Min feriemakker

Jeg troede jeg før havde været syg og ynkelig. Men efter en tur i Alanya kunne jeg hurtigt skrive under på at det havde jeg ikke. Og at min grænse for pinligheder endnu ikke var nået.

Inden ferien havde en lidt mere organiseret veninde købt disse her forebyggende-mavebesværs-tabletter, nu med ananassmag! Hun havde valgt at købe til tre personer og ville venligt dele ud af dem til os andre. Om det egentlig var af venlighed eller om hun bare ikke havde lyst til at bo i en lejlighed med tyndskidende veninder vides ikke. Så vi holder os ved venligheden.

Fredagen inden vi tog afsted kom hun over og gav mig pillerne. De varr virkelig flot designet, eller æsken var og min lille grafiker jublede i min mave. Både pga. layoutet, materialet og farverne, men også fordi pillerne kunne tygges som ananasslik! Yay!
Gik straks i gang, én pille dagligt 5 dage inden man rejser. Okay, jeg startede så kun to dage inden, men havde tiltro til min mavetarmflora. Hvilket jeg ellers aldrig har og ikke nogensinde har haft grund til...

Sent søndag nat nåede vi frem. Der var stadig ingen besvær, men vi var jo også kun lige landet. Flyveturen var bag os, den del af ferien jeg havde frygtet mest. Men jeg blev klogere.
På hotellet var der fri buffet morgen, middag og aften, og hvis man gik glip af det eller var en fed dansker som er mere sulten, var der gratis døgn-pizza. Hvilket tiltag!
Mandagen gik fint, og også det meste af tirsdagen. Jeg var ved godt mod og flashede endda maveskindet i en lille bikini så jeg kunne blive dejlig sprød og solbrændt. Nåede aldrig at blive så solbrændt som mine, mere hårdføre, veninder.
Vi planlagde at spise ude tirsdag aften. Selvom buffeten var overraskende god, af hvad vi havde forventet på en all-inclusive i Tyrkiet, skulle vi lige prøve det ægte tyrkiske køkken.
De alt for venlige tyrkere serverede en foret for os, verdens største brød, fyldt med luft! Derefter kom vores hovedretter, undertegnede bestilte en Ottoman Pan, altså en Ottomanisk Pande eller noget i den stil. Et miskmask af okse, grøntsager, ost og sovs. For at gøre retten lidt mere appetitlig at se på, havde de plantet en lille have omkring, en tomatrose der, en gulerods-agurkbusk der. Meget overdådigt og pisse grimt. Men det smagte godt. Dog smagte det ikke så godt dagen efter, men lignede sig selv med den undtagelse at haven havde været udsat for et kobbel vilde hunde og en tsunami.

Havde flotte planer om træning så stod op en time før de andre. Okay, det var ikke helt grunden til jeg kom op så hurtigt. Jeg skulle rent ud sagt skynde mig rigtig meget på toilettet. På det område er jeg helt utroligt sippet, kan knapt tisse hvis jeg ved der er gæster på besøg eller hvis jeg er ude hos fremmede og de er i nærheden. Min blære kan antage koloenorme proportioner! Det er en fejl jeg er indbygget med, en unaturligt angst for noget ganske naturligt. Min krop modarbejder dog mit sind ved at være udstyret med verdens svageste mave.
Håbede at dét var det. Hele lejligheden sov og også langt fra toilettet. Hurra for to toiletter og veninder der sov på altanen! Ingen opdagede min kiksede start på morgenen med hoppende nøgenløb ud på toilet og derefter, lettelse.

Til morgenmaden var det som altid varmt. Men denne gang svedte jeg mere end alle andre. Selv mine skinneben skinnede og min kjole klistrede til mine lår. Løb pendulfart mellem buffet og toilet. Prøvede det der yoghurt fordi der stod i vores miniguide at det er godt mod diarre og dårlig mave. Løgn! Det gør bare at det kommer ud den anden vej, sammen med den Ottomaniske Pande!

Mine veninder fiksede en guide, fik mig op på værelset hvor min mave krampagtigt fortsatte med at vise mig hvad jeg havde indtaget over de sidste par dage. Guiden fik fat i en nogenlunde forståelig tyrkisk læge som kom og kiggede på min syge krop. Jeg skulle indlægges og blev ført ud til en taxa med de opmuntrende ord fra guiden "Du ligner godt nok en røv der er træt af at skide!"

Hospitalsopholdet blev lidt en tåge. En blanding af smerte, grinen over situationen, veninder i små badekar og en sadistisk sygeplejerske der grinede når han pumpede NaCl ind i min arm, hvor de andre bare nøjedes med at skifte droppet.
Sygeplejerskerne kunne ikke meget engelsk så jeg måtte bare have tillid til dem. Ord som 'vitamin', 'medicin' var det mest forståelige. Og fandt ud af, at da de ville have mig til at give dem en urinprøve mente de en afføringsprøve. Godt nok har jeg aldrig skidt så tyndt, men syntes ikke de kunne være bekendt at gøre det mere pinligt for mig! Desuden fik jeg først et mobilt drop efter flere timers indlæggelse. Hvordan skulle jeg nå ud på toilettet når min arm var direkte forbundet vene med plastikdrop?!

Dagen efter kunne lægen endelig forklare mig at jeg havde en parasit. AD! Totalt alienagtigt. Den kunne garanteret havde perforeret mit maveskind any second! Heldigvis havde de givet mig noget antibiotika og det kan aliens ikke tåle. Skulle desværre blive til observation indtil om eftermiddagen, mens mine veninder legede modeller på en strand med senge og palmer! Det var dog kun mig der observerede noget, en masse tyrkisk tv og lidt tysk indimellem. Sygeplejerskerne kom engang i mellem og skiftede drop og en gav mig en bakke med beige mad, som smagte af ...beige.

Da jeg endelig blev sendt hjem var jeg uvasket, måske utøjsfri, på piller som gjorde mig mere forvirret og distræt end normalt og med en uendelig sult efter alt der ikke var beige eller yoghurt!
Så som en anden Golden Retriever lænsede jeg køleskabet for de vingummier jeg havde lagt på køl til strandturen, det is vi havde i fryseren, nogle vindruer en betænksom veninde havde glemt, chips, sesamstænger og peanuts.

En time efter indså jeg at jeg nok skulle have lyttet til lægen, kun små portioner de første dage!

Godt jeg har så forstående veninder.