tirsdag den 31. juli 2012

Tabu

Fire bogstaver, men flere undertrykte emner end der kan tælles til. På polynesisk betyder det forbud. I dagligdags sprog bærer det meningen "det vi ikke taler om". Så lille et ord, for så store krumspring af hensyntagen til verden omkring os. Tabu. Jeg selv kæmper for at bryde tabuets bånd om det frie danske sind og sprog. Men det er svært. Især når mit eget største tabu er et uundgåeligt og meget naturligt emne. Toilettet.

Det er ikke kun mig, der har et akavet forhold til et af civilisationens vigtigste milepæle. Måske er det derfor, det er så svært for mig at forvandle toilettabu til toiletfrihed. Samfundet er skruet sammen på en måde, hvor det, der foregår på toilettet, er omgæret af dyb mystik og stilhed. Også selvom det der foregår derude, ikke altid er så stille, men tit meget gæret.
Især når det kommer til kvindekønnet, bliver det at gå på toilettet så stort et tabu, at nogle drenge har fundet på, at der kommer roser ud af piges numser, eller at de bare rent ud sagt ikke skider.
Hermed vil jeg gerne sprænge dette tabu, før mit indre sprænges for at leve op til forestillingen.
Drenge, det er en løgn. Piger skider. Big time.

Det lugter. Nu er lorten ude, om man så må sige. Det gør det dog ikke mindre besværligt for mig at gå på toilettet, når der er andre i køen, i huset, i verden. Det er så indgroet i mig, at det er noget ulækkert, og noget pæne piger ikke gør, at det, trods alle gode intentioner om frihed, lighed og lort, er tabubelagt for mig at gå på toilettet, når der er andre i nærheden.
Bare det at tisse direkte ned i kummen kan få mine tæer til at krummes i væmmelse over, hvad andre folk dog ikke må tænke om mig. Den pæne pige er jo en hest! Et regulært Niagara Falls, en støjende strøm af urin!

Nej, ellers tak. Så hellere holde mig, til jeg ved, jeg er alene. Sådan var det i hvert fald engang. Efter en tur i Indien blev jeg kureret for det værste, da jeg med morgentoget blev mere eller mindre ufrivilligt vidne til begivenheden 'fælles morgenskidning i det fri langs jernbanen', da jeg boede med tre piger, der alle havde diarré på samme tid, og da jeg blev tvunget til at bruge toilet uden skyl, og uden kumme eller cisterne for den sags skyld.
Jeg blev hærdet. Men skallen krakellerede, da jeg kom tilbage til ordentlige Danmark, hvor toilettet er af perlende hvid porcelæn, og talen derom er ligeså poleret som toiletsædet.

Bruge offentlige toiletter kan jeg dog nu. For det meste. Akavet er det stadig, når man på vej ind på et toilet opfanger en utrolig dårlig lugt fra den foregående og kommer i risikozonen for, at personen næst i køen tror, det er en selv. Den tanke kan få mig til at vende om før lugten.

Men et toilet jeg endnu kæmper med at overvinde, er toilettet hos min kæreste. Han er den eneste dreng, jeg håber stadig går rundt med ideer om roser og forstoppelse i hovedet. Og ikke nok med toilettet er inde i hans lejlighed, det er også lydt som bare pokker. Det nærmest forstærker alt, sladrer, tabuiserer mit ellers så frie sind.

Kampen mod tabuerne i samfundet er nok så evig som religionskrige og roulader fra Dancake. Mine egne kampe er endnu ikke slut. Men jeg giver ikke op. Hellere brække sig, end at trække sig! Eller blive forstoppet og kun gå på toilettet for at tisse, for det må piger åbenbart godt sige højt in plenum.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar