Ti nu stille!

Der lugter lidt af lunken leverpostej og regnvåde sokker. Over for mig sidder en ældre dame. Hende og jeg skal følges hele vejen til Aalborg. Fire timer og nitten minutter. Men vi taler ikke sammen. Vi sidder i stillekupeen. Min foretrukne. Når man pendler fra København til Aarhus, Assens eller Aalborg flere gange om ugen, bliver man kræsen. Man bliver træt af andres opkald om besværlige mødre, drukture og utro kærester. Så jeg køber troligt plads i stillekupeen. Men det er langt fra alle, som respekterer, at vi er nogle, som faktisk har brug for stilhed.
Stilhed er blevet en mangelvare med den konstante brummen fra biler og metrobyggerier, fra bippen fra SMS'er og Facebook-notifikationer, fra facers på Strøget og insisterende muzak i indkøbscentrene.

Men faktisk er det sjældent, der er rigtig stille i kupeen. Det er som om, folk opfinder deres egne regler for, hvad stille betyder.

Som den ældre dame. Ikke hende foran mig. Men hende i sædegruppen bag mig. Hun synes, det er kedeligt, man skal være stille. Hendes stemme er en konstant baggrundsstøj af brok leveret med et gnækkende grin og små anekdoter, som sikkert kunne være hyggelige, hvis hun ikke sad i stillekupeen. Hvis den er så kedelig, så gå dog ind i den almindelige kupé. Hver gang en ny passager står på, opdaterer hun denne om, at nu må hun også hellere holde mund igen, når toget starter. Ellers er der nok nogen, som bliver sure på hende. Gnæk gnæk gnæk.

Og ja. Vi er nogle som bliver sure på hende. Både fordi hun tydeligvis ikke fatter betydningen af "stille", men også fordi hun får mig til at virke som om, det er mig, der er en gamle snerpe, der mener, at børn skal ses, ikke høres.

Men billetørerne gør sjældent noget. Kun én gang har jeg mødt en billettør, som venligt gjorde et ældre, ungdommeligt par opmærksomme på, at de nu engang befandt sig i stillekupeen, og at man så må vente med at tale. De var omkring de 80, men fnes som to teenagere, da de blev sat på plads.

Eller den hektiske dame, som engang mosede ind i kupeen mellem Fyn og Sjælland og straks begyndte at fortælle passagererne omkring hende om den forfærdelige dag, hun havde haft. Hun vandrede frem og tilbage og viftede sig, for hun havde haft så travlt med at nå toget, at hun simpelthen svedte som en gal. Så fandt hun en telefon frem og ringede for at fortælle, hun nåede toget. Dernæst fandt hun en stak papirer frem fra en pose, som skulle viftes og foldes, inden den kunne lægges i tasken, for så at blive fundet frem igen og foldet på ny med papirerne i. Vi nåede også alle at få historien om den ubehøvlede taxachauffør, hun havde kørt med. Han brød sig simpelthen ikke om hende, fortalte hun. Hvorfor mon.

Eller pigerne som hviskede hele vejen fra Assens til Københavns Hovedbanegård. Hvisken er den mest irriterende lyd næst efter myg i et mørkt rum. Det er alt andet end stille. Alle kunne høre, pigen til venstre var sur på sin kæreste.

Eller fyren der hørte hård rock i sine øretelefoner. Han sad i den ene ende af vognen, jeg sad i den anden. Det var Metallica. Heldigvis var der en, som mandede sig op og prikkede til ham. Fyren skruede ned med det samme.

Måske skulle jeg bare prikke til damen. Fortælle hende, at ja, vi er nogle som bliver sure, og der er fire andre vogne til snak. Men det burde ikke være nødvendigt. Netop fordi der er fire andre vogne, og fordi stilhed er blevet noget, vi skal værne om og selv skabe. Lyden er der. Hele tiden. Konstant. Ti nu bare stille. 

Er der forskel på pressefryns?

For godt et år siden var jeg i Australien. Med alt betalt. Det skortede hverken på dyr rom, overdådige hoteller eller gourmetmad. Jeg så havskildpadder og djævlerokker. Og en enkelt kænguru. Dog død, men jeg så den. Jeg blev hentet i lufthavnen af privatchauffør og kørt til samtlige arrangementer i en privat minibus. Fik jeg sagt, at alt var betalt?
Det var det, fordi jeg var blevet inviteret på pressetur af et rejsebureau i Queensland. Sådan foregår meget rejsejournalistik. De betaler, vi tager af sted, og det forventes, at vi leverer noget (positiv) journalistik til gengæld. Noget for noget.
En anden gang fik jeg tilbudt et medlemsskab i et TRX-træningscenter, efter at have skrevet lidt om denne træningsform. Det blev jeg kraftigt anbefalet ikke at tage imod af min redaktør. Det kunne komme i vejen for min objektivitet og den kontrakt, jeg arbejdede på.
Men hvori ligger forskellen? Jeg er med på, at vi journalister ikke skal lade os købe af billig bling og gratis ting. Afhængighedsforhold er no-go i denne branche. Og dog. Er det ikke netop det, der foregår på Borgen, hvis vi skifter en rejse ud med et godt tip? Er det ikke det, vi gør, når vi spiser på industriens regning og plejer vores kildeforhold, eller når journalister tester Danmarks bedste badehoteller til ære for seerne?
Kan man have et hundrede procent afhængighedsfrit forhold?
Man kan i hvert fald bestræbe sig på det. Man kan tænke sig om, når nogen tilbyder en et gratis Apple-tv eller en telefon, som fagbladet Journalisten beretter om i månedens udgivelse. En telefon som bloggerne takkede ja til, men som journalisterne ikke tog imod. De samme journalister som gerne tager til elektronikmesse i Las Vegas - med rejsen betalt.
Forskellen, på at tage imod en telefon og en rejse, er, ifølge en kilde i artiklen, at der bliver gjort opmærksom på, hvem der inviterer på rejsen, og at der ikke på samme måde gøres opmærksom på, at journalisten har modtaget en gratis telefon.
Præcis som da jeg kom hjem fra Australien. I bunden af mine artikler, skrev jeg, hvem der havde betalt min rejse. Sådan var proceduren. Men jeg aner ikke, om mine læsere så denne bisætning eller om de, der gjorde, tænkte videre over, om jeg mon så skrev mere eller mindre positivt om turen. Selvfølgelig skal man forholde sig realistisk og sandfærdigt til, hvad man skriver, uanset om det er købt af egen lomme eller betalt af interesser. Præcis som når man citerer parter i en sag.
Jeg gad da brand godt have en ny telefon for at komme til et event. Men så skal jeg åbenbart komme som blogger, fordi her ved folk, at der er kommercielle interesser involveret. Jeg vil så bare gerne vide, hvor der slet ikke er det længere.

Maratontømmermænd

Vågner på ingen måde udhvilet. Søndag igen. Den værste dag på ugen, hvor tømmermænd og dårlig samvittighed mødes i en symfoni af pelsbelagte gummer og kvalme. Klokken sniger sig mod elleve. Trækker dynen af, hiver de glemte kontaktlinserne af hornhindernes rødmen og går i bad. Forsøger at vaske de deller af, der uden tvivl vil manifestere sig over hofterne på grund af den cookie og det pølsehorn, jeg absolut skulle spise cyklende gennem natten. Se mor - uden hænder! Det er blevet et ritual. Først at fodre min dårlige samvittighed for dagen efter at kæmpe mod dens fornyede styrke. Min far, som jeg er på besøg hos, er ikke hjemme. Han er ude at samle ind for Røde Kors. Jeg tager en skål frem. Fylder den med mælk og chokolademüsli. Og lidt mere müsli. Det kan også bare være lige meget. Sætter mig i sofaen. Der er Long Island Medium på TLC; en kvinde med en værre hårdag end min - hver dag. Uden for dundrer en flok aalborgensere forbi i farvestrålende sportstøj med numre på maven. Selvfølgelig er der løb i Hasseris netop i dag. Selvfølgelig løber de forbi min fars adresse, hvor hækken først kan skjule dem om nogle år. Ikke nu. Og her sidder jeg med min Crüsli og mine tømmermænd og en tyk samvittighed, jeg ikke orker kæmpe mere med. Bare det snart var mandag.