Jeg er en kvinde. Ergo er jeg udstyret med en livmoder og dertilhørende evne til at føde børn. Og åbenbart ønsker jeg at udnytte denne evne. Fordi jeg jo er kvinde.
Forkert.
Jeg bryder mig ikke om børn. Det må man ikke sige, men det gør jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke på nuværende tidspunkt se, hvorfor jeg skal lade min krop deformeres over ni smertefulde måneder, se min figur få mere og mere lighed med en planet, blive hormonel og blive tvunget til at afstå fra både chokolade og alkohol for derefter at flækkes op af en skrigende klump kød, blod og fosterfedt, som jeg forventes at elske, fra det øjeblik dens slimede krop klamrer sig til min udmattede ditto. Lægge ømme brystvorter til en sugende ødelægger, som de næste mange, mange år ikke kun vil suge mine kirtler tomme for mælk, men også min pengepung og i lang tid det sociale liv, som jeg er vant til. Børn er krævende og unsvarlige. De kan ingenting.
Men hver gang jeg påpeger over for mine veninde, at jeg aldrig skal have børn, vifter de mig af med et "Bare vent et par år. Alle kvinder vil jo have børn før eller siden." Men der er for mig intet tiltalende ved forældreskab. Måske får de ret engang. Men de sidste 25 år af mit liv, har jeg ikke kunnet lide børn. Selv da jeg fik den obligatoriske babydukke som lille pige, stirrede jeg vantro på gavegiveren. Og begyndte at græde. Babydukken var uhyggelig og blev aldrig et vellidt medlem af min lyserøde værelse.
Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om små børn. "Men du kan jo godt lide din søsters børn, og du synes da ham den lille skater på legepladsen var nuttet," kan mine veninder finde på at argumentere. Korrekt. De er heller ikke mine børn. Jeg er aldrig så akavet, som når et barn er i min umiddelbare nærhed. Når de numser sig langsomt over gulvet på en café i retning mod mig, bliver jeg grebet af frygt. Jeg ved, de kan mærke det. Deres hoppende bevægelser bliver mere målrettede og hurtigere. Forældrene opmuntrer dem og forventer, jeg bliver ellevild. Jeg er jo en kvinde i den fødedygtige alder. Ergo knuselsker jeg andres unger. Eller når spædbørn kigger på mig fra en mors arme, og moderen ser det. Hun ser det og rækker mig barnet i udstrakte arme og regner med, jeg tager imod det. Det gør jeg ikke. Jeg ville ikke holde dit barn. Jeg ved ikke, hvordan man gør, og jeg har ikke lyst.
Men kvinder må ikke være af den holdning, at de ikke vil have børn. Nogensinde. Det er et tabu at ytre den mening. Men bliver lidt gjort til grin, som om man er en lille smule hysterisk og ikke er der hundrede procent. Eller også bliver man affejet med, at man ikke ved, hvad man i virkeligheden mener. Det skal de nok fortælle en. Altså de andre kvinder. Det er især dem, som ikke forstår, at vi er nogen, som ville ønske, vi kunne bytte evnen til at føde med evnen til at løbe rigtig langt. Eller rigtig hurtigt. Væk fra alle andres børn.
Alle kvinder skal ikke have børn. Jeg er træt af at få påduttet mig andres holdning. Jeg har det fint med, nogen vælger at få børn. Jeg vil bare gerne være fri. Fri for børn og fri for at få at vide, at jeg er forkert, fordi jeg vælger anderledes.
