R.I.P tastatur

En af mine kollegaer fra Fitness World skrev på min Facebook væg her den anden dag, "Man skal ikke græde over spildt mælk, det må også gælde spildt kaffe.. Men hvad skal man så gøre hvis man spilder kaffe i tastaturet? Må man så ikke græde?"

Jeg vidste godt hvad hun refererede til! Og man bliver sådan lidt træt af altid at vide, at når ens venner refererer til noget dumt på Facebook, så har det oftest rod i en episode involverende undertegnede.

Det hun refererede til var en mindre demonstration af naturens hærgen jeg udførte i Fitness World. Kan Simone genskabe tsunamien fra 2004 i lille målestok?
Jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg stod med kaffe i skridtet og i tastaturet, sådan lyst til at give mig selv en dummeflad, eller ringe til en ven som kunne komme forbi og give mig en dummeflad, eller få vennen til at ringe til en anden ven som kunne komme og give mig en dummeflad og fortælle hvor træt det lige præcis er at man bliver når jeg konstant skal bevise overfor hele verden hvor klodset jeg egentlig lige kan være.

Jeg stod ganske fredeligt bag receptionen, jeg frøs lidt, så jeg tænkte at lidt kaffe kunne gøre godt. Åbenbart syntes min krop ikke det var nok at få kaffen indenbords, den ville bades i det for at få varmen!
Så da jeg, lidt for frejdigt, tog fat i koppen mens jeg smågestikulerede og flirtede lidt med et medlem, krammede mine hænder koppen så hårdt at det tynde plastic bøjede og kaffen nærmest dannede en brunlig, dampende, flodbølge ud over både reception og receptionist.
Fint, godt klaret Simone. I stedet for at tage det roligt råbte jeg "Neeej" ud over hele Fitness World med en stemme der dirrede af lige dele smerte og forlegenhed. Medlemmet skottede til mig mens han mumlede noget om at det var da nok ikke så smart. Nej, det var det nok ikke! Det var nok heller ikke med vilje! Er du sød at hjælpe mig eller er du bange for at jeg også kaffer dig til?
Der var ingen hjælp at hente så der stod jeg, alene i receptionen med kaffe fra skridtet og ned til knæet, og som om det ikke var nok flød kaffen ud over hele bordet. Mine øjne faldt på tastaturet, det var ramt. Jeg løftede det langsomt, kaffen dryppede stille ud. Jeg tiltede det lidt mere og så strømmede der en flod, af nu lunken kaffe, ned over gulvet.
Mange grimme ord fløj gennem mit hovede. Jeg skyndte mig at rulle en meter papir ud, men det spredte kaffen mere end det tørrede det op. Tastaturet lå slukøret i kaffepølen, mens jeg skurede rundt på gulv og disk og bandede over hvem end der havde valgt at købe papir uden sugeevne!

Kaffen blev dog tørret op. Der var stadig en flot, stor, mørk plet på mine sorte bukser så hvis man så mig, kunne man sagtens tro jeg havde tisset i bukserne, grundet pletten og mit røde ansigt.
Min opmærksomhed vendte jeg derefter mod tastaturet. Det eneste bevis på min udåd.
Jeg trykkede forsigtigt på 'K'. Hvorfor jeg valgte K ved jeg ikke, det virkede måske logisk eftersom væsken der havde invaderet tastaturet begyndte med K, måske var det K som i 'klodset'.
Men K kom ikke frem på skærmen. Det gjorde mit login nummer heller ikke, eller alle andre taster jeg febrilsk trykkede på. Tastaturet var i koffeinchok! Jeg var bare i almindeligt chok, koffeinen nåede aldrig mit blod, kun mit ben.
Jeg vendte tastaturet om så kaffen kunne løbe ud og stillede mig ved den anden computer. Der kunne være masser af grunde til hvorfor det lå på hovedet! Ingen ville opdage noget hvis jeg bare stod og smilede så langt fra tastaturet som muligt.

Selvfølgelig blev jeg opdaget. Det gør jeg altid! Hvis jeg ikke gør har jeg en meget dum refleks der gør at jeg må fortælle historien til enhver som gider lytte. Eller bare ligner en der gider. Som sagt, en ekstremt dum refleks. Men det er mig fysisk umuligt ikke at fortælle andre om dumme, pinlige, fjollede eller klamme ting som jeg har gjort eller oplevet. Denne blog er vel et ret godt eksempel, på den børnevenlige sladder.

Tastaturet nåede aldrig at blive sig selv igen. Da jeg lukkede centeret ned kunne det kun skrive få tal og et bogstav her og der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg lod det ligge, ikke på hovedet, men som om intet var hændt. Kun én kollega havde opdaget mig og hvis jeg var heldig, nåede det at tørre helt og genvinde sine funktioner inden chefen mødte ind den følgende morgen!

Det nåede ikke at genvinde sin funktioner.

Om morgenen sendte jeg en sms til min chef. Det var en besked sendt af en meget ydmyg og flov pige. En besked tikkede ret hurtigt ind bagefter. Det var ikke fra en ydmyg eller flov pige, men fra min chef. Tastaturet var dødt og han havde tjekket alle stik og teknik. Han ville have været glad for en seddel om hvad der var sket, så han ikke havde brugt tid på at finde ud af fejlen. Fejlen var jo mig og kaffen, begge forsvundet fra centeret i nattens mulm og mørke. Jeg kunne ikke rigtig fortænke ham i hans logik, men med kaffe alle de forkerte steder fungerede min hjerne bare ikke rigtigt og jeg håbede på at jeg denne gang kunne slippe for endnu en bommert. Derfor undskyldte jeg og lovede det ikke ville ske igen. Men jeg vil også gerne sige undskyld her, lidt mere offentligt.

Så undskyld, Ole! Det var ikke med vilje og næste gang jeg ødelægger noget lægger jeg en seddel og en 20'er til en dummebajer. Eller fail-proteinbar alt efter hvilket job jeg ødelægger ting på. - men planen er at der ikke dør flere tastaturer eller inventar for min hånd!