Livet som freelance. Dag 8.

Så mange mails! Jeg har aldrig i mit liv modtaget så mange mails. Mails, som jeg skal bruge Nem-ID nøgler for at se. Jeg har aldrig i mit liv brugt så mange Nem-ID nøgler! Jeg har virkelig lært at have mit Nem-ID på mig at all times.  Det er en helt ny tilværelse af omstændelighed og besværlig bureaukrati, der har åbnet sig for mig efter jeg er kommet ud på arbejdsmarkedet. Eller nå nej. Gråzonen dagpenge mellem uddannelse og arbejde.

Jeg har også lært, at der er forskellige ord, man ikke må sige, når men er på dagpenge. Kunder for eksempel. Faktura. Eller selvstændig. Jeg skal som freelance passe meget på min retorik og i stedet sige arbejdsgiver, lønopgørelse og A-indkomst. Det skal jeg nu nok. Det virker bare lidt fjollet. Som en kamp på retorik for at kunne fange nogle dagpengenassere i systemet. Jeg er ikke selvstændig som landet ligger nu. Men de steder, hvor jeg før har lavet freelancearbejde, har bedt mig sende dem en faktura. Det, skal jeg så nu forklare dem, hedder en lønopgørelse. Held og lykke med at få det ændret i deres systemer!

Og nu vi er ved systemer. Gud Fader bevares hvor er der mange steder, man skal skrive de samme oplysninger. Oplysninger som alder og jobstrategi. Det skal noteres her og det skal noteres der, og gider du ikke også lige klikke det af her?

Og nu vi er ved at tjekke. Man bliver tjekket i hoved og røv, når man er på dagpenge. Husk at søge to jobs om ugen, husk at skrive dem ind her og her, husk at vedhæfte en ansøgning, husk at der er forskel på at afvente og at skulle til samtale, husk at tjekke jobforslag på jobnet og husk at opdatere CV, og husk at komme til møder i A-kasse og husk du også skal til møde hos Jobcenteret.

Det er lige før der ikke er tid til at huske at sende en kvalificeret ansøgning!

En aftale er ikke en aftale

Til næsten hver fest, jeg holder, bliver et eller to glas knækket. Det er vel, hvad man kan forvente. At inventaret lider lidt skade, når der kommer alkohol på bordet. Men det undrer mig, at der aldrig er nogen af mine gæster, som tilbyder at erstatte, hvad de ødelægger. Nok er det oftest glassene fra IKEA, som kommer frem, men det er fordi, jeg ikke har større tiltro til mine gæster. Og med god grund. Men det koster mig både tid og penge at komme til den nærmeste IKEA for at købe nye glas, som faktisk også koster lidt, men det er nu ikke så meget det. Det er princippet. At man ikke undskylder og selvfølgelig tilbyder at erstatte, hvad man har ødelagt. Sådan er der nu røget to drikkeglas, tre vinglas, en klapstol og der er kommet et brændemærke i sofaen, som også er blevet en kende plettet. Intet er blevet ersattet. Og jeg har også selv skulle rydde op. Skål.

Det er som om, vores generation er blevet mere ligeglade. Og ikke kun når det kommer til mine glas. Aftaler betyder heller ikke så meget mere. Måske er det mest benyttede svar på begivenheder på Facebook. Som om folk ikke kan overskue, om de kan komme til festen eller sammenkomsten. Tænk nu, hvis der bød sig noget bedre. Nej så hellere være ligeglad med værtens planlægning. Tager man chancen og melder sig til, er den aftale af en eller anden grund heller ikke gældende længere. Man kan bare melde afbud en time inden. Eller helt lade være. Man skal ikke føle sig forpligtet jo. 

Tidspunkter er på samme måde mere vejledende end egentlige faste rammer. Inviterer man til fest klokken 18, så ved man jo godt, at folk først kommer mellem 18.30 og 20. Næste dag! Emma Gad må vende sig i graven! Og det skorter ikke på undskyldninger. Alt fra busser til køkultur, make-up og tøjkriser får skylden for ens egen elendige planlægning. 

Hvad er det for en ligegyldighed, der har sneget sig i den måde vi omgås på? Hvorfor er vi så bange for at binde os til noget eller tage ansvar? Mine glas manifesterer sig ikke pludseligt i hel tilstand igen og min sofa og kortspil bliver ikke på magisk vis rene igen. Mor er ikke sur. Mor er skuffet, og mor er ikke spor ligeglad. Og det er måske faktisk det mest positive. 

Livet som freelance. Dag 2.

Udover at blive helt talforvirret af at tale med Susanne hos A-kassen, skal jeg da lige love for, at jeg blev fuldstændig talblind af at kigge på Journalistforbundets pris og forretningsberegner! Hvordan jeg nogensinde skal få sat en pris for mit arbejde er mig en kæmpe gåde.

I dag følte jeg mig ellers lidt mere rolig over min fremtid. Måske var det bare fordi, vi nærmede os weekenden, men jeg var ikke helt så panisk som min første morgen som ledig. Jeg tog på arbejde og fik underskrevet en såkaldt frigørelsesattest, som mest af alt lyder som noget Dobby gerne ville have en krusedulle på i Harry Potter, men som altså bare er endnu et bureaukratisk påhit fra systemets side. Jeg fik flyttet nogle programmer, så jeg fik flere timer puljet i en uge, som Bjarke/Bjarke/Kasper forklarede mig, og jeg huskede, at jeg skulle ringe til min kommende chef angående prissætning af mit arbejde. Da var det så, at min hjerne koksede sammen.

Jeg mener, "nettofortjeneste før privat del", hvad betyder det overhovedet!? Og "over/underskud i forhold til hele forretningsgrundlaget", sådan et har jeg slet ikke endnu! Timeløn? Jamen hvad nu hvis det er lønnet pr. artikel. Hvad med længden, er det sider, tegn, ord? Hilfe!

Susanne havde sagt, jeg skulle ringe igen, når jeg havde fået en timepris og en pris pr. opgave af min kommende chef. Men han har bedt mig om at udregne den. Det har jeg så forsøgt. Jeg fejlede. Noget så grumsomt. Og nu har A-kassen lukket, og Susanne er først ved telefonen igen på mandag. Det er en hel weekend i uvidenhed! Jeg magter det ikke.

Livet som freelancer. Dag 1

Bjarke tager telefonen. Eller var det Bjarne? Måske Kasper? Ingen ved det. Jeg ved bare, der pludselig er frygteligt mange mennesker, som jeg skal forholde mig til, og som skal forholde sig til min stigende grad af forvirring. Der er ikke mere end 50 timer siden, jeg blev uddannet journalist, men glæden over at være færdig blev hurtigt afløst af modløsheden over den bureaukratiske indretning, vores dagpengesystem har.

Jeg startede med at melde mig ledig. To steder. Det er her Bjarke/Bjarne/Kasper kommer ind i billedet. Han var den heldige/uheldige medarbejder, der sad ved telefonen, da en stemme i den anden ende sagde:
"Hej! Jeg har lige meldt mig ledig, og må jeg kongratulere for en forvirrende omgang bureaukrati, I har smidt mig ud i. Ja, ikke nok med at jeg skal melde mig ledig to steder og oprette et nyt CV, fordi jeg ikke bare kan uploade den fil, jeg har på min computer, så fortæller systemet gudhjælpemig, at jeg skal sige ja eller nej til om jeg har lønnet eller ulønnet arbejde, og det har jeg, men ikke af den type, jeg kan vælge i den pop-op blanket, der tæskede op i hovedet af mig på skærmen."
Her stoppede Bjarke/Bjarne/Kasper mig. For i hans retorik, var jeg allerede i gang med at bygge et tag. Og man kan jo ikke bygge et hus med taget først.
Derfor startede han ikke bare med fundamentet, men i tiden, da hjulet blev opfundet, for at forklare mig, at jeg skulle klikke ind på Selvbetjening og trykke på fanen Dagpenge. Først derefter kunne jeg begynde at hakke stenene til væggene til og losse cement i kælderrammerne. Fedt, tak til Bjarke/Bjarne/Kasper for at have så lidt tiltro til min fortståelse for at klikke på knapperne med Næste, som pædagogisk, men ikke helt så pædagogiske som Bjarke/Bjarne/Kasper, kunne føre mig gennem min ansøgning for at melde mig ledig.
Endelig kom vi frem til væggene, ikke taget, for Guds skyld ikke taget Bjarke/Bjarne/Kasper! Her var det, at det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, da jeg fortsætter mit studiejob som fitnessinstruktør, og det er som bekendt hverken selvstændigt eller en del af min familie eller kærestes firma. Det er ikke engang journalistisk! Jeg var uden for kategori! Vi blev enige om, at jeg skal trykke nej, og så sende en besked til A-kassen om, at jeg faktisk har et job. Jeg ville kalde det at lyve lidt for systemet. Men Bjarke/Bjarne/Kasper kaldte det at gør fundamentet solidt til taget. Jeg ville mene, vi snart var færdige med det skide fundament, men så igen, jeg blev uddannet journalist og ikke bygningskonstruktør eller håndværker.

Bjarke/Bjarne/Kasper lød overmåde tilfreds med sig selv, da jeg fyldt med falsk overskud kvidrede farvel og tak for hjælpen til ham, men jeg tror, mit blik ville have forrådt mig, hvis han havde set, hvor krøllede mine øjenbryn kan blive!

Da jeg vågnede dagen efter, var der kommet post fra A-kassen. Sørme om jeg ikke var blevet indkaldt til møde. Hvor spændende! Flere mennesker der ville tale med mig om mig. Det er noget af det bedste, jeg ved!
Desværre er det sådan et fællesmøde, så vi er åbenbart flere, der skal tale om hinanden og ikke kun om mig. Desuden skal jeg inden mødet have lavet to forslag til jobansøgniger og udfyldt en helvedes masse mere bureakrati. Jeg ved ikke, hvor de forestiller sig, at jeg har alt den tid fra. Det er ikke alle ledige, der danderer den i hyggesokker derhjemme.

Men sådan er det nok at være ledig. Jeg er måske også lidt uden for kategori, som Bjarke/Bjarne/Kasper opdagede. Jeg vil nemlig gerne være freelance. Og jeg vil også gerne beholde mit aktive job som fitnessinstruktør, fordi det gør mig glad og giver mig gode ideer til historier. Derfor er det dumt for mig at blive fuldtidsjobsøgende. Men supplerende dagpenge kan jeg kun få i 30 uger, og det er ikke meget, når man skal forsøge at få et netværk op at stå og få folk overtalt til at købe sine fortællinger. Faktisk er det latterligt lidt og frygteligt omstændeligt. Hvis jeg bare har én programlægning en uge, gælder det som en hel uge, og så har jeg kun 29 uger tilbage at køre på. Derefter må jeg klare mig med det, jeg har, eller blive fuldtidsjobsøgende. Ikke ligefrem min drøm. Derfor skal jeg pulje mine jobs, som Bjarke/Bjarne/Kasper sagde. Gad vide, hvornår vi får bygget mit hus færdigt? Jeg ringede til A-kassen igen i dag. Der var det en Susanne. Hun var heldigvis meget rar og kompetent og ikke åndssvagt pædagogisk. Hun ville ikke engang bygge et hus! Hun sagde en masse tal, som jeg ikke forstod, men jeg må gerne ringe igen og spørge efter hende.
Lige nu er det ret uoverskueligt at se, hvordan jeg skal kunne netværke mig til at overleve som freelance, når både økonomi og bureakrati er imod mig, men jeg må tage det en medarbejder af gangen.
Jeg håber bare, jeg kan få nok faste småjobs, så jeg kan betale min husleje hver måned og undgå at være fanget i dagpengelands jungle af Bjarke/Bjarne/Kaspere og Andersere og Susanner, som alle vil hjælpe mig i forskellige grad, men som også er lidt forvirrende at forholde sig til som nyuddannet og helt perpleks i hovedet over al den fremtid, der pludselig presser sig på.