Min juletradition

Det er det samme hvert år. Man kan ligeså godt vænne sig til det.
Jeg taler om julehandelen i butikkerne. Det er min tradition, at være julehjælp i Toys R Us. Andre holder advent, gør klar til juleaften og spiser brændte mandler på den fodkolde i byen. Jeg står bag disken i Toys R Us, Skalborg, hvert år og sørger for folk husker batterierne.
Der er ikke stor forskel fra år til år. Årets legetøj er muligvis den største forskel. I år er det en plastic pingvin som kan tegne....
Ellers gælder de samme regler: Plombér de ekstra mange spil som kommer fra leverandørerne, pynt op i november, tag nissehue på på arbejde fra 1. december og smil.
Smil, smil, smil!

Den sidste regel er den sværeste. Nissehuen er nok varm at have på og pynten spiller de samme sange år efter år, men smilet afhænger af andre faktorer end uld og plasticgran og dansende julehunde der gør "Jingle Bells". Nissehuen holder sin form og temperatur ligegyldigt hvor kolde kunderne er og julesangene ophører ikke selvom julestemningen forsvinder med kundernes rullen med øjnene og selvtilfredse "Jamen det siger købeloven." Nej, det siger købeloven ikke!
Der er det så mit smil kommer på prøve. Det er meget svært at råbe modargumenter fra en gullig afreven avisside om købeloven og smile overbevisende samtidig. Tro mig, jeg har prøvet.
Men i år har jeg fundet løsningen. Sådan cirka da. Jeg har fundet ud af at hvis jeg er en smule bagstiv, så er jeg bare meget mere rolig og rar. Jeg smiler hele tiden, godt nok lidt fåret, men så tror kunderne at jeg måske er lidt tungnem og så er de meget roligere og rarere ved mig.

Denne weekend for eksempel, tog jeg i byen fredag, igen lørdag, gik i seng ved 4 tiden, vågnede ved 6 tiden fordi de andre som jeg sov hos kom hjem, sov igen til kl.8 og vågnede fordi en af de andre overnattende gæster stirrede på mig fra den anden sofa. Først blev jeg bange. Så blev jeg irriteret fordi mit vækkeur først var sat til kl.9. Hvorfor skulle han vække mig med sin stirren når jeg kunne få en hel times mere søvn!? På daværende tidspunkt tænkte jeg uklart, det viste sig at være en god tid at vågne på. Resten af dagen var jeg i hvert fald meget bagstiv og fåret happy-go-lucky agtig. Så egentlig burde jeg takke ham for sin stirren, men det er dog en tand for mærkeligt. Desuden var intet af dette planlagt, jeg havde bare generelt tænkt lidt uklart. Måske på grund af at snestormen fredag nat havde blæst fornuften ud af mig. Men, godt det samme.

I hvert fald var min søndag i Toys R Us i informationen mærkeligt hurtigt overstået, selvom jeg stod der fra 10-17, og ikke havde sovet særligt meget eller særligt sammenhængende siden torsdag nat.
Der var ingen problemer med nogen kunder, selv børnene fik et smil og et klap på håret. Julemusikken irriterede mig ikke synderligt, mine ører føltes lidt som om nogen havde puttet vat i dem. Ikke særlig meget, bare nok til at verden lød lidt dæmpet. Mine øjne så lidt sløret, så de dansende julepingviner virkede knapt så dumme som når de ses tydeligt dansende i deres juletræskostumer og rensdyrforklædninger. Derimod så jeg muligvis lidt dum ud da jeg dansede med på den nye Michael Jackson Experience til Wii oppe i informationen, men der var ikke særlig travlt og jeg havde åbenbart ikke fået opbrugt al min dans i benene på de foregående byture. Måske var jeg bare bagstiv.

Men dagen efter, da mine tåger havde fortaget sig helt, mødte jeg en af de kunder man år efter år må opbygge tålmodighed til gennem alle de foregående vagter. Kunden som mener hun har skrevet købeloven og som taler ned til ekspedienten, for denne er jo kun ekspedient, ekspedienten kan umuligt være ret klog, så lavede ekspedienten nok noget andet. Nej, forkert. Måske har ekspedienten ikke skrevet købeloven, men ekspedienten kan sagtens have flere brikker at flytte med end der findes i den røde legoboks! Og jeg ved tilfældigvis at den indeholder 641 brikker! Det er en arbejdskade, ligesom jeg ved hvor alle stregkoder sidder på de forskellige kasser og jeg kan koden på de to bolde i butikken hvor stregkoden ikke virker. Men denne viden er irrelevant når en kunde først går til angreb.
Denne gang handlede det om dyr. Små håndmalede plastdyr fra Schleich. De er markeret med farvekoder for at vise de forskellige prisgrupper. Desværre havde den ansvarlige for netop denne afdeling mærket samtlige dyr med prisskiltet 34.95, ligegyldigt hvilken farvekode der var påsat deres ben eller øre.

Efter en hård weekend og med over halvdelen af mandagsvagten tilbage var min tålmodighed forsvindende lille. Generelt er jeg et meget flinkt menneske, bagstiv eller ej. Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, fordi jeg selv bliver glad af at møde en engageret ekspedient. Så længe de ikke er så engagerede, at det nærmer sig det excentriske.
Men jeg har meget svært ved at tolerere at blive talt ned til, især når jeg via. kassen er højere oppe end kunderne. Denne kunde havde evnen til nedtale mig til under kasseniveau og hun stoppede ikke der.
Da jeg gik fra kassen for at sætte dyrerne hun ikke ville have alligevel, på plads, sneg hun sig ind på mig. Pludselig mens jeg stod med en ræv i hånden, var hendes ansigt så langt inde i min privatsfære, så jeg kunne mærke hendes harske ånde mens hun fortalte mig, at hun godt kunne mærke jeg blev lidt sur lige før. Lige før!? Det var over ti minutter siden. Hun havde ventet på at kunne komme til at nedgøre mig endnu en gang.
Men så så jeg det. Hun var gravid! Det var jo derfor. Gravide kunder er mere sindsyge end almindelige kunder. Jeg havde allerede glemt episoden, jeg hyggede mig med at stille plasticdyr rigtigt, men hun havde ikke nok i at prøve at ødelægge min dag en gang, hun prøvede to, faktisk tre gange. For da jeg havde sat både ræv, egern. ko, kalv og æsel på plads, kom hun over til min kasse igen for at købe netop en ræv, et egern, en ko, en kalv og et æsel. Jeg gav hende rabatten på grund af en anden medarbejders fejl som gik ud over mig, og som om hun ikke havde være irriterende nok, smilede hun sukkersødt til mig og ønskede mig en forsat god dag. Tak for det falske, gravide, lorte kunde. Lige dér fik jeg en ubønhørlig trang til en lille dram!
Desværre må man ikke drikke på arbejde og man må ikke kaste plasticdyr efter gravide, så jeg måtte pænt finde mit sukkersøde smil frem og tænke på at der kommer flere af disse episoder. Mange flere! For det er min juletradition og der er kun fem dage til det igen er weekend.