Kvinder og kyllinger

Hvorfor er en kvinde som en kylling?
Fordi de hvide stykker altid er de bedste!

Sandt. Hvis det er sommer og man bedst kan lide bryster og røv - hvilket mænd nok kan. Måske også lesbiske, men det ved jeg ikke så meget om.
Men for mig gælder pt. det omvendte, hvis bryster og røv er tilfældet. For bare to dage siden havde jeg hvide bikinimærker efter min tur i Indien. Jeg besluttede at jeg ville bibeholde min flotte sommerteint lidt endnu og da dagene blev grå igen tiggede jeg mig til 25 kr og smed dem efter en sol. Da min hud stadig var brunere end de fleste danskeres på denne årstid tænkte jeg at jeg sagtens kunne kaste mig ind i sol nr. 2 - den med de nye rør.
Jeg tog de minutter jeg plejede, jeg var jo ikke fuldstændig ubagt, nærmere let gylden - troede jeg kunne tåle lidt mere sprødhed på overfladen. Men ak, jeg havde jo overset mine hvide dele. De havde ikke set hverken solen eller cancergrillens stråler siden ugen inden nytår, hvor jeg dristede mig til ti minutter, med gamle rør.

Nok blev jeg lidt sprødere, men også en del rødere hvor jeg før var mælkehvid. Jeg har nu omvendte bikinimærker og ret svært ved at sidde ned.
Så det der med at de bedste stykker er de hvide, det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter denne uge. Håber der findes nogle mænd derude, der mener de bedste stykker er underarme og haleben - for lige de steder bliver bare aldrig brunere!

The Hookie and The Hooker

Amerikanerne har et sjovt lille udtryk, som optog en betydelig del af min hjernekapacitet for nogle dage siden. Udtrykket er i sin simple form at være 'on the hook'. Jep, om man er fanget på krogen af en person, man er følelsesmæssigt knyttet til, men nok burde tage følelsesmæssig afstand fra. Og fysisk, for ikke at komplicere tingene yderligere. Eller om man selv har et offer på krogen, en person som man måske ikke er særlig interesseret i, men som man alligevel ikke smider helt ud, bare fordi det er rart for bekræftelsen.

Men hvornår ved man om man er The Hookie eller The Hooker? Hvornår ved man, om man selv er den lille fisk for enden af linien, som gang på gang bliver trukket ind for at blive leget lidt med, for blot at blive fundet for let og derefter smidt ud i bølgerne igen. Eller om man er den egoistiske fisker som kun vil spejle sig i skællenes blanke skær, indtil en blankere og mere spændende fisk svømmer forbi?

Grunden til jeg overhovedet begyndte at tænke disse tanker kom af noget så banalt som tv-kiggeri. Ikke engang ordentlig tv-kiggeri, men selvvalgt streaming af en serie på nettet og endda selvvalgt afsnit, som tog denne problemstilling op.
En problemstilling jeg ikke vidste jeg havde, før jeg blev præsenteret for den. Jeg fandt ud af, at der kan være mere i bisætningen "som det ser ud lige nu." eller bare "lige nu.", end den faktiske betydning, at tidspunktet er dårligt, men fremtiden er lysere.
Men er fremtiden så lysere? Ja, det troede jeg først. Min, pludseligt positive, tankegang sluttede den konklusion, at der var en lille åbning, døren var ikke lukket for altid, det ville bare tage lidt længere tid at åbne den end den korte tidsfrist 'lige nu' lagde for dagen.
I tv'et, som normalt gør emnet kærlighed lyserødt og med en evig happy ending, fik min dør et lille nøk i den forkerte retning - mod hermetisk lukket og ikke så meget på klem. Bisætningen "som det ser ud lige nu." fik hele to betydninger. Enten betyder den hvad den betyder, eller også er den en smart lille omvej om en mulig afvisning af en person, som er rar at have i nærheden, og som man egentlig ikke ønsker at såre, for så har man også lukket sin egen dør for billig og let bekræftelse.

Den sætning som jeg indtil da havde set som et lille lysegrønt løfte, mistede lidt af sin forårsglans, og gjorde mig dybt frustreret. Hvorfor kan intet bare være, hvad det giver sig ud for? Hvorfor skal det være så svært, bare at sige hvad man mener? Jeg brugte en rum tid på at spekulere over dette, velvidende jeg ikke selv er en helt uskyldig fisker. Ville jeg mon selv bruge den sætning i dens simple version, eller ville jeg netop bruge den som en line?
Jeg kom frem til det utilfredsstillende svar, både og. Hvilket ikke ledte mig tættere på en endelig konklusion. Derfor søgte jeg mine venners hjælp. Men hjælpen var ikke så nær som på tv, selvom to betydninger ikke lyder af meget, er det utroligt svært at gennemskue hvilken løsning, der er den rigtige i denne situation. Oftest ville det desværre være den negative, at døren er lukket, men man selv må komme til den erkendelse, at man er den svage og man bare burde bide linen over og svømme videre. Det er en hård mundfuld at sluge, og derfor vælger størstedelen at lukke øjnene for den.

Jeg fik dog åbnet mine øjne, så måske er problemet slet ikke så stort? Hvis jeg ved jeg er The Hookie, ved jeg hvor jeg står, og hvis jeg spiller mine kort rigtig kan vi måske endda komme på bølgelængde. Man kan vel godt være både The Hookie og The Hooker, hvis bare man er klar over sine roller.

Problemet svandt i hvert fald efter nogle dage. Jeg holdt mig dog også pænt fra serier af den slags og gik mere bevidst efter serier med stærke kvinder og mordgåder. Det hjalp.
Sætningen spøger stadig fra tid til anden, men dens tyngde er forsvundet, en tyngde min selvtillid har overtaget. Måske er jeg på nogens krog - hvem ved hvad fisk og fiskere tænker - men hvis det er tilfældet, vil jeg ikke være nogen let fangst. Jeg er klogere end som så, og det takket være tv af alle medier. Jeg er nok både en Hookie og en Hooker, men jeg er klar over det - en erkendelse, der bragte ro i mit oprørte sind og strammede min Hookers line. Måske den en dag sprænger, måske vi ender samme sted, måske vi bytter roller. For nu følger jeg bare strømmen, nogle gange skal man ikke tænke alt for meget over petitesser.

Tilbage hos havneluderen

Sjovt som nogle ting bare kendetegner en by.
Tag nu for eksempel min hjemby, Aalborg.

Aalborg er en havneby, en gammel havneluder ville nogen klicheagtigt kalde den. Denne havn er jeg nu tilbagevendt til efter to måneder i Asien. Nærmere betegnet i det beskidte Sydindien. Selvom Madurai, som jeg havde udskiftet Aalborg med for en tid, fik mig til at savne nogle ting ved Danmark som jeg ellers normalt ikke er meget for, for eksempel leverpostej - faktisk smørrebrød generelt - mælkeprodukter, tv, det grå vejr, regn og ensformigheden i hverdagen, er der også nogle ting som jeg bare ikke savnede og stadig ikke savner! Jeg kan i flæng nævne:
Biler med spoilere, piger der træner kun for at blive set, piger der glemmer at spise så de ser tyndere ud når de træner kun for at blive set, pumpere, små hunde, alt for store muskelhunde, grimme tribaltatoveringer, og fik jeg nævnt biler med spoilere?
Der skete nemlig det sjove i aftes at da jeg cyklede hjem fra arbejde, rigtigt gættet, i Fitness World, at der holdt en bil med skørt og spoiler i min kære faders indkørsel. Kære er her ment med største ironi. Det er skørt og spoiler desværre ikke.

Jeg overvejede kortvarigt, men meget intenst, at køre lidt for tæt forbi den og ridse sølvlakken med min venstre pedal, et forskønnende stunt, men også meget dyrt hvis ejermanden fandt lakken på min sko. Mine sko denne aften var nemlig guld og ikke sølv. Men måske han slet ikke ville lægge mærke til det - ejeren er nemlig ikke den skarpeste kniv i skuffen som vi Aalborgensere siger når vi egentlig bare mener at folk er mindre begavede...

Hvorom alting er; jeg ridsede ikke bilen, savede ikke spoileren af og sparkede end ikke til det latterlige skørt der gjorde at han senere måtte bakke skævt ned af den minimale kantsten. Jeg gik derimod ind i det hus jeg troede jeg havde savnet, men ikke havde, og sagde pænt godaften til dets beboere og gæster. Velkomsten var ikke prangende, så derfor gik jeg i køkkenet for at finde noget mad, som jeg ikke troede jeg havde savnet, men som jeg havde.

Folk havde ikke overvejet at vi som er i arbejde også har fri engang i mellem og bliver sultne. Derfor var alt mad spist og hver en sodavand drukket. Derfor lavede jeg et inspirerende måltid af to stykker knækbrød, en dåse makrel i tomat og et stort glas vand. For den normale Aalborgenser, nok endda den normale dansker lyder det umådeligt kedeligt. Men det var gourmet når man i over 8 uger primært har levet af ris og beskidte fødevarer. Nok var det et måltid lavet af nød og ikke kærlighed, men det smagte af gode gamle Aalborg.

Jeg overdriver måske lidt når jeg siger at makrellen smagte lidt af de salte bølger i Limfjorden, at tomaten var lige præcis industriel nok til at bære præg af Aalborg Portlands majestætiske skorstene, at knækbrøddet var sprødt og gyldent som aks på de vuggende stå, vandet klart og friskt som en Akvavit i Påsken - bare uden den beske eftersmag - og at bilen med spoilere efter måltidet frembraget et lille smil på mine læber. Hvor er der dog mange umådeligt grimme ting som kendetegner Aalborg. Det er kun til at grine af. Aalborg er stadig min trygge lille havn. Hvor ellers kan man finde så perfekt uperfekt en blanding af Hipsters, Wannabees, Grødbønder og Studerende der alle træner under samme tag, går på de samme brosten og tyggegummiplettede fliser og spiser de samme steder der alle servere den samme mad.

Da jeg tog afsted havde jeg fået nok. Nu har jeg en kvote at fylde op igen, en kvote med alle de ting som Aalborg består af og som ikke kan undgåes. Det gør livet her lidt nemmere, for det er fakta at jeg nok ser den bil med spoileren igen, rydder op efter pumpere i fitnesscenteret igen, selv må lave kedelig aftensmad når ens såkaldte 'familie' går andre veje og ensformigheden igen begynder at melde sig. Så er det tid til at fylde kvoten for udlængsel med rejser og spændende oplevelser, men indtil da vil jeg nyde hver lille del af min havneluder.