Arbejd, arbejd

"Undskyld, kan jeg stille dig et par spørgsmål?" "Arrh, det er ikke så godt lige nu." jeg kigger ned på mine indkøb "Jeg er lidt på arbejde!" siger jeg så og vifter pigen i ansigtet med 80 ruller toiletpapir. Forvirret svarer hun noget tøvende okay med et løftet øjenbryn, og jeg vralter hurtigt mod udgangen af Bilka med mit røvpapir i tilbudsmængder.
Man ved bare, man burde have blevet i sengen, når man selv er det pinligste indslag i Bilka!

Ikke nok med jeg var den kunde med mest toiletpapir i poser og under armene, men jeg var også den skumle kunde, som, helt tilfældigt, kom til at forfølge en anden kunde, som det viste sig, jeg vidste hvem var. Vi havde åbenbart bare den samme dosmerseddel og den samme runde mellem hylderne. Hun var bare altid et nervøst skridt foran mig, og kiggede undrende da jeg for fjerde gang drejede om samme gang som hende, især fordi det meste udspillede sig omkring husholdning, toiletrens og kølediske med gris til grill.
Jeg brugte ti minutter på at overveje fordele og ulemper ved at vælge den ene slags kyllingpålæg over den anden og stod derfor og stirrede åndsfraværende ned i køledisken, mens gamle damer prøvede at få fat i den med asparges.
Den endte jeg også med at vælge.
Jeg fandt ikke mindre end fem kjoler jeg havde lyst til at prøve. Ingen kan se, det er Bilka alligevel, tænkte jeg og hev dem ned fra knagerne og ind i verdens mindste prøverum, hvor dørene er den slags, der slår tilbage, når man har vendt bagpartiet til, og derfor bliver slået i røven. Det udløste et højt piv fra undertegnede, og bekymrede midaldrende damer i batik og gummistøvler spurgte medfølende om jeg havde brug for hjælp. "Øh nej!!"

Grunden til jeg befandt mig i Bilka og købte ind i så store mængder og generelt var en anelse stresset at se på, var at jeg var blevet udsendt af min chef. Hendes chef havde anmeldt sit besøg fredagen efter og kontoret skulle være tiptop – en opgave hun lagde i mine kyndige hænder. Hænder som åbenbart kunne bære umådelige mængder køkken- og toilettilbehør.
På dosmerseddelen var, udover toiletpapir, toiletduft, UHT-behandlet kaffefløde i små dåser, flere pakker smør, en lighter og en knivblok. Nok det mest besynderlige indkøb jeg har gjort længe. Det lød mere som en meget suspekt bombeopskrift end en kontorrenovering.

Inden jeg småløb ind i campingsparrets Mekka havde jeg besøgt IKEA, hvor jeg måske brugte mere tid end beregnet, og da jeg faldt i tøjfælden i Bilka, steg min frygt for, at min chef syntes jeg havde været lige længe nok væk, i forhold til indholdet på det papir hun havde stukket i hånden på mig sammen med hendes dankort - var der nogen der sagde tillid!
Mit adrenalinniveau steg, jeg kunne nærmest smage hormonerne på tungen, som hang ud af halsen på mig, da jeg blev sat overfor utallige valg mellem drikkeglas, tallerkener og opbevaring til diverse müsli i indretningsparadiset.

Desværre er min reaktion på stress enten at jeg pludseligt falder i søvn eller bliver meget forvirret og distræt. Denne gang skete sidstnævnte, hvilket nok er meget heldigt med tanke på på det scenarie, hvor jeg uden advarsel falder i søvn i midtergangen med toiletpapir og UHT-mælk under min tungt faldende krop.

På vej ud af Bilka vidste jeg godt, at jeg var parkeret ved gul indgang længst væk fra kasselinien. Alligevel valgte jeg at gå den stikmodsatte vej og blev grebet af panik, da de for anden gang råbte over højtaleren at ejerne af den sorte Alfa Romeo godt måtte trække håndbremsen nu!
Jeg kiggede på bilnøglen i min hånd, den var sort og der var et bilmærke på. Allerede ved første udkald havde jeg en svag mistanke. Hvilken bil chefens var anede jeg nemlig ikke, men aldrig er jeg så hurtigt vendt rundt og kommet ud på parkeringspladsen.

Bilen var sort, men ikke en Alfa Romeo. Håndbremsen var trukket. Der var ikke sket noget.
Der var det, at jeg bestemte mig for at tage en dyb indånding. Både det lånte dankort og bilen havde det fint, jeg havde ikke brugt mere end to timer i City Syd, hvilket egentlig var meget godt klaret, taget i betragtning at jeg er sindsygt vægelsindet og havde fået alt for frie hænder til indretning. J
eg havde måske nok været et af de mere mærkværdige indslag i Bilka den dag, men størstedelen af de folk der bevæger sig derude er ikke folk, jeg normalt bevæger mig mellem. De ville hurtigt glemme mit ansigt og bare huske mig som hende der skulle skynde sig hjem på 'arbejde'.

Jeg tændte for P3 i bilens sikkerhed. Saint Tropez, og blev bekræftet i at jeg ikke nærmer mig superligaen for underlige mennesker i Danmark, endnu.