Lorte café

Nu er det ikke nok med at ammende mødre skal vise deres bare bryster på cafeerne, nu skal vi også se på ungernes numser og dertilhørende lort!
Jeg gik fredeligt forbi Kong Kaffe i dag, der duftede godt af crossaint og kaffe, jeg havde lige trænet, mine ben var trætte og min mave sulten. Jeg kiggede ind på cafeen da jeg gik forbi de dejlige dufte. Et par bestilte noget med chokolade kunne jeg høre mellem pigens fnis, en smart fyr drak sin smoothie mens han tastede på sin mobil, en mor hev bleen af sit barn.
Vent, stop! Hev hun lige bleen af sit barn foran alle de andre kunder? Jeg stoppede op, forfærdet, min overlæbe krængedes opad i forargelse og foragt for den karryfarvede masse i bleens hvide stof. Godt det ikke var mig der lige havde sat tænderne i en cremelinse! Føj, hvor blev jeg hurtigt revet ud af sulten og ind i sippetheden.
Dengang der var stor debat i aviserne om ammeforbud på cafeer og restauranter var jeg en af fortalerne for forbuddet. Jeg kunne, og kan stadig, godt forstå de forargede mødre der gerne ville have lov at fodre alle ungerne på én gang. Men så krævede det vist heller ikke mere at tage en flaske med eller lige gå ud bagved for at amme den mindste.
I hvert fald bliver jeg stadig lidt sippet når en fremmed kvinde lige knapper op for sine fyldige bryster og stikker dem i hovedet på en lille rynket unge, mens jeg sidder og prøver at spise min meget dyre cafébrunch. Ellers tak.
Men dette, denne umådeligt dårlige udvidelse af grænseoverskridende adfærd? Jeg forstår det ikke. Lort hører aldrig hjemme ved siden af maden! Ligegyldigt hvor mange gange man har grinet af Drengene fra Angora, så er lort og mad ikke en god kombination i virkeligheden. Og det var den vist heller ikke i joken..
Denne mor sad med, hvad jeg gætter på, var sin egen mor og en veninde. De fortrak ikke en mine over den scene moderen lavede der, halvt på sit skød, halvt på bordet med ble, lort, unge og kaffe. En lettere farlig situation for barnet egentlig, men hverken situationens risiko for brandskader eller risiko for udsmidning så ud til at bekymre den lidt for frie mor.
Hvis jeg på noget tidspunkt havde overvejet at købe noget med hjem, forsvandt den trang som ble fra røv. Hvilket egentlig gjorde min dag billigere, noget jeg kun kan takke den frie mor for her i julen. Men helt ærligt, det kan godt være det er en vild ting at blive mor, men jeg synes det tager lidt overhånd hvis vi nu alle både skal dele bryster, barnegråd og babymoslort når vi egentlig bare kom for en crossaint og en caffé latte.

Perverse producenter

Jeg er sikker på at der hos de store legetøjsproducenter sidder nogle rigtig perverse mænd og gnægger mens de gnider sig i hænderne over de umådeligt sjove navne de finder på til børns legetøj.

Som julehjælper for, jeg ved ikke hvor mange år i træk, i filial 3103, har jeg igen brugt en stor del af mine vågne timer blandt legetøj, papkasser, stressede mødre og betagede børn. For ikke at glemme de endnu mere stressede fædre jo tættere på juleaften kommer. Men det er ikke så meget kunderne der nu optager mine tanker. Når man har pakket så og så mange kasser med diverse underholdende og farverige indpakninger ud, opdager man at nogle af tingene har nogle lidt spøjse navne. Ikke altid kun spøjse, faktisk er der overvejede mange legesager der har et navn som kan direkte misforstås, hvis man før har stiftet bekendskab med det der sex, eller bare har haft seksualundervisning i skolen eller åbnet en anatomibog.

Jeg gik rundt i Babyleg og satte varer på plads. Fine, søde bamser, badedyr, klinglende, klanglende, ringlende, suttende, pruttende og larmende himstregimser til at hænge over vuggen, i barnevognen eller på barnets arm, så det ikke kan undgå de insisterende lyde fra et ligeså irriterende påhæng, som barnet selv kan være engang i mellem.
Efter et stykke tid svandt interessen for at skære flere papkasser op og arrangere indholdet på hylder og lager, og mit engagement faldt ekspotentielt med faldet af sukker i mit blod. Da pausen var et par timer væk endnu, blev jeg en smule irritabel. Mest fordi kunder til jul åbenbart bliver blændet af julepynten og ikke kan se hvor varerne står, eller opfører sig som man kunne forvente deres børn ville, hvis det legetøj de kommer efter, er udsolgt.
Men så åbnede jeg en kasse fra Playschool. "Busy balls" stod der på den. En sjov og farverig vare der havde plads ved siden af "Ball Poppin' Pack". Jeg ved ikke om det var trætheden, eller monotonien i det jeg foretog mig, der fik mig til at grine højlydt af de meget kreative navne. Kunderne omkring mig kunne i hvert fald ikke se det sjove i det.

Senere samme dag til eftermiddagspausen sad jeg i frokoststuen sammen med to andre julehjælpere. De havde taget en forkant fra en af hylderne med ud. Den skulle gemmes, sagde de. Da jeg spurgte hvorfor, flippede de den rundt så jeg kunne se, hvilken vare den tilhørte. "Barnets første klodser."
Jeg måtte give dem ret. Den fortjente at blive gemt.

Det er ikke kun varerne der alt for ofte får nogle lidt for kreative navne i butikken. Også diverse Tv-spots og reklamer tangerer til det perverse. Tag nu for eksempel en reklame der kørte hele efteråret, som heldigvis her til jul er blevet ersattet af en lidt mere moden reklame, rettet mod teenagere. For det er åbenbart kun til de helt små at producenterne tør lave klamme navne og reklamer. De store kunne jo forventes at forstå den underliggende mandehørms humor fra Finn på 45, der er kreativ direktør for Fisherprice. Og så er han nok ikke kreativ direktør ret meget længere.
Men dette Tv-spot var for noget slim på dåse som kunne sige en pruttende lyd, hvis man stak fingerne i det. Allerede beskrivelsen af legetøjet er helt afsporet.
"Har du pruttet i dag?! Stik fingerne i og pruuut! Sjov og skæg lige ud af dåsen!" Var omtrent den hilsen man mødte når man kom ud fra lageret med sin palle med varer. Var man uheldig, som jeg, stod man foran denne skærm med den entusiastiske mandestemme hele dagen og pakkede varerne ud.

Men så vidt jeg husker er det ikke noget nyt fænomen. Jeg har bare først fået tid til at tænke over det nu, hvor jeg har omgivet mig med perverst legetøj hele december, og jeg arbejder vel at mærke ikke i en voksen legetøjsbutik, men en Toys R Us!
De Disney film jeg så og elskede som barn var eftersigende fyldt med perverse undertoner og smart indkodede billeder. Jeg har ikke selv fået øje på dem endnu, og jeg har egentlig heller ikke lyst. For mig er Disney sødt og uskyldigt, og ikke fyldt med præster med ståpik eller par der knalder i vinduerne.

Hvorfor har producenter af legetøj, reklamer og film til børn denne trang til at få skabt perverse undertoner som kun os indviede kan få øje på?
Egentlig er det vel smart nok, en lille intern joke fra deres side, som så kan være et bevis på hvor beskidte vi alle sammen bliver. Ingen af de små uskyldige børn fanger joken, gudskelov, men som vi bliver ældre associerer vi åbenbart alt for mange ting til sex. Det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme. Meget af det jeg selv siger kan misforstås og den føste til at spotte det er gerne mig selv, med et høhø og et løftet øjenbryn til følge.
Og okay, måske kunne jeg også godt se mig selv som Finn på 45, der er lidt træt af alt det pusse-nussede design og nuttede navne til endnu et stykke legetøj henvendt til de 1-5 årige. Det bliver nok lidt trættende i længden, og når man når de 45 er man vel også ved at være ret beskidt og associationsforkvaklet.

Klaps i Legoville

"Tak for hjælpen!" ledsaget af et klaps i bagdelen hylede mig helt ud af den, den anden dag.
Jeg var i klædt min alt for store juleuniform på arbejde, i Toys R Us, altså snakker vi primærfarver og badges.
Klapset kom fra en ældre dame og hjælpen var at pege lige ud på den Legokasse hun ikke selv kunne få øje på.
Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Klapser man tilbage? Kan deres hofter holde til det? Er der en lignende gestus man kan benytte som svar?

Jeg er et ret privat menneske hvad angår min krop. Den skal helst ikke vises nøgen offentligt, den skal faktisk helst heller ikke røres ved offentligt, og slet ikke af folk jeg ikke kender. Det gør mig meget forvirret og meget forlegen. Ligegyldigt hvad min efterfølgende reaktion er, er den altid forkert, akavet eller direkte stødende.
Som dengang et familie medlem langt ude kindkyssede mig som hilsen. I min panik fik jeg straks flashbacks til franske film hvor der uddeles to styks kindkys. Jeg befandt mig bare til et familiearrangement, med folk jeg ikke vidste jeg var relateret til, og her kyssede man kun én gang, i luften ud for kinden. Jeg valgte at være lidt mere offensiv og sigte direkte efter kinden. Det kære familiemedlem var slet ikke forberedt og jeg ramte derfor personens næse. Lidt for kraftigt, lidt for vådt, lidt for akavet.

Eller de utallige gange hvor jeg ikke er forberedt på knuset. "Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, åh nej nu løfter hun den højre arm, skal jeg så gøre det samme, her kommer kroppen!" Tankerne flyver gennem mit hovede, i en sådan strøm at det er handlingslammende. Derfor resulterer mine knus oftest i et frontalt angreb af arme og mave, til tider også pande, hvilket selvfølgelig ikke er særligt rart, hvis man forventer et varmt bamsekram. Min version kan nærmere beskrives som en grizzlybjørns brydertag mod et totalt uvidende bytte.

Sådan noget som at skulle give hånd til diverse arrangementer, indenfor familien, på skoler, til afslutningsbal og jobsamtaler kan også volde mig problemer med intimiteten der pludseligt skal udveksles håndflader imellem. Enten bliver det for hårdt, for slasket eller for fesent. Jeg rammer sjældent rigtigt! Og når jeg endelig gør, kan jeg ikke skjule min egen overraskelse, hvilket folk tager som et tegn på ophidselse eller umådelig dumhed.

Så denne helt nye form for kropskontakt med ældre mennesker må jeg nok sige kom lidt bag på mig (høhø). Til alt held tegnede hendes arm en smuk bue op omkring min talje, som stivnede, men som gav mig tid til også at få gang i min arm.
Nej, jeg klapsede ikke tilbage, men lagde også min arm om hende, meget venindeagtigt og fortalte at lige nu var netop denne Legokasse faktisk på tilbud.
Min reaktion var rigtig! Damen smilede og trykkede mit ene håndtag, det kunne det ikke lide, men høfligheden og fornuften havde overtaget panikangsten.

Der stod vi, som om vi var gamle venner, eller i hvert fald at hun var en gammel ven, og så helt tilforladelige og fortrolige ud. Da hun slap mig for at erstatte mit håndtag med en æske Lego var det eneste der afslørende min nervøsitet den fjedrende måde jeg gik fra gerningsstedet på. Nerverne havde måske nok fortrukket sig fra armene, men de havde taget midlertidigt bo i mine ben, som var ekstra gummiagtige af al den spænding midt i Legoville.

R.I.P tastatur

En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"

Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.

Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.

Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!

Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.

Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.

Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!

Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.

Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.

Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!