Så blev det store byttedag i Aalborg. Alle mennesker har fået samme idé om at det skal være i dag gaverne skal byttes og ungerne skal slæbes med, storhylende, i både Bilka, Salling og Gågaden. Ikke at jeg selv er meget bedre, jeg var der jo. Men mens alle andre har for små sko på når de egotripper gennem butikkerne, har jeg valgt at tage en antropologs briller på. I stedet for at irritere mig over, at folk pludselig bliver smådrabelige, når de kigger udsalgskjoler og står i kø hvor der plejer at være masser af plads, observerer jeg hvad der sker med dem i dagene mellem jul og nytår.
To venner og jeg kørte først mod City Syd for at besøge Shoppen og håbe der endnu var nogle kjoler at få. Der var kø fra midt Hobrovej og til Bilka. Da vi endelig kom frem, var der så mange biler at parkeringspladserne her var en mangelvare i stil med tålmodighed fra ekspedienterne.
Vi gennemsøgte samtlige butikker for kjoler, intet faldt i vores smag.
Ind mod byen igen. Heldigvis kendte jeg nogle genveje, så vi slog smut udenom de enorme køer, der dannede sig fra centrum mod City Syd. Frokosttid er åbenbart der, langt de fleste forældre sniger sig ud af døren og drøner afsted i en blodsrus for at bytte ungernes gaver.
Inde i centrum opdagede jeg noget meget specielt. Det havde helt forbigået min indre antropolog i Storcenteret, en gal frisør havde været løs! Glemte alt om folks væmmelige opførsel, grimme sprog og overivrige bevægelser – en eller anden havde gjort noget forfærdeligt ved rigtig mange menneskers hår! Primært damer, men så også en enkelt gut, der havde fået en sådan tur med trimmeren, at det lignede han havde grydeklip, selvom hans hår ikke var længere end 4 mm. Den var helt gal i Aalborg!
Den helt nye trend er åbenbart, og hold nu fast, at få lavet et så mærkeligt og unaturligt hår, at det ligner grimme karnevalsparykker! Ikke for at være fordømmende, men rigtig mange overvægtige kvinder tvinges af deres frisører – tror ikke på at de selv vælger det – til at få klippet håret kort og assymetrisk, og få en eller anden pangfarve i pandelokken. Det har aldrig klædt nogen, især ikke runde ansigter. Det fænomen har alligevel bredt sig. De piger der går under udtrykket Aalborg duller, Aalborg tøser eller direkte Aalborg hos, har fået samme frisør på nakken, i det lange hår godt nok. Selv de ældre damer havde disse 'smarte' lilla eller røde striber i deres maltrakterede hår!
Gik og blev lidt bange, jeg er ret glad for mit hår, med en naturlig farve og en helt normal længde. Tænk nu hvis denne hårpsykopat pludselig sprang frem med hårfarve og saks og klippede løs på mig!
Tænkte at mine øjne måtte have spillet mig et puds, at brillerne var duggede, men som vi bevægede os længere ind i centrum gik det op for mig at dette mareridt var virkeligt! Det er ikke længere kun i Bilka at man ser tykke mennesker med grimt hår og ældre par i ens joggingsæt. I Føtex, Salling, sågar ungdomsbutikken Deres ses folk nu med denne rædderlige paryk.
Det jeg bare gerne vil vide er, hvem er den person der kalder sig frisør og voldtager uskyldige folks hår? Og hvorfor lige nu her mellem jul og nytår, når der er allerflest mennesker i byen? Det er jo helt klart et kæmpe sats når folk i forvejen er irriterede og stressede. Kære frisørspassersaksehånd, du tilfører bare endnu et distraktionsmoment i en allerede fyldt by. Det er cirka ligeså smart som at prøve at farve en tiger lyserød uden bedøvelse eller klippe halen af en løve. Det kunne udvikle sig til at en forarget mor har så travlt med at stirre forarget på den omvandrende farveklovn, at hun går ind i en endnu værre mortype – den stressede mor med et barn i hver hånd, som går i flæsket på Forarget mor. Måske vil to fædre prøve at standse optrinnet, de står alligevel bare afventede og kigger i flere timer. Det kunne udvikle sig til et slagsmål af uanede dimensioner! Og alt sammen kun fordi den her frisør med utroligt dårlig smag, har fået den ufatteligt dumme idé at ødelægge frisure efter frisure i juletiden!
mandag den 28. december 2009
onsdag den 23. december 2009
Historien om den maste musekind
Sidder i min fars kontor og glor på regnen der styrter ned udenfor. Lorte forårsvejr. De to katte på terrasen ser ikke helt tilfredse ud. Nærmere lidt pjuskede og mugne i humøret. De er ikke de store jægere når pelsen er i fare for at blive uglet og våd.
Kommer til at tænke på en dag i vinters hvor min veninde fik besøg af en lille mus, der blev så glad for hendes køkken, at den besluttede sig for at flytte ind.
Der var engang en lille mus. Det var en ganske normal lille brun husmus, men den havde ikke noget hus og vinteren i Danmark var den værste i årtier.
Derfor bestemte den sig for at bo i min venindes køkken. Da hun er ganske glad for at gøre rent, rigtig rent, blev den opdaget ret hurtigt. Det var måske heller ikke det smarteste træk i verden, af den lille mussi, at gumle huller i gardinerne. Hun blev ikke ovenud glad for det tilfældige blondemønster musen havde frembragt og satte straks en grusom hetz i gang mod det intetanende lille dyr, som måske bare troede den gjorde køkkenet flottere og mere hyggeligt. Musefælder blev der indkøbt og en aften kom jeg og en kusine af veninden på besøg. Vi labbede historien i os og blev lidt grebet af den nærmest maniske hoppen panisk frem og tilbage veninden udførte. Hun skulle i hvert fald ikke ud i det køkken!
Mens vi spiste vores aftensmad i stuen hørte vi et SLAM og nogle næsten uhørlige små muselyde. Vi stivnede med vores gafler tæt på de åbne munde, tæerne strittende let i sokkerne og ørerne på stilke. Veninden skulle i hvert fald stadig ikke ud i det køkken og derfor sneg vi andre os derud.
Musefælden var tom! En lille blodplet vidnede om mordforsøget og den lille lokkeost om en tom musemave. Vi blev nødt til at sætte fælden op igen, under store protester fra undertegnede. Kusinen indtog rollen som manden i huset og fik onkel i telefonen. Han guidede hende til at fikse fælden til endnu et mordforsøg på et uskyldigt og meget lille dyr. Osten blev sat på plads og fælden placeret under yndlingsgardinet.
Da jeg kørte hjem var musen stadig ikke indfanget. Det måtte betyde der et sted i Vejgaard løb en lille mus rundt med en mast musekind eller uden snude. Ellers også lå den et sted og græd små musetårer og aede sig på sine sår et sted i huset.
Nogle dage efter blev mussi fanget af fælden. Den havde ikke lært af sine fejl og måtte derfor betale den højeste straf. Aldrig mere aftensmad! Men sådan kan det jo gå når den mindre dumme ikke snyder den dumme.
Kattene på terrassen har stadig ikke flyttet sig. Regnen er stoppet igen, men det ser nu ud som om musene i min fars have kan være ganske trygge i dag.
Jeg ved dog ikke om mit hår kan være ligeså trygt, himlen er stadig blygrå og det skulle ikke undre mig om det begynder at regne lige når jeg hopper på cyklen mod arbejde i Utopia.
Fedt at ligne et druknet mus når der skal serveres hjemmelavede sandwich og italiensk is.
Kommer til at tænke på en dag i vinters hvor min veninde fik besøg af en lille mus, der blev så glad for hendes køkken, at den besluttede sig for at flytte ind.
Der var engang en lille mus. Det var en ganske normal lille brun husmus, men den havde ikke noget hus og vinteren i Danmark var den værste i årtier.
Derfor bestemte den sig for at bo i min venindes køkken. Da hun er ganske glad for at gøre rent, rigtig rent, blev den opdaget ret hurtigt. Det var måske heller ikke det smarteste træk i verden, af den lille mussi, at gumle huller i gardinerne. Hun blev ikke ovenud glad for det tilfældige blondemønster musen havde frembragt og satte straks en grusom hetz i gang mod det intetanende lille dyr, som måske bare troede den gjorde køkkenet flottere og mere hyggeligt. Musefælder blev der indkøbt og en aften kom jeg og en kusine af veninden på besøg. Vi labbede historien i os og blev lidt grebet af den nærmest maniske hoppen panisk frem og tilbage veninden udførte. Hun skulle i hvert fald ikke ud i det køkken!
Mens vi spiste vores aftensmad i stuen hørte vi et SLAM og nogle næsten uhørlige små muselyde. Vi stivnede med vores gafler tæt på de åbne munde, tæerne strittende let i sokkerne og ørerne på stilke. Veninden skulle i hvert fald stadig ikke ud i det køkken og derfor sneg vi andre os derud.
Musefælden var tom! En lille blodplet vidnede om mordforsøget og den lille lokkeost om en tom musemave. Vi blev nødt til at sætte fælden op igen, under store protester fra undertegnede. Kusinen indtog rollen som manden i huset og fik onkel i telefonen. Han guidede hende til at fikse fælden til endnu et mordforsøg på et uskyldigt og meget lille dyr. Osten blev sat på plads og fælden placeret under yndlingsgardinet.
Da jeg kørte hjem var musen stadig ikke indfanget. Det måtte betyde der et sted i Vejgaard løb en lille mus rundt med en mast musekind eller uden snude. Ellers også lå den et sted og græd små musetårer og aede sig på sine sår et sted i huset.
Nogle dage efter blev mussi fanget af fælden. Den havde ikke lært af sine fejl og måtte derfor betale den højeste straf. Aldrig mere aftensmad! Men sådan kan det jo gå når den mindre dumme ikke snyder den dumme.
Kattene på terrassen har stadig ikke flyttet sig. Regnen er stoppet igen, men det ser nu ud som om musene i min fars have kan være ganske trygge i dag.
Jeg ved dog ikke om mit hår kan være ligeså trygt, himlen er stadig blygrå og det skulle ikke undre mig om det begynder at regne lige når jeg hopper på cyklen mod arbejde i Utopia.
Fedt at ligne et druknet mus når der skal serveres hjemmelavede sandwich og italiensk is.
torsdag den 17. december 2009
Unger
Det er nu bekræftet hvad jeg alle dage har vidst var sandt. Små menneskebabyer er grimme! Jeg har selv set hele tre pragteksemplarer på det på bare to timer i Toys R us. Ikke at børnene var så meget grimmere end så mange andre spædbørn, men selv deres forældre prøvede at gemme dem! De små poder var blevet proppet ned i pelsdyrlignende dragter, så man kunne forledes til at tro det var små dyreunger. Den første lignende en lille brun bjørn – med et rødmosset sammentrykket menneskeansigt på omkring to måneder. Nummer to var iklædt langpelset grå heldragt med lille rund hale, spidse ører og luffer. Nummer tro havde en lyserød flyverdragt på og en tilsvarende lyserød hat med griseører, bundet under den fede hage. Hvis man absolut skal forklæde sit i forvejen uheldige barn, så lad da være med at putte det i grisekostume. Tal lige om en traumatisernede barndom.
Dyreunger er bare mere nuttede. Alle sammen, undertagen dem uden pels som ligner små underudviklede, muterede menneskefostre, kan nævne mus, muldvarper, kaniner under 3 uger og nøgenrotten, som desværre skal tilbringe hele livet lyserød, blind og rynket. Kan godt forstå den bor under jorden. Så ja, jeg kan godt se hvorfor nogen forældre køber fastelavnstøj og bruger det som vinterudstyr til lille Karl eller Bertha, Lyserød er bare ikke den nye sort!
Hvad jeg så ikke forstår er, hvorfor nogen mennesker så vælger at klæde deres børn ud som frugt eller klæde deres hunde ud som børn!?
Dyreunger er bare mere nuttede. Alle sammen, undertagen dem uden pels som ligner små underudviklede, muterede menneskefostre, kan nævne mus, muldvarper, kaniner under 3 uger og nøgenrotten, som desværre skal tilbringe hele livet lyserød, blind og rynket. Kan godt forstå den bor under jorden. Så ja, jeg kan godt se hvorfor nogen forældre køber fastelavnstøj og bruger det som vinterudstyr til lille Karl eller Bertha, Lyserød er bare ikke den nye sort!
Hvad jeg så ikke forstår er, hvorfor nogen mennesker så vælger at klæde deres børn ud som frugt eller klæde deres hunde ud som børn!?
God kørsel, godt arbejde
Snedæk – tjek, isskraber – tjek, spray-der-får-is-til-at-smelte – tjek. Min bil er officielt vinterpimpet! Og med det vejr vi pludselig har her, kunne det ikke passe bedre, at jeg fik det ordnet. Global opvarmning eller ej, her er sne, is og masser af forulykkede biler! Mens jeg sad i min tidligere i dag, hørte jeg i radioen, at der i gennemsnit var fire biler i timen, der kørte galt pga. sne, udover det er der så de uopmærksomme, de dårlige bilister, spritterne og de momentalt sindsyge. Så var det at jeg kom frem til, at det måske var en dum idé at vove sig ud i trafikken i en peugeot 107, der jo faktisk kun er en halv bil. Den har godt nok røde sæder, glimmer i lakken og separart speed-o-meter, men disse pseudo-racerbil-lignende-tendenser gør den ikke mere sikker i trafikken, snedæk eller ej. Og da slet ikke med stiv-af-kulde-angstpræget-blondine bag rattet. Men med kun én enkelt usikker start i et lyskryds, nåede jeg på arbejde, parkerede hvor jeg plejede (tror jeg, kunne ikke se stregerne for sne) og kunne fortælle chefen at piger, der tilmed er blonde, godt kan styre en automobil, mange tak!
Det var en lidt anden sag da jeg skulle hjem igen, det var som om lyset så småt var forsvundet og de fleste personer på vej hjem. Måtte udtænke den rute hjem, der havde mindst lyskryds, bakker og trafik. Så ud gennem Hasseris det gik. Kun to svære start efter et rødt lys og en højre vigepligt blev det til. Bilen var ikke glad, det var den ikke, men den klarede det med lidt insisterende tryk på speederen og kontrastyring med rattet.
Ud gennem det Hasserisanske vejnet gik det, med hele 30 km/t, jeg var en ren fartbølle på de glatte veje. Har en mistanke om at de bruger deres penge på mursten, champagne og guld i stedet for snerydning.
Til mit store held var en parkeringsplads nær min lejlighed fri, både gratis og med nul procents stigning. Perfekt! Klappede lige mig selv på skulderen og mumlede et "god kørsel, godt arbejde", mens en forbipasserende kiggede skeptisk og gled forbi.
Det var en lidt anden sag da jeg skulle hjem igen, det var som om lyset så småt var forsvundet og de fleste personer på vej hjem. Måtte udtænke den rute hjem, der havde mindst lyskryds, bakker og trafik. Så ud gennem Hasseris det gik. Kun to svære start efter et rødt lys og en højre vigepligt blev det til. Bilen var ikke glad, det var den ikke, men den klarede det med lidt insisterende tryk på speederen og kontrastyring med rattet.
Ud gennem det Hasserisanske vejnet gik det, med hele 30 km/t, jeg var en ren fartbølle på de glatte veje. Har en mistanke om at de bruger deres penge på mursten, champagne og guld i stedet for snerydning.
Til mit store held var en parkeringsplads nær min lejlighed fri, både gratis og med nul procents stigning. Perfekt! Klappede lige mig selv på skulderen og mumlede et "god kørsel, godt arbejde", mens en forbipasserende kiggede skeptisk og gled forbi.
søndag den 6. december 2009
Julen har bragt velsignet julehandel
Børn løber skrigende rundt om mine ben, de fleste skriger af fryd over legetøjsekstase, mens nogle skriger af trods eller dårlig opdragelse. De kunstige juletræer pryder enhver hyldekant, og duften af sved og babybleer fylder næsen.
Det er anden weekend i december, endnu ikke den travleste for butikkerne, men ikke desto mindre meget travl! Finanskrisen kradser ikke, når først de små unger kigger med store øjne på mor og far, og med babyblød stemme beder om det der helt nye stykke legetøj, som de er overbevist om at de har brug for. Julen er ikke familiernes eller kærlighedens tid – det er stressens og fattigdommens tid! Folk styrter rundt om ekspedienterne i stedet for juletræet, og dankortene brænder i lommerne. De stakkels kassedamer får hæse stemmer af at spørge kunderne, om de vil have batterier med, 100 gange i timen. Chefen sidder aldrig ned, selv pausen bliver forkortet og frikadellerne glemt i mikroovnen. Toiletpapiret opbruges hurtigere end rengøringspigen kan følge med, og køen til kundetoilettet strækker sig helt ind i bamsegangen sammen med lugten.
Spørgsmål spørgsmål spørgsmål, der er så mange spørgsmål at man umuligt kan have svar på alt. Men det forventes der, og ellers mødes man af fænomenet juleskuffelse. Kun til jul kan folk blive så skuffede over en ekspedient, at denne både er doven og inkompetent, og slet ikke har ret til at tale til vedkommende længere. Højrøvethed er et af julens bud. Et andet kunne være grådighed eller egoisme. Aldrig før i året har folk opført sig så monumentalt sindsygt, som når de skal købe julegaver til de små fedtede unger hjemme i hulen. Al fornuft går ud, når de spraglede farver når ind i synsfeltet. De må røre ved alt, skubbe til alt og hive varer ud af hinandens kurve, når de opdager det var den allersidste Barbie med lige dét tilbehør. Selv mormødre og oldeforældre er stoppet med at strikke sokker til hele flokken, de vil også være med på moden, og kommer ud efter diverse legesager, de ikke kan udtale, og ikke selv ved hvad er. Så kan det være meget svært at finde!
Men midt i al stressen må man nogle gange trække vejret dybt, og tænke på at man også selv nogle gange handler med næb og kløer, foruden dankort og kontanter. Stakkels kunder, de er jo under så stort pres! De vidste ikke, at den lille lilla bamse ikke hørte til på hylden med playstationsspil, og de havde helt sikkert glemt hvor, de fandt den fra start af. Deres coffee-to-go krus må gerne stå rundt omkring i butikken, det er jo bare for sjov, så vi ekspedienter har noget at lave, hvis vi skulle løbe tør for arbejde. Faktisk tænker kunderne utroligt meget på os, så velsignet være juletiden og så vil jeg gerne sende en lille tanke til alle kunderne. Lad være med at stille ting fra jer rundt omkring, vi har nok at lave, og I må hjertens gerne spørge om alt, men brug eventuelt øjnene først og det er aldrig sjovt at røre ved folks aflagte madvarer...
Det er anden weekend i december, endnu ikke den travleste for butikkerne, men ikke desto mindre meget travl! Finanskrisen kradser ikke, når først de små unger kigger med store øjne på mor og far, og med babyblød stemme beder om det der helt nye stykke legetøj, som de er overbevist om at de har brug for. Julen er ikke familiernes eller kærlighedens tid – det er stressens og fattigdommens tid! Folk styrter rundt om ekspedienterne i stedet for juletræet, og dankortene brænder i lommerne. De stakkels kassedamer får hæse stemmer af at spørge kunderne, om de vil have batterier med, 100 gange i timen. Chefen sidder aldrig ned, selv pausen bliver forkortet og frikadellerne glemt i mikroovnen. Toiletpapiret opbruges hurtigere end rengøringspigen kan følge med, og køen til kundetoilettet strækker sig helt ind i bamsegangen sammen med lugten.
Spørgsmål spørgsmål spørgsmål, der er så mange spørgsmål at man umuligt kan have svar på alt. Men det forventes der, og ellers mødes man af fænomenet juleskuffelse. Kun til jul kan folk blive så skuffede over en ekspedient, at denne både er doven og inkompetent, og slet ikke har ret til at tale til vedkommende længere. Højrøvethed er et af julens bud. Et andet kunne være grådighed eller egoisme. Aldrig før i året har folk opført sig så monumentalt sindsygt, som når de skal købe julegaver til de små fedtede unger hjemme i hulen. Al fornuft går ud, når de spraglede farver når ind i synsfeltet. De må røre ved alt, skubbe til alt og hive varer ud af hinandens kurve, når de opdager det var den allersidste Barbie med lige dét tilbehør. Selv mormødre og oldeforældre er stoppet med at strikke sokker til hele flokken, de vil også være med på moden, og kommer ud efter diverse legesager, de ikke kan udtale, og ikke selv ved hvad er. Så kan det være meget svært at finde!
Men midt i al stressen må man nogle gange trække vejret dybt, og tænke på at man også selv nogle gange handler med næb og kløer, foruden dankort og kontanter. Stakkels kunder, de er jo under så stort pres! De vidste ikke, at den lille lilla bamse ikke hørte til på hylden med playstationsspil, og de havde helt sikkert glemt hvor, de fandt den fra start af. Deres coffee-to-go krus må gerne stå rundt omkring i butikken, det er jo bare for sjov, så vi ekspedienter har noget at lave, hvis vi skulle løbe tør for arbejde. Faktisk tænker kunderne utroligt meget på os, så velsignet være juletiden og så vil jeg gerne sende en lille tanke til alle kunderne. Lad være med at stille ting fra jer rundt omkring, vi har nok at lave, og I må hjertens gerne spørge om alt, men brug eventuelt øjnene først og det er aldrig sjovt at røre ved folks aflagte madvarer...
søndag den 29. november 2009
Spontan, spontanere, spontanest!
Biip biip "Hvordan endte jeg i Århus til en koncert med et band jeg ikke kender?!"
Torsdag aften kl.22.00 fik min veninde sig et billigt grin, da en på daværende tidspunkt, fuld Simone sms'er hende om sin situation.
Egentlig krævede det ikke så meget opklaringsarbejde at besvare spørgsmålet. Jeg var nemlig selv kørt derned i min lille glitrende sorte perle af en bil, med min kæreste og to af hans venner, jeg sidst så til Chill i parken i sommers i mere eller mindre påvirket tilstand.
Torsdag eftermiddag, et par timer før afgang, skrev kæresten til mig om vi skulle tage afsted til koncert med Figurines. På en eller anden måde var det lykkedes mig at undgå dem fuldstændigt, havde kun hørt lidt om dem, fx at en veninde skulle til en koncert med dem ugen forinden. Så var ikke helt sikker på hvad jeg gik ind til.
Efter lidt stressen frem og tilbage, om hvorvidt det kunne lade sig gøre i mit skemalagte liv, besluttede jeg mig for, at den chance ikke skulle forspildes. De sjoveste byture er altid de spontane, man ikke havde set komme. Jeg måtte aflyse både Thai-bo, og Feminess dagen efter, og styrte ned for at løbe en tur og lave noget hurtig muskeltræning. Må have set utroligt forvirret ud i træningscenteret, for hele min tankegang var koncentreret om hvad jeg skulle have på, hvad der skulle gøres med mad, om vi skulle i byen, og hvornår jeg ville være hjemme igen.
Svarene på de spørgsmål var dog ret simple: Afslappet tøj med beatles print og lang cardigan, bestille udefra, ja, i morgen ved frokosttid.
Efter en flaske af Aldis bedste campagne, lidt for dårlig og for meget øl grundet dårlige skydeegenskaber i Kapsel og en Designer-sandwich fra den lokale, befandt jeg mig på Musikcafeen med 10 af min kærestes venner. Rimelig fedt faktisk, følte jeg hørte til i den gruppe, men vi havde så også mødt hinanden på Roskilde i sommers, og det giver unægteligt en, en form for tilhørsforhold.
Vi havde lamet på vejen, blandt andet fundet et julespor! Lige udenfor Brugsen i centrum lå en bunke sne og lidt længere henne en julemandshat, så vidt jeg da husker. Måske var det bare vejsalt og et stykke stof, men det var koldt og næsten december.
Men til koncerten kunne jeg bare ikke rigtig slå mig løs, og det virkede som om de andre ikke kunne andet. De hersens Figurines var bestemt heller ikke dårlige, jeg kendte dem bare ikke og havde ikke set dem fem gange som alle de andre. Desuden kørte jeg udelukkende på bobler og humle, hvor jeg senere fandt ud af de andre også havde lidt græs i blodet. Men sådan var det og derfor fik jeg købt mig et par fadøl og noget cider at holde mig gående på. Godt jeg er så pisse rig!
1 cider, 1 mojito, 1 fadøl og en Happy meal, med super øv dinolegetøj, senere var vi tilbage i lejligheden, hvor vi startede, og hvor aftenen kulminerede med at to af drengene tog tid på, hvor længe de kunne holde vejret. Jeg kæmpede min egen kamp med at holde øjnene åbne. Endte med at gå omkuld under et bordfodboldbord, i et batman-sengesæt, i et rum, hvor der stod en udstoppet mink og kiggede ned på mig. Fandt senere ud af den havde været en konfirmationsgave... måske lidt for spontant tænkt af jægerfar?
Torsdag aften kl.22.00 fik min veninde sig et billigt grin, da en på daværende tidspunkt, fuld Simone sms'er hende om sin situation.
Egentlig krævede det ikke så meget opklaringsarbejde at besvare spørgsmålet. Jeg var nemlig selv kørt derned i min lille glitrende sorte perle af en bil, med min kæreste og to af hans venner, jeg sidst så til Chill i parken i sommers i mere eller mindre påvirket tilstand.
Torsdag eftermiddag, et par timer før afgang, skrev kæresten til mig om vi skulle tage afsted til koncert med Figurines. På en eller anden måde var det lykkedes mig at undgå dem fuldstændigt, havde kun hørt lidt om dem, fx at en veninde skulle til en koncert med dem ugen forinden. Så var ikke helt sikker på hvad jeg gik ind til.
Efter lidt stressen frem og tilbage, om hvorvidt det kunne lade sig gøre i mit skemalagte liv, besluttede jeg mig for, at den chance ikke skulle forspildes. De sjoveste byture er altid de spontane, man ikke havde set komme. Jeg måtte aflyse både Thai-bo, og Feminess dagen efter, og styrte ned for at løbe en tur og lave noget hurtig muskeltræning. Må have set utroligt forvirret ud i træningscenteret, for hele min tankegang var koncentreret om hvad jeg skulle have på, hvad der skulle gøres med mad, om vi skulle i byen, og hvornår jeg ville være hjemme igen.
Svarene på de spørgsmål var dog ret simple: Afslappet tøj med beatles print og lang cardigan, bestille udefra, ja, i morgen ved frokosttid.
Efter en flaske af Aldis bedste campagne, lidt for dårlig og for meget øl grundet dårlige skydeegenskaber i Kapsel og en Designer-sandwich fra den lokale, befandt jeg mig på Musikcafeen med 10 af min kærestes venner. Rimelig fedt faktisk, følte jeg hørte til i den gruppe, men vi havde så også mødt hinanden på Roskilde i sommers, og det giver unægteligt en, en form for tilhørsforhold.
Vi havde lamet på vejen, blandt andet fundet et julespor! Lige udenfor Brugsen i centrum lå en bunke sne og lidt længere henne en julemandshat, så vidt jeg da husker. Måske var det bare vejsalt og et stykke stof, men det var koldt og næsten december.
Men til koncerten kunne jeg bare ikke rigtig slå mig løs, og det virkede som om de andre ikke kunne andet. De hersens Figurines var bestemt heller ikke dårlige, jeg kendte dem bare ikke og havde ikke set dem fem gange som alle de andre. Desuden kørte jeg udelukkende på bobler og humle, hvor jeg senere fandt ud af de andre også havde lidt græs i blodet. Men sådan var det og derfor fik jeg købt mig et par fadøl og noget cider at holde mig gående på. Godt jeg er så pisse rig!
1 cider, 1 mojito, 1 fadøl og en Happy meal, med super øv dinolegetøj, senere var vi tilbage i lejligheden, hvor vi startede, og hvor aftenen kulminerede med at to af drengene tog tid på, hvor længe de kunne holde vejret. Jeg kæmpede min egen kamp med at holde øjnene åbne. Endte med at gå omkuld under et bordfodboldbord, i et batman-sengesæt, i et rum, hvor der stod en udstoppet mink og kiggede ned på mig. Fandt senere ud af den havde været en konfirmationsgave... måske lidt for spontant tænkt af jægerfar?
mandag den 16. november 2009
Gå nu væk Teenage-Simone!
Hvorfor er jeg pludselig blevet angrebet af teenagehud! Lige den dag hvor jeg skal til kundemøde og konference, og min kæreste vågner op til en i forvejen morgenforvirret og knap så køn Simone, ligner mit ansigt en blanding af Twoface og nr. 44 fra Grillen. Vil beskrive min tilstand som en kløende, rød, koppeagtig plamage på den ene side af mit ansigt. Syntes egentlig ikke det var så slemt, da jeg stod op, tog lidt foundation på – var glad for jeg er en pige og kunne bruge det uden at føle mig mindre mandig – men i løbet af dagen begyndte min højre kind at klø. Under diverse foredrag må min hånd have bevæget sig op i mit ansigt og kradset lystigt, for da jeg kiggede mig i spejlet på toilettet omkring kl. 14, var mit ansigt ikke mit mere. Det var Teenage-Simones. Og Teenage-Simone skal gå sin vej igen! Det er bare ikke sket endnu! Der var engang da jeg var yngre, da havde jeg, gudskelov, ikke særlig uren hud, men når der bare var lidt, lyste det op som nødblus, fordi jeg har en ellers meget lys og glat hud. Derimod var min hud meget elastisk, forstået at jeg sagtens kunne tage 10 kilo på uden at sprække, og det gjorde Teenage-Simone så. I dag viste hun ikke bare sit ansigt, men også maven. Var pludselig så udspilet som et marsvin, der blev skyllet op på stranden for 3 dage siden. Måske havde det noget at gøre med to byture i den foregående weekend, efterfulgt af nieces fødselsdag, der blev fejret med ikke mindre end tre slags kage og det faktum at en bager igen i dag havde været på spil med en lækker, og gratis, chokoladekage med kokosglasur til konferencen.
Men nu her, kl. 22.59 om aftenen efter en 5 km løbetur, styrketræning og ansigtsrens må Teenage-Simone godt tage at pakke mave, pizzakind og dårlig selvtillid sammen og lade mig vågne op i morgen som den nutidige Simone, hvis mave kunne være mindre, men ikke er på ballonstadie, hvor der kun er rigtige pizzarester på kinderne, som kan tørres af med klud og selvtilliden.. tja, den svinger alt efter hvor meget pizza, jeg har haft i hovedet hele dagen, uden nogen har gjort opmærksom på det.
Men nu her, kl. 22.59 om aftenen efter en 5 km løbetur, styrketræning og ansigtsrens må Teenage-Simone godt tage at pakke mave, pizzakind og dårlig selvtillid sammen og lade mig vågne op i morgen som den nutidige Simone, hvis mave kunne være mindre, men ikke er på ballonstadie, hvor der kun er rigtige pizzarester på kinderne, som kan tørres af med klud og selvtilliden.. tja, den svinger alt efter hvor meget pizza, jeg har haft i hovedet hele dagen, uden nogen har gjort opmærksom på det.
torsdag den 5. november 2009
Jeff, sommerfuglen og den spildte mælk.
Nu har jeg prøvet det der moderne feminin fitnes, en form for stripaerobic hvor man dog beholder tøjet på. Det handler om at føle sig sexet, men hvor sexet er det lige man er når man i et lapdance falder over en hvid klapstol fra Ikea, der har produktnavnet Jeff, og i en øvelse der hedder "Slik mælk" får krampe i foden?
I den mindste sal i hele centeret samledes vi alle, omkring 20 kvinder. Stod farligt tæt på damen foran, der ikke var overvægtigt som sådan, hendes røv var bare et par størrelser større end resten.
Vi lagde ud med lidt let opvarmning, nogle kooregraferede dansebevægelser og hoftevrik. Når jeg koncentrede mig gik det fint, havde prøvet denne øvelse en gang før. Men holdt helst øjnene på instruktøren, ellers gik det helt galt. Næste øvelse var noget yoga inspireret hvor man lavede flyveren og andre spændende stræk. Der var så bare det, at nu lokalet var så småt, rørte Røvens fødder næsten ved min ansigt i "flyveren"! Ad, hvor jeg dog hader fødder, især bare, fremmede fødder i mit ansigt!
Derefter hentede vi stolene. Den første time jeg var til var forlænget, og havde derfor ikke rigtig prøvet noget stoledans, da det var lagt til sidst, hvor jeg var nødt til at smutte. Jeg var derimod med til gulvøvelserne, meget mere mig, fast grund under fødderne!
Men denne gang var der altså fokus på stole, lapdance og sommerfuglen. Da alle havde hentet en stol stillede vi dem op foran os og instruktøren gennemgik første serie. Nu forholder det sig sådan, at de stole vi bruger er de selvsamme jeg købte for 39 kr stykket i Ikea, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg ved de ser søde og behagelige ud, men når man mindst venter det, så tilter de og så er der intet at gøre! Derfor gik jeg ind til øvelserne med en vis forsigtighed, der ikke kan kaldes sexet, vist mere akavet og angst. Men måske findes der nogen, der tænder på angst for stole? I hvert fald var der ikke andet at gøre end at go with the flow og prøve at beholde sin værdighed. Men som om det ikke var nok at have Røvens fødder i hovedet, så fik jeg nu min venindes fødder lige op i skærmen. Under en øvelse hvor vi skulle slænge os over stolene og strække benene, strak hun sine som hun skulle, hvilket resulterede i at mit allerede skræmte ansigtsudtryk også blev fyldt med væmmelse.
Jeg fik dog nogenlunde overvundet min frygt for at slænge mig sexet over vakkelvorn stol og fik krabbet mig lidt længere hen mod døren, så jeg undgik fod-til-ansigt-kontakt. Nu var der så bare et andet problem. Jeg har dårlige knæ, og udover det er jeg ikke særligt smidig uden grundig opvarmning og en del timers yoga. Så da vi skulle lave sommerfuglen, var det meget svært at atge sig selv seriøst. Sommerfuglen er egentlig en form for stripperbue, på stol. Vi skulle placere bagdelen længst ude på stolen og smide benene helt op i vejret, ud til siden og op i vejret igen. Ja ja, det lyder nemt, men det er det ikke! Nu stod jeg heldigvis så langt ude i siden af lokalet, at jeg var rykket forbi spejlet, men selv uden det, vidste jeg at det så ud af helvede til. Mine ben rystede, var nødt til at holde krapagtigt i knæene for de ikke smækkede sammen og mit ansigt var meget koncentreret, ikke afslappet og sexet som instruktørens, og mange andres. Tak for mindreværd!
Efter 50 minutters skrækblandet fryd fik vi lov at vælge en sidste øvelse. Valget faldt på gulv! Juhuu, det kunne jeg da nemt klare. På et gulv er jeg den rene mis! Troede jeg.
En del øvelser fungerede fint. Lidt sved på panden, men følte mig mere sexet end på Jeff. Men da vi skulle "slikke mælk", altså smide os sexet over gulvet med total muskelkontrol, var mine muskler så kontrollerede, at det resulterede i krampe i højre fod! Prøvede at skjule det var at sætte tæerne hårdt i gulvet og vifte febrilsk med benet. Intet hjalp det, så snart vi skulle lappe imaginær mælk i os igen forkrampede min fod.
Men min indre stripper, man hedder nu engang Simone, kom frem i mig endnu engang på vej hjem. Lige inden jeg gik forbi tilmeldingsmaskinerne, førte min ben mig, meget selvsikkert, derover og meldte mig til næste Feminess hold igen.
Man skal jo ikke græde over spildt mælk...
Det hele startede egentlig meget godt, havde været til en enkelt time alene, men nu valgte jeg så at tage en veninde med. Bare det at der var en med jeg kender, og som kunne gengive, og være vidne til hændelsesforløbet, gav mig en smule sved på panden til at starte med. Det havde i hvert fald intet med opvarmningen at gøre!
I den mindste sal i hele centeret samledes vi alle, omkring 20 kvinder. Stod farligt tæt på damen foran, der ikke var overvægtigt som sådan, hendes røv var bare et par størrelser større end resten.
Vi lagde ud med lidt let opvarmning, nogle kooregraferede dansebevægelser og hoftevrik. Når jeg koncentrede mig gik det fint, havde prøvet denne øvelse en gang før. Men holdt helst øjnene på instruktøren, ellers gik det helt galt. Næste øvelse var noget yoga inspireret hvor man lavede flyveren og andre spændende stræk. Der var så bare det, at nu lokalet var så småt, rørte Røvens fødder næsten ved min ansigt i "flyveren"! Ad, hvor jeg dog hader fødder, især bare, fremmede fødder i mit ansigt!
Derefter hentede vi stolene. Den første time jeg var til var forlænget, og havde derfor ikke rigtig prøvet noget stoledans, da det var lagt til sidst, hvor jeg var nødt til at smutte. Jeg var derimod med til gulvøvelserne, meget mere mig, fast grund under fødderne!
Men denne gang var der altså fokus på stole, lapdance og sommerfuglen. Da alle havde hentet en stol stillede vi dem op foran os og instruktøren gennemgik første serie. Nu forholder det sig sådan, at de stole vi bruger er de selvsamme jeg købte for 39 kr stykket i Ikea, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg ved de ser søde og behagelige ud, men når man mindst venter det, så tilter de og så er der intet at gøre! Derfor gik jeg ind til øvelserne med en vis forsigtighed, der ikke kan kaldes sexet, vist mere akavet og angst. Men måske findes der nogen, der tænder på angst for stole? I hvert fald var der ikke andet at gøre end at go with the flow og prøve at beholde sin værdighed. Men som om det ikke var nok at have Røvens fødder i hovedet, så fik jeg nu min venindes fødder lige op i skærmen. Under en øvelse hvor vi skulle slænge os over stolene og strække benene, strak hun sine som hun skulle, hvilket resulterede i at mit allerede skræmte ansigtsudtryk også blev fyldt med væmmelse.
Jeg fik dog nogenlunde overvundet min frygt for at slænge mig sexet over vakkelvorn stol og fik krabbet mig lidt længere hen mod døren, så jeg undgik fod-til-ansigt-kontakt. Nu var der så bare et andet problem. Jeg har dårlige knæ, og udover det er jeg ikke særligt smidig uden grundig opvarmning og en del timers yoga. Så da vi skulle lave sommerfuglen, var det meget svært at atge sig selv seriøst. Sommerfuglen er egentlig en form for stripperbue, på stol. Vi skulle placere bagdelen længst ude på stolen og smide benene helt op i vejret, ud til siden og op i vejret igen. Ja ja, det lyder nemt, men det er det ikke! Nu stod jeg heldigvis så langt ude i siden af lokalet, at jeg var rykket forbi spejlet, men selv uden det, vidste jeg at det så ud af helvede til. Mine ben rystede, var nødt til at holde krapagtigt i knæene for de ikke smækkede sammen og mit ansigt var meget koncentreret, ikke afslappet og sexet som instruktørens, og mange andres. Tak for mindreværd!
Efter 50 minutters skrækblandet fryd fik vi lov at vælge en sidste øvelse. Valget faldt på gulv! Juhuu, det kunne jeg da nemt klare. På et gulv er jeg den rene mis! Troede jeg.
En del øvelser fungerede fint. Lidt sved på panden, men følte mig mere sexet end på Jeff. Men da vi skulle "slikke mælk", altså smide os sexet over gulvet med total muskelkontrol, var mine muskler så kontrollerede, at det resulterede i krampe i højre fod! Prøvede at skjule det var at sætte tæerne hårdt i gulvet og vifte febrilsk med benet. Intet hjalp det, så snart vi skulle lappe imaginær mælk i os igen forkrampede min fod.
Men min indre stripper, man hedder nu engang Simone, kom frem i mig endnu engang på vej hjem. Lige inden jeg gik forbi tilmeldingsmaskinerne, førte min ben mig, meget selvsikkert, derover og meldte mig til næste Feminess hold igen.
Man skal jo ikke græde over spildt mælk...
tirsdag den 3. november 2009
Mad, med mere
I lørdags var jeg til en begivenhed, der i daglig tale kaldes 50 års fødselsdag.
Ved en mand jeg ikke kender.
Heldigvis kender min kæreste ham, og det var hans familie jeg skulle med. På denne ene aften blev jeg præsenteret (dog ikke for første gang) for en række kendte, men dybt underlige, fænomener.
Dagen inden havde nogle venner og jeg prydet gaden i vores Halloween udklædning, fordi Saltlageret holdt Halloween fest. Sådan en fest er jo ikke uden alkohol og allerede på vej i gaden havde jeg muligvis fået en tand over tørsten. Min aften blev i hvert fald først stykket sammen lørdag formiddag, going on eftermiddag, udfra hvad venner, kæreste og jeg selv huskede. Blev dog klar til fest nummer to, endda anstændigt klædt og uden hovedpine.
Kl. 18 ankom vi til festlokalerne, hvor jeg håbede vi var nogle af de første. Men nej, det var uundgåeligt. Håndtryks runden. Det første af de underlige fænomener den aften.
Hvad er det der får folk til at rende rundt og give hånden til hinanden, sige hej og gå videre til næste? Over halvdelen sagde ikke deres navn, de delte kun ud af deres bakterier og dårlige ånde. Noget af det værste er dog når man kommer til den Den Døde Fisk. Ja, de findes, folk der ikke giver den anden hånd et klem, men bare lusker deres slatne, klamme hænder i den anden intetanendes klemmeklare hånd. Ad! Det er altså for mærkeligt! Hvis man absolut skal give hånd, så gør det dog ordentligt. Sørg for at klemme så hårdt at folk ikke har lyst til andet end at udtrykke ordet "Hej" og gå. Det var min taktik, et godt solidt håndtryk og et meget højtlydt "Hej"! Desværre havde en af de sidst ankomne gæster ikke oplevet dette.
Velpolstret Dame kom mod mig, smilende. Velpolstret Dames smil blegnede i forvirret udtryk, Velpolstret Dame nøs i højre hånd – og stak denne frem mod mig. Blev så paf at jeg bare stak min egen højre hånd frem og modtog klistret håndtryk. Blev senere mindet om, at jeg jo bare kunne have stukket min venstre frem, tak.
Heldigvis kom en pige ind med Isbjørne. Tog en og drak den vist lidt for hurtigt, eftersom min kæreste tilbød at bytte min slat for hans halve glas. Måske så det mere feminint ud? Måske ville han ikke have folk troede han havde taget en alkoholiker med? Måske kunne han bare ikke lide Isbjørne? Ingen ved det, men snart efter skulle vi spise.
Der var bordkort, og jeg skulle sidde ved min kæreste og de andre unge mennesker. De unge mennesker på min ene side var bare, så at sige, ret unge.
"Nå, spiller du Dota?" Dota! Måtte her undertrykke et fnis, mens jeg spildte hvidvin på dugen. De tre drenge snakkede ikke om andet end computerspil i de næste par timer. Til sidst opgav jeg høfligheden og vendte ryggen til dem, for at rette min fulde opmærksomhed mod de unge mennesker på min egen alder.
Efter en forrygende buffet, lavet af en meget mærkelig tysker, med lakseruller, tarteletter, familiens specielle hvidløgsmarinerede rejer, som ikke var så fandens fede, men som de gik meget op i var en hemmelig opskrift, og salat, kom vi til det andet underlige fænomen – talerne. Det er jo obligatorisk at gæsterne skal ydmyge værten, og i høj grad sig selv, og dette var ingen undtagelse. For det første, så hader jeg taler, for det andet, så hader jeg talere, der lader som om de ikke har planlagt det og laver et lamt skuespil, og for det tredje, så hader jeg talere som græder, fordi talen egentlig handler mest om dem selv. Alle tre slags skulle vi lægge øre til, og ingen var under 22 minutter lange. Og selvfølgelig var det ikke kun mellem forretten og hovedretten, men også mellem hovedretten og desserten. Derfor fik vi først dessert ved 1 tiden om natten.
Havde forgæves prøvet at drikke mig fuld i vin og den kære kaptajn Morgan hele aftenen, men nåede aldrig det punkt, hvor man får lyst til at danse på bordene og kramme alle. Det gjorde de gamle mennesker derimod. Gamle mennesker er endnu mere uhyggelige, når de er sprit stive. Deres udtørrede lemmer omklamrer de nærmeste yngre mennesker, og deres sprukne læber synger pivfalsk med på gamle sange fra deres ungdom, mens de humper omkring og tror de danser. Heldigvis vidste ingen rigtig hvem jeg var, så jeg undgik al opmærksomhed og kunne koncentrere mig om min anden portion softice med tropiske frugter.
For det er dét fødsesldage, hos folk jeg ikke kender, i bund og grund handler om for mig – god mad og meget af det.
Fik egentlig aldrig vasket hænder efter håndtrykkene kom jeg lige i tanke om...
Ved en mand jeg ikke kender.
Heldigvis kender min kæreste ham, og det var hans familie jeg skulle med. På denne ene aften blev jeg præsenteret (dog ikke for første gang) for en række kendte, men dybt underlige, fænomener.
Dagen inden havde nogle venner og jeg prydet gaden i vores Halloween udklædning, fordi Saltlageret holdt Halloween fest. Sådan en fest er jo ikke uden alkohol og allerede på vej i gaden havde jeg muligvis fået en tand over tørsten. Min aften blev i hvert fald først stykket sammen lørdag formiddag, going on eftermiddag, udfra hvad venner, kæreste og jeg selv huskede. Blev dog klar til fest nummer to, endda anstændigt klædt og uden hovedpine.
Kl. 18 ankom vi til festlokalerne, hvor jeg håbede vi var nogle af de første. Men nej, det var uundgåeligt. Håndtryks runden. Det første af de underlige fænomener den aften.
Hvad er det der får folk til at rende rundt og give hånden til hinanden, sige hej og gå videre til næste? Over halvdelen sagde ikke deres navn, de delte kun ud af deres bakterier og dårlige ånde. Noget af det værste er dog når man kommer til den Den Døde Fisk. Ja, de findes, folk der ikke giver den anden hånd et klem, men bare lusker deres slatne, klamme hænder i den anden intetanendes klemmeklare hånd. Ad! Det er altså for mærkeligt! Hvis man absolut skal give hånd, så gør det dog ordentligt. Sørg for at klemme så hårdt at folk ikke har lyst til andet end at udtrykke ordet "Hej" og gå. Det var min taktik, et godt solidt håndtryk og et meget højtlydt "Hej"! Desværre havde en af de sidst ankomne gæster ikke oplevet dette.
Velpolstret Dame kom mod mig, smilende. Velpolstret Dames smil blegnede i forvirret udtryk, Velpolstret Dame nøs i højre hånd – og stak denne frem mod mig. Blev så paf at jeg bare stak min egen højre hånd frem og modtog klistret håndtryk. Blev senere mindet om, at jeg jo bare kunne have stukket min venstre frem, tak.
Heldigvis kom en pige ind med Isbjørne. Tog en og drak den vist lidt for hurtigt, eftersom min kæreste tilbød at bytte min slat for hans halve glas. Måske så det mere feminint ud? Måske ville han ikke have folk troede han havde taget en alkoholiker med? Måske kunne han bare ikke lide Isbjørne? Ingen ved det, men snart efter skulle vi spise.
Der var bordkort, og jeg skulle sidde ved min kæreste og de andre unge mennesker. De unge mennesker på min ene side var bare, så at sige, ret unge.
"Nå, spiller du Dota?" Dota! Måtte her undertrykke et fnis, mens jeg spildte hvidvin på dugen. De tre drenge snakkede ikke om andet end computerspil i de næste par timer. Til sidst opgav jeg høfligheden og vendte ryggen til dem, for at rette min fulde opmærksomhed mod de unge mennesker på min egen alder.
Efter en forrygende buffet, lavet af en meget mærkelig tysker, med lakseruller, tarteletter, familiens specielle hvidløgsmarinerede rejer, som ikke var så fandens fede, men som de gik meget op i var en hemmelig opskrift, og salat, kom vi til det andet underlige fænomen – talerne. Det er jo obligatorisk at gæsterne skal ydmyge værten, og i høj grad sig selv, og dette var ingen undtagelse. For det første, så hader jeg taler, for det andet, så hader jeg talere, der lader som om de ikke har planlagt det og laver et lamt skuespil, og for det tredje, så hader jeg talere som græder, fordi talen egentlig handler mest om dem selv. Alle tre slags skulle vi lægge øre til, og ingen var under 22 minutter lange. Og selvfølgelig var det ikke kun mellem forretten og hovedretten, men også mellem hovedretten og desserten. Derfor fik vi først dessert ved 1 tiden om natten.
Havde forgæves prøvet at drikke mig fuld i vin og den kære kaptajn Morgan hele aftenen, men nåede aldrig det punkt, hvor man får lyst til at danse på bordene og kramme alle. Det gjorde de gamle mennesker derimod. Gamle mennesker er endnu mere uhyggelige, når de er sprit stive. Deres udtørrede lemmer omklamrer de nærmeste yngre mennesker, og deres sprukne læber synger pivfalsk med på gamle sange fra deres ungdom, mens de humper omkring og tror de danser. Heldigvis vidste ingen rigtig hvem jeg var, så jeg undgik al opmærksomhed og kunne koncentrere mig om min anden portion softice med tropiske frugter.
For det er dét fødsesldage, hos folk jeg ikke kender, i bund og grund handler om for mig – god mad og meget af det.
Fik egentlig aldrig vasket hænder efter håndtrykkene kom jeg lige i tanke om...
mandag den 2. november 2009
EMAZEing
Første dag på EMAZE. Som ansat vel at mærke. På trods af bræk, fuldehistorier, utroligt grimme madvaner og mobilafhængighed er jeg nu en del af EMAZE!
I fredags var jeg forbi for at printe nogle utroligt lyserøde invitationer, min niece på snart 7 havde bestilt. Det var så også den dag jeg officielt blev ansat. Yes, blev oprettet i systemet som Grafisk Designer! Så nu går jeg og føler mig lidt høj i hatten, og synes ikke jeg behøver tilbage i skolen, når vi starter igen på onsdag. Jeg er jo rigtig Grafisk Designer nu, og de behøver ikke mere skolegang. De er bedre end alle andre og får faktisk løn. (Ja – jeg må godt være lidt arrogant og fuck-janteloven-lige-i-numsen et par dage endnu).
I dag sad jeg så mine første 7, 5 timer, lønnet, og følte mig vildt heldig, sej og lidt dygtig. Blev sat til at slice, det har intet med pizza at gøre fandt jeg ud af! Det betyder at dele en hjemmeside op i firkanter på pixels og gemme til web, så det hele er klar til programmering. En lidt omstændig opgave, men noget jeg aldrig har lært på skolen.
I morgen skal jeg derind igen, finde billeder til katalog, hjemmeside og annoncer, holde møde og slice resten af hjemmeside. Glæder mig faktisk! Men gik glip af mine fridage. Og selv en Grafisk Designer skal jo rydde op, gøre kaninbur rent, vaske op og gøre rent. Så ligegyldigt hvor høj min hat er, må den ryge til fordel for gummihandsker, vaskemiddel og støvsuger. Men jeg har også læst i Se og Hør at noget skal holde en på jorden så man ikke får nykker...
I fredags var jeg forbi for at printe nogle utroligt lyserøde invitationer, min niece på snart 7 havde bestilt. Det var så også den dag jeg officielt blev ansat. Yes, blev oprettet i systemet som Grafisk Designer! Så nu går jeg og føler mig lidt høj i hatten, og synes ikke jeg behøver tilbage i skolen, når vi starter igen på onsdag. Jeg er jo rigtig Grafisk Designer nu, og de behøver ikke mere skolegang. De er bedre end alle andre og får faktisk løn. (Ja – jeg må godt være lidt arrogant og fuck-janteloven-lige-i-numsen et par dage endnu).
I dag sad jeg så mine første 7, 5 timer, lønnet, og følte mig vildt heldig, sej og lidt dygtig. Blev sat til at slice, det har intet med pizza at gøre fandt jeg ud af! Det betyder at dele en hjemmeside op i firkanter på pixels og gemme til web, så det hele er klar til programmering. En lidt omstændig opgave, men noget jeg aldrig har lært på skolen.
I morgen skal jeg derind igen, finde billeder til katalog, hjemmeside og annoncer, holde møde og slice resten af hjemmeside. Glæder mig faktisk! Men gik glip af mine fridage. Og selv en Grafisk Designer skal jo rydde op, gøre kaninbur rent, vaske op og gøre rent. Så ligegyldigt hvor høj min hat er, må den ryge til fordel for gummihandsker, vaskemiddel og støvsuger. Men jeg har også læst i Se og Hør at noget skal holde en på jorden så man ikke får nykker...
onsdag den 28. oktober 2009
Fitness forfængelighed
Til min store skræk opdagede jeg en dag, alt for sent, at jeg ikke havde mere rent træningstøj til træning! Jeg kunne ikke engang fiske det brugte op af vasketøjskurven, da dette havde været min taktik de sidste 2 uger. Og da jeg minimun træner 3 gange om ugen, var det vist også at strække den.
Måtte finde på en eller anden løsning, jeg skulle have mit træningsfix, og et gratis bad med dertilhørende gratis føn af hår. Fandt nederst i skabet et par lidt korte shorts, i visse kredse kaldet hotpants, som jeg havde brugt til karneval udover lilla leggins. Mente dog at lilla leggins i Equinox ville være et overkill. Især da den eneste trøje jeg kunne nænne at gennemsvede, var en græsgrøn sag med små dødningehoveder printet over det hele.
Som om det ikke var nok, var der også lavvande hvad angik håndklæder – sjovt som det følges ad.
Ankom i fitnesscenteret og iførte mig:
1 – Gammel forvasket sportsBH, der får mine i forvejen små bryster, til helt at forsvinde.
2 – Græsgrøn wifebeater med dødningeprint.
3 – Hotpants, som jeg senere fandt ud af godt kunne blive kortere.
4 – Pink håndklæde, da alle normale eller neutralt farvede håndklæder var til vask.
Selvom der utvivlsomt er mange... specielle, typer i Equinox, tror jeg nok lige der blev lagt mærke til mig den aften! Min kombination af hvide lår, grøn trøje og pink håndklæde kunne få selv den mest farveblinde til at stoppe forskrækket op og kigge en ekstra gang.
Prøvede at bide det i mig. Man kommer jo ikke i træningscenteret for at vise sig, vel?
Fandt hurtigt en fri crosstrainer oven på, fik sat i gang og følte egentlig at det gik meget godt. Måske ikke det mest behageligt træningssæt jeg havde valgt, og manglede jeg forresten ikke den ene sok? Men efter bare 10 minutters ivrigt løb begyndte mine hotpants at blive endnu hottere. Jeg kunne ligeså godt have trænet i underbukser! Prøvede febrilsk at hive dem ned på plads under balderne, mens jeg løb og lod som om alt var cool. Hiv ned, drik vand, løb på en cool måde, se sej ud, hiv ned i den anden side osv. Dette forsatte en rum tid, skulle jo helst svede de 30 minutter om dagen sundhedsstyrelsen pådutter en. Men i det 20. minut gik to pumpede fyre forbi. De var ikke til at overse og ud af øjenkrogen så jeg, at de var på vej hen mod crosstrainerne. De stoppede op kortvarigt, tog bestik af situationen (underligt udtryk når man tænker over "Ja, jeg tager lige bestik af situationen. Den må siges at være grydeske") pegede på mig, og gik videre. Jeg blev helt forvirret, havde musik i ørerne så anede ikke hvad de sagde. Men i min, i forvejen ret udsatte tilstand, gennemgik jeg hurtigt nogle senarier i mit hoved. "Havde de peget fordi jeg havde meget hvide lår? Kunne de se mine lyserøde mormortrusser under kanten af mine forræderiske shorts? Opdagede de at jeg kun havde én sok på? Og hvorfor gik de op i om jeg kun havde valgt at den højre fod skulle være påklædt? Lad da være med at gå op i så små detaljer mennesker!" Hoppede med det samme af min crosstrainer, og gik meget bestemt ned i omklædningsrummet. Ikke mere træning til mig den dag!
Nåede kun 25 minutters konditionstræning, gad vide om sundhedsstyrelsen kommer forbi og tvinger mig til at løbe op og ned af mine trapper i de sidste fem minutter – "Og husk så at der skal sokker på begge fødder, ellers bliver du forkølet! Og lad være med at tage så mange farver på, på én gang, det er skadeligt for andre menneskers øjne"!
Måtte finde på en eller anden løsning, jeg skulle have mit træningsfix, og et gratis bad med dertilhørende gratis føn af hår. Fandt nederst i skabet et par lidt korte shorts, i visse kredse kaldet hotpants, som jeg havde brugt til karneval udover lilla leggins. Mente dog at lilla leggins i Equinox ville være et overkill. Især da den eneste trøje jeg kunne nænne at gennemsvede, var en græsgrøn sag med små dødningehoveder printet over det hele.
Som om det ikke var nok, var der også lavvande hvad angik håndklæder – sjovt som det følges ad.
Ankom i fitnesscenteret og iførte mig:
1 – Gammel forvasket sportsBH, der får mine i forvejen små bryster, til helt at forsvinde.
2 – Græsgrøn wifebeater med dødningeprint.
3 – Hotpants, som jeg senere fandt ud af godt kunne blive kortere.
4 – Pink håndklæde, da alle normale eller neutralt farvede håndklæder var til vask.
Selvom der utvivlsomt er mange... specielle, typer i Equinox, tror jeg nok lige der blev lagt mærke til mig den aften! Min kombination af hvide lår, grøn trøje og pink håndklæde kunne få selv den mest farveblinde til at stoppe forskrækket op og kigge en ekstra gang.
Prøvede at bide det i mig. Man kommer jo ikke i træningscenteret for at vise sig, vel?
Fandt hurtigt en fri crosstrainer oven på, fik sat i gang og følte egentlig at det gik meget godt. Måske ikke det mest behageligt træningssæt jeg havde valgt, og manglede jeg forresten ikke den ene sok? Men efter bare 10 minutters ivrigt løb begyndte mine hotpants at blive endnu hottere. Jeg kunne ligeså godt have trænet i underbukser! Prøvede febrilsk at hive dem ned på plads under balderne, mens jeg løb og lod som om alt var cool. Hiv ned, drik vand, løb på en cool måde, se sej ud, hiv ned i den anden side osv. Dette forsatte en rum tid, skulle jo helst svede de 30 minutter om dagen sundhedsstyrelsen pådutter en. Men i det 20. minut gik to pumpede fyre forbi. De var ikke til at overse og ud af øjenkrogen så jeg, at de var på vej hen mod crosstrainerne. De stoppede op kortvarigt, tog bestik af situationen (underligt udtryk når man tænker over "Ja, jeg tager lige bestik af situationen. Den må siges at være grydeske") pegede på mig, og gik videre. Jeg blev helt forvirret, havde musik i ørerne så anede ikke hvad de sagde. Men i min, i forvejen ret udsatte tilstand, gennemgik jeg hurtigt nogle senarier i mit hoved. "Havde de peget fordi jeg havde meget hvide lår? Kunne de se mine lyserøde mormortrusser under kanten af mine forræderiske shorts? Opdagede de at jeg kun havde én sok på? Og hvorfor gik de op i om jeg kun havde valgt at den højre fod skulle være påklædt? Lad da være med at gå op i så små detaljer mennesker!" Hoppede med det samme af min crosstrainer, og gik meget bestemt ned i omklædningsrummet. Ikke mere træning til mig den dag!
Nåede kun 25 minutters konditionstræning, gad vide om sundhedsstyrelsen kommer forbi og tvinger mig til at løbe op og ned af mine trapper i de sidste fem minutter – "Og husk så at der skal sokker på begge fødder, ellers bliver du forkølet! Og lad være med at tage så mange farver på, på én gang, det er skadeligt for andre menneskers øjne"!
mandag den 19. oktober 2009
Oplæg og opkast
I dag fik jeg en åbenbaring, ikke en af de behagelige slags man gerne vil have. Nej, jeg fik en åbenbaring i en strøm af opkast i min chefs bil.
Jeg fik for 3 uger siden praktikplads hos reklamebureauet EMAZE i Aalborg. Hurtigt fik jeg og min medpraktikant en opgave af format, lav en visuel identitet for et bygge og arkitektfirma. Skal ske og blev gjort. I dag skulle vi så sælge ideen til selveste byggefamilien, arkitekterne og entreprisechefen.
Kl.8.00 mødte vi ind på kontoret til morgenmøde som enhver anden mandag. 09.00 kørte vi, min chef, medpraktikant og jeg mod Hinnerup og første kundemøde med salg som mål.
Min mave opførte sig underligt allerede på vej derned, overvejede om det var nervøsitet, køresyge eller madforgiftning fra farsbrødet dagen før. Håbede på nervøsitet, som normalt går over så snart jeg sidder i den givne situation.
Da vi ankom var det i hjemlige omgivelser. Morgenkage, kaffe, te, fint porcelæn og afslappet atmosfære. Ingen grund til panik - men den fangede min mave ikke. Da vi gik i gang med oplægget var det med nerverne helt uden på skjortekjolen og morgenmaden farligt tæt på drøblen, men der var ingen grund til at være bange. Kunderne var ikke bidske hunde, men utroligt forstående mennesker, der elskede vores design. De stillede intelligente spørgsmål og viste deres henrykkelse for deres nye identitet. Prøvede at smile tappert gennem mit utroligt slørede blik, svedige pande og kridhvide hud. Da vi skulle give hånd og sige tak for i dag var jeg bogstaveligt talt ved at brække mig over arktitektens kone. Ikke fordi hun lugtede eller på nogen måde fortjente at få mit maveindhold over sig, jeg havde bare nået det punkt i kvalmen hvor maven ikke vil være sit indhold bekendt længere.
Ud i bilen, prøve at vise utrolig glæde for et veloverstået oplæg og en ansættelse hos fantastiske EMAZE. Chef ser jeg er dårlig, chef spørger om vi skal køre, chef kører og medpraktikant hopper overstadigt på bagsædet. Efter en tur rundt i Århus' industrikvarter, mange hjørner, mange stop kunne min mave ikke mere. Lige inden vi når midtbyen og frokosten, ørler jeg ud over mig selv og min chefs firmabil, ikke bare en gang, men to gange..
Som om det ikke var nok i sig selv at sidde med halvfordøjet morgenkage ud over sort skjortekjole skal jeg også vise det til en kø på en tankstation, som viser sig at være den eneste i Århus uden toilet! "Jamen jeg har brækket mig over mig selv!" Det kan jeg desværre ikke gøre så meget ved. Næste. Ja hvad skal du have?" Tak for lort ekspedientspasserdame! Ud i bilen igen hvor jeg modtager et knus fra min medpraktikant. Tænker om hun ikke har opdaget brækket der løber fra min hage og ned til mine knæ. Hvordan vi bestemmer os for at tage i Bruuns kan jeg ikke huske, men befinder mig pludselig i bazaren med et gavekort til H&M. Smutter ind mellem tøjrækkerne, prøver at gemme mig ved listigt at snige mellem rækkerne af palietter, bomuld og akryl, men stanken af bræk kan ikke overdøves af glitter og glimmer. Finder med hjælp fra medpraktikanten nogle kjoler og går i prøverummet. Får bræk i håret hvor der før ikke var så meget da jeg skifter fra beskidt kjole til ren kjole. Køber den og løber på toilettet for skift og parfumebad mens de andre finder et bord på Mamma Mia til pasta salater og en månepizza.
Og hvad er moralen så? Jeg aner det ikke, men jeg må indrømme at når min chef stadig vil ansætte mig på et halvt års prøve efter jeg har overbrækket hans bil og købt kjoler i arbejdstiden er jeg en meget heldig person. Måske er der ingen morale, ikke andet end at denne episode tvang mig hovedkulds ud i at starte en blog, for der er efterhånden alt for mange underlige situationer i mit liv, begået af mig selv eller med mig som tilskuer, til ikke at skrive dem ned.
Jeg fik for 3 uger siden praktikplads hos reklamebureauet EMAZE i Aalborg. Hurtigt fik jeg og min medpraktikant en opgave af format, lav en visuel identitet for et bygge og arkitektfirma. Skal ske og blev gjort. I dag skulle vi så sælge ideen til selveste byggefamilien, arkitekterne og entreprisechefen.
Kl.8.00 mødte vi ind på kontoret til morgenmøde som enhver anden mandag. 09.00 kørte vi, min chef, medpraktikant og jeg mod Hinnerup og første kundemøde med salg som mål.
Min mave opførte sig underligt allerede på vej derned, overvejede om det var nervøsitet, køresyge eller madforgiftning fra farsbrødet dagen før. Håbede på nervøsitet, som normalt går over så snart jeg sidder i den givne situation.
Da vi ankom var det i hjemlige omgivelser. Morgenkage, kaffe, te, fint porcelæn og afslappet atmosfære. Ingen grund til panik - men den fangede min mave ikke. Da vi gik i gang med oplægget var det med nerverne helt uden på skjortekjolen og morgenmaden farligt tæt på drøblen, men der var ingen grund til at være bange. Kunderne var ikke bidske hunde, men utroligt forstående mennesker, der elskede vores design. De stillede intelligente spørgsmål og viste deres henrykkelse for deres nye identitet. Prøvede at smile tappert gennem mit utroligt slørede blik, svedige pande og kridhvide hud. Da vi skulle give hånd og sige tak for i dag var jeg bogstaveligt talt ved at brække mig over arktitektens kone. Ikke fordi hun lugtede eller på nogen måde fortjente at få mit maveindhold over sig, jeg havde bare nået det punkt i kvalmen hvor maven ikke vil være sit indhold bekendt længere.
Ud i bilen, prøve at vise utrolig glæde for et veloverstået oplæg og en ansættelse hos fantastiske EMAZE. Chef ser jeg er dårlig, chef spørger om vi skal køre, chef kører og medpraktikant hopper overstadigt på bagsædet. Efter en tur rundt i Århus' industrikvarter, mange hjørner, mange stop kunne min mave ikke mere. Lige inden vi når midtbyen og frokosten, ørler jeg ud over mig selv og min chefs firmabil, ikke bare en gang, men to gange..
Som om det ikke var nok i sig selv at sidde med halvfordøjet morgenkage ud over sort skjortekjole skal jeg også vise det til en kø på en tankstation, som viser sig at være den eneste i Århus uden toilet! "Jamen jeg har brækket mig over mig selv!" Det kan jeg desværre ikke gøre så meget ved. Næste. Ja hvad skal du have?" Tak for lort ekspedientspasserdame! Ud i bilen igen hvor jeg modtager et knus fra min medpraktikant. Tænker om hun ikke har opdaget brækket der løber fra min hage og ned til mine knæ. Hvordan vi bestemmer os for at tage i Bruuns kan jeg ikke huske, men befinder mig pludselig i bazaren med et gavekort til H&M. Smutter ind mellem tøjrækkerne, prøver at gemme mig ved listigt at snige mellem rækkerne af palietter, bomuld og akryl, men stanken af bræk kan ikke overdøves af glitter og glimmer. Finder med hjælp fra medpraktikanten nogle kjoler og går i prøverummet. Får bræk i håret hvor der før ikke var så meget da jeg skifter fra beskidt kjole til ren kjole. Køber den og løber på toilettet for skift og parfumebad mens de andre finder et bord på Mamma Mia til pasta salater og en månepizza.
Og hvad er moralen så? Jeg aner det ikke, men jeg må indrømme at når min chef stadig vil ansætte mig på et halvt års prøve efter jeg har overbrækket hans bil og købt kjoler i arbejdstiden er jeg en meget heldig person. Måske er der ingen morale, ikke andet end at denne episode tvang mig hovedkulds ud i at starte en blog, for der er efterhånden alt for mange underlige situationer i mit liv, begået af mig selv eller med mig som tilskuer, til ikke at skrive dem ned.
Abonner på:
Opslag (Atom)