Tant og fjas på apoteket

Her den anden dag var jeg på apoteket. For engangs skyld tidligt ude med at købe p-piller. Det ender alt for ofte med at jeg først opdager de mangler, dagen jeg skal tage dem igen - søndag, hvor apoteket har lukket og derfor koster det ekstra at få udleveret de små gule hormonbomber.
Denne gang havde jeg forberedt mig, skrevet en huskeseddel midt i ugen, hvor et af toppunkterne var Apoteket - Husk Det!
Glad gik jeg ned af Vesterbro og opdagede først da jeg stod på apoteket og trykkede et nummer ud, at der var 8 i kø før mig.
8 er normalt ikke et særligt stort tal, det er til at overskue, godt at tælle takter til og har en magisk sandhedsfaktor hvis det sidder på en billiardkugle. På apoteket er 8 noget helt andet. Apotekere har det nemlig med at bruge utroligt lang tid på hver ekspedition. Det kan tage dem mange minutter at finde noget ude bagved. Jeg personligt har dem mistænkt for at have store skåle med slik derude som de småspiser af og bliver endnu mere dovne af!

Så der stod jeg på apoteket med min lille lap i hånden og blev mere og mere dvask. Solen skinnede udenfor og tiggede om at skinne ned på bare hvide ben og dårlige engangsgriller. Men som det så ud nu måtte den vente.

Jeg vimsede lidt rundt mellem hylderne og prøvede at finde noget interessant med en masse vareinfo på, som jeg kunne underholde mig med. Men som det tit sker, begyndte jeg at se gennem tingene i stedet for at se på dem. De forsvandt for mit blik som blev mere og mere ufokuseret. Indtil jeg skeløjet fik øjnene på plads i hovedet og opdagede hvad jeg havde taget i hånden. En ekstra stor æske Lactal. På den stod der med store bogstaver "Genopretter den naturlige ubalance i underlivet." Blev en smule overrasket, glippede med øjnene og fik øje på to teenagetøser og en ganske pænt udseendet ung mand kigge på mig med skæve smil. Baksede æsken ind på plads med den effekt, at jeg fik væltet tre bagved og fik skubbet til en tandproteserenser.
Fyren begyndte at rejse sig op og med svedige håndflader fik jeg signaleret, at situationen var helt under kontrol. Det viste sig så bare at det var hans tur, så det var ikke mig han var på vej op til, men skranken og sine håndkøb. Situation slet ikke under kontrol.

Gik over i den anden ende af butikken og stillede mig under skiltet "Tand og Tjas." Det lød ganske uskyldigt, lidt som en dårlig farmaceut joke, ikke at jeg nogensinde har hørt en.
Indtil jeg kiggede på indholde på hylderne. Det havde absolut intet med hverken tænder eller fjas at gøre. Eller i hvert fald hvad jeg havde gættet på Fjas i sammenhæng med Tand betød.
Hylderne bugnede af glidecremer, intimsæbe, kondomer og graviditetstester. Akavet! Og alligevel ganske interessant. Nogle af bøtterne med glidecreme havde en betydelig størrelse og der var et stort udvalg i kondomer i forhold til hvad jeg havde forventet af et apotek. Ikke kun kommunekedelige pakker uden dupper, dipper, gnubber eller riller.

Men skiltet over mig gav stadig ikke mening i mit hovede. "Tand og Fjas" lyder temmelig meget som Tant og fjas, men med det tvist at tanten er blevet til tanden, og dermed mere værdifuld skulle man tro, eftersom tant i sin substantielle betydning er noget værdiløst eller unyttigt. Det samme gælder for fjas, som også er noget ubrugeligt eller en ubetænksom adfærd. Altså må apoteket syntes at disse intime produkter er noget værdiløst eller noget som tandplejere kunne få brug for i fremtiden. Og fjas må denne sammenhæng være udtryk for de nedre dele. Det lyder i hvert fald meget af fjams, som er et ret uflatterende ord. Hvilket egentlig passer meget godt til indholdet på hylderne. Men tand og fjas?

Blev dog afbrudt i min forvirrede tankegang da det endelig blev min tur. Endnu ikke helt ude af min egen verden, nærmest hoppede jeg over til skranken, forbi to tyske backpackere og meddelte højt og tydeligt, at jeg skulle have mine p-piller! Vendte mig om og smilede vidende til tyskerne, ved ikke helt hvorfor. Fik heller ikke noget smil tilbage. Derimod rykkede de lidt væk og hviskede noget til hinanden. Det fik mig til at vågne af min apoteksdvaskhed og betale mine p-piller, sige nej tak til en pose, så hele byen kunne se hvad jeg havde købt og gå ind i døren på vej ud.

Måske er apotekerne netop så langsomme for at kunder som jeg bliver lullet ind i en uopmærksom halvsøvn og bliver lige så dvaske som dem, så der sker lidt i deres hverdag. Selvom jeg synes de burde have nok at snakke om med alle de typer og sygdomme de ser hver dag - det kunne selvfølgelig også være derfor de bliver så længe ude bagved.

Godt der er en måned til jeg skal derned igen.

Skibet er lastet med S....

Er det meget slemt når ekspedienten i slikbutikken længere nede af gaden kan genkende en?
Har på fornemmelsen det nok ikke er det bedste signal, hverken til sig selv eller omverdenen.
Og jeg vil da ikke lyve. Efter jeg har fået en kæreste har jeg været rigtig meget i slikbutikken - af den simple grund at hygge med film kræver slik, og så måske fordi jeg er blevet så dybt afhængig af sukker, at jeg sveder og bliver rastløs hvis jeg ikke får mit fix, nu! Det kan godt være det er bevist at man ikke kan være afhængig af sukker, men så vil jeg gerne vide hvorfor mine pludselige svedeture og rastløshed stopper så snart jeg får noget sødt stoppet i ansigtet.

Jeg vidste som sagt godt selv jeg var blevet ret fast kunde i Slik Hans og Øl Grethe. Men da ekspedienten en aften udbryder "Nej, hvad er der galt med jer, I plejer da at købe meget mere!" ringede første alarmklokke. Jeg opdagede først bagefter at hun havde talt til min kæreste og jeg. Lige netop denne dag havde vi kærestens rumbo med, og jeg troede det var dem hun henvendte sig til, idet jeg stod bag en søjle med min betalte, og ret lille i forhold til normalen, slikpose. Da jeg så med et lidt smørret smil spørger rumboen udenfor om de ofte har købt slik sammen her på vej til biografen får jeg svaret "Nej skat, det var da til os!" af min kæreste. Oh, den blev jeg ikke helt glad for. Især fordi hun havde jo ret, ekspedienten. Det er ikke små poser vi køber og vi køber altid en hver fordi vi ikke kan finde ud af at dele. Eller fordi jeg ikke kan.

Nogle dage senere gik jeg forbi Slik Hans og Øl Grethe igen. Da jeg kun bor et par opgange væk og mit arbejde, shopping, biblioteksbesøg og filmpusher ligger på den anden side af slikbutikken går jeg virkelig tit forbi! Jeg havde ikke før lagt så meget i at både indehaveren, den ene ekspedient og indehaverens mor vinker og siger hej, men den dag gibbede det helt i mig da moderen smilede og sagde hej på vej ind med nye forsyninger af slik, endnu før jeg havde genkendt hende.

Tog mig selv op til revurdering. Mindre slikposer, sjældnere besøg hos Hans og Grethe, mere frugt i køleskabet op til weekenden, aftensmad før de sene biografture og så videre.
Det føltes også meget godt, den første uge.
Men så blev det karneval, med dagen derpå film og slik. Det blev mandag med biograftur, det blev tirsdag og onsdag med godt vejr og derfor tur i sommerhus med grill og dessert, og slik. Derpå fulgte en forlænget weekend med Sex and the City 2 i biografen, også med slik, afterparty med cocktails fredag og en bytur til at afslutte chill i parken med lørdag. Så meget for at forsøge at ændre en, næsten, fremmed persons syns på mit slikforbrug.

Hvem prøver jeg også at snyde? Ekspedienten hygger sig sikkert med at være lille og skinny. Hun har tydeligvis ikke opdaget alt det slik hun står mellem flere gange om ugen. Jeg er kunden hun kan stå og vurdere alt for tit og føle sig bedre end. Eller, det kunne jeg da godt selv finde på. Men jeg ville aldrig ende i den situation. Jeg ville derimod meget hurtigt tage rigtig meget på hvis jeg havde hendes job. Bare det at arbejde i en café og isbutik, deltid for nu vel at mærke, har tvunget mig til at træne nogle ekstra hold hver uge, fordi isen ikke erstatter slikket, men bare bliver lagt oveni forbruget af sukker.
Jeg ville blive den lille fede ekspedient der savler over kundernes bugnende poser af slik og bare venter på at de går, så jeg kan gå ind og 'tjekke' om slikket er okay.

Så nu er det slut med at prøve at snyde mig selv. Jeg har en kæmpe last og den hedder ikke rygning, Burger King, den Gyldne Måge eller pizzaafhængighed. Den hedder ekstrem-glæde-ved-produkter-med-højt-indhold-af-kulhydrater-i-form-af-sukker.
Jeg er bare et meget bedre menneske når jeg får lov til at få mit sukkerfiks. Ingen spontan sved, ingen traven frem og tilbage til køleskabet og bare en mere tilfreds person.

Medmindre jeg får for meget! Så bliver jeg hyperaktiv. Taler mere end ellers. Jeg er ikke til at holde ud, og den dårlige samvittighed. Den er nok det værste.
Derfor snyder jeg nogle gange mig selv lidt alligevel. Men det er ved at spise frugt og mørk chokolade når trangen er størst og så gemme de helt store sukkereskapader til biografturene og filmaftenerne hvor der er andre. Så kan de nemlig købe mere end mig og jeg kan lege at jeg er den lille, skinny ekspedient der er bedre end de andre fordi jeg kan styre mig.

I hvert fald når der er andre til stede...

Talefejl, munddiarre, paralali - kært barn siger meget lort

Hvorfor er det at man er sådan indrettet, at hvis man snakker og læser noget andet på samme tid, at disse to individuelle ting ofte bliver til et meget underligt miks?
Det er sket alt for tit for mig på det sidste, og det giver nogle ret uheldige udtalelser.
Generelt har jeg bare være ret uheldig hvad angår det orale på det sidste (se, det virker også på skrift!)
Nej, jeg mener bare at jeg på det sidste enten har fået blandet det jeg ville sige sammen med det jeg lige kom til at læse samtidig og at jeg udover det, bare har været rigtig dårlig til at formulere mig.
Måske har det noget at gøre med at det er sommer, også selvom vejret ikke helt er klar over det. Om sommeren er jeg bare gladere og har derfor altid utroligt meget at fortælle om eller sige. Måske har det noget at gøre med at der om sommeren er eksamen og jeg har opbrugt min kvote velformulerede sætninger på at skrive en alt for lang og kedelig synopsis, efterfulgt af en ligeså lang og endnu kedeligere designmanual. Måske har det noget at gøre med at min hjerne endelig har givet efter for de usandsynlige mængder alkohol min krop har indtaget over de sidste par år.
Ingen ved det og det er alt sammen rent gætteri.
Men ligegyldigt hvad svaret er, gør det ingen forskel på at jeg gang på gang havner i situationer hvor jeg bliver misforstået.

Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, nok for meget meget længe siden, da jeg endnu var en lille pige. Kan da huske engang hvor en veninde og jeg havde prøvet de der nye Bacardi Breezers og jeg råbte efter hende i udkanten af Hasseris "Kooom nu! Alle fulk er folde!" En sætning der i sin konkrete form, absolut ikke giver nogen mening. Det kan være det var skyld i at vi ikke kom ind til byen, hvor folk sikkert var fulde, måske tog vi bare hjem fordi vi stadig var nogle små dumme piger, der ikke måtte drikke og derfor gjorde det i skjul udenfor.

Senere hen, for ikke mere end et par månender siden, eskalerede det så. Min mund fik sit eget liv, verbalt, heldigvis slap jeg for diverse tics og trækninger. Men det er ligefør jeg tror den har fået et tilfælde af tourettes og munddiarre.

Vi sad hos min kærestes lillebror, efter familietamtam virkede det bare så rigtig med øl, og snus. Snusdelen voldte mig lidt vanskeligheder. Det var godt nok pakket ind i fine små pakker, men det var 'ekstra strong' og pakker til mænd. Eftersom snus nu engang er ret sjovt en gang i mellem, ville jeg ikke holde mig tilbage, stor pakke eller ej. Med en kæk bemærkning stoppede jeg snusposen op under overlæben, så min mund ikke bare lød som diarre, men også lugtede grimt og så dum ud. Havde bare ikke lige taget højde for at min bemærkning måske blev lige kæk nok "Puha, den lugter godt nok grimt! Men jeg vil da gerne have den i munden alligevel!" Flot Simone, du skal nok blive populær en dag...

Da jeg endelig var kommet mig over snusepisoden og flere mindre episoder, sad jeg på køkkenbordet hos min kæreste til frokost. Hans rumbo og han havde ristet deres boller og ladet lidt rester ligge. De blev vist for tørre. Nu er jeg tilfældigvis ret glad for tørre boller, tørt brød generelt. Jeg tror jeg engang i min barndom har forvekslet det med sprødt. I hvert fald udbrød jeg næsten glædesstrålende om jeg ikke måtte få en, fordi jeg var vild med tørre ting. Udfra stilheden og et undertrykt fnis fra rumboen kalkulerede jeg situationen til at være tæt ved pinlig, og måtte derfor udrede med en kommentar. "Ja, det er jo fordi jeg er så fugtig." Fniset var denne gang ikke undertrykt og jeg kunne ikke længere redde den med, at jeg for at kompensere for min fugtige eksistens måtte spise en masse tør mad. Alt hvad jeg sagde lød forkert, selv i mit hovede, så jeg spiste resten af den tørre bolle i knasende stilhed.

Som oftest når der er fest, siges der nogle underlige ting i alkoholens tåger. Jeg er ikke en undtagelse hvad det angår, det har jeg vist også bevist gang på gang.
Så sent som sidste weekend bekendtgjorde jeg at jeg var, og jeg citerer: "Et stort åbent hul!" Det jeg ville have sagt var, at jeg var en bundløst hul hvad angår rom og cola. Blev pænt bedt om ikke at sige sådan noget højt når vi kom ned i byen senere...

Det vil så igen komme an på en prøve i morgen hvor vi fejrer at vi afleverer vores afsluttende projekt. Hvis jeg ikke tager meget fejl er der en stor chance, eller risiko for, alkoholrelateret paralali, eftersom vi afleverer inden kl.10 om formiddagen og festen om aftenen først starter kl.20.30. Der er et stort tidsrum hvor jeg kan sige mange dumme ting, mens vi varmer op til natten.

Ikke at i dag forløb helt smertefrit. Sad på café og det kørte egentlig meget godt. Mumlede en del, men det sker jo når der er så mange ord der skal ud på kort tid.
Så var det at jeg modtog en sms under samtalen, læste den fordi jeg blev lidt skråsikker i min evne til multitasking. Fik derfor fortalt min veninde at det bare er så træls når man skal tvinge sig selv til at blive slikket. Det var bare slet ikke det jeg ville sige, og det hylede mig ud i en sådan grad at jeg endnu ikke er kommet i tanke om hvad jeg egentlig ville have afsluttet den sætning med.

Så i morgen, hvis I sender mig en sms, vær søde ikke at skrive ord og sætninger til mig som er uskyldige, men som i en anden sammenhæng kan misforstås på det groveste! I så fald ville jeg måske hæve mine chancer for at afslutte denne uddannelse og stadig have lidt værdighed tilbage, da jeg ikke tror mine medstuderende har hørt det værste fra mig, endnu.