fredag den 3. juni 2011

Solskin

Nogle gange skal der ikke så meget til. Nogle gange kræver det bare lidt solskin, den der sang de spillede, da ham den lækre kyssede en for første gang eller et smil fra en fremmed. Ikke ret meget andet kræver det, før et smil kruser om ens læber, eller den der lille boble i maven bliver til en hel flok af farvestrålende sæbebobler.

I dag bobler min mave på fuldt drøn, og ikke kun fordi der var gang i grillen i går aftes, men også fordi solen skinner, folk smiler, der er fyraftensbajere efter arbejde og min veninde skrev, hun er vendt tilbage fra rejse.
Fire måneder er der gået siden vi sidst så hinanden. Aldrig før har jeg fået en fyraftensbajer med arbejde, og sommeren har ladet vente alt for længe på sig. Men i dag har solen fuldt knald på, der er kun én dag til jeg ser min veninde igen, og spontant blev der aftalt øl på pub, når jeg har lukket centeret - som ikke er så slemt at stå i, selvom solen skinner udenfor. Netop fordi den skinner.

Disse dage er af den allerdejligste slags. Ens fødder svæver nærmest af glæde over at være til. Være vidne til at verden kan være så varm og smuk. At der er så mange ting at tage sig til og glæde sig til. Vinterens vemod fordufter, og at årstiderne skifter betyder intet. Der er mange måneder til kulden for alvor vender tilbage. Lige nu er her dejligt at være i Danmark. Lige nu ville jeg ikke være andre steder!
Eller jo, måske den svenske Skærgård, eller bare udenfor under himlen, men det er okay. For en dag som denne lover om flere som kommer. Den er den første af forhåbentlig mange sommerdage.

Mine mundvige rører næsten øreflipperne og fødderne vipper i takt til VH1 på storskærmen. Måske man skulle skifte kanal til noget sommermusik med mere gang i? Noget så de svedende stakler får trænet deres ansigtsmuskulatur ligeså meget som ballerne. På en dag som denne burde alle smile, og indtil videre er det også hvad de har gjort.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar