Misantropen within

Jeg lærte et nyt ord i går, misantrop. Menneskehader. Menneskeforagter. Kan man være deltids misantrop?
Jeg foragter i hvert fald fra tid til anden mennesker. Ikke kun fordi de er egoistiske, altødelæggende, lider af selvforskyldte sygdomme som rygerlunger og fedme, tæver hinanden for sjov, drikker for at kunne snakke med andre af sin art og ser ned på krøblinge, dyr, handicappede og nu også fattige!

Jeg kan også finde på at foragte dem for langt mere uskyldige og langt mere individuelle ting. Som for eksempel når mænd med stikkelsbærben tager cykelshorts på og stolt viser, om de er højre eller venstremænd! Og i samme boldgade, mænd med tanktops, de såkaldte wifebeaters, som bliver mindre og mindre og mere og mere slaskede, så der altid titter en brystvorte frem enten på den ene eller den anden side af den alt for lange strop!

Måske er jeg også lidt misantropisk, når jeg hader mennesker, der stønner som om de har sex, når de løber langs de danske landeveje, eller når ekspedienter tror, de er martyrer, fordi de giver én en rabat, som faktisk udløb i går og lige gør ekstra opmærksom på, hvor ulovligt det er. Eller når jeg bliver så harm, at mine kinder blusser, når der går lemming i folk omkring danske højtider, når nordmænd mener der er grund til panik, fordi der er mangel på smør, og når afdankede sportsmænd søger ind i politik.

Jeg håber, jeg snart kan bruge mit nye ord i Wordfeud...

Solskinsfrugt

Folk stirrede godt nok lidt. Klokken var ikke mere en halv ni lørdag morgen, så det var begrænset, hvor mange mennesker der var oppe og ude endnu. Men de få jeg stødte på, syntes at forvente en vis perversitet fra min side.

Jeg kunne ikke sove længere og tænkte at gå ned og få lidt sol, nu vi går en mørkere tid i møde. Men jeg havde ingen småpenge. I 7Eleven kan man kun hæve, hvis man køber noget. Jeg valgte en banan. Hvorfor? Fordi jeg var sulten efter noget morgenmadslignende, der ikke var pumpet fuldt af hvidt sukker, fedt og konserveringsmidler. Hvilket ikke efterlader mange valg tilbage i denne døgner. Altså tog jeg en banan. Mættende, sød, god kilde til kalium, og åbenbart kilde til mistænksomme blikke.

Først da jeg gik ud med mit morgenhår og min morgenbanan, kom jeg til at tænke på, om det måske ville se lidt suspekt ud at gå målrettet ned i en sol med den mest falloslignende frugt i Danmark. Men jeg slog tanken til side endnu et par meter. Hvor pervers er den normale dansker egentlig?

Temmelig meget viste det sig. Eller var det bare min egen perverse tankegang, der fik overført mine overvejelser om motiver til de forbipasserendes kropssprog og øjne? Er min uskyldighed virkelig så ødelagt?

Nogle håndværkere fnisede, men håndværkere har ry for at være mere end normalt fordærvede i deres tankegang. Heldigvis var der ikke ret langt mellem 7Eleven og SunOne.

Da jeg trådte ind i det ultraviolette skær, lyste bananen med en sådan glød, at jeg blev helt nervøs for at lægge den i nærheden af mig. Placerede den på servietboksen og plantede mine handsker ovenpå den, bare for en sikkerhedsskyld.

Mens jeg lå der og stegte, kom jeg til at tænke på et billede, jeg engang så. Det forestiller en delfin, hvis man er et barn eller uskyldsren. For alle andre ligner det to mennesker der... to mennesker i meget kærlig omfavnelse. Det billede har aldrig lignet en delfin for mit blik. Freud ville fryde sig.

Tilbage i mit tøj, med endnu mere vindblæst hår, tog jeg min banan og gik hjemad. Nogle løbere kiggede indgående på mig. Jeg kiggede indgående på deres meget stramme tights. Måske er det mig den er gal med.

Jeg har kun latter tilovers for usexede ting

Kender I det, når noget er så latterligt usexet, at man ikke ved om man skal grine eller græde? Lave katterøven eller bryde ud i højlydt latter?
Den anden dag lavede jeg en ret besynderlig kombination. En højlydt grædende katterøv. Ikke noget man ser hver dag i et fitness center i afdelingen for tunge vægte. Og dog.

Men på en bænk sad der den her voldsomt oppustede fyr. Måske var han bare muskuløs, men han var det på den måde, som vi i Aalborg kalder 'buff'.
Men fyren ender ikke i min mentale kasse for latterligt, usexede handlinger og ord, fordi han var buff, men fordi han valgte at tale i telefon, mens han tog mavebøjninger, balancerende yderst på bænken.
Lad nu være med det! Det er cirka ligeså åndsvagt at se på, som det er at få at vide, at den, man taler i telefon med, sidder på toilettet! Hav nu bare en smule telefonpli!

I kassen, som skal åbnes ligeså sjældent som Pandoras æske, findes også ordet 'pølse'. Jeg er ligeglad med, hvem der benytter det, selvom det kun bliver grimmere af at ældre, og især mænd, bruger det. Jeg er også kold overfor, om det bruges til at beskrive hakket gris og knogler i egen tarm eller fordøjet hakket gris i egen tarm ud af endetarm. Det ord er så forfærdelig en del af den danske retskrivningsordbog! Jeg er stadig ikke helt kommet til enighed med mig selv om, om det er latterligt på den sjove måde eller bare er direkte usexet. Jeg tror det kommer lidt an på situationen. En dag stod jeg på skolen og folk snakkede om stadion. Pølse blev sagt igen og igen. Pølse, pølse, pølse, pølse. Der skal pølse til, når man får en øl, pølser er bedst når de sprækker, jeg kunne godt spise en pølse nu. Enhver saglig samtale går til grunde, hvis pølse siges for ofte. Og enhver beskidt tanke går til grunde, når en fyr siger "Jeg skal lige lave pølser"...

Nu vi er i nærheden af pølsens hjemsted, leder det mine tanker over til en tredje ting i den latterligt usexede kasses indhold: Bumser på numser. Man kan direkte høre af sætningen, hvor klamt det er. En bums er i sig selv ret ulækker, men findes den på en numse, som er et klamt ord, bliver kombinationen så grinagtigt usexet, at jeg brækker mig af grin. Hvordan ender de der? Hvad er deres funktion? Små ulækre, udposninger af snobbet snavs!

Det eneste der kan gøre numser med bumser endnu mere ærgerlige er, hvis de ikke helt kan være i de bukser, de er blevet tvunget ned i. Enten med håndtag eller en røvsprække som udfald. Ballers kavalergang er på ingen måde i nærheden af at nærme sig en ægte kavalergangs sexethed. En hård opvågning for teenagepiger og håndværkere måske, men sådan er det. I hvert fald i min verden.

Og da det ikke er en helt normal verden, skal der nok være flere ting gemt nede i de forskellige kasser, der findes i mit hoved. For eksempel kan jeg svagt skimte rodfrugten kinaradise, ordene tissekone og dens partner tissemand eller det grimme, grimme ord skedesekret, som en af mine venner desværre har lidt for kært. Er det ikke også et par bryster, der flyder ud over en Bh-kant, og en serie prutter jeg skimter derinde et sted?

Fredags flashbacks

Åndsfraværende gloede jeg på mine gummistøvler. Det ene skaft var stadig bøjet. Du bøjede det den fredag, eller var det lørdag morgen. Kaldte dem 'hipsterstøvler' og satte dem på plads.
I billeder kom min aften tilbage. Støvlerne sparkede en lavine i gang, og ting jeg havde glemt fandt frem i lyset.

Forbudte kys i den mørke del af klubben. En hemmelighed. Spioner i krogene.
At jeg gik ned af trappen, støttende min påvirkede krop til dig, husker jeg ikke. Det er mig blevet fortalt. Alkoholen forlod ikke mit blod før langt op af lørdagen. Da tankerne satte sig i hjernebarken og spærrede al pladsen. Da fornuften stille bankede på. Da jeg sad i toget på vej væk og ind i en anden verden.

Under bruseren slettede jeg dine spor. Mærkede vandet hvor dine hænder mærkedes få timer for inden. Få timer senere ville jeg end ikke være i den samme by. En nagende fornemmelse i min mave trængte sig på sammen med fornuften og tankerne.
Toget satte farten op, jo længere væk jeg fysisk kom, jo længere væk syntes fredag.

Når først adrenalin og ethanol blandes, smides både hæmninger og overvejelser over bord. Hæmninger er i forvejen en sjælden brugt kunst i min verden. Måske også i din. Eller også havde du drukket mere end jeg. Overvejelser gjorde jeg mig dog. Men af den hæmningsløse slags. At overveje fordele og ulemper faldt mig ikke ind.
Man skal mærke at man lever, men når man drikker sig sanseløst beruset, hvor meget mærker man så egentlig?

Pludselig stod vi der bare. Vores kroppe indfiltrede i hinanden, som kødelige grene. Blodet bankende varmt og sveden dryppende. Du sagde mit navn. Det lød hæst, ukendt.

Der var stadig aftryk efter dig om morgenen. Jeg så for mig din nøgne krop. Hurtigt redte jeg sengen. Ude at øje, ude af sind. Indtil en tanketornado blev startet af en enkelt gummistøvle flere dage senere.
Jeg mærkede pludselig for meget. Den følelse alkoholen havde berøvet mig vendte tilbage tifold.

Måske står vi der næste fredag igen, berøvet al fornuft og følelse og alligevel super sensitive i en rus af boblende blod og sydende hjerneaktivitet. Måske står vi der aldrig igen.

Men mine støvler står der stadig, uberørte, stadig umage.

Evig troskab

"Hvis du var amerikaner, ville de kalde dig 'the girl next door'; du er sexet på samme måde som Jessica Biel, Sofie Lassen-Kahlke og Kelly fra Beverly Hills. Du er hende, som alle mænd drømmer om at blive gift og få børn med - og som de ikke ville være nervøse for at love evig troskab. For der er noget sexet i din sødme, som holder i længden!"

Jep, du gættede rigtigt. Jeg har taget en test på nettet. Overstående var et resultat fra Womans test, "Test din sexappeal".
Men så er det bare, jeg tænker – Kære Woman. Hvis det er den effekt, jeg har på mænd, hvorfor er jeg så single? Og vigtigst af alt, hvorfor turde min ekskæreste end ikke fortælle han holdt af mig, hvis jeg er typen, fyre vil love evig troskab?

Jeg har aldrig troet på disse tests, alligevel har jeg været en ivrig tester. Især da jeg var teenager, med så meget hvalpefedt, at selv mit hår fik et glinsende look. Nu glinser mit hår kun, hvis jeg har puttet ekstra shine i til festlige lejligheder, og hvalpefedtet er blevet til røv og... ja, ved ikke hvad mere, for det blev aldrig til patter.
Nu tager jeg heller ikke så mange tests, men engang i mellem falder jeg i, fordi det er nem underholdning, når der ikke lige sker så meget andet. Der er også så mange forskellige tests at give sig i kast med – alt fra "Hvilken Harry Potter karakter er du?" til "Hvilken farve neglelak passer til din personlighed?" (Ja, dem har jeg da også forsøgt mig med et par gange. Den første et par gange i sig selv, da jeg ikke var ovenud tilfreds med de første par resultater.)

En dag tog jeg så "Hvilken sexappeal har du?". Ingen, var mit umiddelbare svar, efter et par øl ville svaret nok være "Super sexet på den mystiske måde!" Woman kom så frem til "The girl next door.". Det svar var jeg aldrig selv kommet på. Men efter lidt betænkningstid så er det vel ganske flatterende. Udover at det er en stor, fed løgn!
Mænd lover ikke nogen evig troskab, og jeg vil heller ikke have det. Jeg vil helst heller ikke have børn, så det ville være lidt skræmmende, hvis det var tilbuddet i byen, når man bare gerne ville have en mojito.

Men den dag jeg støder ind i en mand, der lover mig evig troskab, håber jeg ikke, det kun er på grund af min sexappeal eller lighed med naboens datter, men fordi han kan se ind bag ydret. Den dag må dog godt lade vente lidt på sig. Både fordi tanken om børn er mere skræmmende end de fleste testresultater, både når man får at vide, man burde have lortebrun neglelak på, og er en husalf, men også fordi jeg da egentlig gerne vil ud og teste min sexappeal lidt.
Inden den binder mig til en af disse drømmende mandfolk, eller jeg tager en ny test der modbeviser det første resultat.

Arbejd, arbejd

"Undskyld, kan jeg stille dig et par spørgsmål?" "Arrh, det er ikke så godt lige nu." jeg kigger ned på mine indkøb "Jeg er lidt på arbejde!" siger jeg så og vifter pigen i ansigtet med 80 ruller toiletpapir. Forvirret svarer hun noget tøvende okay med et løftet øjenbryn, og jeg vralter hurtigt mod udgangen af Bilka med mit røvpapir i tilbudsmængder.
Man ved bare, man burde have blevet i sengen, når man selv er det pinligste indslag i Bilka!

Ikke nok med jeg var den kunde med mest toiletpapir i poser og under armene, men jeg var også den skumle kunde, som, helt tilfældigt, kom til at forfølge en anden kunde, som det viste sig, jeg vidste hvem var. Vi havde åbenbart bare den samme dosmerseddel og den samme runde mellem hylderne. Hun var bare altid et nervøst skridt foran mig, og kiggede undrende da jeg for fjerde gang drejede om samme gang som hende, især fordi det meste udspillede sig omkring husholdning, toiletrens og kølediske med gris til grill.
Jeg brugte ti minutter på at overveje fordele og ulemper ved at vælge den ene slags kyllingpålæg over den anden og stod derfor og stirrede åndsfraværende ned i køledisken, mens gamle damer prøvede at få fat i den med asparges.
Den endte jeg også med at vælge.
Jeg fandt ikke mindre end fem kjoler jeg havde lyst til at prøve. Ingen kan se, det er Bilka alligevel, tænkte jeg og hev dem ned fra knagerne og ind i verdens mindste prøverum, hvor dørene er den slags, der slår tilbage, når man har vendt bagpartiet til, og derfor bliver slået i røven. Det udløste et højt piv fra undertegnede, og bekymrede midaldrende damer i batik og gummistøvler spurgte medfølende om jeg havde brug for hjælp. "Øh nej!!"

Grunden til jeg befandt mig i Bilka og købte ind i så store mængder og generelt var en anelse stresset at se på, var at jeg var blevet udsendt af min chef. Hendes chef havde anmeldt sit besøg fredagen efter og kontoret skulle være tiptop – en opgave hun lagde i mine kyndige hænder. Hænder som åbenbart kunne bære umådelige mængder køkken- og toilettilbehør.
På dosmerseddelen var, udover toiletpapir, toiletduft, UHT-behandlet kaffefløde i små dåser, flere pakker smør, en lighter og en knivblok. Nok det mest besynderlige indkøb jeg har gjort længe. Det lød mere som en meget suspekt bombeopskrift end en kontorrenovering.

Inden jeg småløb ind i campingsparrets Mekka havde jeg besøgt IKEA, hvor jeg måske brugte mere tid end beregnet, og da jeg faldt i tøjfælden i Bilka, steg min frygt for, at min chef syntes jeg havde været lige længe nok væk, i forhold til indholdet på det papir hun havde stukket i hånden på mig sammen med hendes dankort - var der nogen der sagde tillid!
Mit adrenalinniveau steg, jeg kunne nærmest smage hormonerne på tungen, som hang ud af halsen på mig, da jeg blev sat overfor utallige valg mellem drikkeglas, tallerkener og opbevaring til diverse müsli i indretningsparadiset.

Desværre er min reaktion på stress enten at jeg pludseligt falder i søvn eller bliver meget forvirret og distræt. Denne gang skete sidstnævnte, hvilket nok er meget heldigt med tanke på på det scenarie, hvor jeg uden advarsel falder i søvn i midtergangen med toiletpapir og UHT-mælk under min tungt faldende krop.

På vej ud af Bilka vidste jeg godt, at jeg var parkeret ved gul indgang længst væk fra kasselinien. Alligevel valgte jeg at gå den stikmodsatte vej og blev grebet af panik, da de for anden gang råbte over højtaleren at ejerne af den sorte Alfa Romeo godt måtte trække håndbremsen nu!
Jeg kiggede på bilnøglen i min hånd, den var sort og der var et bilmærke på. Allerede ved første udkald havde jeg en svag mistanke. Hvilken bil chefens var anede jeg nemlig ikke, men aldrig er jeg så hurtigt vendt rundt og kommet ud på parkeringspladsen.

Bilen var sort, men ikke en Alfa Romeo. Håndbremsen var trukket. Der var ikke sket noget.
Der var det, at jeg bestemte mig for at tage en dyb indånding. Både det lånte dankort og bilen havde det fint, jeg havde ikke brugt mere end to timer i City Syd, hvilket egentlig var meget godt klaret, taget i betragtning at jeg er sindsygt vægelsindet og havde fået alt for frie hænder til indretning. J
eg havde måske nok været et af de mere mærkværdige indslag i Bilka den dag, men størstedelen af de folk der bevæger sig derude er ikke folk, jeg normalt bevæger mig mellem. De ville hurtigt glemme mit ansigt og bare huske mig som hende der skulle skynde sig hjem på 'arbejde'.

Jeg tændte for P3 i bilens sikkerhed. Saint Tropez, og blev bekræftet i at jeg ikke nærmer mig superligaen for underlige mennesker i Danmark, endnu.

Solskin

Nogle gange skal der ikke så meget til. Nogle gange kræver det bare lidt solskin, den der sang de spillede, da ham den lækre kyssede en for første gang eller et smil fra en fremmed. Ikke ret meget andet kræver det, før et smil kruser om ens læber, eller den der lille boble i maven bliver til en hel flok af farvestrålende sæbebobler.

I dag bobler min mave på fuldt drøn, og ikke kun fordi der var gang i grillen i går aftes, men også fordi solen skinner, folk smiler, der er fyraftensbajere efter arbejde og min veninde skrev, hun er vendt tilbage fra rejse.
Fire måneder er der gået siden vi sidst så hinanden. Aldrig før har jeg fået en fyraftensbajer med arbejde, og sommeren har ladet vente alt for længe på sig. Men i dag har solen fuldt knald på, der er kun én dag til jeg ser min veninde igen, og spontant blev der aftalt øl på pub, når jeg har lukket centeret - som ikke er så slemt at stå i, selvom solen skinner udenfor. Netop fordi den skinner.

Disse dage er af den allerdejligste slags. Ens fødder svæver nærmest af glæde over at være til. Være vidne til at verden kan være så varm og smuk. At der er så mange ting at tage sig til og glæde sig til. Vinterens vemod fordufter, og at årstiderne skifter betyder intet. Der er mange måneder til kulden for alvor vender tilbage. Lige nu er her dejligt at være i Danmark. Lige nu ville jeg ikke være andre steder!
Eller jo, måske den svenske Skærgård, eller bare udenfor under himlen, men det er okay. For en dag som denne lover om flere som kommer. Den er den første af forhåbentlig mange sommerdage.

Mine mundvige rører næsten øreflipperne og fødderne vipper i takt til VH1 på storskærmen. Måske man skulle skifte kanal til noget sommermusik med mere gang i? Noget så de svedende stakler får trænet deres ansigtsmuskulatur ligeså meget som ballerne. På en dag som denne burde alle smile, og indtil videre er det også hvad de har gjort.

Du er da meget pæn

Hvorfor er det så meget nemmere at pointere uskønne ting hos vores medmennesker end at give en kompliment? En god gammeldags kompliment. Dem efterlyser jeg!
Især når ens selvtillid ikke er af den størelsesorden, den gerne skulle være, på grund af hormonforstyrret hud og stresseksem. Oveni det ser jeg åbenbart træt ud, det kan skyldes allergi, det kan også være fordi selvsamme stress, som giver udslag i Jackson Pollock-agtig hud, holder mig vågen om natten.
Hvorom alting er, så er det begyndt at nage mig lidt, at jeg får mere kritik end pæne ting at vide. Oftere hører jeg "Guuuud, hvor ser du bare træt ud i dag!" end "Du rocker bare de poser under øjnene der! Wow, du kan virkelig bære alt!"
Selvom sidste ville undre mig lidt.

Men jeg kender det alt for godt selv, det der med at hænge ved de mindre charmerende træk hos andre. Det er bare nemmere at sige negative ting end at strø om sig med ros. Jeg har en mistanke om at det kan have noget med vores nordjyske opdragelse at gøre. Janteloven. Folk skulle jo nødigt tro de ser pænere ud end andre, at deres hår har det helt rigtige svung eller at deres hud stråler med en glød, der kan konkurrere med solen på en varm julidag.
Man skal ikke ret langt væk før situationen ser noget anderledes ud, og komplimenter står lige med antallet af kritiske kommentarer, og kun lidt længere mod hovedstaden før komplimenter bestemt ikke er en sjældenhed, men nærmere et hverdagsboost venner imellem - og fremmede imellem for den sags skyld.

Det samme gælder brok. Ikke at det primært er et nordjysk fænomen, nok mere et dansk (måske på grund af vejret, som tit er grund til diverse brokkerier). Det er så meget lettere at brokke sig end at rose den service en restaurant yder, eller de tjenester andre gør for en.
Tag nu for eksempel dette indlæg – det opstod af brok. Brok over folk ikke kan tage sig sammen og sige noget pænt til andre, eller rose dem for hvad de gør, eller den de er. Brok over åbenbart at se kronisk træt ud, selvom jeg føler mig ganske pep og udhvilet, og brok over at andres brok til mig, får mig til at brokke mig til, og over, andre.

Det vil jeg egentlig gerne lave om på, i det omfang det er muligt. Give lidt flere komplimenter ud af det blå, måske det afføder flere den anden vej rundt. Give lidt mere ros i stedet for at brokke mig over musikken er for høj, eller maden ikke havde den helt perfekte struktur min gane søgte. Prøve at vise lidt mere overskud. Selvfølgelig kan der være perioder, jeg nævner i flæng PMS og regnfulde blæsevejrsdage hvor cyklen punkterer på vejen, hvor det kan være lidt sværere at finde det overskud til andre.

Men alt skal starte et sted så hvorfor ikke starte hos sig selv?
"Du ser bare slet ikke træt ud i dag!" "Flotte bumser!" "Kreativ eksem!".
Okay, det kan hurtigt komme til at lyde sarkastisk. Komplimenter skal kun gives når man mener det. Både dem til en selv, men især dem til andre. Ellers udløser det sikkert brok, måske en lussing, og så kører den negative nedadgående spiral igen. Den skal stoppes:

Så til alle jer derude – I ser skønne ud i dag! Fuck Janteloven. Kalveknæ, skæve tænder, håndtag - over albuerne vel at mærke - det er da okay pænt. I er jo flinke nok alligevel.

Kvinder og kyllinger

Hvorfor er en kvinde som en kylling?
Fordi de hvide stykker altid er de bedste!

Sandt. Hvis det er sommer og man bedst kan lide bryster og røv - hvilket mænd nok kan. Måske også lesbiske, men det ved jeg ikke så meget om.
Men for mig gælder pt. det omvendte, hvis bryster og røv er tilfældet. For bare to dage siden havde jeg hvide bikinimærker efter min tur i Indien. Jeg besluttede at jeg ville bibeholde min flotte sommerteint lidt endnu og da dagene blev grå igen tiggede jeg mig til 25 kr og smed dem efter en sol. Da min hud stadig var brunere end de fleste danskeres på denne årstid tænkte jeg at jeg sagtens kunne kaste mig ind i sol nr. 2 - den med de nye rør.
Jeg tog de minutter jeg plejede, jeg var jo ikke fuldstændig ubagt, nærmere let gylden - troede jeg kunne tåle lidt mere sprødhed på overfladen. Men ak, jeg havde jo overset mine hvide dele. De havde ikke set hverken solen eller cancergrillens stråler siden ugen inden nytår, hvor jeg dristede mig til ti minutter, med gamle rør.

Nok blev jeg lidt sprødere, men også en del rødere hvor jeg før var mælkehvid. Jeg har nu omvendte bikinimærker og ret svært ved at sidde ned.
Så det der med at de bedste stykker er de hvide, det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter denne uge. Håber der findes nogle mænd derude, der mener de bedste stykker er underarme og haleben - for lige de steder bliver bare aldrig brunere!

The Hookie and The Hooker

Amerikanerne har et sjovt lille udtryk, som optog en betydelig del af min hjernekapacitet for nogle dage siden. Udtrykket er i sin simple form at være 'on the hook'. Jep, om man er fanget på krogen af en person, man er følelsesmæssigt knyttet til, men nok burde tage følelsesmæssig afstand fra. Og fysisk, for ikke at komplicere tingene yderligere. Eller om man selv har et offer på krogen, en person som man måske ikke er særlig interesseret i, men som man alligevel ikke smider helt ud, bare fordi det er rart for bekræftelsen.

Men hvornår ved man om man er The Hookie eller The Hooker? Hvornår ved man, om man selv er den lille fisk for enden af linien, som gang på gang bliver trukket ind for at blive leget lidt med, for blot at blive fundet for let og derefter smidt ud i bølgerne igen. Eller om man er den egoistiske fisker som kun vil spejle sig i skællenes blanke skær, indtil en blankere og mere spændende fisk svømmer forbi?

Grunden til jeg overhovedet begyndte at tænke disse tanker kom af noget så banalt som tv-kiggeri. Ikke engang ordentlig tv-kiggeri, men selvvalgt streaming af en serie på nettet og endda selvvalgt afsnit, som tog denne problemstilling op.
En problemstilling jeg ikke vidste jeg havde, før jeg blev præsenteret for den. Jeg fandt ud af, at der kan være mere i bisætningen "som det ser ud lige nu." eller bare "lige nu.", end den faktiske betydning, at tidspunktet er dårligt, men fremtiden er lysere.
Men er fremtiden så lysere? Ja, det troede jeg først. Min, pludseligt positive, tankegang sluttede den konklusion, at der var en lille åbning, døren var ikke lukket for altid, det ville bare tage lidt længere tid at åbne den end den korte tidsfrist 'lige nu' lagde for dagen.
I tv'et, som normalt gør emnet kærlighed lyserødt og med en evig happy ending, fik min dør et lille nøk i den forkerte retning - mod hermetisk lukket og ikke så meget på klem. Bisætningen "som det ser ud lige nu." fik hele to betydninger. Enten betyder den hvad den betyder, eller også er den en smart lille omvej om en mulig afvisning af en person, som er rar at have i nærheden, og som man egentlig ikke ønsker at såre, for så har man også lukket sin egen dør for billig og let bekræftelse.

Den sætning som jeg indtil da havde set som et lille lysegrønt løfte, mistede lidt af sin forårsglans, og gjorde mig dybt frustreret. Hvorfor kan intet bare være, hvad det giver sig ud for? Hvorfor skal det være så svært, bare at sige hvad man mener? Jeg brugte en rum tid på at spekulere over dette, velvidende jeg ikke selv er en helt uskyldig fisker. Ville jeg mon selv bruge den sætning i dens simple version, eller ville jeg netop bruge den som en line?
Jeg kom frem til det utilfredsstillende svar, både og. Hvilket ikke ledte mig tættere på en endelig konklusion. Derfor søgte jeg mine venners hjælp. Men hjælpen var ikke så nær som på tv, selvom to betydninger ikke lyder af meget, er det utroligt svært at gennemskue hvilken løsning, der er den rigtige i denne situation. Oftest ville det desværre være den negative, at døren er lukket, men man selv må komme til den erkendelse, at man er den svage og man bare burde bide linen over og svømme videre. Det er en hård mundfuld at sluge, og derfor vælger størstedelen at lukke øjnene for den.

Jeg fik dog åbnet mine øjne, så måske er problemet slet ikke så stort? Hvis jeg ved jeg er The Hookie, ved jeg hvor jeg står, og hvis jeg spiller mine kort rigtig kan vi måske endda komme på bølgelængde. Man kan vel godt være både The Hookie og The Hooker, hvis bare man er klar over sine roller.

Problemet svandt i hvert fald efter nogle dage. Jeg holdt mig dog også pænt fra serier af den slags og gik mere bevidst efter serier med stærke kvinder og mordgåder. Det hjalp.
Sætningen spøger stadig fra tid til anden, men dens tyngde er forsvundet, en tyngde min selvtillid har overtaget. Måske er jeg på nogens krog - hvem ved hvad fisk og fiskere tænker - men hvis det er tilfældet, vil jeg ikke være nogen let fangst. Jeg er klogere end som så, og det takket være tv af alle medier. Jeg er nok både en Hookie og en Hooker, men jeg er klar over det - en erkendelse, der bragte ro i mit oprørte sind og strammede min Hookers line. Måske den en dag sprænger, måske vi ender samme sted, måske vi bytter roller. For nu følger jeg bare strømmen, nogle gange skal man ikke tænke alt for meget over petitesser.

Tilbage hos havneluderen

Sjovt som nogle ting bare kendetegner en by.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.

Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.

Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...

Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.

Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.

Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.

Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.

Stille tider

Jeg ved godt det er længe siden der er sket noget herinde. Men i skrivende stund befinder jeg mig i Indien. Helt nede mod syd i verdens største udviklede landsby, tempelbyen Madurai. Her skal jeg blive indtil den 29. marts, som frivillig journalist på det lille engelske magasin madurai Messenger. Derfor vil jeg i de to måneder jeg er her være at finde på travelpod.com under navnet currycow. Her er linket: http://travelpod.com/members/currycow og så er det bare at komme derind og læse!

Autisme

Hvor er det bare sejt og overskudsagtigt at arbejde i et autismecenter! Jeg kom til at tænke denne tanke, da jeg i dag havde ekspederet en kvinde med kraftig accent. Hun var ikke autist, men hun arbejdede i et autismecenter og var ude at handle legetøj med en noget ældre beboer. Ældre af år, ikke af sind.

Hånden på hjertet, jeg ville aldrig kunne klare det. Faktum er at jeg nok ville passe bedre som patient end passer med min tålmodighed og tvangsprægede hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne, det må være et meget givende job, og meget krævende. Men der var vist engang en klog mand der sagde noget i retning af at man må yde for at nyde. Måske talte han om bagværk, men citatet kan sagtens rettes mod socialt arbejde. De autister jeg har mødt har, næsten, altid været søde og rare. Helt vildt langt ude, oftest dårligt klædt og med mundvand eller fingre på afveje, men ganske elskelige. Jeg har så også for det meste kun mødt dem gennem mit job i Toys R Us. Så for dem er jeg vel en slags helgen. Den som bringer legetøj til institutionerne og smilende tager imod, når busser fulde af autister i alle aldre, stormer butikken i forventning om nyt legetøj.
Desværre er autisme ikke kun besættelse af legetøj. I så fald ville alle børn, og halvdelen af alle voksne også være autister. Jeg ser bare kun de gode sider, når de handler, og ikke når de kommer hjem med det handlede, og Per ikke vil lade Beate lege med V.smilen mere, fordi det er hans tur på klokkeslættet.
Der er det, jeg virkelig beundrer dem, som har overskuddet til, ikke kun at tage sig af sig selv, men også at tage sig de mere krævende hele tiden. Forældrene, centrene og voksen vennerne.
Jeg gad godt være en voksen ven, som kunne give hjælp og støtte og som de små autister så op til og følte tryghed ved i en verden der for dem er mere kaotisk end for os. Men det kræver nok jeg selv bliver voksen først.
Børnene, og forældrene, mest forældrene, kalder mig "Damen". Det har lidt en voksenlyd over sig. Også lidt en lyd af Elnett hårlak, lange røde negle, tobaksånde og store bløde bryster på en kvinde godt over de 40 over sig, men på en god dag kan man godt se jeg ikke er helt 40 endnu. Og brysterne kan jeg vist ikke rigtig snyde mig til uden mindst at bruge to af de store bamser fra gang to.

Men især tre autistiske børn som har været forbi "Damen" husker jeg.
Ikke fordi de har været der ofte, men fordi de har denne ene interesse som de får styret i Toys R Us.
Den ene er Pokémonfanatiker og noget ældre end de andre, at dømme udfra hans højde og fyldige, sorte overskæg i hvert fald. Men hans øjne svarer til en 10 årigs. Hans mor bøjer sig altid, og han får altid lige en pakke mere end planlagt.
Den anden er forbi trofast til hver fødselsdag for at købe gaver fra drengegangene hvor de seje actionfigurer, biler og våben bor. Han sidder i kørestol og med de ører han har, behøver han ikke selv trille hjulene hvis han har medvind. Han taler ikke så meget som den første, og opfører sig ikke altid lige pænt. Men ham og hans familie er altid velkomne ved min kasse, for man kan se hvor glad drengen bliver og hvor meget det betyder for hans forældre.
Den sidste har jeg kun mødt én gang. En meget lille dreng i dunjakke med pjusket hår. Normalt er jeg ikke en haj til børn. Eller jo, det er nok det der er problemet. Jeg er en haj, og de er små, drillesyge, provokerende delfiner, der fortjener et nap i bagfinnen.
Men ham her fik mig til at få en klump i halsen. Ikke af indeholdt opkast, men af stum, varm, forbavselse. Pist væk var hajtænderne.
Den lille dreng var ude at shoppe med sin mor, han havde snart fødselsdag. Normalt var han genert og sky, som de fleste autister lettere berøringsangst, men han så den lille tvangstænkende autist i mig og åbnede op. Han talte og talte, om sin fødselsdag, alle sine gaver, at de skulle prøve at invitere klassen og til sidst hviskede han "Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag" mens han forsigtigt rørte mit håndled og skottede nervøst til sin mor.
Om fødselsdagen blev den succes han ønskede sig, håber jeg. Det kan jo hurtigt blive for meget hvis man både kæmper med autisme og 24 små, vilde gæster. Også for værten og værtinden. Sikke et overskud de må samle. Selv en børnefødselsdag for normale børn kan være et helvede!

Så da kvinden med accenten og den gamle, unge autist vinkende gik ud ad døren, i en af de første solskinsdage på året uden sne, følte jeg at jeg selv havde overskuddet. Både til at være sød når de kommer og handler på deres lidt specielle måde, eller til måske selv at hjælpe til. Jeg ville i hvert fald gerne, men tanke og handling er to vidt forskellige ting. Især når ens tanker gerne tager styringen og handlingslammer i stedet for at i gangsætte ideerne. Jeg må nok bare holde mig til de små, der er ingen grund til at sætte deres overskud yderligere på prøve.