Bandeblasfemi

Kender I det når man er fuld og får fikse ideer der lige på det tidspunkt virker som en god idé? For eksempel "Mine øjenbryn kunne da godt lige trænge til en bette plukning her efter seks øl og halvt i overtøjet på vej ud af døren!"

Så det gjorde jeg. Hvilket resulterede i at jeg nu har en meget flot hul i mit ene øjenbryn, det højre for at være eksakt. Og jeg har kun pandehår til den venstre side, så jeg kan ikke rigtig gemme det. Det ligner lidt jeg prøver at være med i en bande, og for hvert rivaliserende bandemedlem man lemlæster får man et snit i sit øjenbryn. Jeg har så åbenbart allerede klaret en.

Det er sjovt som mine øjenbryn bare aldrig rigtigt fungerer. De er en utroligt vigtig del af ens ansigtsmimik. Plukker man dem for meget ligner man lidt en forskrækket hest, plukker man dem for lidt, er udtrykket mere tungt og troldeagtigt og vælger man at farve dem skal man virkeligt overveje, om ens look er specielt nok til det.

Jeg havde troldelooket dengang jeg endnu ikke gik op i udseende og drenge, og det matchede meget godt mine troldeben. Men så viste min mor mig skraberen. Den kunne gøre ens behårede stænger til de blødeste barbieben på kort tid og efter et par gange, fik jeg heller ikke rifter på knæene mere. Derfor var det naturligt skridt derefter at begynde at plukke øjenbrynene, og generelt bare fjerne hår fra kroppen.
Det skete med mere eller mindre ekspertise, men især øjenbrynene volder mig til siadighed besvær! Alt for ofte er de skæve, så jeg konstant går rundt og ser lige arrogant ud med løftet øjenbryn. Det er jeg ikke! Jeg havde bare et uheld med min pincet! Som er formet som en lille blond pige i lyserødt tøj, men lad dig ikke narre, hun er ligesom alle andre piger. Hun gør ting på sin måde, og derfor ryger der nogle gange nogen hår af som ikke skulle have været plukket ud.
For eksempel de hår der holdt min højre øjenbryn samme til et og ikke to.

Derfor er jeg nu fuldgyldigt medlem af Aalborg Bloods eller hvad de kalder sig nu om dage, og det bliver jeg så ved med indtil hårene er vokset tilbage igen. Håber bare ikke jeg render ind i nogen af de rigtigt hårde i byen i morgen, for det er vel en form for bandeblasfemi at ufrivilligt bruge deres kendetegn på egen krop uden tilladelse. Lidt ligesom at sy rygmærker på eller gå med bandana.
Måske jeg skulle skjule brynene under en bandana, de sidste jeg kan huske som brugte bandana var Nik og Jay og Sidney Lee og dem er jeg ærligt ikke ligeså bange for.

Roser og neuroser

I går var jeg i biografen med en veninde. Vi så The Switch, Baby Surprise på dansk, verdens dårligste oversættelse, i det den er ligegyldig og ikke er en oversættelse. Men i den her meget søde pigefilm var der en dreng, en lille dreng på næsten syv år, med neuroser og gammelklogskab og en svaghed for rammer. Han ramte mig i det der bløde punkt, hvor børn normalt ikke når ind. Holder på det var fordi han var fiktiv og jeg ikke skulle passe ham, eller se på ham i mere end halvdelen af filmen.

Denne dreng fik mig til at tænke på at min kæreste kaldte mig neurotisk sidst jeg så ham. Det har jeg aldrig tænkt over om jeg er, men det er i hvert fald ikke en egenskab jeg nogensinde har fortalt andre om.
Drengen i filmen var jo rigtig sød, hans far var også ret neurotisk, men ikke helt så sød, mere lidt kikset og ikke så fri i sin tankegang.
Det fik mig til at slå ordet Neurotisk op i ordbogen. Bare for at se om jeg er mere sød eller kikset. I ordbogen stod der:

neurotisk [nöwˈro'tisk] adj. - , -e
□ som lider af el. er tegn på en neurose
◇ han virker ret neurotisk • sådan handler kun en neurotisk person • man kan blive neurotisk af at fortrænge sorg • hun har et neurotisk forhold til sin mor • disse malerier virker noget neurotiske
etymologi:
dannet af neuro- + -otisk

Okay, tænkte jeg så. Det fik jeg ikke meget ud af. Derfor slog jeg også ordet Neurose op. Dette stod der så:

neurose [nöwˈro·sə] sb. -n, -r, -rne
□ en psykisk forstyrrelse med angst og tvangstanker; påvirker ikke patientens personlighed og virkelighedsopfattelse
◇ angstneurose • tvangsneurose

Mener min kæreste at jeg er angst og lider af tvangstanker? Det kan umuligt være positivt ment. Jeg ville mere mene den er gal med min virkelighedsopfattelse, i det at jeg nogle gange lever lidt for meget i min egen verden. For eksempel når jeg laver soundtrack til det omgivende miljø og derfor glemmer at høre efter hvis folk taler til mig eller hvis biler dytter. Eller når jeg tager trappen i ekstra store spring for at løbe fra en fiktiv zombieefterfølger og løber direkte ind i en underbo og i stedet for 'Hej' kommer til at råbe 'PAS PÅ, DE KOMMER!'.

Okay, måske kan jeg godt lidt se hvad han mener. Jeg vil ikke mene jeg lider af tvangstanker, men jeg har da nogle bestemte ritualer og en lidt bestemt måde at omgåes kryds på. Især et kryds på Vesterbro, hvor der er en søjle fra en bygning og en lille meter derfra, en lygtepæl før krydset. Jeg skal ind mellem dem og om på den venstre side af lygtepælen for at gå over krydset, selvom den hurtigste vej ville være bare at gå ligeud i stedet for al den zig-zaggen.
Angst..nej! Måske.. jo lidt. Men mest når der er rigtig mange stressede mennesker der alle vil have fat i det samme fra køledisken og skubber og maser og driver mig til vanvid! Så tag dog en anden mælk eller gå lidt tilbage og vent, der er yoghurt og hytteost nok til alle!

Så ja, den er måske ikke helt gal. Men hvis min kæreste går og tænker jeg er fyldt med neuroser, angst og tvangstanker og jeg ikke er det, så bliver jeg det da i hvert fald nu! Nu kan jeg jo ikke tænke på andet end hvad mine tvangstanker kan være og om de findes, eller bare er ren indbildning. Og er indbildning ikke også en slags neurose, det er jeg lidt bange for. Se nu kom angsten også. Hvorfor kunne han ikke bare have givet mig almindelige roser som alle andres kærester gør når de ses efter langs tids adskillelse?