lørdag den 12. november 2011

Solskinsfrugt

Folk stirrede godt nok lidt. Klokken var ikke mere en halv ni lørdag morgen, så det var begrænset, hvor mange mennesker der var oppe og ude endnu. Men de få jeg stødte på, syntes at forvente en vis perversitet fra min side.

Jeg kunne ikke sove længere og tænkte at gå ned og få lidt sol, nu vi går en mørkere tid i møde. Men jeg havde ingen småpenge. I 7Eleven kan man kun hæve, hvis man køber noget. Jeg valgte en banan. Hvorfor? Fordi jeg var sulten efter noget morgenmadslignende, der ikke var pumpet fuldt af hvidt sukker, fedt og konserveringsmidler. Hvilket ikke efterlader mange valg tilbage i denne døgner. Altså tog jeg en banan. Mættende, sød, god kilde til kalium, og åbenbart kilde til mistænksomme blikke.

Først da jeg gik ud med mit morgenhår og min morgenbanan, kom jeg til at tænke på, om det måske ville se lidt suspekt ud at gå målrettet ned i en sol med den mest falloslignende frugt i Danmark. Men jeg slog tanken til side endnu et par meter. Hvor pervers er den normale dansker egentlig?

Temmelig meget viste det sig. Eller var det bare min egen perverse tankegang, der fik overført mine overvejelser om motiver til de forbipasserendes kropssprog og øjne? Er min uskyldighed virkelig så ødelagt?

Nogle håndværkere fnisede, men håndværkere har ry for at være mere end normalt fordærvede i deres tankegang. Heldigvis var der ikke ret langt mellem 7Eleven og SunOne.

Da jeg trådte ind i det ultraviolette skær, lyste bananen med en sådan glød, at jeg blev helt nervøs for at lægge den i nærheden af mig. Placerede den på servietboksen og plantede mine handsker ovenpå den, bare for en sikkerhedsskyld.

Mens jeg lå der og stegte, kom jeg til at tænke på et billede, jeg engang så. Det forestiller en delfin, hvis man er et barn eller uskyldsren. For alle andre ligner det to mennesker der... to mennesker i meget kærlig omfavnelse. Det billede har aldrig lignet en delfin for mit blik. Freud ville fryde sig.

Tilbage i mit tøj, med endnu mere vindblæst hår, tog jeg min banan og gik hjemad. Nogle løbere kiggede indgående på mig. Jeg kiggede indgående på deres meget stramme tights. Måske er det mig den er gal med.