At lade som om

Jeg har en rigtig sød kollega. Hun siger altid hej, når vi støder på hinanden, og på arbejde sludrer vi altid og hilser noget så hjerteligt. Hun er lyshåret og hedder...
Det er det, der er problemet – jeg aner ikke, hvad hun hedder! Jeg kan end ikke huske, om jeg nogensinde har fået det at vide.

Der er efterhånden gået så lang tid med kammeratlige møder, at det nu er pinligt at spørge "Hvem er det lige, du er?" Senest fortalte hun om sit speciale, jeg nikkede og snakkede med. Lyttede ganske som man skal, men vidste, og ved stadig ikke, hvad det er for et studie, hun er ved at afslutte.

Heller ikke det kunne jeg få mig selv til at spørge om. Det vil sige, at jeg har gjort det lige en tand mere akavet, næste gang vi mødes.

Hvorfor er det, at det er så pinligt at indrømme, man har glemt et enkelt navn, beskæftigelse eller tilhørsforhold? Det er sket for mig før, og kun én gang har jeg blankt måtte sige, at jeg virkelig ikke kunne huske personens navn. Hun svarede endda pænt "Maria", og har siden fundet mig på Facebook, så helt galt gik det jo ikke. Men hende havde jeg også kun lige mødt, og det var på Roskilde. Normalt er jeg lidt fuldere dér end på arbejde.

Derfor er den lidt sværere med kollegaen. Vi har trods alt arbejdet sammen et års tid, været til personalefester og træner samme sted. Det er så pinligt for mig at spørge om hendes navn, at jeg, når jeg overvejer at gøre det, kløjes i ordene og spørger om noget helt andet.
"Kender du også det, når man glemmer... at trække ud efter sig, og personen bagefter råber op, så man må se helt perpleks ud, for at de ikke skal tro, det var en selv?," eller
"Jeg er ked af det, men jeg har glemt... hvad det er, de klamper på spinningskoene hedder?," helt ud af det blå. Hun svarer altid høfligt, men efterhånden må hun da undre sig lidt over mine meget pludselige glemsomme spørgsmål.

Jeg har det lidt på samme måde, med at lade som om jeg har nogle oplysninger, jeg er fuldstændig uvidende om, når folk snakker om et emne, de mener, jeg tydeligvis også er helt inde i. Når talen falder på den russiske tsar række og dens betydning for dansk kvægavl, eller om ham der fra det der band som har givet 80 millioner til beskyttelse af røde myrer i Tanzanias underskov. Ligeså snart jeg kan mærke, folk forventer, jeg ved noget, så er det umådeligt svært for mig at indrømme, at jeg ikke ved ligeså meget, som de tror, om hvad nu talen tilfældigvis faldt på. Både over for dem og over for mig selv.

Om det er en forsvarsmekaniske, ved jeg ikke. Men den virker altså ikke synderligt godt. Den forvirrer mere end den gavner og gør det svært at holde styr på alle de ting, man lader som om man ved, men ikke aner noget om og burde slå op, ligeså snart man kommer i nærheden af lidt internet og ensomhed.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde den kørende med min kollega uden hendes vidende. Forhåbentligt til jeg finder ud af, hvem hun er af anden vej. Så undgår jeg alle pinligheder og undgår, at hun måske tager det personligt. Det ville være det værste. Især hvis jeg møder flere at lege lade-som-om med. Det ville blive noget rod at holde styr på flere unavngivne bekendtskaber. Specielt hvis de så begynder at tale om noget helt vildt akademisk, jeg skal skrive mentalt ned og finde i en encyklopædi for i det mindste at have styr på den del til næste gang vi ses.

R.I.P tastatur

En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"

Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.

Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.

Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!

Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.

Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.

Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!

Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.

Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.

Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!

TSS

Nu ingen grund til alarm! Jeg er klar over TSS er en meget ubehagelig tampon-relateret sygdom, og jeg kan ikke helt udelukke at det ikke har en relevans for denne, sande, historie, men frygt ej, jeg er frisk som en havørn. Eller i hvert fald en ørn.

Men i denne sammenhæng står TSS ikke for Toxic Shock Symdrom, men nok nærmere Typisk dig Spasser Simone.

Efter en ganske vellykket fest gik turen videre i byen. Og efter en ganske vellykket bytur gik turen videre til morgenfest hos værten. Dum idé allerede der, men det var efterhånden så længe siden jeg havde prøvet det der morgenfest, at jeg var nødt til at genopleve det.

Ak ja, jeg måtte sande at omkring kl.08.00 kunne jeg ikke mere. Var faldet i søvn tilpas mange gange oveni en sammenfoldet dyne, med puderynker i ansigtet til følge, at min kæreste mente det var på tide vi gik hjem. Hjemturen husker jeg ikke meget af. Jeg prøver ikke at pudse min glorie, er ikke engang sikker på jeg har en, men jeg havde ikke drukket de sidste par timer, de sorte huller måtte være på grund af søvn, eller mangel herpå.

Men åbenbart var min kæreste og jeg ikke ret søvninge da vi endelig var kommet hjem. Husker svagt vi kom hjem og at jeg begyndte at lægge mine ting på plads, indtil toilettet blev ledigt. Jeg husker endda, at jeg tog min makeup af og børstede tænder. Lagde sågar mærke til, at der snart skulle skiftes tandpasta. Derefter bliver min hukommelse lettere sløret.

Da jeg vågnede et par timer senere, samme dag, omkring kl.14, slog det mig; jeg havde en tampon i, jeg husker noget om korpulering, men intet om hvorvidt tamponen kom ud.

Skyndte mig ud på toilettet. Skyndte er nok også så meget sagt. Vaklede vel nærmere haltende, lettere bagstiv, og med Agnetha-hår, ud i gangen og væltede ind af døren til badeværelset, der forresten virkelig trænger til at blive smurt.

Til min store lettelse var der ingen tampon.

Eller var der.

Det var der. Aldrig har en tampon været så meget på afveje, hvis jeg ikke kendte lidt til den menneskelige anatomi ville jeg sværge på, at jeg havde en tampon i bughulen.

Prøvede febrilsk at få fisket den ud, men ligemeget hjalp det. Overvejede mine muligheder, kunne spørge bagstiv kæreste om hjælp og håbe han stadig var beruset nok til at glemme det, jeg kunne fiske videre og ende med at få en mærkelig gangart, eller jeg kunne ringe til lægen.

Efter lidt gåen frem og tilbage blev det til den sidste mulighed. Jeg betaler trods alt skat.

Fik losset kæresten hjem og ringede midt om eftermiddagen til vagtlægen Svend. Som åbenbart ikke vidste at piger har lige cifre i den sidste del af cpr og drenge ulige. Og tydeligvis ikke hørte ret godt.Han vedblev stædigt med at sige jeg var fra '84 og ikke '89 og at mine sidste cifre var 27, hans andet gæt 57, for de tal minder jo så meget om hinanden. Det resulterede i at jeg ikke fandtes, før efter en seks minutters meget ty-de-lig fremførelse af min rigtige talkombination.

Efter et bad og en omgang tænderbørstning (med det sidste tandpasta i tuben) fløj jeg ned efter min cykel. Det her skulle overståes hurtigst muligt.

Men hvad andet kunne jeg forvente end at cykle til skadestuen på en flad cykel med kun et gear og en mini i maven. Mine ben gik som trommestikker og min fart lå lige omkring de 3 km i timen. Selv de gamle rollator damer virkede som stærke konkurrenter.

Forpustet og ydmyget gik jeg ind, og endelig til mit held, var der kun fire mennesker i kø før mig.

Det viste sig så at denne tampon ikke havde nogen snor. Derfor kunne jeg ikke få det lille udyr ud. Heldigvis var det en kvindelig vagtlæge og ikke Døve-Svend, der udførte indgrebet med en hap-hap og en lang pincet.

Hendes sidste ord til mig inden hun skyndte sig ud af døren var: "Ja, det kan jo ske når man har været i byen og sådan lidt, men nu må du ikke blive bange for at bruge dem. Jeg har aldrig oplevet noget helt som dette før." Fedt at være den første!

Kiggede mig i spejlet inden jeg gik forbi menneskekøen, der var blevet en del længere, så virkelig også hærget ud. No wonder hun havde gættet jeg havde været i byen trods bad, mint og parfume. Men jeg slap af med minien.

Den underlige gangart slap jeg dog ikke helt for.