Du har noget i næsen pt. 2

"Du har noget i næsen," ville jeg have sagt. I stedet rørte jeg ved hans kind. Et slags medlidende nus og en afledning for ikke selv at pille det ud. Et tic.
I forvejen er det akavet, når ens venner har noget siddende i næsen. Hver gang de trækker vejret bevæger det sig. Løsner sig måske en smule. Det er kun et spørgsmål om tid, før det flyver ud på ens skjorte. Værre er det, når det er ens kærestes næse, som truer med at fnyse indtørret slim ud på en.

Jeg ville gerne hjælpe, men jeg kan ikke få ordet 'noget' over mine læber, når jeg egentlig mener 'bussemand'. Et ord som er på linje med 'prut'. Det er grimt på en barnlig-ubehagelig måde. Derfor sagde jeg ikke noget dengang. Og derfor sagde jeg heller ikke noget i dag.

Jeg håber ikke, det gør mig til både en dårlig ven og en dårlig kæreste.
Jeg kyssede da igen, selvom jeg frygtede, at det ikke kun var kysset, der blev plantet på mit ansigt. 

Pick your battles

Forventninger er en underlig størrelse. Nogle gange er det godt at have forventninger, noget at forholde sig til mentalt inden virkeligheden viser om det nu også forholder sig sådan. Forventningerne kan være så lave, at man ender med at blive positivt overrasket. Andre gange, det stik modsatte. For høje forventninger kan tage pusten ud af selv den mest velplanlagte fest. Nogle gange er spontanitet bare nemmere. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Jeg er desværre typen der er rigtig god til at have høje forventninger og glæde sig rigtig meget til... alt! Det har tit gjort at jeg ender med at blive rigtig skuffet. Ikke fordi arrangementerne, festerne, udsalget eller kaffen er virkeligt dårlige, det er bare umuligt at leve op til de forventninger jeg kan skrue op for!

Her den anden dag burde jeg have vidst jeg skulle skrue lidt ned for dem. Jeg skulle besøge min kæreste i København efter næsten to ugers adskillelse. Det lyder nok ikke af meget for den garvede langdistance romantiker, men nu har jeg heller aldrig været en hund efter afstand. Hvorom alting er, så er han flyttet mange hundrede kilometer væk og der kan gå lang tid i mellem møderne, især når man er vant til at ses næsten dagligt.
Selvfølgelig skulle jeg dulles op. Ikke på den dullede måde, men kender ikke et udtryk der er lige så dækkende for den handling som 'at dulle sig op'. Jeg fik opfrisket farven i håret, tjek! Denne gang var jeg tilfreds med det mørkebrune look, mit hår var ved at falde på plads efter klipningen for tre uger siden, som var lidt voldsom, og det rødlige jeg fik i første gang, blev rimelig godt gemt væk. Intet problem dér og derfor voksede forventningerne i mig.

Selvom jeg lige havde tilbragt en uge i Alanya, mente jeg at jeg godt kunne trænge til lidt sol. Mest fordi jeg ikke fik ligeså meget sol i Alanya som mine veninder, pga. en lille indlæggelse og en generel angst for dehydrering og udtørring i den stærke sydens sol. Nok er rosiner mørke, men det rynkede look venter jeg lige nogle årtier med, tak.
Derfor ville jeg en lille tur i sol, bare et kvarter, og så træne en time bagefter.
Normalt tager jeg 12,5 minutters sol, det passer lige med 25 kr og jeg bliver aldrig rød af det. To et halvt minut ekstra kunne ingen skade gøre vurderede jeg. Jeg blev heller ikke rød denne gang, ikke over det hele i hvert fald. Min krop havde jo taget en god del farve til sig på ferien, men havde ikke overvejet huden under bikinien, som ikke har set sol i umindelige tider!
Mine hvide bikinimærker skiftede farve til pink. Heldigvis gjorde det ikke ondt, endnu.

Efter lidt kortere træning end planlagt gik jeg ned for at klæde om. I badet gik det op for mig at min hud føltes lidt underlig. Hele mit maveskind var dækket af bittesmå blærer! Og min bikini var skiftet fra harmløs pink til hot sexy mama in the hood screaming pink! Avs! Hverken blærerne eller den nye farveskala på mine mere intime områder passede ind i mit weekend skema!

Dagen efter var det ren smerte når jeg havde tøj på. Selv mine løse arbejdsbukser lavede så stor friktion mod ballerne når jeg bevægede mig at det føltes som om jeg havde ild i røven. Og ikke på den gode måde, for mit energiniveau var helt nede. Det var slet ikke som jeg havde planlagt. Heldigvis var blærerne væk, kun en umærkelig kløen på maven blev tilbage.
Samme aften skulle jeg med toget til København og jeg var så træt og mine baller, hofteben og bryster sved så det var svært at opretholde en normal siddestilling i toget uden at ligne en med nyresten.

Endelig nåede jeg København. Men i toget havde jeg haft al mulig tid til at forestille mig hvordan vi løb hen mod hinanden og kyssede lidenskabeligt og fortalte hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden.
Dette skete selvfølgelig ikke.
Jeg stod af toget, vidste ikke hvor jeg var og ringede efter min manglende kæreste. Han stod meget fuld for enden af rulletrappen. Kysset lugtede af gammel spiritus og jeg måtte spørge direkte om han havde savnet mig.
Bussen vi skulle med videre var forsinket og jeg havde selvfølgelig valgt et afslappet celebrity rejse look, som er udemærket at rejse i hvad angår praktikken. Hvis der er over 20 grader. Hvad der ikke er på Københavns Hovedbanegård kl. halv 1 om natten og bussen lader vente på sig i omegnen af 30 minutter.
Derhjemme sved min hud på nogle områder så meget at jeg næsten ikke kunne strække mig ud og jeg var tilbøjelig til bare at bede om en stor tube kold kopattesalve og anmodning til at ligge i fosterstilling resten af natten.

Alle disse ting kunne jeg nok ikke have undgået, taget mit varierende held i betragtning, men hvis jeg ikke havde forventet en masse og haft lyserøde tanker flyvende i mit hovede i samtlige fire timers togtur havde de måske ikke virket så ødelæggende. Jeg var sikker på hele weekenden var ødelagt.
Og indrømmet, den levede ikke op til mine forventninger. Men det burde jeg også have vidst på forhånd den ikke ville. Ikke at det var helt urealistiske forstillinger jeg havde, men jeg vidste, og ved, hvilket forhold vi har og det er ikke lyserødt med glimmer og små bløde pelsdyr med disneyøjne. Det er nok egentlig bedre end det. Fordi jeg ikke ved præcis hvad jeg kan forvente mig, og selvom det ikke altid lever op til mine forventninger sker der noget, eller en af os gør noget, uventet eller helt i gennem ægte som vejer op for alle de ting der, i mit hovede, trak ned på forventningslisten.

Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derover, eller han kommer her og besøger mig. Måske helt spontant? Med roser og chokolade? Eller inviterer mig på hotel?

Forvent ikke jeg lærer noget af at have for høje forventninger. Nok kan det være skuffende, men jeg vil hellere tage skuffelsen med og så have glæden ved at vente og bare glæde sig. Jeg har lært at æde nederlaget, for den eneste det er et nederlag for er mig. Desuden ved jeg også at jeg aldrig lærer ikke at glæde mig op opbygge et fort af forventninger. Pick your battles læste jeg engang på et skilt. Det vil jeg så gøre i denne omgang, og det nytter ikke at slås mod egen forventninger når de er højere end en selv.

Godt nytår Aalborg!

Så blev det januar endnu engang. Sidder og fejrer den første dag i det nye år med hovedpine og kold pizza fra i forgårs. Sneen ligger tykt over byen, det ser forfriskende ud, men alligevel for koldt til at vove sig ud i på nuværende tidspunkt. 

Som altid blev årets sidste dag fejret med rigelige mængder mad, alkohol, fest og fyrværkeri. 

Var til fest hos en veninde. Jeg stod for maden, så jeg var tidligt oppe og i gang. En omgang nytårs feminess inden smukkeseringen og madlavningen. 

Gik over til min veninde ved 3 tiden om eftermiddagen. Skide hyggelig start på løjerne. Maden blev klar til tiden. Jeg havde købt ny prinsesseagtigt kjole, som jeg, efter lange diskussioner, endte i, selvom den var meget finere end hvad jeg normalt har på. Men sådan er nytår jo, man skal helst være lidt overdrevet på den ene eller den anden måde. Efter den obligatoriske nytårstale fra dronningen var alle der skulle spise med, samlet. Rigtig hyggelig fest, gode venner, god mad og ingen intentioner om at ende året som sidst, hvor jeg gik voldsomt kold og intet husker fra kl.11. Det var mit nytårsfortsæt – ikke at lave samme trick som sidste år og derfor kun have begrænsede mængder sprut med og ellers køre den på øl. God plan! 

Inden det helt store ståhej kl.12.00 midnat kom der så disse drenge forbi. Efter ikke ret lang tid hører jeg den ene, Polakken, sige til sin ven "Hvad får jeg hvis jeg scorer hende der?" Så var det jeg blev nysgerrig, lige indtil jeg fandt ud af det var mig de snakkede om! Hvad gør man så, skal man blive kæmpe fornærmet eller tage det som en kompliment? Jeg valgte det første. Store idiot altså. Desværre for ham havde jeg ikke bare hørt hvad han sagde, en af de andre var lige så opsat på at få midnatskysset af mig. Han var derimod bare rigtigt interesseret. Han fortalte en af mine veninder at jeg var så smuk at se på, at han næste ikke kunne sidde ved siden af mig. Meget sødt, meen lige lidt for sødt til mig. Desværre for ham syntes jeg også han var lidt en klaphat, så de to fik lov at slås om pladsen ved siden af mig, uden at få noget som helst ud af det.

Kl.12 hoppede vi alle rundt, gav knusere, skød det nye år ind med krudt og kugler, fik kolde tæer i sneen og prøvede at få øje på alle de penge der gik til mellem skyerne. Det var bare utroligt svært at se for al tågen. Da vi blev trætte af forfrysninger gik vi ind og festede videre med manér, bare for at byde det nye år velkommen. Fik en sms fra min kæreste fire minutter over midnat. Håbede på at se ham senere. Det fik jeg så også lov til, men ikke helt uden dramatik. Efter en mislykket samtale som endte med han lagde på, jeg panikkede og troede det værste, hvilket resulterede i at jeg ringede igen og igen, fik jeg fat i ham og førte en nogenlunde normal samtale. Han ville ikk mødes nu. Måske senere i byen. Da vi havde sagt farvel ville jeg til at lægge på da jeg hørte han talte videre. Tog telefonen til øret, men konstaterede han snakkede med sin ven. Denne ven syntes åbenbart jeg var sindssyg, og min kæreste valgte at give ham ret. Tak for lort. Min selvtillid var på et meget lille sted på daværende tidspunkt efter dumme kommentarer fra ukendte polakker, dårlig samvittighed over overdrevet madfrådning og nu med nyfunden viden om at kæresten syntes jeg var sindssyg. Der var ikke andet at gøre end at lokke de sidste vågne mennesker med i byen, bunde en øl og prøve at få noget opmærksomhed. Så var det så bare at det første sted vi kommer ind, som ikke er en burgerbar, sidder med kæreste og tre venner, deriblandt ham der stillede min sindsdiagnose. Løbforvirret ud, men blev gennet ind igen af veninde der syntes jeg var åndssvag. Hvilket jeg også var, men sindsyge personer kan ikke stilles til ansvar for sådan nogle bagateller. Samlede dog alligevel den sidste rest af stolthed og gik ind og hilste. Blev mødt af en luft, næsten ligeså kold som udenfor. Det endte dog med at kæresten og jeg blev venner, mere sindssyg var jeg vist heller ikke. Men kunne alligevel ikke lade være med at tænke over om alle hans venner ser mig som Charlotte – den ene vens kæreste de bliver nødt til at udholde, men som de dybest set hader. 

Har lige lagt billederne ind fra i går, sjovt som mit ansigt ser utroligt stort ud på alle billederne. Er ikke rigtig stor fan af nytårsfortsæt, holdte det sidste, men kun fordi ingen ønsker at gå kold igen og igen. Men tænker at nu er det altså slut med guf hver dag. Julen har bragt for meget sukker og det har sat sig på mine hofter og min hage. Så er der lidt af arbejde på. Burde nok ikke have spist den halve pizza alligevel, går undskyldningen at jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket?

Godt nytår Aalborg!