Rumlighed

Når der ikke er mere at sige. Når alt er sagt. Når tårerne trækker glimtende spor på frostbidte kinder i blegt vintersolskin. Når noget betyder så meget, at man umuligt kan rumme det. Umuligt kan rumme mere. Hvor går man så hen? Hvornår skal man sige stop?

Jeg kan ikke stoppe. Men jeg kan heller ikke rumme mere.

Du har noget i næsen pt. 2

"Du har noget i næsen," ville jeg have sagt. I stedet rørte jeg ved hans kind. Et slags medlidende nus og en afledning for ikke selv at pille det ud. Et tic.
I forvejen er det akavet, når ens venner har noget siddende i næsen. Hver gang de trækker vejret bevæger det sig. Løsner sig måske en smule. Det er kun et spørgsmål om tid, før det flyver ud på ens skjorte. Værre er det, når det er ens kærestes næse, som truer med at fnyse indtørret slim ud på en.

Jeg ville gerne hjælpe, men jeg kan ikke få ordet 'noget' over mine læber, når jeg egentlig mener 'bussemand'. Et ord som er på linje med 'prut'. Det er grimt på en barnlig-ubehagelig måde. Derfor sagde jeg ikke noget dengang. Og derfor sagde jeg heller ikke noget i dag.

Jeg håber ikke, det gør mig til både en dårlig ven og en dårlig kæreste.
Jeg kyssede da igen, selvom jeg frygtede, at det ikke kun var kysset, der blev plantet på mit ansigt. 

Du har noget i næsen pt. 1

"Du har noget i næsen," sagde jeg ikke. Jeg stirrede kun lidt, men længe nok til at hun pillede nervøst ved sin ene næsefløj. Det hjalp ikke.

Jeg siger altid, at hvis jeg har noget i næsen, så skal folk sige det, så jeg kan fjerne det, inden flere ser det. Og ikke påpeger det. Det ser dumt ud. Uhygiejnisk. Det minder mig om børnehaven. Ellevetaller og lange glinsende striber op af ærmerne. Men alligevel bliver jeg flov, når de velmenende og ordreadlydende mennesker siger, at der sidder noget. Skal man pille det ud, mens de kigger? Spørge efter en Kleenex? Et toilet? En skovl?

For det meste flakser min håndryg op om næsen, inden jeg når at spørge efter hjælp. Og så bliver der ikke talt mere om det. Heller ikke hvis fremmedlegemet bliver siddende. Det opdager man først senere. Og med 'man' mener jeg ikke kun mig. Jeg mener også de stakler, som tror de har fjernet det, fordi der ikke bliver talt mere om det. For det er som om, at når ordene først er ude, så er det, at det bliver rigtig pinligt. For begge parter.

Min veninde havde noget i næsen hele dagen. Til sidst håbede jeg, at der ville være en mere venlig ven end mig, der ville sige noget. Da jeg mødte hende senere, kunne jeg se, at den person havde hun ikke mødt.
Det havde jeg heller ikke. Min egen morgenmad sad stadig mellem mine tænder.

Kæledyrs kærlighed

I går så jeg en pige med den største broche, jeg nogensinde har set. Den fyldte hele hendes ene bryst og strakte sig op om skulderen til halsen, hvor en række perler glinsede i lygtepælens gullige skær.
Men så huskede jeg, at jeg ikke havde mine briller på.
Brochen var en hund, og perlerne tænder. Dens tunge daskede ud af flaben, når pigen bevægede sig og bumpede hunden på plads på armen. Det regnede. Hunden skulle måske ikke have våde poter. Ingen ben var pakket ind i gips, og på nært hold lignede det en af den type hunde, som sagtens selv kan gå.

Men en tendens har bredt sig. Små hunde, og også hunde på + 10 kg, skal bæres rundt på armen eller i små tasker med kighuller. De stakkels dyr er i fare for at glemme, hvem de er. Nemlig dyr. Og ikke dukker.

Vores forhold til vores kæledyr har ændret sig meget, siden vi fandt ud af man kunne andet end at flå og æde dem. Vi elsker og forguder dem. Og siden vi har fået flere penge, er vi begyndt at bruge flere af dem på vores firbenede venner. Vi børster dem med børster fra Mason Pearson, giver dem tøj på fra Gucci og sætter lædersnorerne fast i halsbånd med diamanter og sølvvedhæng. De er ikke bare dukker, de er symboler på vores livsstil. De er smykker på vores i forvejen tyngede kroppe!

Jeg havde lyst til at rive hunden ned af pigens skulder, og befri både den og hende fra det forkvaklede forhold, de havde gang i på åben gade. Vaske materialismen og statussymbolismen af i rendestenen. Se hunden stæse af sted på sine stærke ben og pigen give sine penge til de hjemløse om hjørnet. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Der var kærlighed i hundens øjne, når den så på sin ejer. Eller også var det frygt for at blive tabt.

Jeg fortalte det til en af mine kammerater.

"Da jeg var lille, havde jeg da også mine kaniner med mig overalt," fortalte han. Jeg smilede og tænkte på ham som kun tre lorte høj med sin Pjuske og sin Peter.
"Min mor havde syet dem om til vanter, så om vinteren havde jeg dem jo på hver dag!"

Kærlighed kommer i mange afskygninger.