Facebook bitterfisse

Mens jeg sad i min vindueskarm og kiggede ud over vinterkolde Aalborg, med en pose tør müsli i den ene hånd, kom jeg pludselig til at tænke over forhold. Især forhold der er offentligt tilgængelige. Tanken udsprang nok af den bog jeg lige havde lagt fra mig, Bitterfissen, men ikke desto mindre kom jeg i tanke om et par på facebook, der er så vammelt forelskede, at det må være en løgn. Især når jeg ved den ene part har været den anden utro...

Jeg prøver ikke at pege fingre af nogen. Det undrer mig bare at man absolut skal udbasunere sin kærlighed på internettet. Også når det ikke går så fandens godt.

Så plopper der et lille hjerte op hvor der står 'indsæt navn her' er nu single.

Aldrig har privatlivet været så offentligt!

Det værste er nok når folk konstant skifter mellem at være i et forhold, til kompliceret til single. Styr nu jeres følelsesliv! Og hvis I ikke kan det, så lad da være med at poste det på facebook, som en anden idiot fra 5. klasse, der er kæreste med hende fra 7., men hun ved det bare ikke.

Det irriterer mig grænseløst og samtidig tjekker jeg facebook dagligt for at se hvem der er sammen med hvem, hvem der er single, hvad min kæreste egentlig foretager sig, hvem der laver noget spændende og hvem der lige skal slappe lidt af med alt for lange statusopdateringer. Vi gider ikke læse om alt fra du har været på toilettet til du spiste gammel leverpostej og din kæreste så slog op med dig, så du lavede en sur smiley for at folk skulle få medlidenhed med dig. Quit it!

Måske lyder jeg lidt som en bitterfisse nu, og det er egentlig et ret ubehageligt udtryk, især hvis man tager det helt bogstaveligt.

Men jeg blev lidt grebet af stemningen i bogen, det faktum at jeg piver dagligt over min vægt og alligevel sidder i en vindueskarm og propper ansigtet med tør müsli i mangel af mejeriprodukter og det faktum at jeg er afhængig af, at vurdere mig selv i forhold til andre. Især andres forhold i forhold til mit.

Jeg er i den slags forhold der aldrig bliver udbasuneret på nettet. Det tog cirka et år før min kæreste slettede 'single' fra sin status på facebook. Jeg blev først rigtig irriteret over at han var internet-ledig, da mine veninder spurgte hvorfor der stod han var single, når nu han var kæreste med mig, og havde været et stykke tid. Inden da havde jeg ikke lagt det store i det, bare tænkt at han nok havde glemt det. Men som tiden gik blev jeg mere og mere paranoid, alle mine veninders kærester, og de par med offentlig profil jeg gik ind på, viste stolt at de var i et forhold, sågar nogle gange med hvem. Hvem er det så jeg skulle skjules for?

Det irriterede mig blot endnu mere at jeg kunne blive irriteret over det, endda usikker, hvorfor skulle facebook bestemme om jeg følte mig tryg eller ej?

Jeg var, og er, nu heller ikke selv listet som værende i et forhold med nogen på facebook...

Men det par som så sukkersødt fordærver facebook med deres vammelt-gode beskeder og små pixelhjerter var ikke længe om at blive sat i et forhold på facebook. Endda begge på samme dag! Sjovt nok lige efter den enes sidespring.

Så i mit lille bitre indre kan jeg godt blive lidt smålig og håbe på at det måske var en form fra straf fra hendes side, at han skulle sættes i bås på det sted, hvor flest mennesker henter oplysninger om andre. Så er ingen i tvivl, og jeg kan sove, ikke roligt, men roligere, i god tro om at jeg er en rar kæreste, når jeg stiller mig (nogenlunde) tilfreds med at være skjult på facebook. For i virkelighedens verden er jeg jo ikke skjult. Jeg behøver ikke råbe højt og helligt om kærlighed på internettet, når jeg har den sikkerhed der er i, at vide man har hinanden i virkeligheden. Dem der har brug for at fortælle alt og alle de er 'i et forhold' eller 'single' på internettet, er enten usikre eller liderlige.

Alligevel er der måske under alt bitterheden, en snert af misundelse over at nogen kan vise sin kærlighed til hinanden så frit.

Det må simpelthen være skuespil.

Stå pub

Når ens mobil vælger ordet 'pub' før det helt normale udsagnsord 'stå' kunne man forledes til at tro ejeren er en vældig barhaj eller grønlænder. Men mobilen er min og da jeg kom hjem fra skiferie var ordet 'pub' åbenbart mere brugt end ordet 'stå'. Hvilket undrer mig en del. Jeg var nemlig ikke i nærheden af en bar hele ugen. Eller, vi spiste på et pizzaria hvor der var en bar ved siden af. Men baren var lukket og i stedet for øl, fik vi tre-farvet is til dessert.

Andre aftener fik vi da også drinks i form af rom og cola, eller jäger og eventyrvand (eventyrvand er den norske, utroligt grimme, pang-dang til hindbærbrus), men det var i hytten, sammen med kærestens forældre. Andre gange fik vi et shot til frokost, en cider på pisten eller en øl at køle ned på, men igen, dette foregik aldrig på en pub. Afterskiing var nemlig ikke noget jeg fik lov at prøve, Hemsedal holder kun deres afterskiing åbent fredag og lørdag. Vi var der søndag til fredag...

Hvordan 'pub' så er blevet det mest brugte ved jeg kke helt. Inden jeg drog mod Norge var jeg, ikke pinligt ædru, men ikke på pubs, barer eller diskoteker. Jeg holdt en ganske rolig privatfest hos mig selv, og der indgik ikke engang fadøl!

Så måske har min mobil bare sit eget liv, hvor de ord der er først, ikke er de ord jeg bruger mest, men er de ønsker min mobil har. Eller også udtrykker den mine ønsker før jeg selv er bevidst om dem. For nu jeg tænker over det, hvordan kan man så have holdt sin første skiferie nogensinde, uden at brække noget som helst, og så ikke fejre det med en god gammeldags omgang afterskiing på en norsk pub med dans på bordene og kolde pils i vanterne?

Måske føler jeg mig lidt snydt nu.

Godt jeg skal til Århus fredag, så kan jeg danse på bordene på Heidis, og med det evindelige snevejr vi har over Danmark lige nu, kunne jeg godt snyde mig selv til at tro, at jeg stadig befinder mig i Norge efter et par øl.

TSS

Nu ingen grund til alarm! Jeg er klar over TSS er en meget ubehagelig tampon-relateret sygdom, og jeg kan ikke helt udelukke at det ikke har en relevans for denne, sande, historie, men frygt ej, jeg er frisk som en havørn. Eller i hvert fald en ørn.

Men i denne sammenhæng står TSS ikke for Toxic Shock Symdrom, men nok nærmere Typisk dig Spasser Simone.

Efter en ganske vellykket fest gik turen videre i byen. Og efter en ganske vellykket bytur gik turen videre til morgenfest hos værten. Dum idé allerede der, men det var efterhånden så længe siden jeg havde prøvet det der morgenfest, at jeg var nødt til at genopleve det.

Ak ja, jeg måtte sande at omkring kl.08.00 kunne jeg ikke mere. Var faldet i søvn tilpas mange gange oveni en sammenfoldet dyne, med puderynker i ansigtet til følge, at min kæreste mente det var på tide vi gik hjem. Hjemturen husker jeg ikke meget af. Jeg prøver ikke at pudse min glorie, er ikke engang sikker på jeg har en, men jeg havde ikke drukket de sidste par timer, de sorte huller måtte være på grund af søvn, eller mangel herpå.

Men åbenbart var min kæreste og jeg ikke ret søvninge da vi endelig var kommet hjem. Husker svagt vi kom hjem og at jeg begyndte at lægge mine ting på plads, indtil toilettet blev ledigt. Jeg husker endda, at jeg tog min makeup af og børstede tænder. Lagde sågar mærke til, at der snart skulle skiftes tandpasta. Derefter bliver min hukommelse lettere sløret.

Da jeg vågnede et par timer senere, samme dag, omkring kl.14, slog det mig; jeg havde en tampon i, jeg husker noget om korpulering, men intet om hvorvidt tamponen kom ud.

Skyndte mig ud på toilettet. Skyndte er nok også så meget sagt. Vaklede vel nærmere haltende, lettere bagstiv, og med Agnetha-hår, ud i gangen og væltede ind af døren til badeværelset, der forresten virkelig trænger til at blive smurt.

Til min store lettelse var der ingen tampon.

Eller var der.

Det var der. Aldrig har en tampon været så meget på afveje, hvis jeg ikke kendte lidt til den menneskelige anatomi ville jeg sværge på, at jeg havde en tampon i bughulen.

Prøvede febrilsk at få fisket den ud, men ligemeget hjalp det. Overvejede mine muligheder, kunne spørge bagstiv kæreste om hjælp og håbe han stadig var beruset nok til at glemme det, jeg kunne fiske videre og ende med at få en mærkelig gangart, eller jeg kunne ringe til lægen.

Efter lidt gåen frem og tilbage blev det til den sidste mulighed. Jeg betaler trods alt skat.

Fik losset kæresten hjem og ringede midt om eftermiddagen til vagtlægen Svend. Som åbenbart ikke vidste at piger har lige cifre i den sidste del af cpr og drenge ulige. Og tydeligvis ikke hørte ret godt.Han vedblev stædigt med at sige jeg var fra '84 og ikke '89 og at mine sidste cifre var 27, hans andet gæt 57, for de tal minder jo så meget om hinanden. Det resulterede i at jeg ikke fandtes, før efter en seks minutters meget ty-de-lig fremførelse af min rigtige talkombination.

Efter et bad og en omgang tænderbørstning (med det sidste tandpasta i tuben) fløj jeg ned efter min cykel. Det her skulle overståes hurtigst muligt.

Men hvad andet kunne jeg forvente end at cykle til skadestuen på en flad cykel med kun et gear og en mini i maven. Mine ben gik som trommestikker og min fart lå lige omkring de 3 km i timen. Selv de gamle rollator damer virkede som stærke konkurrenter.

Forpustet og ydmyget gik jeg ind, og endelig til mit held, var der kun fire mennesker i kø før mig.

Det viste sig så at denne tampon ikke havde nogen snor. Derfor kunne jeg ikke få det lille udyr ud. Heldigvis var det en kvindelig vagtlæge og ikke Døve-Svend, der udførte indgrebet med en hap-hap og en lang pincet.

Hendes sidste ord til mig inden hun skyndte sig ud af døren var: "Ja, det kan jo ske når man har været i byen og sådan lidt, men nu må du ikke blive bange for at bruge dem. Jeg har aldrig oplevet noget helt som dette før." Fedt at være den første!

Kiggede mig i spejlet inden jeg gik forbi menneskekøen, der var blevet en del længere, så virkelig også hærget ud. No wonder hun havde gættet jeg havde været i byen trods bad, mint og parfume. Men jeg slap af med minien.

Den underlige gangart slap jeg dog ikke helt for.

Lille magnet på køleskabet der...

I dag købte jeg en magnet. En helt normal, flad, firkantet køleskabsmagnet med et pop-art motiv af Litchenstein. Normalt køber jeg ikke sådan nogle små ligegyldige ting, når pengene er endnu mindre, men den her magnet rørte noget dybt i mig. Hvordan en magnet kan det, begriber jeg ikke. Men da jeg så billedet af kvinden med telefonen ved øret, genkendte jeg straks følelsen kvinden på billedet illustrerede. Den nærmest undskyldende, flove følelse af at have udtrykt et ønske, som ikke kan opfyldes af den anden part. Et spørgsmål så enkelt, men så svært at få over læberne, for bare tanken om svaret, kan få en til at lægge røret på igen. Hvad nu hvis man bliver afvist? Og når man så gør, er der ikke andet at svare end de to små ord der stod skrevet i taleboblen: "Oh okay..." For man vil ikke afsløre for meget, for mange følelser, men de er der, og kan ikke helt skjules med en søgt joke og falsk smil.

Kvinden med det røde hår og de bedrøvede øjne gik lige ind i mit inderste, selvom det var noget så småt som en magnet og kun en kejtet reproduktion af en af mine yndlingskunstnere.

Nu hænger hun på mit køleskab. Men hun er ikke alene. I butikken var der også magneter med andre motiver af Roy Litchenstein. Jeg købte to.

Udover kvinden der repræsenterede en følelse jeg havde glemt og gemt, men straks genkendte og som manifesterede sig i mig, tog jeg en magnet med et par fanget midt i et lidenskabeligt kys. Det kys kvinden på den anden magnet måske ønskede sig, da hun tog telefonen og drejede nummeret. Det kys som er det bedste i verden. En forløsning af akkumulerede følelser, en bekræftelse på at der ikke er andre end dig, og du er den eneste ene. Hun fik det den anden kvinde ønskede, og selvom de bare er døde billeder, håber jeg at kvinderne er den samme. Håber på at det kys en dag springer ud af illustrationen og jager det lille forskræmte 'Oh okay...' ud af lejligheden og ud af min svindende usikkerhed.