Pick your battles

Forventninger er en underlig størrelse. Nogle gange er det godt at have forventninger, noget at forholde sig til mentalt inden virkeligheden viser om det nu også forholder sig sådan. Forventningerne kan være så lave, at man ender med at blive positivt overrasket. Andre gange, det stik modsatte. For høje forventninger kan tage pusten ud af selv den mest velplanlagte fest. Nogle gange er spontanitet bare nemmere. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Jeg er desværre typen der er rigtig god til at have høje forventninger og glæde sig rigtig meget til... alt! Det har tit gjort at jeg ender med at blive rigtig skuffet. Ikke fordi arrangementerne, festerne, udsalget eller kaffen er virkeligt dårlige, det er bare umuligt at leve op til de forventninger jeg kan skrue op for!

Her den anden dag burde jeg have vidst jeg skulle skrue lidt ned for dem. Jeg skulle besøge min kæreste i København efter næsten to ugers adskillelse. Det lyder nok ikke af meget for den garvede langdistance romantiker, men nu har jeg heller aldrig været en hund efter afstand. Hvorom alting er, så er han flyttet mange hundrede kilometer væk og der kan gå lang tid i mellem møderne, især når man er vant til at ses næsten dagligt.
Selvfølgelig skulle jeg dulles op. Ikke på den dullede måde, men kender ikke et udtryk der er lige så dækkende for den handling som 'at dulle sig op'. Jeg fik opfrisket farven i håret, tjek! Denne gang var jeg tilfreds med det mørkebrune look, mit hår var ved at falde på plads efter klipningen for tre uger siden, som var lidt voldsom, og det rødlige jeg fik i første gang, blev rimelig godt gemt væk. Intet problem dér og derfor voksede forventningerne i mig.

Selvom jeg lige havde tilbragt en uge i Alanya, mente jeg at jeg godt kunne trænge til lidt sol. Mest fordi jeg ikke fik ligeså meget sol i Alanya som mine veninder, pga. en lille indlæggelse og en generel angst for dehydrering og udtørring i den stærke sydens sol. Nok er rosiner mørke, men det rynkede look venter jeg lige nogle årtier med, tak.
Derfor ville jeg en lille tur i sol, bare et kvarter, og så træne en time bagefter.
Normalt tager jeg 12,5 minutters sol, det passer lige med 25 kr og jeg bliver aldrig rød af det. To et halvt minut ekstra kunne ingen skade gøre vurderede jeg. Jeg blev heller ikke rød denne gang, ikke over det hele i hvert fald. Min krop havde jo taget en god del farve til sig på ferien, men havde ikke overvejet huden under bikinien, som ikke har set sol i umindelige tider!
Mine hvide bikinimærker skiftede farve til pink. Heldigvis gjorde det ikke ondt, endnu.

Efter lidt kortere træning end planlagt gik jeg ned for at klæde om. I badet gik det op for mig at min hud føltes lidt underlig. Hele mit maveskind var dækket af bittesmå blærer! Og min bikini var skiftet fra harmløs pink til hot sexy mama in the hood screaming pink! Avs! Hverken blærerne eller den nye farveskala på mine mere intime områder passede ind i mit weekend skema!

Dagen efter var det ren smerte når jeg havde tøj på. Selv mine løse arbejdsbukser lavede så stor friktion mod ballerne når jeg bevægede mig at det føltes som om jeg havde ild i røven. Og ikke på den gode måde, for mit energiniveau var helt nede. Det var slet ikke som jeg havde planlagt. Heldigvis var blærerne væk, kun en umærkelig kløen på maven blev tilbage.
Samme aften skulle jeg med toget til København og jeg var så træt og mine baller, hofteben og bryster sved så det var svært at opretholde en normal siddestilling i toget uden at ligne en med nyresten.

Endelig nåede jeg København. Men i toget havde jeg haft al mulig tid til at forestille mig hvordan vi løb hen mod hinanden og kyssede lidenskabeligt og fortalte hinanden hvor meget vi havde savnet hinanden.
Dette skete selvfølgelig ikke.
Jeg stod af toget, vidste ikke hvor jeg var og ringede efter min manglende kæreste. Han stod meget fuld for enden af rulletrappen. Kysset lugtede af gammel spiritus og jeg måtte spørge direkte om han havde savnet mig.
Bussen vi skulle med videre var forsinket og jeg havde selvfølgelig valgt et afslappet celebrity rejse look, som er udemærket at rejse i hvad angår praktikken. Hvis der er over 20 grader. Hvad der ikke er på Københavns Hovedbanegård kl. halv 1 om natten og bussen lader vente på sig i omegnen af 30 minutter.
Derhjemme sved min hud på nogle områder så meget at jeg næsten ikke kunne strække mig ud og jeg var tilbøjelig til bare at bede om en stor tube kold kopattesalve og anmodning til at ligge i fosterstilling resten af natten.

Alle disse ting kunne jeg nok ikke have undgået, taget mit varierende held i betragtning, men hvis jeg ikke havde forventet en masse og haft lyserøde tanker flyvende i mit hovede i samtlige fire timers togtur havde de måske ikke virket så ødelæggende. Jeg var sikker på hele weekenden var ødelagt.
Og indrømmet, den levede ikke op til mine forventninger. Men det burde jeg også have vidst på forhånd den ikke ville. Ikke at det var helt urealistiske forstillinger jeg havde, men jeg vidste, og ved, hvilket forhold vi har og det er ikke lyserødt med glimmer og små bløde pelsdyr med disneyøjne. Det er nok egentlig bedre end det. Fordi jeg ikke ved præcis hvad jeg kan forvente mig, og selvom det ikke altid lever op til mine forventninger sker der noget, eller en af os gør noget, uventet eller helt i gennem ægte som vejer op for alle de ting der, i mit hovede, trak ned på forventningslisten.

Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derover, eller han kommer her og besøger mig. Måske helt spontant? Med roser og chokolade? Eller inviterer mig på hotel?

Forvent ikke jeg lærer noget af at have for høje forventninger. Nok kan det være skuffende, men jeg vil hellere tage skuffelsen med og så have glæden ved at vente og bare glæde sig. Jeg har lært at æde nederlaget, for den eneste det er et nederlag for er mig. Desuden ved jeg også at jeg aldrig lærer ikke at glæde mig op opbygge et fort af forventninger. Pick your battles læste jeg engang på et skilt. Det vil jeg så gøre i denne omgang, og det nytter ikke at slås mod egen forventninger når de er højere end en selv.