Året der gik #2

Gymnasie eller gymnasium? Bajads, dorsk og gelassen.
Året bød på en ny version af Retskrivningsordbogen. Nogle gamle ord måtte vi sige farvel til, mens nye ord fik deres plads. Ikke alle lige formfuldendte og rigsdanske, men mundrette og lette at stave til. Eller lettere at stave til.
Vi fik mere valgfrihed i vores sprog. Det kan både være godt og ondt, alt efter hvem man er. Men sproget fylder meget og selvom man hverken kan lide at læse eller skrive, er alle med til at forme hvilke ord der bliver optaget i bogen, og hvilke der udgår.
Mit eget ordforråd er ret stort, synes jeg selv. Men jeg har nogle ord og vendinger, som jeg bruger meget eller har et lidt varmere forhold til end andre. De udtryk jeg har brugt mest, har jeg forsøgt at sætte op. Svært var det, for på et år er der også både blevet optaget og udraderet udtryk i mit ordforråd. Og på en eller anden måde er det kraftudtrykkene, der står stærkest i min erindring.

1) Svedigt! - Når noget er så sejt, at det får 80'er swag over sig og bare drypper af niceness! Et musiknummer kan være svedigt, og det kan et stykke tøj også. Pas på flertydigheden.

2) Swag! - En underlig bastard af engelsk og dansk som blev meget brugt i starten af året. Desværre blev det ligeså hurtigt yt, som det blev in. At have swag er ikke swag længere.

3) Niceness! - En udbygning af ordet nice. Når noget er nicere end nice og lidt hipt.

4) Totalt! - Godt gammeldags dækkende ord som kan sættes foran det meste. Totalt svedigt er svært at opnå, og totalt nedern er når du har tis på hænderne og klør dig i øjnene på Roskilde. Og det ikke er dit eget tis.

5) For vildt! - Det mest brugte udtryk hos undertegnede i en stor del af 2012. Det ser ud til at følge med ind i 2013. Det er for vildt et udtryk! Kraftig og kalder på en høj røst og store armbevægelser!

6) Mongo! - Forstærker det led, der kommer bagefter. 'Den var mongo stor!' for eksempel. Siges sjældent om kønsorganer.

7) Mægtigt! - Leder tankerne hen på Disney film og Lille Per. 'Den er mægtig' eller bare ren og skær 'Mægtigt'. Når en idé er skide god!

8) For dælan da! - Egentlig et bandeord, men et meget mildt et. Lidt ligesom Andens 'For nissens da også!'. En pendant til det svenske bandeord 'Den jävlan!' Er især godt når man dummer sig på en lidt naiv måde eller når pastaen koger over.

Året der gik #1

Nu går vi snart ind i et nyt år. De sidste dage af det snart forgangne 2012 vil jeg bruge på at tænke tilbage. Ikke nødvendigvis på noget eksistentielt eller livsbekræftende. Og heller ikke nødvendigvis bare fordi året snart er slut. Men fordi radioen og tv'et er fulde af 'Året der gik', og jeg selv kom til at gå og tænke på det år, som snart er gået. På mine egne lister og oplevelser, irritationsmomenter, yndlingssange, mest brugte udtryk og mest hadede modefænomener. Og fænomener. På hvad der lige rører sig i min snørklede hjernebark og bankende hjerte. Og hvor er bedre at starte, end ved ti ting der både er irriterende, akavede og alligevel lidt sjove?

1) Når wannabe-gangster-wigga-piger taler grimt i telefonen offentlige steder som toget, bussen, busstoppestedet eller i Salling, og de vender øjne mod dig, så du pludselig er del af skændriet på hendes PMS-styrede-hysteriske side og ikke ved, om du skal himle tilbage eller løbe hylende væk fra Joe and the Juice.

2) Når to Aalborg-agtige duller træner sammen, efter først at have krøllet øjenvipper, sprayet lak i håret og lagt lipgloss, og de lægger mere vægt på at stritte med deres appelsinhudsballer og prøve at suge dansevandstanken ind end på faktisk at træne korrekt.

3) Når de blå futter i Fitness World kommer med ud af centeret, og det først er langt nede af gaden, den slæbende lyd pludselig gør dig opmærksom på, at du ligner en rengøringskone i sneen, hvorefter du uskønt glider en halv meter i forsøget på at tage dem af, uden nogen ser det.

4) Når piger tager portrætbilleder af sig selv med ligegyldige captions á la "Jeg er glad" på Instagram. Stop det.

5) Når folk bruger engelske udtryk, hvor danske havde været fuldt ud dækkende. For eksempel ordet 'captions'. Kan du sige kommentar, internationale-sprog-spasser?

6) Når pigers vægge bliver klisteret til i vammel-søde, lidt for intime venindebeskeder á la "Du er så smuk skatter, glæder mig til at se dig i aften. Møzzer!" "Smukke, Piiift!""Selv smukke!" "Nej, du er smukkest skattemusen!" "Jeg elsker dig skatten min. Du er bare så darjlig!"
Giv mig din Guccitaske. Jeg skal kaste op!

7) Når folk siger ting som "Dengang jeg var i Vietnam, Thailand etc." med tryk på 'jeg' og prøver at lyde verdenskloge, selvom de brugte flere penge på selvlysende maling, elefantrideture og kokosnødder med mistænkeligt alkoholisk indhold end på at møde de indfødte i landet, opleve de steder, hvor der ikke er overbefolket af fede, lyserøde turister eller sætte sig ind i forskellen på hinduisme, buddhisme og taoisme, men stadig sværger til Om og diverse eksotiske guder.

8) Når folk poster status opdateringer på Facebook, hvor der for eksempel står: "Åh, hvorfor sker det bare altid for mig (ked-af-det-smiley)?" og en eller anden naiv idiot svarer "Hvad søde? Skriv i privatchatten!" og selvmedlidenheds-typen så skriver "Nej, det er ligemeget. Det er bare så hårdt!" Stop det nu!

9) Når din far bruger kraftudtrykket 'edderpikme', og det eneste du hører er, din far der råber 'PIK'.

10) Når facere følger efter dig på gaden i en stormtale om, hvor forfærdelig verden er, og du til sidst må fake et epileptisk anfald for at få dem til at forsvinde.

Glædelig jul?

Overalt på de sociale medier flyver det med julehilsener og lykønskninger. I køkkenet flyver det med forjagede skældsord, kartoffelvand, taffelchips og rødkål. Gulvet er glat af andefedt. Kattene putter sig under juletræet og kløjes hvert andet minut i sølvlametta og gavebånd. I sofaen sidder en familie og lader deres magelige kroppe flyde ud over lædermøblerne, mens tv'et kører på et ligegyldigt program, som ingen kan huske i morgen. En rygdelle blafrer, da en vind slipper ud af buksen og tilføjer lidt ekstra huller i Ozonlaget. Det skal også mærke, at det er jul.
Stearinlysene oser køligt i vinduekarmene, hvor ruderne dugger til, og vandet løber langsomt ned for at fryse til is i karmen.
Stemmerne i køkkenet bliver højere. Anden er ikke, hvor den skal være. Den er stadig i køleskabet og medisteren sprak. Ikke at den var smukkere, da skindet var helt og blegt, kløften højner nærmere dens potentiale som muligt foderobjekt; hvis man altså er til de mindst tre typer grisedyr, der er obligatorisk på mange juleborde. Personligt synes jeg, noget af det burde sendes til dem som rent faktisk har brug for lidt ekstra kolesterol, og hvis kroppe ikke engang ville fylde den ene hynde i stuen. Men selvom anden gør stegen, confitten, kartoflerne, rødkålen, sovsen og chipsene selskab, er det ikke nok. Mere vil have mere!
Bordets ben kæmper for at holde de store mængder krystal, porcelæn, protein og fedt oppe. Julebordet er næsten fuldendt. Overdådigt som barokken, syndigt som dødens søde flirten med vores arterier og kvalmt som candyfloss og klovne i et forfaldent tivoli.
Glædelig jul!

Tillykke til Mai Ekmann

Lodtrækninger er sjældent særligt magiske. Min lodtrækning var denne gang særligt manuel. Små lyserøde papirkugler med små blækfarvede navne. Men "Den tomme plads" fik sig en ejer!
Og det blev Mai Ekmann!

Gyldendal har allerede tilsendt mig det spritnye eksemplar af romanen, som nu ligger her og venter på at blive læst.

Følg med løbende herinde. Måske kommer der flere konkurrencer, og der kommer helt sikkert flere indlæg af både spøjst, magisk og tragikomisk indhold!

Den tomme plads (og en konkurrence til læserne)

Ud af det blå stod jeg med en ny bog fra Gyldendal mellem hænderne. Pludselig havde jeg to eksemplarer. Vil du vinde det ene eksemplar af J. K Rowlings nye roman "Den tomme plads?" Så læs her og kommenter.

"Du kan vælge for 227 kroner. Vil du finde noget nu, eller have en seddel på det?" Mine gamle bøger helt tilbage fra gymnasiet skulle nu bo i byttebiksen på Nørregade. Og jeg kunne vælge nogle nye, gamle skatte til mit bibliotek.

Det gør altid lidt ondt at skille sig af med de gamle venner. Med krøllede hjørner hvor teksten har særligt smukke sprogblomster eller direkte ulidelige junglevrål. Hvor kaffe, cola og tårer har gjort det fine pergament tyndslidt i gennemsigtige cirkler.
Men når de ikke bliver smidt ud, men får et nyt hjem – først blandt ligestillede, senere måske hos nogen som kan sætte mere pris på deres historie – så er det ikke så slemt at overlade dem til nye øjne.

Jeg kiggede mig omkring. Mit blik faldt på en højrød forside med et sort kryds på. "Den tomme plads" af J. K Rowling. Harry Potters mor. Dens tyngde vejede godt i mine hænder, bagsiden lokkede med gode anmeldelser fra både Politiken og Time Magazine. En voksenroman fra mit forfatteridol fra da jeg selv var tolv og hver nat ventede spændt på, at Hagrid ville rive mig væk fra mit ordinære liv som Muggler og fortælle mig, at jeg ikke var skør. Jeg var bare troldmand. Magiker.

Jeg tog imod en seddel med 227 kroner skrevet i hånden. Jeg kunne ikke beslutte mig. "Den tomme plads" ville passe godt i reolen, der hvor der nu var hul mellem bøgerne i de flammende nuancer. Men alle de andre bøger, der fyldte fra gulv til loft tiggede om at blive taget ud, bladret lidt i og måske blive en del af samlingen. Jeg kunne ikke skuffe dem. Ikke den dag.

Da jeg kom hjem, lå der en pakke uden for min dør. Den vejede godt i mine hænder og havde en størrelse som en bog. Jeg hev det tykke pap af, flåede bobleplasten til side, og der lå den. "Den tomme plads" havde selv fundet vej til min gabende reol. Med et underskrevet brev fra Gyldendal fik jeg en tidlig julegave. Jeg slugte første kapitel råt. De andre gled ned som det møreste kød mellem mine sultne tænder, som ville have mere. Side efter side fortærrede jeg sultent. Bogens omslag lyste som en morgenrøde, og hver aften tyggede bogmærket sig længere og længere mod bagsiden.

En aften var der ikke flere ord. J. K Rowling havde sat sidste punktum i en tragisk, socialrealistisk, humoristisk, gribende fortælling om den lilleby Pagford og dens indbildske, egoistiske og manipulerende beboere. Selvom der ikke var en eneste tryllestav, emmede bogen af magikermoderens sprog og stil.

Derfor har Gyldendal og jeg en tidlig julegave til en heldig læser i Aarhus. Hvis du bor i 8000 eller tæt på, kan du smide en kommentar herunder med dit navn og yndlings trylleformular. Så kan du være med i lodtrækningen om et eksemplar af "Den tomme plads".

Tjek bloggen igen den anden søndag i advent, den 9. december, hvor jeg offentliggør vinderen herinde og på www.overspring.dk, hvor min anmeldelse af bogen kan læses. Bogen kan så afhentes på en af de små hyggelige cafeer i Aarhus ugen efter.

Et tog, en røv, en nærigrøv

Der sad jeg så. Med en fremmed mands røv på hovedet og stirrede ind i en ung piges tykke knæ. Lige der ville jeg ønske, jeg havde givet de 30 kroner ekstra og skaffet mig en rigtig siddeplads i det overfyldte tog. Men billetterne var så dyre, at jeg håbede på min afgang var den rigtige. Den mindst fyldte.
Det var den på ingen måde.

Jeg virrede røven af mit uglede hår. Nok havde jeg ikke gidet sætte det om morgenen, men det var da ikke så fladt, at det kunne gå for taburet! Fornærmet åbnede jeg munden i en grimasse og fik straks stoppet det ene af de tykke knæ ind mellem tænderne. Skummende forbandede jeg DSB og deres tog med indiske tilstande. Deres pludselige forsinkelser med rykvise stop på vej mod stationerne. Min egen nærighed. Og smagen af gamle jeans i min mund.

I næsten tre timer udholdt jeg at sidde ved dørerne, og hver gang de svingede op, tog mine kinder mod diverse flagrende lynlåse og snører fra luftige vinterjakke. Straffen for at ville gemme tre flade tiere til fredagsbaren i stedet for at sidde uforstyrret i en polstret stol. Ved hver station håbede mine krampende lægge og krumme ryg, at der ville strømme flere folk ud end ind. Men pladsen omkring mig forsvandt under sportstasker, våde sko, flade numser og overtøj. Ikke en kubikmeter gik fri.

En ung fyr sad henslængt og lyttede til musik på den modsatte væg. Et par kyssede i rummet lige over mig, og en piges neglelak faldt af i flager få centimeter fra min ene skosnude. En ældre somalier læste avis, mens en dreng spillede computer. Fyren ved min side sendte hede beskeder til sin kæreste. Eller en anden pige. Paul Kalkbrenner mixede i mit hoved. Min stolthed led stadig efter ballernes tunge kollision med min hovedbund.

De 30 kroner ville være givet godt ud. Jeg indrømmer, at jeg for en gangs skyld tog fejl. At det havde været pengene værd. Jeg bed i de sure knæ og fik fladmast min knejsende nakke. Offentlig transport er dyrt, men 30 kroner fra eller til når pengepungen giver ekko, og kortet hviner ved mindste berøring, er måske det værd, næste gang jeg skal sidde i tog fra København til Aarhus.

Rumlighed

Når der ikke er mere at sige. Når alt er sagt. Når tårerne trækker glimtende spor på frostbidte kinder i blegt vintersolskin. Når noget betyder så meget, at man umuligt kan rumme det. Umuligt kan rumme mere. Hvor går man så hen? Hvornår skal man sige stop?

Jeg kan ikke stoppe. Men jeg kan heller ikke rumme mere.

Du har noget i næsen pt. 2

"Du har noget i næsen," ville jeg have sagt. I stedet rørte jeg ved hans kind. Et slags medlidende nus og en afledning for ikke selv at pille det ud. Et tic.
I forvejen er det akavet, når ens venner har noget siddende i næsen. Hver gang de trækker vejret bevæger det sig. Løsner sig måske en smule. Det er kun et spørgsmål om tid, før det flyver ud på ens skjorte. Værre er det, når det er ens kærestes næse, som truer med at fnyse indtørret slim ud på en.

Jeg ville gerne hjælpe, men jeg kan ikke få ordet 'noget' over mine læber, når jeg egentlig mener 'bussemand'. Et ord som er på linje med 'prut'. Det er grimt på en barnlig-ubehagelig måde. Derfor sagde jeg ikke noget dengang. Og derfor sagde jeg heller ikke noget i dag.

Jeg håber ikke, det gør mig til både en dårlig ven og en dårlig kæreste.
Jeg kyssede da igen, selvom jeg frygtede, at det ikke kun var kysset, der blev plantet på mit ansigt. 

Du har noget i næsen pt. 1

"Du har noget i næsen," sagde jeg ikke. Jeg stirrede kun lidt, men længe nok til at hun pillede nervøst ved sin ene næsefløj. Det hjalp ikke.

Jeg siger altid, at hvis jeg har noget i næsen, så skal folk sige det, så jeg kan fjerne det, inden flere ser det. Og ikke påpeger det. Det ser dumt ud. Uhygiejnisk. Det minder mig om børnehaven. Ellevetaller og lange glinsende striber op af ærmerne. Men alligevel bliver jeg flov, når de velmenende og ordreadlydende mennesker siger, at der sidder noget. Skal man pille det ud, mens de kigger? Spørge efter en Kleenex? Et toilet? En skovl?

For det meste flakser min håndryg op om næsen, inden jeg når at spørge efter hjælp. Og så bliver der ikke talt mere om det. Heller ikke hvis fremmedlegemet bliver siddende. Det opdager man først senere. Og med 'man' mener jeg ikke kun mig. Jeg mener også de stakler, som tror de har fjernet det, fordi der ikke bliver talt mere om det. For det er som om, at når ordene først er ude, så er det, at det bliver rigtig pinligt. For begge parter.

Min veninde havde noget i næsen hele dagen. Til sidst håbede jeg, at der ville være en mere venlig ven end mig, der ville sige noget. Da jeg mødte hende senere, kunne jeg se, at den person havde hun ikke mødt.
Det havde jeg heller ikke. Min egen morgenmad sad stadig mellem mine tænder.

Kæledyrs kærlighed

I går så jeg en pige med den største broche, jeg nogensinde har set. Den fyldte hele hendes ene bryst og strakte sig op om skulderen til halsen, hvor en række perler glinsede i lygtepælens gullige skær.
Men så huskede jeg, at jeg ikke havde mine briller på.
Brochen var en hund, og perlerne tænder. Dens tunge daskede ud af flaben, når pigen bevægede sig og bumpede hunden på plads på armen. Det regnede. Hunden skulle måske ikke have våde poter. Ingen ben var pakket ind i gips, og på nært hold lignede det en af den type hunde, som sagtens selv kan gå.

Men en tendens har bredt sig. Små hunde, og også hunde på + 10 kg, skal bæres rundt på armen eller i små tasker med kighuller. De stakkels dyr er i fare for at glemme, hvem de er. Nemlig dyr. Og ikke dukker.

Vores forhold til vores kæledyr har ændret sig meget, siden vi fandt ud af man kunne andet end at flå og æde dem. Vi elsker og forguder dem. Og siden vi har fået flere penge, er vi begyndt at bruge flere af dem på vores firbenede venner. Vi børster dem med børster fra Mason Pearson, giver dem tøj på fra Gucci og sætter lædersnorerne fast i halsbånd med diamanter og sølvvedhæng. De er ikke bare dukker, de er symboler på vores livsstil. De er smykker på vores i forvejen tyngede kroppe!

Jeg havde lyst til at rive hunden ned af pigens skulder, og befri både den og hende fra det forkvaklede forhold, de havde gang i på åben gade. Vaske materialismen og statussymbolismen af i rendestenen. Se hunden stæse af sted på sine stærke ben og pigen give sine penge til de hjemløse om hjørnet. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Der var kærlighed i hundens øjne, når den så på sin ejer. Eller også var det frygt for at blive tabt.

Jeg fortalte det til en af mine kammerater.

"Da jeg var lille, havde jeg da også mine kaniner med mig overalt," fortalte han. Jeg smilede og tænkte på ham som kun tre lorte høj med sin Pjuske og sin Peter.
"Min mor havde syet dem om til vanter, så om vinteren havde jeg dem jo på hver dag!"

Kærlighed kommer i mange afskygninger.

Syrlig fodbold

Min kæreste fortalte, han skulle se bold med drengene for nogle dage siden. Jeg har én gang været med på en lille bæverding kaldet Luderen på Vesterbrogade. Jeg kan ikke huske, hvem der spillede, og jeg er egentlig også ligeglad. Det var jeg også, da jeg trådte ind på baren og straks begyndte nedtællingen til første halvleg, hvor anden nedtælling begyndte, og lyset kunne skimtes for enden af banen. Jeg kan heller ikke huske, hvorfor jeg tog med i stedet for at læse en god bog eller løbe en tur og så lade drenge være drenge.

Men der sad jeg blandt drenge, mænd og mandekvinder og var kun så meget med, at jeg vidste det i hvert fald var et spansk hold på storskærmen. Jeg snuppede en enkelt chip fra Lays posen på bordet. Salt og eddike. Gode. Bedre end kampen. Der stod en reklame for en ny cider på bordet, Garage. Der var en form for vildmand på papskiltet med en kasse af de syrligt søde drikke på armen. De smagte ikke af vildmand.

"Hvis du filmer i Premier League, så bliver du hadet!," Det var helt ny retorik for mig, et nyt sprog. Jeg følte mig i allerhøjeste grad som blondinen fra reklamerne. Da jeg kiggede op på skærmen løb svedende mænd rundt på græsset uden hverken kameraer eller Vita Wrap, så jeg holdt pænt min mund lukket.

Der gik et brøl gennem baren. Det ene hold havde scoret. Tydeligvis det hold flest var med. Undtagen en meget vred mandsling, som sad tæt ved skærmens grynede dug. Jeg kan huske, han havde en hvid skjorte på med tynde striber og ulækkert, sort, glinsende hår, et aflangt ansigt med en dryppende underlæbe og en væmmelig mimik.

Spanieren viste sig at være en meget lav mand med en meget kompenserende personlighed.
"Puuuutoo," råbte han. Højere end alle andre og altid lidt forsinket af barens øvrige tilråb. "Puuuto!" Der var en vis stolthed bag hans udbrud. Hver gang han havde forbandet spillerne, tog han en overlegen slurk af sin rom og cola, som sikkert følte sig ligeså malplaceret mellem fadøllene, som jeg gjorde blandt fodboldfansene.

Kampen blev hurtigt meget mere spændende. Jeg kunne stirre, alt hvad min mor har lært mig man ikke må, på den højrøstede spanier. Han var så opslugt af at råbe af spillerne, af at gnaske chips på en ubehagelig måde og af at sippe til sin tøsedrink, at han ikke ænsede mig. Eller nogen af de andre i baren som efterhånden var ved at være godt trætte af hans tilstedeværelse.

Han levede helt op til mine fordomme. Ikke om fodboldtosser på Luderen, men om små mænd. De finder altid en måde at kompensere for deres mangel på højde. Ham har havde valgt at være den mest larmende og mest ubehagelige mand på baren. Han overstrålede kampen med sin umandige surhed, og blev for mig hele billedet på aftenen. Ham og så vildmanden på Garage ciderreklamen. Syrlig og fedtet og fodbold.

Nøgen i sokker

Der findes mange slags hylstre til at gemme hård hud, fodvorter og neglesvamp i. Strømper, ankelstrømper, strømpebusker, nylonstrømper. Og sokker. Det absolut mest usexede stykke tøj der nogensinde er blevet opfundet!

Jeg tog mine sokker på som det første efter badet i dag. Det så helt tosset ud. Mine fødder blev pinligt berørt over den pludselige udstilling af deres akavede længde, og min krop følte sig ekstra nøgen i sokkernes kontrast. Nøgenheden blev forvandlet til et grinagtigt forsøg på at holde varmen, og al selvtillid forsvandt som dug fra spejlet, der afslørede en krop, som nu følte sig lille og fjollet.
Lille, fjollet og usexet.
Lidt ligesom min den min kærestes krop forvandles til, når han beholder sokkerne på som det eneste i sengen. Det er bare ikke frækt. Jeg så nu mig selv med de øjne, jeg plejer at sende mod sokkebeklædte mandefødder.

Jeg ved ikke, hvad det er ved sokker og strømper, der er så fandens utiltrækkende. Så længe der er et bukseben i forlængelse, eller i det mindste udsigten til shorts, fungerer de meget godt.
Der dækker de knoglede mandetæer med apatiske øer af stridt hår og tykke pigeplader med grim neglelak. Desuden varmer de på kolde dage, og giver Bedste noget at lave efter bridge, når hullerne skal stoppes.
Men som eneste beklædningsgenstand på de cirka to kvadratmeter hud, der dækker en voksen krop. Nej føj da!

Det er pudsigt som ensomme sokker bliver til det mest kejtede og mest opmærksomhedskrævende på en ellers nøgen og ret så opmærksomhedstagende krop. Og at sokkernes fravær på en ellers påklædt krop gør fødderne ekstra udsat, og viser dem fra deres absolut grimmeste side.
Især når en selvsiddende nylonstrømpe kan være noget af det mest sexede en kvinde kan tage på. Eller af. Men så igen skal der ikke mere end en sammensyning af de to selvsiddere til et par strømpebukser, som igen fjerner alle lystige tanker og i stedet fremkalder både muffintop og kameltoe.

Det eneste, der er værre end de almindelige potelignende hylstre, er fingersokkerne! De er okay væmmelige i børnestørrelse, men på en fjollet nuttet måde. Når det så er i voksenstørrelse og på mænd, står jeg helt af. Det vil jeg slet ikke se uden en buks til at nedtone hæsligheden. Selv der er det en grund til øjeblikkelig latterliggørelse.

Resten af mit tøj kom også hurtigt på. Tænk hvis nogen havde set mig! Sokkerne kommer ikke på som det første igen. Men måske tager jeg dem af som det sidste engang, bare i stedet for at have ondt i hovedet.

Tillykke Mie og Pernille

Når det kommer til lodtrækninger, er jeg aldrig særlig heldig. Men denne gang har jeg ikke selv deltaget, nogen kunne jo se det som snyd, desuden ejer jeg allerede et eksemplar af præmien.
Jeg har dog lært at lave en simpel tilfældig udvælgelse. Noget jeg kun har hørt om til vores økonomiforelæsninger, og som jeg troede, var noget, jeg kun skulle kunne til eksamen.
Man kan også bruge det til at gøre folk glade, og kede af det, fandt jeg nu ud af. Jeg foretrækker begge udfald. Jeg hilste lidt på random.org, hvor man kan lave en liste. Alle navne fik et tilfældigt tal, og jeg lavede et taludtræk hvor nr. 7 og nr. 11 vandt. Pisse smart.
Så ærgerlig ærgerlig til de 18 som ikke vandt og tilhører kategorien kede af det, og tillykke til de to vindere!

De heldige vindere bag tallene er:
Pernille Hildebrandt Nielsen og Mie Fischmann Jørgensen

Tillykke til jer. Send jeres adresse til min mail sokkels@gmail.com, så vil jeg sørge for at Pretty Ink sender en saftig knaldroman afsted til jer!

Fifty Shades of Grey (og en konkurrence til læserne)

"Uh, det er jo porno!" Ekspedienten sendte et løftet øjenbryn min vej, og min vej gik hurtigt mod døren. Posthuse er nok ikke vant til, at lyshårede piger med briller råber 'PORNO', når de åbner pakker på disken. 

Men den dag modtog jeg porno. Og hånden på hjertet, jeg havde ikke bestilt det. Bare takket ja til, at Mette Holbæk måtte sende mig en bog. Hun sendte mig Fifty Shades of Grey. Den nye trilogi som desperate kvinder verden over febrilsk river ned fra hylderne og ind i deres sexløse ægteskaber og kolde singlesenge.

Det var i hvert fald min fordom om bogen, som jeg dagen inden havde gjort grin af med min kæreste. 

Nu stod jeg med selvsamme roman i hånden. Første del af trilogien om Anastasia Steele og Christian Grey. Bare navnene fik mig til at krænge overlæben op i foragt. Hvor banalt, hvor ligetil og budgetpornoagtigt. 

Den sorte boks med bogen blev lagt i min taske, mens mit blik scannede gaden. Jeg skammede mig lidt over indholdet. Men det råbte til mig. Skrigene fra Anastasias mange orgasmer brød ud af siderne, ud af boksen og ind i mit sind. Der var ikke andet at gøre end at starte fra starten og læse bogen. Finde ud af hvorfor den var blevet verdens hurtigst sælgende roman. 

Svøbt i bløde tæpper åd jeg side efter side af bogen i min sofa. Et miks af irritation og læselyst sprang rundt i mig, mens mit blod kogte over de sexede fantasier, der slap løs kapitel efter kapitel. 

Fifty Shades of Grey ligger igen i sin sorte boks. Gemt lidt væk, for den passer ikke helt til min samling af litterære perler og bøger om journalistik. Men når toeren udkommer, skal jeg da ikke være for fin til også at læse den. Bare for at udvide min horisont, og måske vende lidt tilbage til dengang, livet var så let som sproget i bogen og knap så kompliceret, som de stillinger Christian smider Anastasia i.

Hvis du selv vil være en del af Fifty Shades klubben, udlodder jeg to eksemplarer af den danske oversættelse fra forlaget Pretty Ink, under Rosinante & co.

Alt du skal gøre er at smide en kommentar herunder med dit navn og yndlingsfarve. Tjek bloggen igen mandag den 3. september, hvor jeg vil offentliggøre vinderne, som også bliver offentliggjort samme dag på www.overspring.dk, hvor min anmeldelse af bogen findes.

Tømmermænd

Mine fingre dirrer. Hele min krop gennemløbes af en million små rystelser. Værelset snurrer. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Indersiden af mine øjenlåg er fyldt med lysende cirkler, der danser og gør mig kvalm. Jeg rækker ud efter en imaginær vandflaske og taber min telefon ned i hovedet. Alkoholrelateret parkinsons.

Mine læber skilles uendeligt langsomt. Smasker tørheden væk. Vandhanen er flere kilometer fra min seng, som trækker mig ned i blødheden og festsnasken fra i går. Tungen løber hen over pelsede tænder. Jeg burde stå op. Gå i bad. Vaske aftenen af og starte en ny dag uden grævlinger i mundhulen og løvemanke på hovedet.

Tiden snegler sig afsted. Uden for åbner en carport sig. Verden bevæger sig stadig trods min egen stilstand. Pludseligt er flere timer sneglet hastigt forbi. Dagen er så småt ved at blive til aften. En aften uden alkohol. Min mave vender sig ved tanken. Med rystende hænder slår jeg dynen af og sætter prøvende en fod på gulvet. Det knaser under fodsålerne. Et spor af tøj viser vej mod døren.

Klokken nærmer sig fire om eftermiddagen. Jeg lytter. Der er stille på gangen. Med et håndklæde under armen tripper jeg ud mod badene i tøjet fra i går. Jeg åbner døren til køkkenet. En familie kigger undersøgende på mig. Der er ingen fra kollegiet. De er uidentificerbare ligesom min frisure. Jeg knurrer et godmorgen og lusker duknakket ud.
Hvor jeg dog elsker at bo på kollegium. 

Tabu

Fire bogstaver, men flere undertrykte emner end der kan tælles til. På polynesisk betyder det forbud. I dagligdags sprog bærer det meningen "det vi ikke taler om". Så lille et ord, for så store krumspring af hensyntagen til verden omkring os. Tabu. Jeg selv kæmper for at bryde tabuets bånd om det frie danske sind og sprog. Men det er svært. Især når mit eget største tabu er et uundgåeligt og meget naturligt emne. Toilettet.

Det er ikke kun mig, der har et akavet forhold til et af civilisationens vigtigste milepæle. Måske er det derfor, det er så svært for mig at forvandle toilettabu til toiletfrihed. Samfundet er skruet sammen på en måde, hvor det, der foregår på toilettet, er omgæret af dyb mystik og stilhed. Også selvom det der foregår derude, ikke altid er så stille, men tit meget gæret.
Især når det kommer til kvindekønnet, bliver det at gå på toilettet så stort et tabu, at nogle drenge har fundet på, at der kommer roser ud af piges numser, eller at de bare rent ud sagt ikke skider.
Hermed vil jeg gerne sprænge dette tabu, før mit indre sprænges for at leve op til forestillingen.
Drenge, det er en løgn. Piger skider. Big time.

Det lugter. Nu er lorten ude, om man så må sige. Det gør det dog ikke mindre besværligt for mig at gå på toilettet, når der er andre i køen, i huset, i verden. Det er så indgroet i mig, at det er noget ulækkert, og noget pæne piger ikke gør, at det, trods alle gode intentioner om frihed, lighed og lort, er tabubelagt for mig at gå på toilettet, når der er andre i nærheden.
Bare det at tisse direkte ned i kummen kan få mine tæer til at krummes i væmmelse over, hvad andre folk dog ikke må tænke om mig. Den pæne pige er jo en hest! Et regulært Niagara Falls, en støjende strøm af urin!

Nej, ellers tak. Så hellere holde mig, til jeg ved, jeg er alene. Sådan var det i hvert fald engang. Efter en tur i Indien blev jeg kureret for det værste, da jeg med morgentoget blev mere eller mindre ufrivilligt vidne til begivenheden 'fælles morgenskidning i det fri langs jernbanen', da jeg boede med tre piger, der alle havde diarré på samme tid, og da jeg blev tvunget til at bruge toilet uden skyl, og uden kumme eller cisterne for den sags skyld.
Jeg blev hærdet. Men skallen krakellerede, da jeg kom tilbage til ordentlige Danmark, hvor toilettet er af perlende hvid porcelæn, og talen derom er ligeså poleret som toiletsædet.

Bruge offentlige toiletter kan jeg dog nu. For det meste. Akavet er det stadig, når man på vej ind på et toilet opfanger en utrolig dårlig lugt fra den foregående og kommer i risikozonen for, at personen næst i køen tror, det er en selv. Den tanke kan få mig til at vende om før lugten.

Men et toilet jeg endnu kæmper med at overvinde, er toilettet hos min kæreste. Han er den eneste dreng, jeg håber stadig går rundt med ideer om roser og forstoppelse i hovedet. Og ikke nok med toilettet er inde i hans lejlighed, det er også lydt som bare pokker. Det nærmest forstærker alt, sladrer, tabuiserer mit ellers så frie sind.

Kampen mod tabuerne i samfundet er nok så evig som religionskrige og roulader fra Dancake. Mine egne kampe er endnu ikke slut. Men jeg giver ikke op. Hellere brække sig, end at trække sig! Eller blive forstoppet og kun gå på toilettet for at tisse, for det må piger åbenbart godt sige højt in plenum.

At lade som om

Jeg har en rigtig sød kollega. Hun siger altid hej, når vi støder på hinanden, og på arbejde sludrer vi altid og hilser noget så hjerteligt. Hun er lyshåret og hedder...
Det er det, der er problemet – jeg aner ikke, hvad hun hedder! Jeg kan end ikke huske, om jeg nogensinde har fået det at vide.

Der er efterhånden gået så lang tid med kammeratlige møder, at det nu er pinligt at spørge "Hvem er det lige, du er?" Senest fortalte hun om sit speciale, jeg nikkede og snakkede med. Lyttede ganske som man skal, men vidste, og ved stadig ikke, hvad det er for et studie, hun er ved at afslutte.

Heller ikke det kunne jeg få mig selv til at spørge om. Det vil sige, at jeg har gjort det lige en tand mere akavet, næste gang vi mødes.

Hvorfor er det, at det er så pinligt at indrømme, man har glemt et enkelt navn, beskæftigelse eller tilhørsforhold? Det er sket for mig før, og kun én gang har jeg blankt måtte sige, at jeg virkelig ikke kunne huske personens navn. Hun svarede endda pænt "Maria", og har siden fundet mig på Facebook, så helt galt gik det jo ikke. Men hende havde jeg også kun lige mødt, og det var på Roskilde. Normalt er jeg lidt fuldere dér end på arbejde.

Derfor er den lidt sværere med kollegaen. Vi har trods alt arbejdet sammen et års tid, været til personalefester og træner samme sted. Det er så pinligt for mig at spørge om hendes navn, at jeg, når jeg overvejer at gøre det, kløjes i ordene og spørger om noget helt andet.
"Kender du også det, når man glemmer... at trække ud efter sig, og personen bagefter råber op, så man må se helt perpleks ud, for at de ikke skal tro, det var en selv?," eller
"Jeg er ked af det, men jeg har glemt... hvad det er, de klamper på spinningskoene hedder?," helt ud af det blå. Hun svarer altid høfligt, men efterhånden må hun da undre sig lidt over mine meget pludselige glemsomme spørgsmål.

Jeg har det lidt på samme måde, med at lade som om jeg har nogle oplysninger, jeg er fuldstændig uvidende om, når folk snakker om et emne, de mener, jeg tydeligvis også er helt inde i. Når talen falder på den russiske tsar række og dens betydning for dansk kvægavl, eller om ham der fra det der band som har givet 80 millioner til beskyttelse af røde myrer i Tanzanias underskov. Ligeså snart jeg kan mærke, folk forventer, jeg ved noget, så er det umådeligt svært for mig at indrømme, at jeg ikke ved ligeså meget, som de tror, om hvad nu talen tilfældigvis faldt på. Både over for dem og over for mig selv.

Om det er en forsvarsmekaniske, ved jeg ikke. Men den virker altså ikke synderligt godt. Den forvirrer mere end den gavner og gør det svært at holde styr på alle de ting, man lader som om man ved, men ikke aner noget om og burde slå op, ligeså snart man kommer i nærheden af lidt internet og ensomhed.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde den kørende med min kollega uden hendes vidende. Forhåbentligt til jeg finder ud af, hvem hun er af anden vej. Så undgår jeg alle pinligheder og undgår, at hun måske tager det personligt. Det ville være det værste. Især hvis jeg møder flere at lege lade-som-om med. Det ville blive noget rod at holde styr på flere unavngivne bekendtskaber. Specielt hvis de så begynder at tale om noget helt vildt akademisk, jeg skal skrive mentalt ned og finde i en encyklopædi for i det mindste at have styr på den del til næste gang vi ses.

Hekse spiser franske vafler

Hun stod der i kasselinjen. Sort, uglet hår, gotisk tøj oversået med blomster og kniplinger. På kassebåndet lå en pakke franske vafler fra LU. Det var det eneste, hun skulle have. Pengesedlen i hendes hænder blev gentagne gange strøget med de lange gulnede negle. Den tørre lyd af keratin mod pergament sendte gys ned af min rygsøjle.

I daglig tale gik hun under øgenavnet Heksen. Om hun selv kendte sit tilnavn, ved jeg ikke. Men byens unge kendte ikke hendes borgelige navn og Heksen beskrev hende meget godt. Måske var det sat lidt på spidsen. Ingen havde nogensinde set hende tryllebinde gadernes katte eller drikke tørisdampende væske af  løvefodsbesatte krus.
En enkelt gang havde jeg set hende på Rock Cafeen, knugende en fadøl under det slaskede pandehår. Altid alene, sådan virkede det i hvert fald.

Hun betalte for sine franske vafler. Jeg undrede mig over, om alle hekse spiste franske vafler. Om sukkerlaget var tilpas fedtet og om cremen var bedre end skummet fra den sorte kedel i kaminen. Heksen kiggede på mine varer. Vanvittigt normale, jeg kan end ikke huske, hvad jeg puttede i kurven. Tranebær juice, måske special øl – de varer jeg plejede at købe i Salling – som Netto ikke altid lå inde med. Hun kiggede op på mig, ryggen knagede for at vende nakken op fra puklen. Der var noget i hendes blik. Jeg tror, det var skadefryd. Hun havde regnet den ud. I stedet for at gå og være så pisse normal og falde i et med alt, var hun ligeglad. Hun havde sine blonder og sine sukkersnacks.

Jeg gik derfra med min plasticpose, hun med sit genbrugsnet. Jeg så hende aldrig igen. Men jeg glemmer aldrig Heksen fra Aalborg. Jeg blev ikke så ekstrem som hende, men jeg besluttede at hvis jeg havde lyst til at skille mig ud eller fik lyst til franske vafler, så var det i orden. Så jeg købte ikke længe efter en pakke af de glinsende kager. Jeg brød mig ikke om dem. 

Snavs

Spejlblankt gulv, ikke et støvfnug i vindueskarmen og nysseligt puffede puder på sengetæppet. En sprød brise blæste blidt gennem det åbne vindue. Den obligatoriske jeg-får-snart-gæster-og-de-skal-tro-jeg-er-et-herreoverskudsmenneske-rengøring havde fået mit værelse til at ligne en scene fra Keeping Up Appearances. Jeg havde endda købt clementiner i dagens anledning. Simone Okkels alias Ms. Hyacinth havde slået til igen.

Mine gæster skal nemlig føle sig velkomne. Derfor gør jeg altid rent, inden de ankommer. Hvilket ikke giver meget mening. Aldrig føler jeg mig så lidt velkommen, som når jeg træder ind i et fnugfrit Ilvahjem med porcelænshunde på mahognikommoden og turkish delight i en krystalskål på glasbordet. Heldigvis befinder jeg mig sjældent sådan nogle steder. For jeg føler mig ikke godt tilpas i de omgivelser. Og langt de fleste af mine venner er under 90 år gamle.

Alligevel er det så dybt indgroet i mig, at man skal gøre rent, før der kommer gæster. Men jo tættere man er på sine gæster, jo mindre grundig bliver rengøringen. Ajaxparaderne falder, når gæster bliver til venner. Det er okay, at der er lidt snusk i pelsen på koskindsgulvtæppet, og at der hænger et langt hår fra armlænet, men er det gæster, eller familie, skal alle tegn på liv udryddes!

Det var, da jeg holdt et gruppemøde med både clementiner og rengøringsvanvid, jeg for alvor tog rengøringen op til revision. Det ville give langt mere mening at gøre rent bagefter. Både fordi det burde være ens venner, man gjorde rent for, for at vise man gerne vil gøre det lækkert for dem, og fordi jeg alligevel blev nødt til at gøre rent igen efter mødet.

Det spejlblanke gulv var ikke blankt ret længe. Gæst nr. 1 kom ind, kiggede mystificeret rundt og satte sig i sofaen. Han pillede noget indgroet snavs af sokken, kiggede fraværende på det uidentificerbare legeme i sin hånd og knipsede det ud i rummet.

Gæst nr. 2 og 3 ankom ikke længe efter. Duften af rent værelse blev opslugt i kropslugte. Den friske brise kæmpede en brav kamp. Flere indtørrede dimser blev pillet af stof og sendt afsted i bløde buer ud i mit fine værelse.

Da gæsterne igen var gået, lå der ringe af støv, hvor de havde siddet, og sofaen så træt ud. Ingen havde opdaget, der var renere end normalt, for de var der ikke normalt. En ven ville nok have opdaget forskellen, og muligvis undladt at snuske sit snavs af sig selv og ud på mit gulv.

Men hvorfor er det, at det er okay at pille snavs af tøjet og børste krummer ned på gulvet? Det forsvinder det ikke af. Muligvis fra ens tøj, men det ophober sig i stedet hos den person, man er på besøg hos. Det er ikke sikkert, de synes, det er skide lækkert. Er det fordi der er for pinligt rent, og man febrilsk prøver at gøre det lidt menneskeligt?

Jeg gjorde rent efter gruppemødet igen. Og fældede et enkelt hår på stolen, for at det blev lidt mere hjemligt. Ens eget snavs er okay, så næste gang jeg gør rent, inden jeg får gæster, vil jeg lade en enkelt krumme ligge. Måske kan det give mere hjemlighed for gæsterne, og så undgår jeg meget ranke og akavede gæster og muligvis også fremmedlegemer fra andres sokker.

Hyacinth sender jeg på pension. Men jeg kan nok ikke undgå, at hun kommer på besøg engang i mellem. 

Tavshed er guld

Når man bor på kollegium deler man mange ting. Potter, pander, toilet, sexpartnere. Eller ikke direkte sexpartnere, mere indirekte. Vi er trods alt ikke et kollektiv med stort K for kønslig omgang, men væggene er nu engang så tynde, at man ufrivilligt deler mere, end de ting fælleskassen betaler for.

Nogle værelser har flere problemer med dyriske lyde end andre. Ikke at væggene er tyndere i den ende af gangen, der er bare skruet op for kærligheden.
I min ende af gangen er der ganske roligt. For det meste. Jeg har hørt rygter om natlige besøg, både de søde og dem, hvor det eneste der sprøjtede, var den aftensmad, der pludseligt skulle ud, hvorfra den kom ind.
Men intet af dette har jeg hørt! Jeg føler mig både skuffet og glad. Skuffet fordi jeg så ikke har haft mulighed for at mobbe, før personen selv er krøbet til korset i køkkenet, og glad fordi jeg ikke ønsker at dele mere end rengøringsmidler og gangareal med alle.

Det går nemlig ikke stille for sig, når nogen har glemt at være stille aftenen forinden. Vi hylder på ingen måde hinandens erobringer, vi hylder, at vi kan sidde som hylende hyæner og galpe op over, hvor sjovt det er, at der er blevet begået det der sex, og at det er blevet opdaget. Og det er sjovt. Det er skægt, fordi det er stadig er lidt pinligt, selvom vi ikke skal gå ret mange skidt før ordet 'Erotik' står med store blokbogstaver på Nørregade, og Lukas Graham reklamerer for sig selv med plakater med patter på hvert et elskab.

Gudskelov hørte ingen, da et af mine natlige besøg i en rus af selvfed-forkert-teknik-med-overdrevne-benspark-og-massivt-svedvandfald først skubbede en hel hylde med bøger ned på gulvet og fik et massivt sengestel til at knirke som tusind fjedre. Det eneste, jeg tænkte, var, at jeg skulle ud gennem køkkenet for at nå toiletterne, eller yderdøren hvis jeg da bare kunne losse ham ud den vej.
Jeg selv lavede den fejl, at jeg undskyldte til min nabo dagen efter. Hun havde intet hørt... Siden da har alle hørt det. Det er det fine ved kollegier, man lærer at dele. Og at tale er sølv, men tavshed er guld.

De røde myrer

På min skole er kantinen fyldt med myrer. En rød hær i kontrast til de mørkeblå loftslamper og de grå betonvægge, som var nok så moderne, dengang de blev bygget, men nu har mistet deres storheds glans. Myrernes lak er også blevet skrammet og kanterne slidte. Stolte bærer de dog stadig de studerendes kroppe, når frokosten hastigt bliver indtaget i kantinens dunkle lys og højloftede kulde.
Men kigger man til siden, ind til personaleområdet, skinner hvide Syver stole i et oplyst glasareal med frugtordning og avisabonnement. Syverne er velholdte, med skolens logo præget diskret på ryggen. Bordene er rene, og på gulvet ligger ikke en eneste glemt agurkeskive fra en daggammel madpakke.
Myrerne kan hver dag misundeligt se lige gennem ruderne og ind til eliten. De skammer sig over de bare pletter, som Syverne har frit udsyn til og væmmes ved de krummer, der dækker bordene og spreder sig på gulvet. En enkelt myre er blevet ydmyget med tyggegummi på benet. De arbejder hårdt hver dag, alle sammen. De deltager i både fester og foredrag og hilser pænt de nye studerende velkommen.
Myrerne ved, de også er fornemt, dansk design. Men de kan ikke lade være med at tænke over kontrasten mellem deres røde standhaftighed og høje arbejdsmoral og Syvernes ophøjethed og autoritet bag den skinnende glasfacade. Nok ser de op til dem, og føler, der er lang vej til samme status, men med lidt brun sæbe, en afpudsning og lidt maling er afstanden overkommelig. Derfor står de stadig. Samlet og med hver deres præg af livet i lakken. Klar til endnu en dag i Bunkeren blandt beton, bøger og bebudelser.

Zoologisk semester

"Jeg er en mand." Når ens nye underviser starter præsentationen af sig selv med denne udtalelse, er niveauet ligesom lagt. Ikke megen tiltro til de studerende, som han knapt kunne skimte bag et hav af oplyste æbler i auditoriet.

Et nyt semester betyder nye undervisere. Fire af slagsen. På trods af den rimeligt rolige intro til samfundsfag, var det ikke uden sommerfugle, jeg to dage senere mødte op til første forelæsning med vores journalistiske flagskibe for det næste halve år. Faktisk føltes det som om, en hel zoologisk have var flyttet ind i mit mellemgulv.

Mens jeg tyssede på aberne og elefanterne trådte de tre undervisere frem en ad gangen. Hvis jeg syntes vores samfundsfaglærer var en karikatur af hvordan arketypen for en politisk uddannet mand ikke er, havde jeg nu tre stærke karakterer mere at forholde mig til.

Med et vip med hovedet fik han sin prægtige sølvmanke til at bølge bagud i en perfekt krølle. En moden Prins Charming der var smeltet sammen med Jørgen Leth og kraftig gestikulering. Her stod den underviser, som ikke bare skulle forklare mig de overordnende aspekter, men også blev tilknyttet mit nye hold på mere personligt plan.

Hans myndige stemme guidede os igennem en oversigt over formålet med, at vi stadig gik her – og de udfordringer der ville blive stillet os i løbet af foråret, til vi når den 11. maj kl.14.15. Et billede af håndboldholdet i vild sejrsrus skulle symbolisere, at vi den dato ville være Europamestre i Journalistisk Metode 2.

Flere upassende billeder fulgte i det PowerPoint show, der pædagogisk talte til vores visuelle intelligens og fik os til at døse hen.
Men så blev skærmen slukket. En ny, meget moderne, underviser var klar til at tage over.

Moderne var måske så meget sagt. Bevæbnet med ølmave og transperenter hilste han os velkommen i mikrofonen, som voldte ham problemer gennem hele seancen. Med en stemme som Bamse og en vejrtrækning som Darth Vader spredte han begejstring i hele salen.

Når vi grinte af hans voldsomme luftindtag, grinte han i troen om, at vi elskede hans morfarjokes. Det var fascination og et drys af kærlighed ved første blik. De studerende der fik ham som underviser, var garanteret god stemning, og hæse stemmer. Bag det kridhvide hår sad et høreapparat og sørgede for han næsten kunne høre vores spørgsmål.

Som om det ikke var nok kendte for en dag, trådte Carsten Bang frem foran måbende ansigter. Vores sidste underviser var en klon af en komiker, men desværre ikke helt ligeså skæv i sin humor. Han var nok nærmere Bangs fornuftige fætter. Hvad han helt præcist sagde, kan jeg ikke huske. Dyrerne i zoo var i vild ekstase over indtryk og følelser.

Jeg må indrømme, jeg var skræmt. Og stresset. Og fascineret og undrende. Mest af alt nok spændt. De typer, der underviser os, er i sandhed typer, unikke og på hver deres måde inspirerende og aldrig helt det stik modsatte, men nogle mere skræmmende end andre.

Dyrerne er ikke helt faldet til ro endnu. Jeg tror, de med jævne mellemrum kommer til at vågne og mosle rundt mellem vitale organer, fadøl og kaffe. Så længe de ikke spiser min lever eller sprænger min milt, skal jeg nok overleve dette semester. Selvom underviserne virkede nye og farlige, og de nye hold var ukendte, vandt viljen - dette semester er en udfordring, jeg og mine bevingede aber tager som en mand!

Sammen med mange

Jeg kendte engang en flok drenge. De havde et slags kampråb. "Sammen med mange!" Det kunne både være et udsagn og et spørgsmål. Men mit spørgsmål er så, hvornår har man været sammen med mange? Og hvornår har man været sammen med for mange?

Alle har et tal. Det tal kan bare godt give sig lidt. Det kan vokse, og det kan svinde ind. Faktisk kan de blive meget lille. For i nogle sammenhænge er mange få. I andre sammenhænge er det ikke så vigtigt.

Jeg kom til at tænke på mit eget tal. Det er også nogenlunde fleksibelt, men jeg prøver at være så ærlig som muligt. Men nogen gange gad jeg godt, det var noget mindre. Eller måske ikke mindre, men mindre åbenlyst og allestedsnærværende.

I en by som Aalborg er man dømt til at støde ind i et par tal om måneden. Man hilser venligt og går videre. Medmindre det var et rigtig godt tal. I nogle perioder kommer der flere tal på listen i den lille sorte bog. I andre perioder vokser listen ikke. Især ikke hvis et af tallene kvalificerer sig til forhold, eller man selv synes at 'mange' er nået.

I Aarhus er der lidt flere mennesker. Og derfor flere tal. Ikke nødvendigvis tal på egen liste, men tal på andres lister. Vi selv figurerer jo også på en eller flere, eller manges, lister. I weekenderne vokser listerne og tallene, som jeg forestiller mig svæver over folks hoveder som sommerfugle eller dårlig samvittighed.

Lørdag aften. Nat. Tæt på søndag morgen. Klokken var vel omkring 4 om morgenen og byen så småt ved at tømmes for folk. Fast-Food stederne så småt ved at få travlt. Jeg selv og mine venner sørgede for at Shawarma bar fik tjent sine råvarer ind.

Klaskende på disken blev rullerne hastigt fordelt til de ventende mennesker. Kylling, kebab, uden løg, med ekstra dressing. 40 kr. Klask, klask, klask. Med den tunge, slappe lyd af kød i wrap mod sten stod han pludselig i døråbningen. Min nummer-sidst-i-tyverne-måske-31-jeg-ved-det-ikke, og lige da vidste jeg ikke ret meget overhovedet.

Tallene hoppede og dansede for mit indre blik, mens vi hilste akavet over halvspiste shawarmaruller og svajende ben.
Dinglende hjem over brostenene syntes mine tal at tynge mine skuldre. Jeg syntes pludselig, at jeg havde nået til mit 'for mange', da jeg ikke kunne placere tallet på Shawarma bar.

Mandag morgen bankede mine tal mig oveni hovedet igen, da jeg blev konfronteret med et par stykker i fitness centeret. Men hvad er chancen også for, at mine og mine tals veje krydses gang på gang.

Enten har jeg nået 'mange', eller også skal jeg bare til at finde nogle nye steder at træne, spise tidligt om morgenen, feste og brænde min lille sorte bog...

Mobilakrobatik

Vi har vel alle stået der. Med et ben balancerende på stoleryggen, ryggen svajende i en nærmest akrobatisk vinkel med den ene arm viftende, og den anden krampagtigt fastholdende telefonen, hvis signal er svigtende. Hvad er det der får os til at tro, at jo mere akavede stillinger vi sætter vores krop i, jo bedre skulle signalet være, og jo hurtigere kan vi få det tilbage?

Indtil videre har jeg aldrig fået det til rigtigt at virke. For ligeså snart stemmen i den anden ende går klart i gennem, slappes mine muskler, og jeg kan stå normalt igen. Men så forsvinder signalet igen, og i panikangst over mindre tilgængelighed indtager jeg igen en eller anden syg position. Om det så er alene derhjemme, i supermarkedet eller i omklædningsrummet, hvor signalet partout kun virker i knæhøjde.

Jeg kom til at tænke på, hvor mange pinligheder man egentlig vil udsætte sig selv for, bare for at gennemføre en samtale, som 99 ud af 100 gange sagtens kunne vente de ti minutter, det ville tage at gå ud og stille sig et mere signalvenligt sted.
For mit vedkommende ret så mange pinligheder!

Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg har stået foroverbøjet halvt af, halvt i tøjet i omklædningsrummet og forsøgt at fange et usynligt signal nede omkring skinnebenene og derfor har bakket røven ind i nøgne damer, der lige har afsluttet spinning og derfor er høje på adrenalin og udsigt til flødeskumskager.
Eller hvor jeg har slået tilfældige personer i panden, fordi det jo er en kendt sag, at jo vildere den ene arm er, jo bedre går signalet igennem den anden og lige ind i telefonen!

Utroligt nok har folk altid været meget overbærende med både håndkantsslag og numsenærkontakt. Det er, som om der findes en uskreven regel om, at folk, der forsøger at få deres telefon til at fungere, må alt, så længe de ser paniske nok ud. Eller også tror de oprigtigt, jeg er småretarderet og ikke kan gøre for det.

Men jeg er sikker på telefoniudbyderne ved alt om det! Der må være en grund til, at der nogen steder bare ikke er signal, medmindre man fanger det akrobatisk i en statisk elektrisk udladning fra tøjets gnidning mod kroppen, i netop den vinkel og hastighed en sådan pludselig akrobatisk bevægelse danner!
Et godt grin til en branche, der ellers har nok sure kunder at tage sig af i kundeservice? Eller også et lille gnækkende signal, der driver gæk med menneskehedens naive tilgang til videnskaben. Måske er der mere mellem himmel og jord?

Tydeligvis bare ikke nok signalbølger...

Røgslør

Røgen stiger op fra cigaretten i en tynd skummetmælksblå søjle. Den stiger roligt mod himlen, mens hendes fingre hastigt taster på computerens tastatur. Deadline kommer nærmere og nærmere. Hun suger på det bløde filter og gløderne blusser op på ny.

Det kunne være Carrie fra Sex and The City, Audrey Hepburn i Breakfeast at Tiffany's, en hærdet journalist på et stort magasin eller en power kvinde i Washington. Det er det måske også, men en ting det ikke er, er mig.

Rygning har aldrig for alvor tiltrukket mig. Det har oftere afstødt mig med en kvalm fornemmelse af ekstra spytproduktion bagerst i mundhulen og en sammentrækning af mellemgulvet. Alligevel dukker der fra tid til anden billeder op i mit hoved af mig med en cigaret i forskellige situationer, hvor det bare ville passe rigtig godt æstetisk.

For eksempel når jeg selv sidder med en deadline. En cigaret ville fuldstændiggøre billedet af den hårdtarbejdende journaliststuderende med en kaffekop på højre side af computeren og stakke af noter på den venstre. Men hvor er cigaretten? Den mangler, lidt ligesom den gør, når jeg nyder et glas rødvin i vindueskarmen.

For tilbage dengang jeg boede hjemme og foretrak solbærsaft fremfor alkohol, stod jeg næsten hver aften med min mor i køkkenet. Jeg med et glas saft og en kiks, mor med et glas rødvin og en cigaret. Sådan slappede hun af under emhættens susen, mens lygtepælene blegt spredte skygger udenfor vores trygge hus. Og jeg slappede af, fordi hun gjorde. Der havde vi noget sammen, som kun var vores. Alligevel tog jeg ikke selv rygning op senere hen. Rødvin javist, men hvor tit har man lige en lommelærke og et plasticglas med stilk med i lommen? Oftere er det en lighter og en pakke Marlboro.

Det sæt har jeg fra tid til anden klappet efter på mine egne lommer. Det ligger der aldrig, for jeg køber ikke cigaretter. De tiltrækker mig stadig kun i fantasien. Heldigvis. Der er nok ting i verden, der forsøger at slå mig ihjel i forvejen og gøre mig fattig på vejen til kisten. Men det ville gøre ventetiden forskellige ensomme steder meget mindre ensom, og meget mere filmisk.

I går skulle jeg mødes med en veninde på en café. Det slog mig, at jeg med vilje fik tiden til at gå med at gå i cirkler derhjemme for at undgå at sidde alene og vente på hende. Hvad nu hvis hun ikke kom? Hvad nu hvis folk troede, jeg var ensom? Eller hvis jeg stødte ind i en ekskæreste, som så tænkte, han var vinderen i det forliste forhold?
Der ville en smøg have reddet mig. Med den kunne jeg henslængt puste røgringe ud i luften foran cafeen, mens jeg roligt skulede ud over gaden for at få øje på min veninde.

Men jeg ryger ikke, derfor kom jeg for sent, og det endte med hun måtte stå og vente på mig – uden cigaretter.

Hun havde heller ikke brug for dem. Hun stod bare der på den befærdede Nørregade og strålede i blæsten. Vinkede til mig, da hun så mig og forvirrede manden foran mig, der ikke vidste, der var en person bagved ham, som vinkede igen. I det øjeblik ville en cigaret havde ødelagt billedet fuldstændigt. Den skulle først skoddes, eller i hvert fald holdes akavet væk fra mit hår, mens vi krammede hinanden goddag.

Derfor ryger jeg kun i fantasien. Og ikke alle fantasier skal udleves, for når røgsløret løftes og virkeligheden tager over, forsvinder det magiske billede, man har skabt inde bag øjnene. Forestillingen brister i en kold hosten og tjærebelagte lunger.
Jeg holder mig for nu til mine andre laster, der er nok at tage af. Rødvin trumfer til alle tider cigaretter, og ensomhed kan være smuk, hvis man hviler i sig selv, så cigaretterne bliver på kioskens hylder, ventende på de ægte rygere med de urolige, gule fingre og den svage lugt af morfars ryatæppe omkring sig.

Den aften jeg støvsugede en stand-up komiker

Nogen siger hej, andre stirrer og andre igen spørger om en autograf. Jeg slår med støvsugere. Når jeg møder kendte danskere altså. Hvilket er sket et par gange i Fitness World efterhånden. Hvis altså man tæller Paradise deltagere og andre reality "stjerner" blandt de færre ægte kendte.

I aftes mødte jeg Jacob Wilson, som ville have et par spinning sko. Jeg antog, han nok skulle til spinning med sin veninde, som efterspurgte samme type fodtøj. Måske undersøgte han markedet for sjove anekdoter til et stand-up show, måske ville han imponere tøsebarnet, eller måske kan han faktisk bare godt lide at cykle i en sal, svedende blandt 70 andre stønnende cykelentusiaster og fede folk, som vil af med det sidste julegås.

Så skete der faktisk ikke mere. Der var så utroligt mange mennesker, at han blev en i mængden. Indtil han skulle læse lidt i et af vores magasiner, som lå på en hylde over den støvsuger, jeg blev bedt om at flytte.

"Er der ikke en af jer, der gider tage den støvsuger og sætte den ud bagved på lageret?" spurgte chefen mellem en opringning, et spørgsmål og tusind andre gøremål. "Jo!" svarede jeg fluks. Hvorfor ved jeg ikke helt. Tror jeg ville tage bare en enkelt opgave fra hendes skuldre.
Jeg gik hen og tog fat i håndtaget på den gamle type industristøvsuger, som vejer et ton og ligner en tyk trilobit. I min iver opdagede jeg, at det var da ham den sjove fra Zulu, og mens jeg rettede på brillerne, mosede jeg støvsugerhovedet ind i hans ben. "Øh, undskyld" gnækkede jeg fra gulvhøjde, mens jeg febrilsk fik flagret slangen ind i hans skulder.

Uden tvivl har den kække receptionist med de smarte Ray-Bans og styr på spinningsko, i hans øjne, med ét forvandlet sig til en krumbøjet, bebrillet, multihandicappet med minus styr på støvsugerens krop og hoved.

Mens jeg rødmende haltede derfra med støvsuger ud over det hele, tog han det heldigvis med et smil. Hvad kunne han ellers gøre? Hente en sprayflaske og en klud og starte en krig med rengøringsmidler? Det tror jeg nok lige, han er lidt for smart til. Desværre. Det havde været en fed historie!