Jeg har en rigtig sød kollega. Hun siger altid hej, når vi støder på hinanden, og på arbejde sludrer vi altid og hilser noget så hjerteligt. Hun er lyshåret og hedder...
Det er det, der er problemet – jeg aner ikke, hvad hun hedder! Jeg kan end ikke huske, om jeg nogensinde har fået det at vide.
Der er efterhånden gået så lang tid med kammeratlige møder, at det nu er pinligt at spørge "Hvem er det lige, du er?" Senest fortalte hun om sit speciale, jeg nikkede og snakkede med. Lyttede ganske som man skal, men vidste, og ved stadig ikke, hvad det er for et studie, hun er ved at afslutte.
Heller ikke det kunne jeg få mig selv til at spørge om. Det vil sige, at jeg har gjort det lige en tand mere akavet, næste gang vi mødes.
Hvorfor er det, at det er så pinligt at indrømme, man har glemt et enkelt navn, beskæftigelse eller tilhørsforhold? Det er sket for mig før, og kun én gang har jeg blankt måtte sige, at jeg virkelig ikke kunne huske personens navn. Hun svarede endda pænt "Maria", og har siden fundet mig på Facebook, så helt galt gik det jo ikke. Men hende havde jeg også kun lige mødt, og det var på Roskilde. Normalt er jeg lidt fuldere dér end på arbejde.
Derfor er den lidt sværere med kollegaen. Vi har trods alt arbejdet sammen et års tid, været til personalefester og træner samme sted. Det er så pinligt for mig at spørge om hendes navn, at jeg, når jeg overvejer at gøre det, kløjes i ordene og spørger om noget helt andet.
"Kender du også det, når man glemmer... at trække ud efter sig, og personen bagefter råber op, så man må se helt perpleks ud, for at de ikke skal tro, det var en selv?," eller
"Jeg er ked af det, men jeg har glemt... hvad det er, de klamper på spinningskoene hedder?," helt ud af det blå. Hun svarer altid høfligt, men efterhånden må hun da undre sig lidt over mine meget pludselige glemsomme spørgsmål.
Jeg har det lidt på samme måde, med at lade som om jeg har nogle oplysninger, jeg er fuldstændig uvidende om, når folk snakker om et emne, de mener, jeg tydeligvis også er helt inde i. Når talen falder på den russiske tsar række og dens betydning for dansk kvægavl, eller om ham der fra det der band som har givet 80 millioner til beskyttelse af røde myrer i Tanzanias underskov. Ligeså snart jeg kan mærke, folk forventer, jeg ved noget, så er det umådeligt svært for mig at indrømme, at jeg ikke ved ligeså meget, som de tror, om hvad nu talen tilfældigvis faldt på. Både over for dem og over for mig selv.
Om det er en forsvarsmekaniske, ved jeg ikke. Men den virker altså ikke synderligt godt. Den forvirrer mere end den gavner og gør det svært at holde styr på alle de ting, man lader som om man ved, men ikke aner noget om og burde slå op, ligeså snart man kommer i nærheden af lidt internet og ensomhed.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde den kørende med min kollega uden hendes vidende. Forhåbentligt til jeg finder ud af, hvem hun er af anden vej. Så undgår jeg alle pinligheder og undgår, at hun måske tager det personligt. Det ville være det værste. Især hvis jeg møder flere at lege lade-som-om med. Det ville blive noget rod at holde styr på flere unavngivne bekendtskaber. Specielt hvis de så begynder at tale om noget helt vildt akademisk, jeg skal skrive mentalt ned og finde i en encyklopædi for i det mindste at have styr på den del til næste gang vi ses.
Det er det, der er problemet – jeg aner ikke, hvad hun hedder! Jeg kan end ikke huske, om jeg nogensinde har fået det at vide.
Der er efterhånden gået så lang tid med kammeratlige møder, at det nu er pinligt at spørge "Hvem er det lige, du er?" Senest fortalte hun om sit speciale, jeg nikkede og snakkede med. Lyttede ganske som man skal, men vidste, og ved stadig ikke, hvad det er for et studie, hun er ved at afslutte.
Heller ikke det kunne jeg få mig selv til at spørge om. Det vil sige, at jeg har gjort det lige en tand mere akavet, næste gang vi mødes.
Hvorfor er det, at det er så pinligt at indrømme, man har glemt et enkelt navn, beskæftigelse eller tilhørsforhold? Det er sket for mig før, og kun én gang har jeg blankt måtte sige, at jeg virkelig ikke kunne huske personens navn. Hun svarede endda pænt "Maria", og har siden fundet mig på Facebook, så helt galt gik det jo ikke. Men hende havde jeg også kun lige mødt, og det var på Roskilde. Normalt er jeg lidt fuldere dér end på arbejde.
Derfor er den lidt sværere med kollegaen. Vi har trods alt arbejdet sammen et års tid, været til personalefester og træner samme sted. Det er så pinligt for mig at spørge om hendes navn, at jeg, når jeg overvejer at gøre det, kløjes i ordene og spørger om noget helt andet.
"Kender du også det, når man glemmer... at trække ud efter sig, og personen bagefter råber op, så man må se helt perpleks ud, for at de ikke skal tro, det var en selv?," eller
"Jeg er ked af det, men jeg har glemt... hvad det er, de klamper på spinningskoene hedder?," helt ud af det blå. Hun svarer altid høfligt, men efterhånden må hun da undre sig lidt over mine meget pludselige glemsomme spørgsmål.
Jeg har det lidt på samme måde, med at lade som om jeg har nogle oplysninger, jeg er fuldstændig uvidende om, når folk snakker om et emne, de mener, jeg tydeligvis også er helt inde i. Når talen falder på den russiske tsar række og dens betydning for dansk kvægavl, eller om ham der fra det der band som har givet 80 millioner til beskyttelse af røde myrer i Tanzanias underskov. Ligeså snart jeg kan mærke, folk forventer, jeg ved noget, så er det umådeligt svært for mig at indrømme, at jeg ikke ved ligeså meget, som de tror, om hvad nu talen tilfældigvis faldt på. Både over for dem og over for mig selv.
Om det er en forsvarsmekaniske, ved jeg ikke. Men den virker altså ikke synderligt godt. Den forvirrer mere end den gavner og gør det svært at holde styr på alle de ting, man lader som om man ved, men ikke aner noget om og burde slå op, ligeså snart man kommer i nærheden af lidt internet og ensomhed.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde den kørende med min kollega uden hendes vidende. Forhåbentligt til jeg finder ud af, hvem hun er af anden vej. Så undgår jeg alle pinligheder og undgår, at hun måske tager det personligt. Det ville være det værste. Især hvis jeg møder flere at lege lade-som-om med. Det ville blive noget rod at holde styr på flere unavngivne bekendtskaber. Specielt hvis de så begynder at tale om noget helt vildt akademisk, jeg skal skrive mentalt ned og finde i en encyklopædi for i det mindste at have styr på den del til næste gang vi ses.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar