Mad, med mere

I lørdags var jeg til en begivenhed, der i daglig tale kaldes 50 års fødselsdag.
Ved en mand jeg ikke kender.
Heldigvis kender min kæreste ham, og det var hans familie jeg skulle med. På denne ene aften blev jeg præsenteret (dog ikke for første gang) for en række kendte, men dybt underlige, fænomener.

Dagen inden havde nogle venner og jeg prydet gaden i vores Halloween udklædning, fordi Saltlageret holdt Halloween fest. Sådan en fest er jo ikke uden alkohol og allerede på vej i gaden havde jeg muligvis fået en tand over tørsten. Min aften blev i hvert fald først stykket sammen lørdag formiddag, going on eftermiddag, udfra hvad venner, kæreste og jeg selv huskede. Blev dog klar til fest nummer to, endda anstændigt klædt og uden hovedpine.

Kl. 18 ankom vi til festlokalerne, hvor jeg håbede vi var nogle af de første. Men nej, det var uundgåeligt. Håndtryks runden. Det første af de underlige fænomener den aften.
Hvad er det der får folk til at rende rundt og give hånden til hinanden, sige hej og gå videre til næste? Over halvdelen sagde ikke deres navn, de delte kun ud af deres bakterier og dårlige ånde. Noget af det værste er dog når man kommer til den Den Døde Fisk. Ja, de findes, folk der ikke giver den anden hånd et klem, men bare lusker deres slatne, klamme hænder i den anden intetanendes klemmeklare hånd. Ad! Det er altså for mærkeligt! Hvis man absolut skal give hånd, så gør det dog ordentligt. Sørg for at klemme så hårdt at folk ikke har lyst til andet end at udtrykke ordet "Hej" og gå. Det var min taktik, et godt solidt håndtryk og et meget højtlydt "Hej"! Desværre havde en af de sidst ankomne gæster ikke oplevet dette.
Velpolstret Dame kom mod mig, smilende. Velpolstret Dames smil blegnede i forvirret udtryk, Velpolstret Dame nøs i højre hånd – og stak denne frem mod mig. Blev så paf at jeg bare stak min egen højre hånd frem og modtog klistret håndtryk. Blev senere mindet om, at jeg jo bare kunne have stukket min venstre frem, tak.
Heldigvis kom en pige ind med Isbjørne. Tog en og drak den vist lidt for hurtigt, eftersom min kæreste tilbød at bytte min slat for hans halve glas. Måske så det mere feminint ud? Måske ville han ikke have folk troede han havde taget en alkoholiker med? Måske kunne han bare ikke lide Isbjørne? Ingen ved det, men snart efter skulle vi spise.
Der var bordkort, og jeg skulle sidde ved min kæreste og de andre unge mennesker. De unge mennesker på min ene side var bare, så at sige, ret unge.
"Nå, spiller du Dota?" Dota! Måtte her undertrykke et fnis, mens jeg spildte hvidvin på dugen. De tre drenge snakkede ikke om andet end computerspil i de næste par timer. Til sidst opgav jeg høfligheden og vendte ryggen til dem, for at rette min fulde opmærksomhed mod de unge mennesker på min egen alder.
Efter en forrygende buffet, lavet af en meget mærkelig tysker, med lakseruller, tarteletter, familiens specielle hvidløgsmarinerede rejer, som ikke var så fandens fede, men som de gik meget op i var en hemmelig opskrift, og salat, kom vi til det andet underlige fænomen – talerne. Det er jo obligatorisk at gæsterne skal ydmyge værten, og i høj grad sig selv, og dette var ingen undtagelse. For det første, så hader jeg taler, for det andet, så hader jeg talere, der lader som om de ikke har planlagt det og laver et lamt skuespil, og for det tredje, så hader jeg talere som græder, fordi talen egentlig handler mest om dem selv. Alle tre slags skulle vi lægge øre til, og ingen var under 22 minutter lange. Og selvfølgelig var det ikke kun mellem forretten og hovedretten, men også mellem hovedretten og desserten. Derfor fik vi først dessert ved 1 tiden om natten.
Havde forgæves prøvet at drikke mig fuld i vin og den kære kaptajn Morgan hele aftenen, men nåede aldrig det punkt, hvor man får lyst til at danse på bordene og kramme alle. Det gjorde de gamle mennesker derimod. Gamle mennesker er endnu mere uhyggelige, når de er sprit stive. Deres udtørrede lemmer omklamrer de nærmeste yngre mennesker, og deres sprukne læber synger pivfalsk med på gamle sange fra deres ungdom, mens de humper omkring og tror de danser. Heldigvis vidste ingen rigtig hvem jeg var, så jeg undgik al opmærksomhed og kunne koncentrere mig om min anden portion softice med tropiske frugter.
For det er dét fødsesldage, hos folk jeg ikke kender, i bund og grund handler om for mig – god mad og meget af det.
Fik egentlig aldrig vasket hænder efter håndtrykkene kom jeg lige i tanke om...