det viste sig så bare at det var hans tur, så det var ikke mig han var på vej op til, men skranken og sine håndkøb. Situation slet ikke under kontrol.
Gik over i den anden ende af butikken og stillede mig under skiltet "Tand og Tjas." Det lød ganske uskyldigt, lidt som en dårlig farmaceut joke, ikke at jeg nogensinde har hørt en.
Indtil jeg kiggede på indholde på hylderne. Det havde absolut intet med hverken tænder eller fjas at gøre. Eller i hvert fald hvad jeg havde gættet på Fjas i sammenhæng med Tand betød.
Hylderne bugnede af glidecremer, intimsæbe, kondomer og graviditetstester. Akavet! Og alligevel ganske interessant. Nogle af bøtterne med glidecreme havde en betydelig størrelse og der var et stort udvalg i kondomer i forhold til hvad jeg havde forventet af et apotek. Ikke kun kommunekedelige pakker uden dupper, dipper, gnubber eller riller.
Men skiltet over mig gav stadig ikke mening i mit hovede. "Tand og Fjas" lyder temmelig meget som Tant og fjas, men med det tvist at tanten er blevet til tanden, og dermed mere værdifuld skulle man tro, eftersom tant i sin substantielle betydning er noget værdiløst eller unyttigt. Det samme gælder for fjas, som også er noget ubrugeligt eller en ubetænksom adfærd. Altså må apoteket syntes at disse intime produkter er noget værdiløst eller noget som tandplejere kunne få brug for i fremtiden. Og fjas må denne sammenhæng være udtryk for de nedre dele. Det lyder i hvert fald meget af fjams, som er et ret uflatterende ord. Hvilket egentlig passer meget godt til indholdet på hylderne. Men tand og fjas?
Blev dog afbrudt i min forvirrede tankegang da det endelig blev min tur. Endnu ikke helt ude af min egen verden, nærmest hoppede jeg over til skranken, forbi to tyske backpackere og meddelte højt og tydeligt, at jeg skulle have mine p-piller! Vendte mig om og smilede vidende til tyskerne, ved ikke helt hvorfor. Fik heller ikke noget smil tilbage. Derimod rykkede de lidt væk og hviskede noget til hinanden. Det fik mig til at vågne af min apoteksdvaskhed og betale mine p-piller, sige nej tak til en pose, så hele byen kunne se hvad jeg havde købt og gå ind i døren på vej ud.
Måske er apotekerne netop så langsomme for at kunder som jeg bliver lullet ind i en uopmærksom halvsøvn og bliver lige så dvaske som dem, så der sker lidt i deres hverdag. Selvom jeg synes de burde have nok at snakke om med alle de typer og sygdomme de ser hver dag - det kunne selvfølgelig også være derfor de bliver så længe ude bagved.
Godt der er en måned til jeg skal derned igen.
lørdag den 12. juni 2010
Skibet er lastet med S....
Er det meget slemt når ekspedienten i slikbutikken længere nede af gaden kan genkende en?
Har på fornemmelsen det nok ikke er det bedste signal, hverken til sig selv eller omverdenen.
Og jeg vil da ikke lyve. Efter jeg har fået en kæreste har jeg været rigtig meget i slikbutikken - af den simple grund at hygge med film kræver slik, og så måske fordi jeg er blevet så dybt afhængig af sukker, at jeg sveder og bliver rastløs hvis jeg ikke får mit fix, nu! Det kan godt være det er bevist at man ikke kan være afhængig af sukker, men så vil jeg gerne vide hvorfor mine pludselige svedeture og rastløshed stopper så snart jeg får noget sødt stoppet i ansigtet.
Jeg vidste som sagt godt selv jeg var blevet ret fast kunde i Slik Hans og Øl Grethe. Men da ekspedienten en aften udbryder "Nej, hvad er der galt med jer, I plejer da at købe meget mere!" ringede første alarmklokke. Jeg opdagede først bagefter at hun havde talt til min kæreste og jeg. Lige netop denne dag havde vi kærestens rumbo med, og jeg troede det var dem hun henvendte sig til, idet jeg stod bag en søjle med min betalte, og ret lille i forhold til normalen, slikpose. Da jeg så med et lidt smørret smil spørger rumboen udenfor om de ofte har købt slik sammen her på vej til biografen får jeg svaret "Nej skat, det var da til os!" af min kæreste. Oh, den blev jeg ikke helt glad for. Især fordi hun havde jo ret, ekspedienten. Det er ikke små poser vi køber og vi køber altid en hver fordi vi ikke kan finde ud af at dele. Eller fordi jeg ikke kan.
Nogle dage senere gik jeg forbi Slik Hans og Øl Grethe igen. Da jeg kun bor et par opgange væk og mit arbejde, shopping, biblioteksbesøg og filmpusher ligger på den anden side af slikbutikken går jeg virkelig tit forbi! Jeg havde ikke før lagt så meget i at både indehaveren, den ene ekspedient og indehaverens mor vinker og siger hej, men den dag gibbede det helt i mig da moderen smilede og sagde hej på vej ind med nye forsyninger af slik, endnu før jeg havde genkendt hende.
Tog mig selv op til revurdering. Mindre slikposer, sjældnere besøg hos Hans og Grethe, mere frugt i køleskabet op til weekenden, aftensmad før de sene biografture og så videre.
Det føltes også meget godt, den første uge.
Men så blev det karneval, med dagen derpå film og slik. Det blev mandag med biograftur, det blev tirsdag og onsdag med godt vejr og derfor tur i sommerhus med grill og dessert, og slik. Derpå fulgte en forlænget weekend med Sex and the City 2 i biografen, også med slik, afterparty med cocktails fredag og en bytur til at afslutte chill i parken med lørdag. Så meget for at forsøge at ændre en, næsten, fremmed persons syns på mit slikforbrug.
Hvem prøver jeg også at snyde? Ekspedienten hygger sig sikkert med at være lille og skinny. Hun har tydeligvis ikke opdaget alt det slik hun står mellem flere gange om ugen. Jeg er kunden hun kan stå og vurdere alt for tit og føle sig bedre end. Eller, det kunne jeg da godt selv finde på. Men jeg ville aldrig ende i den situation. Jeg ville derimod meget hurtigt tage rigtig meget på hvis jeg havde hendes job. Bare det at arbejde i en café og isbutik, deltid for nu vel at mærke, har tvunget mig til at træne nogle ekstra hold hver uge, fordi isen ikke erstatter slikket, men bare bliver lagt oveni forbruget af sukker.
Jeg ville blive den lille fede ekspedient der savler over kundernes bugnende poser af slik og bare venter på at de går, så jeg kan gå ind og 'tjekke' om slikket er okay.
Så nu er det slut med at prøve at snyde mig selv. Jeg har en kæmpe last og den hedder ikke rygning, Burger King, den Gyldne Måge eller pizzaafhængighed. Den hedder ekstrem-glæde-ved-produkter-med-højt-indhold-af-kulhydrater-i-form-af-sukker.
Jeg er bare et meget bedre menneske når jeg får lov til at få mit sukkerfiks. Ingen spontan sved, ingen traven frem og tilbage til køleskabet og bare en mere tilfreds person.
Medmindre jeg får for meget! Så bliver jeg hyperaktiv. Taler mere end ellers. Jeg er ikke til at holde ud, og den dårlige samvittighed. Den er nok det værste.
Derfor snyder jeg nogle gange mig selv lidt alligevel. Men det er ved at spise frugt og mørk chokolade når trangen er størst og så gemme de helt store sukkereskapader til biografturene og filmaftenerne hvor der er andre. Så kan de nemlig købe mere end mig og jeg kan lege at jeg er den lille, skinny ekspedient der er bedre end de andre fordi jeg kan styre mig.
I hvert fald når der er andre til stede...
Har på fornemmelsen det nok ikke er det bedste signal, hverken til sig selv eller omverdenen.
Og jeg vil da ikke lyve. Efter jeg har fået en kæreste har jeg været rigtig meget i slikbutikken - af den simple grund at hygge med film kræver slik, og så måske fordi jeg er blevet så dybt afhængig af sukker, at jeg sveder og bliver rastløs hvis jeg ikke får mit fix, nu! Det kan godt være det er bevist at man ikke kan være afhængig af sukker, men så vil jeg gerne vide hvorfor mine pludselige svedeture og rastløshed stopper så snart jeg får noget sødt stoppet i ansigtet.
Jeg vidste som sagt godt selv jeg var blevet ret fast kunde i Slik Hans og Øl Grethe. Men da ekspedienten en aften udbryder "Nej, hvad er der galt med jer, I plejer da at købe meget mere!" ringede første alarmklokke. Jeg opdagede først bagefter at hun havde talt til min kæreste og jeg. Lige netop denne dag havde vi kærestens rumbo med, og jeg troede det var dem hun henvendte sig til, idet jeg stod bag en søjle med min betalte, og ret lille i forhold til normalen, slikpose. Da jeg så med et lidt smørret smil spørger rumboen udenfor om de ofte har købt slik sammen her på vej til biografen får jeg svaret "Nej skat, det var da til os!" af min kæreste. Oh, den blev jeg ikke helt glad for. Især fordi hun havde jo ret, ekspedienten. Det er ikke små poser vi køber og vi køber altid en hver fordi vi ikke kan finde ud af at dele. Eller fordi jeg ikke kan.
Nogle dage senere gik jeg forbi Slik Hans og Øl Grethe igen. Da jeg kun bor et par opgange væk og mit arbejde, shopping, biblioteksbesøg og filmpusher ligger på den anden side af slikbutikken går jeg virkelig tit forbi! Jeg havde ikke før lagt så meget i at både indehaveren, den ene ekspedient og indehaverens mor vinker og siger hej, men den dag gibbede det helt i mig da moderen smilede og sagde hej på vej ind med nye forsyninger af slik, endnu før jeg havde genkendt hende.
Tog mig selv op til revurdering. Mindre slikposer, sjældnere besøg hos Hans og Grethe, mere frugt i køleskabet op til weekenden, aftensmad før de sene biografture og så videre.
Det føltes også meget godt, den første uge.
Men så blev det karneval, med dagen derpå film og slik. Det blev mandag med biograftur, det blev tirsdag og onsdag med godt vejr og derfor tur i sommerhus med grill og dessert, og slik. Derpå fulgte en forlænget weekend med Sex and the City 2 i biografen, også med slik, afterparty med cocktails fredag og en bytur til at afslutte chill i parken med lørdag. Så meget for at forsøge at ændre en, næsten, fremmed persons syns på mit slikforbrug.
Hvem prøver jeg også at snyde? Ekspedienten hygger sig sikkert med at være lille og skinny. Hun har tydeligvis ikke opdaget alt det slik hun står mellem flere gange om ugen. Jeg er kunden hun kan stå og vurdere alt for tit og føle sig bedre end. Eller, det kunne jeg da godt selv finde på. Men jeg ville aldrig ende i den situation. Jeg ville derimod meget hurtigt tage rigtig meget på hvis jeg havde hendes job. Bare det at arbejde i en café og isbutik, deltid for nu vel at mærke, har tvunget mig til at træne nogle ekstra hold hver uge, fordi isen ikke erstatter slikket, men bare bliver lagt oveni forbruget af sukker.
Jeg ville blive den lille fede ekspedient der savler over kundernes bugnende poser af slik og bare venter på at de går, så jeg kan gå ind og 'tjekke' om slikket er okay.
Så nu er det slut med at prøve at snyde mig selv. Jeg har en kæmpe last og den hedder ikke rygning, Burger King, den Gyldne Måge eller pizzaafhængighed. Den hedder ekstrem-glæde-ved-produkter-med-højt-indhold-af-kulhydrater-i-form-af-sukker.
Jeg er bare et meget bedre menneske når jeg får lov til at få mit sukkerfiks. Ingen spontan sved, ingen traven frem og tilbage til køleskabet og bare en mere tilfreds person.
Medmindre jeg får for meget! Så bliver jeg hyperaktiv. Taler mere end ellers. Jeg er ikke til at holde ud, og den dårlige samvittighed. Den er nok det værste.
Derfor snyder jeg nogle gange mig selv lidt alligevel. Men det er ved at spise frugt og mørk chokolade når trangen er størst og så gemme de helt store sukkereskapader til biografturene og filmaftenerne hvor der er andre. Så kan de nemlig købe mere end mig og jeg kan lege at jeg er den lille, skinny ekspedient der er bedre end de andre fordi jeg kan styre mig.
I hvert fald når der er andre til stede...
tirsdag den 8. juni 2010
Talefejl, munddiarre, paralali - kært barn siger meget lort
Hvorfor er det at man er sådan indrettet, at hvis man snakker og læser noget andet på samme tid, at disse to individuelle ting ofte bliver til et meget underligt miks?
Det er sket alt for tit for mig på det sidste, og det giver nogle ret uheldige udtalelser.
Generelt har jeg bare være ret uheldig hvad angår det orale på det sidste (se, det virker også på skrift!)
Nej, jeg mener bare at jeg på det sidste enten har fået blandet det jeg ville sige sammen med det jeg lige kom til at læse samtidig og at jeg udover det, bare har været rigtig dårlig til at formulere mig.
Måske har det noget at gøre med at det er sommer, også selvom vejret ikke helt er klar over det. Om sommeren er jeg bare gladere og har derfor altid utroligt meget at fortælle om eller sige. Måske har det noget at gøre med at der om sommeren er eksamen og jeg har opbrugt min kvote velformulerede sætninger på at skrive en alt for lang og kedelig synopsis, efterfulgt af en ligeså lang og endnu kedeligere designmanual. Måske har det noget at gøre med at min hjerne endelig har givet efter for de usandsynlige mængder alkohol min krop har indtaget over de sidste par år.
Ingen ved det og det er alt sammen rent gætteri.
Men ligegyldigt hvad svaret er, gør det ingen forskel på at jeg gang på gang havner i situationer hvor jeg bliver misforstået.
Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, nok for meget meget længe siden, da jeg endnu var en lille pige. Kan da huske engang hvor en veninde og jeg havde prøvet de der nye Bacardi Breezers og jeg råbte efter hende i udkanten af Hasseris "Kooom nu! Alle fulk er folde!" En sætning der i sin konkrete form, absolut ikke giver nogen mening. Det kan være det var skyld i at vi ikke kom ind til byen, hvor folk sikkert var fulde, måske tog vi bare hjem fordi vi stadig var nogle små dumme piger, der ikke måtte drikke og derfor gjorde det i skjul udenfor.
Senere hen, for ikke mere end et par månender siden, eskalerede det så. Min mund fik sit eget liv, verbalt, heldigvis slap jeg for diverse tics og trækninger. Men det er ligefør jeg tror den har fået et tilfælde af tourettes og munddiarre.
Vi sad hos min kærestes lillebror, efter familietamtam virkede det bare så rigtig med øl, og snus. Snusdelen voldte mig lidt vanskeligheder. Det var godt nok pakket ind i fine små pakker, men det var 'ekstra strong' og pakker til mænd. Eftersom snus nu engang er ret sjovt en gang i mellem, ville jeg ikke holde mig tilbage, stor pakke eller ej. Med en kæk bemærkning stoppede jeg snusposen op under overlæben, så min mund ikke bare lød som diarre, men også lugtede grimt og så dum ud. Havde bare ikke lige taget højde for at min bemærkning måske blev lige kæk nok "Puha, den lugter godt nok grimt! Men jeg vil da gerne have den i munden alligevel!" Flot Simone, du skal nok blive populær en dag...
Da jeg endelig var kommet mig over snusepisoden og flere mindre episoder, sad jeg på køkkenbordet hos min kæreste til frokost. Hans rumbo og han havde ristet deres boller og ladet lidt rester ligge. De blev vist for tørre. Nu er jeg tilfældigvis ret glad for tørre boller, tørt brød generelt. Jeg tror jeg engang i min barndom har forvekslet det med sprødt. I hvert fald udbrød jeg næsten glædesstrålende om jeg ikke måtte få en, fordi jeg var vild med tørre ting. Udfra stilheden og et undertrykt fnis fra rumboen kalkulerede jeg situationen til at være tæt ved pinlig, og måtte derfor udrede med en kommentar. "Ja, det er jo fordi jeg er så fugtig." Fniset var denne gang ikke undertrykt og jeg kunne ikke længere redde den med, at jeg for at kompensere for min fugtige eksistens måtte spise en masse tør mad. Alt hvad jeg sagde lød forkert, selv i mit hovede, så jeg spiste resten af den tørre bolle i knasende stilhed.
Som oftest når der er fest, siges der nogle underlige ting i alkoholens tåger. Jeg er ikke en undtagelse hvad det angår, det har jeg vist også bevist gang på gang.
Så sent som sidste weekend bekendtgjorde jeg at jeg var, og jeg citerer: "Et stort åbent hul!" Det jeg ville have sagt var, at jeg var en bundløst hul hvad angår rom og cola. Blev pænt bedt om ikke at sige sådan noget højt når vi kom ned i byen senere...
Det vil så igen komme an på en prøve i morgen hvor vi fejrer at vi afleverer vores afsluttende projekt. Hvis jeg ikke tager meget fejl er der en stor chance, eller risiko for, alkoholrelateret paralali, eftersom vi afleverer inden kl.10 om formiddagen og festen om aftenen først starter kl.20.30. Der er et stort tidsrum hvor jeg kan sige mange dumme ting, mens vi varmer op til natten.
Ikke at i dag forløb helt smertefrit. Sad på café og det kørte egentlig meget godt. Mumlede en del, men det sker jo når der er så mange ord der skal ud på kort tid.
Så var det at jeg modtog en sms under samtalen, læste den fordi jeg blev lidt skråsikker i min evne til multitasking. Fik derfor fortalt min veninde at det bare er så træls når man skal tvinge sig selv til at blive slikket. Det var bare slet ikke det jeg ville sige, og det hylede mig ud i en sådan grad at jeg endnu ikke er kommet i tanke om hvad jeg egentlig ville have afsluttet den sætning med.
Så i morgen, hvis I sender mig en sms, vær søde ikke at skrive ord og sætninger til mig som er uskyldige, men som i en anden sammenhæng kan misforstås på det groveste! I så fald ville jeg måske hæve mine chancer for at afslutte denne uddannelse og stadig have lidt værdighed tilbage, da jeg ikke tror mine medstuderende har hørt det værste fra mig, endnu.
Det er sket alt for tit for mig på det sidste, og det giver nogle ret uheldige udtalelser.
Generelt har jeg bare være ret uheldig hvad angår det orale på det sidste (se, det virker også på skrift!)
Nej, jeg mener bare at jeg på det sidste enten har fået blandet det jeg ville sige sammen med det jeg lige kom til at læse samtidig og at jeg udover det, bare har været rigtig dårlig til at formulere mig.
Måske har det noget at gøre med at det er sommer, også selvom vejret ikke helt er klar over det. Om sommeren er jeg bare gladere og har derfor altid utroligt meget at fortælle om eller sige. Måske har det noget at gøre med at der om sommeren er eksamen og jeg har opbrugt min kvote velformulerede sætninger på at skrive en alt for lang og kedelig synopsis, efterfulgt af en ligeså lang og endnu kedeligere designmanual. Måske har det noget at gøre med at min hjerne endelig har givet efter for de usandsynlige mængder alkohol min krop har indtaget over de sidste par år.
Ingen ved det og det er alt sammen rent gætteri.
Men ligegyldigt hvad svaret er, gør det ingen forskel på at jeg gang på gang havner i situationer hvor jeg bliver misforstået.
Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, nok for meget meget længe siden, da jeg endnu var en lille pige. Kan da huske engang hvor en veninde og jeg havde prøvet de der nye Bacardi Breezers og jeg råbte efter hende i udkanten af Hasseris "Kooom nu! Alle fulk er folde!" En sætning der i sin konkrete form, absolut ikke giver nogen mening. Det kan være det var skyld i at vi ikke kom ind til byen, hvor folk sikkert var fulde, måske tog vi bare hjem fordi vi stadig var nogle små dumme piger, der ikke måtte drikke og derfor gjorde det i skjul udenfor.
Senere hen, for ikke mere end et par månender siden, eskalerede det så. Min mund fik sit eget liv, verbalt, heldigvis slap jeg for diverse tics og trækninger. Men det er ligefør jeg tror den har fået et tilfælde af tourettes og munddiarre.
Vi sad hos min kærestes lillebror, efter familietamtam virkede det bare så rigtig med øl, og snus. Snusdelen voldte mig lidt vanskeligheder. Det var godt nok pakket ind i fine små pakker, men det var 'ekstra strong' og pakker til mænd. Eftersom snus nu engang er ret sjovt en gang i mellem, ville jeg ikke holde mig tilbage, stor pakke eller ej. Med en kæk bemærkning stoppede jeg snusposen op under overlæben, så min mund ikke bare lød som diarre, men også lugtede grimt og så dum ud. Havde bare ikke lige taget højde for at min bemærkning måske blev lige kæk nok "Puha, den lugter godt nok grimt! Men jeg vil da gerne have den i munden alligevel!" Flot Simone, du skal nok blive populær en dag...
Da jeg endelig var kommet mig over snusepisoden og flere mindre episoder, sad jeg på køkkenbordet hos min kæreste til frokost. Hans rumbo og han havde ristet deres boller og ladet lidt rester ligge. De blev vist for tørre. Nu er jeg tilfældigvis ret glad for tørre boller, tørt brød generelt. Jeg tror jeg engang i min barndom har forvekslet det med sprødt. I hvert fald udbrød jeg næsten glædesstrålende om jeg ikke måtte få en, fordi jeg var vild med tørre ting. Udfra stilheden og et undertrykt fnis fra rumboen kalkulerede jeg situationen til at være tæt ved pinlig, og måtte derfor udrede med en kommentar. "Ja, det er jo fordi jeg er så fugtig." Fniset var denne gang ikke undertrykt og jeg kunne ikke længere redde den med, at jeg for at kompensere for min fugtige eksistens måtte spise en masse tør mad. Alt hvad jeg sagde lød forkert, selv i mit hovede, så jeg spiste resten af den tørre bolle i knasende stilhed.
Som oftest når der er fest, siges der nogle underlige ting i alkoholens tåger. Jeg er ikke en undtagelse hvad det angår, det har jeg vist også bevist gang på gang.
Så sent som sidste weekend bekendtgjorde jeg at jeg var, og jeg citerer: "Et stort åbent hul!" Det jeg ville have sagt var, at jeg var en bundløst hul hvad angår rom og cola. Blev pænt bedt om ikke at sige sådan noget højt når vi kom ned i byen senere...
Det vil så igen komme an på en prøve i morgen hvor vi fejrer at vi afleverer vores afsluttende projekt. Hvis jeg ikke tager meget fejl er der en stor chance, eller risiko for, alkoholrelateret paralali, eftersom vi afleverer inden kl.10 om formiddagen og festen om aftenen først starter kl.20.30. Der er et stort tidsrum hvor jeg kan sige mange dumme ting, mens vi varmer op til natten.
Ikke at i dag forløb helt smertefrit. Sad på café og det kørte egentlig meget godt. Mumlede en del, men det sker jo når der er så mange ord der skal ud på kort tid.
Så var det at jeg modtog en sms under samtalen, læste den fordi jeg blev lidt skråsikker i min evne til multitasking. Fik derfor fortalt min veninde at det bare er så træls når man skal tvinge sig selv til at blive slikket. Det var bare slet ikke det jeg ville sige, og det hylede mig ud i en sådan grad at jeg endnu ikke er kommet i tanke om hvad jeg egentlig ville have afsluttet den sætning med.
Så i morgen, hvis I sender mig en sms, vær søde ikke at skrive ord og sætninger til mig som er uskyldige, men som i en anden sammenhæng kan misforstås på det groveste! I så fald ville jeg måske hæve mine chancer for at afslutte denne uddannelse og stadig have lidt værdighed tilbage, da jeg ikke tror mine medstuderende har hørt det værste fra mig, endnu.
torsdag den 27. maj 2010
I'm good, I'm gone
Jeg har altid haft en eller anden 'ting' for Lykke Li. Lige siden en af mine gamle venner, som jeg desværre ikke ser så tit mere, grundet dennes immigration til Århus, deklarerede at han var forelsket, har jeg også været det.
Han sendte denne lille musikvideo på et youtube link. Det var da det endnu var avantgarde og ikke vildt udbredt. I musikvideoen dansede den her naturligt smukke pige, med håret opsat i en høj knold ovenpå hovedet. En frisure jeg ikke selv havde brugt siden de små klasser. Lyset var drømmende og stærkt. Hun havde den her vest og stribede trøje på og så lidt alternativ ud, men på en super chic måde. Jeg var solgt, men ikke helt i samme grad som den kærlighedshungrende ven.
Det blev jeg dog over tiden. Jeg tror at kærlighed, om det så er til musik, mad, en mand eller et indfald, kommer over tid. Det skal have tid til at vokse, nogle gange går det hurtigere end andre, men det bliver altid stærkere med tiden. Især hvis man mangler det hvor kærligheden udsprang fra.
Det gjorde jeg, uden jeg selv var klar over det. I meget lang tid, år måske, hørte jeg ikke Lykke Li, hun gik i glemmebogen. Men så pludselig hørte jeg hendes smukke spinkle stemme i et remix af Kleerup i radioen. Og det slog mig, hårdt. Jeg havde savnet hendes stemme og lyden. Forelskelsen sprang på mig som en tiger over en hjort, bare mindre blodigt, men lige så pludseligt. Lige siden har jeg plejet min kærlighed til Lykke Li og den type musik, den svævende, let melankolske, drømmende lyd, som er så let at forsvinde fra virkeligheden i.
Især når jeg selv er i et drømmende, let melankolsk humør sætter jeg Lykke Li på. Musikken forstår mig, uden at dømme, og jeg forstår pludselig musikken på et andet niveau. Jeg kan få lov til at dvæle i melankolien ved et knust hjerte og få kontakt til de følelser omverdenen helst vil skånes for. For når ens hjerte bliver knust sker det ikke lydløst. Det knuses med en lyd som dyrebart krystal der sprænges i tusind stykker og skærer sig ud af kroppen i grådkvalte krampetrækninger. Maven bliver fyldt med kvalmende varmt bly og tårerne løber brændende ned af kinderne, som forræderiske perler der afslører at illusionen om ægte kærlighed brast som en sæbeboble.
Så er det at det hjælper at høre musik der passer til humøret. Lykke Li hjælper mig gang på gang gennem alt fra et knust hjerte til regnvejrsdage. Helt uden at stille krav og helt uden selv at blive knust over at jeg også glemte hende.
mandag den 17. maj 2010
De smukke mænd
Hvorfor er det at adjektivet 'smuk' ikke kan bruges om mænd? Eller det bliver i hvert fald ikke særlig hyppigt brugt.
I går ville jeg gerne have brugt det, men det er som om smuk er blevet et tabu. Dét, eller et overbrugt superlativ i venindekredse 'Nej, du har bare det smukkeste hår!" "Ih, nej du er den smukkeste pige jeg kender!" (læs. smukkeste, smuk, smukke mf. bruges ret bredt, ofte af mindre smukke mennesker, det må siges at her gælder "beauty is in the eye of the beholder")
For mænd er det er tabu, ville jeg mene. Det er så sjældent jeg hører, eller tænker "Hvilken smuk mand." Måske fordi der ikke er særlig mange mænd der fortjener den titel, eller også fordi smuk er et mere feminint begreb. Men eftersom der er en del feminine mænd til, fx de metroseksuelle, bøsserne og de langhårede, hvorfor er det så ikke blevet mere udbredt at kåre nogen til at være smuk?
Jeg synes personligt det er et dejligt ord, og især til mænd! Ikke særlig mange mænd kan bære at være smuk. For mig er det også en sjældenhed at jeg griber efter netop det tillægsord, når der skal beskrives mænd med veninderne, eller vennerne.
Men når en mand så er smuk! Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, jeg må indsnuse og indprinte mig alle detaljer, så jeg på den måde kan gemme lidt af det smukke og finde ud af hvorfra det stammer. Hvorfor var han smuk og ikke alle de andre?
Ofte er jeg kommet frem til at det er mænd som er meget maskuline og selvsikre, men har et feminint touch og en indre usikkerhed der kommer frem i deres skæve smil og klare øjne. De klæder sig så det passer dem, ikke som moden dikterer. (Her kan vi allerede skære alle pretty-boys, goths, hoboes og skinny drenge der bruger det-er-så-hårdt-når-alle-kigger-på-mig-looket fra - den del af befolkningen i Aalborg hvor jeg endnu ikke har set en eneste smuk mand. Prove me wrong?).
Smukke mænd er tit også vældigt vellidte, de er nemlig ikke kun smukke at se på, men også indeni. Ikke så meget at de er en slags engle, nej der skal være lidt kant og kontrast for at det virkeligt smukke bliver fremhævet.
Sikke en masse krav at leve op til som smuk mand. Men sådan er forholdene. I min verden i hvert fald. Jeg har en veninde jeg altid tænker på når jeg får lyst til at bruge ordet smuk om en mand. Hun var den første jeg hørte sige det om en fyr, dengang var vi stadig teenagere, men det satte sig i mig. For denne fyr var smuk. Og intet mindre kunne gøre det.
'Køn' holder jeg selv på er et adjektiv til piger, i samme kategori som smukke mænd, at være en smuk pige er så overbrugt at køn nu i mit ordforråd er så meget bedre at være. Det er naturligt, feminint og helt fantastisk svært at være.
'Pæn' er næsten nedsættende, det er noget der lige slår til. Medmindre der er tale om et pænt slips, så passer det til alle lejligheder.
'Fantastisk' er lige at overdrive lidt, og desuden er det mere en væremåde end en udstråling, medmindre man er en ekstatisk bøsse fra New York. Af andre tillægsord der mere beskriver væremåde end udseende eller en kombination kan nævnes: Dejlig, rar og flink.
'Attraktiv' er noget modne folk bruger om gifteværdige medmennesker.
'Flot' er et godt synonym til smuk, men igen. En flot fyr lugter lidt af kompliment a la svigermor. Så flot er godt, men når ikke helt op på niveau med smuk.
Jeg kunne godt tænke mig at jeg kunne bruge smuk om en mand frit. Ikke at jeg vil have det bliver kastet i grams, så mister det sin betydning, men at jeg kan sige til en mand at han er smuk uden at han straks tænker, at jeg har nedgjort hans mandighed eller at andre synes jeg er et underligt menneske (Hvilket heller ikke er så dårligt at være, mærkelig derimod, det skal man passe på med).
Jeg tager nemlig altid mig selv i kun at lade smuk blive i tankerne. Ingen af de smukke mænd jeg kender, og de kan tælles på en hånd, ved at jeg synes de er smukke. Jeg tør simpelthen ikke sige det til dem, af frygt for, at det sætter mig i en pinlig situation. Eller at smuk mister sin betydning hos mig. Og så vil jeg hellere bare lade det blive ved tanken, det er jo den der tæller, og selv gå at nyde der stadig er lidt skønhed i verden.
(Skønhed er forresten et ord jeg selv ikke kunne finde på at bruge hverken til kvinder eller mænd, men et skønt ord er det nu, en helt anden genre end smuk).
Abonner på:
Opslag (Atom)