Tilbage hos havneluderen

Sjovt som nogle ting bare kendetegner en by.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.

Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.

Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...

Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.

Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.

Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.

Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.