Høflighedselefanten

Høflighed er en sjov størrelse. Ofte er den faktisk det stik modsatte. Uhøflig. Når vi forsøger at være så skide hensynsfulde, at højligheden vokser mellem os som en stor ballon fyldt med røg og usagte ord. Til sidst er den så stor og fuld, at vi ikke længere rigtigt kan se hinanden. Ikke rigtigt ved, hvem vi er mere.

Som når man støder ind i sin ekskærestes bedste ven i vores allesammens fitnesscenter, hvor man (læs. jeg) godt ved, risikoen for at støde ind i hinanden på verdens dårligste tidspunkt er størst.
Begge svedige, begge fuldt ud bevidste om, at der er øjenkontakt, og der er genkendelse. Og på et eller andet tidspunkt har begge bare suttet lidt for længe i hver sin drikkedunk. Det er akavet, og man tager tilløb: "Hej, går det godt?" Her er det vigtigt at være cool. Det var jeg ikke. Elefanten trådte ind midt i salen.

"Jooo, det går da okay." Ordene kommer langsomt. Mine øjne laver en mærkelig bue op mod loftet.  Bag dem arbejder min hjerne på højtryk. Vi begynder begge at snakke i munden på hinanden. Vi holder begge inde. Jeg mangler ilt, men jeg tør ikke trække vejret. Elefanten danser sin forræderiske dans og puster skinnede sæbebobler ind mellem os. Høflighedsfraserne hober sig op, ingen tør nævne tredjeparten, den eneste grund til, vi ved, hvem hinanden er. Tænk, hvis man sagde noget, der faktisk kunne have en betydning!

Han spørger ind til min praktik, jeg tør ikke nævne hans nye kæreste. Han siger JP, jeg arbejder på Berlingske. Men jeg retter ham ikke. Jeg nikker, giver ham ret, og elefanten trutter af grin bag min venstre skulder. Sæbeboblerne fyldes langsomt med røg. Vi er for langt inde i ikke-samtalen, til at kunne prikke hul i nogle af boblerne og finde frem til os selv og hinanden. Sige det højt, som vi begge tænker, men ikke tør sætte ord på. Det må for alt i verden ikke gøre ondt. Ingen ønsker at føle et ansvar.

Og hvor er det dumt. Og hvor er jeg træt af høflige samtaler uden indhold. Hvor ingen tør tage sig sammen og berøre de tanker, som bliver pakket dybt væk i røgen, når vi står der og fumler med vores fesne small-talk og træningshandsker. Hvad ville der, ske hvis en af os groede et par nosser og sagde: "Jeg er sgu ked af, det ikke gik"?

Jeg ville da mene, at den ene part af os i forvejen skulle have et par sådant. Men som med koldt vand, får høflighed dem til at skrumpe. Jeg kunne heller ikke selv jage elefanten og dens bobler væk. Ville ikke komme til at gøre ham forlegen. Eller give ham ideen om, at han havde fået noget at vide, som tredjeparten måske skulle høre. Ved at trække på mit svar, havde jeg allerede overtrådt grænsen for tilbageholdelse-af-personlig-information-for-ikke-at-bringe-nogen-i-forlegenhed. 

Vi afbrød samtalen ligeså akavet, som vi indledte den. Uden et hils eller et vi ses. Men der havde vi da i det mindste pli nok til begge at se, at det nok ikke kom til at ske. Det var det mest betryggende ved den samtale. At høfligheden forsvandt, da vi trådte hver sin vej uden at lade som om.

Egoistiske ben

Storbyen. Med sine irgrønne tage og okkerrøde teglsten. Med den sorte røg fra de mange skorstene. Med alle sine lyde og lugte. Med dampen fra metroen, der stiger op som genfærd fra svundne tider over brostenene, over hovederne på de mange tusind mennesker. Mennesker der skiller sig ud, mennesker med et mål. Og en fandens fart på!

Ikke få gange er jeg blevet tværet ud i en chicken race mellem den lille og den store. Den indfødte og den nyligt ankomne. Den målrettede og den lettere konfuse. Altid med mig som taberen, lige gyldigt hvor målrettet jeg er, og hvor rank min ryg er, når jeg tramper frem gennem Strøget.

Egocentreret gang er ikke et udtryk, jeg kendte før jeg flyttede til hovedstaden. Men her er det noget, der praktiseres. Ja, måske endda noget nogle er født med.
Jeg kan ikke hamle op med københavnerne. Mine skuldre er ømme af nærkontakt, mit bryst fladtrykt, og mine knæ skælvende af de konstante stop og ryk til siden.

Min krop er i konstant beredskab, når jeg bevæger mig ud af min dør. Mine øjne udspilede, og munden let åben for at ilte blodet til kamp. Hver en celle står på spring i mit indre og i min hud. Hænderne knugede med fingre som springknive, klar til at tage fra, hvis sammenstødet sender mig i jorden.

Men nu kan det være nok! Mit sind har længe boet i København, men nu er min adresse her, min krop er her, og mit job er her. Jeg er ved at falde til, ved at tilpasse mig byens puls, og vænne mig til søvnløse nætter, travle dage, øl og røg og flirt og fart. Min gang skal fra nu være ligeså selvsikker, ligeså egoistisk fremadstormende som hos de ben, der har gået på gaderne i årevis!

Så vogt jer! I morgen er det måske min mave, der sender en intetanende pige ind i en butiksdekoration, så hatten triller ned i en plante, og hendes taske dasker hende ydmygende i røven.

Sådan en jysk tilflytter-tøs kan godt blive lidt træt en gang i mellem. Og øm.